Topmenu Calendar Archive Links Faculty and staff Publications Research projects Sitemap Main page

Centre Activities, Spring 1990

Tradition og Kritik

Den 3. -7. januar 1990 afholdt CFK et symposium for en indbudt kreds af norske og danske deltagere på Lysebu ved Oslo over emnet "Tradition og kritik". Vi aftrykker i det følgende programmet, det skriftlige oplag til symposiet, Hans Fink's velkomsttale, et af Ejvind Larsens "Frie ord" og Uffe østergård's 'frie ord' om symposiet, begge gengivet fra Information.Program

Onsdag 3.1. Det europæiske perspektiv

Formiddag Ankomst og indkvartering

12.00-13.00 Lunch

13.00-13.30 Indledning

13.30-15.00 Ejvind Larsen: Tradition og kritik. Historisk og aktuelt

15.00-15.30 Kaffe

15.30-17.00 Andreas Jørgensen: Opbruddet i østeuropa og de ideologiske konsekvenser i Vesteuropa

18.00 Middag

19.30-21.30 Niels Barfod: Indtryk fra samliv med den intellektuelle opposition i østeuropa

Torsdag 4.l. Tradition og kritik

08.00-09.0 Morgenmad

09.00-10.30 Sigurd Skirbekk: Ideologidannelse i overgangen fra service samfund til informationssamfund

10.30-11.00 Kaffe

11.00-12.30 Karin Gundersen: Tradition og avantgarde

12.30 Lunch

16.00-17.30 øyvind Andersen: Det klassiske som tradition og kritik

18.0 Middag

19.30-21.30.1 Carsten Thau: Tradition og kritik i arkitekturen

Fredag 5.1 Tradition og kritik i litteraturen

08.00-09.00 Morgenmad

09.00-10.30 Irene Iversen: Tradition og kritik i kvindeforskningen

10.30-11.00 Kaffe

11.00-12.30 Britta Timm Knudsen: Fra feminisme til kvindelighed

12.30 Lunch

16.00-17.30 Asbjørn Aarseth: Det traditionskritiske projekt: Perspektiver for en hermeneutisk historieteori

18.00 Middag

19.30-21.30 Hans Hauge: Fra kritik til dekonstruktion

Lørdag 6.1. Tradition og kritik i politisk filosofi

08.00-09.00 Morgenmad

09.00-10.30 Lars-Henrik Schmidt: Forandringens konservatisme

10.30-11.00 Kaffe

11.00-12.30 Uffe østergård: Traditionens genkomst?

12.30 Lunch

16.00-17.30 Jon Hellesnes: Dekonstruktion, glad nihilisme og historiefilosofi. Bemærkninger om Derrida og Rorty

18.00 Middag og derefter fest

Søndag 7.1. Det europæiske perspektiv igen

08.00-09.00 Morgenmad

12.00-13.00 Lunch

13.00-17.30 Paneldiskussion

Indledere:

Torben Hviid Nielsen, Peter Madsen, Hans Jørgen Schanz

Programoplæg

århus, d. 17.8.1989

Det er velkendt, hvorledes ideologikritikken i slutningen af 1960erne og 70erne igennem kom til at fremstå som en stor del af human- og samfundsvidenskabernes samlende paradigme. De oprindelige fortolkningskritiske traditioner i 60erne, de strukturalistiske traditioner i begyndelsen af 70erne og de historisk materialistiske traditioner senere i 70erne var fælles om deres kritiske forhold til de overleverede ideologier. På tværs af indbyrdes forskelle var de også fælles om den trefoldige konsekvens af dette forhold: l) den hermeneutiske konsekvens, at de hver på sin måde bidrog til udviklingen af, hvad der er blevet kaldt mistankens hermeneutik, der i forskellige varianter vendte sig imod de overleverede ideologiers selvforståelse, 2) den historiske konsekvens, at de direkte eller indirekte herved bidrog til omtolkning af ideologiernes historie, og 3) den politiske konsekvens, at de ved angrebene på forestillingen om videnskabernes værdifrihed tildelte videnskaberne en politisk rolle som led i forskelligt formulerede frigørelsesprojekter. Det ideologikritiske paradigme blev i den forstand næsten ét med emancipations-paradigmet.

Det er også velkendt, hvorledes det ideologikritiske paradigme udsattes for en kritik efter o. 1980, der har været så gennemgribende og konsekvensrig, at den på sin side er kommet til at fremstå som et nyt paradigme. Af mangel på bedre udtryk vil vi betegne dette som det postmoderne paradigme. Som det ideologikritiske lader også det postmoderne paradigme sig belyse igennem 3 træk: l) det hermeneutiske træk, idet man betvivler eksistensen af gyldighedskriterier, der kan begrunde mistankehermeneutikkens demaskeringer under blotlæggelsen af de underliggende lag i, hvad Fredric Jameson har kaldt dybdemodellen, 2) det historiske træk, idet man forstår de historiske forestillinger som store fortællinger, og idet specielt emancipationsprojektet forstås blot som en sådan fortælling, og 3) det politiske træk, idet man ved intertekstualiseringer af fortolkningen og ved forståelsen af de historiske beskrivelser som fortællinger har fristille! videnskaberne af det politiske. Det postmoderne paradigme kan i den forstand ses som et samlet opgør med emancipations-paradigmet; det er paradigmet om videnskabernes ikke-emancipatoriske begrundelse.

Det er endelig også velkendt, hvorledes der i de senere år har været udfoldet bestræbelser i mange sammenhænge på med "identitet", "tradition", "kanon" og "mytologi" som kernebegreber at restaurere de traditioner, der blev sat under kritik af specielt ideologikritikken. Der har herved udviklet sig, hvad man kan opfatte som en nytraditionalisme, der ved sin foreløbige teoriløshed næppe kan gøre krav på at blive opfattet som et paradigme, men som ikke desto mindre rejser problemer i forhold til de tidligere omtalte paradigmer. Nytraditionalismen viser sig for det første i de mangesidede bestræbelser på at skabe en bevidsthed om nationale identiteter, henholdsvis en fælleseuropæisk identitet, der har udviklet sig sideløbende med bestræbelserne på at integrere de nationale kulturområder i et europæisk fællesskab. I sammenhæng hermed har for det andet udviklet sig en mere lokalt orienteret diskussion (bl.a. i Norge) om mulighederne for at styrke de nationale kulturtraditioner, som trues under den nye mediekultur. For det tredje bliver der i forlængelse af 70er-nes ideologikritiske opgør med dannelsestraditionen nu udfoldet bestræbelser på at restaurere traditionen under udviklingen af en ny kanon til erstatning for den forkastede, sådan som det i USA kommer til udtryk i debatten om "cultural literacy" (E. D. Hirsch). Og for det fjerde ser vi parallelt hermed, hvorledes interessen for gamle og nye mytologier i østlig og national tradition har bredt sig i flere og flere sammenhænge i løbet af det sidste 10-15 år.

Udviklingen af nytraditionalismen rejser en række grundlæggende spørgsmål, som på en ejendommelig måde også kommer til at stille forholdet mellem det ideologikritiske og det postmoderne paradigme i et nyt lys. Det er åbenbart, at nytraditionalismen kan ses som et korrektiv til ideologikritikkens traditionskritik. Hvad der blev nedbrudt igennem denne, skal nu genopbygges med skyldig hensyntagen til dagens politiske udfordringer i den fælleseuropæiske og den mediepolitiske udvikling. Det ejendommelige er imidlertid, at traditionalismen i endnu højere grad kan ses som et korrektiv til postmodernismens absolutte fornægtelse af alle absolutter, hvad enten de så udtrykker sig igennem begreber om "identitet", "kanon" eller "tradition". Samtidig med, at postmodernismen af bl.a. Habermas er blevet opfattet som led i tidens nykonservatisme, samler denne sig om forestillinger, der er i absolut strid med postmodernismens betvivling af alle forestillinger om det absolutte.

Der rejser sig ud fra dette en række problemer, der både kan ses som formuleringer af gamle problemer i en ny sammenhæng og som formuleringer af nye problemer i en gammel sammenhæng. Blandt dem vil vi fremhæve 3 sæt af problemer:

1) Det hermeneutiske problem. Det er øjensynligt, at den aktuelle nytraditionalisme kunne give anledning til udfoldelse af en mistankens hermeneutik. Det er imidlertid ligeså synligt, at ikke blot er gyldighedskriteriet for en sådan hermeneutik blevet betvivle! i en grad, som ikke bestod den gang, hermeneutikkens principper blev udtrykt og praktiseret; den opfylder heller ikke 'tidens behov', som øjensynligt er, at en tolkning ikke blot må afkræfte, men også bekræfte sammenhænge. Mistankens hermeneutik har mistet sin gamle legitimitet uden endnu at opnå en ny. Problemet herom rejser spørgsmålet om forholdet mellem tradition og kritik som et grundlæggende hermeneutisk problem, der både kan diskuteres som teoretisk problem og som et problem om forholdet til de traditioner, der er behov for at erkende sig i sammenhæng med.

2) Det historiske problem. Problemet herom er ikke blot et teoretisk problem om det absolutte nærvær af historiske former som forudsat i den ideologikritiske tradition eller det absolutte fravær af formerne som forudsat i den postmoderne tradition. Det er også et problem om det historiske forhold mellem den ideologikritiske og den postmoderne tradition indbyrdes. I den almindelige forståelse har den sidste udviklet sig som en fornægtelse af den første. I lyset af nytraditionalismen rejser sig imidlertid umiddelbart spørgsmålet, om ikke den postmoderne tradition skal ses som en radikal fuldbyrdelse af tendenser, der var givet i den første traditions kriticisme. Og middelbart rejser sig spørgsmålet om de to traditioners generelle forhold til hinanden, således at ikke blot den første belyses igennem den sidste, men at også den sidste belyses igennem den første og dens historiske fortolkningsprincipper. 3) Det politiske problem. Vi står i disse år over for en nytraditionalisme, der møder os dels i form af et folkeligt behov, som må tages alvorligt, dels som politisk dikterede krav om ændringer af de pædagogiske og videnskabelige institutioner. Hvad enten nytraditionalismen fremtræder i den ene eller anden form, er den som så ofte før i historien stort set teoriløs. Samtidig med, at den gør sig gældende som en folkelig og politisk realitet, har realiteten ikke hidtil omsat sig i et sprog og erkendelsesformer, der kan gøre krav på videnskabelig opmærksomhed, og slet ikke i teoridannelser, der kunne opnå status som paradigme for humanistisk forskning. Den foreligger herved alene som en udvortes politisk realitet, der imidlertid som realitet må tilføres den refleksion, den ikke selv besidder.

PS. århus, d. 4.12.1989

Ovenstående programoplæg til Lysebusymposiet blev udarbejdet i august 1989. Som så mange andre refleksioner i og over tiden er det også blevet overhalet af begivenhederne i østeuropa. En udvikling af næsten revolutionær karakter, som for blot få år siden ville have udløst krig, finder nu sted i en form for fordragelighed, som hverken utopikere eller realister havde forudset.

Det er klart - for nu at blive i et sprog, der om uklare udviklinger forudsætter, at de lader sig beskrive i klare begreber - at begivenheder som disse må få konsekvenser for en diskussion af forholdet mellem tradition og kritik, når en sådan diskussion forankrer sig i positionsskiftene i den historiske udvikling:

- Det er klart, at den ideologikritiske traditions grundlag er forrykket med begivenheder, der drager dens emancipatoriske projekt i tvivl, og at dermed både dens historie og dens hermeneutiske principper endnu engang må sættes til debat.

- Det er omvendt klart, at det postmoderne opbrud, der fortolkede emancipationsprojektet som blot en fortælling uden forankring i et historisk subjekt, må få problemer i mødet med folkemasser, der langt ud over kyndige menneskers forestillingsevne gør sig til subjekt for udviklingen.

- Og det er endelig klart, at opbruddet må få virkning for traditionalismen, men til gengæld aldeles uklart, hvad virkningen konkret vil blive. Er den kolde krig, som man har hævdet det, hermed vundet, og er i givet fald den part, som har vundet den, ét med de kræfter, traditionalismen i dens forskellige retninger og traditioner har forbundet sig med?

Vi har i mødet med den udfordring og de problemer, som udgår fra den nye historiske situation, valgt at fastholde den oprindelige problemstilling for symposiet, men med den tilføjelse, at vi åbner symposiet med en diskussion af den ny historiske situation. Vi forestiller os, at der herunder udtrykkes synspunkter og danner sig en optik, som kan blive retningsgivende for diskussionen af de problemstillinger, vi oprindeligt havde sat til debat. I den afsluttende paneldebat vil vi vende tilbage til opbruddet og i en opsamlende diskussion igen forholde os til udfordringen herfra.

HANS FINK:

Indledning

Først, velkommen til Lysebu og til symposium om Tradition og kritik.

Emnet for symposiet er i overensstemmelse med centrets brede, tværfaglige koncept meget rummeligt. Emnet skal tillade, at meget forskellige faglige traditioner mødes på kryds og tværs, gerne i uventede konstellationer. Vi har dog forsøgt lidt nærmere at præcisere, hvad vi har haft i tankerne i et skriftlige programoplæg. Vi har videre forsøgt at skabe en grov strukturering af diskussionen ved at give de enkelte dage en særskilt overskrift.

Programoplægget er udsendt i Centrets navn; men man behøver ikke megen almendannelse og træning i nærlæsning for at kunne fastslå, at det er Johan Fjord Jensen, der har ført pennen. Det er sket på baggrund af ganske mange ofte uafsluttelige drøftelser i forberedelseskomiteen, der ud over Fjord har bestået af Christa Lykke Christensen (når hun ikke var i Paris), Hans Hauge (når han ikke var i Canada, Spanien eller Norge), Uffe østergård (når han ikke var i USA, Kaukasus, Paris eller et eller andet sted) og så mig selv (der gennemgående har holdt skanserne i århus og omegn).

Dette er Centrets andet symposium på Lysebu afholdt med støtte fra Fondet for dansk-norsk samarbejde, som vi skylder stor tak. Uden fondets støtte ville et arrangement som dette forbyde sig selv af økonomiske grunde. Med fondets støtte kan vi, hvad de nøgne opholdsudgifter angår, ikke gøre det billigere i Danmark.

Som indledning til symposiet vil jeg gerne ganske kort anslå en enkelt, nogenlunde dyb tone i forhold til temaet Tradition og kritik.

Det vil jeg gøre med et citat fra William Morris, den engelske forfatter, designer og socialist, der levede fra 1834-96. Citatet er anført forrest i antologien The Left in Britain 1956-1968 redigeret af David Widgery. Det er et citat, der var på sin plads i 1956, i 1968 og som med nogle skift i perspektivet kan genbruges nu da 1989 for mindre end tre dage siden er gået over i historien som et af de store årstal i Europas historie. Citatet lyder således:

"Men fight and lose that battle, and then the thing they fought for comes about in spite of their defeat, and when it comes, turns out to be not what they meant and other men have to fight for what they meant under another name."

Her er en resigneret, men dog fortrøstningsfuld opfattelse af kritikkens vilkår. Håbet om et bedre liv for alle i samfundet fører til kamp. Denne kamp fører til nederlag eller sejr. Hvis det er nederlag, går kampen videre. Men hvis det er sejr, går kampen også videre, fordi sejren aldrig indfrier håbet, og fordi den ofte forråder det dybere end nederlaget. Tilbage står stadig håbet og kampen.

Denne tankefigur lader sig uden videre anvende på oplysningstænkningens og liberalismens kamp mod middelalderlige traditioner. I frihedens, lighedens og solidaritetens navn indførtes friheder og ligheder, men også nye former for ufrihed og ulighed. Derfor gik kampen for frihed og lighed videre, for mange som en kamp for socialisme. Denne kamp gav nederlag, men også sejre. I frihedens, lighedens og solidaritets navn indførtes friheder og ligheder, men også nye former for ufrihed og ulighed. Det er kampen mod dem, der efter nederlag i 1956 og 1968 har givet sejre i 1989.

Det er vel endnu for tidligt at fastslå, hvilken tradition, der vil danne sig ud fra denne sejr for kritikken. Men en nærliggende mulighed er en form for kapitalisme og liberalt demokrati. Det er den tolkning Francis Fukuyama, vicedirektør i det amerikanske udenrigsministeriums politiske planlægningsgruppe, anlægger. Og som han ser det, må historieforståelsen i Morris-citatet fra og med sidste år være blevet radikalt forældet. Nu er kampen i en bestemt forstand afsluttet. Håbet er indfriet. Historien er slut. Ikke sådan at forstå, at der ikke vil fortsætte med at ske ting og sager, også voldsomme, frygtelige og blodige ting og sager. Men der er for ham at se ikke længere nogen socialt aktiv, artikuleret forestilling om et bedre samfund, der afgørende udfordrer enheden af kapitalisme og liberalt demokrati. Ingen kritik vil kunne finde standarder, der tillader den foregribende at overskride denne tradition. Der vil være lokale kampe om udformningen af dette samfund, men ingen principielt uforsonlige modsætninger, fordi der ikke længere er radikalt forskellige former for social legitimitet. Det socialistiske alternativ står som endegyldigt diskrediteret. En universel standard har sejret universelt, og al kritik må udfolde sig inden for de rammer, den udstikker.

Men jeg tror ikke, at Morris-citatets aktualitet for 1989 består i, at dette var året, hvor menneskehedens fortsatte kamp blev kortsluttet af en definitiv sejr for et bestemt samfundssystem. Nederlaget for et udemokratisk og gennemkorrupt system, der har påberåbt sig socialismen, er først og fremmest og i hvert fald i første omgang en sejr for demokratiet. Det lader sig heller ikke bortforklare, at det er en sejr for kapitalismen. Men Morris-citatet kan minde om, at alle sejre forvandler kampens terræn; de standser den ikke. Hvis kapitalismen har sejret vil det ændre dens vilkår og legitimationsgrundlag afgørende. I en mindre polariseret atmosfære og med færre illusioner om det helt anderledes, vil det for mange flere end før blive mere snarere end mindre påtrængende at udøve en kritik, der ikke blot er markedets kritik af det, der ikke betaler sig på kort sigt. Håbet lader sig ikke permanent nedskrive til håbet om privat succes.

Og her vil jeg fremdrage endnu et citat, nemlig fra forfatter og nu præsident Vaclav Havel. Han siger et sted (citeret efter hukommelsen):

Håb er en vished om, at noget giver mening uanset, hvordan det går.

Sagt med hans baggrund og autoritet forekommer det mig at udtrykke en forståelse af håbet, der på den ene side befrier det for det emotionelle og abstrakte engagement i den uforsonlige kamp for det gode og mod det onde (som uafviseligt har gennemsyret den socialistiske retorik), men som på den anden side ikke ligegyldiggør det, eller binder det ned til de små lokale historier og næste finansårs regnskabstal. I al sin stilfærdighed holder det muligheden åben for virkeligt revolutionære samfundsændringer, som vi hverken kan forestille os eller foregribe. Ligesom ingen (og heller ikke Havel) kunne forudse omvæltningerne i 1989.

Det tror jeg er en vigtig tone at anslå som indledning til dagens og de næste dages arbejde, både i forhold til drøftelsen af den ændrede situation i Europa og i forhold til den videre diskussion af de moderne og/eller postmoderne vilkår for forskellige traditioner og kritikformer.

EJVIND LARSEN:

Et sort syn på Lysebu: Kapitalismen har sejret

Information den 6. januar 1990

Nu stiler både øst og Vest mod 2-1-samfundet Lad os se det i øjnene: Vi vil for en periode på ti år eller mere opleve historiens afslutning. Til en ensidig styrkelse af en meget selvbevidst liberalisme og kapitalisme med marginalisering af store befolkningsgrupper vil der ikke eksistere noget alternativ. Hverken i Vest eller øst.

Det var den barske tale en af veteranerne på den danske venstrefløj, Andreas Jørgensen, førte i denne uge på et symposium om tradition og kritik på Lysebu ved Oslo, det norske folks gave til Danmark efter anden verdenskrig. Symposiet var sammenkaldt af Center for Kulturforskning ved Aarhus Universitet, og Andreas Jørgensen fra Sydjysk Universitetscenter talte om opbruddet i østeuropa og de ideologiske konsekvenser i Vesteuropa:

- Den kommende periode vil blive præget af øget kommercialisering, »markeds-isering«(!) og privatisering, også af kulturen, deregulering af kapital og finansverden og et katastrofalt ideologisk hegemoni (herredømme), som man ikke for tyve år siden drømte om, og som vil kunne hævde sin universelle, globale overlegenhed. Dertil kommer en kraftig opblussen af anti-semitisme, racisme, tysk revanchisme og anden nationalisme.

Andreas Jørgensen fandt det symptomatisk, at en højtstående polsk økonom fra Solidaritet ikke afviste den nærliggende mulighed af, at Polen bliver Europas Brasilien med betydeligt fald i levestandarden for mange mennesker. »Men det er jo dem, der ikke siger noget,« havde Solidaritets-økonomen beroligende forklaret.

Og en sovjetisk økonom forudser nu 40 millioner arbejdsløse i Sovjetunionen år 2000. »Og så gælder det for regeringen om at stå fast,« havde økonomen tilføjet. Halvdelen af en stor ungarsk virksomhed er fornylig solgt til den amerikanske mulitinationale virksomhed General Electric til et latterligt lille beløb, skønt ungarerne godt ved, at de på børsen i Wall Street formentlig kunne have opnået det tidobbelte.

-Det kan man kalde den fuldstændige risikofri kapitalisme, indvendte Andreas Jørgensen. De tidligere kommunister svarede: »Men det ville tage for lang tid, og det er nu, kapitalismen skal indføres.«

- En stor og konstant arbejdsløshed på 20 procent er altså i vente, men den vil ikke falde Vesten i samme grad i øjnene, for den vil blive forsvaret fra intellektuel side som »frihedens pris - friheden fås ikke billigere«. Kvinderne er allerede på vej ud af arbejdsmarkedet igen, blandt andet med begrundelsen at familien er for presset.

I Ungarn er Margaret Thatcher den store heltinde for mange og USA et land med langt større frihed end f.eks. Danmark. Det danske sygekassevæsen er for førende ungarske økonomer og politikere at se alt for overdrevent.

- Det er dystre perspektiver. Det er trist, at man efter 40 års kommunistisk styre skal starte helt forfra. Jeg håbede længe, at der var en anden mulighed end det totale sammenbrud, sagde den Andreas Jørgensen, der bl.a. som medstifter afbladet politisk revy i begyndelsen af tresserne og partiet VS i slutningen af tresserne bekæmpede stalinismen i forventning om en helt anden form for socialisme.

Den vestlige, økonomiske hjælp til østeuropa vil medføre neo-koloniale tilstande med gode forretninger at gøre for den vestlige kapital. Modbydeligt er det at se, hvordan tidligere partifunktionærer allerede er ved at rage sig private virksomheder op under neglene.

Han forklarede det sørgelige resultat som en følge af meget komplicerede udviklingsforløb, hvis hovedresultat allerede i tresserne viste sig i form af stagnerende økonomisk vækst, samtidig med, at alle livsområder hos de intellektuelle blev forsøgt invadere! af den samme totalitære ideologi. Dermed mistede systemerne efterhånden enhver folkelig legitimitet også hos de beskæftigede, der ellers på mange måder havde vidtgående rettigheder i de paternalistiske, formynderiske samfund.

Efterhånden som det blev tydeligt for det vestlige borgerskab svandt angsten for "kommunismen" ind til ingenting, og det er efter Andreas Jørgensen en væsentlig årsag til, at man siden begyndelsen af halvfjerdserne har turdet fremkalde og fastholde den meget store arbejdsløshed i Vesten.

Denne marginalisering af de dårligst stillede forstærkes her og indledes for alvor i østeuropa. DDR vil ganske vist et stykke tid endnu prøve at stritte imod, men formentlig ret hurtigt bryde sammen under det omgivende pres. Udsigterne i Sovjetunionen er meget mere spændingsfyldte, fordi der endnu findes en massiv modstand mod privatisering og et fremherskende egalitært syn blandt sovjetborgere.

Det gælder dog ikke på universiteterne. Intelligentsiaen ønsker i stigende grad privatisering og er parat til at lade de dårligst stillede betale frihedens pris. Sådan som også intelligentsiaen forlængst har indstillet sig på og derefter fortræng! eksistensen af denne pris i USA og efterhånden også i stigende grad i Vesteuropa, herunder Danmark.

En pris, som andre altså skal betale. Andreas Jørgensen nævnte den femtedel eller mere af arbejdsstyrken herhjemme, som allerede længe har været sat udenfor med en arbejdsløshedsunderstøttelse, en førtidspension, en efterløn, en kontanthjælp...

Men det er jo dem, der ikke siger noget.

Jeg hørte forleden Jakob Reddersen fortælle, hvordan hver femte af alle danskere mellem 18 og 66 år i sydvestkvarteret af København omkring den såkaldte musikby allerede er sat på førtidspension. Kun godt og vel hver fjerde af kvarterets beboere går overhovedet på arbejde hver dag. Resten er arbejdsløse, bistandsklienter, pensionister, børn og andre hjemmegående.

Jeg hørte også forleden en ekspert fra OECD fortælle, hvordan næsten hver fjerde amerikaner nu betragtes som »funktionel analfabet«. Nok kan næsten alle borgere i USA endnu skrive deres navn, men forelægges de en simpel annonce for et ledigt job som kok eller grillbestyrer, kan 23 procent af dem ikke vurdere, om den overhovedet er noget for dem og hvordan de eventuelt skulle reflektere på teksten.

østeuropa synes at have fundet ud af, at vores eftertragtede økonomiske velstand i Vesten er opnået, fordi vi ikke hæmmes af andre hensyn til en tredjedel af befolkningen, end at den skal spises af med nådsensbrød og video i lige præcis det omfang, at den holder sin kæft. Sådan et velsignet samfund vil de to andre tredjedele i østeuropa, der har noget at skulle have sagt, nu også have.

Det kalder de med rette kapitalisme.

Et socialistisk svar har de prøvet, og det gjorde bare alle utilfredse. Så skal de have et svar, må det være noget helt tredje. Den tredje vej anførte jeg på Lysebu over for Andreas Jørgensen som en mulighed for stadig at holde historien i gang, selv i halvfemserne. Men jeg måtte indrømme, at den bestemt ikke tegner sig særligt tydeligt endnu. Den er bare nødvendig, for tanken om 2-1-samfundet som historiens afslutning er ikke til at holde ud.

UFFE øSTERGåRD:

Med gud og Ejvind Larsen på Lysebu

Information, januar 1990

Rimtågen lå tæt over det dansk-norske center Lysebu oven over Oslo i sidste uge. Træerne var smukke, tungt dækkede af rim, mens løjperne var glatte af is uden forsonende dække af sne, så man måtte famle sig frem i tågen uden faste holdepunkter og med stor risiko for at snuble og forsvinde ned ad slalombakken i et frit styrt.

Sådan var det udenfor, men sådan var det også indenfor, hvor ca. 30 danske og norske forskere havde sat hinanden stævne indbudt af det århusianske Center for Kulturforskning for at pejle de dominerende tankeretninger i 1990rene under overskriften "Tradition og kritik". Først herskede ideologikritikken, så kapitallogiken, så postmodernismen og dekonstruktionismen. Eller var det marxisme, psykoanalyse og semiotik ? Og hvad kommer bagefter? Nytraditionalisme i Bertel Haarders aftapning? Amerikansk inspireret kulturkonservatisme à la Allan Bloom? Eller en ny kritik? Måske, men hvordan kan vi vide det i en situation, hvor det eneste der står fast, er at alt ændrer sig?

Spørgsmål om ideologiske hegemonier er altid svære at besvare, selv i århus hvor de har det med at sætte sig tungere på tankerne og afløse hinanden hurtigere og med mere bombastiske formuleringer end andre og større steder. Og nemmere er det ikke blevet af, at den kolde efterkrigskrig blev afløst af varme, demokratiske revolutioner, alt mens oplægsholderne sad og sled med deres sammenfatninger af de sidste tredive års intellektuelle historie.

Omvæltningerne i østeuropa kom bag på samfundsvidenskabernes "øststatsforskerne", men kulturforskerne er bestemt ikke mindre forvirrede. Især ikke når det gælder fremtiden, der som bekendt er ret vanskelig at forudsige. Så vi nøjedes da også stort set med at forudsige fortiden, hvilket heller ikke er uproblematisk, især når man selv har været med.

For at sikre en flyvende start holdt Ejvind Larsen indgangsbønnen. Og det gjorde han med vejende faner, idet han uden ironiske forbehold indrømmede at tale på Guds vegne. Storladent indrømmede han andre ret til at tro, at de taler på vegne af historien, logikken eller naturen, men det er Gud det drejer sig om. Og hvad synes Gud så, at vi skal gøre i 1990'eme?

Jo, som det næppe vil være læserne af dette blad helt ubekendt, gælder det om at få indført socialismen, og helst inden påske! Hvis I ikke vil være med, så gør jeg det sgu sammen med Per Gyllenhammer, råbte Ejvind ud over en forsamling akademikere, der dukkede nakken lidt forsagte ved tanken om at skulle drive det til mere end ord. Og måske også med et gran af tvivl over hans vision om et markedsøkologisk samfund med direkte telefonforbindelse til Gud. Minder det ikke lidt meget om det autokratiske styre, som bredrøvede grundtvigianske bønder udøvede i deres sogne langt op i dette århundrede. Det mente enkelte, som kendte slagsen fra selvsyn ude på landet. Men smuk er visionen, meget smukkere end Poul Schlüters forestilling om et "skinnende nyt samfund" fra fødselsdagstalen sidste år. Den hudflettede Ejvind på det eleganteste.

Men hvordan komme uden om markedets skadevirkninger, to tredjedelssamfundet og alle de andre utilsigtede følger af den nødvendige afvikling af direkte statsligt styre og formynderi? Revolutionerne i østeuropa er jo bl.a. udløst af et krav om mere marked, mere Produktion og højere levestandard. De dystre følger af det i form af billigt udsalg af statslige bedrifter, social dumpning overfor den vesteuropæiske arbejdskraft og mulig afledning af utilfredsheden gennem nationale konflikter ridsede historikeren Andreas Jørgensen op som Ejvind Larsen refererede grundigt i sine "frie ord" lørdag 6 januar, så dem skal jeg ikke gentage.

Kun undre mig lidt over, at de begge ser så pessimistisk på muligheden for at tøjle markedsøkonomien ad politisk vej såvel i Vest som i øst. Det historisk enestående ved indgangen til 1990'erne er, at konkurrencen fra 1917 mellem en demokratisk og en selvforstået "revolutionær" socialisme er blevet vundet af demokraterne. Ikke nødvendigvis dem, der kun tror på statslige løsninger af samfundsmæssige problemer, men af demokraterne, d.v.s. tilhængerne af retten til at have menneskerettigheder.

Og det er ikke så ringe i et Vesteuropa, hvor socialisterne ubemærket af den surmulende danske anti-EF offentlighed faktisk vandt en afgørende sejr ved valget til Europaparlamentet sidste år. Det næste bliver forhåbentlig, at de italienske og franske kommunister får et ordentligt samarbejde med den socialistiske gruppe i gang, og at Parlamentet bliver en reel modspiller til Kommissionen og især det Ministerråd, hvis vetoret danskerne så ængsteligt har hæget om.

øget integration er ikke det umiddelbart forestående spørgsmål i østeuropa. Her gælder det snarere om at etablere ægte national selvstændighed. Forudsætningen for det er samarbejde mellem gårsdagens dissidenter og de mere ubelastede tidligere magthavere. Og det er ikke så enkelt. Som det fremgik af diskussionen efter Niels Barfods referat af sine samtaler med den litterære opposition i østeuropa, er det eneste, man nu kan sige, at situationen for dissidenterne er en helt anden og på en pervers måde vanskeligere, nu hvor den klare fjende er væk.

Det er selvfølgelig en umådelig fordel, at man ikke kommer i mange års fængsel for at sige eller skrive sin mening. Men den indflydelse, som intellektuelles ord har haft i disse undertrykte lande, vil sandsynligvis forsvinde i takt med modernitetens kedsommelige indtrængen og overgangen til en "normal" politik med små uldne kompromiser om hvordan økonomien skal styres, så man ikke falder helt ud af verdensmarkedet. På denne baggrund sagde vi farvel til Ejvind Larsens grundtvigiansksocialistiske mangeord og gik over til de akademiske ritualer, som for den uindviede let kan ligne en glidetur i tåge uden enighed om, hvorvidt det foregår på kælk, ski eller skøjter. Vi indledte glideturen på den kritiske traditions islagte løjper indhyllet i norske ords tåger. Som normalt i de sidste tredive år var ordene mange og modstridende lige som de mestendels udenlandske retninger og positioner, der rapporteredes om.

Er kritikken af traditionen blevet traditionel, som redaktøren af Kritik, Hans Hauge håbefuld! mente i en fræk tekstlæsning af dette århundredes filosofi som litteratur. Eller har kritikken netop nu en fornyet chance, som den tidligere redaktør af Kultur og Klasse, Peter Madsen hævdede, øjensynligt lettet over at kunne konstatere, at verden nu er ved at være tilbage i den gode gænge fra tresserne, da han var ung. Uden at have taget for meget skade af den mellemliggende tristesse.

Litteraturhistorikeren Johan Fjord Jensen bekendte, at det tredje standpunkt mellem øst og vest, som han skrev en bog om forrige år, er død sammen med den kolde krig, og at kritikkens form nu er dekonstruktionen, som vi ser det i den aktuelle arkitektur, som arkitekturhistorikeren Carsten Thau havde redegjort for. "Decon" som det hedder. Så længe det varer.

Idehistorikeren Hans Jørgen Schanz mente, at ideologikritikken døde omkring 1960, da moderniteten blev moderne, d.v.s. et vilkår og ikke en utopi eller en epoke. Denne venstrehegelianske tradition fra Feuerbach til Adorno levede nemlig af ubehaget ved og krisen mellem tradition og modernitet. Nu er det ætset væk i modernitetens syrebad, og vi føler os alle stort set hjemme i den moderne bilisme, hvad enten vi har kørekort eller ej.

Hvordan den opfattelse kan forsones med grundtanken hos den anden idehistoriker Lars-Henrik Schmidt, at det moderne vilkår er en ubodelig hjemløshed, et savn som vi kun kan føle i form af længsel er lidt uklart. Men humlen er nok også, at det ikke kan lade sig gøre.

Derimod er det lettere at se forsoningen med den moderne kvindeforskning. Den var - og er - fundamentalt set et moderne fænomen, et forsøg på at skrive kvinderne og deres litterære erfaringer ind i litteraturhistorien, sagde den norske litterat Irene Iversen. Det forekommer rimeligt nok, da romanen som genre er skrevet for og stort set kun læses af kvinder. Men at kvinder skulle være mere "naturlige" end mænd blev demonteret af den danske romanist Britta Timm Knudsen i et intelligent opgør med dele af feminismen. Køn er konstruktion lige som andre identiteter.

Som i alle rigtige akademiske diskussioner kom der altså hverken enighed eller fælles resultat ud af debatterne. Vi fandt hverken ud af, hvem der var skyld i, at socialismen ikke er kommet, eller om det gør noget. Det var heller ikke meningen. Teoretisk diskussion handler om at sætte verden i tale. Og det er godt nok, selv om det til tider kan være frustrerende at være ordproducent i et samfund, hvor det er omkostningsløst, ja til tider lige frem velbetalt at sætte ord på erfaringer - eller andre ord. Men hvor man også har en fornemmelse af, at ingen hører efter, eller i hvert fald ikke tager sig af, hvad der siges. Men det skal Vaclav Havel og de rumænske digtere i fronten til nationens frelse tidligt nok erfare.

Indtil da vil jeg trøste mig med den parallelisering af de optrædende tænkere med kendte komponister, som Hans Hauge formulerede under den afsluttende festmiddag. Nogen vil ligesom Arnold Schonberg opfinde det hele forfra. De konstruerer sig et helt nyt sprog og bygger det op i en stor sammenhængende bygning i bog efter bog. Med risiko for kun at kunne tale til sig selv - og eleverne - på baggrund af egne, ret beset private erfaringer.

Andre blander de foreliggende teorielementer frit og muntert som Igor Stravinsky. Det kan man kalde dekonstruktion, som altså i virkeligheden snarere skulle kaldes konstruktion. Det ville den nok også være, hvis ikke fremgangsmåden var udviklet af og for litteraturkritikere. De kan pr. definition ikke tillade sig at være konturerende og dermed konstruktive og er derfor dekonstruktive.

Og så er der dem, der stædigt blive ved med at synge den revolutionære hymne fra Beethovens ufuldendte 9. symfoni i sikker formening om, at kritikken vil sejre over traditionen en skønne dag. At det så i sig selv kan opfattes som en traditionel tradition af yngre generationer, synes ikke at vække anfægtelse. Og heller ikke, at vi er mange der synes, at der snarere er for lidt tradition at holde sig til. Og det

er godt nok. Det ville være kedeligt, hvis vi alle blev ens og enige igen som i de gode gamle forfærdelige halvfjerdsere.

Tradition og kritik kan tvangfrit bytte plads i ligningen, alt efter hvem der taler. Men det kan diskussion og undertrykkelse ikke. Det er det store fremskridt i vest som i øst i disse dage, og det der kan vække håb hos en pluralist, der ikke helt føler sin egen enklere musiksmag dækket ind af ovennævnte tre giganter fra kompositionsmusikken. Den indsigt er lyset i tågen, som viser vejen tilbage til Ejvind Larsens grundtvigianske guddommelige ord, eller hvilken metafor man nu foretrækker. God fart og glid selv.

IRONIMUS: Quo vadis?

Unter seinem alias-Namen Ironimus macht sich der Wiener Architekt Gustav Peichl gewöhnlich mit spitzer Feder über Politiker und andere Bedeutungsträger her Gelegentlich aber juckt es ihm in den Fingern. auch die Ein- und Ausfälle des eigenen Berufsstandes kankaturistisch aufs Korn zu nehmen. 88 Beispiele dafür sind in einem Buch versammelt, das jetzt im Verlag Ernst & Sohn, Berlin, erschienen ist (.Architekten sind auch nur Künstler") Einige Blätter daraus drucken wir hier und in den nächsten Ausgaben ab

Uffe østergård og Vagn Wåhlin

National identitet og national sang i Danmark i det 19. århundrede

Hvordan hænger dansk sang, dansk musik og dansk national identitet sammen? Det var emnet for en éndagskonference på centeret 13 december. Den umiddelbare anledning var et besøg af den schweiziske litteraturforsker Hans Kuhn, som i godt tyve år har undervist i "Germanic Languages" ved Australian National University, Canberra. Han har skrevet en bog om politiseringen af den danske sangbog fra 1830 til 1870 og præsenterede sine hovedresultater under overskriften "Fra Ariebog til Holger Danske". Det drejer sig først og fremmest om en kvantitativ kortlægning af hvilke sange, der blev trykt hvor ofte og i hvilke oplag for at få fast grund under fødderne ved vurderingen af den uomtvistelige politisering af middelklassens sange, der skete i perioden fra klubbernes patriotiske drikkeviser i 1770erne over Slaget på Reden 2 april 1801 og Treårskrigen 1848-50 til kodificeringen af den nationale sangskat efter 1864 med Skyttebevægelsen og Højskolesangbogen.

For at få sat perspektiv på denne grundige, men enkeltstående undersøgelse havde vi inviteret to repræsentanter fra den københavnske forskningsgruppe i dansk identitethistorie, Flemming Conrad, Nordisk Filologi og Niels Martin Jensen, Musikvidenskab sammen med to århusianske specialister, Kirsten Sass Bak, Musikvidenskab og Leif Ludwig Albertsen, Germansk til at redegøre for flere sider af emnet.

Flemming Conrad delagtiggjorde os i sin undersøgelse af en konkurrence om en Fædrelandssang, som blev udskrevet af "Selskabet til de skiønne og nyttige Kunster" i 1818. Anledningen var, at det danske ekspeditionskorps i Frankrig havde manglet en fædrelandssang under sammenkomsterne med officererne fra de andre korps, der holdt Frankrig besat efter Napoleonskrigene. Vinderen blev Juliane Marie Jessen med en ode i klassisk stil. Vigtigere var konkurrencen om melodien til sangen, som blev vundet afC.F.Weyse i 1821. Et udvalg af konkurrenceteksterne blev udgivet i århus 1820 af forlæggeren AF. Elmquist, og det må betegnes som oprindelsen til den nye genre, nationalsang, selv om kun to af sangene slog an.

Niels Martin Jensen redegjorde i foredraget "Dansk musik og musik på dansk" for den voldsomme ændring i opfattelsen af forholdet mellem musik og nationalitet, der skete fra Buxtehudes død i 1707 til ansættelsen af kongelig hofkapelmester J.AP. Schuitz ca. hundrede år senere. Denne sidste var født uden for Danmark, men bestræbte sig ifølge sine egne formuleringer på "at blive dansk". Og Niels W. Gade valgte at vende "hjem" til Danmark i 1848 fra en prestigiøs stilling hos Mendelsohn i Leipzig. Tilsyneladende var der altså sket en 'nationalisering af tonekunsten. Men hvad forstås helt præcist ved det? Iflg. NMJ ingenting. Når Grundtvig talte om "Føniksfuglen" i 1840, var det et billede på den folkelige sang. Men det var ord han tænkte på, ikke melodierne - Grundtvig var totalt tonedøv og interesserede sig ikke for, hvordan hans digte blev sunget.

Der kan siges at være en 'dansk' tradition fra Holberg med at afvise den italienske opera som 'unatur' og i stedet gå ind for nationale syngedramaer. J.A.P. Schuitz tilsluttede sig denne opfattelse, mens andre latterliggjorde Jens Baggesens operaforsøg "Holger Danske" som "Holger Tyske". Det varede i ca. hundrede år, men var et genre-spørgsmål, mere end en national kamp. Carl Nielsen blev først underkendt, så pludselig hævet til skyerne som 'dansk' uden anerkendelse af hans internationale orientering og eksperimenteren i 1920erne. Siden er Rud Langgaard blevet fortolket i samme martyrrolle og Per Nørgaard har talt om det nordlige sinds univers. Men iflg. NMJ er det en misforståelse at tale om en 'dansk klang. Man kan højst tale om danske komponister og bestemte traditioner fra lærere til elever i et meget lille miljø.

Kirsten Sass Bak talte under titlen "National identitet og musikalsk univers hos danske sønderjyder" om resultaterne af sine mangeårige indsamlinger af folkelig sang i Sønderjylland. Hun er elev af Karl Clausen og fører sammen med et par medarbejdere hans undersøgelser af den folkelige sang videre (Dansk Folkesang, 1958, Folkevise og sang i Napoleonstiden, Den blå sangbog - i hundredåret for dens fødsel og "Sangen mellem krigene" i årbog for dansk Skolehistorie). Hun forsøger med en etnologisk analyse af Clausens indsamlinger af sange fra 1960'erne og egne indsamlinger fra 1980'erne at finde ud af, hvad almindelige mennesker faktisk sang i tomrummet mellem tradition og modernitet. Og det viser sig stort set at være sange fra bymiljøet. Det var P.O.Bojsens sangbog fra 1848, soldaterne havde med i lommen, dengang de drog af sted i Treårskrigen. Men man må skelne skarpt mellem kulturel danskhed, som hører statspatriotismens førnationale periode til og den politiske danskhed, der kom ud af opgøret med 'tyskheden'. Danskhed kunne i Sønderjylland markeres såvel med "Underlige aftenlufte", "Hjemve" af Oehlenschlaeger som med "Af sted fra hjemmet beklemt jeg iler".

Det førte lige over i Leif Ludwig Albertsens afsluttende foredrag om hvor vidt sangskriveren Erik Bøgh kan siges at være dansk. Den seminarieuddannede skuespilforfatter redigerede Folkets Avis fra 1860 til 1877 og drev den frem til at blive det mest læste blad i Danmark. Var direktør for Casino fra 1854, hvor han i gennemsnit satte 20 stykker op om året, hvoraf han selv oversatte og omskrev over hundrede. I hans kaskade af mundrette rim til operetter, sangspil, vaudeviller, eventyrkomedier og farcer findes danske klassikere som Frøken Nitouche - efter et nu forsvundet og glemt fransk forlæg - og Jorden rundt i 80 dage. Han var den mest virtuose repræsentant for den anationale bykultur. Rimene kunne være lavet på ethvert sprog og er ikke specielt danske. Som Holberg var Bøgh ikke en illusion men en allusion, mente Albertsen i sit fejende flotte foredrag. Vi sluttede med et par sange - på dansk.

Go to...Back to Centre Calendars 1988-1995


Smag, sansning, civilisation

Center for Kulturforskning, Aarhus Universitet afholder med støtte fra Norges allmenvitenskapelige forskningsråd et dansk-norsk symposion under titlen: Smag, sansning, civilisation.

Symposiet afholdes i dagene torsdag d. 8. marts - lørdag d. 10. marts på Center for Kulturforskning, Finlandsgade 26, 8200 århus N.

Oplæg til symposiet

Indtil for ganske nylig var smagen en uhørt refleksionskategori. Som æstetisk nøglebegreb blev den allerede før vort århundrede effektivt ryddet af vejen af den modernistiske udtryksæstetik.

Torpederingen og afviklingen af de borgerlige dannelsesidealer eliminerede smagen som social kategori eller demonterede den ved at påvise de klasseinteresser, begrebet var bærer af. Måske er det kun indenfor moden, at termen synes at have overlevet frem til den helt nyeste tid, men også her har det syntes som om, 1980'ernes stilpluralisme har bragt en fatal uorden ind i spørgsmålet om den gode smag.

På det allersidste synes det imidlertid, som om smagen på ny er rykket ind i fokus for samtidens teoriarbejde. Smagen indgår i en kulturel selvtematisering. 100-dollars-spørgsmålet bliver da naturligvis, hvilke processer det er, som har forårsaget den fornyede interesse for smagen, således som den er kommet til udtryk i en stribe nye forskningsarbejder, bogudgivelser og tidsskriftartikler.

Det vil være et af seminarets mål at forsøge at kaste lys over disse sammenhænge, men uden at ville foregribe resultatet, vover vi i det flg. at fremlægge nogle foreløbige hypoteser.

Det sidste ti-års teoretiske debat har skærpet opmærksomheden omkring den nihilisme- eller relativismeproblematik, som har været en understrøm i vort århundredes tænkning. Imidlertid må man fastslå, at til trods for ethvert postulat om værdiernes død og dommens umulighed, så markeres der fortsat værdier og fælles domme. Man kan blot konstatere, at diskussionen fortsætter på trods af, at Arkimedes' punkt ikke længere lader sig finde.

På trods af at de 'tunge' og almene referenter er viftet af banen, demonstrerer debattens stædighed en vilje og interesse i at fortsætte diskursarbejdet. En besindelse på værdiproblemet gør legitimerings-instansen prekær. Hvis denne ikke længere gør krav på universalitet, men samtidig skal undgå at falde i den modsatte grøft, den blotte og bare partikularisme, må den finde et ståsted, som favner begge positioner på én gang.

Smagsbestemmelsen er af en sådan art. Den henviser på den ene side til den enkeltes udøvelse af den smags- og differentieringsevne, han eller hun råder over, men samtidig også til den almenhed, smagen er hægtet op på som en evne indlagt i alle mennesker. Tematiseringen af dens almene karakter åbner blikket for smagens intersubjektive eksistens, dens delagtighed i det sociale bindingsværk.

Skulle afvisningen af konsensusfilosofiens kommunikationsetiske til fordel for en mere konfliktuel begribelse af kollektiviteten, ville smagen måske være værd at undersøge for at kortlægge de mekanismer, som faktisk holder os sammen.

Men smagens aktualitet strækker sig langt udover filosofiens enemærker. Et andet kendetegn ved de sidste 10-20 år er blevet betegnet ved termen trans-æstetik. I dette ligger en erkendelse af, at æstetikken fra at være en refleksion over et afgrænset felt, nemlig kunsten, nu synes at have gyldighed som refleksionmåde inden for alle livets områder. Hele det sociale felt har tilsyneladende gennemgået en æstetisering. Den æstetiske kommunikation har fra kunsten via en eksplosionagtigt accelererede vareæstetik bredt sig ud til alle former for social praksis.

Denne opjustering af det overfladiske i forhold til den mere traditionel og puritansk essenstænkning er alligevel ikke en "anything goes". Ikke alle modemæssige påhit fungerer; der er fortsat en operativ skelnen mellem godt og mindre godt i konsumsfæren. Men denne skelnen refererer ikke længere til instanser udenfor overfladens spil, men derimod til den instans, som selv spiller med i det overfladiske, nemlig smagen. Smagen er her ingen hermeneutisk evne eller vurderingsevne; smagen er en umiddelbar sanselig vurdering inden enhver refleksion.

Smagen som en slags ekstra-sans, en sjette sans, således som den tidlige æstetiske teori definerede den, henviser direkte til det kropslige. Eet er, at 1980'ernes mode måske i særlig høj grad har lagt vægt på det kropslige og det sanselige - måske mest synligt når det gælder herremoden - et andet er, at 80'ernes teoriarbejde har tomatiseret det samme. Her tænker vi på det, man kunne kalde en slags 'dietetisk' vending i filosofien, som kunne markeres med navne som Foucault, Serres, Sloterdijk. Hos disse etableres et spændingsfelt mellem kroppen og de sanselige erfaringer på den ene side og det diskursive og tematiserbare på den anden.

Denne opposition peger hen mod en opvurdering af de sanselige erfaringer, uden at der dermed plæderes for en afvikling eller overskridelse af den diskursive fornuft. Der bliver i stedet tale om en slags mådeholdets strategi, som vil holde begge polér i erfaringen i spil.

Denne fornyede interesse for dietetikken kan ikke ses isoleret fra den mere almene kropspleje-kultur, som har bredt sig i 80'erne. Vi sigter her til hele det felt, som spænder fra joggingbølge og helse-studio, via kosmetisk kirurgi til sesibilitetstræning og new games. Ind i dette må også medtænkes den voldsomme interesse for madkultur, som tiåret har set udfolde sig med nouvelle cuisine og beaujolais nouveau bogstavelig talt på alles læber. Ikke mindst dette sidste har sat smagen højt på den rangliste af sanseoplevelser, 80'ernes sanselighedsrenæssance synes at have skabt.

Efter disse overvejelser af mere indledende art, vil vi i det følgende forsøge at udfolde nogle af de perspektivlinjer, som udgør seminarets analyseakser.

A. Civilisationshistorisk

B. Kultursociologisk

C. æstetisk/æstetikhistorisk

D. Filosofisk

A. Fra gastronomisk grammatik til perceptionsapparatets epistemologi

En af de ordnende perspektivlinjer, som kan forfølges fra den tidlige modernitet til i dag, er smagen som Civilisationshistorisk størrelse. Den bliver en central kategori på en hel række områder, efterhånden som disse udspaltes og selvstænddiggøres fra deres førmoderne struktursammenhænge. I dette perspektiv kan der bl.a. peges på flg. temalinjer:

En historisk dannelse og formning af det menneskelige sanseapparat. Dette berører sansernes interne hierarki, deres varierende betydning i kodningen og afkodningen af verden, og graden af forfinelse, dvs. deres evne til nuancering. Smagens og nydelsens historie udgør historien om, hvilke smagsformer der var acceptable, gode eller dårlige og til hvilken tid, de var det. Det er historien om, hvilke sanser der lod sig kombinere og i hvilke former de forskellige smagssensationer skulle nydes, smagsoplevelsens ritualiseringer eller iscenesættelser.

En gennemgang af kogebøgernes historie beretter om vekslende smagsregimers grammatik og smagssensationernes skiftende synkrone og diakrone orden. Der kan identificeres et skred eller brud i smagens ordning ved indgangen til den nyere tid. Med fremvæksten af en borgerlig, ikke-hofcentreret kultur bryder en kogekunst frem, som er enklere, strengere synkront ordnet, hvor råstoffernes 'egentlige' smag, farve og udseende prioriteres frem for middelalderens stærkt krydrede og camouflerede retter. Borgerligheden bryder med adelens normer her som ellers i vesterlandene.

Smagskategorien som civilisationsmæssig nøglekategori bryder frem i kølvandet på den middelalderlige ordens opløsning og overtages af det fremvoksende borgerskab fra hofkulturen. Smagen er i den feudale kultur adelsmærke og tegn på herkomst, et fysiologisk træk, som vidner om afstamning. Idet kategorien hentes over i et borgerligt betydningsunivers, geråder smagskategorien ud i et referentialitetsproblem. Da den borgerlige kultur ikke på samme måde som den adelige kan vise tilbage til kroppen, blodet og herkomsten som sidste grund, men må legitimere sig ved fornuften og almenheden, så eroderer efterhånden smagskategoriens sikre status. Den bliver ubestemt og subjektiv. På grund af dens kropslige forankring tenderer den derved også mod at blive vilkårlig, disparat og uregerlig. Og ikke desto mindre fastholdes den i den borgerlige kulturs offensive periode som sidsteinstans i det civilisatoriske dannelsesprojekt.

B. Distinktion og konsumtion

Oplysningsfilosofiens modsætning mellem dannelse som individuering og smagen som tendentielt universalistisk værdi kunne man i dag muligvis genfinde som en modsætning mellem den "personlige smags" identitetsdannende funktion (for en fragmenteret egoidentitet), og smagen eller moden som symbol på smagsregimernes uniformeringstendens. Ja, måske kan netop moden betragtes som denne modsætnings mest rendyrkede omslagspunkt: spillende på de traderede mønstres velkendte koder forsøger modens "sidste skrig", ved hjælp af en lille bitte forskydning, at indstifte en nouveauté. Ikke så snart er det lykkedes den at flytte den etablerede smag nogle få centimeter, førend den indstifter sig selv som ny tyran.

Dandyen, bohemen, "bad taste" og tilsvarende er eksempler på sociale modstrategier og subkulturer, som finder deres afsæt og angrebspunkt i smagsforestillingen. Disse repræsenterer ironiske måder at forholde sig til den til enhver tid herskende smag. Her gøres smagen til et politisk indsatsområde, hvor forskellens strategi fordobler og parodierer modens nyhedstvang.

Det paradoksale mellem identitets- og afgrænsningssøgning på den ene side og fortabelse og amortisering på den anden afspejler sig i kropsplejens tæmnings- og dressurmekanismer (engang indstiftet i asketismens ånd) såvel som i en forceret hedonistisk indoptagelse af verden. At disse to modsatte fænomener i dag udmærket godt kan gå i spænd, henviser til en kulturel transformation, som muligvis kunne pege ud over kropsdressuren.

Et af de måske mere produktive livtag med denne dobbelte bevægelse til studium af forskellige former for smagsudøvelse i moderne vestlige samfund er kultursociologen Pierre Bourdieu. Hertil kan man føje en lang række af kulturkritiske positioner fra dette århundrede, som har aflæst smagen eller forskellige udtryksformer heraf (Simmel, Bloch, Benjamin, Adorno m.fl.).

Man kan som Bourdieu se smagen, ikke psykologisk som konformitetstvang eller subjektiv individueringsform, men sociologisk som en gruppes dannelse af identitet vis à vis andre sociale grupper, lag eller klasser. Ved hjælp af et helt arsenal af konkrete distinktioner kan gruppens egenart, dens grænser og identitet aftegnes og aflæses.

C. Klassisk smagsdomsæstetik og borgerlig dannelse

Idehistorisk kan smagsformen føres tilbage til Juvenals "de gustibus non disputandum", men det er først med Baltazare Gracians "El Heroe" (1637), at termen udvikles kategorialt. Gracian differentierer ikke mellem termens dannelsesmæssige aspekter og dens æstetiske i en mere moderne forstand. Denne differentiering bliver imidlertid tydelig hos de franske klassicisters videreførelse af Gracinas bestemmelse. Hos Mere bliver smagen et nøglebegreb i hans eksistensæstetiske bestemmelse af "L'honnete homme", mens den hos Bouhours? og Boileau gøres til organ for den æstetiske erfaring.

Senere tages begrebet i tjeneste af begge parter i den såkaldte "striden mellem de gamle og de nye", hvor den klassiske og den, for normativ efterprøvelse mulige smag, konfronteres med den mere universelle fordring på at gøre smagen til en universel og fællesmenneskelig evne. På trods af, at de moderne går af med sejren, klarer de imidlertid ikke at befri sig fra den apori, som allerede findes fuldt udfoldet hos Dubos, konflikten mellem regelæstetikken (poetikken) og geni-læren. Hvor denne forening hos Baumgarten endnu er uproblematisk, og hos Kant, i det mindste intentionelt, holdt sammen i spændingen mellem smagsdomsæstetikken og det sublimes æstetik, så falder den i første omgang for Hegels radikalt historiserende greb og i anden omgang og mere fatalt, for den modernistiske værkæstetik.

Imidlertid kan man med Schiller se en sidste indsats for at redde smagskategorien i hans civilisatoriske dannelsesprojekt. Schiller fører med sin dannelsestænkning æstetikken sammen med eksistensen, som tidligere var blevet skilt fra hinanden. Den sammenholdning klarer imidlertid ikke at indoptage frembruddet af det æstetisk moderne, og dermed flyttes smagsbegrebet fra æstetikken over til at blive et dannelsesbegreb; det bliver til signum for den borgerlige dannelse. Dannelsestankens demontering mod slutningen af forrige århundrede bliver det endelige dødsstød, som afslutter smagens normative regime.

D. Den refleksive dømmekraft som filosofisk forlæg

"Got ist tot" - "but the show must go on". Efterhånden er vi ved at være vant til den indsigt, at der i løbet af den vesterlandske histories nyere moderniseringsproces er sket en erosion og relativering af de fleste livsverdensværdier. Derved er også "domsinstansen" eller målestokken for modulering af diverse sociale tvistigheder blevet prekær på en hidtil uhørt måde, og netop erfaringen af denne prekære karakter kan stå som signum for det moderne menneskes oplevelseshorisont.

Det paradoksale er imidlertid, at selv om enhver form for absolut referentialiteet synes at have tabt i såvel filosofisk som almen social plausibilitet, så ender denne indsigt ikke i en "dommens umulighed", men tværtimod i et yderligere accentueret imperativ om, at der må og skal dømmes - under alle omstændigheder! Også selv om der ikke findes nogle priviligerede instanser til retfærdig bedømmelse eller gives nogen aprioriske kriterier for en sådan. Modernitetens profanering, relativering og fragmentering af de referentielle værdier medfører følgelig ingen eskatologisk tilendebringelse af dommens mulighed, men omplacerer og forskyder selve spørgsmålet om vurderingen og dens grundlag.

Bedømmelsen kan ikke længere hvile på en indiskutabel og inappellabel sidsteinstans og må finde sin "berettigelse", ikke først og fremmest "andetsteds" - i andre og "nyere" værdier, men på en "anden" måde - i selve sin procedure form. Dens "berettigelse", må stadig oparbejdes på ny. Den overleverede tradition og "smag" er ikke ubetvivlelig som legitimationskriterium, men det betyder ikke omvendt, at der ingen smag er.

Tværtimod er smagen som procedure domsform atter rykket ind i fokus i den filosofiske debat. Det paradoks: at fastholde en politisk idé om retfærdighed i bevidstheden om enhver universalistisk værdis latent terroristiske effekt på livets mangfoldige og forskelligartede tildragelser, har foranlediget den franske filosof Jean François Lyotard til at reaktualisere centrale bestemmelser fra den kantske æstetik. Begrebet om den "refleksive dømmekraft" er netop karakteriseret ved at være "work in progress", uden tredjeinstans og uden forudskikke! kodex, men muligvis hjulpet på vej af fornuftideernes heuristiske retningsanvisninger.

Tabet af de universalistiske værdier er derfor ikke kun en tømning af mening, men åbner også for en ny type erfaringsdannelse, som besinder sig på nyheden, det uforudsigelige, det enestående og det urepræsenterbare (sublime). Dvs. en domsform, som ikke så meget er autoritativ og definitiv, som den er åben og tentativ, som ikke så meget reproducerer, som den producerer mening. Det betyder ikke, at denne (post)moderne reaktualisering af smagen har overkommet? nihilismeproblemets filosofiske indsigt. På den anden side har den heller ikke fuldstændig suspenderet "traditionens" form, omend den har overskredet dens indhold. Smagen medslæber en paradoksal struktur: på den ene side har smagen en overskridende drift ud over enhver hypostasere! værdi (det være sig etisk eller æstetisk); på den anden side skaber enhver ny åbning af erfaringshorisonten et nyt inventar af erfaringer, som (for en tid) sikrer stabiliteten i vores forventningshorisont. Denne type interimistiske sedimenteringer i moderniseringsprocessernes malstrøm karakteriserer smagens betydning.

Program

Torsdag d. 8. marts.

13.00 Velkomst

13.30.-15.00. Knut Ove Eliassen, Idehistorisk Institut, Oslo Universitet: Den klassiske smagsdomsæstetik.

15.00.-15.30. Kaffepause

15.30.-17.00. Tore Eriksen, Idehistorisk Institut, Oslo Universitet: Smagen for det sublime.

18.00.-19.30. Middag, Studenternes Hus.

19.30.-21.00. Stian Grøgård

Fredag d. 9. marts.

09.00.-10.30. Lars-Henrik Schmidt, Idehistorisk Institut, Aarhus Universitet: Smagens analytik.

10.30.-11.00. Kaffepause.

11.00.-12.30. Knut Stene Johansen, Romansk Institut, Oslo Universitet: Roland Barthes om Brutal Savarin.

12.30.-13.30. Frokost, Studenternes Hus.

13.30.-15.00. Christa Lykke Christensen, Center for Kulturforskning, Aarhus Universitet: Smag og stil i modens perspektiv.

15.00.-15.30. Kaffepause.

15.30.-17.00. Kjetil Rolness, Sociologisk Institut, Oslo Universitet: The Good Taste of Bad Taste.

18.00.- Festmiddag

Lørdag d. 10. marts.

09.30.-11.00. Trond Berg Eriksen, Idehistorisk Institut, Oslo Universitet: Om dunsten og duftene.

11.00.-11.30. Kaffepause.

11.30.-13.00. Frederik Stjernfelt, Nordisk Filologi, Københavns Universitet: Smagens semiotik.

13.00.-14.00. Opsamling og diskussion.

Go to...Back to Centre Calendars 1988-1995


Gæsteforelæsning:

M.L.S. Sørensen, Cambridge Universitet: Fortiden som periferi.

Introduktion

Fortiden spiller en rolle i folks tilværelse. Den har betydning både politisk,kulturelt og psykologisk. I mange dele af verden er det tilmed blevet en endnu vigtigere dimension end tidligere, og det har vist sig i en utrolig vækst i antallet af museer, esøgscentre og forhistoriske og historiske "theme" -parker. Denne stigende interesse for og brug af fortiden har i de senere år resulteret i en ny arkæologisk genre- Heritage litteraturen, hvor nogle af de bedst kendte værker er Lownenthal's The Past is a Foreign Country (1985) og Hewison's The Heritage Industry (1987). Der er desuden blevet udviklet et nyt fagområde, som i Amerika kaldes "Cultural Resource Management" og i Europa "Archaeological Heritage Management". I Danmark har disse tendenser ikke været så udprægede, muligvis fordi arkæologi og forholdet til fortiden allerede var vel etableret i vores kulturelle adfærd; men man kan forvente, at vi i de kommende år i forbindelse med blandt andet det indre marked også i Danmark vil se forandringer i brugen af fortiden.

Det bemærkelsesværdige ved mange af de nye institutioner og aktiviteter er, at de enten er udpræget kommercielle eller er politiske; Som eksempel på det kommercielle kan nævnes Jorvik Viking Centre i York, hjemstedet for Heritage Projects Ltd., og stedet hvor 'heritage experience' kan købes (fig. l). Dette kendte besøgscenter beskrives således af dets skaber, Addyman (1990):

"..the visitor's tour (begin) with an orientation area to implant the requisite knowledge and to remove misinformation (s.259)... The final element in the educational process is provided by a shop where an extensive range of publications and souvenirs is designed to reinforce the impact of the display (s.261)... The atmosphere is of enjoyment and pleasurable anticipation, and most of the messages are presented to the visitors seated in comfortable dynamic repose in a time car (s.261)... Almost every one (94%) considers the whole experience good value for money" (s. 262) (min fremhævning). Opmærksomhed om den politiske brug af fortiden vågnede for alvor med nazisternes brug af arkæologi (McCann 1990), og siden da er den stigende politisering blevet fulgt med både interesse og bekymring. En sådan brug af fortiden er for eksempel illustreret af det aktive museumsarbejde samt af forandringerne i arkæologiens rolle i de nye Afrikanske stater (se artikler i Gathercole and Lowenthal 1990). Tendenserne i denne brug af fortiden viser, at fortiden på forskellig vis kan indgå i nutiden, og at den kan anvendes til at tilfredsstille visse behov.

I den omtalte litteratur er der blevet fremsat forskellige forslag til, hvorfor fortiden har fået så stor betydning netop nu (diskuteret i Merriman 1988). Der er også blevet produceret en række case studies over brugen af fortiden/ arkæologi både i tidligere perioder (Sørensen 1986) og i vores egen samtid (se for eksempel Gathercole & Lowenthal 1990). Gennem disse arbejder er brugen af fortiden i forskellige situationer nu blevet overbevisende dokumenteret.

l. Fortidens virkelighed som museumsobjekt, Jorvik Viking Centre

(fra Addyman 1990).

og visse behov er blevet antydet. Der er dermed blevet åbnet for en række nye spørgsmål, som er af både akademisk og kulturpolitisk karakter, og som burde medføre overvejelser om udvidelse af indholdet af den arkæologiske uddannelse.

På trods af den megen nye litteratur om dette emne er behovet for nye problemformuleringer tydeligt, idet der er mange emner, som vi endnu ikke er begyndt at overveje. Der er nemlig ikke blevet udviklet en virkelig dybtgående og analytisk interesse for at forstå fortidens brug i nutiden. Der mangler en grundlæggende opmærksomhed overfor brugen af fortiden i nutiden som et forskningsproblem, og vi forstår fortsat ikke, hvorfor og hvordan fortiden kan have en rolle i nutiden. Indenfor andre fag, så som environmental psychology er man i stigende grad blevet opmærksom på, at tid spiller en rolle både i individers og samfunds opfattelser af verden (Uzzell, pers. kom.). Betydningen af at erkende tid som sådan er også blevet fremhævet indenfor nogle af diskussionerne i historie. Den russiske middelalder historiker Gourevitch skriver for eksempel, at tidsfølelsen er et af person- lighedens væsentligste parametre (1983:90), og han ser tiden og rummet som abstraktioner, der gør det muligt at udforme et billede af verden (ibid 91). Tid og sted bruges til orientering i det fysiske og kulturelle univers, og uden en sådan orientering mangles identitet. Disse dimensioner er altså specielt vigtige blandt de mange variabler, der påvirker individets opfattelse og lokalisering af sig selv. En bedre indsigt i hvorledes vi forholder os til fortid, og forandringerne i dens betydning for nuet er derfor af stor betydning.

l den arkæologiske heritage litteratur har der ikke været stillet spørgsmål ved, hvordan fortiden kan komme til at spille en rolle i nutiden. De enkelte studier viser de specifikke situationer, hvor fortidens nutidige rolle placeres indenfor en bestemt socialpolitisk situation. Denne målsætning ligger for eksempel bag den livlige diskussion, som kan sammenfattes i spørgsmålet: 'the heritage industry - Why now?' (Hewison 1987). Der findes derimod ikke på nuværende tidspunkt en klar oversigt over karakteren'af de roller, hvori fortiden kan indgå. Der har heller ikke været forsøg på at redegøre for de karakteristika ved fortiden eller de kvaliteter ved vores forhold til fortiden, som betyder at fortid på en meningsfuld måde knyttes til nutid. Det er imidlertid muligt at udlede og diskutere generelle karakteristika ved vores erkendelse af fortiden, og hvorledes den inddrages i nutiden. Dette ville være en indsigt af betydning for vores forståelse af og reaktioner på det verdensbillede, som vi befinder os i.

I den forbindelse skal jeg fremhæve, at ordet fortid her principelt angiver al den tid, der kommer før nuet, samtidig med at jeg selv er specielt interesseret i den del af fortiden, som vi traditionelt har kaldt forhistorien. Det skal også understreges, at både tid og rum erkendes gennem kulturelle konstruktioner, og derfor ikke er absolutte og generelt menneskelige. Den tydeligste illustration af dette, i forbindelse med tid, er nok de Australske indfødtes tids begreb, dreamtime, som i sammenligning med det Europæiske begreb nærmest er cirkulært fremfor lineært.

Brug af fortid: fortiden er populær, men den kan diskuteres!

Før jeg kommenterer relationen mellem nutid og fortid, vil jeg forsøge at vise, at fortiden faktisk anvendes, som en anderledeshed som vi kan forbindes med og relateres til. Formålet er at vise, at fortiden er en dimension, der opleves og opfattes af store dele af befolkningen, og at det er almindeligt, at folk/ det brede publikum forholder sig til arkæologi og fortid. Mine eksempler er hovedsagelig fra Danmark og England, men de karakterisere en brug af fortiden, som kan iagttages over et langt større område inklusive Afrika og Amerika.

Som første trin skal jeg kort karakterisere to typiske eksempler på kontakt mellem arkæologer og de andre, folket. Det første er den situation, hvor man fortæller, at man er arkæolog, og hvor reaktionen er "Ih, det må være interessant!". Den opfattelse af arkæologi, som udtrykkes, har imidlertid meget lidt at gøre med hvordan de fleste arkæologer arbejder; men folk er ikke interesseret i at få deres billede af arkæologi korrigeret. Der kan derfor være stor afstand mellem arkæologi, som fag & konkrete data, og så folks opfattelse af fortiden. Et tilsvarende misforhold mellem den arkæologiske 'virkelighed' og en folkelig forståelse har jeg tidligere påvist i et studie af brugen af arkæologi i opbygningen af dansk identitet (Sørensen 1986). Her viste det sig, at arkæologiske objekter blev associeret med aktiviter, som havde samtidig social betydning, men som til dels betød at deres arkæologiske kontekster blev ignoreret. En lignende folkelig resistens mod accept af arkæologiske fortolkninger kan påvises i mange forskellige sammenhænge. Blandt de mere kendte eksempler er den stædige fornægtelse af nyfortolkningerne af the Great Zimbabwe ruins (Kaarsholm 1989:88) eller den fortsatte fremstilling af vikingerne med hornede hjelme (Addyman 1990:258). Dette er et almindeligt træk i brugen af fortiden: den almene, folkelig fortid er ikke direkte afhængig og begrænset af den arkæologiske fortid.

Det andet eksempel stammer fra det arkæologiske feltarbejde, hvori besøg hos lokale bønder indgår. Her kan det lade sig gøre at få adgang til en praktisk lokalviden, som for eksempel kommer til udtryk i vurderinger af naturlige forhold for bebyggelsen. Det er også i disse situationer, at vi som arkæologer møder en anden måde at se oldsagerne på. Det arkæologiske objekt bliver til genkendelige genstande, idet de vurderes ved hjælp af 'praktisk sund fornuft' samt en uproblematiseret opfattelse af den forhistoriske anderledeshed. Den forhistoriske bonde var som de: rationelt handlende, praktisk tænkende, og han forstod landskabet.

Sådanne oplevelser er almindelige blandt arkæologer, og de konkretiserer noget om nutidens forhold til fortiden. Oplevelserne illustrerer først og fremmest, at arkæologi/fortid har en almen, folkelig dimension. Fortiden er ikke forbeholdt den akademisk uddannede fortidsforsker. Det medfører, at interessen for fortiden kanaliseres på forskellig vis, og at opfattelsen af hvad fortid er ikke så let kan kontrolleres og censurers centralt. Opfattelsen af disciplinen som kontrollant af diskursproduktionen, og som producent af den disciplinerede fortid (Olsen 1988:17), kan anvendes indenfor fagets professionelle, disciplinære begrænsninger. Men disciplinen udøver ikke kontrol udenfor sine satte grænser, fortidens betydning er ikke begrænset af disciplinen. Den disciplinære afgørelse af sandheden påvirker derfor ikke andres brug af og forestillinger om fortiden i den grad, som den senere diskussion har påstået (Olsen 1988). Det medfører, at der kan opstå interessekonflikt, og at der er mulighed for, at man på forskellig vis og af forskellige grunde tilegner sig fortiden - fx politisk eller kommercielt.

De oplevelser, som blev karakteriseret ovenfor stammer fra områder, hvor denne konflikt ikke er udmøntet i et modsætnings forhold; men derimod til en vis grad er blevet undgået gennem en form for samarbejde og oplysning, som bygger på en traditionel kulturel opfattelse af arkæologiens rolle (nemlig varetager af nationens arv) etableret i det 19.årh (Sørensen 1986). I nogle områder er modsætningforholdet imidlertid blevet tydeligt i de senere år, og det er blevet almindeligt at stille spørgsmålet "Who owns the past?" Fortiden, som ejendom, er blevet synliggjort og "the western emphasis on material tokens of antiquity as symbols of heritage has been all but universally adopted" (Lowenthal 1990:302). Samtidig med den stigende fokusering på fortid er der også opstået reaktioner mod den euro-centriske (og høj- kulturelle) kulturopfattelse, som hidtil har domineret den formelle brug af fortiden. Resultatet er konflikt. I vidt forskellige områder og blandt forskellige befolkningsgrupper har man ligefrem set kamp om adgang til og kontrol af fortiden. Som eksempel kan nævnes hippiernes krav om adgang til Stonehenge eller de Amerikanske indianer og de Australske indfødtes kampagner for 'gen-begravelser'. "Only occasionally are archaeologists seen to be on the side of those whose remains they study. In many cases, those whose sites are under investigation see archaeologists as the enemy, because archaeologists insist they have the right to disturbe and desecreate burial sites and to make decisions about the disposal of other people's dead" (Ucko 1990:xvi). Forholdet til fortiden tager helt klart forskellige former. Eksemplerne viser derfor først og fremmest, at interessen for fortiden i usædvanlig grad går ud over det akademiske fag og de professionelle rammer. Fortiden er ikke kun arkæologernes!

Mødet med fortiden

Fortidens aktive rolle i forskellige samtidige kulturer ses direkte gennem de mange situationer, hvori den inddrages, og den illustreres for eksempel af dens position i masse- medierne. Disse roller er, som omtalt, til dels blevet illustreret i forskellige studier, og de er desuden antydet af statistiske analyser (Befolkningen & Nationalmuseet 1984; Merriman 1988). Besøgstal fra museer, arkæologiske monumenter og historiske huse eller anlæg viser den kvantitative brug. Der kan sættes spørgsmålstegn ved, hvad denne brug af fortid/historie viser om vores forhold til fortid. Statistikkerne har imidlertid betydning ved, at de dels viser hvorledes store dele af befolkningerne på forskellig vis konfrontere med fortiden, dels viser hvor selvfølgeligt fortiden fremlægges som et objekt for observation (det er blandt andet netop denne objektivering, der nu kritiseres af de indfødte i Amerika og Australien).

Den konfrontation med fortiden, som finder sted er interessant ved dens tvetydighed. Fortiden er både noget kendt og noget ukendt, den er en anderledeshed, men samtidig noget vi kommer fra og kan knyttes til. En markant tendens i den nyere filosofi om formidling har været at skabe en virkeligheds effekt, en holdning som kan ses som typisk for kulturproduktionen i det moderne samfund (Olsen 1988:14). Samtidig er der i stigende grad lagt vægt på fortidens anderledeshed og på vor egen kulturelle forankring. Fortiden må derfor opleves personligt og gennem indleven (the heritage experience!). Disse tendenser skaber yderligere modsætninger, som befinder sig i feltet mellem disciplinen og det (i denne forbindelse) i stigende grad ikke-disciplinerede individ. Mødet imellem dem har traditionelt været formidlet gennem museet, men den modemede udformning af denne kontekst er ambivalent og modsætningsfuld (Uzzell & Blud 1990). I den moderne museumskultur bliver videnskabernes sakrale viden omformet til profan hverdagsviden. I museerne bliver det ukendte (den abstrakte videnskabelige viden, det forhistoriske) gjort kendt, men målsætningen er samtidig at etablere en velkendt ukendthed og til tider endog at vise det ukendte i det kendte (ibid). Denne tvetydighed præger på forskellig vis - både formelt og intuitivt - vores forhold til fortiden, og den er afgørende for at forstå de potentielle roller, tiden kan påtage sig.

Tid i tekst og tegn

I forbindelse med brugen af fortiden er det specielt interessant, at den indgår i en række aktiviteter og objekter, hvor den professionelle arkæolog eller museumsinspektør hverken er formidleren eller forfatteren, men hvor den bruges af andre strukturer og interessegrupper. Den mest iøjnefaldende brug er i form af tekster eller billeder eller en komposition af begge. I tekst findes fortiden brugt i sange, romaner og reklamer. Førstnævnte er blandt andet blevet diskuteret i en tidligere analyse af arkæologi og dansk identitet (Sørensen 1986). Den arkæologiske romaneren almindelig genre, som findes både som børne- og voksenlittcratur. Den er specielt interessant ved, at dens popularitet har været stærkt svingende, samt at den findes både som trivial- og skønlitteratur. Romanen er blevet brugt til at forholde sig til fortiden og til det arkæologiske projekt, hvor sidstnævnte udpræget bruges som en metafor for søgning efter identitet (Evans 1990). Denne sammenknytning mellem personlighedens identitet og arkæologi, som finder sted i romanen er på mange måder fjern fra den videnskabeliggjorte arkæologi (Evans 1990). På samme vis er brugen af arkæologi, som en "process of self identification" (Rowlands 1987: l f), og som brugt af både Freud og Foucault blevet fremmed for den traditionelle disciplinering af arkæologien.

I Dansk litteratur er Johannes V. Jensen og E. Reich-Kløvedal gode eksempler på folkelig og national brug af fortiden. Fra den engelsksprogede litteratur er Auel's hulebjørnens Klan et godt eksempel på populær triviallitteratur, medens William Golding's The Inheritors, Raymond Williams' The Black Mountains og især Ackroyds First Light på forskellig vis beskæftiger sig med identitet (Evans 1990). Den parti- og nationalpolitiske arkæologiske roman kendes derimod først og fremmest fra Afrika (Kaarsholm 1989). Den tredje form for tekst findes i reklamer. Dette er en specielt interessant brug, idet det viser at fortiden er anvendelig og eventuelt sælgelig. Reklamer afslører endvidere meget klare opfattelser af værdi og normer, og de er skrevet på basis af betragtninger om et marked og markedsanalyser.

Den billedlige brug af fortidens tager dens mest velkendte form i forskellige kunstneriske udtryk. Både i Danmark og andre Europæiske lande har oldtiden været et yndet motiv, som specielt kendes fra de nationalromantiske malerier.

Men fortiden er forsat et emne og en inspirations kilde for billedkunsten, og en inspirationskilde for billedkunsten, og dens ekko findes i mange postmodernistiske værker. I Danmark ses der for eksempel museale tendenser hos Per Kirkeby medens mange landskabsskulptører, så som Richard Long og hans sten cirkler, til en vis grad indgår med eller reproducerer tidligere handlinger i landskabet (Evans, pers. kom.). Den aktuelle arkitektur refererer også til tid, og det udtrykkes mest oplagt ved at tid fornægtes gennem sammenstilling af forskellige perioder og dels ved opløsning af det visuelle rums fysiske sammensætning. I arkitekten Sterling's bygning til Stadt Gallerie, Stuttgart, er effekten af tidens opløsning for eksempel opnået ved at der i den moderne, levende bygning ligger murblokke for foden af ringmuren, 'som var de faldet ned fra en gammel ruin'.

Fortiden bruges også billedligt i reklamer, som logo eller emblem og som symbol. I Danmark ses solvognen, for eksempel, brugt hos Spies, lurerne var stemplet på smørret (forsvundet de sidste par år!), og mange højskoler bruger et helleristnings motiv eller lignende som logo (fig. 2). Det er i den forbindelse interessant, at sådan brug ikke er knyttet til bestemte politisk-kulturelt orienterede institutioner så som højskolerne. Til en for nylig afholdt dansk møbel messe i London anvendte man for eksempel luren som symbol på dansk håndværk og tradition, og de gaver der blev uddelt i forbindelse med Danmarks formandskab i EF var dekoreret med en helleristning. I Danmark har fortiden også ofte været anvendt på frimærker, hvilket ellers ikke er almindeligt, samt på pengesedler, og specielt interessant er valg plakaterne. Jeg vil imidlertid tro, at disse sidstnævnte former for national og politisk symbolik for tiden bliver mindre almindelige i Danmark, og at nyskabninger med hensyn til brugen af fortiden hovedsagelig enten er kommercielle eller kreative.

De kunstneriske udtryk er oftest ikke direkte markedsorienterede selvom de er del af et fælles kulturelt sprog. Brugen af arkæologi i romaner, billeder eller skulpturer viser derfor først og fremmest den appel, fortiden har for os. Den viser noget om, hvorledes vi forholder os emotionelt og kreativt til fortiden. De mere kommercielle og symbolske anvendelser af fortiden giver et mere direkte indblik i en række forestillinger og værdier. Der er dels tale om, at reklamerne afspejler en vurdering af, hvordan dets læsere opfatter visse aspekter af fortiden, dels bygger de på en vurdering af visse værdiers betydning i det samtidige samfund. Reklamer er i vores samtidighed blevet uhyre følsomme indikatorer og eventuelt skabere af images, normer og værdier. Studiet af hvorledes det fortidige anvendes i reklamer, kan derfor give et interessant indblik i ens samtids opfattelse af og forhold til fortiden. Betydningen af de mere symbolske eller kodede anvendelser som emblemer, logo's og valg plakater er at de sigter mod ganske bestemte utvetydige kvalitative associationer (se tig. 3), samtidig med at de ofte har et oplysende eller belærende element. To af de mest markante symbol mættede anvendelser af fortiden i Danmark, som jeg har set, er dels skabelsen af 'Mor Danmark' skikkelsen (Adriansen 1987) og dels overrækkelsen af guldhorns kopierne ved genforenings festen ved Dybbøl 1920, i begge tilfælde indgår oldsager som elementer i en national scene.

Vi kan altså se fortiden blive brugt som en reference for nutiden, vi ser den i mange forskellige sammenhænge, og den anvendes med forskellige begrundelser. Hvorvidt fortiden overhovedet anvendes, og hvorledes den opfattes er imidlertid forskelligt fra kultur til kultur. På nuværende tidspunkt er denne forskellighed kun forståelig som et udtryk for forskelle i social- politisk kontekst. Dette har medført at studierne af forholdet til fortiden er blevet begrænset til studiet af dens specifikke placering i en situation.

Relationen mellem nutid og fortid.

Ovenstående observationer og overvejelser er baggrunden for projektet "Fortiden som periferi". Formålet er, at studere fortidens rolle eller position i samtiden, men på et så generelt niveau, at forskellig brug af fortiden, inklusive brug af fortiden i tidligere perioder, kan analyseres sammen. Som det første skridt mod at etablere en analytisk ramme kan generelle karakteristika i opfattelsen af fortid isoleres. Indenfor en lineær tidsopfattelse er det et alment træk, at bevidstheden om afstanden i tid knyttes sammen med opfattelser af rødder og forbindes med barndom, idet verden opleves ud fra kategorierne forandring og udvikling (Gourevitch 1983:94). Fortiden opfattes som en del af vor arv, og den beskrives som var den en del af vores genetiske kode. Det er her interessant, at arv ikke kun omtales i forbindelse med det biologiske menneske, men i lige så høj grad bruges i betydningen vor kulturelle arv. I den folkelige opfattelse af fortiden kan man samtidig finde en vis ambivalens i opfattelsen af forholdet mellem kultur og natur. Forholdet mellem mennesket og naturen i fortiden beskrives på en gang som positivt og farligt. Der har også været tradition for, at (gen)finde det "naturlige" menneske, som vi stammer fra, i fortiden.

Fortiden tillægges desuden forskellige kvaliteter som mere eller mindre underforstået skal ses i forhold til os selv, det punkt hvorfra sammenligningen foregår. Fortiden forbindes med en afstand, og det er denne afstand fra os selv, der tillægges kvaliteter som mere primitivt, teknologisk underudviklet, lykkeligere. eller "kom hinanden ved". De enkelte kvaliteter kan være både positive og negative, men de kombinerede beskrivelser er oftest blandede positive-negative, som for eksempel: Livet i gamle dage var hårdt, og folk boede primitivt og koldt, men der var et bedre familie samvær og der var ingen forurening. Merriman's undersøgelse (1988) af opfattelsen af fortiden i England viser, at den afhænger af social gruppering, og tilsvarende observationer ville ikke være forbavsende for andre lande.

Det vigtige i denne forbindelse er derfor først og fremmest, at fortiden tillægges nogle kvaliteter i forhold til os. Det er samtidigt blevet mere og mere sjældent at etnografien anvendes i den folkelige fortolkning af fortiden, i modsætning til den samtidige udvikling af etnoarkæologien som et fagområde. Dette er i modsætning til, hvad man kan se i den tidligere almen dannende litteratur og i de tidlige rejsebeskrivelser (Trigger 1985), som indeholder sammenligninger mellem det fremmede og det fortidige. Man kan foreslå, at der igennem specielt de sidste 40-50 år er sket en forskydning i betydningerne af tid og rum. Tiden's og rummet's anderledeshed er forandret forskelligt, og de indtager ikke mere så sammenlignelige positioner i enkeltindividets univers. På trods afvirkeligheds-effekten i de moderne formidlings projekter er fortiden forblevet u-kendt og kan opfattes som "et fremmed land, og de gør tingene anderledes der". I det fysiske rum har charterturismen, massemedierne og folkeflytninger (inklusiv indvandringer) derimod vendt rundt på hvor det eksotiske befinder sig, og Danskhed kan udtrykkes på Majorca samtidig med at et stykke iransk kultur findes i Gellerup parken. Fortiden har tilsyneladende overtaget noget af det fjerne's eksotiske karakter, i takt med at det fjerne er blevet mere velkendt.

Fortiden erkendes og opfattes primært om en udvidelse af nutiden, som et kontrastforhold vi indgår i. Vores forhold til fortiden kredser omkring de to størrelser: afstand (og distancering) og kvalitet (og kvalificering). Vores opfattelse af tid-afstande har dermed visse lighedspunkter med vores opfattelse af geografiske afstande. Humangeografiske analyser af betydningen af afstande og vurdering af de kvaliteter/egenskaber, der knyttes til afstandsrelationer, kan dermed muligvis indeholde parallelle strukturer til de, der karakteriserer nuet's forhold til fortiden, idet begge erkendes fra et oplevelsespunkt.

Tid ligner rum: relationer, der opleves fra et punkt.

I dens klassiske udformning indenfor antropologien beskæftiger centrumperiferi modellen sig netop med afstand og med kvaliteter, der opstår som følge af afstand. Modellen udtaler sig om den kvalitet, der opstår mellem forbundne parter som resultat af distancen imellem dem (hvor både kvalitet og distance kan udtrykkes på forskellig vis) og på grund af de udbytningsrelationer, der opstår via deres forskellighed (Rowlands 1987).
I den antropologiske og arkæologiske brug af centrum-periferi modellen har det især været udvekslingsrelationerne imellem de involverede partner der har været studeret, og interessen er hovedsagelig blevet fokuseret på afhængigheden mellem partnerne. I min egen brug af denne model i arkæologi har jeg kritiseret dens manglende erkendelse af den relative autonomi hos de enkelte partner, og dens fremstilling af relationen mellem partnerne som mekanisk selvbekræftende. Når modellen anvendes til analyse af virkelige historiske parter er sådanne indvendinger kritiske. De samme indvendinger mister imidlertid noget af deres relevans, når modellen anvendes til at analysere nuet's forhold til fortiden, eftersom den ene part (nemlig fortiden) er en imaginær parter, idet den ikke forandres uafhængigt af forskning og forestillinger om den. I vores opfattelse og udnyttelse af fortiden kan den gøres totalt plastisk og skabes og formes efter behov, den er værgeløs! Eftersom fortiden er en passiv partner bliver forskellen og de kvaliteter, der knyttes til den, udelukkende og uden indblanding fortolket fra nuet. Fortidens autonomi er tilsyneladende irrelevant for vores relation til den (her tænker jeg også på den folkelige fortids uafhængighed af den arkæologiske fortid), samtidig med at den ikke opfattes som skabt af os selv.

Fortiden som periferi.

Analysen af fortidens rolle vil tage udgangspunkt i en sammenligning mellem centrum-periferi relationer og nutidens forhold til fortidens anderledeshed. Formålet med at anvende centrum-periferi modellen er at skabe en arbejdsramme, som gør relationen til studie objekt og indenfor hvilken de kvaliteter, der kommer til udtryk i forholdet mellem nutid og fortid, kan vurderes.

Udgangspunktet er, at nutiden oplever og forholder sig til fortiden. Relationen mellem de to parter er asymmetrisk, idet erkendelsen og subjektet er placeret i nuet, og kun objektet findes i fortiden. Relationen imellem dem er derfor et kontrastforhold, og der skabes en forskellighed, der tillægges kvalitet. Fortiden opleves fra ego's center, som består af "nu" og "her", men samtidigt er det gennem relationen til fortiden, at disse to dimensioner hos det oplevende subjekt kvalificeres og lokaliseres. Fortiden er dermed en slags anderledeshed, der kan opleves som sådan, men samtidig en anderledeshed hvortil vi er forbundet. Det er desuden karakteristisk at sammen med nuet's dominans følger også dets flygtige karakter, dets ustadighed, medens fortiden derimod har en evig eksistens og stabilitet. Disse karakteristika (oplevelsens ensidighed og nuet's ustadighed) ved tid er forskellige fra de, der opstår i rum. Relationen mellem nutid og fortid har dermed nogle af centrum-periferi relationernes karakteristiske assyriske egenskaber, men den er også karakteristisk ved at have nogle specifikke egenskaber, som til en vis grad er blevet overset. Blandt disse kan det dels fremhæves, at fortid og nutid som parter ikke er erkendelsesmæssigt uafhængige, dels at relationen både opfattes som udtryk for en anderledeshed og som et tidsmæssigt navlebånd, der fører tilbage til det vi kom fra, og som viser hvor vi er nået til.

Jeg foreslår, at det er på grund af disse ikke entydige egenskaber ved forholdet til fortiden, at sammenligningen mellem dengang og nu betyder noget. Betydningen er imidlertid ikke nødvendigvis rationel eller funktionel (interessen er ikke alene grundet i "at vi skal lære af fortiden"), men nok først og fremmest følelsesmæssig (nostalgisk, sentimental). Den følelsesmæssige investering kan eventuelt være noget af begrundelsen for, at fortiden i så udpræget grad anvendes kreativt og politisk, og at den i mindre grad anvendes intellektuelt. Kreativt og politisk er fortiden altid her og overalt, og denne opfattelse syntes at være blevet endnu mere udpræget på mange områder i de senere år.

På en af granitfliserne foran katedralen i Køln står indhugget: "This could be a place of historical importance". Denne mulighed er blevet en del af firsernes og halvfemsernes måde at se verdenen på. (For)tiden omgiver os, og præger vores verdensbillede. Formålet med at forsøge at anvende Centrum- periferi modellen på vores relation til fortiden er derfor ikke at modellere dette forhold, men at sigte mod en større forståelse af hvad der ligger til grund for den rolle, fortiden kan have i nutiden, og hvad det betyder for os når vores forhold til og opfattelse af (for)tiden gennemgår forandring.

Litteratur

Addyman, P. 1990, Reconstruction as interpretation: the example of the Jorvik Viking Centre, York. In Gathercole, P. & D. Lowenthal (red.) The politics of the past. 257-264.

Adriansen, I. 1987, Mor Danmark. Valkyrie, skjoldmø og fædrelandssymbol. Folk og Kultur 1987: 105-163. Befolkningen og Nationalmuseet 1984, Nationalmuseet & Socialforskningsinstituttet.

Evans, C.J. 1990, Digging with the pen: novel archaeologies and literary traditions. Archaeological Review from Cambridge. Vol. 8, 2.

Gathercole, P. & D. Lowenthal (red.) 1990, The politics of the past. One world Archaeology vol. 12. London: Unwin Hyman.

Gourevitch, A. Y. 1983, Tiden som kulturhistorisk problem. Kultur & Klasse 48:90-110.

Hewison, R. 1987, The Heritage Industry. London: Methuen.

Kaarsholm, P. 1989, The past as battlefield in Rhodesia and Zimbabwe: the struggle of competing nationalisms over history from coloniation to independence. Culture and History 6:85-106.

Lowenthal, D. 1985, The past is a foreign country. Cambridge: Cambridge University Press.

Lowenthal, D. 1990, Conclusion: archaeologists and others. In Gathercole, P. & D. Lowenthal (red.) The politics of the past. 302-314.

McCann, W. J. 1990, 'Volk und Germanentum': the presentation of the pats in Nazi Germany. I Gathercole, P. & D. Lowenthal (red.) The politics of the past. 4-90.

Merriman, N. 1988, The role of the past in contemporary society, with special reference to archaeology and museums. Ph.D. Dissertation, Cambridge University.

Merriman, N. 1989, "Public Service or Private Indulgence". The Museum Archacologist 13:10-24.

Olsen, B. 1988, Det retoriske museum. En fortelling om makt og fortid. Nicolay 49:\3-31.

Rowlands, M. 1987, Centre and Periphery: a review of a concept. I Rowlands, M, M. Larsen & K. Kristiansen (red.) Centre and periphery in the ancient word. 1-12. Sørensen, M.L.S. 1986, "...Føie Oldtidens kraft til nutidens kløgt...". Stofskifte, Tidsskrift for antropologi. 13:35-46.

Trigger, B. 1985, The past as power: Anthropology and the North American
Indian. I McBryde, I. (red.) Who owns the past? Melboume: Oxford University Press. 11-40.

Ucko, P. 1990, Foreword. I Gathercole, P. & D.Lowenthal (red.) The politics of the past. ix-xxi

Uzzell, D & L. Blud. 1990. Vikings! Children's social representation of history. I Breakwell, G. & D. Canter (red.) Empirical approaches to social representations. Oxford: 0xford University Press.

Go to...Back to Centre Calendars 1988-1995


Barbara Gentikow: Transnational TV-underholdning

Rapport om et symposium

TV er transnational og bliver mere og mere transnational ved at a) flere og flere programmer udsendes direkte gennem satellitter og kabel til flere og flere lande og b) flere og flere programmer produceres med hensyn til at nå et publikum også tværs over landegrænserne.

TV er underholdning og bliver mere og mere til underholdning: andelen af underholdende programmer vokser, også informationsudsendelser laves mere og mere underholdende, adgangen til flere kanaler tillader at seerne selv producerer et underholdende flow, nye former for underholdning som quiz og game-shows findes i stærkt standardiseret form snart over det meste af Europa.

Formålet med symposiet var, at kaste lys på Tv-underholdning som kulturel kategori og at diskutere muligheder og problemer for transnational Tv-underholdning i Europa. Foredragene var på dansk, tysk og engelsk, og det fungerede godt. Der var knap 40 deltagere, inklusive de 10 oplægsholdere.

MARTIN ZERLANG, Institut for Litteraturhistorie ved Københavns Universitet, forfatter af bogen Underholdningens historie (1989), talte om The Global Intimacy. On Television in the Process of Civilization. Med udgangspunkt i tesen om at fjernsyn hverken er en manipulations-maskine eller et barbariseringsinstrument, men en slags civiliseringsmaskine, belyste Zerlang det indre og det ydre, det private og det offentlige i vores samfund i forhold til forskellige kommunikationsteknologier, som telefon, radio og film. TV er i dette perspektiv "intimitet på afstand".

MICHAEL BRUUN ANDERSEN, ligeledes fra København, og forfatter af en lang række artikler, bl.a. Underholdning, en alvorlig sag (1981) havde valgt Underholdning mellem den protestantiske og den romantiske etik som titel til sit foredrag, men udfoldede meget mere generelle aspekter omkring "underholdning" og "det underholdende" i historisk perspektiv. Den store forandring, som er foregået på dette område, er, at underholdning før havde funktioner af undergravende karakter, og at bl.a. den protestantiske etik derfor var imod den. Mens markedet nu er ved at "æde sig ind" i denne sfære af "frihed". Spørgsmålet er, hvordan underholdningen kan få en social funktion (igen), revet løs fra kommercialiseringen.

Symposiet havde to aftener, hvor der stod "underholdning" på programmet. Den første aften blev den leveret af NIELS HOVGAARD fra Danmarks Radios Provinsafdeling. Han viste eksempler på Tv-produktioner, deriblandt en del af hans egne ("TV i teltet") og en hel del med den lokale multikunstner Niels Hausgaard (fra "Livsbilleder", "Kompaniet" m. fl.). Der blev grinet meget, men der var også enighed om, at underholdning er en meget vanskelig sag, ikke mindst i "provinsen". Hovgaard nævnte bl.a. det store problem, som netop et lille land som Danmark har med at producere underholdning: der skal hele tiden laves noget nyt fordi publikum er så lille, at alle. snart har set programmet - mens en Victor Borge kan rejse rundt i USA med det samme program i 10 år.

Næste morgen indledte PETER LARSEN, medieforsker fra Danmark, nu ansat ved Institutt for Massekommunikasjon i Bergen, med at referere fra en UNESCO-undersøgelse, han har gennemført: The International Dissemination of Television Drama, with Special Reference to Denmark. Undersøgelsestidspunkterne var 1980 og 1990, og dette gør, at tallene kan være tilfældige og/eller anormale. Men med alle forbehold peger resultaterne i retning af, at rigtignok var og er andelen af importeret "fiktion" i Danmark stor, men at der med indførelsen af TV 2 er sket en betydelig forøgelse af andelen af hjemlig produktion. Et andet resultat er, at det er enkelte programmer som dominerer kvantitativt: for dansk TV er det "Matador" i 1980 og dens genudsendelse i 1990, for amerikanske importprodukter er det specielt "Dallas" og "Dynasty" i undersøgelses-tidsrummet. Som en af de spændende mere generelle konklusioner fremførte Peter Larsen tesen om, at der har udviklet sig en ny modsætning i mediediskussionen: før var det "elitekultur" versus "massekultur", hvor DR forsvarede det første; nu er det "national kultur" versus "internationale produkter".

HANS GUNTHER BRUSKE, fra den vesttyske Tv-station ZDF, talte både som producer og forsker; hans foredrag havde den provokerende titel Mehr Mut zur Trivialität. Ramaskrigene udeblev, og det skyldtes nok ikke bare den omsiggribende postmoderne tolerance overfor alle meninger eller angsten for at optræde lyst-fjendtlig. Bruskes teser var indlysende nok på sin måde: at det modsatte af underholdning er kedsomhed (jfr. Dieter Prokop), at underholdning også kan indeholde oplysning og kritiske elementer, at trivialitet ikke er noget dårligt men "eine Grundessenz menschlicher Existenz" (død, kærlighed etc.), at det derfor også har overnationale potentialer, at følelser på TV heller ikke er noget dårligt, at trivialitet ikke er ideologisk i sig selv men kan bruges og misbruges til politiske og andre formål, og at det ikke er tegn på dårlig kvalitet, når alle kan forstå det. Som eksempel brugte Bruske bl.a. ZDF's populære serie "Schwarzwaldklinik". Med hensyn til europæisk programpolitik syntes han, at angsten for en amerikanisering var overdreven, han mente at amerikanerne producerer mange gode film i dag, netop med "Mut zur Trivialität" - dog ikke ret mange gode Tv-udsendelser.

BARBARA GENTIKOW (Center for Kulturforskning), dvs. mig selv, stillede spørgsmålet "Ist Fernseh-Humor ubersetzbar?". Oplægget var dels en teoretisk redegørelse for muligheder og grænser for at oversætte "fremmed" humor, dels en konkret analyse af, hvordan den engelske komiker John Cleese fungerer for danske Tv-seere og hvad der sker, når den danske "Olsenbande" taler tysk (på ZDF). Det vanskelige ved humor er, at den er del af en nations ret intime kulturelle diskurs, med mange citater som kun indviede forstår. Men derudover har humor, ikke mindst på TV, også transnationale potentialer. I de valgte eksempler er det bl.a. det udprægede kropssprog og det verbale sprogs "gestiske informationer". Analysen af den tyske version af "Olsenbanden" viste stærke forandringer af orginalteksten, som skyldtes bl.a. synkroniseringen - et afskrækkende eksempel på hvordan "transnationalisering" ikke bør foregå.

Den næste aftens underholdning bestod i "The Price is Right' og "Wetten, da/?...", som eksempler for amerikanske og europæiske game-shows, præsenteret af HANS-FRIEDRICH FOLTIN, fra Institut fur Europäische Ethnologie und Kulturforschung i Marburg, under overskriften: "Zukunftsperspektiven der Game-Show: US-amerikanische versus europäische Modelle". En af Foltins teser var, at "Wetten, da/S..." har en høj kvalitet indenfor genren game-show, der bl.a. viser sig i at den har træk af "Volkskultur", med "Kreativität von unten", mens "The Price is Right" ikke er andet end en reklameudsendelse. Det var meget spændende og for øvrigt også meget morsomt at se, hvordan der gjorde sig nationale særegenheder gældende, på tværs af den ellers stærke standardisering af programmet. I den amerikanske version f. eks. er der tre unge kvinder, der berører de udstillede varer på en erotisk måde, nærmest kærtegnende.

MICHAEL SKOVMAND, fra Engelsk Institut, Aarhus Universitet, kom ind på lignende nationale forskelle ved at undersøge "Lykkehjulet" i forskellige versioner, under overskriften: "Barbaric TV International". Der var forskelle mht. kvindernes rolle også her: i den amerikanske og den tyske version taler de f. eks. ikke, andre forskelle ligger i hvordan publikum reagerer, hvad for nogen priser der er, og hvordan de placeres. Michael Skovmand leverede en del gode forklaringer på, hvorfor denne udsendelse er så populær: Det er ikke en "game of distinction" men en "game of participation", det har en "balance of skill and luck", det producerer ingen tabere. Folk vinder altid, og den største gevinst er nok det: at være i fjernsyn. Men "barbarisk" er "Lykkehjulet" nok på den måde, at den rangerer lavt på skalaen "factual knowledge" i de forskellige kategorier af game-shows.

KLAUS BRUHN JENSEN fra Institut for film, TV & kommunikation ved Københavns Universitet talte om "Diversion as Received: The Function o f New s Themes in the Reception of Television Flow". Det var en præsentation af, hvordan TV-seeren selv producerer "underholdning", uafhængig af, om der er "information" eller andet på de forskellige kanalers program. Kanalerne har deres flow, men seerne har deres egen, ved at skifte mellem de forskellige udbud. Disse to flows sammen er den egentlige tekst: "the superflow". Det er den, en analyse af TV skal få fat i, og det er ret vanskeligt. En del af betydningen ligger i de "super-themes", som seerne konstruerer i receptionsprocesssen. Klaus Bruhn Jensen prøvede også en definition på "entertainment" på den ene side og "diversion" på den anden, og sluttede med, at "diversion" kræver "diversity in the program content".

Denne "diversity" var for GRAHAM MURDOCK, Centre for Mass Communication Research, Leicester, ligefrem det afgørende for at finde et kriterium for "culture". Og "diversity and difference" skulle også være det afgørende for en europæisk TV-kultur. Hans foredrag havde overskriften "The Cultural Dynamics of Co-Production' og redegjorde for de nye udfordringer for TV i Europa: l) flere kanaler, 2) slut med den ene, integrative nationale kanal, 3) privatisering. Det er en udfordring for de gamle public-service-systemer: de er nødt til at opgive deres elitære og patriarkalske holdning og satse på kvalitet, men vel at mærke ikke efter det amerikanske kvalitets-kriterium, som er ved at vinde frem for tiden, nemlig i form af et rent teknisk-formalt "well done". En af flere muligheder for at finansiere nye programmer er co-produktion mellem flere lande, men der er også problemer, som for eksempel det som Murdock kalder for "generte conventions": de forskellige landes TV-producere har delvist meget forskellige måder at "fortælle" på, og disse forskelle skal leve, ikke nivelleres.

Go to...Back to Centre Calendars 1988-1995


Identitet og identitetsbegreber

Program for temaseminarrække foråret 1990.

Er der en identitet i de mange identitetsbegreber?

Vi taler om den danske nationale eller kulturelle identitet og om truslerne mod den. Undergraves den f.eks. af et stigende antal indvandrere, der ikke vil eller ikke kan opgive deres egen nationale kulturelle, religiøse og etniske identitet ? Findes der en gammel europæisk identitet, eller kan der etableres en ny, og vil den føre til ødelæggelse eller fordrejning af den danske eller den nordiske identitet ? I alle sådanne sammenhænge rejses spørgsmål om, hvorledes man skal forstå forholdet mellem kollektiv og individuel identitet.

Det rejses også, når man tager udgangspunkt i personlig identitet, identitetsdannelse eller kønsidentitet, og det rejses i erfaringer af identitetstab og af at finde sin identitet.

Forskellige videnskaber og forskellige filosofiske traditioner har deres særlige identitetsbegreber. Det er åbenlyst, at de taler om noget forskelligt, men taler de også om det samme ? Temaseminarrækken vil illustrere nogle af forskellene og rejse spørgsmålet om, hvorvidt der er en rød tråd, der går i gennem og forbinder de forskellige anvendelser af begrebet eller ordet.

Seminarerne foregår på fredage kl. 13.00 i lokale 221, Center for Kulturforskning, Finlandsgade 26 B. Tilmelding sker på adressen eller fif. 86 16 36 11.

2. marts Hans Fink: Identitetsbegreber

Identitetsbegrebet er et så elementært og basalt begreb, at det er umuligt at definere det uden at forudsætte det bekendt. Som indledning til temaseminarrækken skal jeg ikke desto mindre forsøge logisk og semantisk at indkredse og karakterisere forskellige anvendelser af identitetsbegrebet i al almindelighed. Jeg skal videre omtale forskellige filosofiske anvendelser af det, f.eks. i beskyldningerne mod den såkaldte identitetsfilosfi. Endelig skal jeg rejse spørgsmålet om sammenhængen mellem anvendelsen af identitetsbegreber i de forskellige videnskabelige traditioner, som seminarrækken bringer eksempler på.

16. marts Benedicte Madsen: Arbejde og identitet

Hvad er sammenhængen mellem arbejde og identitet ? Hvad er arbejde ? Hvad er identitet ? Hvordan kan koblingen mellem de to størrelser belyse den dybere betydning af hhv. arbejde og identitet ? Hvordan ytrer sammenhængen sig i praksis ? Hvordan hænger alt dette sammen med den samfundsmæssige udvikling ?

30. marts Charlotte Engberg: Køn og identitet

Om køn som maskerade og om litteraturen som skueplads for de forestillinger, der knytter sig til henholdsvis den feminine og den maskuline maskerade.

20. april Eric Bernard Jensen: Identitet: en ny samfundshistorisk centralkategori?

Udgangspunktet vil være et rids af nogle teoretiske kerne-problemer i nyere samfunds-/kulturhistorie. I lyset heraf vil spørgsmålet: kan identitetsbegrebet bidrage til en frugtbar løsning af disse problemer ? blive overvejet og søgt besvaret. Forskellige mere sociologiske definitioner af 'identitet' vil blive præsenteret og diskuteret. 'Identitet' bliver ikke opfattet som et trylleord eller -formular, der kan løse alle 'presserende' problemer, men der vil blive peget på nogle både begrebsanalytiske og forskningsstrategiske 'fordele' ved at gøre 'identitet' til en ny samfundshistorisk centralkategori.

27. april Asta Fink: Identitet og individuation

Foredraget vil tage udgangspunkt i to sætninger, der tilhører vor kulturs børnelærdom, og som umiddelbart kan synes vanskeligt forenelige: "Du skal forlade din far og din mor" og "Du skal blive som barn igen".

Disse sætninger vil blive fortolket som indbyrdes sammenhængende og som oplysende og prægnante forler for individuationsprocessens generelle retning og indhold. Dernæst vil der blive argumenteret for, at de på en paradoksal måde er særligt betydningsfulde i dag.

10. maj Uffe østergaard: National identitet

Antagelser om forskelle i national identitet, tidligere kaldet national karakter, har været indbygget i næsten al vestlig samfundstænkning, indtil nazismens excesser gjorde det umuligt at benytte sådanne ord. Nu dukker de op igen, i videnskaben såvel som i den politiske debat; men stadig under alvorlig mistanke for at være en illegitim generalisering af fordomme med racistisk hensigt. Er vi kommet længere end formuleringer som Aristoteles' berømte og berygtede ord: "De folk, som bor i de kolde egne og i Europa, er besjælede af modige og stærke følelser, men mangler tænkeevne og praktisk dygtighed, hvorfor de bevarer en vis frihed uden dog at have et virkeligt samfundsliv og uden at være i stand til at regere over nabofolkene. Asiens folkeslag er derimod forstandige og dygtige, men mangler mod, hvorfor de til stadighed lever i undertrykkelse og slaveri." (Politiko, Bog VII). Det er emnet for en analyse af opfattelserne af nationalkarakter fra Hippokrates til Margaret Mead og Robert Bellah.

Seminaransvarlige: Hans Fink Hans Hauge Uffe østergård.


Go to...Go to Archive: Centre Calendars 1988-1995

Go to...Go to Archive:Centre Calendars 1996-2002


Updated 5 May 2003 by smc. Please mail comments to the web editor at Centre for Cultural Research.