Topmenu Calendar Archive Links Faculty and staff Publications Research projects Sitemap Main page

Centre Activities, Autumn 1990

Jonathan Rée: Neostructuralism & Postructuralism

Jonathan Rée er reader ved Middelsex Polytechnic, London, og gæsteprofessor' ved Institut for Filosofi og Center for Kulturforskning i september og oktober. Han har arbejdet meget på at tilføre den engelske analytiske filosofi inspirationer fra især fransk filosofi. Således i Philosophical Tales (1987) som er klart inspireret af Derrida. At han ikke er ukritisk overfor udviklingstendenser i fransk filosofi (som den reciperes i England) fremgår af denne korte polemik mod begrebet om postmodernisme.

NB: Artiklen er genoptrykt fra The Times Higher Education Supplement d. 25. maj 90.

"It's just a passing fad," they say. "No one will give a damn about it in a few years' time." That, I know, is how most analytic philosophers read to the popularity of recent French philosophy, and to those of us who believe that it deserves a place in the limelight alongside, or even instead of, the works of Ayer, Popper or Ryle. "Tres chic" they say.

The sarcastic reference to modishness has an element of bad faith of course: it makes them sound highminded and valiant-for-truth, while they deliver the low and envious argument that French philosophy is unworthy because it is liable to go out of fashion.

The accusation of faddishness may not be quite groundless, how-ever. After all, if half of what is said about them is correct, French philosophers believe that the very idea of a critical pursuit of truth belongs to a domineering tradition called "western thought", which has been dying on ils feet for 2,000 years, and whose end is now in sight at last. So perhaps they really can have no values except nihilism, and no goals except to keep up with the times, break with the past, and this above all; to the next trend be true.

The trendy image is very selective, of course. It is based on a group of Parisian writers, dominated by Lacan, Foucault, Derrida and Deleuze, who flourished 10 or 20 years ago, and whom many Freiich philosophers regard with the same suspicion as do their analytic colleagues.

"Neostructuralists" is probably the best word for them, since one of the main things they have in common is their self-conscious ambiva-lence about structuralism. Like Barthes and Levi-Strauss in the 1950s and 1960s, they were fascinated by the dream of a science of the human worid, a universal grammar not of sentences but of "dis-course". They were fascinated by it, but they loathed it too: they believed that the whole idea of such final, systematic knowledge was deluded and sinister. So they tried to warn us away from the lures of certainty, while hinting at inconceivable intellectual adventures ahead.

Another way of describing the neostructuralists is that they are desperately keen to avoid the embrace of Hegel. Hegel, for them, epitomizes the totalitarianism of western thought as a whole. He was a megalomaniac who could not tolerate the faet that the worid con-tains brute absurdities and irresolvable contradictions. If anything appeared not to dovetail with everything else, that only meant that we had not yet seen ils real significance. A truly philosophical mind, like his, would grasp the entire course ofhistory and see that nothing is ever really wasted, and that everything will eventually turn out to have a point. Hegel - the Hegel of the neostructuralists at least - is thus the high priest ofcosmic parsimony. History saves.

In the 1960s Foucault tried to find a way around Hegelian his-toricism by arguing that different times and places have different standards of truth. In Europe, for instance, he distinguished three disparate periods - the 16th century, with ils magic "correspon-dences"; the 18th, with ils pigeonholing "representations"; and the 19th, with an oppressive organicism centered on a pathetic fiction called "man". (The 20th century, so far, had been little more than a sordid annex to the 19th). These epochs had nothing in common with each other, and it was ridiculous for Hegel to suppose that they could all be strung together into a unified history with a single meaning. In faet Hegel's historicism, so far from lifting him to an absolute eminence, brought him down to the same level as every other dull 19th-century humanist.

Derrida made an opposite argument, but to much the same effect. He suggested that Foucault's idea that each epoch has ils own model of knowledge stayed too close to Hegelianism. And he argued that historicism was not a particularly 19th-century epidemic anyway; it was a symptom, rather, of the chronic instability of western thought as a whole. Stopping "outside philosophy" - especially Hegelian humamsm and historicism - was "much more difficult than is real-ized by those who think they did it long ago with cavalier ease".

Despite the difference, Foucault and Derrida agreed in shunning the Hegelian vision of humanity educating itseif towards an ultimate unity in reason. And they saw that by giving up on historicism, they lost the right to make easy transitions between their theoretical work and their politics. They could no longer think of themselves as repre-senting the reassuring "we" of a shared, progressive humanity. The classic philosophical intellectual, a self-important homo academicus with the confidence that his rationality entitles him to speak on behalfofthe rest ofthe human race, was turned into a figure offun.

This scepticism about political and philosophical know-alls is one of the most refreshing themes ofneostructuralism; but perhaps it is not very novel, let alone radical. It is - as the neostructuralists would acknowledge - an elaboration of some hints in Heidegger's Being and Time (1927). It is also, as they might be rather more surprised to hear, a fairly exact repetition of some of the arguments about "the poverty of historicism" which Karl Popper had been developing in English since the mid-1930s.

Like Popper, the neostructuralists developed their attack on historicism with a view to criticizing Marxism and the classical idea of socialist revolution. But uniike him, they found Marxism too right-wing. Still, the piecemeal resistance which they advocated may not be very different, in practice, from Popperian piecemeal reforms. And -as hundreds ofcritics have pointed out - their rejection ofthe whole idea of historical rationality leaves their own political values perilous-ly unsupported. It is ironic that Popper, though far more conserva-tive politically, should be the one who kept a belief in rational if fragmentary human improvement, and a confidence in himseif as a philosophical representative of it. It may be that by rejecting the philosophical idea ofprogress, the neostructuralists were unwittingly aiding the right rather than the lefl. (Alex Callinicos's impressive new book Against Postmodernism: a Marxist cirtique (Polity), interprets neostructuralism, as in effect, an assault on the left, and shows very adroitly that classical Marxism is well able to survive the attack, ifnot to rout it.)

Poppers arguments against historicism (especially as developed in his autobiography Unended Quest, and elaborated by E. H. Gom-brich) involve a bilious hostility towards what he called "the deifica-tion of modernism". Modernism emerges from Popper's diagnosis as a projection of "historicist ideas" onto "the arts in general". It leads to a concept qf authentic art as "the expression of the genius in advance of his time", and thus forces artists to bind themselves to "cliques and pressure groups" in the hope of producing work "which is ahead of ils time and which will preferably not be understood too soon". It was not that everything done in the name of "modernism" was necessarily wrong; on the contrary. Such historicist allegiances were merely irrelevant to "the things an artist should value and try to create".

The logic of the neostructuralists obviously points to the same con-clusion. They may be advocates of classic modernist literatur -French symbolism and surrealism, Proust, Kafka and Joyce - but the category ofthe modem could not itselfhave any positive connotations for them, since it would involve them in making judgements in the name of progress, and hence succumbing to Hegelian historicism again.

So it was not surprising that when a second generation of neostructuralists writings emerged in the late 1970s, they concerned themselves with rejecting modernism in terms which were uncannily reminiscent of Popper. Modernity was over, and whatever else the new situation was, it was obviously safe to describe it as "postmodern".

"Postmodern" may be a safe word, but it is a rather ambiguous one too. In particular, does it refer to a historical period (postmodernity), or to an up-to-date style (postmodernism)? The postmodernists believe, ofcourse, that it does both. It is a style ofcapricious riddling and pastiche which is (so they assert) an advance on modernism and therefore uniquely suitable to a period in which (so they assert) large scale industry and large scale politics are no longer viable. As it happens, both these assertions are hard to square with some pretty obvious facts: Callinicos has no difficulty in showing that there is nothing much in postmodernism that was not previously present in modernism; and you must live a very sheltered life indeed if you suppose that the big industry and big social movements associated with modernity are a thing of the past.

What is perhaps even stranger, the whole idea of the postmodern belongs to a curiously familiar and old-fashioned conceptual range. The hullaballoo began with Jean-Fran^ois Lyotard's Postmodern Condition (1979). This outlined "the society ofthe future" and announced the "obsolescence" of legitimacy. Systematic theories, according to Lyotard, were "no longer credible". But in making these announcements, Lyotard could hardly help presenting himseif as speaking in the name om something very like the old progressive "we". You must opt for postmodernist styles of thought (he implied) because you live in a postmodern age: in other words, presumably, because it is the modem thing to do. The idea that the dominant ideas of an epoch might need to be challenged or resisted had no place at all in this scheme. Despite his wish to be, as he put it, "up to date" - or rather because of it - Lyotard was reactivating the same old Hegelian historicist routines which had been so astringently faced down by the classic neostructuralists.

Despite their would-be novelty, the ideas of postmodernism and postmodernity belong with those of the gothic and the classical, or romanticism and victorianism. All of them are abstract concepts referring to period styles. Their function is, above all, to make us feel generally familiar with all sorts of works of art. Of course one may wonder whether, in telling us all about art, they conceal what art is all about; perhaps aesthetics is (as Heidegger suggested) a way of avoiding the challenges of actual works of art, rather than accepting them.

What is more, concepts of period style suffer from a rather worry-ing circularity. They describe the norms which are supposed to have guided the typical artists of an epoch - but the artists, the epoch, and the typicality are all defined in terms of the period style, in a self-confirming circle of cosy mutuality. And this idea of period styles, where all the aspects of an age are supposed to be seamlessly joined up, is one of the glories of Hegelian historicism: the very thing, one would have thought, that the continuers of neostructuralism should be most determined to resist.

Ideas of period style become even more deceptive if you try to define your own historical significance by reference to them. You may gel a gratifying sensation that you are a prefiguration ofa coming age, for example, the postmodern age; and you may manage to persuade others to accept you on these terms. But, as Marx observed, one's impressions of the times one lives in are liable to be systematically distorted, and we are deceived by nothing so much as the labels we apply to our own ideas. In any case, a conscious loyalty to new times is a rather slender basis for esteem: what does it matter what period you belong to, so long as you have something interesting to say? And if you have nothing to say, it is little comfort to know that this puts you ahead of your time.

So, contrary to appearances, the postmodernizers are not the continuers of classic neostructuralism. On the contrary, they have merely exacerbated the historicism which the neostructuralists had tried to neutralize.

After the thought-provoking writings of Foucault, Derrida, Deleu-ze and Lacan, the self-styling postmodernists bring us down to banal-ity with a bump. They reduce the tasks ofthinking to the celebration of the self-images of the age. And so, unfortunately, they give undeserved plausibility to the idea that there is nothing to recent French philosophy except the servile following of fashion.

Go to...Back to Centre Calendars 1988-1995


Charlotte Engberg: Indtryk fra symposiet Køn, tekst & læsning

Ideen med symposiet var at samle en række mennesker for sammen at diskutere forholdet mellem tekst, køn og læsning. Det er selvsagt ikke første gang, dette tema bliver bragt på bane. Men for det første var det vores hensigt at "trække" kønsproblematikken ud af de kvindeforskningssammenhænge, som af forskellige grunde synes at have fået patent på spørgsmålet, og for det andet tilstræbte vi med vores invitationer en så stor bredde som muligt med hensyn til valget af teoretisk optik, hvorigennem spørgsmålene om køn, tekst og læsning kunne anskues. I praksis skulle det vise sig, at diskussionerne fandt sted såvel i lyset af kvindeforskningens arbejde som i forhold til de "ny" paradigmer, som er blevet introduceret i litteraturvidenskaben i løbet af de senere år. Desuden var det kendetegnende for stort set samtlige foredrag, at de teoretiske overvejelser blev sat på spil over for en litterær tekst (eller var det omvendt?), som symposiets deltagere på forhånd havde fået tilsendt.

Som deltager blev man ført godt omkring i de forskellige egne af dansk og udenlandsk litteratur. Det blev talt om så forskellige forfatterskaber som Amalie Skram, Helga Johansen, Baudelaire, Henry James, Hemingway, Herbjørg Wassmo, Inger Christensen, Harald Raage, Valdemar Rørdam, Harald Bergstedt, Tom Kristensen, Virginia Woolf, Anna Garreta og Edith Sodergran.

Efter en indledning fra arrangørernes side, som bl.a. inddrog Roland Barthes begreb om genlæsning som betingelse for overhovedet at kunne forholde sig til teksten og ikke bare til sig selv, overtog Britta Timm Knudsen ordet og kridtede banen af. Diskussionerne om kønnet er omsider blevet "hevet ud af deres oppositionelle hængedynd", som hun karakteristisk udtrykte det, for istedet nu at blive opfattet i relationelle termer. "Logik for høns"! Med omhu havde Britta Timm Knudsen valgt en tekst af Anna Garreta, som på intet tidspunkt afslører kønnet på sine to protagonister. Men uanset eksemplets usædvanlighed, stiller Garretas fortælling læseren over for en række principielle spørgsmål angående dét at læse. I denne tekst, hvor der ikke gives ved dørene, bliver læseren nødt til at deducere sig frem til hovedpersonernes indbyrdes relation med hensyn til kønnet, hvorved læseren konfronteres med sine egne projektioner. Teksten skubber problemerne over på læserens side.

Garretas lille roman Sphinx fra 1986 kan måske siges at spille op til den post-strukturalistiske læserorientering, sådan som den f.eks. kommer til udtryk i Barthes genlæsnings-begreb. Barthes taler om læseren som en læser, der allerede på forhånd - før mødet med den specifikke tekst - har fået læst og påskrevet. En læser, som læser og reagerer på baggrund af tidligere læsninger. I bogen S/Z plæderer Barthes for genlæsningen som forudsætning for, at vi kan læse os fri af een historie over til en anden. "Genlæsningen er det som redder teksten fra repetitionen, gentagelsen <...> De som ikke læser teksten igen, er henvist til at læse den samme historie overalt". Altså, det, vi ser i teksten, når vi læser den første gang, befinder sig i os som læsere snarere end i teksten. Men en tekst som Garretas rusker op i læseren, og nægter han eller hende den bekræftelse, der måtte ligge i at genkende de klassiske mandlige og kvindelige positioner i denne kærlighedshistorie.

Derefter fulgte Bodil Marie Thomsens foredrag om Skriftens blik -en læsning af Virginia Woolfs Mrs. Dalloway og senere Birgitte Hornbeks læsning af Edith Sodergrans digt Jag. Ligeledes to interessante foredrag, der nok handlede om køn, men lige så meget om modernitet og skrift. Dette skete ikke i en forbigåelse af symposiets overordnede tema, men vel snarere i en indirekte polemisering mod de læsninger, såvel Wolff som Södergran tidligere er blevet udsat for.

Første dags sidste foredrag stod Per Aage Brandt for. Med begrebet om ontologisk intuition søger han mod universelle lovmæssigheder, og dette sker med inddragelse af Lacans Fallosbegreb. Brandt talte om "kønnet som et vilkår man lever under som om, det var natur" og om, at "man dukker op i en bevidsthed, som sidder i en krop, der kaldes kvindelig eller mandlig". Argumentationen foregik på een og samme tid på et uhyre abstrakt niveau og på et konkret erfaringsplan. Tankens "Drive" hos Brandt ligger - som hos så mange andre strukturalister - i muligheden af at universalisere, hvorfor man da også hører ham tale om kvinden tilsyneladende uden at ryste på stemmen. Det er klart, at et foredrag som dette må ægge til modstand, og denne udeblev da heller ikke, men det er lige så klart, at Brandts tænkning er en udfordring for den, der gider tænke videre.

Symposiets mest tekstanalytiske bidrag stod Lis Wedell Pape for med sin læsning af en række Inger Christensen digte fra samlingerne Græs og Alfabet. Peter Allingham leverede nogle spændende betragtninger over forskellen mellem maskuline og feminine fortællestrukturer, og som eksemplificering af førstnævnte inddrog han Hemingways novelle The Kitlers og Tom Kristensens En dør.

Søren Schou mindede os om, at mandelitteraturforskningen i slutningen af 70'erne af bar iver for at komme kvindeforskningen i møde (?) angerfuldt henviste til den fascistiske mand som den prototypiske mand. Af gode grunde lagde Schou luft til denne antagelse, og ved sin side havde han tre mere eller mindre afskyelige tekster af henholdsvis Rørdam, Bergstedt og Raage. Raage blev vi præsenteret for gennem et uddrag af Det forrådte Danmark fra 1920: et frådende katalog af slibrige fantasier om den evige Jøde.

Ind fra højre kom Rolf Reitan. Han var drillesyg og kaldte Lacan for en mystiker og forsøgte sig desuden med teorien om, at skepsis er en typisk mandlig måde at tænke på: "Manden vil altid være i tvivl om, hvem der er hans far, og hvem der er far til hans børn". Den franske psykoanalytiker Francoise Dolto vil være enig med ham i, at alle fædre i princippet er adoptivfædre. Men det betyder vel også, at kvinden må dele mandens tvivl (skepsis) med hensyn til, hvem der er hendes fader?

Inger-Lise Hjordt-Vetlesen læste Amalie Skram, Ilivia Levinson og Helga Johansen, tre kvindelige naturalister, ind i en spændende diskussion om storby og sammenstødet mellem en romantisk kønsfilosofi og en moderne erfaringshorisont. Raket Christina Granaas gik ombord i Herbjørg Wassmos succesroman Dinas Bog, denne mærkelige monstrøse, for ikke at sige patetiske, men samtidigt alligevel inciterende beretning om kvindemennesket Dinas læggen arm med skæbnen.

Marianne Sørensen var nok den blandt samtlige foredragsholdere, der gik tættest på læsningens problematik. I en bevægelse, der fortjener sammenligning med den amerikanske tekstteoretiker Shoshana Felmans læsning af Henry James' The turn of the Screw, tog Marianne Sørensen fat på James' The Beast in the Jungle fra 1903 udfra spørgsmålet "Er kønnet tekstens hemmelighed?" og gav dér overbevisende argumenter for at læse en homoseksuel tematik frem i teksten, samtidig med at hun polemiserede mod en tidligere feministisk udlægning af fortællingen.

Alt i alt var der tale om overmåde veloplagte foredrag, som klart fortalte, hvor den enkelte oplægsholder syntes det var mest interessant at gå ind i en diskussion om skriftens, tekstens eller læserens køn. Og litteraturen stillede sig endnu engang velvilligt til rådighed.

Go to...Back to Centre Calendars 1988-1995


Kollektive identiteter

I forlængelse af forårssemestrets temaseminar om Identitet og identitetsbegreber vil dette temaseminar fremdrage en række perspektiver vedrørende gruppetilhørsforhold, gruppeidentitet og individuel identitet set i en dynamisk sammenhæng af identitetsetablering, identitetsopretholdelse og identitetsnedbrydning.

Fredage kl. 13.15.

14.09. Mogens Pahuus: Individuel og kollektiv identitet.

Første del af foredraget er et opgør med tre tankemodeller, som har præget den filosofiske og videnskabelige tænkning om personlig identitet: l. At identitet forudsætter en uforanderlig substans (legemlig og/eller åndelig). 2. At identitetsudvikling kan forstås ud fra en biologisk-individualpsykologisk vækst- eller udfoldelsesmodel. 3. At identitet kan forstås ud fra den socialpsykologiske rolleteori.

I anden del formuleres et alternativt paradigme, som tager hensyn til den rationelle kærne i de tre nævnte modeller, men som primært udvikles i tilknytning til dansk livsfilosofisk tradition samt den litterære udforskning af problematikken. - Et hovedpunkt er argumentationen for, at kærnen i den personlige identitet - det at være sig selv - rummer en forening af individuel identitet (individualitet, personlighed, selvstændighed, ægthed, naturlighed, oprindelighed) og kollektiv identitet (socialitet, forskellige former for fællesskab).

28.09. Henrik Kaare Nielsen: Identitet i bevægelse.

Oplægget tager afsæt i nogle principielle overvejelser om forholdet mellem identitet og modernitet og søger derefter at karakterisere udviklingstendenser i de senere års kollektive identitetsdannelse, som den bl.a. er kommet til udtryk i politiske og kulturelle bevægelser.

12.10. Jørgen Würtz Sørensen: Fremmedheder. Danskerne og de andre.

Oplægget tager udgangspunkt i betydningen af national/individuel identitet i forhold til det fremmede/de fremmede. Centralt står her forholdet til de sidste årtiers indvandring af fremmedarbejdere og flygtninge, men også forholdet til de nordiske lande og EF-nationerne vil blive berørt. Hvilke fjendebilleder, fordomme og stereotyper er blevet en del af "dansk identitet" og hvorledes præger disse stereotyper den danske debat om flygtninge og EF. Kort sagt hvor befinder Danmark sig mentalgeografisk?

26.10. Torben A. Vestergaarcl: Identitet og erhverv.

Fiskerne er et eksempel på en befolkningsgruppe defineret ved et erhverv. "Erhverv" indebærer en bestemt forestilling om dele af samfundet i forhold til helheden. "Erhverv" er en moderne kategori, der lige som "nation" eller "borger" angiver en separat enhed sideordne! med andre enheder af samme type. Men denne moderne kategori udtømmer langt fra en beskrivelse af fiskernes sociale identitet. Fiskernes sociale identitet afhænger også af en række decideret umoderne forestillinger om forholdet mellem samfundets dele og helheden. Omsat til handling giver nogle af disse forestillinger og deres spilleregler anledning til aktiviteter, som man ville henføre til den såkaldt uformelle sektor. Pointen er ikke, at dette er specielt for fiskere, men at social identitet også i et moderne samfund er massivt afhængig af ikke-moderne sociale forestillinger.

09.11. Hans Hauge: Identitet, sprog og fortælling.

Både sprog og fortælling har været anset for identitetsgivende størrelser. Det samme kan man sige om et nationalsprog eller et modersmål samt om en nationallitteratur. Det gælder om både nationalsproget som om en national litteratur, at de er, som E. D.Hirsch har sagt "deliberate constructions". Foredraget vil diskutere opfindelsen af nationalsprog og nationallitteraturen i Danmark, Norge, England og Canada og dermed belyse, hvordan nationallitteraturens funktion or at gøre skoleeleverne danske (norske etc.), hvorved de foræres en identitet, såfremt altså at skolen rent faktisk underviser i nationallitteraturen.

Johan Fjord Jensen: Identitet og alder.

I de gamle kosmologier spillede forestillingen om livsaldre og deres sammenhæng med naturens og universets rytmer en afgørende rolle. Da korrespondenslæren brød sammen under den moderne naturerkendelses fremtrængen, forsvandt også forestillingen om livsaldrenes kosmologiske sammenhænge. Samtidig med at der under de moderne samfunds 'kronologisering' af livsforløbet skete en faktisk udspaltning af livsaldre, degenererede bevidstheden om dem til skematiske billeddannelser, der kun opnår mening ved at blive fortolket som udtryk for en skjult arketypologi. Først i de sidste 20-30 år har der inden for en række kulturvidenskaber udviklet sig en omfattende og præcis bevidsthed om, at menneskets udvikling og kollektive kultur bestemmes af udspaltede livsaldre. Alderen er, sagt med Martin Kohli, blevet "a social fact generated by its own system of rules"; livsforløbet kan derfor nu forstås og beskrives som "en social institution".

Foredraget stiller spørgsmålet, hvorfor denne udvikling har fundet sted, og hvorfor det først nu er muligt at forstå dens betydning. Svaret finder det i den omdefinering af livsaldrenes forhold til hinanden, som udgør et af dramaerne i vor egen kultur.

Svend Aage Andersen: Arbejderidentitet i dag.

Karakteristisk for udviklingen i efterkrigstiden er arbejderbefolkningens omlægning af livsstilen, så den forudsætter to indtægter, parcelhus, egen bil samt en stor offentlig sektor med børneinstitutioner. Med løsgørelsen af fritiden fra arbejdet, er der sket et skred fra den traditionelle arbejderidentitét, der var bestemt af arbejde og klasse, til en (post)moderne arbejderidentitet kendetegnet ved vidtgående fravær af de tidligere klassemæssige determinationer. Mens arbejderne i 1960ernes overvindelse af mangelkulturen lagde vægt på den materielle levestandard, synes de i 1980erne, hvor velstanden er opnået og fremstår som en selvfølgelighed, at lægge større vægt på det 'frie' valg af livsstil frem for materielle gevinster. Arbejderne vil i fritiden ikke længere fremstå som arbejderklasse, men ønsker frem for alt at ligne middelklassen med dens mærkevarer, farve-tv osv.

Mens arbejderidentiteten tidligere var forudbestemt og fastlagt af klassetilhørsforholdet, er den i dag i udstrakt grad løsgjort eller frisat fra de bestemmelser, der udgår derfra. Eller man kan sige: hvor klassegrænser og kulturgrænser tidligere langt hen var sammenfaldende, dér er den 'postmoderne' situation kendetegnet ved, at kulturgrænserne nu ikke længere så entydigt determineres af en 'objektiv' klassesituation, men 'vælges' mere 'frit' ud fra enkeltindividers 'subjektive' tilbøjeligheder, interesser og dispositionsmuligheder. Men kan man så - må man spørge - efter hele denne udvikling med rimelighed tale om en 'arbejderidentitét' i dag?

Go to...Back to Centre Calendars 1988-1995


Fotografiet i kulturen

Indenfor kulturvidenskaberne har fotografiforskningen først i de senere år fået en betydning, hvis forskellige ansatser skal diskuteres på seminaret. Såvel historiske som aktuelle fotografiske afbildninger, men også populære, som f.eks. reklamefotografiet og privatfotografiet samt kunstfotografiet vil blive belyst fra forskellige vinkler.

Analyser af fotografier og betydningen af dem som social- og kulturvidenskabelige kilder vil være et af seminarets omdrejningspunkter. Et andet vil være at belyse fotografiets status i kunsthistorien samt undersøge det særlige forhold mellem fotografi og maleri. Desuden skal der også diskuteres omkring den konkrete anvendelse af fotografisk materiale i kulturhistoriske udstillinger samt omkring den museale betydning af fotografiet.

Temaseminaret afrundes med et 2-dages symposium, d. 29.-30. november, hvortil der som foredragsholdere inviteres såvel danske som vesttyske forskere, museumsinspektører og fotografer.

Fredag formiddag kl. 10.15 i lokale 221:

14.09. David Nye, Engelsk Institut, Kbh.: Re-thinking Photography in the 1930s.

(Diskussion foregår på dansk) To the non-specialist, American photography in the 1930s suggests a short list of names - Walker Evans, Dorothea Lange, Ben Shan, Arthur Rothstein, - all of whom were associated with the Farm Security Administration (FSA). We rightly recognize the power of their most widely reproduced work, which still calls attention to the plight of the American farmer in the Great Depression. The FSA presented rural life to urbanites and poverty to those who were better off. A few famous images, such as Lange's migrant mother, have come to stand for that one-third of the nation which Franklin Roosevelt declared was ill-clothed and ill-housed. Yet however affecting their imagery when viewed today, it cannot be taken as typical of the photo-graphic work produced and distributed during the 1930s by most United States government agendas, including the FSA itself. The New Deal produced a large body of work that differed sharply from these famous images of suffering and hardship, both in its photographic qualities and in its message.

I will examine images produced by three of the largest New Deal Agendes, The Tennessee Valley Authority, the Works Progress Administration, and the Rural Electrification Administration, each of which used photographs to create messages of hope, visualizing employment, cooperation, and progress. Their imagery was designed to show how Federal programs were redeeming both city and farm, and was far more typical of the New Dal. Furthermore, the production of such agencies was often quite similar to imagery deployed elsewhere, particularly in corporate publications. I will examine several photogenres that frequently recurred in New Deal photography, and then discuss three characteristic ways that such images were presented to the public: photomontage, the poster, and the photo essay.

28.09. Andre Wang Hansen, Kunsthistorie, AU: Fotografi og kunst historie.

Spørgsmålet om fotografiets status i forhold til kunstinstittionen har ofte givet anledning til debat. Problemet synes ikke blot at være mediets tekniske egenart (den mekaniske proces, den originale kopi), spørgsmålet er også om fotografiet i det hele taget kan anskues som billede (i modernistisk forstand) og ikke kun som afbildning. Forelæsningen vil belyse forskellige aspekter ved fotografiets "kunst", dels på baggrund af en historisk oversigt, dels på baggrund af konkrete billedanalyser.

12.10. Anders Trodsen, æstetisk kulturarbejde, AU: Spejlet, der blev væk - om Niels Strøbæks fotorealisme.

Niels Strøbæk hører til de billedkunstnere, der har lagt afstand til forestillinger om at kunsten er kulmineret med forskellige former for abstraktion og i stedet har vendt sig mod en nærmest fotografisk 'realisme'. I form af en række billedanalyser vil foredraget forsøge at vise, hvori denne realisme består og konfrontere resultatet med Strøbæks egen opfattelse af sine billeder som et middel til at give virkeligheden mæle. Det er den bærende tese, at der er voldsom afstand mellem Strøbæks formulerede, nærmest romantiske kunstsyn og billeduniversets kølige distance og spil med genreforventninger.

02.11. Susanne Regener, Institut fur Volkskunde, Hamburg, gæsteforsker ved CfK: Ikonographie der Ausgeschlossenen. Fotografien der Polizei als Indikatoren der Disziplinierung und Physiognomisierung des Anormalen. (Diskussion foregår på dansk).

Das Massenmedium Fotografie verleiht nicht nur dem nach Repräsentation stressende Burgertum des 19. Jahrhunderts eine Bedeutung, sondern auf einer anderen Ebene auch jenen, die gegen herrschende Regeln des gesellschaftlichen und kulturellen Systems verstoBen haben. Thema dieses Beitrages wird sein, die Entwicklung der Abbildung von der durch die Polizei zwanghaft vorgefuhrten Personen darzustellen. Die Bilder der Ausgeschlossenen als Zeichen gesellschaftlicher Normvorstellungen sind Reproduktionen der Grenzverläufe, die zur gleichen Zeit die verschiedenen wissenschaftlichen Disziplinen (Medizin, Anthropologie, Ethnologie, Kriminologie) beschäftigen.

16.11. Johanne Maria Jensen, Kvinder på Tværs, RUC: Fotografi og livshistorie. Portræt- og familiefotografiet som socialt og kulturelt udtryk, belyst ud fra en kvindehistorisk synsvinkel.

Private fotografier er som en dør til erindringens billedbog, men på en gang lysaftryk af virkeligheden og resultat af en bevidsthedsmæssig udvælgelse. Som forskningsstipendiat tilknyttet Kvinder på Tværs, RUC, stiller jeg mig spørgsmålet, om det er muligt af afdække og forandre rummet for det skjulte og det synlige i det private fotografi.


Go to...Go to Archive: Centre Activities 1991

Go to...Go to Archive: Centre Calendars 1988-1995

Go to...Go to Archive:Centre Calendars 1996-2002


Updated 30 April 2003 by smc. Please mail comments to the web editor at Centre for Cultural Research.