Topmenu Calendar Archive Links Faculty and staff Publications Research projects Sitemap Main page

Centre Activities 1991

Kaos på Center for Kulturforskning

Den amerikanske fysiker Mitchell Feigenbaum på Centret 10. april

Frederik Stjernfeldt

Ved et kaotisk lykketræf blev det med kort varsel muligt at arrangere en forelæsning på Centret den 10. april ved den amerikanske fysiker og bagmand til teorierne om universalitet i kaos Mitchell Feigenbaum fra Rockefeller University. Under overskriften "In Physics, Chaos Is Good News" introducerede Feigenbaum væsentlige principielle sider af kaosteorien, sekundere! af sin københavnske kollega Predrag Cvitanovic fra Niels Bohr instituttet. Trods den korte annonceringstid mødte omkring 70 personer op til foredraget og den efterfølgende halvanden times debat. Undertegnede fik lejlighed til et følgende interview med Feigenbaum.

De forskellige teorier om "kaos", der har fået så stor indflydelse det sidste tiår, har vidt forskellige kilder. Den franske matematiker Henri Poincaré fra omkring århundredskiftet var en af de første - han indså, at selv i den helt klassiske mekanik, langt inden alle de termodynamiske problemer, kunne et så enkelt problem som tre massers indbyrdes bevægelse ("trelegemeproblemet") ikke definitivt løses. Fx. et system bestående af tre planeter, cirkulerende i hinandens tyngdefelter i det tomme rum. Selv i dette enkle tilfælde ville udviklingen over lang tid være uhyre følsom overfor begyndelsesbetingelserne, som man aldrig kan kende præcist.

En anden kilde var den amerikanske meteorolog Edward Lorenz, der omkring 1960 experimenterede med klimamodeller på sin primitive computer og fandt en lignende hyper-følsomhed, denne gang i et veritabelt termodynamisk system som vejret. I halvfjerdserne tog matematikere som Steve Smale og James Yorke og biologen Robert May tråden op. Både i klassiske, konservative systemer (hvor energien bevares) og i ikke-klassiske termodynamiske, dissipative systemer (hvor noget af energien "forsvinder" som varme) måtte man konstatere uforudsigelighed - eller, som det med et lidt uheldigt ord er blevet kaldt, kaos. At det er et uheldigt ord, demonstreres af en tredje af de store kaotikere, Mitchell Feigenbaum Rockefeller University i New York, der netop har besøgt Danmark forelæst på Niels Bohr instituttet og Center for Kulturforskning i århus. Hans epokegørende opdagelse midt i halvfjerdserne - som han de på intet mere end en lommeregner - var, at der er en overraskende simpel form for orden i vidt forskellige kaotiske emner - blot en orden beskrevet på et andet niveau end den klassiske stivelses.

Hvad Feigenbaum gjorde var at tage en simpel ligning (diffrensligningen xt+1 = r(xt - xt2) ) og gentage den igen og igen, så »outputtet bestandig blev gjort til input. Han iagttog da, hvilke mønstre, der dannedes i outputtene: nogle gange tenderede x mod at lægge sig fast på een værdi (som når et system falder til ro i ligevægt), andre gange endte x med at skifte mellem to eller flere værdier. Hvad e er, han undersøgte videre, hvordan disse mønstre ændrede sig, konstanten r ændrede sig - hvilket i dette tilfælde vil sige, at den involverede parabel blev stejlere. (se illustrationen) Medens genesen for lave r efterhånden førte til, at outputtet lagde sig til ro på bal, så gik det anderledes for højere r og stejlere parabel: her endte 3uttet med at svinge mellem to løsninger, for endnu højerere svingede det mellem 4, 8, 16 ... løsninger indtil det endte i "kaos", en svingning mellem uforudsigelige værdier. Værdien for r i denne 'gang målte Feigenbaum til 4.669, og heri var der endnu intet overraskende, indtil han forsøgte sig frem med en helt anden ligning, i en fysisk fortolkning ville svare til et helt andet system. Han fandt at denne ligning gav fuldstændig samme mønster med fordoblingen af fixpunkter ("periodefordoblingen") i overgangen til "kaos" , hvad mere var, denne overgang fandt sted ved præcis samme di af r. Denne værdi 4,6692016 ..., der nu er kendt som Feigenbaums tal viste sig således at være en universel størrelse for mange forskellige ligningers overgang til "kaos". Det vigtige var ikke ligningens nøjagtige algebraiske definition og aritmetiske egenskaber -og altså ikke det tilsvarende fysiske systems substantielle egenskaber, men alene, om ligningen havde et maximum, dvs. en "pukkel", der gav lighed for periodefordoblingen. Om løsningen var stabil, svingede mellem 2, 4 eller flere løsninger eller var "kaotisk", afgjordes så alene puklens stejlhed og altså slet ikke af ligningen selv (matematisk fordi alle kontinuerte funktioner lokalt kan approximeres ved et polynomium, der har velbeskrevne "pukler").

I den fysiske fortolkning af disse matematiske indsigter indebar dette en forbløffende indsigt. Man er inden for fysikken - som i mange andre videnskaber - vant til, at et givet system opfører sig som det gør, fordi det består af visse dele adlydende visse love. Men disse ligninger viste netop en universel adfærd uanset deres udseende, dvs. uanset karakteren af det system, de forekommer i. Feigenbaum havde dermed opdaget en adfærd som alle systemer, hvis beskrivelse danner en sådan "pukkel" kan tvinges ud i, uanset deres øvrige beskaffenhed. Mange systemer, som blev anset for lineære og derfor (forholdsvis) let beskrivelige, kunne presses til at udvise denne ikke-lineære adfærd hvis man på den ene eller anden måde stressede dem nok. At helt forskellige systemer - fiskebestande, vandfald, kemiske reaktioner osv. - skulle udsættes for helt forskellige former for "stress" for at blive tvunget op i den interessante høje "pukkel" ændrer intet på, at det Feigenbaum opdagede var en universel, formel egenskab i overgangen fra lineær til ikke-lineær adfærd, populært sagt fra orden til kaos. Populært, fordi Feigenbaums teori forbliver komplet deterministisk - på denne vis har hans teori intet at gøre med den dyrkelsen af det "tilfældige" og "kreative", som teorierne om overgang fra lineær orden til nonlineær orden straks er blevet omklamre! af.

Blandt de mange forskellige bud, der findes på denne overgang, er Feigenbaums periodefordobling ("figentræet" som det kaldes, og som det fremgår af illustratironen) det mest udbredte scenario at konstatere i konkrete systemer. Feigenbaums opdagelse er imidlertid blot et uhyre enkelt tilfælde af overgangen fra jævn strøm til turbulens, fordi den kun angår een parameters ændring, medens "virkelig" kaotiske systemer indebærer flere parametre. Den er derfor - måske - kun et præludium til en mere generel teori om turbulens, som mange forskere aktuelt er orienteret imod. Den dansk-jugoslaviske fysiker Predrag Cvitanovic fra Niels Bohr instituttet, der samarbejdede med Feigenbaum under det vigtige gennembrud i halvfjerdserne, forsker i dag i applikationen af "kaotiske" indsigter på kvantemekanikken med henblik på at give Schrodinger-ligningen et bedre begrebsligt grundlag og deltog i samtalen med Feigenbaum.

Interview

"Hvordan vil De beskrive forskellen mellem tilfældigehed og kaos?"

Michell Feigenbaum: "Tilfældighed er rent teknisk meget let at definere. Hvis man har en i matematisk mængde, og enhver lige stor delmængde heraf har samme sandsynlighed for at blive "trukket ud", så er der tale om Tilfældighed. På denne måde har man i det 19. århundrede forsøgt at teorier om makroskopiske objekter sammensat af mikroskopiske fx. gasarter. Problemet er, at selv om man véd at et system er deterministisk på mikroniveauet og kender lovene for det, så kan det være ekstremt vanskeligt at beskrive det på makroniveauet, hvis det består af mange elementer. Med gasser går det alright, men fx. ker og deres turbulens rejser problemer, der endnu er uløste. . mange deterministiske problemer er der forskellige former for "Tilfældighed"; der er såvel ting der er ganske lidt tilfældige som meget vanskeligt beskrivelige tilfældige ting. Men spørgsmålet er, om det lovede! er tilfældighed. Hvis vi tager de tilfældige tal, som vi kan få en computer til at generere ved hjælp af en procedure, så er de altid i kun det man kalder pseudo-random, altså pseudo-tilfældige. Man kan g forudsige det næste tal, som sådan et program producerer, men man anbringer dem i et skema hvor det næste tal ses som funktion af de foregående, så viser der sig et mønster af parallelle r, som alle tallene ligger på. Det vil jo sige, at de ikke i ligheden er tilfældige. Og selv om man skulle lave sådan et skema forvirrede ting ud af det i stedet for parallelle linjer, så kunne gentage operationen i tre dimensioner og evt. finde orden på et u højere niveau. Grænsen mellem tilfældig og pseudo-tilfældig er afgjort, og måske findes det tilfældige overhovedet ikke, måske er det hele pseudo-tilfældigt. det kaotiske er karakteriseret ved, at man med udgangspunkt i en samme startpunkt hurtigt ender helt forskellige steder - det er n man i praksis producerer "tilfældige" tal."

"...det afgørende i Deres tilgang er netop det universelle i de ske systemer?"

Feigenbaum: "tager man fx. et kemisk system, en kolbe med en indgang og en udgang og så fodrer den med kemikalier og ser, hvad der kommer ud, r man en vildt forvirret kurve at se til. Outputtet er meget følsomt overfor koncentrationen af kemikalier i inputtet. Men hvis man prøver sig frem, så kan man finde nogle koncentrationer i inputtet, der får outputtet til at stå og svinge mellem to typer. Det helt overraskende er nu, at det er muligt at lave en formel teori om det, der er helt uafhængig af de anvendte kemikalier. Og tilmed en teori, der dækker områder, der slet ikke har med kemi at gøre. Tag fx. en laser, hvis stråle bliver sendt ind i en forstærker, hvis output igen bestemmer laserstrålens styrke. Ved at ændre på frekvens og intensitet af laserlyset kan man få helt samme mønstre af svingning mellem to eller fire stabile værdier frem, som i det kemiske tilfælde. Hele pointen er, at ikke-lineære fænomener udviser regulariteter, der ikke afledes af teorien om deres mikroskopiske niveau. Det er interessant, fordi det viser, at reduktionisme - som er helt nødvendig i videnskaben - ikke er lig med atomisme, ikke er lig med at forklare tingene ud fra de mindste elementers niveau. Hvis man går ud fra den klassiske teori fra Galilei og frem og forsøger at forklare for eksempel en sky, så ville det kræve, at man inddelte skyen i en hel serie små kuber og så målte hver enkelts indhold af vanddamp, dets placering og bevægelse og derefter behandler det i de simple ligninger, der styrer dets adfærd. Det er ikke teorien, der her er problemet, men at det ville give milliarder af tal, så processeringen af data er helt uoverkommelig. Men nu ligner skyer jo blomkål og har selv-similære egenskaber (et lille udsnit ligner et stort), og beskrevet på dette niveau kunne fx. omkring fem parametre være nok til at beskrive skyens generelle udseende. Det vi søger, er muligheden for kun at se på skyen på det morfologiske niveau - det har man selvfølgelig på en vis måde altid gjort, når man bare har kigget på den - men det ville være den rette måde at søge at konstruere dynamikker for den slags objekter."

"Hvordan er forbindelsen mellem mikroniveauerne og den kaotiske universalitet?"

Feigenbaum: "Tag fx. et gummibånd. Strækker man det, følger det en helt simpel lineær ligning: jo mere man strækker det, jo større kraft skal der til. Men det lineære hører op på et tidspunkt: båndet springer! Men allerede før dette punkt er der et område, hvor det ikke længer er lineært, hvor det kræver større styrke end man skulle tro, dvs. ligningen kræver endnu et element, et ikke-lineært element, der ikke afhænger af længden, men måske af længden i anden potens, og af endnu flere led. Dette er afgørende: den lineære ligning er kontekstfri, det er den nonlineære ikke, den afhænger af hvor meget man allerede har strukket båndet. Ved at udvælge hvor vi kigger på et system kan man derfor designe det ikke-lineære til så at sige "at gøre hvad man vil"! Det ikke-lineæres repertoire af handlingsmønstre er enormt, det kan give alle slags adfærd, hvis man bare stresser det derfor kan det ene tilfælde stresses til at ligne det andet. Det er universaliteten. Og det fundamentale resultat er, at ved blot at ændre een parameter kan man justere et fænomen til at opføre sig som et ar nævnt, at dette minder dem om den tyske filosof Leibniz' ide "monadologi", et billede af verden sammensat af "monader", usammensatte smådele, der udgør en art "synsvinkler" på hinanden ..."

Ja, det minder mig om Leibniz' monadologi. Ethvert fænomen vil For en vis stress ophøre med at gentage sig selv og gå over til at :e sig i et friere mønster - det er periodefordoblingen. Når man [er et uendeligt antal gange på vej mod kaos, så er det ligesom de [lige synspunkter i de uendelig mange monader. Alle objekter har muligheden for den samme uendelighed af adfærdsmønstre - det ?, at de er eet! Ligesom løsningen på ligningerne for vædskers bevægelse, Navier-Stokes ligningerne, - hvis løsninger endnu ikke s - ikke vil have noget at gøre med ligningerne!"

Cvitanovic: "Er det ikke din personlige fordom, at dette er "den bedste mulige verdener", som Leibniz sagde? Dine eksempler indebærer uendelig mange betingelser i denne Leibnizianske forstand ..."

Feigenbaum: "Jo, periodefordoblingen, at den dobbelt gentagede funktion i hver enkelt fordobling er en funktion af den enkelte m, det afhænge af uendelig mange constraints ..."

En anden udbredt skoledannelse omkring Ilya Prigogine forklarer æ fænomener ud fra "fluktuationer" og "orden ud af kaos" og taler ofte ret romantisk om at disse fænomener viser, at menneske og s er eet, "menneskets nye pagt med universet"...

Det er ikke min smag. Det hidrører fra mig at se fra, at det er en videnskab, der er vanskelig at popularisere, og som derfor kalder på den slags; det er ikke centralt for kaosteorierne. Vi véd faktisk ikke ret meget om kaos endnu."

" Men denne retning lægger meget vægt på fluktuationer - det gør Deres tilgang slet ikke?"

Feigenbaum: "Kaos og fluktuationer er simpelt hen forskellige spørgsmål - selv om de selvfølgelig sagtens kan påvirke hinanden i det konkrete tilfælde. I et system med mange fluktuationer vil man fx. ikke se så mange periodefordoblinger inden kaos. Men der er mange fysiske og matematiske problemer i ikke-lineære systemer vi slet ikke forstår endnu. Hvad vi forsøger er at anvende nogle redskaber med indbygget begrænsning udover de gamle stokastiske metoder. En afgrundene til, at jeg gør det, er at man for mig at se bør forsøge at arbejde på de simplest mulige ikke-lineære fænomener for derfor at lære mere om de mere komplicerede. Derfor dyrker jeg ikke kaos: den "kaotiske" løsning på disse problemer kom tilfældigt. Vi vidste ikke, at den var der. Det var bare den vi stødte på."

"Men hvor vidt kan universaliteten af disse opdagelser strækkes?"

Feigenbaum: "Det er universalitet i en begrænset brug af ordet. Det angår, at hvis et system opfylder visse kvalitative krav, så véd vi nu, at disse fænomener viser sig. Det hænger delvis sammen med faststoffysik og højenergifysik, hvor man har kunnet løse mange problemer ved at udsætte dem for den såkaldte renormalisering, der ændrer ved at ændre beskrivelsesskala kan simplificere komplicerede fænomener. Fx. i de tilfælde, hvor jern magnetiseres eller skifter magnetiseringsretning, så ser vi en faseovergang, hvor alle de enkelte enheder på alle størrelsesniveauer pludselig gør det samme. Denne slags "kogning" svarer helt til vædskers kogning, selv om det er helt forskellige problemer. Heller ikke her er det det mikroskopiske niveau, der er afgørende. Det giver anledning til visse "universalitetsklasser" med forskellige udfald..."

"Hvad afhænger de af?"

Feigenbaum: "Ja de afhænger af, hvilken symmetriklasse det pågældende system i ;of- eller højenergifysik har. Men dynamiske systemer er anderledes. Her er der faktisk kun een eneste universalitetsklasse -plus nogle anormale opførsler, men de er ikke-generiske, sjældne. På s lukker denne ene klasse problemet - og det er et større krav på universalitet!"

"Denne universalitet på "højere niveauer" end de mikroskopiske, m status har den? Er det fysikerens synspunkt, der er afgørende, eller ligger det på en eller anden måde i sagen selv?"

Feigenbaum: " er indbygget i matematikken. For så vidt ligger det i sagen selv! Lån forstå en milliard tal, fx. om en skys mikroskopiske niveau -en menneskelig teori kan ikke. Derfor er det mere og mindre idelige beskrivelser. Og de universelle former er kun de samme, når man i hvert tilfælde anvender de rette enheder - det viser sig i karakteristiske skalaer i de enkelte tilfælde. Universaliteten kræver, n kaster disse forskellige skalaer overbord. Den er et stykke af, der foregår på mikroniveau."

"Vil det sige, at niveauerne filosofisk sagt har ontologisk status?"

Feigenbaum: "Jeg er ingen profet! Den atomistiske reduktionisme er en vidunder-Isigt, men der er noget der ikke indfanges på den måde. Den rette at tænke på disse ting på er ikke-reduktionistisk."

Cvitanovic: "Men metodologien er jo ikke ændret. Man reducerer en eet aspekt, finder love for det og så videre ..."

Feigenbaum: "Jo, noget er ændret. Det er ikke længere reduktionisme i atomistiske betydning."

"Har disse højere niveauer at gøre med fx. problemet om stabilitet hos organiseringer, fx. biologiske - altså om, hvordan det kan gå til ende væsener sammensat af milliarder af små enheder kan være stabile?"

Feigenbaum: "Biologer finder som regel ikke de analytiske videnskaber brugelige -undtagen i teoretisk biologi. Men teori er så godt som ikke-existerende i biologien. Hér kunne man forestille sig en helt anden videnskab end den vi kender. I fysikken er det jo sådan, at vi som regel har en anelse om, hvilket problem vi behandler. Det interessante angår problemer, der er definerede som problemer. Men i biologien véd man ofte ikke hvad de interessante problemer er. Lad os tage en analogi: åbn kølerhjælmen på en bil - hvad ville ligningen være for sådan noget? Hvor i ligningen er karburatoren? Dét er problemet: skriv en ligning, der har motoren som løsning! Måske kan der vise sig en analytisk løsning på sådan noget en dag, jeg ved det ikke!"

Cvitanovic: "Men det er stadig enklere end biologi, fordi en motor er konstrueret."

Feigenbaum: "Dér ville man blot sige, at evolutionen gjorde konstruktørens arbejde. Problemet er, at man kan kende den involverede termodynamik ganske vel og stadig ikke vide, hvordan man bygger maskinen."

"Altså et krav om en mere teoretisk biologi?"

Feigenbaum: "Ja, men det kræver redskaber vi ikke har. De analytiske videnskaber omhandler de "lykkelige" klasser af ting - i modsætning til mere komplicerede objekter. Fx. vil en teori om os tre i dette rum være umulig; den ville skulle indeholde hvert eneste hår, affaldet i papirkurven osv. Det er ikke menneskeligt muligt og sandsynligvis ikke engang matematisk muligt."

Cvitanovic: "Man kan jo lave informations-sammenpresning på computere ..."

Feigenbaum: "Ja, men ikke nok. Hvert eneste hår er forskellig fra de andre. Og sagen involverer en uoverskuelig mængde af symmetri-brud. Små planter kan ikke spire uden tyngdekraft, allerede på dette enkle niveau kræver det et symmetribrud - at der er en retning, op-ned, privilegeret frem for andre."

"Men kan man ikke nøjes med at betragte den relative stabilitet på det biologiske niveau?"

Feigenbaum: "Tag de slående experimenter med folk, der skal gribe en genstand. Selv om den bliver sat til pludselig at dreje en hundreddel af et sekund an rører den, kan man faktisk gøre det. Man løser ikke en ligning, når man gør det! Man gennemfører det faktisk, selv om det ikke er præcist. Biologien er på denne måde karakteriseret ved, at alt hvad der kan gøres, kan gøres på en hel serie måder."

"Hvad med udsigten til at anvende de kaotiske indsigter indenfor humanistiske områder, fx, som det er blevet forsøgt, til at analysere børskurser?"

Feigenbaum: "Her forgrener ideerne sig ved analogisering. Og måske kan børs-handlende finde interessante fænomener. Min personlige holdning er: Man kan ikke løse nye problemer med gamle redskaber!"

"Ved siden af Leibniz er Goethes omstridte farvelære ofte blevet omtalt som en af Deres inspirationer?"

Feigenbaum: "Det har rent personlige grunde. Der er jo det mærkelige med Goethes farveteori, at man selv kan se, at den passer, men man vokser lærer at den er forkert! De mest elementære fysiske fænomener at farverne ikke existerer som kvalitativt fænomen - men Goethes experimenter viser at de gør. Det er ikke Goethes teori, der interesserer mig, men hans eksperimenter, der kan gentages af enhver. De viser for mig vigtigheden af, at ting anskues fra flere forskellige synsvinkler."

Disse skemaer viser helt elementært Feigenbaums fremgangsmåde. Det øverste viser et lineært system (defineret ved den øverste skrå linje). Eftersom ens resultat hele tiden indsættes i den og giver nye resultater, kan dette afbildes ved at man skifter mellem x- og y- orienterede pile ifi. den skrå axe x=y svarende til, at hvert y strax indsættes som x-værdi og giver et nyt y). Det lineære system udvikler sig blot mod stadig nye tilstande, som man ser. Nedenunder ses et dissipativt system med den afgørende "pukkel" - der fx. kan svare til det forhold, at lidt føde giver få fisk, mere føde giver mange fisk, men endnu mere føde får igen bestanden til at gå tilbage. Her er puklen imidlertid så lav, at bestanden ender med at dø bort. Anderledes i den næste. Her fører udviklingen til det, som økologer generelt har antaget fiskebestande gjorde: den konvergerer nden mod et stabilt punkt, en stabil bestand. Nederst til venstre har vi endelig Feigenbaum-udviklingen: periodefordoblingen. Hvis systemets "pukkel" er tilstrækkelig høj, giver udviklingen sig til at svinge regelmæssigt mellem to punkter på kurven - mange fisk det ene år og færre det næste, mange, færre, mange, færre, osv. Bliver puklen endnu stejlere, får vi fire-, otte-, seksten- osv. perioder, og i den sidste figur ses endelig kaos, hvor udviklingen svinger uforudsigeligt - men stadig deterministisk - mellem forskellige værdier.

Udviklingen mellem de sidste tre diagrammer kan tegnes i det såkaldte "Figentræ", der viser antallet af løsninger. Fra venstre starter man med en, derefter spalter den sig i to, igen i fire og så videre til "kaos" som træets krone."

Flere af Feigenbaums grundlæggende tekster med samt adskillige andre basale tekster indenfor kaosteorierne kan findes i Predrag Cvitanovic (red.) Universality in Chaos, Adam Hilger 1990 (2.udg.).

Go to...Back to Centre Calendars 1988-1995


Rituel performance og psykoanalyse

Rapport om et symposium: "Performance and Representation. An exchange between anthropology, aesthetics and therapy"

CfK d. 11-12. april 1991

Jørgen østergård Andersen

Ideen med symposiet Performance and Representation. An exchange between anthropology, aesthetics and therapy var at undersøge, om antropologiske studier af ritualer har interesse af teoretisk og praktisk karakter indenfor æstetik og terapi. Antropologiske ritualstudier er ofte inspireret af dramaturgiske og æstetiske teorier, og en antropologisk tradition for kulturstudier trækker på psykoanalysens metapsykologi. Gør det omvendte sig også gældende, at etnografiske ritualstudier har betydning for de æstetiske fag og for psykoanalyse og terapi?

Det var intentionen at etablere en udveksling mellem antropologi, æstetik og terapi, og det var ambitionen at praktisere tværfaglighed i form af en fælles stillingtagen til performance og repræsentation og i form af den gensidige inspiration. Deltagerne i symposiet fik en god indføring i de tre felter og et vidnesbyrd om, at forholdet mellem ritualer og terapi/psykoanalyse kan redefineres og revitaliseres.

Blandt psykologer betragtes ritualet ofte som en stilisere! social adfærd, hvis indhold er en primitiv form for social kommunikation og interaktion. Der refereres til hverdagslivets rituelle aspekter og til rituelle sanktioner for individuelle overgange indenfor en kulturel kontinuitet. Psykiateren og psykoanalytikeren Joseph H. Smith definerer sågar ritualbegrebet med reference til psykosers og tvangsneurosers invalidering af subjektet, og psykoanalytikeren Joyce McDougall taler i samme åndedræt om mastubatoriske fantasier og seksuelle ritualer. Ingen af disse bestemmelser af ritualet er dækkende for antropologiske ritualstudier. De tre antropologiske bidrag (Bruce Kapferers, Jørgen østergård Andersens og Saskia Kersenbooms) viste tværtimod, at ritualer er en særdeles sofistikeret og kompliceret form for social interaktion, som kommunikerer fundamentale eksistentielle og filosofiske spørgsmål. Ritualbegrebet blev imidlertid på ingen måde konnoteret negativt af de tre terapeutiske/psykoanalytiske oplæg (Peter Elsass', Hans Siggaard Jensens og Laurits Lauritsens) eller af de tre æstetiske oplæg (Roberta Carreris / Eugenio Barbas, Eddy Thomsens og Hans Ulrich Gumbrechts). Peter Elsass argumenterede tværtimod for, at shamanistiske ritualer kommunikerer en helbredende vision, som er mere eksplicit og frigørende end psykoterapiens. Inspireret heraf omdøbte Odin-teaterets medlemmer deres oplæg til A Healing Space. Roberta Carreri viste i sin arbejdsdemonstration A Tonic Dream, hvorledes performerens kropslige nærvær er igangsættende for overføringen.

De tre antropologiske oplæg var baseret på oplægsholdernes etnografiske feltarbejder. Bruce Kapferer diskuterede forholdet mellem singalesiske maskerepræsentationer og rituel performance i det sydlige Sri Lanka. I oplægget Mask : Representation or a Presentation ? Seeing behind the Mask through Ritual Performance viste Kapferer, at de mest abstrakte former for repræsentationer af dæmoner indgyder størst skræk og rædsel. Kapferer pointerede, at disse masker fremvises/fremføres i den rituelle transformationsfase, hvor patienten kommer i trance. Denne liminale fase efterfølges af en fremvisning af groteske eller komiske masker, som imidlertid er mere genkendelige og konkrete. Dette korresponderer med, at ritualet rekonstruere den kosmologiske orden og demonstrerer et hierarki bestående af distinkte forskelle mellem guddommelige, menneskelige og dæmoniske kvaliteter.

I mit oplæg The Mal Baliya Santiya ritual in Sri Lanka blev ritualets transformerende effektivitet også diskuteret, men på baggrund af en fortolkning af den buddhistiske filosofis forståelse af tid, væren og kausalitet. Det blev pointeret, at ritualets hierarkiske transformationer må ses på baggrund af et moralsk hierarki, som er filosofisk begrundet i Theravada-budhismen. Hierarkiet kommunikeres i ritualerne i form af et hierarki af ofre. De rene, enkle og "abstrakte" ofre kan udføres uden den rituelle performers ekspertise; mens yakka-duraens viden og erfaringer til gengæld er en nødvendighed for at kommunikere med den dæmoniske del af hierarkiet, fordi den konkrete udførelse er essentiel for excorcismens effektivitet.

Ritualets hierarkiske transformationer var også et tema for Saskia Kersenboom i sit oplæg Ndtya. The Dharma performed, the Dharma established om et ritual i Tamil Nadu i Syd Indien. Med udgangspunkt i ritualmanualet Nátyasástra, gennemgik Kersenboom manualets instrukser for, hvorledes en kosmisk balance etableres mellem den guddommelige, den menneskelige og den nedre, dæmoniske"verden". Kersenboom understregede, at manualet baserer sig på den indsigt, at repræsentation er den eneste adgang til realiteten. Hun konkluderede, at alle bestræbelser i forbindelse med Nátya går ud på at internalisere det værende. Igennem dramatiske repræsentationer af de tre verdener gøres det værende tilgængeligt for sanserne. Det er målet at internalisere de tre verdener i en sådan grad, at tilskuerne har en indre erfaring med at være de tre verdener - eller rettere at være en del af dem.

De tre antropologiske oplæg supplerede hinanden indholdsmæssigt. Måske ikke overraskende, når ritualstudiernes etnografiske kontekst tages i betragtning - Sri Lanka og Tamil Nadu. Imidlertid er det et spørgsmål, om disse spæde forsøg på at begribe ritualets hierarkiske transformationer kan begrundes med Syd-Asiens etnografi. Inspireret af Julia Kristeva og Roland Barthes har den belgiske antropolog Renaat Devisch i en række beskrivelser af ritualer hos Yaka i Zaire leveret overbevisende analyser af hierarkiske transformationer mellem et kropsligt, et socialt/samfundsmæssigt og et kosmologisk niveau. Måske er man ved at nærme sig forklaringen på, hvorfor menneskeheden har brugt tid og energi på ritualer. I stort set alle andre samfund end i det moderne har rituel performance været en skat, som der blev værnet om med ildhu, og som blev sat meget højt.

Peter Elsass' oplæg The Healing Space. A comparatiue analysis of psychotherapy and theater var en udmærket overgang til den psykoanalytiske/terapeutiske del af symposiet. Peter Elsass beskrev healing-relationer i teateret, i terapien og i ritualet, og han lagde vægt på de kreative processer i forholdet mellem klient og terapeut og mellem tilskuer og performer. Tælles for disse processer er, at noget nyt skabes. Dette nye kaldte han for "indsigt" i psykoterapien, for "the holy invisible" i teateret og for "vision" i ritualet. Peter Elsass diskuterede den udbredte opfattelse i de vestlige, demokratiske samfund, at magtforholdene i patient-behandler relationen må udjævnes for, at der kan opnåes et positivt behandlingsresultat. Han problematiserede denne demokratiske ideologi og henviste til, at en "autoritær" relation mellem instruktør og skuespiller ofte er en forudsætning for, at præstationen flytter grænser. Blev der sagt Odin-teateret ? Peter Elsass pointerede, at spørgsmålet om magtrelationer i teateret, i terapien og i ritualet er sekundært. Det primære er, om der skabes en kontekst og en ramme, der frembringer en vision, der ligger ud over den implicitte sociale viden.

Musik og terapi under moderne og postmoderne betingelser var temaet for Hans Siggaard Jensens oplæg Music, Discourse and Deconstruction - On Therapy and Ritual in the Postmodern Condition. På baggrund af en historisk betragtning af musikbegrebet problematiserede Siggaard en forståelse af musik som følelsesudtryk og katarsis, idet han lagde vægt på, at musik - og kunst i det hele taget - er kognitive processer. Det var ikke hans ærinde at kritisere Freuds følelsesmæssige/økonomiske energimodeller, selv om psykoanalysens vanskeligheder i forhold til musik blev påpeget. Siggaard understregede, at musik ikke er en strikt, sproglig eller diskursiv praksis. Musik indebærer en indsigt i fundamentale eksistentielle betingelser vedrørende tid og væren, som ikke lader sig repræsentere eller forstå ved rene diskursive midler. Denne mulighed for indsigt forflygtiges af musikindustrien, som tilfredsstiller et narcissistisk behov i det moderne/postmoderne samfund. Hans Siggaard Jensen antydede, at også en musikterapi, som betragter/behandler musik som en form for følelsesmæssige udtryk snarere bidrager til elendigheden end frigør fra den.

Repræsentationsproblemerne i forbindelse med psykoanalysen blev eksplicit behandlet af Laurits Lauritsen i oplægget The Metaphor of Stage by Freud and Lacan and the Question of Non-representatiuity. Joyce McDougall blev ikke nævnt, men oplægget kan betragtes som en kritisk kommentar til scene-metaforen i hendes bog fra 1982 (Jeget's Teater. Illusion og sandhed på den psykoanalytiske scene, 1989). Lauritsen slog fast, at det ubevidste ikke kan forståes som en scene. Freud var fra og med 'Drømmetydning optaget af det ubevidstes sceniske kvaliteter; men der var netop tale om en "anden scene", som der ikke er nogen direkte adgang til, og som er af en radikal anden logicitet. Vi har ifølge Freud kun adgang til en Vorstellungsrepräsentanz, som henviser (repræsenterer) en for os utilgængelig forestilling i det ubevidste. Der er tale om en forskudt repræsentativitet, hvis dynamiske betingelser man imidlertid kan finde og forstå. De terapeutiske konsekvenser af denne indsigt blev taget op i den påfølgende diskussion. Lauritsen argumenterede for sin regel om ikke at semantisere det bevidsthedsindhold, som kommer frem i den psykoanalytiske situation. Til gengæld drejer det sig om at give al den tid, der er nødvendig, for at bevidsthedsindholdet kan komme hele vejen rundt om signifianten - hvilket kan vare fra 5 minutter til 10 år.

Hans Ulrich Gumbrecht og Eddy Thomsen undersøgte i deres oplæg forholdet mellem scene og tilskuer/betragter. Eddy Thomsen opstillede i The Dramatic Stage (Art) as a Way of Understanding and Metaphor for Life en model for spændingsfeltet mellem livet og dets repræsentation som performance og for relationerne mellem performeren, dennes rolle og tilskueren. En model, som reflekterede tre forskellige historiske tilstande: et før-borgerligt (rituelle sammenhænge), et borgerligt og avantgarden.

Hans Ulrich Gumbrechts oplæg Tragedy, Paradox and Psycho-analysis var også lagt historisk an. På baggrund af et view over undtagelserne for den generelle tabuisering og angstfulde fornægtelse af paradokser i europæisk kulturhistorie undersøgte han den psykoanalytiske situation. Det er ikke tilfældigt, at Freud faldt tilbage på de græske tragedier - en af undtagelserne, når subjektets ambivalente relationer til moderen som erotisk fantasiobjekt og til faderen som rival skal udtrykkes. Den psykoanalytiske overføring er ambivalent og paradoksal, fordi analytikeren både overtager og undlader at overtage de roller, som gennemspilles. Helbredelsen består ifølge Gumbrecht i, at analysanden er i stand til at betragte sine ambivalenser fra en position, som er paradoksal, fordi den er på et højere logisk learning-niveau (Bateson) end de ambivalenser, som analysanden ser udspille for sig. Gumbrecht sluttede med at svare på, hvorfor psykoanalysen udøver en kontinuerlig fascinationskraft på trods af, at oscilleringen mellem de to betragtningsniveauer har indbygget en dårlig, uafsluttelig uendelighed i sig. Psykoanalysen gør det i vor tid muligt at erfare og indoptage paradokser under betingelser, som tidligere alene var karakteristiske for teologien og teateret og for rituelle sammenhænge og religiøse kulter.

Odin-teaterets oplæg A Healing Space skabte liv i det velkendte universitære "ritual": timelange oplæg, korte diskussioner blandt særlig indviede eller allerede initierede etc. etc. Som de eneste oplægsholdere til et symposium om performance (sic) ændrede de med deres performance/arbejdsdemonstration den stiliserede adfærd for akademiske sammenkomster, som vi alle kender alt for godt; men som vi også ved er forudsætningen for en produktiv intellektuel udveksling. Odin-teateret etablerede et andet rum - et healing rum? De fjernede alle stolerækkerne og skabte en cirkel. Eugenio Barba viste i sin instruktion af Roberta Carreri, at Peter Elsass' pointe om, at instruktør-skuespiller relationen undertiden er et hierarkisk magtforhold, ikke var taget ud af den blå luft. Det var fascinerende at se kommunikationen mellem instruktørens abstraktioner og visioner og en transparent krop (Carreris). En fascination som kom særlig tydelig frem i Hans Ulrich Gumbrechts interventioner, som ikke alene var funderet i hans akademiske interesse for psykoanalyse og overføringsproblematikken eller baseret på hans teoretiske interesse for begæret og kroppen (jvf. Crista Lykke Chistensens intervieuw med ham i NYT nr. 39, s. 18-22, 31-34). Fascinationen skyldtes også hans åbenlyse interesse for og begær efter Roberta Carreris krop. Han spurgte hende, hvad hun (performeren) stiller op med tilskuerens begær. Dermed rejste Gumbrecht et spørgsmål, som Carreri aldrig havde tænkt på før, men som førte til en meget afklaret indsigt i, hvad der foregår i hende før, under og efter en performance.

Spørgsmålet sammenfattede i grunden hele symposiet. De rituelle performere kender patientens, tilskuernes og deltagernes begær. De ved, hvad de skal stille op med patientens begær. Hvis de ikke kender begæret og er fuldt koncentrerede om det, så mister ritualet sin healingeffektivtet og mislykkes. Rituel performance kan siges at være en transformation af deltagernes begær. De rituelle performere ville, hvis de blev stillet over for spørgsmålet, svare - som Roberta Carreri gjorde - ved at vise, hvad de gør, når de performer et ritual.

Go to...Back to Centre Calendars 1988-1995


Performance og rituel

1.marts Else Lillebæk Nielsen, (Etnografisk Afd. A.U.): Keiko-ritualet og den antropologiske debat om natur og bevidsthed.

Keiko-ritualet vil blive analyseret ud fra et større økologisk perspektiv. Ritualet har netop ud fra dette perspektiv været genstand for en antropologisk debat om natur og bevidsthed. Debatten vil blive præsenteret, da den er central i diskussionen om, hvordan forholdet mellem natur og kultur begrebsliggøres, og om hvordan kulturen om muligt indplaceres i et større økosystem.

15. marts M. Maitrimurthi (Buddhistiske Studier, Hamburg ) & Jørgen østergård Andersen (CfK): Upasampada. A buddhist ritual of passage from lay to monk

The Upasampada is one of the most important rituals in Theravada buddhism, since it differentiates between the lay people and the monks. But apart from the well known vinaya passages in the Pali canon one hardly find any description or interpretation of the Upasampada. We will present some materials from Malwatta Chapter, Siyam Nikaya in Kandy, and we will complement each other in analysing the temporal sequences of the ritual and in commenting on the Buddha discourses evoked in the Upasampada.

5. april Bruce Kapferer (Socialantropologi, London & CfK): Performance: The Birth ofa New Anthropological Paradigm?

The discussion will open with the current shift of performance perspectives. The significance of the critique of 'overtextualized' and intellectually abstract schemes of analysis. Thus the attacks by Geertz and Turner on structuralism, the parallel stress by Bourdieu on 'practice', the emergence of phenomenological / hermeneutic orientations (e.g. Dilthey, Ricoeur, Merleau-Ponty etc.), increasing stress on theatrica1 metaphors (ritual as theatre/theatre as ritual) etc. The connection of a current 'performance orientation' to themes in 'post-modernism'.

An appreciation and critique of these perspectives will be presented. Claims of the new perspectives to addresss such issues as the contextual construction of meaning, creative and imaginative processes will be explored. The general direction of the argument will be towards a synthesis of 'text' and 'performance' approaches which attempts to overcome their separate limitations.

19. april Bruce Kapferer: Ritual Genres, Cosmologies, and Generative Transformation

The role of aesthetic form in the ritual process and the centrality of cosmology in the transitions and transformations of experience and meaning that they may effect. The constitution of 'experience' and 'emotion' through the aesthetic media of rite. Aesthetic modes - music, dance, dramatic representation, comedy - and their relation to ritual as experience, interpretations, and creative and imaginative reconstruction and regeneration.

3. maj Charlotte Rørdam Larsen (Musikvidenskab, A.U.): Rock og Ritual

Rockmusik er en fascinerende blanding af performance og ritualer med deltagelse af såvel kunstner som publikum. Det, der inden for andre musik-genrer opfattes som "manerer", accepteres som legale udtryksformer i rockmusikken.

Udover at gennemgå rockens ritualer, vil forskellige rockkunstneres selviscenesættelse blive analyseret.

17. maj Birte Knizek (Psykologisk Institut, A.U.): Hysteriets ritualisering« Fra hysteri til psykosomatiske sygdomme

Som følge af hysteriens faldende og psykosomatiske sygdommes stigende hyppighed er de to sygdomsformer blevet udråbt som tidstypiske variationer over samme problem. Ritualiseringens funktion vil blive diskuteret i forhold til de to fundamentalt forskellige former for iscenesættelse.

Seminaransvarlig: Jørgen østergård Andersen

Go to...Back to Centre Calendars 1988-1995

TV som kultur

Seminarrækken vil belyse samspillet og konflikterne mellem TV-mediet og andre kulturformer, ligesom TVs egen kultur vil blive belyst.

13. sep: TV-programdirektør Ingolf Gabold om sine visioner for DR-TV i 90ernes kulturliv.

27. sep: Professor Jørn Langsted og docent Frands Mortensen om kulturøkonomi og TV-økonomi.

04. okt: Danskernes kulturelle vaner og TVs måde at tackle dem på. Forskningsleder Erik Nordahl Svendsen om DRs kvalitative seeradfærdsmålinger.

11. okt: Professor Oskar Negl om TVs rolle i den europæiske kultur i 1990erne.

25. okt: TV og film. Fordele og ulemper ved de to medietyper. Instruktør Anders Refn (bl.a. "Strømer" og "Een gang strømer...") fortæller dels om egne erfaringer, dels om instruktørforeningens holdning til TVs anvendelse af film.

0l. nov: Hvordan udformes et etisk regnskab for DR, der tager hensyn til TVs kulturelle opgaver? Medlem af DRs bestyrelse docent Preben Sepstrup taler om begrebet "public service-regnskab".

08. nov: Regional-TV som kulturel fornyer eller som tilbagefald til en næsten forladt TV-æstetik? Direktør Ivar Brændgaard, TV/ Midt-Vest og direktør Ole Dalgaard, TV 2 øst.

22. nov: TV som bindeled mellem elitekulturen og den folkelige kultur? Formand for Højlund-fonden Niels Højlund.

29. nov: TV og teater. Kan der udvikles andre samarbejdsformer end de omdiskuterede transmissioner? (Teaterchef for Det kgl. Teater, Liften Hansen, dramaturg i DR Svend Abrahamsen samt en repræsentant for skuespillerforbundet)

6. dec: Hvad er godt TV? Programmedarbejder John Carlsen reflekterer over hvordan det gik med diskussionen om TV-æstetik, som han startede i 1984 med bogen "Det gode fjernsyn".

13. dec: Adm. direktør Jørgen Schleimann, TV 2 / Danmark om TV 2s indsats og ambitioner i forhold til dansk kultur.

Seminaransvarlig: Frands Mortensen.

Go to...Back to Centre Calendars 1988-1995


Grænser

I lyset af de seneste års politiske udviklinger - jerntæppets fald, EFs integrationsproces og de regionale selvstændighedsbevægelser - er grænsebegrebet blevet højaktuelt. I nationalismens epoke "forsvandt" mange af problemerne om grænsen, fordi nationalforestillingen foregøglede, at politiske grænser faldt sammen med sproglige, kulturelle, geografiske og økonomiske, en konstruktion, der aldrig har passet til kendsgerninger.

Grænser er altså i en eller anden forstand konstruerede eller opfundne, men en gang trukket har de store og skæbnesvangre følger. Den geopolitiske tradition i begyndelsen af dette århundrede var levende optaget af logikken i grænsedragningsprocesserne, men nazismens misbrug og den kolde krigs tilsyneladende fastlåsning af magtforholdene fik mange til at glemme dette nyttige perspektiv.

Med den nye bevægelighed i verden og verdensbilledet er det på tide igen at stille spørgsmålene om, hvordan forskellige tider og steder har opfattet og konstrueret ikke blot politiske, men også administrative, etniske, kulturelle etc. grænser?

Det har indlysende historiske implikationer - undersøgelsen af forskellige grænsetyper - men også implikationer af genuint tværfaglig karakter. For konstruktionen af politiske grænser hænger sammen med grænsebegrebets afgørende rolle også på andre niveauer. F.eks. er et begrebssystem jo nødvendigvis opbygget som en struktur af grænser, og vigtige politiske grænser hænger ofte intimt sammen med afgørende begrebsgrænser i forskellige kulturer - for eksempel jerntæppet American Frontier, romerrigets limes - ligesom antropologiske kosmologier definerer sig ved at projicere et verdensdefinerende begrebssystem på en lokal topografi.

Begrebssystemernes indre struktur af grænser hænger sikkert sammen med, at selve grænsesætningen i rum er en helt basal epistemologisk komponent hos mennesket, virkende både i tænkningen og perceptionen, hvor den udgør et af hovedproblemerne i traditionen fra Gestaltteori til Cognitive Science, og spørgsmålet om denne epistemologiske grundstatus giver anledning til spørgsmålet om ikke den ontologisk grund, nemlig i det forhold, at såkaldt kritiske fænomener i ikke-lineær dynamik - faseovergange - defineres ved grænsebetingelser, ligesom levende væseners morfologi generelt bestemmes ved deres omverdensafgrænsning.

Begrebet har således i ordets egentligste forstand tværvidenskabelig karakter- det er ikke på forhånd bestemt, hvilke grænser i hvilke fagområder, der danner model for andre, og grænsespørgsmålet danner paradoxalt nok et kontinuum, der forbinder historie, politik, biologi, sprog kunst og klassisk filosofiske spørgsmål.

Dette felt undersøges i en temaseminarrække, der er tænkt som forberedelse til en større konference om emnet i foråret 1992.

Program

3/10 Hans Fink, CfK: Grænsers ontologi - grænsebegreber og begrebsgrænser

24/10 Uffe østergård, CfK: Opfindelsen afgrænser - grænsepæle i historien

31/10 Anindita Niyogi Balslev, filosof Fra Calcutta og Paris: Boundaries of Cultures and Time Metaphors

7/11 Jørgen østergård Andersen, CfK: Kulturens grænser

14/11 Jørgen Christian Meyer, professor i antikkens historie, Bergen: Kurdere og tyrker - en grænse konstrueres

21/11 Michael H. Clemmensen, oberst, historiker og militæranalytiker ved Forsvarsakademiet: Geopolitik og grænser

28/11 Svend Erik Larsen, Det humanistiske Forskningscenter ved Odense Universitet: Forstaden som grænsezone

5/12 Anders Troelsen, CfK: Kunstværkets grænser

12/12 Christa Lykke Christensen, CfK: Kroppens grænser

Seminaransvarlige: Frederik Stjernfelt, Anders Troelsen og Uffe østergård


Go to...Go to Archive: Centre Calendars 1988-1995

Go to...Go to Archive:Centre Calendars 1996-2002


Updated 5 May 2003 by smc. Please mail comments to the web editor at Centre for Cultural Research.