Topmenu Calendar Archive Links Faculty and staff Publications Research projects Sitemap Main page

Charlotte Engberg

Litteratur, køn & maskerade

Projektbeskrivelse
Den engelske litteraturteoretiker Mary Jacobus har en gang sagt det således: "Tekstens uhyre eller monster er hverken kvinden eller den kvindelige forfatter; det er snarere denne fortrængte kønnets sving-ning eller manglende identitetsstabilitet - selve subjektivitetens tve-tydighed som vender tilbage og ryster bevidstheden, og skaber kaos i den hierarkiske orden og de ensretninger, som fortrænger den andet-hed, som kvindeligheden udgør".

Sikkert er det i hvert fald, at kvinden som det andet køn, både i litteraturen og i teorien ofte tiltrækker sig betydning som noget gådefuldt. Kvindeligheden forlenes ikke sjældent med noget dunkelt, noget uudsagt, som ligefrem kan antage karakter af noget unheimlich - i form af "subjektivitetens tvetydighed, som vender tilbage og ryster bevidstheden", som Jacobus formulerer det. Men hvad henviser denne gådefuldhed nærmere til? Hvem er det, som opfatter kvinden som gådefuld? Er hun også en gåde for sig selv?

Mit projekt former sig dels som en række analyser af forskellige litterære repræsentationer af kønnet: hvilke forestillinger om mand-lighed og kvindelighed møder vi i litteraturen? Er det muligt at påvise forskelle mellem tekster skrevet af mænd og tekster skrevet af kvinder, hvad disse fantasier angår?, spørges der - og her retter interessen sig i særlig grad mod forestillingerne om det kvindelige.

I et forsøg på at forklare kvindeligheden, går jeg til psykoanalysen, som jeg læser både som en teori om kønnet, der - i hvert fald til dels - er i stand til at forklare, hvorfor kvindeligheden kan opfattes som en gåde - og - som en fabel, der selv fabler om det kvindelige som en enigmatisk andethed.

Endelig indgår der i projektet en diskussion om forholdet mellem postmodernisme og feminisme. På hvilken måde figurerer kønsfor-skellen hos de postmoderne teoretikere, og hvordan afficerer den post-moderne diskurs om det kvindelige, kvindeforskningens epistemologiske grundlag? Krisen i de 'mandlige vestlige herredømmediskurser har bl.a. haft til følge, at der er blevet peget på et andetsteds, som ofte benævnes som kvindeligt; ikke desto mindre har den postmoderni-stiske debat forholdt sig mærkeligt indifferent overfor en eksplicit tematisering af kønsforskellen. Men navne som Craig Owens, Alice Jardine, Gayatri Spivak og Michéle Le Doeuff, har alle slået til lyd for -dels at skabe og dels skærpe dialogen mellem kvindeforskningens kritik af repræsentationen af det kvindelige og den postmodernistiske dekonstruktion af repræsentations-tænkningen.

Det var først med psykoanalysen, at kønnet fik en videnskabelig status. Freud betragtede kønnet som på een og samme tid allestedsnær-værende og samtidig forskudt til områder som er ubekendt - ubevidst -for den talende, men som ikke desto mindre sætter sig igennem som betydende. Kønnet opfattes derfor som indeholdende en sandhed, ikke nogen ontologisk sandhed, men derimod en subjektiv sandhed, om, hvad det for den enkelte vil sige at være henholdsvis mand og kvinde og om, hvordan det ene køn opfatter det andet køn. Men samtidig med, at man altså kan følge f.eks, den freudske psykoanalyses forsøg på at få "kønnet ned på briksen", dissekeret og fortolket, kan man læse den psykoanalytiske teori symptomalt, som en fabel om kønsforskellen, delvis underlagt sit eget ønske om at skabe en narrativ kohærens, med den enigmatiske kvindelighed, som dét, der hele tiden undslipper sig den videnskabelige diskurs. Freud omtalte jo ligefrem det kvindelige som "det mørke kontinent".

I takt med at der lyttes til den tale - eller måske omvendt - den tavshed, der strømmer fra divanen, tilskrives dét, der bliver sagt eller ikke sagt, betydning, og her bliver det tydeligt, at Freud i stadigt stigende grad, bliver i tvivl om betydningen af det han hørte, hvad hans mange revisioner ikke mindst af teorien om det kvindelige vidner om.

Psykoanalysen opstår i mødet med den kvindelige hysteriker og Freuds mislykkede analyse af "Dora" kan således læses under denne dobbelte optik: som et velment forsøg på at 'forstå' den kvindelige 'irrationelle' tale, men samtidig også som et forsøg på at stive sin egen 'rationelle' diskurs af ved mødet med den kvindelige hysteri. I håbet om at 'løse kvindelighedens gåde', gør Freud, så at sige, regning uden vært: Det ender som bekendt med, at "Dora" forlader scenen, fordi Freud løber af med historien, fanget som han er i sin egen uerkendte modoverføring. l den forstand må man opfatte Freud som en upå-lidelig fortæller' af "Dora"s historie.

Denne modoverføring kommer endnu tydeligere til udtryk i forelæsningen om kvindeligheden fra 1933. Her formulerer Freud spørgsmålet helt eksplicit som "en gåde" - som manden nødvendigvis må "gruble" over. Manden har, med andre ord, et problem, som han sætter sig for at løse.

Hos den franske psykoanalytiker Lacan finder man opfattelsen af kvindeligheden som en maskerade, og det sker med en henvisning til Joan Riviére som i 1929 skrev artiklen "Womanliness as a Masquerade". Flere feministiske litteratur- og filmteoretikere har haft en evident analytisk interesse i at arbejde med et begreb om 'maskerade', her behøver man blot at tænke på Shoshana Felmans berømte Balzac-læsninger. Maskerade-begrebet er helt essentielt - også for mit projekt - fordi det angår de forestillinger, der knytter sig til kvindeligheden.

Maskeraden modsvares af den maskuline parade og begge re-præsentationer skal ses i sammenhæng med Lacans Fallos-teori. Der er tale om fantasier, der udspiller sig i forhold til manglen i det sym-bolske, og de er i den forstand at forstå som en slags imaginære 'reparationsmanøvrer, et forsvar mod - hvad psykoanalysen kalder for - kastrationen. Den engelske filmteoretiker, Stephen Heath, for-mulerer det - kort og fyndigt - således: "Nothing can make up division, no object can satisfy desire - what is wanting is always wanting, division is the condition of subjectivity. Sexual division is the crucial articulation of symbolic division, it enacts the fundamental splitting of subjectivity itself.

Den kvindelige maskerade implicerer en identifikation med Mo-deren som kastreret, som værende "ikke-alt". "Ikke-alt" skal forstås som det modsatte af at "have" eller "besidde". Samtidig er femininiteten kendetegnet ved en anerkendelse af, at Fallos befinder sig hos Faderen. Derfor foretager den "typiske" feminine maskerade en dobbelt bevægelse: på den ene side at gøre sin krop til Fallos, for at skjule det der mangler, og på den anden side - via maskeraden - foretage en be-vægelse i retning af netop at vise, at der 'mangler' noget.

Vi må altså forstå det således, at kvindeligheden er en maskerade. I maskeraden mimer, efterligner kvinden kvindeligheden som abstrak-tion, en genuin kvindelighed, men denne har netop status af kon-struktion. En kvinde er en kvinde er en kvinde.....

"Was will das weib" har manden spurgt ved mødet med kvinden. Med Riviére bliver det ganske vist ikke lettere at besvare spørgsmålet -fordi spørgsmålet simpelthen er forkert formuleret? - men det bliver lettere at forstå, hvorfor kvindeligheden stiller sig som en gåde "behind which man suspects some hidden danger", som Riviére skriver. Maskeraden er jo en repræsentation, der rent logisk retter sig mod manden - der udspiller sig for øjnene af ham - som en slags aflednings-manøvre. En afledning fra "det-der-mangler" - eller som i de tilfælde, Riviéres artikel tager udgangspunkt i - fra "det-der-er-for-meget".

Disse to forskellige positioner i den feminine maskerade: henholdsvis være Fallos og mangle Fallos - kan måske forklare, fantasien om den fatale kvinde. Denne gådefulde kvinde 'opleves' som dæmonisk, først og fremmest fordi hun er bevidst om sin egen seksualitet, og den virkning, den har på hendes omgivelser, men også fordi 'hun selv virker ganske upåvirket eller måske ligefrem uimponeret af det begærlige blik, som møder hende. Også i dette tilfælde er der tale om en maskerade, hvor kvinden både gør sin krop til Fallos og viser, at der 'mangler' noget.

Jacqueline Rose skriver et sted: "The concept of the symbolic states that the woman's sexuality is inseparable from the representations through which it is produced" - det er repræsentationen af den kvinde-lige seksualitet, som betinger hvordan den gør sig gældende.
Det postfeministiske projekt placerer sig mellem dét, der kan repræsenteres og dét, der ikke kan, netop for at afsløre grænserne for, hvad der kan siges og tænkes. Når Freud og Lacan hævder, at de ikke véd, "hvad kvinden vil", kan det så tænkes i stedet at skyldes, at de ikke kan høre, hvad hun siger? Fordi, det hun har at sige, ikke kan repræsenteres i sproget? Er det dét, Jacobus tænker på, når hun taler om "tekstens uhyre" som "den fortrængte andethed som kvindeligheden udgør"? Og er denne "andethed" synonym med de postmoderne teoridannelsers optagethed af dét 'udgrænsede'?

Til gengæld skorter det ikke just på billeder af kvinder - heller ikke i litteraturen, og det er disse forestillinger mit projekt søger at indkredse og analysere i forhold til ovenstående problemstillinger.


Updated 23 November 2000 by csc. Please mail comments to the web editor at Centre for Cultural Research.