Topmenu Archive Links Calendar Faculty and staff Publications Research projects Sitemap Main page

Carsten Madsen

Poesi, tanke og natur
Per Højholts poetiske kompositionsplan

Hovedformålet med forskningsopholdet på CfK er at færdiggøre en større afhandling (400-500 sider) om Per Højholts forfatterskab. Afhandlingen påbegyndtes i januar 1998 og forventes afsluttet i løbet af foråret 2001.

Per Højholts digtning har gennem min hidtidige forskning været et til-bagevendende emne for større og mindre skrifter, men behandles nu i et større perspektiv, der søger en samlet fortolkning. Der argumenteres i afhandlingen for, at Højholts digtning udgør et af det 20. århundredes væsentligste forfatterskaber, ikke blot i dansk litteraturhistorie, men at den, sådan som kritikkens modtagelse af oversættelser (senest til tysk) i disse år bærer vidnesbyrd om, med rette også er i færd med at vinde international hævd på linie med de største modernistiske forfatterskaber.

Afhandlingens overordnede tese er, at det er muligt at fremlæse en række sammenhængende kompositoriske grundtræk i Højholts digtning uden derved at gå i rette med digterens poetik og erklærede hensigt: at lade den enkelte tekst udtømme sit afgrænsede eksperiment, sin lokale æstetik. I sit anlæg rummer denne digtning altså en vilje til eksperiment, der gør den stærkt diskontinuert, hvilket da også har fremprovokeret mange divergerende fortolkningsforsøg. Hævdelsen er heroverfor, at det er muligt at fremstille en disjunktiv syntese, en kontinuitet i det diskontinuerte, gennem påvisningen af en indre sammenhæng mellem forfatterskabets traditionsbevidsthed og materialeforståelse. Afhandlingen skrives dermed dobbelt forpligtet på en virtuel og stedse foranderlig litteraturhistorie, der bliver til gennem Højholts kritiske gennemskrivning af den romantiske og den modernistiske traditionens litteratur og litteraturbegreber, og på det særegne i den sproglige bearbejdning, der befordrer en sådan kritik.

Afhandlingen skrives endvidere ud fra Højholts særlige forvaltning af sammenhængen mellem natur og poesi, bl.a. med udganspunkt i Kants skelnen mellem en rå natur, det naturskønne og det kunstskønne. Her vægtes natur som et topisk og figurativt kompleks, der udsættes for en kritisk-poetisk behandling hos Højholt, men der argumenteres dernæst for, at det bærende poetiske arbejde er rettet mod en tilblivelsesæstetik, hvor selve skrivehandlingen indgår som reflekteret moment i den poetiske skrift. Fortolkning samler sig som om de paraæstetiske træk i Højholts forfatterskab i dets prioritering af parodien, latteren, kroppen, tiden, intetheden og kunsten som begivenheder, der snarere henviser til det levede liv end til kunstens institutioner og forståelsesformer.

Epistemologisk placerer afhandlingen sig først og fremmest i forlængelse af Gilles Deleuzes tænkning, sådan som denne kritisk udvikler og viderefører Kants transcendentalfilosofi og Henri Bergsons filosofiske vitalisme. Deleuzes vægtning af livets immanens, tænkning som konstruktion og kunst som skabelse fungerer som et aktuelt perspektiv, der tillader en fremstilling og analyse af Højholts depersonaliserede digtning som et uomgængeligt korrektiv til moderniteten. Afhandlingen søger herudfra at konstruere en forståelse af forfatterskabet i termer af en moderne stoicisme, der konsekvent lader digtningen destruere sig frem og destruere sig selv gennem en lidenskabelig beherskelse af lidenskaber


Updated May 22, 2000, by smc. Please mail comments to the web editor at Centre for Cultural Research.