Topmenu Calendar Archive Links Faculty and staff Publications Research projects Sitemap Main page

Frands Mortensen

TV som kultur

Anslag

Fungerer TV-mediet som en formidlingsinstans, der kan bringe det spændende og udfordrende kunst- og kulturliv ud fra de snævre cirkler og frem til de brede folkelige masser, således som 1960erne og 1970ernes socialdemokratiske kulturpolitik har ment det? Eller er TV-mediet en trussel imod hele den klassiske europæiske kultur, imod de værdier, europæisk åndsliv har kæmpet for i århundreder, således som Neil Postman har fremført? Eller er TV-mediet noget helt tredie, en kulturform med sine egne æstetiske principper, der rummer mulighed for en lige så nuanceret og kompleks fremstilling af og forholden sig til verden som de traditionelle kunstformer, således som John Carlsen har udtrykt det?

At TV-mediet påvirker kulturen (både opfattet som produkter og som adfærd), overalt hvor det trænger frem, synes alle at være enige i. Hvordan og hvorfor det sker, om det bør ske, og evt. hvordan det kan ske, er der uenighed om. Det er denne treenighed dette projekt vil søge at bearbejde i forhold til situationen i Danmark.

Empirisk baggrund

Fra starten i 1950erne og indtil begyndelsen af 1980erne udviklede TV-mediet sig kun langsomt i Danmark. Vi havde én national kanal, og dens kulturelle betydning var kun sjældent til debat. Ser vi bort fra klager fra biograffilmbranchen, var det først og fremmest TV's (partipolitiske effekter, der blev diskuteret i de sene 60ere og i 70erne. I grænseegnene kunne danskerne kikke med på TV-programmerne fra nabolandene, især Sverige og Vesttyskland. Denne nabolandskikning var imidlertid ikke særligt omfattende (10-11% så dagligt svensk TV, 8-9% tysk TV), og den gav heller ikke anledning til offentlig bekymring.
I løbet af 1980erne er TV-situationen imidlertid blevet ganske forandret. Vi kan nu udpege forskellige niveauer:

1) et internationalt niveau: 35% af husstandene kan se satellit-TV, og det er muligt lovligt at modtage omkring 30 stationer. Desuden kan man stadigvæk se nabolands-TV; 50% af husstandene kan nu se Sveriges Radios TV, og 35% kan se ARD og ZDF fra Vesttyskland.

2) et nationalt niveau: Danmarks Radios TV kan ses af hele befolkningen. TV 2 kan ses af 95%, video indehaves af 41% af husstandene, og 15% lejer jævnligt movieboxe.

3) et regionalt niveau: 7 selvstændige stationer sender i 1990, yderligere l skal starte i 1991.

4) et lokalt niveau: Mulighed for ca. 35 æterbårne lokal-TV-stationer, hvoraf omkring 10 sender p.t. Desuden et ukendt antal små lokale kabel-TV-stationer.

Alt i alt mindst 20 TV-stationer med udgangspunkt i Danmark, og adgang til næsten det samme antal udenlandske stationer for omkring en trediedel af landets husstande via paraboler, hybridnet og fællesantenneanlæg. Et system, der synes et imperium værdigt, og som, da vi kun er godt 5 millioner mennesker i landet, i det mindste må være udtryk for en dristig økonomisk satsning.

Spor og vinkler

Hvad har det så betydet for kulturen i Danmark, at dette vældige system er introduceret i løbet af 1980erne? Hvordan er det sket? Hvilke målsætninger har de grupper og personer haft, der har stået for systemets design? Hvilke midler er brugt for dets virkeliggørelse? Hvilken effekt har det på befolkningens adfærd, herunder på dens tids- og pengeforbrug og på dens (øvrige) kulturelle adfærd? Og hvilke udviklingsmuligheder ligger gemt i systemets indre spændinger?

Dette er nogle af de spørgsmål, jeg vil søge at besvare i projektets forløb. Som man kan se, vil der være tale om tre spor i besvarelsen: a) et deskriptivt spor, der søger at beskrive hvad der er sket, og hvorfor det skete; b) et normativt spor, der forholder sig til det ønskelige i, at det skete; c) og endeligt et konstruktivt spor, der ønsker at bidrage til at påvirke den fremtidige udvikling af TV-mediets rolle i dansk kultur.

Sporene kan naturligvis ikke trækkes parallelt og uafhængigt af hinanden, og dermed har jeg også antydet, hvordan jeg vil forholde mig til projektets metoder og formidlingsaspekter: formidlingen vil ikke være noget, der følger "efter" projektets realisering som et besværligt appendiks, den vil tværtimod være del af den løbende proces. At sporene skal krydse hinanden udtrykker en strategi, der bevidst søger at ændre på det objekt, der bearbejdes.

Sporene angribes i projektforløbet under forskellige vinkler: en kultur-teoretisk vinkel, en æstetisk vinkel, en kulturpolitisk vinkel, en institu-tionsvinkel og endelig en forbruger-vinkel.

Kulturteoretisk vinkel

Den dominerende holdning i kulturteoretiske arbejder om TV-mediet er, at TV udgør den væsentligste trussel imod kulturen, ja at TV er den rene u-kultur. Klassiske arbejder er Jerry Mander's Four Arguments for the Elimination of Television, 1977 (dansk udgave 1981), Neil Postman: The Disappearance of Childhood, 1982 (dansk oversættelse 1987), og sammes Amusing Ourselues to Death, 1985 (dansk oversættelse 1989), men også de vesttyske arbejder af Marie Winn: Die Droge im Wohnzimmer, 1979 og en række artikler af den sene Hans Magnus Enzensberger (bl.a. "Nulmediet") slutter sig til denne holdning, ligesom den ældre frankfurterskole opfattede TV-mediet som massebedrag (jfr Horkheimer/Adornos Dialektik der Aufklärung, 1944, dansk udgave 1972). På hjemlig grund finder vi en række mindre prætentiøse, men ganske betydningsmættede artikler inden for denne forståelsesramme af bl.a. undervisningsminister Bertel Haarder, Jørgen Thorgaard, Mette Winge, Torben Brostrøm og Dominique Bouchet (der også har skrevet en lille bog om emnet, Farvel til skriftkulturen?, 1987), ligesom udgiverne af bogen Bogens fremtid er ikke hvad den har været fra 1988, Kurt Fromberg og Hans Hertel, ligger tæt på Postmans synspunkter.

Projektets intention er at undersøge, hvad det er for et kulturbegreb, der ligger bag denne ganske massive stempling af TV som u-kultur, en stempling der kommer fra både "højre" og "venstre" side i det etablerede kulturliv. Det synes åbenbart, at kritikken af det relativt nye TV-medie har mindelser tilbage til finkulturens afvisning af massekulturen (f. eks. kritikken af filmen før første verdenskrig, af radioen i mellemkrigstiden, af tegneserierne i 50erne og af triviallitteraturen og pop-musikken i 60erne). Man skimter den moralske panik, som den dominerende kulturelite reagerer med overfor nye, tilsyneladende u-styrlige medieformer, men også andre synspunkter blander sig. Oftest er det ikke blot TV's massekulturelle præg, der kritiseres, det er snarere det faktum, at TV er levende billeder, der udpeges som ondets rod.

Derfor går kritikken af TV-mediet som regel arm i arm med en ganske ukritisk lovsyngelse af bogen og skriftkulturen. Det spændende er derfor at klarlægge, hvad det er ved de levende billeder, der vækker et sådant ubehag hos den eksisterende bogstavkulturs repræsentanter? Hvad er det, levende billeder kan (og som de ikke burde kunne) eller ikke kan (og som man mener, de skulle kunne)? Og hvordan forholder det sig med bogstaverne i forhold til de samme spørgsmål?

æstetisk vinkel

En af projektets hypoteser er, at én af årsagerne til den hyppige afvisning af TV som kultur skyldes den manglende skelnen mellem TV og TV, eller bedre mellem godt og dårligt TV.
Og karakteristisk nok er det ganske vanskeligt at finde systematiske overvejelser over, hvad godt TV skulle være for noget. Og det på trods af, at aviserne i Danmark i ca. 20 år dagligt har bragt anmeldelser af gårsdagens TV-udsendelser. Anmeldelser, der har været præget mere af anmelderens lyst til at imødegå de meninger, der er kommet frem i Tvudsendelserne, end afreaktioner på de æstetiske og formidlingsmæssige greb, udsendelserne har indeholdt.
Projektet vil her via analyser af udvalgte avisers TV-anmeldelser søge at fremdrage de æstetiske og formidlingsmæssige teorier, der ligger (gemt) i den konstaterbare praksis, ligesom der vil blive redegjort for TV-anmelderinstitutionens status indenfor det samlede anmelderi.

Hovedindsatsen inden for den æstetiske vinkel bliver dog at videreføre det teoretiske arbejde, der er startet af John Carlsen med bogen Det gode fjernsyn (1984), og Bo Damgaard med afhandlingen "Men nu til noget helt andet", (1985). Her er en teori under udvikling, der ikke ser TV som en ren formidlingsinstans, og som heller ikke betragter mediet som en svækket efterligning af andre kunst- og medieformer. TV kan kun dårligt betragtes som kunst i den romantiske og modernistiske forståelse af ordet, snarere er det pædagogik i Holbergs brug af ordet. Godt TV er derfor (i en spidsformulering) ikke en lukket helhed, der hviler i indre spændinger, holdt i balance af kunstværkets form; godt TV er en åben struktur, der kræver seernes med-arbejde for at blive realiseret. I konsekvens af dette bliver kontrakten mellem udsendelsen og seerne et centralt element i den æstetiske teori, og krav om tydeliggørelse af genren (og af de stadige brud på den) en af betingelserne for det gode fjernsyn.

Arbejdet vil forløbe som en vekselvirkning mellem teoretiske studier af æstetiske teorier og konkrete analyser af udvalgte udenlandske (og især) danske TV-udsendelser.

Kulturpolitisk vinkel

Det er næppe for meget sagt, at TV-mediet har domineret den kultur-politiske debat i 1980erne, både når det gælder Vesteuropa som helhed og Danmark i særdeleshed (jfr at der blev gennemført ikke mindre end 18 danske love og fremsat yderligere 9 lovforslag vedrørende TV-mediet i perioden 1981-89. Til sammenligning kan oplyses, at der i perioden 1960-1980 blev vedtaget én lov om TV-mediet).

Udgangspunktet for ændringerne var annonceringen af satellit-TV omkring 1980, og ikke mindst den europæiske teleorganisation EUTELSATs beslutning i juni 1982 om at anvende sine kommunikations-satellitter til TV-transmission til kabelanlæg i Europa skabte mediepolitisk panik.

Idag kan vi se, at det afgørende nye ikke blev programmerne i de paneuropæiske satellit-TV-stationer, som man frygtede i første halvdel af 1980erne. Europæerne ser nemlig ikke ret meget på disse stationers programmer. Betydningen ligger på et andet plan. På baggrund af frygten for, at satellit-TV ville bringe en masse USA-producerede underholdningsprogrammer af tvivlsom kvalitet frem til europæerne, og derved true de nationale kulturer, igangsatte man i så godt som alle vesteuropæiske parlamenter et omfattende arbejde med at omkalfatre den nationale TV-struktur.

Nye landsdækkende TV-stationer med den udtrykkelige opgave at værne imod satellit-TV er siden 1981 etableret i Danmark, Finland, Vesttyskland, Frankrig, Spanien, Holland, Belgien, Grækenland, Portugal, Luxemburg og Island, og forslag til en sådan etablering er til behandling i Norge, Sverige og Storbritannien. Lokal-TV er med samme begrundelse under etablering i en halv snes lande, og de nationale TV-stationer har fået deres styrelsesforhold ændret, således at de kan konkurrere mere smidigt.

Men processen indeholder paradokser. Det, man frygtede fra satellit-TV-stationerne, var deres USA-materiale og deres kommercielle indretning. Og det modspil, man satte op imod den fremmede indflydelse, blev nye nationale, men kommercielle stationer. Det blev derfor ikke den særlige europæiske public service-tradition inden for radiofonien med dens rod i kulturpolitikken, der udgjorde diskussionsgrundlaget, men snarere en form for liberalistisk industripolik, hvor det centrale er øget konkurrence og faldende interesse for produktets indhold og nationale oprindelse. I forlængelse af dette blev der derfor heller ikke opstillet ret mange indholdsmæssige krav til de nye nationale stationer. Slagords-mæssigt kan man beskrive udviklingen som et skred fra "TV som kultur" til "TV som industri".

Projektet vil udfra denne antydede hypotese følge den kulturpolitiske udvikling indenfor TV-mediet på et europæisk og et dansk niveau. Det europæiske vil først søge at klarlægge motiverne til og omstændighederne ved EUTELSATs helt afgørende beslutning i juni 1982, der reelt førte amerikanske TV-tilstande til Europa. Dernæst vil jeg redegøre for Europarådets arbejde med konventionsforslaget "European Convention on Transfrontier Television", der blev åbnet for underskrift den 5. maj 1989, og for De europæiske Fællesskabers direktiv "Om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af tv- og radiospredningsvirksomhed"(TV-direktivet) og for de dertil knyttede programmer (bl. a. MEDIA 92). Begge disse internationale traktater argumenterer udtrykkeligt for deres reguleringstiltag med henvisninger til det nødvendige forsvar for europæisk kultur.

Med hensyn til den danske kulturpolitiske udvikling vil jeg analysere de processer, der har ført fra situationen i 1980, hvor Danmarks Radios TV næsten havde monopol på at forsyne danskerne med TV-billeder, og frem til den tilstand, jeg beskrev i begyndelsen af projektbeskrivelsen, hvor vi står med et TV-system, der er ganske omfattende.

Hvordan har den internationale udvikling påvirket den særlige danske situation? Hvilke aktører har spillet med i det danske spil? Hvad har deres motiver været, og hvilke mål har de forsøgt at nå? Hvilke argumenter og øvrige midler har de anvendt? Hvad synes de om resultatet? Hvordan er balancen blevet mellem de kulturelle mål og de økonomiske midler, der er afsat til målenes realisering? Hvilke effekter har de trufne og de ikke-trufne politiske beslutninger haft, dels på TV-systemet, dels på andre dele af det samlede kulturliv med hensyn til struktur, økonomi, indhold?

Institutions-vinkel

"TV som kultur" indebærer et dobbeltsyn: TV som produkt og som del af en adfærd. Som produkt har TV-udsendelserne haft vanskeligt ved at hævde sig i forhold til det dominerende kunst- og kulturliv, noget jeg bl.a. vil beskrive under den æstetiske vinkel.

TV-institutionen Danmarks Radio har selv haft en svingende holdning til sin særlige position i dansk kultur. En vis selvtilstrækkelighed prægede institutionen i 1960erne og 1970erne, og man stod derfor alene og ganske uforberedt på det stormvejr, man kom ind i, da TV-systemet gik i opbrud i 1980erne. Pludselig anfægtede dele af offentligheden den public-service-filosofi, der med udspring i BBC og med klare kulturelle og opdragelsesmæssige forankringer havde fungeret som en rettesnor for institutionens retsgrundlag og daglige handlinger. Alliancepartnere var der få af, på trods af institutionens ubetvivlelige position i og betydning for resten af kulturlivet. TV blev lidt firkantet formuleret opfattet som en konkurrent, ikke som en samarbejdspartner af landets øvrige kulturinstitutioner.

Projektet vil søge at klarlægge årsagerne til dette. De skal givetvis findes internt i DR-institutionen, der har været meget tillukket overfor samarbejdsinitiativer fra andre dele af kulturlivet. Men også de øvrige kulturinstitutioner kan sandsynligvis kritiseres for en for stiv og fordomsfuld afvisning af TV som en mulig produktiv samarbejdspartner.

Denne del af projektet vil dels bestå af traditionelle analyser (herunder af de forskellige institutioners kulturopfattelse, deres selvforståelse, finansieringsforhold og publikum), dels af bestræbelser på at bringe personer fra TV-mediet (dvs fra DR, TV 2 / Danmark, de regionale stationer under TV 2, og endelig fra de lokale TV-stationer) og det øvrige kulturliv sammen i en frugtbar dialog. Det vil ske under den hypotese, at uden et omfattende samarbejde mellem det traditionelle kulturliv og TV-mediet kan man hverken forsvare public service som princip (og dermed fastholde licensfinansieringen til TV-mediet); ej heller kan man i længden opretholde endsige udbygge niveauet for offentlig økonomisk støtte til dansk kulturliv. TV og kulturlivet iøvrigt kan i små lande som Danmark kun udvikle sig, hvis de samarbejder. Opfatter de hinanden som modstandere, vil det få forfærdelige konsekvenser for den samlede nationale kultur.

I praksis vil dette ske dels ved at invitere/presse de nævnte personer til i forelæsningsform (i efteråret 1991) at formulere sig i forhold til de her antydede problemstillinger, dels ved at samle dem til to seminarer i foråret 1992 og efteråret 1992, hvor de præsenteres for deres egne udsagn fra forelæsningsrækken samt forsynes med en foreløbig rapport fra dette projektarbejde. Målet er på dette grundlag at igangsætte konkrete samarbejdsprojekter.

Forbruger-vinkel

TV-mediet fylder mere og mere i befolkningens samlede tidsforbrug. Både som primæraktivitet og efterhånden også som sekundær-ak-tivitet. Det ved vi fra en lange række af seerundersøgelser, som Danmarks Radios forskningsafdeling har gennemført siden midten af 1960erne, og som er stærkt intensiveret efter starten af TV 2 den l. oktober 1988.

Resultaterne er imidlertid aldrig fremlagt i nogen samlet systematik, og det er, hvad jeg bl.a. har tænkt mig i denne del af projektet. Ved siden af seerundersøgelserne har vi nemlig de tre store fritidsundersøgel-ser/tidsforbrugsundersøgelser, som Socialforskningsinstituttet har gennemført i 1964, 1975 og 1987. Det er muligt at drage en række sammenligninger, dels på tværs af tidsrækken, dels på tværs af TV-forbruget sammenholdt med andre kulturelle aktiviteter. Danmarks Radios forskningsafdeling er færdig med at opbygge sin nye database, og Social-forskningsinstituttets undersøgelse fra 1987 (hvoraf store dele endnu er uudnyttede) er overført fra Dansk Dataarkiv til DR's system.

Dette skulle også gøre det muligt at se nærmere på, hvilke typer programmer, det er danskerne ser på, både i DR og på TV 2. Og man kan sammenholde et defineret TV-forbrug med befolkningsgruppernes øvrige kulturelle aktivitet.

Ligeledes vil jeg via oplysninger fra tilgængeligt statistisk materiale klarlægge TV-mediets betydning for den samlede kulturøkonomi: Hvor kommer pengene fra (offentlige tilskud, sponsorering, private bidrag, reklamefinansiering eller direkte brugerbetaling)? Hvordan og hvorfor fordeles de, som de gør? Hvilken betydning har det for forbrugernes økonomi?

Perspektiv

Projektet betragter TV som kultur, både deskriptivt og normativt. Men naturligvis ikke en hvilken som helst kultur. TV eksisterer idag i mindst to hovedformer, der er af interesse for situationen i Danmark.

En kommerciel, centraliserende form (her kaldt "TV som industri", omend den naturligvis har voldsomme kulturelle effekter), der har udspring i USA, og som synes at brede sig med voldsom hast i alle vesteuropæiske lande; det gælder med hensyn til styrings- og finansieringsformer og med hensyn til æstetiske normer og genreudviklinger. Denne form blev introduceret via satellit-TV-stationerne, men den blev hurtig ført ind i de nationale TV-systemer via de nyoprettede nationale og lokale TV-institutioner, og det er herfra den udgør den virkelige trussel imod den anden form.

Den anden form for TV ("TV som kultur") hviler på public-service-traditionen, der lægger vægt på alsidighed og mangfoldighed, og som i sin kerne rummer mulighed for national selvstændighed og støtte til decentrale kulturelle aktiviteter og vækstgteder, således som det blev formuleret i Folketinget i forbindelse med vedtagelsen af loven om TV 2 / Danmark og de regionale TV-stationer.

Den europæiske og danske udvikling i 1980erne indenfor TV-mediet kan som en hypotese beskrives som en kamp mellem disse to former for TV. Problemet har været, at meget få har indset nødvendigheden af et offensivt forsvar for public service, ja det har været vanskeligt at se, hvem der overhovedet skulle føre forsvaret for dette princip. Det skyldes uklarhed omkring alle de synsvinkler, projektet vil arbejde med:

Hvilken kulturteori kunne rumme både TV, den fine og den brede kultur? Hvilke æstetiske teorier fandtes, der kunne fritage TV-mediet for at blive målt med (og forkastet på grund af) andre kulturformers målestokke? Hvilken kulturpolitik så TV-mediet som et centralt, selvstændigt offensivt led i den samlede strategi? Hvordan kunne i Danmark DR og den nye store TV-institution TV 2 komme i frugtbar kontakt med de andre kulturelle institutioner? Og hvordan forholdt det sig egentlig med balancen mellem tid og penge til TV-konsum og øvrige kulturelle aktiviteter?

Det er på tide, at disse svar fremlægges, således at vi kan igangsætte en egentlig modoffensiv imod, at TV reduceres til en centraliseret distributionsform for en kommerciel, amerikaniseret massekultur.


Updated 23 November 2000 by csc. Please mail comments to the web editor at Centre for Cultural Research.