Topmenu Calendar Archive Links Faculty and staff Publications Research projects Sitemap Main page

Hans Carl Finsen

Det nationale

Nationen har etableret sig som et omdrejningspunkt i programmet Europastudier, der kan se tilbage pa en lang række aktiviteter omkring nationens politiske og kulturelle betydning i Europa. Mit projekt ligger i forlængelse af disse aktiviteter og ønsker med de accenter, det sætter, at supplere pa to punkter. Projektet rummer saledes for det første et kontrastivt element, nemlig en dansk-tysk sammenligning og for det andet en undersøgelse af det nationale som en talemodus. Begge punkter omtales i det følgende. Tidsmæssigt vil projektet folde sig ud mellem oplysning og romantik og dermed lægge hovedvægten pa perioden forud for nationens storhedstid i det 19. arhundrede. Tilgangsvinklen er litteratur- og kulturhistorisk, fordi forestillingen om det nationale i tiden før "opfindelsen" af den moderne politiker helt overvejende blev baret af litterater og formuleret i en litterær offentlighed

Projektets ene spor vil, som nævnt, sammenligne udviklingen af en national bevidsthed i Danmark og Tyskland fra o. midten af det 18. arhundrede til o. midten af det 19. En sammenligning forekommer mig at være lovende, fordi bade Tyskland, eller mere præcist: de toneangivende tyske territorialstater, og Danmark hører til typen "oplyst enevælde". Der eksisterer saledes i de to omrader sammenlignelige betingelser for udviklingen af en national bevidsthed og det vil da ogsa være muligt især for det 18. arhundredes vedkommende at pege pa ligheder f.eks., at oplysningen i begge omrader ma overvinde et mindreværd i forhold til fransk kultur, der har etableret sig som den dominerende fælleseuropæiske kultur, og først etablere en national offentlighed for overhovedet at kunne na et bredere publikum. De nytilkomne pa den europæiske kulturscene har behov bade for legitimering og for afgrænsning. Det første implicerer en opvurderung og stilisering af netop de træk, der konstituerede mindreværdet, mens det andet indebærer en kritik af repræsentanterne for den store fælleseuropæiske civilisation og dens institutioner. Selvom det paradoksalt nok i stor udstrækning er tyskere, der i Danmark repræsenterer den store europæiske kultur, sa er det nationale bade i Danmark og i Tyskland udtryk for en kulturel revurdering, og denne proces starter længe før nationalismens blomstringstid. Resultatet bliver en type nationalisme, der adskiller sig fra nationalismen i den franske revolution og saledes placerer Tyskland og Danmark i samme kategori.

Netop fordi lighederne er sa iøjnefaldende, virker det dobbelt udfordrende pa analytikeren, at den nationale diskurs fra starten af det 19. arhundrede udvikler sig sa forskelligt i tysk og dansk kultur. Nationalismen har i Tyskland, f.eks. hos Heinrich von Kleist, udviklet en radikalitet, der ligger milevidt fra billedet af den troskyldige danske landsoldat og Grundtvigs bondenationalisme. En dansk-tysk sammenligning ma nødvendigvis være tvunget til at bore i dette forhold og i jagten pa en mulig forklaring specielt rette blikket mod den tyske idealisme, der for alvor sætter skel mellem dansk og tysk kultur.

Projektets andet spor vil undersøge, om det er muligt at beskrive opkomsten af det nationale, i første omgang i Tyskland, som et konkurrenceforhold mellem talemodi i det 18. arhundredes offentlighed, saledes at det nationale opponerer mod og besejrer en ældre talemodus, der endnu ikke har faet et alment anerkendt navn, men dog kan karakteriseres ved følgende stikord: samtale, relativisme, urbanitet, retorik, personlighedsudvikling. Denne talemodus udvikles, forandres og tilpasses skiftende betingelser i det 18. arhundrede, men ledsages i løbet af denne udvikling af en ny talemodus. Om denne nye talemodus er identisk med det nationale, eller om det nationale er en variant af den nye modus far indtil videre sta hen. Men der udvikles en tale tilpasset helt andre gundvilkar: Talen er ikke længere en samtale mellem dannede, urbane personer med henblik pa behagelig underholdning eller konsensussandhed og personlighedsudvikling. Talen skal benævne og fastholde en sandhed, der selv er hævet over samtalens relativisme. Samtalen erstattes af forkyndelse, tilbedelse, mobilisering osv., og disse former ikke den enkelte med henblik pa rollen som sandhedens subjekt, men organiserer et kollektiv i forhold til en given sandhed.


Updated 23 November 2000 by csc. Please mail comments to the webmaster at Centre for Cultural Research.