Topmenu Calendar Archive Links Faculty and staff Publications Research projects Sitemap Main page

Hans Hauge

Struktur og Subjekt

l.

Projekt-titlens to ord er abstrakte og tillader dermed at blive udfyldt med adskillige konkrete ord: tekst og læser; sprog og sprogbruger; samfund og individ; kultur og selv. Projektet relaterer sig til Center for Kulturforskning på to måder: er der tale om "kulturforskning", da bliver forholdet mellem struktur og subjekt til et spørgsmål om forholdet mellem det kulturskabende menneske og den menneskeskabte kultur; men da Centret som sit tema også har "nybrud" og "centrum/periferi"relationen, da er det projektets - eller "mit" -udgangspunkt, at nybruddet består i en de-centrering af subjektet, dvs. at subjektet, fra at have være enhedsskabende, er rykket ud i periferien, og at subjektets plads er indtaget af andre entiteter så som sproget, fortolknings-fællesskaber, Dasein, traditionen eller lignende. I stedet for disse begreber kan man sige "struktur".

Forholdet mellem subjekt og struktur skal belyses ud fra tre aktuelle filosofiske retninger:

a. Neopragmatismen (Richard Rorty, Stanley Fish, Walter Benn Michaels).

Neopragmatismen er dels navnet på en ny litteraturteoretisk bevægelse, der er opstået i USA, til dels som et alternativ til den såkaldte "dekonstruktionisme. Men også i videre forstand er neopragmatismen udtryk for en "pragmatisk vending" indenfor filosofien. Pragmatismen skal forstås som en tænkning, der har opgivet ideen om en "sidste begrundelse". Den er derfor, som det hedder, "anti-foundationalist" eller antifundamentalistisk. I visse dele af den har man helt opgivet også det teoretiske projekt og har erklæret sig som anti-teoretikere (det gælder især indenfor den litteraturkritiske del af neopragmatismen). I pragmatismen begrundes intet da i et enhedsskabende eller funderende subjekt, idet subjektet altid allerede er indfældet i nogle størrelser, som man kalder interpretive communities. Ideen om sådanne fortolkningsfællesskaber findes udviklet af den amerikanske filosof Josiah Royce i dennes læsninger af C.S.Peirce (i Royces The Problem of Christianity, 1918). Begrebet er videreudviklet dels i K.O.Apels og J.Habermas' ide om et "kommunikations-fællesskab" og dels indenfor litteraturkritikken af Stanley Fish, der direkte bruger Royces udtryk: interpretive communities. Fish har tematiseret denne ide i bogen Is There a Text in This Class?. Hovedtanken er her, at både tekst og læser (struktur og subjekt) aldrig ikke er i en situation, hvilket for Fish betyder, at en tekst ingen struktur "har", men at det heller aldrig er subjektet, der suverænt bestemmer, hvad en tekst betyder. Her er både subjekt og struktur medlemmer af et fællesskab, der derved har overtaget i al fald subjektets traditionelle skabende rolle.

b. Hermeneutikken.

Men hermeneutikken tænkes mest på den udforming, den har fået i Tyskland:
Heidegger, Gadamer og Manfred Frank. Hermeneutikken er, som pragmatismen, antifundamentalistisk. Den har erstattet begrundelse med ideen om participation. I forbindelse med hermeneutikken vil det her også være muligt at inddrage K.E.Løgstrup. Det er en af projektets udgangshypoteser, at der ikke er stor forskel mellem tysk hermeneutik og amerikansk pragmatisme. Det er først og fremmest Richard Rorty, som har bidraget til, at vi nu kan se denne lighed mellem f.eks. John Dewey, Heidegger og Wittgenstein. Hermeneutikken kan, bredt forstået og fraregnende Manfred Frank, forstås som forsøg på at finde alternativer til subjektfilosofien, og det vil sige, at hermeneutikken er reflektioner over decentreringen af subjektet.

c. Dekonstruktionismen.

Denne "retning" er dels intimt forbundet med den franske filosof Jacques Derrida og dels med moderne amerikansk litteraturteori. I sit udgangspunkt synes den antagonistisk overfor hermeneutikken og pragmatismen. Det er dog en af projektets mål at understrege ligheden mellem dekonstruktionismen i alle dens forgreninger og så hermeneutikken og pragmatismen. I denne del støtter jeg mig til den amerikanske filosof John D. Caputo og igen til Richard Rorty.

2.

Hermeneutik, pragmatisme og dekonstruktion er alle, som sagt, forsøg på at finde alternativer til subjektfilosofien. Men før man kan begynde at tænke i alternativer, da skal selve subjektfilosofien beskrives og bestemmes. Subjektfilosofien i filosofien svarer til, hvad man i sociologien kalder moderniteten og i litteraturkritikken romantikken. Jeg sætter altså lighedstegn mellem subjektfilosofi, modernitet og romantik. I Manfred Franks bog, Die Unhintergehbarkeit von Individualitåt fremføres den tese, at "das neuzeitliche Subjekt - in allen seinen Schattierungen: als reine Apperzeption, als Mensch, Person oder Individuum - sei theoretisch wie praktisch am Ende". Eller med andre ord: at det enhedsskabende subjekt er decentreret. Frank fremfører videre, at det er positioner, der kalder sig enten postmoderne eller dekonstruktionistiske, som har udstedt denne dødsdom. Mit projekt vil derfor begynde med Franks påstand om, at det er i postmodernismen eller dekonstruktionismen, at subjektet er dødt. Det viser sig ret hurtigt, at dødsdomme over det moderne subjekt er ældre end som så. Graf Paul Yorck kan citeres for at have sagt: "Der 'moderne Mensch', d.h. der Mensch seit der Renaissance, ist fertig zum Begraben werden". Men jeg forventer ikke at forblive ved den "postmoderne dødsdom"! (der udstedes også af Roland Barthes, af Derrida og af Foucault), men vil fra den bevæge mig tilbage i tid. Til det moderne subjekts fødsel. Første fase vil således blive at forfølge de teorier, der identificerer det moderne med subjektets fødsel. Her vil jeg bl.a. knytte an til den canadiske litteraturteoretiker Northrop Frye og til den amerikanske videnssociolog Peter L. Berger. Frye identificerer det moderne med romantikkens opdagelse af det skabende subjekt i kunsten, og dette subjekt svarer til det man i filosofien kalder det konstitutive subjekt. Når man taler om subjektets decentrering - eller "død"-, da er det dette skabende (romantiske) subjekt, der erklæres for dødt. Decentreringen af subjektet, dvs. subjektets flytning fra centrum til periferi, skyldes mange ting: psykoanalysen, den strukturelle lingvistik, etnologien (kritikken af etnocentrismen). Denne fortælling om subjektets fødsel og død er ofte fortalt, og det nye, som jeg vil bidrage med, er at inddrage især anglo-amerikanske tænkere.

3.

I og med at subjektet dør overtager andre entiteter subjektets rolle. I strukturalismen er det den symbolske orden eller ganske enkelt sproget, som indtræder på subjektets plads. Strukturen kommer i centrum; subjektet i periferi. Subjektet bliver en effekt af sproget, eller det bliver, fra at have været konstituerende, nu konstitueret. Lingvistikkens historie i det tyvende århundrede er historien om subjektets død.

Det er i projektets anden fase, at de tre filosofiske "retninger", som jeg nævnte ovenfor, bliver inddraget. Dels vil de være mine forudsætninger, men de vil også blive undersøgelsesobjekter. Det er sammensætningen af de tre: tysk, fransk og amerikansk tænkning, der lykkeligvis vil kunne producere nye indsigter.

I de tre "positioner", som jeg tænker ud fra og om, er det en pointe, at der ikke er tale om en heideggersk destruktion af det moderne subjekt. Det viser sig nemlig altid, at hvis vi antager, at det moderne subjekt er en konstruktion, da vil en destruktion af det blot ende i en ny konstruktion. Det synes at være tilfældet, at ethvert forsøg på at komme hinsides eller bagom subjektet altid anklages for at være endt i en ny subjektivisme. Det er min tanke, at man kan vise, at de tre positioner kan immuniseres over for denne anklage. Der er heller ikke tale om, at strukturen, hvordan den så end bestemmes- som kode eller system - priviligeres over subjektet og der er heller ikke tale om en moderigtig privilegering af det marginale eller "subkulturelle" - en sætten det apokryfe i stedet for det kanoniske.

Det synes mere og mere klart, at hermeneutikken, pragmatismen og dekonstruktionismen er affirmative bevægelser. De er derfor en art svar på de spørgsmål, som nybruddet, der består i subjektets decentrering, stiller. Når denne affirmative tone endnu ikke er kommet frem i den offentlige debat, så skyldes det, at både pragmatismen og dekonstruktionismen, i al fald i USA, befandt sig i en polemisk situation i 70erne. De var ved at tilkæmpe sig magten til at være nye paradigmer. I dag er de etablerede som fortolkningsfællesskaber, der kan gå i dialog med hinanden og gør det. De tre positioner skal således forstås som alternativer til både den tænkning, som afskaffer subjektet og ophøjer koden eller strukturen, såvel som til de positioner, der nedprioriterer strukturen og ophøjer subjektet og det frie spil (som f.eks, i den amerikanske poetiske postmodernisme). Der er altså hverken tale om en destruktion af subjekt eller struktur, men om en ny måde at tænke forholdet de to imellem. Alle tre er post-strukturelle og post-subjektive. At fokusere på det affirmative i de tre bevægelser vil sige at stille nye spørgsmål til sproget og traditionen, som Derrida har udtalt. Konkret at fokusere på Gadamers begreb om deltagelse; på Rortys om det opbyggelige (edifying), på Michaels' ide om praksis, på ideen om et fortolkningsfællesskab. Hvis man kort og unuanceret ville angive, hvori det affirmative hos Derrida består, da kan man sige, at hans såkaldte infrastrukturelle begreber, som "dissemination", "skrift", "mærke", "metafor" osv., alle er forsøg på at begrunde den klassiske filosofis aporier og modsætninger; ikke at ophæve dem eller annulere dem, men at angive mulighedsbetingelseme uden at ende i en ny transcendentalfilosofi, som det ellers godt kunne se ud til, at han ender i, når jeg beskriver dem, som Jeg gør.

Det affirmative i den amerikanske dekonstruktionisme finder vi i begrebet om læsningens etik, således som det er beskrevet hos J.Hillis Miller. I pragmatismen kunne man også pege på genoptagelsen af diskussionen af autoritets-begrebet hos Stanley Fish. I hermeneutikken Manfred Franks gentænkning af individ-begrebet.

Til slut kunne man spørge om forholdet mellem kulturbegrebet og de tre omtalte positioner. Det i første omgang interessante er, at fænomenet "kultur" kun diskuteres meget lidt i dekonstruktionismen, hermeneutikken og pragmatismen. I sig selv udgør denne tilsyneladende "mangel" et undersøgelsesområde. Om årsagen kan her kun anføres, at dekonstruktionismen begynder som et opgør med antropologien, samt at fænomenet "kultur" i hermeneutikken er intimt forbundet med den subjektfilosofi, som den søger at komme hinsides.


Updated 23 November 2000 by csc. Please mail comments to the webmaster at Centre for Cultural Research.