Topmenu Calendar Archive Links Faculty and staff Publications Research projects Sitemap Main page

Henrik Kaare Nielsen

Politisk kultur og centrum-periferi konflikter. Komparative studier i politisk kultur i Danmark og Vesttyskland.

Kultur- og samfundsudviklingen i de højtudviklede vestlige industrinationer har i hidtil uovertruffen målestok realiseret de forestillinger om demokratisering og individets frigørelse og myndiggørelse, som er blevet kaldt "det modernes projekt". Men samtidig har den samme udvikling i disse lande i efterkrigstiden forceret og skærpet en centrum-periferi problematik, hvis videre udvikling må forventes at blive afgørende for det moderne projekts skæbne.

Den centrum-periferi problematik, der er tale om, har fundet sin hidtil mest omfattende begrebsliggørelse i Jiirgen Habermas' seneste skrifter (fra og med "Theorie des kommunikativen Handeins" fra 1981) -nærmere bestemt tænker jeg her på Habermas' fremstilling af konfliktforholdet mellem system og livsverden (koloniseringstesen), som jeg i en let modificeret version vil henholde mig til som en grundlæggende teoretisk referenceramme. Habermas indfanger med sin tese på differentieret vis det forhold, at den kapitalistiske økonomi og statsbureaukratiet i løbet af den moderne samfundsformations udvikling i stigende grad har antaget karakter af selvstændiggjorte, egenlogiske praksissammenhænge (system), som har etableret sig som centrum og dynamo for kultur- og samfundsudviklingen og tendentielt henvist alle sociale og kulturelle strukturer, som ikke er organiseret omkring pengenes og magtens medier (livsverden), til samfundsformationens periferi. Den historiske tendens i denne centrum-periferi relation har ydermere været, at systemrationaliteten har ekspanderet ind over stadig større livsverdenssammenhænge og partikulariseret og tingsliggjort disse.

Som én væsentlig konsekvens har den teknokratiske systemlogiks ekspansion givet sig udslag i, at behov og interesser på basisniveau i samfundet er blevet marginaliseret fra de afgørende sfærer i det politiske liv. Denne marginalisering, som fremmes af systemsammenhængenes stigende kompleksitet og samfundspolitikkens voksende afhængighed af overgribende, internationale strukturer og konjunkturer, resulterer i en tendentiel ekspropriation af statsborgernes indsigt i og kompetence i forhold til samfundsmæssigheden. De umiddelbare livssammenhænge afpolitiseres, idet deres udvikling underlægges et systemisk defineret kompleks af sagstvang og strukturelle nødvendigheder. Også de traditionelle kanaler for formidling af behov og interesser på basisniveau til de politiske institutioner - partierne og interesseorganisationerne - har gennemgået en teknokratiseringsproces, som i stigende grad har gjort dem usensitive overfor basisbehov. Med en tilspidset formulering kan man sige, at der som slutpunkt for systemsammenhængenes tiltagende okkupation af samfundsmæssigheden i efterkrigstiden aftegner sig den politiske og kulturelle umyndiggørelse af det repræsentative demokratis suveræn, befolkningen. Samtidig afføder denne udvikling en broget mangfoldighed af problemer i den livsverden, som den udskiller som social og kulturel periferi. Omkring en række af disse problemer og marginaliserede behov er der siden 60'eme opstået sociale bevægelser af modemitetskritisk observans, henholdsvis bevægelser, som har en anden opfattelse af moderniseringens mål end centerlogikken. Det har været kendetegnende for disse bevægelsers bestræbelser på at manifestere periferiens behov og interesser overfor det politiske og kulturelle centrum, at de for overhovedet at gøre sig gældende i vid udstrækning har været henvist til at påtage sig fredsforstyrrerens rolle og altså bryde det parlamentariske demokratis spilleregler.

Vi har her at gøre med et ægte dilemma i den højtudviklede kapitalismes samfundsformation: i takt med det politiske og kulturelle centrums teknokratisering og svindende evne til at tilgodese krav fra basis fremstår dannelsen af modkulturer og den civile ulydighed, de provokationer og regelbrud, som de nye sociale bevægelser tager i anvendelse for at presse deres krav igennem, som demokratiske nødvendigheder, som de eneste autonome medier for folkelig deltagelse i den politiske proces. Men på den anden side er der grænser for, hvilket omfang og hvilke former disse brud på den institutionaliserede politiske orden kan antage, før de udgør en trussel mod demokratiske institutioner, retsstatsprincip, m.m. og således snarere end til demokratisering bidrager til social opløsning eller en autoritær statsudvikling.

Konfliktforholdet mellem overordnede samfundsmæssige interesse-konstellationer og behov og interesser i de umiddelbare livssammenhænge vil næppe kunne ophæves helt under et differentieret, moderne samfunds betingelser; men konflikten vil kunne miste sin aktuelle karakter af ægte dilemma, i det omfang det lykkes at tæmme den destruktive, koloniserende egendynamik, som udgår fra systemets kapital- og statsinteresser. En sådan afmontering af dilemmaets antagonistiske karakter ville åbne muligheden for en produktiv regulering af konflikten mellem forskellige samfundsmæssige og kulturelle niveauer, som ville kunne kombinere bevarelsen af en formaliseret, demokratisk retsstat med radikale myndiggørelsesprocesser på basisniveau, altså en langt højere grad af folkelig indflydelse på og deltagelse i reguleringen af kultur- og samfundsudviklingen.

I dette perspektiv bliver det centrale spørgsmål, hvorvidt og under hvilke betingelser periferiens sociale og kulturelle bevægelser og disses livtag og samspil med det systemiske centrum er i stand til at fremme udviklingen af sådanne produktive, demokratiserende konfliktløsninger.

Dette spørgsmål har generel gyldighed for de højtudviklede kapitalistiske lande, men forsøget på at besvare det må tage højde for afgørende nationale forskelle m.h.t, vilkår for demokratisering og politisk og kulturel forandring.

F.eks, er det signifikant, at det vesttyske studenteroprør mundede ud i terrorisme, udbygning af det statslige sikkerhedsapparat samt Berufsverbot, mens det samme forløb i Danmark resulterede i demokratisering af offentlige institutioner og udvidelse af det politiske spektrum i parlamentet; eller at den vesttyske modstand mod A-kraft og -senere - nye mellemdistanceraketter eskalerede til paramilitære slag, mens den danske modstand fredeligt kunne opbygge et parlamentarisk flertal.

Denne type nationale forskelle vil jeg i projektet forsøge at indfange og pespektivere med begrebet "politisk kultur" og den hertil knyttede udskillelse af et særligt politisk-kulturelt analyseniveau. Det er min hensigt at videreudvikle politologiens begreb om politisk kultur og frugtbargøre det i en humanistisk sammenhæng, idet jeg vil kombinere det med et udvidet kulturbegreb og således trække tråde mellem national historie, traditioner for institutionel praksis, traditioner m.h.t, samspillet mellem individ og samfund, hverdagskulturernes specifikke mønstre, bevidsthedsformer, etc.

Det er min basale teoretiske antagelse, at "politisk kultur" på denne måde kan begrebsliggøre den komplekse, nationalt specifikke formidlingszone, som formbestemmer det konkrete samspil mellem centrum og periferi i moderne samfund. I forlængelse af det ovenstående ræsonnement gælder det endvidere, at en karakteristik af en nations politiske kultur vil give stærke fingerpeg om dennes forudsætninger og evner m.h.t, at udvikle produktive, demokratiserende reguleringsformer for politiske og kulturelle konflikter mellem centrum og periferi. Under denne synsvinkel vil projektet foretage sammenlignende analyser af udvalgte centrum-periferi konflikter i Danmark og Vesttyskland.


Updated 23 November 2000 by csc. Please mail comments to the webmaster at Centre for Cultural Research.