Topmenu Calendar Archive Links Faculty and staff Publications Research projects Sitemap Main page

Jesper Hede

Thomisme og Mysticisme i dantes guddommelige komedie - En hermeneutisk problematik

Emne Dantes teologiske og filosofiske grundholdninger i La Divina Commedia er komplekse og eklektiske i form og indhold. I sit forfatterskab følger Dante ikke nogen bestemt retning, men udvikler derimod en personlig syntese med elementer fra 11 og 1200-tallets tænkning, der historisk primært repræsenteres af tre strømninger:

1) Den radikale aristotelisme (averroisme), der i sin metode er diskursiv og overvejende optaget af den fornuftsbaserede filosofis muligheder. For Dante-forskningen er de to mest relevante repræsentanter Siger af Brabant, placeret sammesteds som sin opponent Thomas Aquinas i Solens Himmel [Paradiso X], og Böethius af Dacia, hvis betydning bl.a. er blevet sat i forbindelse med episoden om den overmodige Odysseus [Inferno XXVI].

2) Den moderate aristotelisme (thomisme), der metodisk set også er diskursiv, men sætter tro over fornuft og følger åbenbaringen, når filosofien ikke giver svar på essentielle spørgsmål. Den væsentligste repræsentant er Thomas Aquinas, der generelt anses for Dantes teologiske hovedkilde.

3) Den kontemplative tænkning (primært neoplatonisk funderet mysticisme), der modsat de to andre hovedsagelig er intuitiv i sin metode og betragter fornuften som en konsekvens af religiøs rettroenhed. De mest interessante repræsentanter er Bonaventura, ligeledes placeret i Solens Himmel [XII], og Bernhard af Clairvaux, der fuldender Dantes rejse gennem den hinsidige verden [Paradiso XXXI-XXXIII].

På baggrund af en overvejende tekstuel (intrinsisk) tilgang til værket har forskellige Dante-forskere i det 20. årh. forsøgt at indkredse og definere Komediens kulturelle kontekst med reference til de tre strømninger, hvilket har ført til følgende udbredte opfattelse:

1) Averroismen er et vigtigt aspekt ved Dantes intellektuelle udvikling, men vedrører primært andre af hans værker, såsom Convivio og De Vulgari Eloquentiae. I Komedien er der reminiscenser af averroismens historiske betydning, men Dantes holdning er overvejende negativ.

2) Thomismen er den væsentligste faktor for forståelsen af værkets kontekst, fordi Dante mest frekvent synes at referere til thomistisk aristotelisme. De narrative detaljer aftegner kort sagt et konkret referenceforhold, og som følge af den tekstuelle tilgang er summen af verificerbare referencer til Aquinas's værker blevet grundlaget for kontekstforståelsen.

3) Komedien har markante mystiske elementer i sig, men de kommer ikke til udtryk gennem tekstuelle referencer. Ofte har de kun karakter af tematiske fællestræk med mystiske traditioner og anses for et for usikkert grundlag for en kontekstforståelse. Undersøgelsen af Komediens kontekst har således groft sagt været kendetegnet af følgende hierarki:

Thomismen har primær status, mysticismen sekundær status og averroismen tertiær status.

Projekt

Mit udgangspunkt for projektet er, at jeg grundlæggende er uenig med disse metodiske præmisser for en kontekstfortolkning af Komedien. Min opfattelse er, at der hersker generel uklarhed om værkets kontekst, og at årsagen er, at spørgsmålet om averroisme og thomisme i forfatterskabet er blevet tillagt for stor betydning på grund af en mulig konflikt mellem Convivio og Komedien, der menes at afspejle en intellektuel udvikling væk fra averroisme og til fordel for thomisme. Problemet er, at Dantes syntese i for høj grad er blevet fortolket ud fra eksplicitte og implicitte referencer til andre tænkeres værker, hvorved tydelige tegn på tematisk slægtskab uden verificerbart referenceforhold er blevet undervurderet eller ligefrem negligeret.

Min tese er:

1) Komediens mystiske aspekter har fået en underordnet betydning inden for Dante-forskningen, fordi der er tale om tematisk slægtskab, hvis afdækning primært afhænger af en tematisk fortolkning af værket som helhed.

2) Thomismen har opnået en for fremtrædende plads, fordi man i narrativ-analytisk henseende har fokuseret for meget på de enkelte detaljer på bekostning af helheden, og fordi Dante-forskningen synes forledt af dels thomismens mere diskursive karakter i forhold til mysticismen og dels dens historiske betydning som del af katolicismens grundlag. Som konsekvens er Komedien ofte blevet placeret i en tidlig renæssance-orienteret kontekst, hvis kulturelle forbindelse til Dante-forskningens fortolkningshorisont er mere evident, end tilfældet er med den kontekst mysticismen afspejler.

Min hensigt er at underbygge denne tese ved at undersøge Dantes grundholdninger i Komedien på baggrund af en omvendt inddeling med primær status til mysticismen og sekundær status til thomismen. Med mysticismen som udgangspunkt for en undersøgelse af Komediens kontekst ønsker jeg at sætte fokus på dels betydningen af 11 og 1200-tallets mysticismetraditioner for Dantes religiøse bevidsthed og dels Komedien som udtryk for mysticismens karakter i 1300-tallet. Emnet er således europæisk høj- og senmiddelader som periode og en førrenæssance-verdensanskuelsesmåde.

Denne indfaldsvinkel implicerer følgende undersøgelsesområder:

1) Mysticismens traditioner inden for middelalderens vestlige kristendom med særlig vægt på ovennævnte periode [jf. B. McGinn: The Presence of God, vol. I/II 1992/95], og

2) thomismen i Dante-forskningen - pro et contra [jf. E. Gilson: Dante et la philosophie 1939; C. Singleton: Journey to Beatrice 1958; T. K. Seung: Cultural Thematics 1976; A. C. Mastrobuono: DanteÕs Journey of Sanctification 1990].

Da projektets motivation er en kritik af den tekstuelle Dante-forsknings præmisser og horisont, hvad angår kontekstanalyse og referenceforståelse, vil jeg metodisk koncentrere mig om følgende områder:

1) Reference og tematisk slægtskab generelt i litterær analyse og specifikt i Dante-forskningen [jf. M. Baktin: ital. Estetica e romanzo 1979; M. Corti: Percorsi dellÕinvenzione 1993], og

2) teoretiske præmisser for kontekstanalyse og konkrete eksempler på ekstrinsiske Dante-fortolkninger [jf. H. G. Gadamer: Methode und Wahrheit 1960; E. D. Hirsch: The Aims of Interpretation 1976; T. K. Seung: Semiotics and Thematics in Hermeneutics 1982; W. Franke: Dante's Interpretive Journey 1996]. Forholdet mellem thomisme og mysticisme i Komedien vil således blive behandlet som en hermeneutisk problematik med vægt på den receptionshistoriske dimension.


Updated 15 March 2000 by smc. Please mail comments to the webmaster at Centre for Cultural Research.