Topmenu Calendar Archive Links Faculty and staff Publications Research projects Sitemap Main page

Johan Fjord Jensen

Følelsernes rum. Kirkegårdskulturer historisk og geografisk

Den historiske problemstilling

At se sine nærmeste dø og selv at skulle dø udgør en udfordring for alle. Dødserkendelsen danner orgeltonen i enhver kultur, men den gør det ikke på samme måde i førmoderne og moderne samfund.

I førmoderne kulturer var døden den altid nærværende realitet. I samfund, hvor mennesker gennemsnitligt levede fra 20 til o. 50 år, kunne døden indtræffe for enhver og på et hvilket som helst tidspunkt. Forholdet til døden var derfor fortroligt og skrækblandet, og det var også de ritualer, hvormed man inddæmmede skrækken. Efterhånden som den hygiejniske standard og sundhedsvidenskaberne udvikledes, reduceredes dog dødens greb. Gradvis fik civilisationerne kontrol over den i den proces, der i andre sammenhænge er blevet betegnet som moderniseringen. Døden 'hospitaliseredes' og blev for en tid usynlig.

Usynliggørelsen af døden er et af den moderne kulturs mest omfattende og diskrete temaer. Men selv en kultur, der gør sig ihærdige anstrengelser for at fortrænge, må i skæringen mellem liv og død se døden i øjnene. Begravelsen som ritual bliver derfor af største betydning. Her forbindes fortiden med flere former for fremtid. Her træder kulturen på den mest ubønhørlige måde i forhold til det historiske. I mentalitetshistoriens lange stræk udgør begravelsesformerne de mest 'erindringsfaste' - her finder vi spor af betingelser og udviklinger, som hører tidligere kulturtrin til, også de førmoderne.

Ser vi nu på begravelsesskikkene i de store kulturblokke, så spænder de med deres vidt forskellige symbolske indhold fra persernes fremlæggelse af de utildækkede døde i "tavshedens tårne" over ligbrændingen i indisk og mumificeringen i ægyptisk kultur til den forasiatiske begravelse i klippehuler. Hver for sig peger disse skikke ind i dybt forskellige kulturelle og geografiske sammenhænge.

Hvad de europæiske kulturer angår, har den dominerende begravelsesform været jordbegravelsen, men således at den i visse faser har måttet kappes med ligbrændingen som skik. Det gjorde den allerede i Rom, og det gjorde den også i vort kulturområde, da den oprindelige jordfæstelse blev afløst i bronzealderen af ligbrænding for så siden igen at blive erstattet af jordbegravelse og af den kristne begravelsesform i og omkring kirkerne.

Den afgørende forudsætning for udviklingen af en kristen gravskik var dels opstandelseslæren, dels etableringen af menigheder, der forvandlede den private jordfæstelse til en sag for menighed og kirke. Med indsamlingen af helgenrelikvier og samlingen af dem i klostre og kirker blev der tradition for, at saligheden lettere kunne vindes, hvis den døde befandt sig i umiddelbar nærhed af resterne af hellige mænd og kvinder. Af den oprindelige romerske skik med begravelser på fælles kirkegårde uden for byerne udviklede sig derfor en tradition for begravelse i kirkerne. Men liglugten hang i rummene og gjorde det mærkbart, at der bestod et hygiejnisk problem, som også gjalt begravelserne på de omliggende kirkegårde.

Med den voldsomme udvikling af København i løbet af 1700-tallet blev forholdene efterhånden helt uholdbare, specielt efter at pestepidemien i 1711 havde ført til en stinkende ophobning af døde. Problemerne i forbindelse hermed blev derfor ét blandt de mange temaer, som kritikken under oplysningen tog hånd om. Stærkest var kritikken i Paris, hvor også problemerne var størst, og hvorfra den bredte sig til bl. a. København. Under indtryk heraf oprettedes i 1760 Assistenskirkegaarden på Nørrefælled. Ikke at det i første omgang løste det hygiejniske problem. Men der var ved oprettelsen indledt et nyt kapitel i dødekultens århundredlange tradition, som skulle få afgørende betydning for dannelsen af en speciel følsomhed omkring døden.

Bidragende hertil var det også, at den romantiske haveopfattelse, som havde trængt sig frem i løbet af 1700-tallet, kom til at omfatte anlægget af "dødens have". Fra midten af århundredet udviklede sig, specielt i England, en særlig kirkegårdslyrik, der udnyttede kirkegården som kultisk rum. Samtidig blev de nye parker udformet som mindehaver under dyrkelsen af de arkadiske værdier, således at døden og naturen herved blev forbundet.

I Danmark kom anlæggelsen af Assistenskirkegaarden på Nørrefælled til at spille en særlig rolle. Efter at en agtet borger i 1785 testamentarisk bestemte, at han af hygiejniske grunde ville begraves på kirkegården, kom der gang i udnyttelsen af den, og i 1804 måtte den så udvides. Til det formål havde stadskonduktøren udfærdiget en regelret plan for den nye kirkegårds indretning. Planen faldt en del af byens borgerskab for brystet; det ønskede sig kirkegården indrettet efter den engelske parkopfattelses natursyn: med krogede gange og forskudte former, sådan som naturen selv havde skabt formerne. En af borgerne udarbejdede en alternativ plan, men i kampen mellem de to planer gik den regelrette af med sejren. Den nye kirkegård blev stort set indrettet efter de lige linjers kulturelle og naturløse princip. Imellem de to principper stod der en vedvarende strid århundredet igennem og helt op til moderne tid. På den ene side ville man gerne omdanne kirkegården til en naturmæssig hvileplads for de døde i forventning om det paradis, som oprandt efter den endelige dom. På den anden side måtte de nye kirkegårde indrettes med hensyntagen til kravet om hygiejne, der fordrede, at man præcist vidste, hvor hver enkelt var begravet, og til det forhold, at kisterne var rektangulære og derfor burde placeres i lige linjer. Dertil kom, at man samtidig fandt ud af at anlægge gravpladserne som kultsteder for familien. På kirkegårdene genskabtes villaernes haverum i form af familiegravsteder med deres støbejernsindhegninger og mindestene til ære for pater familias. Resultatet var, at det ligelinjede princip kom til at herske. ønsket om med kirkegårdene at skabe en natursammenhæng, som kunne vise hen til håbet om det forestående paradis, kom i strid med begravelsens og familieprincippets rektangulære logik.

I dette sker der imidlertid i helt moderne tid et brud, der er ligeså radikalt, som det foreløbig er diskret. Med overgangen til ligbrænding frigøres kirkegårdene fra det rektangulære princip. Den overgang har sin egen historie, som kun skal antydes her. Efter under bronzealderen at have været udbredt som begravelsesskik, forsvandt ligbrændingen, og frem til slutningen af 1800-tallet eksisterede med enkelte undtagelser ingen forestilling om, at mennesker kunne begraves på anden måde end ved jordbegravelse under "legemets opløsende søvn". Omkring 1850 opstod imidlertid af hygiejniske grunde ideen om at brænde ligene. Fra da af udviklede ligbrændingen sig til en af den moderne oplysnings mange sager, knap så skandaleombrust som f. eks. sædelighedssagen, men ikke mindre sejrrig.

I hele denne proces drives reformen af begravelsesskikkene altså frem af ønsket om en forbedret kirkegårdshygiejne. Det hygiejniske hensyn, som faktisk var det, der skabte grundlaget for de lige linjers princip i kirkegårdene, var også det, der efterhånden muliggjorde et brud med princippet. For når ikke kisterne og deres placering længere spiller en rolle, svinder også forudsætningerne for at opbygge kirkegårdene som kopier af villahaverne. Familiegravstederne forsvinder efterhånden, og det gør også den særlige indhegning af dem. De bølgende linjer vinder derved indpas i kirkegårdene. Det bliver i stigende grad til, at urnegravene indføjes i en frit udfoldet natursammenhæng. Samtidig hermed mister gravstederne deres sociale signaturer. Fra midten af 1960'erne forsvinder henvisningen til de afdødes borgerlige profession, og det bliver ikke længere afgørende at opregne deres ordner og samfundsmæssige fortjenester. I mange tilfælde anonymiseres gravstenene, så alene de nærmeste, som i forvejen ved, hvem der ligger begravet det givne sted, vil kunne finde stedet. Yderpunktet heri er de anonymes fælles gravplads, som ikke længere blot er for de samfundsmæssigt fortabte, men også for dem, som efter døden ikke ønsker sig erindret i deres sociale rolle.

Samtidig med at individet efter døden altså skilles ud fra sin sociale verden og helt eller delvis anonymiseres, åbnes nu op for at det til gengæld placeres ind i naturens orden. Under menneskets sociale forsvindingsproces trænger for første gang naturen frem i kirkegårdslivet som den sammenhæng, det endegyldigt kan optages i. En sammenhæng med dens rektangulære fordringer og regelrette bindinger bryder sammen eller mister blot sin betydning. Men midt i sammenbruddet bliver en ny sammenhæng til, der forbinder det døde med det overalt og til hver en tid levende.

Projektet og dets hovedsynspunkt

Det er karakteristisk, at den her skitserede udvikling sker i netop den periode, hvor det Moderne bryder igennem. Fornuftiggørelsen af de sociale former, der driver den sekulære udvikling fremad, kommer på begravelsesritualets område til udtryk i hygiejnens stigende betydning. Men den betydning er samtidig den, der sætter rammen for, hvordan følelserne kommer til udtryk og forvaltes. Både hygiejnen og følelserne spiller en afgørende rolle i det rum, hvori begravelserne finder sted.

Det er altså et hovedsynspunkt under denne undersøgelse, at følelsernes frisættelse for dødsritualernes vedkommende finder sted som en bestemt brydning mellem hensynet til hygiejnen og et helt andet hensyn til at opbygge en natursammenhæng. Mellem den hygiejniske fornuft og den naturmæssige 'ufornuft' består der således en konflikt, som jeg vil kalde modernitetskonflikten. Men der består altså også en sammenhæng, og den viser sig overalt, når en førmoderne rationalitetsform bliver brudt op og følelserne derved hensættes i et ureguleret nyt forhold. Under sekulariseringen projiceres følelserne over i naturformer, som igen fører ud i sammenhænge hinsides de sociale rammer, der tidligere bestemte symbolerne på kirkegårdene.

Derved skabes i vores kultur et følelsesrum af en særlig art, men igen sådan at rummet giver adgang til en forskelligartet forvaltning af følelserne. I selve begravelsesritualet koreograferes følelserne i en 'hektisk' og 'akut' form, og det hvad enten den viser sig i de førmoderne samfunds demonstrative gråd eller de moderne samfunds inddæmmede føleformer. De 'lange følelser' udspiller sig derimod på kirkegårdene, der er rummet for den meditative dybdefølelse og for dens sammenhæng bagud i den sociale erindring og fremad i den evige skæbne eller naturens kredsløb.

Dette udgør altså den historiske ramme for mit projekt. Det handler først og fremmest om den kulturhistoriske forståelse og den socialsymbolske fortolkning af kirkegårdene som et særligt følelsesrum. Der er det særlige perspektiv i projektet, at den proces, der fortolkes, i sin art er historisk, og at den som sådan bør beskrives og måske også studeres i en diakronisk form. Men der er også det perspektiv, at følelsernes lange form og den særlige forsinkelse, hvormed konflikten sætter sig igennem, også gør det muligt at beskrive den i en synkronisk form, nemlig som en modsætning mellem kirkegårde rundt om i verden. Alle er de placeret i samfund, som er på vej ind under moderniseringen, og i en række tilfælde kan modernitetskonflikten også aflæses i rummene. Men i forhold til stort set alle andre symbolske områder hersker der i kirkegårdenes rum en historisk forsinkelse, der gør det muligt her og nu at studere konflikter og følelsesformer, som i vort samfund kan føres flere århundreder tilbage i tiden. Det bliver herved muligt nede under de hektiske moderne kulturformer at lokalisere de mere langsomme og urørlige kulturbrydninger.

Det er altså, hvad jeg har sat mig for at gøre. Jeg vil studere modernitetskonflikten historisk og geografisk. En af de geografiske konflikter udspiller sig i Europa som modsætning mellem de mediterrane landes førmoderne stenkirkegårde med deres naturløse former og de nordeuropæiske kirkegårdes moderne former. En anden udspiller sig som en modsætning mellem de europæiske og nordamerikanske begravelses- og kirkegårdsformer og forskellige af de asiatiske skikke og former.

Mere konkret vil min studie derfor komme til at omfatte danske, europæiske og asiatiske begravelses- og kirkegårdsformer. Undersøgelsen vil blive bygget op i koncentriske cirkler omkring beskrivelsen af centrale kirkegårde og deres sociale og metafysiske ikonografi. Mest centralt blandt dem vil skildringen og den socialsymbolske fortolkning af Assistenskirkegården samt vistnok Odense kirkegaard være (som eksponent for den nordeuropæiske udvikling), og Père-Lachaise kirkegården i Paris (som eksponent for den mediterrane/katolske kirkegårdsform). Samtidig vil fremstillingen blive opbygget som en komparativ undersøgelse, der ved kortlægning af grænselinjerne for de forskellige kirkegårdsformer i Europa (herunder med analyser af kirkegårde i Dublin, Slovakiet, Preussen mv.) vil dokumentere arten af den kulturhistoriske tese om kirkegårdene som usamtidige følelsesrum. Det er min hensigt at kontrastere denne i sin art europæiske problematik med en gennemgang af asiatiske kultformer.


Updated 23 November 2000 by csc. Please mail comments to the webmaster at Centre for Cultural Research.