Topmenu Calendar Archive Links Faculty and staff Publications Research projects Sitemap Main page

Jørgen Goul Andersen

Socioøkonomiske/sociokulturelle forandringer og politiske modsætninger.

Der har ikke været megen fundamental uenighed om, hvad der har kendetegnet de sociale og politiske modsætninger i det 20. århundredes Vesteuropa. Modsætningerne har først og fremmest drejet sig om fordelingen af samfundets goder. Ideologisk har dette taget form af en kamp mellem højre og venstre. Organisatorisk er kampen navnlig foregået gennem politiske partier og interesseorganisationer. Og det sociale/strukturelle grundlag for disse konflikter har været de sociale klasser.

I alle lande organiserede arbejderklassen sig politisk mod borgerskabet, i enkelte lande - de skandinaviske -organiserede bønderne sig mod byernes sociale klasser. Mellem disse tre hovedklasser stod de småselvstændige i byerne samt funktionærerne som splittede og vaklende lag. Begge disse grupper har været ude af stand til langfristet at organisere sig politisk. Bysmåborgerskabet har dog været klassebasis for historisk vigtige protestbevægelser, medens den store funktionærgruppe - ofte kaldet mellemlagene - alene har været halehæng til andre klassers bevægelser. Noget kvalitativt nyt har funktionærgruppen ikke tilføjet politikken. Det var erfaringen indtil 1960'erne.

Arbejderklassen har således været den eneste betydende kraft bag århundredets sociale og politiske forandringer. Ikke uden grund har man kaldt det 20. århundrede for arbejderbevægelsens eller arbejderklassens århundrede.

I grove træk har alle været enige om, at den ovenstående beskrivelse indfangede industrisamfundets/det kapitalistiske samfunds grundlæggende anatomi. Og i det kulturelt og religiøst homogene Danmark har de kulturelle og religiøse modsætninger, der i andre lande kunne komplicere de politiske skillelinjer, ikke spillet nogen nævneværdig politisk rolle.

Det er imidlertid en udbredt opfattelse, at dette billede i dag er brudt sammen, og at samfundet nu gennemløber en hurtig forandringsproces, der indebærer en transformation til en kvalitativt anderledes samfundstype. Bevidstheden herom er endda blevet noget nærmest selvfølgeligt, som man ikke behøver tænke nærmere over.

Begreberne svirrer i luften: Industrisamfundet afløses af det post-industrielle samfund, informationssamfundet, servicesamfundet, fritidssamfundet, eller hvad der nu hæftes på af populære betegnelser. Fælles for betegnelserne er, at de er lidet præcise. Antagelserne om, at de sociale og politiske modsætninger ændrer sig, er stort set lige så upræcise. Men der er ingen vaklen i opfattelsen af, at der i det mindste sker grundlæggende ændringer. Nogle hæfter sig ved, at politik i dag drejer sig om andre issues end tidligere. Andre tager udgangspunkt i, at den politiske kamp i dag foregår med nye deltagere - f.eks. nye sociale bevægelser, på bekostning af partierne. Og atter andre lægger vægt på, at de oppositionelle strømninger ikke længere har sin rod i arbejderklassen, men i mellemlagene - eller slet ikke i nogen klasse.

I det mindste synes næsten alle at være enige om at ophæve de gammelkendte dogmer - herunder det teoretisk og politisk mest centrale: Nemlig dogmet om, at arbejderklassen og alene arbejderklassen er basis for social forandring i_ det kapitalistiske samfund. Et dogme, som ortodokse marxister langtfra har været ene om at tilslutte sig.

Umiddelbart virker alle disse nye tanker ret så plausible. Blandt andet giver det traditionelle modsætningsparadigme ikke noget særlig godt udgangspunkt for at forstå 1960'ernes, 1970'ernes og 1980'ernes mest signifikante politiske ændringer og bevægelser. I flæng kan blot nævnes ungdoms- og studenteroprøret, kvindebevægelsen, miljøbevægelsen, "grønne partier", offentligt ansattes venstredrejning, venstrefløjens fremgang, arbejderklassens borgerliggørelse, det "nye højre", det spirende fremmedhad, samt - som mere eller mindre isolerede danske fænomener - udskældte "ligusterfascisters" hævnakt med dannelsen af Centrum-Demokraterne til forsvaret for parcelhuslivsformen, den kristne modreaktion mod ugudeligheden i form af Kristeligt Folkeparti, samt reaktionen mod velfærdsstaten i form af Fremskridtspartiet.

Hertil kommer de øgede sociale skel mellem beskæftigede og udstødte, mellem mænd og kvinder, mellem faglærte og ufaglærte, mellem højteknologiske brancher i vækst og gamle industrier, ja hele landsdele, i krise og tilbagegang. Alt imedens ungdommen markerer sig med så forskellige subkulturer som BZ'ere, graffiti-malere, grønjakker og håbefulde kommende "yuppies". Plus forskellige grupper af "normale" unge. Denne stærkt øgede differentiering i livsformer og livsstil synes i øvrigt at gøre sig gældende overalt i samfundet. Gallup og andre kan påvise, at livsstil og politisk overbevisning hænger nøje sammen - helt ned til valget af morgenmad!

Umiddelbart kan det synes vanskeligt at skabe struktur i et så kaotisk billede. Den bipolære konflikt mellem arbejderklasse og borgerskab synes på det nærmeste afløst af en mangfoldighed af krydsende konflikter. Mange af disse er af delvis kulturel art og kan som sådanne formuleres i centrum-periferi-termer. Ydermere kan det, der er periferi i én sammenhæng (f.eks. 1968-kulturen versus "det etablerede"), være center i en anden (f.eks. 1968-kulturen versus Fremskridtspartiets populistiske antiintellektualisme).

Konflikternes næsten kaotiske karakter kan lede tanken hen på det brogede konfliktbillede i industrialismens barndom og kan dermed ses som et tegn på, at der netop sker grundlæggende, kvalitative samfundsændringer i disse år. Et yderligere tegn på, at der sker gennemgribende ændringer, er den pludselige genopblussen af de klassiske center-periferi-modsætninger i mange lande. Det hænger uden tvivl sammen med, at periferibevægelsernes gamle krav - autonomi - var blevet et nøgleord for både den anti-imperialistiske kamp og for den nye oppositions protest mod økonomiens tingsliggørelse og velfærdsstatens statsliggørelse.

Dermed er også så småt antydet én måde, hvorpå man kan finde struktur i det tilsyneladende kaotiske billede af modsætningsforholdene. Men den er ikke modsigelsesfri, og der er mange konkurrenter - herunder en konkurrent, der helt vil afvise at skabe en sådan teoretisk ordning. Under alle omstændigheder er samfundet i mange henseender i en transformationsproces, hvor det er utrolig svært at overskue, i hvilken retning udviklingen går - og i hvilken retning den overhovedet kan gå.

Det er den overordnede problemstilling for projektet, der empirisk koncentrerer sig om Danmark, men som ifølge sagens natur må foregå i et komparativt perspektiv, hvis man skal kunne sondre mellem almene tendenser og specielle danske fænomener. Projektet sigter mod dels at afprøve en lang række teorier om samfundsudviklingen, dels (og samtidig) at give et signalement af samfundet i dag, med størst mulig støtte i empiriske data. Hvilket i denne sammenhæng først og fremmest vil sige "hårde data" i form af officiel statistik og surveydata. Det metodiske grundlag er først og fremmest traditionel forskningsteknik, men dataene på individniveau benyttes udelukkende til at belyse problemstillinger på makroniveauet, og i øvrigt er der lagt stor vægt på at forsøge at tegne "scenarier" og gennemføre bredere anlagte tolkninger af oplysningerne.

Teoretisk grundlag

Det teoretiske grundlag for projektet er i første omgang den marxistiske klasseteori - eller hvad nogle ville kalde "kapitalisme-paradigmet". Marx' enkle og præcise model i "Det kommunistiske Manifest" er i så henseende et glimrende udgangspunkt, ikke mindst som kontrastmodel. Marx gav en enkel og klar skitse af klasserne og modsætningsforholdene i dét kapitalistiske samfund. Til modellen hørte to profetier. Var det første, at klassestrukturen blev polariseret (her kom mellemlagene senere i vejen). Og for det andet, at arbejderklassen blev organiseret og bevidstgjort af den kapitalistiske udvikling (hvad den gjorde, men uden den helt store vilje til at gennemføre sin "historiske mission", og tildels med aftagende entusiasme).

Problemet med, hvad der er sket med arbejderklassen, er en af de centrale af projektets empiriske problemstillinger. Problemet med mellemlagene har senere klasseteorier taget sig så rigeligt af. Nærværende projekt er dog udbygget i forhold til de fleste af de gængse klasseteoretiske varianter, der nok foretager nye bestemmelser omkring mellemlagene - men kun som modsætningsfyldte mellempositioner. Modsætningsrelationerne mellem lønarbejde og kapital er uændrede - men mellemlagene indtager tvetydige, skizofrene, positioner. Det er en nogenlunde tilstrækkelig bestemmelse for funktionærerne i den private sektor, men de offentligt ansatte repræsenterer kvalitativt nye modsætninger, som ikke kan subsumeres under modsætningerne mellem lønarbejde og kapital.

Udbygget og tilpasset den senere samfundsudvikling er dette paradigme i mange henseender frugtbart, navnlig når der foretages de fornødne bestemmelser omkring velfærdsstaten, offentligt ansatte, intellektuelle m.v. Og det volder intet besvær at lokalisere den sociale basis for mange af de nyere sociale bevægelser til nogle bestemte grupper i et sådant neo-marxistisk billede af klassestrukturen.

Det svarer meget godt til, at man ud fra marxistisk ortodoksi ville være tilbøjelig til at se store dele af "den nye opposition" som udtryk for småborgerlige, præindustrielle drømmerier. Det ville være både teoretisk konsistent og empirisk velbegrundet.

En sådan løsning ville endda indeholde et gran af sandhed, men som forudsigelse af fremtiden ville den alligevel være vildledende - og som politisk handlingsvej ledning ville den være en katastrofe.

Alle samfundsteorier af et vist format - fra Karl Marx' til Daniel Bell's - baserer sig på en tredeling, som kan benævnes produktionsforhold, produktivkræfter og ideologisk overbygning - eller ejerforhold, produktionsteknologi og kultur, hvis man foretrækker en anden sprogbrug. Til disse tre dimensioner knytter sig blandt andet grundbegreber som: Kapitalisme, industrialisme og modernitet/rationalitet.

Den marxistiske teori er kendetegnet ved at betragte kapitalisme og industrialisme som to sider af samme sag - med kapitalismen som det overordnede - medens kulturen får status som et rent følgefænomen. At den industrielle organisationsform og den tilhørende kultur findes i langt mest rendyrket udgave i de socialistiske lande, er ikke nogen

afgørende indvending mod den marxistiske teori. Det vil det derimod være, hvis samfundet kan ændre sig i postindustriel retning og samtidig forblive kapitalistisk. Og det vil det også i nogen grad være, hvis modsætningerne efterhånden i højere grad knytter sig til samfundets industrialistiske aspekt end til det kapitalistiske.

Når det gælder den politiske opposition i de vestlige samfund gennem de sidste 20-30 år, er det tydeligt, at denne i flere henseender retter sig mod industrialistiske end mod kapitalistiske aspekter af systemet. I visse tilfælde er denne sondring af rent akademisk interesse. Men gennemgående rækker de teoretiske konsekvenser videre. Og som side-og modstykke til det marxistiske samfundsparadigme og den socialistiske politik er der efterhånden udviklet et "grønt" samfundsparadigme og en tilhørende "grøn" politik -eller måske mere præcist en række paradigmer, der er indbyrdes modstridende og ufuldkomne, samtidig med, at de rummer vigtige problemstillinger (I øvrigt er der som en tredie konkurrent samtidig opstået en neo-liberal samfundsfilosofi af betydelig teoretisk rækkevidde).

Selv om det kan være empirisk fyldestgørende at forstå en række af de nye konflikter på klasseteoretisk vis, kommer man i mange tilfælde ikke uden om også at inddrage det industrialistiske aspekt, hvis man vil have en forståelse, der rækker frem i tiden. Og i det hele taget må man undersøge, på hvilke punkter den marxistiske klasseteori og samfundsforståelse må revideres, såfremt samfundet kan udvikle sig i postindustriel retning, samtidig med at det bevarer sin kapitalistiske karakter. Også dette indgår som en del af projektets teoretiske grundlag - hvor det endvidere diskuteres, hvilke konsekvenser det vil få, såfremt samfundet - hvad alt tyder på - ændrer sig i pensionskassekapitalistisk retning.

Med de beskrevne teoretiske modifikationer er det muligt også at forstå kulturelle konflikter som strukturelle modsætninger "in their own right" - og ikke kun som fremtrædelsesformer for klassekonflikter. Det er altså at gå noget videre end marxistiske kulturforskere, der f.eks. typisk kun ser kulturfænomener som afgørende mel l omkommende variable mellem strukturelle klassekategorier og politisk handlen.

Men klassereduktionismen bør ikke blot afløses af en strukturel reduktionisme. Til syvende og sidst opstår politiske og ideologiske konflikter ikke ud af strukturelle kategorier. De skabes. Og når mobiliseringen på f.eks. miljøområdet i nogle lande antager en overvejende antikapitalistisk karakter, medens miljøbevægelsen i andre lande snarere er småborgerlig, anti-arbejderklasse og anti-vækst-orienteret, er det netop et vidnesbyrd om, at strukturerne kun sætter nogle rammer og nogle grænser. Hvilke politiske konsekvenser, strukturelt givne problemer og modsætninger får, kan ikke udtømmende forklares på det strukturelle plan. Her bliver ideologiteoretiske/ diskursteoretiske betragtninger nødvendige.

Kort fortalt omfatter det teoretiske grundlag altså en treleddet bevægelse bort fra en traditionel klasseortodoksi:

(l) Klasseteorien videreudvikles med henblik på de kvalitativt nye kategorier, (2) Andre modsætninger end klassemodsætninger tages i betragtning, og klassemodsætninger tildeles ikke nogen a priori forrang, og (3) konflikter betragtes som strukturelt betingede, men ikke som strukturelt determinerede.

Empiriske delprojekter (i overskrifter)

Blandt de vigtigste delprojekter er:

(1) En beskrivelse af klassestrukturens udvikling - og dens udseende i dag.

Det sker på basis af en større undersøgelse fra 1985, der er gennemført som led i et internationalt komparativt projekt, omfattende godt 10 lande. En vigtig del af projektet er at undersøge, hvordan billedet ændrer sig, når man tager hensyn til folks hele klassebiografi, herunder tidligere og fremtidig klasse, samt forældres og ægtefælles klasse. Og endelig undersøges naturligvis sammenhængen mellem klasse og politik.

(2) Hvad bliver der af arbejderklassen?

Der er utallige teorier om, hvordan arbejderklassens politiske rolle ændrer sig. Det eneste, de har til fælles, er at de ikke holder vand, når man efterprøver dem empirisk. Men hvad er så baggrunden for, at arbejderklassen er drejet højreover i de senere år? Bliver der overhovedet nogen arbejderklasse tilbage af nævneværdig størrelse? Og hvis der gør, bliver den så ikke så opsplitte! mellem faglærte og ufaglærte, fremgangsindustrier og tilbagegangsindustrier, højteknologiske og lavteknologiske industrier etc, at den dårligt kan betegnes som nogen klasse? Eller sker der snarere det stik modsatte, nemlig at de fleste almindelige lønmodtagere efterhånden bliver sværere og sværere at skelne fra arbejderklassen?

(3) Klasserne og livsformerne.

I den forbindelse er det vigtigt, at gøre sig klart, at arbejderklassen gennemgående skal findes ude i parcelhus-kvartererne. Navnlig når man anlægger en livscyklusbe-tragtning, fremgår det, at næsten alle arbejdere uden for Hovedstadsområdet i det mindste tilbringer den del af deres liv, hvor de har børn, i parcelhuset. Dette deler de med funktionærerne. Spørgsmålet er, om funktionærerne ikke også for flertallets vedkommende deler livsform med arbejderklassen - om de ikke deler en fælles lønarbejder-livsform. Og videre, om dette ikke også betinger mere eller mindre fælles politiske anskuelser - navnlig i den udstrækning, at disse anskuelser dannes uden for arbejdssfæren.

(4) Forholdet til velfærdsstaten. Hvordan påvirker velfærdsstaten modsætningsforholdene i samfundet? Bliver der i stigende grad modsætninger mellem de 55-60 pct., der får deres indkomst fra det offentlige, og de resterende 40-45 pct. af befolkningen, der er direkte afhængige af den private sektor? Tænker folk strategisk omkring deres forhold til velfærdsstaten, dvs. handler de ud fra en interessekalkyle, eller bygger velfærdsstaten på en blanding af almindelig konsensus og indbygning i befolkningens livsform?

(5) De nye issues. Hvordan skal man forstå disse nye issues

- de issues, som mere end noget har båret "Det nye venstre"? Fortolkningerne er som bekendt mange - fra "kapitalismesubsumerende" modeller, over system- versus livsverdensbetragtninger, til "postindustrialisme/postniaterialisme"-modeller å la Inglehart, der ser drejningen mod postmaterielle værdier som rodfæstet i velstandsstigningen efter 2.verdenskrig og i den nye middelklasse, der ikke har oplevet materiel nød. Og der er mange flere. Men hvilke er, udover at være teoretisk plausible, samtidig empirisk holdbare?- Og hvad angår substansen: Hvem mobiliseres af disse issues, og hvem er det, der antagoniseres? Er vi på vej mod et samfund, hvor de traditionelt progressive kræfter (arbejderklassen m.v.) drejer mod højre og bliver de konservative eller ligefrem reaktionære?

(6) Dansk politik i dag

Når man samler disse tråde, hvilket billede tegner der sig så af den danske politik i dag og i de nærmeste år fremover - f.eks. med hensyn til, hvilke konflikter, der præger politikken, hvilke placeringer, forskellige samfundsgrupper indtager i forhold til disse konflikter, etc. - og hvor (om nogetsteds) ligger den brede konsensus i samfundet med hensyn til de centrale politiske spørgsmål. Alt efter, hvordan man definerer begrebet, kan man også forstå denne konsensus som en del af et lands politiske kultur, hvori blandt andet også indgår en lang række aspekter af befolkningens opfattelser og handlinger i forholdet til det politiske system.
Disse og andre projekter er til dels påbegyndt, men udbygges og videreføres på basis af navnlig en stor surveyundersøgelse fra 1985 gennemført i samarbejde med Jens Hof f, Københavns Universitet, samt valgundersøgelsen 1987, der er gennemført af forskningsgruppen for politisk deltagelse og holdningsdannelse ved Inst.f.Statskundskab., Aarhus Universitet. Hertil kommer forskellige mindre undersøgelser


Updated 23 November 2000 by csc. Please mail comments to the webmaster at Centre for Cultural Research.