Topmenu Calendar Archive Links Faculty and staff Publications Research projects Sitemap Main page

Jens Hougaard

Romantisk kærlighed og dansk romantik:
Ikonografiske studier i det sene 1700-tals og 1800-tallets litteratur

Romantikforskningen blev i Danmark indtil omkring 1960 fuldstændig domineret af den senromantiske dannelsestradition. Et hovedværk om emnet, Paul Kluckhohn: Die Auffassung der Liebe in der Literatur des 18. Jahrhunderts und in der deutschen Romantik (1922), grunder sig på en utilfredsstillende ontologisering af kærlighedserfaringerne fra 17- og 1800-tallet. Dette gælder også for 'Henriksen-skolen', der ofte berører kærlighedsopfattelsen i romantikken, men som generaliserer romantikernes erfaringer og derfor ikke har deres kærlighedsforestilling som analystisk emne.

Dannelsestraditionen blev afløst af nykritikken og dennes fusion med socialhistoriske og strukturalistiske traditioner. Et dansk værk om emnet i denne fase er Thomas Bredsdorffs Tristans børn. Angående digtning om kærlighed i den borgerlige periode (1982). Heri forbindes impulser fra Habermas' offentlighedsteori med hovedtesen i Denis de Rougemonts hovedværk L'amour et l'occident (1939). Rougemont fører 'den romantiske kærlighed' tilbage til katharbevægelser i 1100- og 1200-tallet. Arabisk manikæisme skal være trængt ind i europæisk kultur og have forbundet begæret med dødsdrift. I tysk kultur kommer det til udtryk i fænomenet 'Liebestod'. Rougemonts vigtige bog er et tidsbestemt opgør med nazismen og tysk kultur i det hele taget, og den anlægger en ikke acceptabel transhistorisk synsvinkel på 'den romantiske kærlighed'.

Den blinde plet i disse skoler er deres manglende interesse for den romantiske teksts konstitution. De poststrukturelle formalistiske skoler, der siden midten af 80'erne har domineret romantikforskningen, har rådet bod på denne mangel, men har ikke (endnu) vist videre interesse for den litterære ikonografis konkrete udformning og historiske funktion.

I den romantiske litteratur fremstilles kærligheden i så stabile former, at man kan tale om en egentlig ensdannet kærlighedens ikonografi, der lader sig følge gennem og på tværs af forfatterskaber, idet der naturligvis er individuel varians. Den særlige kærlighedsbeskrivelse som litteraturen udvikler i slutningen af 1700-tallet og i 1800-tallet i en kompleks og dog ikonisk form, er hovedemnet for den her planlagte forskning.

Med henblik på en beskrivelse af 'den romantiske kærlighed's ikonografi må hermeneutiske og formalistiske procedurer forbindes. Til den hermeneutiske metodik føjes en inspiration fra den tyske formalisme. Det drejer sig om forskere, der netop har arbejdet med ikonografiske og topografiske studier ("topik" reserverer jeg til de fra antikken udgående dannelser), skønt de har forskellige baggrunde. Vigtig, også i historisk sammenhæng, er impulsen fra Aby Warburg, sådan som den omsætter sig i Erwin Panofskys arbejder om renæssancen og i Frances A. Yates' barokstudier. Med udgangspunkt i Geistesgeschichte har Heidelberg-historikerne P.E. Schramm og E.H. Kantorowicz studeret tilblivelsen af den middelalderlige ikonografi. Specielt bør Kantorowicz' The King's two Bodies (1957) om middelalderens skelnen mellem kongens 'naturlige' og 'politiske' krop nævnes.

For litteraturforskningen er E.R. Curtius' Europ?ische Literatur und lateinisches Mittelalter (1948), hvis stort tænkte men diskutable konstruktion er blevet til i mødet mellem hermeneutik og struktur, vigtig. Bestræbelsen hos Panofsky og Curtius er den samme, nemlig at undersøge, hvorledes en række stabile 'formuleringer' opstår og udskilles af traditionen.

'Romantisk kærlighed'

De borgerlige frihedsrørelser når allerede i midten af 1700-tallet kærlighedslivet som en forventning om et passioneret kærlighedsvalg. For kvinderne, og dermed for næsten alle, er dette valg på grund af de sociale forhold reelt umuligt, hvorved der opstår konflikt mellem en forventning om forløsning ved kærlighed og en social hæmning. Al betydelig litteratur fra midten af 1700-tallet (Richardson, Rousseau og Goethe bør nævnes) arbejder med denne problemstilling. Det bliver romantikkens opgave at formulere et kompromis mellem to forskellige hensyn: følelsens svulmende utopi og fornuftens nødvendige kynisme. I dette kompromis indlejres hæmningen som del af personligheden, der erotiseres. Kompromisset kan tage en utopisk-idealistisk retning som hos Novalis og Ingemann, men det kan også være pragmatisk som i dannelsestænkningen fra Goethe til biedermeier.

I 'den romantiske kærlighed', der er romantikernes forsøg på at opløse den historiske konflikt, de har arvet fra 1700-tallet, placeres seksualiteten som personlighedens grundlag og som drivkraft i den personlige udvikling. Samtidig hæmmes og løftes seksualiteten, hvorved den bliver diffus. Den hæmmede og løftede seksualitet er, hvad der almindeligvis kaldes erotik, og erotik er en erkendelsesmåde. (En tilsvarende erotisering kendes fra den høviske litteratur, middelalderromanen og petrarkismen i renæssancen og barokken, men romantikken adskiller sig fra sine forløbere ved at integrere hele processen i socialiseringen/personlighedsdannelsen.)

I bogen Dolken og Såret. Studier i romantisk Kærlighed (1994) har jeg set 'den romantiske kærlighed' i et historisk perspektiv. I første del undersøger jeg forholdet mellem erotik og personlighedsdannelse i tysk og fransk litteratur hos Rousseau, Goethe og Novalis, og i anden del i dansk litteratur: Biehl, Oehlenschl?ger, Ingemann, Winther og andre. Der tegner sig et billede af 'den romantiske kærlighed' som et resultat af historisk specifikke omstændigheder i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet i især Tyskland og Danmark.

Det er til trivialitet blevet sagt, at socialiseringen i den romantiske periode forløber over den goldschmidtske model hjemme/hjemløs/hjem, og modellen er for triviel, skønt kun delvis forkert. For kvinden er der kun et kort tidsspand fra hun er kønsmoden til hun forloves bort (måske fra de 14 til de 18 år). Hun får al sin erfaring som forlovet eller i ægteskabet, eller hun får slet ingen erfaring men forvandles fra rosenknop til tante. For mændene derimod forholder det sig anderledes. Hvis de forloves unge står de over for en måske 10 år lang vente- og rejseperiode (Oehlenschl?ger, Ingemann) eller en akademisk og digterisk kvalificeringsperiode til de er mellem 30 og 40 år. Det er afkaldets, sublimeringernes, hæmningernes og måske kyskhedens år. Først derefter følger giftermålet med den ventende eller med en 15 til 20 år yngre, purung pige uden erfaring.

Disse historisk specifikke seksualitetsmønstre udgør grundlaget for romantikkens udviklingslære, erkendelsesteori, opfattelse af forholdet mellem kvinde og mand, dannelsestænkning, ja for al det, til hvis udformning seksualiteten bidrager. Herom har jeg skrevet fyldigere specielt i "Fanget i Frihed" (1988), "Om udveksling af kvinder i Hjortens Flugt" (1990) og Dolken og Såret. Studier i romantisk kærlighed (1994).

Ved foreløbige læsninger og registreringer i imellem en tredjedel og en fjerdedel af den i større litteraturhistorier omtalte danske litteratur mellem 1800 og 1870, med udblik til tysk og fransk litteratur og blik ind i den realistiske litteratur har det vist sig, at konfliktstoffet, der er drivkraften i udviklingen af 'den romantiske kærlighed' fremstilles, fortolkes, formes og omformes i en række foretrukne

1. motiver (beskrivelse af identificerbart emne/objekt)

2. temaer (gentaget fortolkning af identificerbart emne/objekt)

3. topoi (stabil sproglig formulering af identificerbart emne/objekt).

Det sker på tværs af forfatterskaber, retninger og årtier. Motiv/tema/ topos er centre for kulturel fortolkningsenergi, hvoraf nogle brænder ud (klichÉer), og andre stadig brænder idag.

Litteraturens beskrivelse af kærligheden har frem til midten af 1700-tallet overvejende været inden for en antik topografi. I 1700-tallet reformuleres hele dette område, og en ny ikonografi opstår, der forholdsvis hurtigt antager fast form.

'Den romantiske kærlighed's ikonografi synes at falde i gruper, der er organiseret omkring romantikkens menneskeopfattelse, psykologi og erkendelseslære, der under påvirkning af platonismen og kristendommen deler mennesket i ånd, sjæl og legeme (krop). Dels som ikonografering af et enkelt niveau, dels af kombinationer af niveauerne.

Det legemlige: hertil knytter sig det begær, der ikke er berørt af idealitet. Begæret og lidenskaben søger her den umiddelbare tilfredsstillelse, der er forgængelig og ikke vil afsætte sig evige spor. Ikoner: f.eks 'Havfruemotivet' (fristelsen til af opgive idealiteten for lysten), den faldne og den prostituerede (den sociale fortabelsen), Manfred (det ulægelige sår), Don Juan, den utro kvinde (den straffede hengivelse), flanøren.

Det sjælelige: dette niveau udtrykker kærligheden som evne til hengivelse. Heri ligger der en række mulige kombinationer med de to andre niveauer. Ikoner: f.eks 'det erotiske klaver' (musikken som vækkelse af kærlighedsbehovet), 'ballet' og 'udsigten' (forholdet mellem hengivelse og det guddommelige), 'kærlighed ved første blik', 'den eneste ene', 'man

elsker kun Én gang' (dette tema forbinder sig umiddelbart med forførelsestemaerne).

Det åndelige: kærligheden gennemtrængt af bevidsthed om idealitet (Kierkegaard: synsbevidsthed). Ikoner: f.eks. 'pigen i faderens have', 'den store moder', 'senex amans' (aldersforskellen mellem kønnene), 'den blinde pige' og 'Wesenschauen' (umiddelbar viden om den guddommelige hensigt), 'die schöne Seele' (åndelighed som produkt af ulykke), 'kvinde på balkon' (det umiddelbare sammenstød mellem drift og ånd).

Andre ikondannelser kunne nævnes, og andre inddelinger er mulige. Man ville f.eks. kunne følge det utopiske aspekt: 'præstegården', 'de lyksaliges ø', 'de gamle elskende' og 'Liebestod', der alle er højidealisering, mens der på den anden side kunne nævnes nedidealiseringer: 'munken og nonnen', 'odalisken', 'den italienske kvinde' og 'det uintroducerede kærlighedsmøde'.

De enkelte ikoner vil i første omgang blive skrevet igennem enkeltvis (10-30 sider) med henblik på indarbejdelse i større helheder. Jeg har indtil nu publiceret tre artikler, der har fungeret som modeller for det videre arbejde. I "Det erotiske Klaver" følges et tema, hvori kærlighedens opståen beskrives, hvad enten det sker i det firhændige klaverspil eller i mandens erotiserende iagttagen. I "Odalisker og Nonner" analyseres en anden type, hvor et omfattende motiv bruges af romantikerne som analytisk rum for den amorfe seksualisering, der ikke tillades på danske motiver. "Kvinde på balkon" er en udarbejdelse af en bestemt topos detaljeret gennem en række romantiske forfatterskaber.

Videre problemstillinger

Som det forhåbentlig fremgår, rummer projektet en række perspektiver, der går langt ud over det selv. Det er problemstillinger, der sætter det ind i en europæisk og på længere sigt i en global sammenhæng. Jeg tænker her på to forhold. For det første er 'den romantiske kærlighed' den eneste klart formulerede idealisering af kærligheden inden for det protestantiske Europas og Nordamerikas horisont. Derved rummer undersøgelsen, der er litterær i sit anlæg eksistentialpsykologiske og kulturpolitiske perspektiver i Europa. Dette så meget mere som den kun inden for protestantismens tænkelige kærlighedsidealisering i Europa vil blive konfronteret med idealer, der bunder i katolske tankeformer. Det andet perspektiv rejser sig af det forhold, at medierne udbreder en trivialiseret udgave af det romantiske kærlighedsideal, hvorved der ikke blot opstår nye interessante kulturelle konfrontationer globalt, men hvorved der også kan gøres overvejelser over betingelserne for, at en historisk produceret betydningsstruktur lader sig optage som almen form.

DANSK ROMANTIK

Anden fase i mit romantik-projekt hænger snævert sammen med 'den romantiske kærlighed'. Romantisk kærlighed omhandler, som det ses, moderniseringen af seksualitet og kærlighedsopfattelsen fra 1750 til 1900. Den får sin fulde udfoldelse i romantikken men er under forberedelse længe før i de nord- og midteuropæiske kulturer. Dette er en vigtig pointe i projekt 'Romantisk Kærlighed'. Det forekommer mig vigtigt, at en historisk forståelse af romantikken undersøger dens rødder i 1700-tallet og dens forbindelse til individkonstitueringen i almindelighed.

En anden vigtig pointe i projekt 'Romantisk Kærlighed' er, at den borgerlige litteratur, og ikke kun den førborgerlige eller klassiske litteratur, er stærkt topisk. En undersøgelse af den romantiske topik og dens historiske forudsætninger vil lægge vægt på en betydningsproduktion, som finder sted i ly af værkernes originalitet, men de romantiske forfattere opfatter ikke sig selv som topiske. I centrum af det enkelte værk søges udviklet originale og individuelle betydningsfelter, så topikken i betydeligt opfang formuleres i en yderst kompakt form og ubevidst. Ved også at rette interessen mod decentrerede betydningsfelter, kan man nytolke romantikkens centrale problemstillinger.


Updated 23 November 2000 by csc. Please mail comments to the webmaster at Centre for Cultural Research.