Topmenu Calendar Archive Links Faculty and staff Publications Research projects Sitemap Main page

Jørgen Kjær

Friedrich Nietzsche og Frederik Grundtvig

En sammenligning mellem den tyske antikrist og antityske "frie" ånd og den den folkelige danske reformator Grundtvig kan synes ligeså absurd som den berømte sammenligning mellem Rundetårn og et tordenskrald, men der er dog en lang række lighedspunkter, der betyder, at Nietzsche og Grundtvig snarere skal ses som nogle eksemplariske yderpunkter indenfor en fælles modemitetsproblematik:

Grundtvig og Nietzsche var begge sønner af protestantiske sognepræster i små provinslandsbyer. Begge måtte tidligt forlade deres barndomshjem - Grundtvig da han var 7 år, hvor han blev sendt i skole hos præsten i Thyregod, Nietzsche allerede i 5-årsalderen under mere dramatiske omstændigheder, idet familien efter Ludwig Nietz-sches død måtte fraflytte præstegården og flytte fra det landlige Rocken til et udpræget bymiljø i Naumburg. Begge havde et meget nært forhold til deres mødre, som i det hele taget indtog en dominerende position i deres sønners liv. Disse ligheder profilerer dog samtidig væsentlige forskelle: Hvad Nietzsche angår er hans tidlige barndom præget af dramatiske tabs- og konflikterfaringer: udover tabet af faderen og barndomshjemmet mistede han også en broder og blev i Naumburg konfronteret med socialiteten udenfor hjemmet i form af borgerskolen, hvor han blev mobbet. De grunderfaringer, der farver Nietzsches livsstemning er således: faderløshed, hjemløshed, fremmedhed, miskendthed og anderledeshed. Nietzches følelse af frem-medhed og miskendthed forstærkes til en uløselig eksistensknude gennem forholdet til moderen, som han var stærkt emotionelt knyttet til, men som ikke forstod og respekterede hans behov men tværtimod udnyttede hans emotionelle afhængighed af hende dels til tilfredsstillelse af egne behov og dels i den opdragelses tjeneste, som hendes omgivelsers sociale kontrol nødvenddiggjorde. Nietzsches erfaringer med modernitetens fremmedgørelsesfænomener og tab af metafysisk horisont stammer således ikke først fra mødet med det store samfund, men ligger på et langt mere fundamentalt plan og hidrører fra tabs-erfaringer kombineret med fundamental dyskommunikation med de primære kontaktpersoner allerede fra 4 års alderen, hvilket jeg har skildre! detaljeret i min bog "Friedrich Nietzsche. Die Zerstorung der Humanitat durch Mutterliebe". Hvad angår Grundtvig, mistede han, selvom han tidligt blev sendt hjemmefra og trods konflikter med forældrene aldrig den nære kontakt med dem og sine kulturelle rødder, som ikke mindst blev formidlet til ham af moderen.

Sammenlignet med Nietzsche følte Grundtvig sig anderledes hjemme og "geborgen" i tilværelsen, trods krise- og depressionsperioder, trods bodskristendom og pilgrimsmetaforik. Selvom han som Nietzsche svingede mellem depression og mani, og selvom der hos den unge Grundtvig kan identificeres en psykisk struktur, der ligesom Nietzsches lader sig beskrive som en narcissistisk patologi, så stak den næppe så dybt som hos Nietzsche, og - hvad der er helt afgørende for sammenligningen mellem de to -: det lykkedes for Grundtvig både at diagnosticere og befri sig fra den narcissisme, der, som han senere bl.a. i digtet "Nyårsmorgen" indså, betød følelsesmæssig død, illusionær tro på egen magt - f.eks. til at skabe sig selv - og permanent konflikt med omverdenen. Man kan derfor anskue Grundtvigs tænkning og digtning som et medium for en åndelig vækst, igennem hvilket han befriede sig fra indre konflikter og forsonede sig med gud, verden og sine medmennesker. For Nietzsche derimod havde den narcissistiske personlighedsforstyrrelse akut karakter og et kritisk forløb. Man kan u-den at trække firkantede teorier ned over Nietzsches filosofiske, poetiske og autobiografiske tekster anskue hans filosofi som medium for en potensering af hans narcissistiske personlighedsforstyrrelse, hvorved den fra at være en psykisk patologi så at sige avancerede til en åndelig patologi, en sygdom i selvet, en sygdom til døden, en melankoli, som finder sublime retoriske udtryk - Nietzsches patologi dementerer naturligvis ikke hans genialitet.

To andre væsentlige forskelle mellem Grundtvig og Nietzsche er dels, at Grundtvigs erfaringer med kvindekønnet ikke havde samme negative karakter som Nietzsches og dels at han i sin barndom modtog åndelige og kulturelle impulser, som kunne danne basis for en ægte dialog med hans socio-kulturelle omgivelser, med både det nære publikum - menigheden, som han havde personlig nærkontakt med, det større kristne publikum, som sang hans salmer, og det anonyme læserpublikum. Nietzsches problematiske forhold til det tyske folk skyldes naturligvis ikke mindst det forhold, at der i kulturel forstand slet ikke fandtes et sådant. Modernitetsproblemets akutte karakter hos Nietzsche radikaliseredes af det faktum, at moderniserings- og sækulariseringsprocessen i Tyskland førte til et radikalt skisma mellem folkekultur og elitekultur især i den protestantiske og kulturelt mest avancerede del af Tyskland, hvilket ikke mindst hænger sammen med, at en uhellig alliance mellem statsmagt og teologi havde et så godt greb om kirke, skole og familie, at der ikke kunne udvikle sig nogen fri folkelig kristendomsforståelse. Den intellektuelle emancipationsbevægelse måtte således fremfor alt tage form af en emancipation fra kristendommen. Alle forsøg på at bygge bro mellem elitekultur og folkekultur slog fejl - med undtagelse af nazismens. Der fandtes således på Nietzches tid ingen folkelige åndelige og kulturelle bevægelser, han kunne knytte an til i sine romantisk inspirerede ambitioner om at revitalisere den tyske kultur. Indtil hans sammenbrud i 1889 blev Nietzsche kun læst i eksklusive intellektuelle kredse, som han efterhånden mistede den personlige kontakt med. Hans barndoms og ungdoms kontaktløshed fortsatte således i hans voksenliv. De sociale omgivelser oplevede han enten som gemen masse, pøbel eller som åndløse og snobbede dannelsesfilistre. I Danmark taler Grundtvig derimod ind i en national kulturel opbrudsbevægelse, der af mange opleves som en "Not-wendigkeit" og i hvilken der indgik en besindelse på det folke-kulturelle. Man kan måske sige, at Grundtvigs indsats bestod i, at han med større lidenskab og intuition end nogen anden tilegnede sig disse folkekulturelle elementer og syntetiserede dem med en reformation af den lutherske kristendom, en reformation, hvis afgørende element netop var, at troen blev løsrevet fra både biblens (og dermed teologernes) og statsmagtens autoritet og koblet til det kristne trossamfunds mundtlige traditionsformidling, hvorved både trosfælleskab og den enkelte person blev opfattet som autonome i forhold til alle verdslige instanser, der vil blande sig i tros- og hjertesager. På dette grundlag kunne der i Danmark udvikle sig en socialitet, der forenede den individuelle autonomi med en solidaritet omkring et fælles åndeligt værdigrundlag.

Forskellen mellem Nietzsche og Grundtvig kan også anskues i relation til den teologiske problemstilling, de begge arvede fra Luther:spørgsmålet om menneskets retfærdiggørelse, om menneskets forhold til magten udenfor dem selv og om skabelsesproblemet. De to sidste spørgsmål er nært sammenhængende, idet magt og skabelse både for Nietzsche og Grundtvig er eet og det samme - magt er hos dem begge i alt væsentligt magten til at skabe: i kunst, tanker og gerning, desuden havde alle tre en form for ressentimentskritik som et væsentligt anliggende. Deres fælles ideal er et liv uden "Geist der Rache" uden gåen i rette med fortiden i særdeleshed og tilværelsen i almindelighed. Luther hadede i sit klosterliv gud, fordi han opfattede guds retfærdighed som et krav til mennesket, som nødvendigvis måtte hensætte det i en permanent tilstand af uret. Hans mageløse opdagelse var da, at guds retfærdighed er en aktivitet og en gave fra guds side, gud kræver ikke retfærdighed af mennesket men retfærdiggør det. Hvor Nietzsche mente at kunne løse problemet ved at bekræfte guds død og indsætte sig selv eller overmennesket på hans plads som sin egen skaber, løste Grundtvig det i Luthersk ånd ved at give gud alene æren for skaberværket og modtage sit liv som skabt af gud. Hos Nietzsche er det det stærke og suveræne menneske - først geniet, dernæst overmennesket -, det menneske, der er istand til at skabe sig selv og omskabe de andre i sit eget billede, der forløser og retfærdiggør både sig selv og tilværelsen. Dette er den afgørende forskel mellem Grundtvig og Nietzsche en forskel, der er den stærkest tænkelige modsætning, der samtidig involverer diametralt modsatte og uforenelige hermeneutikker: erkendelse og interpretation som skabelse/selvskabelse hos Nietzsche, hos Grundtvig: erkendelse og forståelse som erkendelse af det af gud skabte men gennem det levende ord på modersmålet i et traditionsfælles-skab formidlede. Men en ligeså afgørende forskel er som nævnt, at Grundtvigs kristendomsforståelse og verdensanskuelse ikke blev stående i det spekulative men fik kolossal betydning for den danske nationalbevidsthed og -følelse og for dansk kultur i videste forstand -både fin- og folkekultur, både åndskultur og praktisk hverdagskultur, både videnskab og kunst. Medens Grundtvig blev en slags moderne shaman for den danske folkestamme, så måtte Nietzsche, der også i sin ungdom havde drømme om at blive en national kulturreformator, og sammen med Wagner ville være fødselshjælper for en tysk genfødsel af den græske tragedie, snart sande, at der ikke var socialt grundlag for noget sådant, og at han iøvrigt ikke som person havde en åndelig folkeførers personlighedsmæssige pondus, hvilket ikke forhindrede, at hans drømme levede videre efterhånden nærmest hallucinatorisk løsrevet fra virkeligheden. Medens Grundtvig efter sit Englandsophold fik mere og mere øje for det praktiske livs fornødenheder og moderede det idealistiske, opstyltede, selvgode og eksalterede (kort sagt: det narcissistisk selvhenførende) i sine ungdommelige synspunkter, så blev den Nietzsche, der i sin zarathustriske periode programmatisk hyldede det immanente jordeliv, stadig mere overspændt, verdensfjern og megaloman i sine visioner og stadig mere paranoid og hadefuld overfor den reelt eksisterende menneskehed i almindelighed samt overfor de få mennesker, han havde bevaret en vis kontakt med.

Den senere Nietzsches filosoferen er præget af en ejendommelig ambivalens: på den ene side vil han som Zarathustra, der stiger ned fra bjerget for at frelse menneskeheden fra den selv, ualmindeligt gerne i kontakt med folket og anerkendes som den skænkende vismand og folkefører, på den anden side er hans retorik, gennemsyret af foragt, had, spot og hån overfor selvsamme folk. Nietzsches plædoyer for det europæiske og kosmopolitiske, som nogen i dag ser som et mere begavet alternativ til en ideologisk udvandet grundtvigianismes provinsielle bomerthed, er ikke udsprunget af nogen emotionel forbundethed med en social virkelighed, båret af levende mennesker, eller med en levende tradition, båret af virkelige mennesker, men er det abstrakte, idealiserede og ressentimentsfulde modbillede til den tyske nationale og filistrøse gemenhed. Medens Grundtvigs vej er en vej fra ungdommelig svingen mellem kristelig syndsbevidsthed og narcissistisk selvoptagethed og idelig forurettet kævl med sine sociale omgivelser til en forsoning med sig selv og sin omverden og en besindelse på det, han havde tilfælles med både sine landsmænd (m/k) og med alle mennesker, hvilket modersmål de så end tolkede guds ånd og deres egen gud-billedlighed på, så ender Nietzsche ikke bare i dybe filosofiske selvmodsigelser men også i eksistentiel splittelse, selvbedrag, ensomhed, kærlighedsangstens fortvivlelse og dyb konflikt både med sine nærmeste, tyskerne, menneskeheden som helhed og sig selv. Hans filosofiske aporier og selvmodsigelser og hans eksistentielle fortvivlelse er to sider af samme sag. Nietzsches mest fundamentale selvbedrag er, at han mener, at han ikke bare intellektuelt havde gennemskuet "der Geist der Rache", det gemene menneskes trang til at gå i rette med tilværelsen, især fortiden, at bære nag til skæbnen, men også at have overvundet den i sin livspraksis til fordel for et amor fati, en overkommelse af kontingensen, tilfældigheden. Selvom Nietzsche har leveret en skarp analyse af mange aspekter af ressentimentsfænomenet, er begge dele dog efter min opfattelse forkert. Hvad angår Nietzsches liv er selvbedraget og modsigelsen mellem prætention og virkelighed ikke til at bestride - hans selviscenesættelse som fri ånd, som uafhængig af andre mennesker, som "Europas frieste mand", hans selvopfattelse som et menneske, der havde hævet sig op over gemene menneskers gemene følelser af misundelse, nag, forurettethed, ressentiment osv., demonteres indtil det groteske af hans breve (jvf. Kjaer, Kap. DC), men også stil og indhold i hans filosofi, dvs. også hans analyser af ressentimentsfænomenet er, som jeg har antydet i min bog, præget af hævnens og forurettethedens ånd. Den måde, Nietzsche analyserer hævnens ånd og hævder alternativet til den på, bærer stigmatisk præg af hans uløste eksistensproblemer, der som hos alle andre mennesker også var en konflikt med hans fortid. Nietzsche søger ustandseligt at hævde en genealogisk funderet forskel mellem det fornemme og det nedrige, samtidigt forudsættende, at han selv ubetvivleligt hører til blandt de fornemme, ihvertfald principielt og normalt - og kun undtagelsesvist synker under sit niveau. Paradoksalt nok er han netop ved den forcerede iver, hvormed han søger at overbevise sig selv og sit publikum om både det fornemme menneskes principielle anderledeshed i forhold til de andres gemenhed og sin egen participeren i denne eksklusivitet, både typisk for den blanding af åndeligt hovmod og social pånødet perfektionisme, der trivedes i datidens protestantiske præste-miljøer, og for tidens intellektuelles angst for at forsvinde i anonymiteten og deres behov for at distancere sig fra det socialt almene og markere difference til andre. Ikke mindst denne angst synes at forbinde Nietzsche med en nutidig livsstemning, jvf. bl.a. Rortys brug af Nietzsche. Da det almene og det gemene for Nietzsche falder sammen - ihvertfald efter hans romantiske periode - kommer individ og samfund, den enkelte og fællesskabet til at stå stadigt mere uformidlet overfor hinanden i en uforsonlig magtkamp. Istedetfor at diskutere både menneskeartens fylogenese og individets ontogenese som et spændingsfyldt samspil mellem artsgenetiske og individualgenetiske faktorer på den ene side og natur og kulturbetingede omverdensfak-torer på den anden side med henblik på at diagnosticere det sjæleligt patologiske eller gemene (ressentiment, livsfjendskhed, selvhad) som resultater af en dysfunktional kulturel formidling mellem samfund og individ, gør han, som Deleuze rigtigt fremhæver, ressentimentet, reaktiviteten til en defekt, der gælder for hele menneskeheden i historisk tid, og hvis alternativ er det radikalt andet, det fornemme. Kun det reaktive menneskes fylogenetiske subjektkonstituering som følge af bestemte omverdensbetingelser analyseres, ikke det enkelte individs patogenese i primærsocialisationen. Hvad angår det fornemme menneske, erstatter Nietzsches genealogiske og typologiske tænkning konkrete analyser af samspillet mellem individ og omverden med en postuleret funderende differens (Deleuze), der løfter det store skabende individ op over reaktiviteten. Medens det reaktive menneske skabes af dets arvemæssige og miljømæssige determinanter, skaber det potent skabende menneske sig selv igennem sin "Seibstuberwindung", som også er en overvindelse af sine kontingente betingelser. For sit eget vedkommende ville Nietzsche ikke vide af hverken positivistisk for-ståede determinanter eller Løgstrupske afhængigheder, det ville bl.a. implicere, at han måtte vedgå biologisk arv og åndelig gæld til sin efter hans opfattelse åndeligt mindre bemidlede mor, men dermed bliver Nietzsches filosofi ikke bare illusionær, men den kommer også til at bære præg af et uforløst, hadefuldt forhold til sin egen fortid - netop af den "Geist der Rache", der iflg. Nietzsche selv kendetegner den nedrige eksistensform. Nietzsche fortrænger og fordrejer det problem, som det 20. århundrede - efter min opfattelse irreversibelt har sat på den social- og humanvidenskabelige dagsorden som et fundamentalpro-blem, nemlig barnets - ikke mindst det begavede barns - emotionelle afhængighed, formbarhed og skrøbelighed overfor de primære kontaktpersoner, det autonome selvs prekære konstitution i dialogisk samspil mellem individ og omverden eller selvets pervertering til hete-ronomi gennem depraverede relationer til omverdenen. Denne filosofiske deficit i forhold til modernitets- og civilisationskritikkens måske vigtigste opdagelse, en deficit, der flytter opmærksomheden bort fra barnet og fra det kulturelt formidlede samspil mellem børn og forældre, rykker Nietzsche på afstand af Freud og vor tid. At læse og bruge Nietzsche uden at reflektere denne blindhed forekommer mig at være en erkendelsesmæssig regression, som træder i interessant relief ved sammenligning med Grundtvig, der trods det, at han er født et halvt århundrede før Nietzsche, har et langt mere moderne syn på primærsocialisationens afgørende betydning for menneskets både psykiske og åndelige udvikling. Grundtvigs moderne anskuelser kommer ikke mindst frem i hans pædagogiske skrifter, hvor han ikke bare ivrer mod den sorte skole, men mere alment imod det, man i dag i den tyske diskussion kalder "die schwarze Padagogik", mod "riset", "thi det kiøs Livet af Mødrene, og udpiskede det af Børnene, så de aldrig blev Mænd for at brække det." (Nordens Mytologi).

Alt i alt var Grundtvigs modemitetserfaringer både i primærsocialisationens mikrosamfund og i makrosamfundet meget forskellige fra Nietzsches, hvilket ikke bare skyldes tidsforskellen, men også den socio-kulturelle forskel mellem Danmark og Tyskland. Denne forskel mellem det tyske og det danske gør sig stadigvæk gældende og har i lyset af Den Europæiske Union dramatisk aktualitet, det vil derfor også være et anliggende for mig at reflektere alment over den historiske og aktuelle forskel mellem dansk og tysk. At jeg i denne diskussion stiller mig på en Grundtvigsk positon og udfra denne kritiserer træk i den tyske kultur, skulle være fremgået af det foregående, jeg håber dog at kunne gøre det uden at forfalde til flov reproduktion af velkendte grundtvigianske floskler og fad national selvglæde. Garantien herimod er, at jeg ikke er grundtvigiansk hjemmefødning, men først sent i livet har opdaget Grundtvig som seriøs tænker. I min ungdom var jeg langt mere påvirket af Nietzsche og anden tysk filosofi (Schopenhauer, Schiller, Th. Mann, Marx), det er således først efter mere end 30 års livtag med Nietzsche og ikke mindst belært af den indsigt dette livtag har givet mig, at jeg er blevet istand til at se, at det ikke er Grundtvig, der er provinsiel og bornert, men Nietzsche. Omvendt har Nietzsches ideologikritiske analyser vaccineret mig mod den borgerligt satuerede degeneration af Grundtvigs visioner. Således udrustet vil jeg i min sammenlignende fortolkning af Nietzsche og Grundtvig forsøge at reaktualisere og repontensere Grundtvig og at depontesere Nietzsche i den aktuelle debat om centrale emner som hermeneutik og fortolkningsfællesskaber, selvets sociale konstituering, selvets vækst mod autonomi og dialog med fællesskabet, dets kommen til rette med sin egen historie og med kontingensen, eller dets fortabelse i narcissistisk selvtilbedelse, selvhad og paranoid angst for det fremmede og sin egen fortid, forholdet mellem ånd og natur, menneske og natur, folkelighed og elitær intellektualisme, kristendom som livets og den personlige værdigheds og autonomis religion overfor kristendommen som livsfornægtelsens, undertrykkelsen og selvfornægtelsen og ressentimentets ideologi, ånd og natur, menneske og natur.


Updated 23 November 2000 by csc. Please mail comments to the webmaster at Centre for Cultural Research.