Topmenu Calendar Archive Links Faculty and staff Publications Research projects Sitemap Main page

Jørn Loftager

Den offentlige mening og den politiske proces -
En undersøgelse af den politiske offentligheds forfatning

Det generelle sigte

Målet med projektet er jævnt og bredt sagt at undersøge, hvordan det står til med den politiske offentlighed, dvs. den sfære mellem det civile samfund og de politiske myndigheder, hvor borgerne offentligt diskuterer fælles anliggender og deres politiske afgørelse og hvorfra udgår kontrol med og kritik af myndighederne.

Interessen retter sig specielt mod den danske politiske offentlighed i perioden efter 1945 og især i de seneste tre årtier. Det vil sige, at undersøgelsen empirisk vil referere til danske forhold, og sigtet er at levere i hvert fald elementer til den danske politiske offentligheds nyere historie. Projektets erklærede sigte og orientering mod en kvalitativ vurdering af offentligheden betyder imidlertid og med nødvendighed, at en del af argumentationen vil befinde sig på et mere generelt teoretisk og undertiden filosofisk-reflekterende niveau.

Baggrund

Baggrunden for at rejse spørgsmålet om den politiske offentlighed og dens "forfatning" er på den ene side tilstedeværelsen af en udbredt og stort set enerådende bekendelse til det liberale demokrati og dets spilleregler. Der hersker en udbredt enighed om, at påvirkning af den offentlige mening udgør den politiske kamps alfa og omega. De omsiggribende og utvivlsomt epokegørende demokratiseringsprocesser i Sovjet og østeuropa hilses velkommen, og man væmmes ved og fordømmer nedslagtningen af demokratibevægelsen i Kina. Tilsvarende er det i dag sjældent at støde på f.eks. klassisk marxistiske vurderinger af det "borgerlige" demokrati som et skindemokrati, som et ideologisk bedrag, der udgør "den bedste skal om kapitalismen" (Lenin) Imidlertid er det dog på den anden side langt fra klart, hvad der nærmere udgør fundamentet for denne konsensus. For det første flo-rerer der aktuelt teorier og fortællinger om den offentlige mening og den politiske offentlighed, som hævder, at det er en illusion at tro, at der overhovedet findes et sådant fundament. Det er bl. a. tilfældet hos visse postmodernister som Baudrillard, der påstår, at politikken er forvandlet til et gigantisk skuespil for og med masserne og annoncerer den hidtil kendte politiks død (Baudrillard, 1980). Eller hos Postman, der kulturpessimistisk hævder, at den (fornuftige) politiske samtale og diskussion i fjernsynets og underholdningens tidsalder er forsvundet i forlystelsesindustriens dybe svælg (Postman, 1985; jf. også Loftager, 1990a).

For det andet ses ved blot lidt nærmere eftersyn, at det i øvrigt i almindelighed på ingen måde giver sig selv, hvad der nærmere udgør grundlaget for fremhævelsen af den offentlige mening og påvirkningen heraf som omdrejningspunkt i og for den politiske proces, ja, hvad dette egentlig vil sige og indebære. Ganske vist kan sagen i første omgang og umiddelbart tage sig tilforladelig og ligetil ud. I hvert fald hvis man vil påkalde sig demokratiet, for demokrati betyder folkestyre, altså et styre, hvor suveræniteten kun kan udgå fra folket selv, hvor de politiske beslutninger er henvist til at hente deres legitimitet i befolkningens vilje. Kender man den offentlige mening, ved man også, hvad der politisk bør gøres. Eller gør man?

At sagen selvfølgelig ikke er så enkel, er uden videre oplagt. Ikke alene fordi den offentlige mening er en temmelig ubestemt og mangetydig størrelse, men også fordi det langt fra altid er sådan, at de politiske beslutningstagere føler sig forpligtet til at følge den. Det er en demokratisk dyd at være i overensstemmelse med befolkningens eller flertallets opfattelse, men det er også en dyd ikke at lefle for vælgerne. At angle efter popularitet er lige så ugleset som at gennemføre en politik i modstrid med befolkningens ønsker. Det kan nemlig være udtryk for opportunisme, populisme og ansvarsforflygtigelse. Den "rigtige" politik er da den - måske - nødvendighedens politik, den som situationen kræver, og det uanset om den måtte gå på tværs af, hvad et flertal måtte mene. Men hvad der er opportunisme, og hvad der ikke er, kan være svært at afgøre, bl.a. fordi det undertiden synes, som om politikere søger at gøre sig populære ved at "stå fast" på de "upopulære", men "nødvendige" løsninger. Sådanne ambivalenser er udtryk for, at det demokratiske krav om den offentlige mening som bestemmende moment for politikken kan udmøntes i en række forskellige og eventuelt indbyrdes modstridende fordringer. Straks man begynder at overveje fænomenet den offentlige mening og dens relation til den politiske proces, dukker der et væld af uklarheder, ambivalenser og dilemmaer op, der tilsammen gør spørgsmålet om den politiske offentligheds rolle og muligheder til en ret så kompliceret affære.

Analysen må derfor også indeholde et mangfold af momenter. Den offentlige mening som fænomen lader sig ikke angive gennem en enkel "operationel" definition, på grundlag af hvilken, den direkte kan "måles" empirisk.

Den overordnede approach

Det er let nok at begrunde relevansen af at rejse spørgsmålet om den politiske offentlighed og dens aktuelle forfatning: Hvordan tager den sig ud? Hvordan må den vurderes? Hvilken betydning og rolle kan den tillægges? Hvilke potentialer går det an at tilskrive den? Sværere er det at besvare sådanne spørgsmål, ja, overhovedet at finde ud af, hvordan de lader sig besvare.

Altså: Hvordan og i forhold til hvilke(n) standard(er) lader kvaliteten af den politiske offentlighed sig undersøge? Jeg har her valgt at tage udgangspunkt i Habermas' offentlighedsanalyse i Struktur-wandel der Offentlichkeit fra 1962 (Borgerlig Offentlighet, 1976). Begrundelsen herfor er for det første den status som klassiker, denne analyse forlængst har indtaget, kombineret med dens sigte, som netop er den kvalitative vurdering af den politiske offentlighed. Derfor ser jeg det også som et (del)mål i sig selv, at undersøge hvordan analyserne og konklusionerne hos Habermas tager sig ud nu snart 30 år senere -og altså specielt i lyset af danske data og erfaringer. For det andet er analysen stadig aktuel i den forstand, at mange af nutidens pessimistiske vurderinger af den politiske offentlighed i slående grad tager sig ud som ekkoer af Habermas' analyse. Men også i den forstand, at jeg under indtryk af de seneste tre årtiers erfaringsdannelser er overbevist om rimeligheden og relevansen af at fastholde det tema om politikkens mulige fornuftiggørelse, der gennemsyrer Habermas' offentlighedsanalyse.

Det vil da med andre ord sige, at vurderingen af den politiske offentligheds "tilstand" eller altså forfatning på det generelle og overordnede plan vil beløbe sig til en vurdering af dens rolle i henseende til politikkens "rationalisering". Uanset at jeg naturligvis er bekendt med, at politik og fornuft eller rationalitet ofte og som oftest betragtes som svært umage og eventuelt helt uforenelige størrelser, vil jeg argumentere for, at det faktisk er meningsfuldt at operere med rationalitets-prætentioner inden for politikkens område (Loftager, 1987, 1989). Og endda vil jeg mene, at en afvisning heraf i sidste ende vil gøre det svært for alvor dels at tage den politiske offentlighed alvorligt, dels at komme til en afklaret forståelse af ovenskitserede ambivalenser (Jf. Loftager, 1990a,1990b).

Det teoretiske udgangspunkt: Habermas' offentlighedsteori

Den strukturforandring af offentligheden, som bogens (tyske) titel refererer til er samtidig udtryk for et forfald, og det er præcis i den henseende, at den i mangt og meget ligner aktuelle "forfaldsteorier". Forfaldet er udtryk for en bevægelse bort fra det, Habermas kalder den borgerlige offentligheds idé, og som spores tilbage til oplysningstiden med dens optimistiske tro på menneskets fornuft - også hvad angår politiske anliggender. Det helt centrale ved denne idé, er dens budskab om ophævelsen ikke blot af denne eller hin bestemte form for magt og herredømme, men ophævelsen af herredømme og magt som sådan: "Veritas non auctoritas facit legim". Lovens grundlag skal ikke være magten eller autoriteten, men sandheden, ikke som noget for-håndsgivet, men som den udspringer af det offentlige ræsonnement.

For imidlertid at diskussionen i den politiske offentlighed i praksis skal kunne lede frem til sandheden som politikkens grundlag - og dermed for dens fomuftiggørelse - må en række betingelser være opfyldt, hvilket dog Habermas' historieskrivning søger at dokumentere i stigende grad ikke er tilfældet. Resultatet er - må Habermas pessimistisk konkludere i 1962 - en offentlighed i tiltagende forfald. Oplysningstidens - hos Habermas ikke mindst Kants - optimistiske tro på politikkens fornuftiggørelse gennem dannede borgeres offentlige diskussion er kommet til kort over for det borgerlige samfunds realiteter.

Til betingelserne for at offentligheden skal kunne fungere i overensstemmelse med sin egen idé hører især, at der skal være åben og lige adgang for alle borgere, at deltagerne skal være oplyste og dannede, og at der ikke blandt deltagerne må gøre sig uforligelige interessemodsætninger gældende.

Derfor får offentlighedsidéen også allerede sit grundskud på det tidspunkt i 1800-tallet, hvor arbejderklassens indtog på den politiske scene i praksis dementerer troen på et markedssamfund af småproducenter, hvor i hvert fald potentielt alle er ejere af produktionsmidler og derfor økonomisk uafhængige og dermed i besiddelse af grundlaget for at opnå den nødvendige dannelse. Forestillingen om et samfund, hvor konflikter mellem særinteresser kunne løses og afgøres ved hjælp af den neutrale og herredømmefri markedsmekanisme, og hvor politikken med den offentlige diskussion som medium derfor kunne nøjes med at tematisere almene interesser, viser sig som en illusion.

I Habermas' tolkning af den offentlige menings ambivalenser, som de bl. a. kommer til udtryk i Tocquevilles og Stuart Mills bekymringer for den offentlige mening som også en mulig despotisk og tyrannisk størrelse, må de netop betragtes som en konsekvens af, at uforligelige interessemodsætninger har manifesteret sig i offentligheden. For-faldsprocessen er godt i gang. Fra det oprindelige løfte om magtens afskaffelse gennem politikkens fornuftiggørelse fremstår offentlighedens opgave herefter meget mindre prætentiøst som det at fungere som forum for skabelse af kompromiser mellem diverse ikke almen-gørelsesduelige sær- og - navnlig - klasseinteresser.

Og det er da også dette billede, der har domineret forestillingen om, hvad politik er for noget, nemlig en interessernes politik, hvor interesserne institutionelt har manifesteret sig i massepartierne og i øvrigt i et væld af interesseorganisationer. Uanset om interesserne er tolket liberalistisk som udtryk for i sidste ende subjektive præferencer eller marxistisk som afspejlende samfundsstrukturelle modsætninger, giver det ikke længere mening at knytte rationalitetsforventninger til politikken.

På denne baggrund bliver spørgsmålet om den politiske offentligheds forfatning til et spørgsmål om, i hvor høj grad givne interesser faktisk får mulighed for at blive artikuleret og gøre sig gældende i det politiske system. Kan det offentlige ræsonnement ikke længere prætendere at levere grundlaget for fornuftige politiske beslutninger, så kan det stadigvæk tjene som medium for at givne interesser kommer til orde. I en liberalistisk forståelse kan et restringeret begreb om en almeninteresse opretholdes, men kun som dels en interesse identisk med kompromiset, dels en (værdi)konsensuel interesse i at bevare et beslutningssystem, der overholder demokratiske procedurer. Derimod udgør enhver tale om almeninteresser marxistisk set slet og ret en illusion og en illusion med en klar ideologisk funktion.

Men også i forhold til en sådan (nedskrevet) forståelse af den politiske offentlighed repræsenterer Habermas' billede af offentligheden anno 1962 et graverende forfald. Hvor forfaldets første trin udgøres af almeninteressens forduften i det blå, så udgøres det andet trin af det fremvoksende teknokratisk-bureaukratiske og neo-korporatisktiske samfunds effektive inddæmning af individers og gruppers autonome artikulations- og deltagelsesmuligheder. Tendentielt er der ikke længere tale om, at politikken har form af interessemediering. I stedet har "systemet" i stigende grad overtaget interessedefineringen. Den form for fællesinteresse eller værdikonsensus, som det omkring 1960 var almindeligt at betragte som de uddøende ideologiers afløser, er for Habermas udtryk for den borgerlige offentligheds sidste krampetrækninger eller endelige strukturforvandling henimod en refeudaliseret offentlighed. Den offentlige mening er forvandlet til en ikke-offentlig mening, nemlig en mening, der ikke udgår fra et diskuterende publikum, men tilskrives dette udefra.

Teser og problemstillinger

Den generelle hovedtese er, at der på grundlag af de seneste tre årtiers teoretiske såvel som politisk-praktiske erfaringsdannelser må tegnes et betydeligt mere optimistisk billede af den politiske offentlighed end det, Habermas præsenterede i Strukturwandel..., og derfor også, at den udbredte opslutning om "påvirkningen af den offentlige mening" som krumtap i den politiske proces faktisk - i modsætning til hvad aktuelt pessimistiske teoretikere påstår - hviler på et solidt fundament.

I argumentationen for denne tese skal jeg foretage undersøgelser, der refererer til begge trinnene i Habermas' forfaldshistorie.

Sær- og almeninteresser

Med hensyn til interesseproblematikken må den efter min opfattelse vurderes temmelig meget anderledes nu tre årtier efter StrukturwandeL..? I argumentationen for denne vurdering skal jeg for det første referere til, hvad jeg betragter som væsentlige resultater af det seneste 10-års samfundsteoretiske diskussioner. Jeg tænker her ikke mindst på kritikken af og opgøret med den marxistiske teoris klasse-og interessereduktionisme (Pierson, 1986; Lefort, 1988; Bowles & Gintis, 1986). Med henvisning til det moderne samfunds komplekse og heterogene interessekonstellationer og konfliktmønstre er fremhævet, hvordan en fortsat hævdelse af de kapitalistisk definerede klassemodsætninger som de grundlæggende, er blevet stadigt mere utroværdig og uantagelig. Det har på den anden side ikke betydet, at der alternativt er blevet formuleret en konsensusmodel. Tværtimod er tendensen tydeligt gået i retning af en afvisning af alle harmoniforestillinger. Imidlertid finder jeg ikke, at opretholdelsen af en konfliktmodel gør det umuligt at give mening til et begreb om almeninteresser og dermed heller ikke til den klassiske offentlighedsidé om politikkens mulige rationalitetsgehalt eller fornuftspotentialer. Og grunden er, at de nye interesser og interessekonflikter, som altså ikke lader sig føje ind i et klasseperspektiv, typisk heller ikke lader sig forstå som eksklusive særinteresser.

For det andet skal jeg søge at dokumentere, hvordan den danske politik i stigende grad er blevet præget af spørgsmål, der går på tværs af de traditionelle klasse- og særintereseopdelinger. Jeg skal her dels støtte mig til undersøgelser af befolkningens prioriteringer, der viser at nye spørgsmål - bl.a. angående forurening og miljø - er kommet højt på listen. Dels skal jeg inddrage vælgeradfærdsforskningens resultater med hensyn til hvilke faktorer, der forklarer stemmeafgivningen (bl.a. stigende "issue-voting" og faldende "class-voting"). En del undersøgelsesresultater synes at dementere, at det afgørende for vælgernes stemmeafgivning er varetagelsen af snævre egeninteresser (Lewin 1988).

Offentlighedens artikulationsstrukturer

Det teoretiske udgangspunkt vil her være det andet trin i Habermas' forfaldshistorie. Den overordnede tese er, at selv om en række af de udviklingstendenser, Habermas bandt sin forfaldshistorie om offentligheden op på, fortsat gør sig gældende, så kan der dels spores andre og modgående tendenser. Dels lader nogle af de udviklingstræk, som i Habermas tolkning støtter forfaldskarakteristikken, sig anskue anderledes og mere optimistisk. Hvad angår de politiske partier synes udviklingen i perioden umiddelbart at gøre Habermas' begrænsede forhåbninger om en fungerende politisk offentlighed til skamme. I hvert fald er det almindeligt at tegne billedet af partierne gråt i gråt. Også i politologien, hvor "the decline of party" med et korresponderende "decline of parliament" længe har hørt til disciplinens mere ukontroversielle indsigter. Til dette "decline" hører et fortsat faldende medlemstal, et dalende aktivitetsniveau blandt de menige medlemmer, et svindende antal kernevælgere, bureaukratiseringen af partiorganisationerne, en klar tendens til prioritering af politikkens fremtoning og indpakning ("æsteticeringen"), fokuseringen på specielt ledernes medietække, den finansielle binding til staten (partistøtten) og endelig partiernes "catch-all" præg, deres typisk bredt favnende appel med henblik på at maksimere stemmeandelen og dermed deres svindende ideologiske særpræg.

Hensigten er for det første på grundlag af den eksisterende danske partiforskning (Jf. Elklit, 1990), at give en oversigt over de danske partiers udvikling i de her relevante henseender. Den vil givetvis ikke efterlade megen tvivl tilbage om, at den folkelige deltagelse i partierne ikke er, hvad den har været. Men dernæst er det for det andet intentionen, at stille spørgsmålet, om det nu også nødvendigvis er så galt set i relation til spørgsmålet om den politiske offentlighed og dens kvalitet.

Det mener jeg ikke. For partiernes stagnation er ikke udtryk for at befolkningen ikke har gjort sig offentligt politisk gældende. I ikke ringe grad har diverse folkelige initiativer og nye sociale bevægelser været med til at fastlægge den politiske dagsorden. Der er opstået andre del-tagelsesformer, som i allerhøjeste grad har været med til at præge den politiske proces i det danske samfund (Damgaard, 1980; Gundelach 1980, 1988; Svensson & Togeby 1986, 1989; Togeby 1989). Og i dette projekts sammenhæng er det naturligvis her vigtigt, at denne politiske indflydelse i høj grad er foregået via påvirkning af den offentlige mening.

Det betyder ikke, at de politiske partier har udspillet deres rolle. Men det betyder, at deres rolle er blevet ændret. Deres monopolagtige rolle for artikuleringen og mobiliseringen af interesser er blevet brudt, og de er i ikke ringe udstrækning blevet henvist til at orientere sig efter en offentlig meningsdannelse, de ikke selv sætter rammerne for og kontrollerer. Og hvis der på den måde tegner sig en tendens i retning af et mere direkte forhold mellem det politiske lederskab og borgerne (Goul Andersen, 1989), må det i forhold til den klassiske idé om den borgerlige offentlighed hilses velkommen - denne levner jo præcis ikke plads til "interessepartiet".

Analysen af interesseorganisationerne har længe været domineret af to grundmodeller over forholdet mellem organisationerne og det politiske system. P.d.e.s pressionsgruppemodellen og p.d.a.s. korpo-ratisme- eller neo-korporatismemodellen (Cawson, 1986). Og som allerede antydet spiller udviklingstendenserne i retning af neo-korporatisme en ikke ringe rolle for Habermas' forfaldstese. I den udstrækning det politiske system er præget af lukkede beslutningsstrukturer, i hvilke ledelserne af relativt få interesseorganisationerne er vokset sammen med det politiske lederskab og buraukratiets top, har offentlighedsprincipperne ikke de store udfoldelsesmuligheder.

Men efter i en lang årrække at have haft megen vind i sejlene (Heisler & Kvavik, 1974), er korporatismemodellens gyldighed for beskrivelsen af interesseorganisationernes rolle i de senere år blevet gjort til genstand for en omfattende kritik (Olsen m.fl., 1982). Der henvises bl.a. til fremkomsten af nye deltagelsesformer og nye politiske aktører (jf. ovenfor), som bedre lader sig beskrive ud fra pluralisme-modellen, men også mere generelt til, at det korporatistiske billede af den politiske beslutningsproces, som noget der foregår i magtens lukkede fora, og som besidder en høj grad af stabilitet i kraft af, at alle væsentlige interesser tilgodeses - at dette billede bliver stadigt sværere at få til at harmonere med den politiske virkelighed.

Ikke mindst offentlighedens bestandige indblanding i den politiske og administrative proces, er med til at dementere billedet af det politiske system som lukket og stabilt (Smith, 1989). Navnlig i en dansk politisk sammenhæng er der endvidere god grund til alvorligt at problematisere "decline of parliament-tesen om, at den udøvende magt (det bureaukratisk-administrative kompleks ind.) dominerer parlamentet. Snarere kan danske erfaringer foranledige, at spørgsmålet rejses, hvem der egentlig regerer: regeringen eller oppositionen (Jf. Damgaard & Svensson, 1989).

Pressen og massemedierne udgør naturligvis et helt centralt "sted" og medium for dannelsen af den offentlige mening. Hvordan må den politiske offentligheds forfatning bedømmes på grundlag af udviklingen inden for dette felt?

I Habermas' forfaldshistorie udgør medieudviklingen et vigtigt moment. Når han taler om den "ikke-offentlige" mening, henvises således til (de kommercialiserede) mediers strukturelt definerede envejskommunikation. Det er medierne - og især de elektroniske - der både sætter den politiske dagsorden og afgør behandlingen af dens punkter. Den aktive politiske deltagelse i vælgerforeningerne er blevet afløst af det passive konsum af politikken som den fra lænestolen iagttages på tv-skærmen. Fra at være argumentproducerende bliver publikum nyhedskonsumerende. Og det er ikke svært at finde aktuelle billeder af massemedierne og politikken af lige så pessimistisk et tilsnit (Jf. f.eks. Postman, 1985).

Men også her arbejder jeg ud fra en hypotese om, at en betydeligt mere nuanceret og dermed mere optimistisk bedømmelse lader sig begrunde.

Den danske mediestrukturs udvikling i perioden har været præget af det traditionelle firebladssystems opløsning og radioens og navnlig tvs gennembrud som befolkningens hovedkilde til oplysning og information om politik og samfundsanliggender.

Hvor avisernes tab af partipolitisk binding i Habermas' optik må vurderes negativt - som udtryk for de uddøende ideologier og en teknokratisk indstiftet konsensus - vil jeg argumentere for, at den snarere må vurderes positivt, som noget der også kan fremme kvaliteten af behandlingen af det politiske. I al fald har det vist sig muligt via medierne at få bragt endog meget væsentlige samfundsproblemer til offentlig politisk debat. Desuden kan undersøgelser af vælgernes politiske orienteringsevne indirekte indicere, at mediernes evne til at formidle information og oplysning om politikken nok ikke er så ringe endda (Jf. nedenfor).

Diverse meningsmålinger og opinionsundersøgelser er helt åbenlyst i stigende grad blevet "godt stof for massemedierne, men er de det også for offentlighedsidéen?

I perspektiv af Habermas' offentlighedsanalyse, men også ifølge aktuelt udbredte forestillinger (Andersen, 1989; Larsen, 1985), giver det benægtende svar nærmest sig selv. I og med at sådanne undersøgelser identificerer den offentlige mening med empirisk aflæste uforpligtende attituder, er den pr. definition afklædt sin karakter af at være offentlig mening. Snarere end at være resultatet af publikums offentlige ræsonnement, der orienterer sig mod det politiske herredømme, er en sådan offentlig mening at betragte som potentiel genstand for udøvelse af statslige herredømme- og forvaltningsfunktioner.

Men også her finder jeg grund til at problematisere det dystert malede billede. For det første kan sådanne undersøgelser være med til at sætte spørgsmål på dagsordenen, ligesom de kan foranledige, at konventionelle begrundelser for bestemte politiske synspunkter tages op til fornyet overvejelse. Desuden kan man heller ikke afvise, at der kan være situationer, hvor svarene på bestemte typer spørgsmål må betragtes som noget, der i det mindste tilnærmelsesvis faktisk fortjener betegnelsen offentlig mening. Jeg tænker på situationer, hvor en grundig forudgående debat er mundet ud i relativt klare afgørelsesalter-nativer. I hvert fald: såfremt man også i et sådant tilfælde blankt vil afvise at tage "folkets røst" alvorligt, er det for mig vanskeligt at se, hvorfor og hvordan resultater af folkeafstemninger kan tages alvorligt - også selv om folkeafstemningens selvfølgelig mere forpligtende karakter medtænkes.

Som en sidste og meget vigtig artikulationsstruktur skal jeg undersøge deltagelsen i de demokratiske valg. At omfanget af deltagelsen i valg og folkeafstemninger udgør en vigtig dimension af spørgsmålet om offentlighedens forfatning giver sig selv. Men af væsentlig interesse er også stemmeafgivningens nærmere karakter, og hvad den er betinget af. Hvad jeg her vil diskutere er, hvordan de foreliggende resultater af danske vælgeradfærdsundersøgelser, må tolkes i relation til offentlighedsidéen. Tesen er at fænomener som stigende "issue-voting", faldende "class-voting" og tendensen til øget vælgervandring ikke behøver at tolkes i forfaldstermer, snarere tværtimod (Jf. ovenfor).

Af speciel interesse i denne sammenhæng er nyere såkaldte retrospektive teorier om stemmeafgivningen, der synes at dementere tidligere tiders billede af vælgerne som "dumme", som værende ude af stand til at danne sig konsistente opfattelser af politikken som grundlag for en "rationel" stemmeafgivning. I henseende til evnen til at kunne bedømme resultaterne af partiernes førte politik, mener en dansk undersøgelse således at kunne dokumentere et billede af de danske vælgere som nok så rationelle (Nannestad, 1989a, 1989b).

Litteratur

Andersen, Johannes (1989). Politiske Forstyrrelser, AUC.
Andersen, J. Goul (1989). "De politiske ændringer - en politologisk synsvinkel", i NYT, nr. 12.
Baudrillard, Jean (1980). "The implosion of Meaning in the Media and the
Implosion of the Social in the Masses", i Woodward, Kathleen, The Myths of
Information: Technology and Postindustrial Culture, London Routledge and
Kegan Paul.Bowles, S. & Gintis, H. (1986). Democracy and Capitalism, Oxford: Polity Press.
Cawson, Alan (1986). Corporatism and political theory, Oxford: Basil Blackwell.
Damgaard, Erik (red.) (1980). Folkets veje i dansk politik, København: Schultz.
Damgaard, Erik & Svensson, Palle (1988). Who governs? Parties and Policies in
Denmark, Institut for Statskundskab.
Elklit, Jørgen (1990). A Survey of Research on Postwar Party Behaviour in
Denmark, Institut for Statskundskab.
Gundelach, Peter (1980). Græsrødder er seje!, århus: Politica.
Gundelach, Peter (1988). Sociale bevægelser og samfundsforandringer, århus:
Politica.
Habermas, Jiirgen (1962). Strukturwandel der Offentlichkeit, Herman
Luchterland Verlag.
Habermas, Jiirgen (1975). Borgerlig Offentlighet. Oslo: Gyldendal Norsk Forlag.
Habermas, Jiirgen (1981). Theorie des kommunikativen Handelns,
Frankfurt/Main: Suhrkamp Verlag.
Heisler, Martin O. & Kvavik, Robert B. (1974). "Patterns of European Politics:
The 'European Polity Model", i Heisler (red.), Politics in Europe: Structures and
Processes in some Postindustrial Democracies, New York: David McKay.
Inglehart, R.D. (1977). The Silent Revolution, Princeton: Princeton University
Press.
Larsen, Peter (1985). Den offentlige mening - som fornuft, magt og billede,
Odense: Odense Universitetsforlag.
Lawson, Kay & Merkl, Peter H. (red.) (1988). When Parties Fail, Princeton:
Princeton University Press.
Lefort, Claude (1988). Democracy and Political Theory, Oxford: Polity Press.
Lewin, Leif (1988). Det gemensamma Basia, Stockholm: Carhrom.
Loftager, Jørn (1987). "En politisk-ideologisk mellemtid", i Philosophia, nr. 3-4.
Loftager, Jørn (1989). "Saglig politisk argumentation? Kritiske bemærkninger til
den videnskabelige værdirelativisme i politologien", i Brock, Steen & Pedersen,
Poul (red.), Dømmekraft, århus: Aarhus Universitetsforlag.
Loftager, Jørn (1990a). "Den politiske samtale", i KVAN, nr. 25
Loftager, Jørn (1990b). "Den politiske offentlighed mellem stat og civilsamfund",
i Politica, nr. 2
Nannestad, Peter (1989a). Reactive Voting in Danish General Elections 1971-
1979, århus: Aarhus Universitetsforlag.
Nannestad, Peter (1989b). The blessing of ignorance, or: On the problem of
(non)information in models of rational voting behaviour, Institut for
Statskundskab.
Olsen, Johan m.fl. (1982). "Norway: Still Peacefull Coexistence and Revolution
in Slow Motion?", i Richardson, Jeremy (red.), Policy Styles in Western Europe,
London: Allen & Unwin.
Postman, Neil (1985). Fagre Nye TV-verden.
Pierson, C. (1986). Marxist Theory & Democratic Politics, Cambridge: Polity
Press.
Smith, Bo (1989), Indlæg til Nordisk Administrativt Forbunds Avis, marts.
Svensson, Palle & Togeby, Lise (1986). Politisk Opbrud, århus: Politica.


Updated 23 November 2000 by csc. Please mail comments to the webmaster at Centre for Cultural Research.