Topmenu Calendar Archive Links Faculty and staff Publications Research projects Sitemap Main page

Jørgen Østergård Andersen

Fra helbredelsesritualer til terapi

Fra helbredelsesritualer til alternativ terapi. Komparative studier i sundhedssystemer og helbredelsesprocesser.

Har helbredelsesprocesser et forløb, der kan sammenlignes med et rituals transformationer? hvad er forklaringen på, at helbredelsesritualer er effektive? indebærer den terapeutiske scene i Danmark et kulturelt nybrud? og hvor kommer de alternative terapier fra? Disse og lignende åbne spørgsmål vedrørende terapi som kultur udgør perspektiver for projektet.

Projektet indebærer en sammenligning mellem sundhedskulturer i h.h.v. Sri Lanka og Danmark. Begge steder konfronteres et hegemonisk, normbærende sundhedssystem med alternative behandlingstilbud. Men sammenstødet med det offentlige, bio-medicinske behandlingssystem i Danmark er imidlertid et anden end sammenstødet i Sri Lanka, hvor den vestlige bio-medicin ikke er hegemonisk, men et alternativt tilbud til de traditionelle behandlingsformer.

Det offentlige sundhedssystem i Danmark er effektivt; men det kan diskuteres, om det har succes med at helbrede. De teknologiske fremskridt indenfor lægevidenskaben er indlysende, men det et spørgsmål, om de alternative terapier har andre og bedre muligheder for at ændre patientens tilstand, fordi patienten bliver subjekt i sin egen helbredelsesproces.

I Sri Lanka er den traditionelle ayurvediske medicin normsættende for, hvad der betragtes som sundhed og sygdom, og rituel behandling er en integreret del af det traditionelle system. Singhalesiske helbredelsesritualer som huniyama og bali er eksempelvis i stand til at ændre patientens relationer til omgivelserne, og der er mange eksempler på, at patientens tilstand drastisk forbedres i løbet af en enkelt nats performance.

Projektet er lagt komparativt an. Dette indebærer en forskningsmæssig kontekst, som blandt andet omfatter performativ og medicinsk antropologi, hvilket imidlertid ikke udelukker en inddragelse af kulturhistoriske og idehistoriske perspektiver.

Komparation
For singhalesiske buddhister udgør ayurvedisk medicin, astrologi, healing, trance, yoga, meditation og ritualer dele af et traditionelt system, som de moderne bio-medicinske (vestlige) terapier i Sri Lanka forholder sig til. Med andre ord er de terapier, der for danskerne udgør et alternativ til det offentlige sundhedssystem, dominerende og hegemoniske i Sri Lanka, og de er udtryk for den buddhistiske kulturs normative orden. Mens det i Danmark "kun" er hver fjerde dansker, der har haft erfaringer med alternative terapier og "kun" hver ottende, der årligt opsøger et alternativ til det offentlige sundhedssystem, så er det kun ganske få singhalesere, som udelukkende har erfaringer med det bio-medicinske behandlingssystem. I Sri Lanka er det vestlige bio-medicinske system ikke en totaliserende kraft, som indebærer en overgribende kulturdannelse. Situationen er snarere den, at singhaleserne har forskellige strategiske valgmuligheder. Det er et spørgsmål, om det forholder sig anderledes i Danmark, selv om dominansforholdet er et andet, og selv om lægevidenskaben har en hegemonisk position.

Forskellen med hensyn til hegemoni og dominans giver anledning til at spørge, om singhaleserne opsøger det bio-medicinske system, fordi det er mere effektivt end ayurvedisk og rituel behandling - og ikke fordi man mener, at det er bedre, mere sandt eller mere udviklet end det klassiske ayurvediske system; mens danskerne omvendt opsøger den alternative terapi, fordi den betragtes som bedre - vel vidende at behandlingen ikke er mere effektiv end det moderne hospitalsvæsens teknologi og medikamenter.

Sammenstødet er næppe en forbigående situation. Den er virkeligheden både i Sri Lanka og i Danmark. Det er min generelle antagelse, at artikulationen udgør en struktur, og at systemets identitet og grænser markeres i forhold til alternativet. Grænserne ligger på forskellige niveauer. Systemet er komplekst, og artikulationen er flertydig. Det er intentionen at nuancere beskrivelsen af relationerne og om muligt at definere reglerne for sammenstødet.

Tværkulturelle komparationer er forbundet med to modsatrettede perspektiver. På den ene side, at processerne ikke er identiske - men forskellige, fordi den kulturelle og samfundsmæssige kontekst er forskellig og på den anden side, at helbredelsesprocessen i forbindelse med eksempelvis akupunktur er den samme, uanset om behandlingen foregår i Peking, Colombo eller i århus. Begge tilgangsvinkler siger noget rigtigt, og de siger det modsatte af hinanden. Oppositionen mellem relativisme og universalisme må derfor overvindes, og terapier som kultur må analyseres fra en tredie, reflekterende position. Terapier kan ikke betragtes som identiske, når de flyttes fra een kulturel kontekst til en anden. Men på den anden side lader det sig øjensynligt gøre at praktisere yoga, meditation, akupunktur etc. i vesten. Måske er grunden den, at terapierne griber fat i forskellige sider af en universel helbredelsesproces. Terapi kan siges at dreje sig om, at patienten bliver subjekt i forhold til sin lidelse, samtidig med at han erfarer at være objekt i helbredelsesprocessen.

Fra magi til videnskab
Helbredelse er en gådefuld proces, som er lige så uforståelig for de fleste mennesker som årsagen til sygdommen. Subjektet erfarer, at ikke alle sygdoms- og helbredelsesprocessens erfaringer kan tydes og gives betydning. Den syge vil kunne siges at erfare et overskud af signifianter i forhold til signifiéer. Metaforerne for sygdom og helbredelse viser, at processerne ikke fuldstændigt lader sig begribe i sproget. Derfor tænkes den effektive helbredelsesproces som mirakuløs, mystisk eller magisk.

Spørgsmålet om ritualers effektivitet har været et gennemgående tema i magi-debatten i antropologien; men i dag findes der næppe nogen termer, der er mere ideologisk belastede end magi og magisk. Der er ingen ende på de metaforer, der kan kaldes til live, og magtbegrebets historie bekræfter, at når den videnskabelige debat forlader et felt, besættes det af ideologier.

Forholdet mellem magi og religion og mellem magi og videnskab var en videnskabelig problematik i slutningen af forrige århundrede (E. B. Tylor og J. G. Frazer). For funktionalistiske antropologer som B. Malinowski har ritualets magiske effektivitet været mere væsentligt end ritualets symbolske mening og intellektuelle funktion har været for funktionalismens kritikere (M. Douglas, C. Lévi-Strauss, V. Turner o.a.). Det skal ikke benægtes, at den teoretiske forståelse af ritualet er ført et stort skridt videre ved at insistere på, at ritualets mening ikke er bogstavelig, og at ritualet ikke er et primitivt fænomen; men den symbolske antropologis intektualisme indebærer, at man forlader problemstillingen vedrørende ritualets effektivitet. I projektet vil jeg vende tilbage til de glemte spørgsmål vedrørende magi og mana. Der kan ikke være tale om simpelthen at overtage gamle og forladte positioner i antropologiens teorihistorie; men om at dekonstruere begreberne i en ny læsning af teorihistorien.

'Magi' har ikke fået tilstrækkelig opmærksomhed i antropologien i lang tid, og grunden er blandt andet, at mana-begrebet har været en mystifikation og en reifikation i antropologien. Forklaringen er kort fortalt den, at bestemte positioner i udvekslingen bliver udelukket, og at udvekslingen derfor fremstår som mystisk og uforklarlig. Enhver anden kommunikationsproces ville også fremstå som mystisk, hvis det blev benægtet, at der var tale om en udveksling og en kommunikationsproces. Erkendelsesinteressen i denne fornyede læsning af magi-debatten er at afmystificere begreberne, og målet er at nedbryde de eksotiske og sværmeriske billeder af magi og magiske ritualer.

A. van Gennep, V. Turner, B. Kapferer o.a. har bidraget med videnskabelige forklaringer på subjektets transformation i ritualets forløb. Men det er muligt at komme længere end A. van Genneps berømte tre-fase model: Rites de separation. Rites de marge og Rites d'agrégation, der egentlig blot siger, at der er en indgang og en udgang og en liminal fase midt imellem. Jeg antager, at en inddragelse af den strukturelle psykoanalyse fører til en mere afklaret beskrivelse, der bedre er i stand til at forklare effektiviteten i forbindelse med et subjekts transformation fra syg til rask i ritualets forløb.

Offentligt system vs. alternative helbredelsesprocesser
Studier af det klassiske sundhedssystem i Sri Lanka og dets artikulation med det vestlige bio-medicinske system er udgangspunktet for en beskrivelse af de alternative terapier i dagens Danmark. Forskellen er udgangspunktet, og perspektivet er komparativt.

Relationen mellem behandler og patient udgør en markant forskel mellem Sri Lanka og Danmark. I Sri Lanka vil man ikke kunne sige, at læge og patient forstår hinanden. Det gælder også i det traditionelle system, at lægfolket ikke forstår munkene, at man ikke forstår astrologernes system, at man ikke forstår præsternes trancer etc. Men på trods heraf udveksler man eksemplarisk. Tiltroen til behandlerne i det offentlige system i Danmark svinder derimod ind, samtidig med at lægerne bestræber sig på at kommunikere med patienterne og på at nedtone rollen som autoritet.

Denne paradoksale tillidskrise til behandlingssystemet er et væsentligt kulturbrud, der har konsekvenser ikke blot for de læger, der bliver stemplet af deres patienter som ignorante, fordi de ikke forstår sig på de nye holistiske teoridannelser. Mistilliden er udtryk for ændringer i samfundet og i kulturen.

Det er veldokumenteret, at den asymmetriske magtrelation mellem læge og patient både indebærer en dårlig kommunikation og en ringe behandling. Netop fordi kritikken er indlysende, er det i dag muligt at undersøge, om det omvendt også forholder sig således, at demokratiseringen og nivelleringen af magtrelationerne skaber mistillid. Det er forunderligt, at samtidig med at psykiatrien gør store fremskridt i retning af at afvikle kontrolsystemet i forhold til mentalt syge, så stiger mistilliden; og samtidig med at lægerne kritiseres for deres magt og autoritet, så søger kritikerne behandling hos alternative terapeuter, som gennemgående er mere autoritære, og hvis diskurs er mere uigennemsigtig end lægernes.

De alternative terapeuter i Danmark er gennemgående kritiske overfor den bio-medicinske behandling; men relationerne til det offentlige sundhedssystem er mangetydige og modsatrettede, blandt andet fordi nogle terapier anerkender lægevidenskabens hegemoni og deler dens (naturvidenskabelige normativitet. Dette viser sig i en stræben efter anerkendelse og en påberåbelse af "videnskabelige beviser", som imidlertid aldrig fuldt ud vil kunne anerkendes af det offentlige system. Andre terapier søger en alternativ normativitet og en alternativ forståelse af sygdom, behandling og sundhed, som for-øvrigt ofte legitimerer sig ved medicinske systemer fra østen.

Det er karakteristisk, at mange behandlere i det offentlige system i Danmark har kontakt med de alternative terapier, og at flertallet af alternative behandlere kommer fra det offentlige sundhedssystem.

Grunden kan være, at helbredelsesprocessen har bedre vilkår i de alternative terapier. Det rationaliserede offentlige sundhedssystem har aldrig været i stand til at overtage ansvaret for patientens liv. Imidlertid har denne illusion indebåret en selvforskyldt umyndighed, som beslutningen om at vælge en alternativ terapi er et brud med. Sundhedssystemets teknologiske fremskridt og effektivitet med hensyn til behandlingsresultater kan ikke benægtes, men det er et spørgsmål, om systemet er blevet for effektivt, således at der ikke er tid til en helbredelsesproces, som er tilfredsstillende for både behandler og patient.

Feltarbejde i Sri Lanka
Projektet ligger i forlængelse af mine etnografiske feltarbejder i Sri Lanka i 1982-1983, i 1986 og to mindre feltarbejder i 1989 og i 1990. Analysen af helbredelsesritualerne baserer sig på et indsamlet feltarbejdsmateriale, der består af feltarbejdsnoter, video-optagelser, transskriptioner af ritualer og en samling på 39 palmebladsbøger.

Materialet belyser og kommenterer sig selv. Palmebladsma-nuskripterne belyser de singhalesiske helbredelses- og forbandelses-ritualer, som de er opskrifter på. Omvendt udgør de faktisk forekommende ritualer i Sri Lanka manuskripternes kontekst. Det er derfor oplagt at analysere manuskripter og ritualer i lyset af hinanden. Det er muligt at tolke de overgange, der udgør ritualets struktur, i lyset af de sproglige ytringer, som ifølge de rituelle eksperter (yakaduro) er altafgørende for ritualets virkning og effektivitet. Det er med andre ord muligt at få en objektiv tekst frem, som er mere grundlæggende end både etnografens og de rituelle eksperters forklaringer på ritualet, idet analyseobjektet er den tekst, som også yakadura'en forholder sig fortolkende og forklarende til.

Hvis der findes en rationel, videnskabelig forklaring på rituel behandling og på den ofte gådefulde transformation fra syg til rask, så må den basere sig på analysen af ritualets forløb som en objektiv tekst. Derfor må der arbejdes sprogligt og tekstligt med ritualet.

Konteksten for de singhalesiske helbredelsesritualer er den buddhistiske kultur, og det indgår derfor i analysen af helbredelsesprocessen, at ritualet som objektiv tekst har en buddhist kontekst. Den buddhistiske kultur kan siges at udtale sig om sig selv, idet de kanoniske tekster i Theravada buddhismen og den buddhistiske filosofi generelt indebærer en analyse af realiteten, som singhalesiske buddhister orienterer sig i forhold til i deres rituelle praksis.

Feltarbejde i Jayasuriyas klinik
I februar og marts 1990 foretog jeg et feltarbejde i professor Anton Jayasuriyas klinik i Colombo: Institute of Acupuncture, Lazer Therapy and Homeopuncture, Colombo South Govemment General Hospital, Colombo, Sri Lanka.

Professor Jayasuriya ledte et seminar i 'complementary medicines', og på seminaret forelæste en række terapeuter i emner, der spændte fra den traditionelle medicins historie til homeopati, akupunktur, pulsdiagnose, antipsykiatri, meridian systemet, ying-yang princippet, hypnose etc. Instituttet er et udogmatisk og pragmatisk mødested mellem vestlig medicin og ayurvedisk medicin og mellem akupunktur og homeopati. Feltarbejdet i Jayasurias klinik indebar en indføring i helbredelsesprocesser og sygehistorier, og opholdet udgør en erfaring, som har betydning for mit studie af klinikker i Danmark.

Feltarbejde i Danmark
I efteråret 1990 har jeg opsøgt alternative terapeutiske miljøer i Danmark. Jeg har læst mig ind på den meget omfattende litteratur, som cirkulerer blandt behandlere og patienter, jeg har studeret lærebøger og jeg har søgt efter en litteratur, der beskriver - og ikke blot fortolker og formidler den alternative terapi. Det har vist sig, at mens der især siden 1980 er udkommet mange bøger, som omhandler sundhed, sygdom og alternative terapier, så findes der næsten ingen redegørelser for alternativ terapi, som beskriver den terapeutiske scene som et kulturelt fænomen. På dette meta-teoretiske og kulturanalytiske niveau er bidragene spredte og fåtallige. Det er min intention at bidrage til den spæde debat, som på dette niveau både baserer sig på en analyse af fænomenet og på en indsigt i de terapeutiske processer. Der er en tendens til, at analyse og indsigt falder fra hinanden i den øredøvende debat for eller imod alternativ terapi. De indsigtsfulde debatører er ikke i stand til at analysere fænomenet, mens debatører med et kritisk overblik er uden indsigt i terapierne, fordi en sådan forudsætter personlige erfaringer med udvekslingen og relationen mellem terapeut og patient.

Jeg vil løbende studere udvalgte klinikker, der viser forskellige sider af den terapeutiske scene i Danmark: healing & meditation, akupunktur & zoneterapi, astrologi, kostvejledning & faste, homeopati & mineraler og psykoanalyse & gestalt terapi. Jeg vil beskrive klinikkerne ud fra mine etnografiske feltarbejdserfaringer, idet jeg antager, at det terapeutiske rum i klinikken (relationer og udvekslinger) lader sig sammenligne med det rituelle rum, som genereres i et rituals forløb.

Alternativ terapi som metafysik
Hver ottende dansker har hvert år subjektive erfaringer i forbindelse med helbredelsesprocesser, som dansk kultur stempler som værende uden for videnskabens domæne. Udgrænsningen af disse subjektive erfaringer kan på den ene side siges at lade en stor del af befolkningen i stikken, og på den anden side kan udgrænsningen siges at indebære et fænomen, som af nogle betegnes som metafysisk kvaksalveri.

Selv om der kan fremføres mange gode argumenter for at forsvare vores europæiske virkeligheds karakter af homogenitet, er det mere adækvat at tage udgangspunkt i, at virkeligheden er heterogen. Tankeformer mødes - uanset om man bryder sig om det eller ej. Der er ikke noget specielt prisværdigt ved at indoptage fremmede kulturtræk og ved at tage tankeformerne ud af deres kulturelle kontekst. Men det er netop, hvad den moderne vestlige industrikultur gør. Kulturer kommunikerer med hinanden og identificerer sig selv ved ikke at være dét, som alle andre kulturer er. Således også bio-medicinen forstået som dominerende kultur i forhold til alternative terapier, idet den definerer sine grænser ved at kritisere den irrationalitet, som den (læge)videnskabelige normativitet identificeres ved ikke at være.
En anden konsekvens af udgrænsningen er, at subjektets mentale, spirituelle og religiøse relationer forbliver irrationelle, fordi sådanne erfaringer ikke er objekt for videnskabelige teorier og metoder. De udgør en grænse for rationaliteten. Men i forhold til denne grænse er det ikke rationelt at hævde, at emotionelle, mentale eller spirituelle relationer ikke kan studeres rationelt. Der er tale om et tankeforbud, når det hævdes, at noget er så helligt - eller det modsatte - at det ikke lader sig undersøge rationelt. Også på dette område kan videnskaben gøre større eller mindre fremskridt, der som al anden forskning er betinget af valget af teori, metode, strategi, perspektiv, tradition etc.

Den antropologiske feltarbejdstradition sætter perspektivet for projektet. Etnografens erfaringer med både at være på afstand og tilstede i de studerede relationer er det metodiske udgangspunkt. Komparationen mellem Sri Lanka og Danmark er et naturligt valg i forhold til mine tidligere feltarbejder. Det er et tilfældigt valg i forhold til projektets overordnede interesse i at betragte terapi som kultur; men det indsamlede feltarbejdsmateriale er en både nødvendig og tilstrækkelig betingelse for, at grænserne mellem det offentlige system og de alternative terapier i Danmark ikke tages for givet.


Updated 1 Decembert 2000 by smc. Please mail comments to the webmaster at Centre for Cultural Research.