Topmenu Calendar Archive Links Faculty and staff Publications Research projects Sitemap Main page

Jørgen Wurtz Sørensen

"Nøglen til Danmark - Brikker til et mønster af et kulturmøde"

"Dansk kultur", "danskhed" og "dansk kulturarv" er i de seneste år igen blevet vigtige temaer i den offentlige debat. Særlig har begreberne været flittigt inddraget i den ofte særdeles ophedede diskussion om danskernes forhold til "de fremmede", først og fremmest fremmedarbejderne og flygtningene. Der er blevet talt om truslen mod dansk kultur, især fra de muslimske indvandrere, men også om kravene om tilpasning til danske kulturmønstre som en nødvendig forudsætning for indvandrernes eksistens i landet. I såvel debatten om flygtningenes integration i det danske samfund som omkring fremmedarbejdernes situation i f.eks Ishøj blev ordsproget "Skik følge eller land fly" da også ofte anvendt for at understrege, at en del danskere fandt, at hvis indvandrerne ikke tilpassede sig eller endda helst helt overtog dansk kultur, så måtte de vende tilbage til deres respektive hjemlande. Andre mente derimod, at indvandrerne sagtens kunne beholde deres egne kulturmønstre, ja at de nye fremmede kulturer var et nyttigt eller måske endda nødvendigt krydderi og krafttilskud til en hen-sygnende og blodfattig dansk kultur.

Karakteristisk for den offentlige diskussion har det imidlertid været, at få om nogen har forsøgt at give et mere præcist bud på, hvor i denne "danskernes skik" egentlig bestod. D.v.s. hvilken kultur, det var indvandrerne skulle tilpasse sig eller overtage. Hvilken kultur, som var truet eller som trængte til blodtransfusion. Dette understreger det centrale problem, der har præget dansk integrationspolitik siden, 1950-erne, hvor de første un-garske flygtninge kom til landet, nemlig at danskerne har haft let ved at give karakteristikker af "fremmede kulturer", mens det har været ulige meget sværere at finde frem til "danskhedens væsen" eller hvad der egentlig er det danske ved danskerne. At folk fra andre lande skulle kunne finde danskerne "mærkelige" og "sælsomme" har for danskerne været utænkeligt, fordi vi jo bare er almindelige, rationelle og normale, d.v.s som man nu engang bør være. Danskerne har da heller ikke i deres historie i særlig grad været tvunget til at fundere nærmere over forskellene mellem "os og de andre", da vi trods tidligere mindre indvandrergrupper (jøder, kartoffeltyskere, roepolakker m.v.) dog bestandig har været et sprogligt og kulturelt enestående homogent folk. Først med en mere omfattende indvandring af sydlandske fremmedarbejdere (først og fremmest tyrkere, jugoslavere og pakistanere) fra slutningen af 1960-erne er kulturmødet eller kultur-konfrontationen blevet en realitet. En realitet, som først gennem en efter dansk målestok betragtelig flygtningestrøm fra Mellemøsten og Sri Lanka i 1980-erne er gået op for danskerne.

Den manglende selvbesindelse og refleksion over indholdet i begrebet "dansk kultur" har da også skabt et solidt grundlag for utryghed, misforståelser og endda egentlige konflikter. Problemer for danskerne selv, men også i høj grad for de indvandrere, der stilles overfor krav om respekt for eller overtagelse af kulturmønstre, som ingen tilsyneladende kan give en præcis indholdsbeskrivelse af, og som indvandreren selv har svært ved at få øje på. Det har utvivlsomt virket skræmmende på mange indvandrere, såvel fremmedarbejdere som flygtninge, der netop ofte kommer fra kulturkredse, hvor normer og adfærd er langt tydeligere p.g.a. religionens mere dominerende rolle, også i hverdagen. Derfor forekommer det danske samfund mange indvandrere at være et sted, hvor der ikke findes tydelige regler og normer. Ja, en del vil tolke dette som tegn på, at der faktisk ikke eksisterer sådanne regler og normer og dermed heller ikke nogle faste kulturværdier. Dette fører i mange tilfælde til isolation og tilbagetrækning, hvilket igen forhindrer enhver dialog i kulturmødet. Netop fordi indvandreren vil trække sig tilbage fra et samfund, hvor religion og moral tilsyneladende ikke eksisterer, og hvor det ud af danskernes reaktioner er næsten umuligt at vide om man har gjort noget rigtigt eller forkert.

"NøGLEN TIL DANMARK"
Mange af de danskere, som i debatten om indvandrernes integration i det danske samfund har talt om truslen mod danskheden, er som regel blevet svar skyldig konfronteret med spørgsmålet om hvilke kulturværdier, der skulle forsvares. Den danske kulturarv har kunnet føres i marken uden nærmere forklaringer, for selvfølgelig har danskerne en kultur, ja måske endda en af de bedste.Derfor var det også mærkværdigt, at disse indvandrere ikke med det samme kunne få øje på disse værdier, som jo netop lå bag indretningen af det danske samfund. Det danske velfærdssamfund som "de fremmede" jo tilsyneladende så gerne ville ind i. Hvis indvandrerne derfor fastholdt deres egne kulturmønstre og traditioner endda åbenlyst, måtte dette naturligt opfattes som en direkte og særdeles uhøflig kritik af den danske vært, der så generøst havde åbnet dørene til sit smukke og velindrettede fædreland.

På den anden side stod mange indvandrere uforstående overfor det danske samfund, hvor normer og adfærd virkede besynderligt og skræmmende. Mange mødte danskernes tilsyneladende følelsesmæssige kulde, som blev tolket som en personlig afvisning af den pågældende indvandrer, selv om det ofte blot var danskernes normale adfærd også overfor hinanden. Men indvandrerne blev sjældent gjort opmærksom på sådanne generelle træk hos danskerne, hverken i deres hverdag eller i den undervisning, som især flygtningene fik om det danske samfund og dets indretning. Her hørte man først og fremmest noget om social- og sundhedsvæsenets formelle opbygning og funktioner. Noget om de skrevne love, men sjældent om de uskrevne, der kunne bidrage til forståelsen af, hvad der var det danske ved danskerne.

Dette var utvivlsomt ikke af ond vilje, men udsprang netop af danskernes manglende refleksioner over egne kulturværdier, normer og adfærd. Men i den aktuelle situation med eksistensen af en række forskellige indvandrergrupper i landet, har danskerne nu fået i det mindste en mulighed for nærmere at trænge ind i begrebet "dansk kultur" netop ved at lade indvandrerne give deres karakteristik af danskerne. Fordi indvandrerne, hvoraf en del har været i landet i adskillige år, kan se på danskerne udefra og derved observere forhold, som danskerne vil være for tæt på selv at kunne se og erkende. Ikke at indvandrernes vurderinger er den endegyldige sandhed, fordi deres observationer ofte vil føre til stereotyper af danskerne, men fordi man gennem vurderinger kan få nøglen til nogle af de kulturtræk, som har været skjult.Ved at sammenstille og sammenligne udtalelser og vurderinger fra de forskellige indvandrergrupper, der er kommet til landet i de sidste tredive år, tegner der sig da også et mønster. Et mønster, som utvivlsomt afspejler væsentlige grundtræk ved dansk kultur, og som det vil være frugtbart for danskerne at kende, ikke mindst ved udformningen af en holdbar og sammenhængende integrationspolitik. Samtidig vil en sådan selverkendelse kunne tjene til en øget forståelse for centrale elementer i de fremmede kulturer, hvor afklaringen af hvor forskelle i normer og adfærd ligger, vil være nødvendig for dialog og forståelse. Endelig vil det være særdeles nyttigt for indvandrerne at få kendskab til disse generelle kulturtræk, dels fordi man så ikke forveksler danskernes adfærd med personlige nederlag og afvisning dels fordi et sådant kendskab kan skabe lidt mere tryghed i mødet med en ellers homogen og lukket kultur.

"ALT ER BARE FJERNSYN"
l de fleste karakteristikker af danskernes adfærd og normer, d.v.s dansk kultur lægges vægten hos indvandrerne på danskernes isolerede tilværelse bag hjemmets fire vægge, deres tilsyneladende mangel på følelser og afvisende holdninger. To vietnamesiske flygtninge sammenfatter deres indtryk således:
"Vi har vænnet os til Danmark, men det er kedeligt at bo her. Danskerne lever på en isoleret måde, lukket og afgrænset fra naboer og andre. Vi har frihed og sikkerhed her, men det er koldt, og her er alt for stille. Der sker ingenting, alt er bare fjernsyn" og "l Danmark er her kedeligt. Her er så stille, fordi man ikke taler med hinanden. Danmark bor bag en lukket dør".

Danskernes stressede hverdag, hvor alle har travlt med deres individuelle gøremål, og hvor ældre og børn glemmes er også et område, som mange indvandrere lægger vægt på i karakteristikken af danskernes adfærd. Om danskernes higen efter selvrealisering eller deres egoisme og konsekvenserne heraf siger en pakistansk indvandrer:
"Men de danske familier er fuldstændig ligeglade med hinanden. De bliver skilt efter nogle år, og så er det lige meget med børnene. Sådan er det ikke hos os...Danske børn, hvis far og mor er skilt kan gøre, hvad de vil, for far har travlt med nye damer og mor med nye mænd. På den måde kommer børnene til at bestemme alt for meget".
Men denne jagt på den individuelle lykke blev af mange indvandrere bemærket som noget mærkeligt og anderledes og udtryk for en anden opfattelse af livsrytme og tid. En jugoslavisk fremmedarbejder, der kom til landet omkring 1970 udtrykker det f.eks:
"Livsrytmen er roligere i min hjemegn end den er her i Danmark. Danskerne vil nå en masse ting på en gang. Det gjorde mig meget træt i begyndelsen. På arbejdspladsen er de venlige, men man ses ikke uden for arbejdstiden. I boligmiljøerne er danskerne meget reserverede. I Jugoslavien kender man sine naboer, kommer sammen med dem og snakker med dem om de daglige problemer. Det er helt udelukket her i Danmark, ihvertfald de steder, jeg kender til"
Netop danskernes afstandtagen fra uformelle kontakter, f.eks i forhold til naboer og arbejdskammerater er gennemgående temaer i indvandrernes syn på dansk kultur. Mange indvandrere kommer netop fra kulturer, hvor forholdet til slægt, venner og naboer er tæt og tolker derfor tit danskernes adfærd som en negativ reaktion vendt imod dem personligt. Nogle indvandreres vurderinger rummer en undren over, at danskerne på den ene side udtrykker velvilje og medlidenhed overfor fattige i u-landene, de gamle og de handicappede og hjælper disse over skattebilletten eller via girokontoen, mens døren er lukket for naboen. En undren, der også dækker danskernes kontakt indbyrdes, hvor sammenkomster selv med gode venner skal aftales god tid i forvejen. Aftaler, hvor det samtidig er utilstedeligt at komme for tidligt eller for sent til gæstebudet, hvor fastlagte ritualer omkring spisning og kaffedrikning er med til at fastholde en passende følelsesmæssig afstand.

Denne distance til andre mennesker i hjemmet, på arbejdspladsen og i offentligheden observeres af mange indvandrere med nogen undren og forvirring. F.eks er det ofte skræmmende for indvandrere fra sydlige lande at observere danskernes adfærd i tog og busser. Ingen taler med hinanden, men vælger sædet længst væk fra medpassagererne eller den tomme kupé for at undgå enhver fysisk eller psykisk kontakt med andre. En sydafrikansk flygtning, der kom til Danmark i midten af 1970-erne formulerer kulturchokket således:
"Jeg oplever danskernes lukkethed, deres hårdhed, som noget meget svært at leve med, fordi det ligger min egen kultur så fjernt. Tænk f.eks på en tur med en bus. Jeg ved ikke, hvad danskerne oplever som det mest slående - for mig er det den knugende tavshed. Mødrene, der tysser på børnene, alle de mennesker, der hverken griner eller smiler, men som ser bort, hvis nogen kigger på dem. Sådan en tur virker meget knugende på mig".
Der er således ikke tvivl om, at for mennesker fra kulturer med stor social kontakt og tætte relationer til andre mennesker må det virke fremmedartet og koldt at møde det danske samfund. Hertil kommer danskernes underspillede sprog og kropssprog, som gør det vanskeligt eller umuligt for fremmede at tolke om vedkommende er glad, ked af det eller vred. Om man har gjort noget rigtigt eller forkert o.s.v. For mange indvandrere giver dette møde anledning til tvivl og usikkerhed. Danskernes adfærd tolkes som kulde, ligegyldighed eller som direkte fjendtlighed, hvorfor man meget naturligt så istedet søger varme og fortrolighed hos mennesker fra ens egen kulturkreds. En fortrolighed med sproget, men også med de signaler, der videregives gennem mimik og kropssprog. Denne meget forståelige reaktion fører derfor til, at man viger tilbage fra mødet med danskerne, hvilket hæmmer en nødvendig dialog mellem danskerne og de fremmede omkring kulturmøde, integration og sameksistens. For nogle indvandrere giver et længerevarende ophold i Danmark dog også anledning til et revideret billede af danskerne. En anden sydafrikansk flygtning, som kom til Danmark i 1974 udtaler f.eks:
"Mange af mine første indtryk er forlængst kastet overbord. Jeg synes ikke længere, at danskerne er kolde - blot reserverede, og jeg har opdaget, at de faktisk smiler og ler, endog hjerteligt. Jeg har også fundet ud af, at de godt kan lide udlændinge, danskerne er bare mere tilbageholdende end andre folkeslag med at blive venner ved første møde. Jeg har fået mange venner blandt danskere og snesevis af gode bekendte".

"ET LILLE LAND OG DOG"
Mens danskerne sjældent har reflekteret over almindelig adfærd i hjemmet, på arbejdet og i offentlige transportmidler, har man nok en vis bevidsthed om den omstændighed, at danskerne er usædvanligt glade for alt, hvad der er dansk. For flertallet af danskerne vil dette dog ikke give anledning til nøjere eftertanke, da det jo er meget forståeligt. Fænomenet observeres også ofte med en vis undren af indvandrere, der dog har vanskeligt ved præcist at forholde sig til det. Netop det, at man ikke praler højlydt af Danmarks og danskernes kvaliteter, skønt ingen kan være i tvivl om, at Danmark er nummer et. Dette karaktertræk findes udtrykt præcist i den danske sangskat tilbage fra det 19. århundrede, hvor man netop i højskolesange som "Langt højere bjerge", "l Danmark er jeg født" og "På det jævne, på det jævne" gør jævnheden til en national dyd, der samtidig ligger til grund for den målestok, hvormed alt skal måles. Dette kunstgreb, som kun indvandrere, der har været i landet i mange år er opmærksom på, sker ved i forhold til andre nationer og folk bestandig at anvende en særlig målestok, den rigtige målestok, nemlig den danske. En målestok, der er lille og derfor kan tages med overalt. Dette er også en del danskere bevidst, selv om de ofte har lidt svært ved at afgøre, hvorvidt man finder det latterligt, sødt eller forståeligt, men typisk er det, at selv afgørelsen herom må serveres med en ironisk distance a la Piet Hein, når han skriver:
"Vi danskere er jordens mest beskedne folkefærd, så på det punkt, som alle andre, er vi de førende".
Den omstændighed, at danskerne er de bedste får os dog ikke til at glemme altid at holde en passende distance, d.v.s. hellere underspille end overspille. Dette sker ved en omfattende anvendelse af ironi, der forhindrer, at man kommer til at virke for opstyltet, selvhøjtidelig og dermed naragtig, som f.eks tyskere, franskmænd og svenskere. Anvendelsen af ironi, som ofte forekommer indvandrerne ubehagelig og uforståelig, sikrer, at man fortsat holder distancen. At indvandreren ikke forstår anvendelsen af ironi tolkes af danskeren som tegn på den mangel på humoristisk sans, der er karakteristisk for udlændinge. Til gengæld føler indvandreren sig holdt udenfor med ironien som mur i kulturmødet, hvor allerede sproget som sådan har bidraget. Netop danskernes lukkede univers er da også observeret af mange indvandrere, f.eks udtrykt hos en chilensk flygtning, der kom til Danmark i 1974:
"Jeg kan godt lide danskerne, selv om de ikke er så ligetil. På overfladen er de meget åbne. Ingen andre nationer er tilsyneladende så imødekommende. Men indeni sig har de verden, som jeg fornemmer uden nogensinde at have fået lov til at se ind i den. Jeg har sat mig for, at jeg vil forstå den indre verden, før jeg rejser".
At danskernes ironiske distance dækkede over stoltheden over vor "beskedne egenart" eller "lilleputchauvinismen" er dog også bemærket af indvandrere, som har været i landet i flere år og iøv-rigt gennem arbejde/familie været tæt på danskerne. En ungarsk flygtning, som kom til landet i forbindelse med opstanden i 1956 beskriver dette fænomen således:
"Hvad er typisk dansk? Det første, der slog mig, da jeg kom til Danmark var, hvor glade folk var for alt, som var dansk. Selv julen var dansk med masser af dannebrogsflag på juletræet. Til ære for mig sang man fra højskolesangbogen og næsten alle sange handlede om Danmark. Vort modersmål, den danske kyst, den danske skov. Det var så dejligt alt sammen. Og så får man kransekage -med flag på. Folk bliver næsten flove, når man gør opmærksom på denne overdrevne glæde over alt det danske. Man vil åbenbart nødig virke selvglad, men når Danmark nu virkelig er det bedste sted i verden. Hvorfor skulle man så også være ked af det".
Som nævnt har også nogle danskere været opmærksom på dette fænomen, mens det for de fleste er en ren rygmarvsreaktion at måle alt med den danske målestok. En række indvandrere har mødt danskernes "ydmyge selvhævdelse", når danskerne kun kan forestille sig, at man er kommet til landet for at nyde godt af/eventuelt misbruge verdens bedste socialvæsen, verdens bedste uddannelsessystem, sundhedssystem etc. Flygtningene bliver derfor let hos nogle til "bekvemmelighedsflygtninge", der vil udnytte det velfærdssamfund, danskerne har bygget op gennem århundreder. Endnu værre er det naturligvis, hvis flygtningene faktisk slet ikke specielt havde ønsket at komme til Danmark, men hellere ville have været til USA eller Canada, ja måske slet ikke havde hørt om Danmark. I det hele taget bryder danskerne sig ikke om, at andre kritiserer Danmark eller undlader at bekræfte danskerne i opfattelsen af egen fortræffelighed. Det at nogle indvandrere beholder og befæster egne kulturelle traditioner må i denne sammenhæng tages som bevis på en direkte kritik af dansk kultur eller som et utilgiveligt tegn på utaknemmelighed fra gæstens side.

"DEN DANSKE HYGGE"
For danskerne selv er den danske hygge vel nok et af de kulturkarakteristika, som understreges oftest. Den danske hygge med sin afslappethed, tolerance og lune. Selv Danmarks turistchef kunne i 1960 erklære følgende om danskernes fortrin:
"Vor allerstørste turistattraktion er vel egentlig os selv, danskerne, den danske venlighed, den danske hygge, hele den danske atmosfære".

Men også indvandrere er blevet opmærksom på fænomenet, selv om konklusionerne ofte bliver noget anderledes, som f.eks hos den tidligere omtalte ungarske flygtning, der i 1969 skriver:
"Man holder så meget af hygge her til lands. Som man dog kan nyde en kop kaffe. Som man dog kan hygge sig sammen omkring en snak om ingenting. Ungarerne skal altid diskutere noget, man er altid uenig om et eller andet. Danskerne vil holde problemerne udenfor. Man må helst ikke komme ind på noget kedeligt, noget trist, for "vi kan jo alligevel ikke gøre noget ved det". Man skal ikke ødelægge de dejlige småkager med den store verdens elendighed".

Hos en del indvandrere sættes "den danske hygge" ofte i snæver forbindelse med danskernes indgroede tendens til at undgå eller forebygge alle former for konflikter, hvor man skal være uenig d.v.s skal skille sig ud fra de andre. I stedet for at tage diskussionen og konflikten kan man jo tale om tingene, så man kan finde frem til en løsning, der kan stille alle tilfreds. Eller man kan tale om noget helt andet og mere uskyldigt. Vigtigt er det under alle omstændigheder, at der skal være "Frihed for Loke, såvel som for Thor". Denne indstilling vil danskerne naturligvis tage som endnu et bevis for endnu en ærkedansk dyd, nemlig tolerance og besindighed. Men for mennesker, som betragter danskerne udefra, kan denne tolerance ofte komme til at ligne konfliktskyhed eller ligegyldighed. Når man er tolerant kan det ene let komme til at blive lige så godt som det andet. Alle uenigheder og konflikter må bestandig ses fra flere sider, og man viger tilbage fra at tage nogen beslutning. Intet er fast, men alt er flydende også kulturværdier.

Denne mangel på engagement og konfliktskyhed eller som danskerne selv ville udtrykke det tolerance og besindighed har da også i udpræget grad påvirket danskernes møde med indvandrerne, og mange af disse har bemærket denne omfattende ulyst til at være uenig, d.v.s. til at skille sig ud. En sydafrikansk flygtning beskriver det således:
"Det samme gælder for danskernes angst for at være anderledes. Tendensen til, at alle skal være enige, har jeg svært ved at forstå. For dels skræmmer den dem, der har andre og nye tanker, og dels er den ødelæggende for politisk og kulturel debat. I mit sydafrikanske samfund er uenighed, åbne frie diskussioner, debatter en meget væsentlig del af vores hverdag. Og netop derfor blomstrer digtning, poesi, kunst af alle arter så enormt blandt de sorte i Sydafrika".

Den manglende evne/lyst til at skille sig ud fra mængden og dermed de underspillede sanktioner mod mennesker, der gør det, d.v.s. Janteloven er således hos mange indvandrere set som en indsnævring af udfoldelsesmuligheder. Men nogle indvandrere har dog også opfattet en række positive træk ved denne i internationalt perspektiv tydelige "provinsialisme", især sammenlignet med forholdene i deres respektive hjemlande. Således karakteriserer en tjekkisk flygtning, som kom til Danmark i begyndelsen af 1960-erne dansk kultur på følgende måde:
"En introduktion til danskheden, barok som sagt i den specielle situation, men som viser en meget væsentlig og værdifuld del af den egenart, det er provinsialisme. Danmark er provinsiel, uden skam og uden komplekser, hvilket skaber en frigørende ukrukket omgangsform, en rodfæstet tyngde uden de mindreværdskomplekser, der gør så mange andre landes, herunder mit eget Mellemeuropas, prætentioner så anstrengende og ulidelige. For mig er det blevet det centrale i dansk væremåde og det, jeg værdsætter mest. Det har sin pris, ind i mellem kan det være småkedeligt, men frem for alt er det lukket. Danskhed er noget man oplever udefra, næsten uanset tiden og måske mere jo større anstrengelser man gør sig for at komme indenfor".

"DANMARK FOR DANSKERNE"
Med det mere direkte kulturmøde mellem danskerne og mennesker fra fremmede kulturer er ulysten til konflikter og afgørelser og trangen til hygge blevet sat på en alvorlig prøve. I en længere periode har man i mødet fastholdt det tolerante/ligegyldige udgangspunkt, at der skulle være "Frihed for Loke, såvel som for Thor". Men på baggrund af en vis usikkerhed om egne kulturværdier var dette blevet til, at mange forfægtede synspunktet, at "det ene kan være lige så godt som det andet". Jeg tror på Jesus, du tror på Allah, han tror på ingenting, men det hele er lige godt. Der er ikke een sandhed, men flere, og man kan selv vælge sin sandhed. Vi behandler kvinderne sådan, og l behandler dem sådan, men det er jo helt fint. Usikkerheden omkring faste værdier i den danske kulturarv har således været præget af en kulturrelativisme, der har gjort, at man har undgået at tage stilling til kulturforskelle.

Denne kulturrelativisme har været dominerende hos en stor del af befolkningen og de fleste politikere, selv om man også i slutningen af 1960-erne og begyndelsen af 1970-erne ser ganske voldsomme konflikter mellem danskere og indvandrere. Konflikter, der hurtigt er blevet glemt, især fordi de ikke passer med danskernes opfattelse af sig selv som helt igennem tolerante og demokratiske. I de senere år har der under indtryk af en stigende indvandring af flygtninge været en tendens til udviklingen af en mere frygtsom eller aggressiv afvisning af alle fremmede kulturtræk støttet og næret af politiske kræfter. En utryghed udsprunget af usikkerheden ved mødet med fremmede kulturer, som f.eks den muslimske, hvor værdier og normer er faste og tydelige i forhold til danskernes egne. Det er således ikke kun truslen om, at muslimerne p.g.a. indvandringen og deres store børneflokke skal komme i flertal, selv om dette argument anvendes. Det er netop fornemmelsen af, at den danske kultur ikke har en sådan indre styrke, at den kan modstå presset fra fremmede kulturer.

Fra efteråret 1984 under indtryk af en voksende flygtninge-indvandring blev der fra politisk hold, især Fremskridtspartiet spillet på denne utryghed. Ved partiets landsmøde i slutningen af september 1984 advaredes mod "horderne af flygtninge" og da Mogens Glistrup i marts 1985 blev løsladt fra Horserød udtalte han, at "vi skal ikke have vores land oversvømmet af en hel masse muhamedanere, der stikker med knive og sælger narkotika. Hvor bliver vor egenart og danskheden af?". Denne politiske kampagne kombineret med en massiv pressedækning af de kaotiske forhold i asyllejrene, hvor det kom til væbnede konfrontationer og gidseltagning bidrog til en stadig mere agressiv holdning mod indvandrerne fra en del af befolkningen. Kulminerende i juli 1985 med ca. 300 unge danskeres angreb på det tidligere Grand Hotel i Kalundborg, hvor ca. 50 iranske flygtninge var indkvarteret.

I kølvandet prægedes den offentlige debat, herunder læserbrevsspalterne af mere eller mindre velunderbyggede krav om, at indvandrerne, såvel fremmedarbejdere som flygtninge skulle sendes hjem, da Danmark igen kunne blive for danskerne. Det var dog karakteristisk for fortalerne for "Danmark for danskerne"-synspunktet, at man ikke gik nærmere ind i en debat om på hvilke måder dansk kultur var truet. Lignende synspunkter havde dog været luftet også tidligere, hvor de primært gik på fremmedarbejdernes tilstedeværelse, i et læserbrev fra begyndelsen af 1980-erne hedder det f.eks:
"l980-erne, hvor dansk kultur i lige så høj grad (som under besættelsen JWS) er truet af indvandrerne, må vi gøre noget tilsvarende, ikke nødvendigvis med våben - det er ulovligt at opfordre folk til vold - men vi kunne jo f.eks gøre brug af vor berømte nordiske kølighed og fryse dem ud. Hvis vi vil, kan vi sagtens gøre tilværelsen så sur for indvandrerne, at de frivilligt rejser hjem, hvor de hører til. Ellers må vi se i øjnene, at den danske race, den danske kultur og den danske tradition vil blive mere og mere undermineret for til sidst helt at forsvinde".

Heller ikke Glistrups og Fremskridtspartiets kampagne mod indvandrerne var af ny dato. I slutningen af 1970-erne havde Fremskridtsmanden dyrlæge Riemann og iøvrigt tidsskriftet "Danske Tidende" været fremme med lignende synspunkter. Netop Riemann havde i maj 1979 et voldsomt udfald mod det stigende antal fremmedarbejdere, der kom til landet som følge af familiesamføringsreglerne. I indlægget, der senere blev dømt som hørende ind under den danske straffelovs racismeparagraf fra 1971 hed det bl.a.:
"Vi har ca. 50.000 fremmedarbejdere i Danmark bosat i store kolonier. Hovedparten tager kun lidt - eller slet ikke - del i arbejdet. De vegeterer som arbejdsløse på flittige og dygtige danskere, mens de gennem indvandring og børneavl formerer sig som rotter". Især sidstnævnte bemærkning blev lagt til grund for dommen, hvor Riemann blev idømt ti dagbøder af 400 kr. for overtrædelse af straffelovens paragraf 266B, hvori det hedder:
"Den, der offentligt eller med fortsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhanes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse eller tro, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år".

Foruden bemærkningen om fremmedarbejdernes formeringsevne havde Riemann dog også i sit indlæg lagt megen vægt på den kulturelle trussel mod danskheden, som det stigende antal muslimer udgjorde. Konklusionen på dette afsnit var:
"Jo, det er blevet en smal sag at erobre vort land og gøre vi andre til de fremmedes slaver, som slider og slæber for at kunne betale de fremmede herrer. MEN DANMARK ER DANSKERNES LAND! Det skal ikke gradvis gives til tyrkere, pakistanere, arabere, afrikanerne, jugoslaverne - eller til nogen som helst andre. Danmark er vort land! Basta!".

Riemanns indlæg fra slutningen af 1970-erne var først og fremmest vendt mod de muslimske fremmedarbejdergrupper. Da flygtninge fra Mellemøsten, især Iran, Irak og Libanon udgjorde en væsentlig del af flygtningeindvandringen efter 1984 blev frygten for Islam atter trukket frem. F.eks af pastor Søren Krarup i spidsen for Komiteen mod Flygtningeloven advarede mod udviklingen, hvor muslimerne (eller muhamedanerne, som de konsekvent betegnedes) efterhånden ville blive i flertal og omskabe Danmark til et borgerkrigshærget Beirut. I modsætning til Riemann undgik Krarup at komme med racistiske udtalelser, selv om hans vurdering af Islam var tydelig. Hovedpointen i Krarups argumentation var ikke, at indvandrerne tilhørte en laverestående eller ringere race end danskerne, men at de simpelthen ikke hørte til den danske kulturkreds. Et vigtigt argument for at bremse indvandringen var det for Krarup, at danskerne ved en fortsat indvandring af "fremmede" ville blive berøvet "førstefødselsretten" til deres fædreland. I et indlæg i debatten, hvor Krarup argumenterer mod det synspunkt, at Danmark må vænne sig til at blive et flerkulturelt samfund hedder det f.eks:
"Hvis samfundet udvikler sig flerkulturelt, så er det fordi den danske regering og de danske politikere tillader, at dansk kultur ikke længere er kulturen i landet. Man sidestiller dansk sprog med fremmede sprog. Man accepterer, at fremmede kulturer får samme status som dansk kultur i Danmark. Der er ikke tale om en udvikling. Der er tale om en beslutning eller om en bevidst kulturpolitik. Og derved bliver processen mindre uskyldig, for derved får den karakter af en bevidst fortrængning af dansk kultur.

Man fratager denne førstefødselsretten til Danmark. Man gør danskernes hjem til et pluralistisk herberge, hvor dansk sprog, kultur og kulturelle forudsætninger ikke mere er det givne og grundlæggende. Islamisk kultur sidestilles med den danske, der er kristen. Fremmede sprog får krav på samme stilling som dansk. I et flerkulturelt samfund er danskhed ikke længere folkets givne selvfølgelige udgangspunkt - og således er man i færd med at ombringe folkets identitet og kultur via noget, man kalder "udvikling", men som naturligvis er et bevidst forræderi af alt, hvad der hidtil har været konstitutionelt for danskerne i Danmark".

Mens Søren Krarup i denne argumentation lægger vægt på, at det der er galt med "de andre" ikke er, at de nødvendigvis er ringere, men at de ikke er danske og derfor ikke hører til i landet, så blev mere eller mindre racistiske udtalelser hurtigt en del af debatten, som det havde været i kølvandet på Kalundborg-sagen. Disse indvandrernegative mennesker var først og fremmest enige med Krarup-fløjen i, at indvandringen skulle stoppes og de herboende udlændinge sendes hjem. Dette gjaldt i særdeleshed visse grupper af unge, f.eks de københavnske "grønjakker", som i ord og handling gjorde op med "perkerne" og "fejlfarverne", hvor der direkte blev argumenteret for, at disse såvel flygtninge som fremmedarbejdere var laverestående individer. F.eks med argumentet, at de jo talte dårligere dansk end et tre-års dansk barn. Ellers var indlæggene for et "Danmark for danskerne" mest præget af en række mere eller mindre velunderbyggede aversioner mod indvandrerne. Her kunne truslen mod dansk kultur ofte ses blandet med irritation over indvandrernes udnyttelse af det sociale system, at de tog danskernes piger etc. Et typisk læserbrev kunne f.eks udtrykke denne generelle negativitet således:
"Nu må vi danskere altså snart vågne op og kræve disse fremmede elementer, der kommer herop, udnytter vort sociale system, ødelægger vor kultur, snupper vore kvinder og irriterer danskerne, sendt tilbage til deres respektive hjemlande. Hvad nytter det, at vi poster millioner i et godt forsvar, der skal beskytte os mod invasion udefra, når vi tillader fremmedarbejderne at invadere os indefra".

"NATI0NALMASOCHISMEN"
Overfor "Danmark for danskerne"-kampagnens voldsomme ind-vandrernegativitet fra slutningen af 1984 blev det hurtigt tydeligt, at stadig flere indvandrerpositive forlod deres tidligere kulturrelativistiske positioner. I stedet indtog en del i debatten en nærmest "nationalmasochistisk" holdning, der gik ud på, at der overhovedet ikke kunne være tale om en trussel mod dansk kultur, idet en sådan enten ikke fandtes eller i det mindste ikke havde nogen væsentlig værdi. Især i kølvandet på Kalundborg-sagen i sommeren 1985 blev dette tydeligt. I aviserne taltes om "skammens by", hvor alle i byen tilsyneladende var skyldige i angrebet på flygtningene. Dette blev hurtigt til, at det der var sket i Kalundborg var selve den danske ormstukne folkekarakter, der viste sit fjæs. Et eksempel på denne indstilling ses f.eks i digtet "Tak kalundborgensere" som forfatteren Sven Holm skrev i Politiken kort efter begivenhederne. Takken gik i digtet til Kalundborgs indbyggere for at have vist, hvordan danskerne i virkeligheden var. Det hed således:
"Det er godt, kalundborgensere. Sluk radioen, når den spiller Mozart. Han har aldrig været dansker. Nægt at betale licens, når TV sender en film af Bunuel. Den andalusiske hund.

Lad os rense vort land og rige.
Os pæredanske.
Lad os få en ende på alt andet
end os selv. Vi kender jo hinanden på lugten.
Halvt kolonihave, halvt retirade.
Det er lige os.
Mus i slåbrok.
Det er lige os.
Det er Danmark.
Og det var Danmark".

Men positionen fik yderligere vind i sejlene under den debat Søren Krarup startede i efteråret 1986, f.eks udtrykt af Weekendavisens kulturredaktør Ulrik Høy, der i en diskussion (skænderi) med Krarup skrev:
"Han (Søren Krarup) ser flygtninge som trusler, som farlige undergravere af danskhed og kristendom, mens de i virkeligheden er nødstedte mennesker, der kan berige vores blodfattige, indestængte, dybt kedsommelige subkultur".

I takt med Krarup-fløjens stadig mere intense kampagne, der i sommeren 1987 blev forstærket af Ishøj-borgmester Per Madsens udtalelser om manglende vilje til integration fra indvandrernes side, valgte mange den stilling, at dansk kultur intet var værd og tilsyneladende ethvert bidrag udefra ville være til det bedre. Dette skete i debatten i medierne ved enten at betone det nødvendige eventuelt uundgåelige i Danmarks overgang til et fler-kulturelt samfund eller ved at fremhæve negative/latterlige forhold som karakteristiske for dansk kultur. Der kunne f.eks argumenteres med, at den danske befolkning ikke længere var i stand til at reproducere sig selv, så indvandring var en nødvendighed. I en artikel med overskriften "Den rene danskheds dage er talte - og hvad så? hed det bl.a.:
Indvandrerne skal ikke tvinges eller presses til at overtage vor kultur. Den er jo netop ikke levedygtig, når dens bærere ikke reproducerer sig. De skal have gode betingelser til efter eget valg at optage de anvendelige sider af danskheden i deres medbragte kulturer, så der måske heraf kan spire et værdifuldt samlet bidrag til en global måde at leve sammen på. Den kan der blive brug for, efterhånden som kloden overbefolkes og nedbrydes fysisk og biologisk".

Men ud over sådanne mere overordnede betragtninger blev "Danmark for danskerne"-kampagnen også udgangspunkt for mange til at gøre sig tanker om danskhedens centrale dimensioner. Dette prægede de forskellige ophedede debatter, f.eks i kølvandet på BT-journalisten John Bjørklunds bekendelse som "racist" i sommeren 1986. I et af svarene til Bjørklund hed det ironisk:
"Men der kommer jo flere og flere af disse stenrige indvandrere til Danmark og hænger deres vasketøj op på altanerne. Og hvad skal der blive af den danske kultur? Vore nationale kendetegn -grisefester, klaphatte, ølmaver, videomaskiner og julesylte - vil gå til grunde. Bjørklund sluttede sit gribende indlæg med nogle strofer fra en smuk dansk sang ("l Danmark er jeg født" JWS). Det vil jeg også:

"SEJLE OP AD åEN".
I debatten kom der flere bud på danskhedens væsen, der ikke havde været særligt omtalt i indlæg fra dem, der hævdede at forsvare dansk kultur. F.eks skrev journalisten Vagn Simonsen følgende som en kommentar til Ishøj-borgmesterens angreb på de lokale indvandrere for manglende vilje til tilpasning:
"Egentlig er jeg enig med Per Madsen i, at hvis de fremmede ikke vil være danske, så kan de lige så godt rejse hjem i stedet for at stå og fylde op i vores kornmark. Men jeg har et lille forbehold:
Lad os først finde ud af, hvad det er for en dansk stil og foretagsomhed, vi skal afløse indvandrernes anmassende kultur med. Er det jogging, kollektiv bajersutning, overmaling af S-toge eller alsang. Vi må kunne finde på et eller andet massivt til værn af den danske kultur. Der er sikkert mange, der ligesom Per Madsen og jeg går og tænker noget ud, som vi kan dupere disse fremmede med".

Bortset fra disse ironiske kommentarer til danskheden var hovedtendensen i debatten ellers, at danskerne d.v.s hver og en burde skamme sig, og alle der ytrede den mindste tvivl om indvandrer- og flygtningepolitikken var fremmedhader og racist. Flertallet af disse skeptiske frabad sig denne betegnelse, mens dog adskillige i modsætning til lignende situationer i 60-erne og 70-erne ikke havde noget herimod, ja en del unge brugte betegnelsen om sig selv tilsyneladende med en vis stolthed. Dette gjaldt især de københavnske "grønjakker" og deres efterlignere i provinsen, der herigennem opnåede en ny identitet med hvilken de virkelig kunne chokere de halvgamle 68-ere, der nu sad som systemets pædagoger, sagsbehandlere og lærere. Samtidig gav pressen en udførlig dækning af disse gruppers aktioner og udtalelser.

De velmenende "nationalmasochisters" totale afstandtagen fra dansk kultur og deres flittige brug af racist-stemplet havde utvivlsomt sit udgangspunkt i den form, debatten havde fået. En debat, hvor konkrete oplysninger og saglige argumenter talte mindre end følelser, usikkerhed og fornemmelser. Omkostningen blev imidlertid, at Søren Krarup-fløjen fik et særdeles billigt monopol på danskheden. D.v.s. at Krarup fik tilhængere blandt de mennesker, der mente, at der i det danske samfund fandtes værdier, selv om det kunne være vanskeligt at definere dem. Hvis man blot var lidt stolt eller bare tilfreds med Danmark og danskerne, ja så blev man let i den ophedede debat til at tage parti for Krarup og Ishøj-borgmesteren, da der tilsyneladende ikke var noget "tredje" standpunkt. Tvunget over mod stadig mere ind-vandrernegative synspunkter, da Krarups modstandere jo tilsyneladende mente, at danskerne var nogle små egoistiske svin, hvis normer og værdier ikke var værd at samle på. Ja, at de endda regnede sig selv med til disse svin, hvorfor det bestandig var nødvendigt at piske sig selv for at få aflad.

"DET DANSKE SVINS KVALITETER"
Men spørgsmålet er så om ikke "nationalmasochisterne" har ret i deres knusende dom over danskheden . Kan ikke netop indvandrernes overraskende enslydende beskrivelser af danskerne støtte deres kulturelle harakiri. For det er da et noget trist billede af danskerne og deres væsentlige kulturtræk man får, når f.eks de jødisk-russiske indvandrere Rachel og Israel Rachlin i deres bog "16 år i Sibirien" skriver:
"Selvtilstrækkelighed, isolation og afhængighed af materielle ting var noget af det vi fæstnede os ved og studerede med både forundring og nysgerrighed under vores opdagelse af Danmark og danskerne. Vi fandt, at mange mennesker følte sig ensomme og led under manglen på kontakt og fællesskab".
Selv om det er pinagtigt, så vil de fleste danskere trods alt indrømme, at der er noget om snakken. Konklusionen kunne da let blive den kulturpessimistiske, at dansk kultur stort set er lig med følelsesmæssig kulde, egoisme, ensomhed, druk, skilsmisser, nervepiller og selvmord. Hvis det var hele sandheden, så var der ikke meget at samle på for danskerne, og ikke meget indvandrerne kunne have lyst til at lade sig integrere i. De fremmede kulturer bliver så ikke ligeværdige kulturer overfor den danske, men faktisk overlegen, fordi de fremmede kulturer tilsyneladende rummer al den varme og spontanitet og alt det fællesskab, som danskerne er blottet for. Men her er det værd at fastholde nogle værdier, som vi også kun ubevidst er klar over. For beskrivelserne af Danmark og danskerne er langtfra negative. F.eks siger en vietnamesisk flygtning:
"Danmark er et godt samfund. Sundhedssystemet og uddannelse er godt her. Hele samfundssystemet i Danmark er godt. Vi får hjælp, hvor det er nødvendigt, og alle er næsten lige. Man gør ikke forskel på klasserne. Det synes jeg er godt. Danmark er et bedre land end andre, fordi man kan gå gratis i skole, og der er hjælp for alle. Danmark er et trygt og sikkert sted at bo".

Lignende vurderinger finder man hos mange indvandrere, hvis positive udsagn om danskerne og Danmark peger på en række kulturelle værdier, der vitterlig synes at være i dansk kultur. For det er jo rigtigt trods alt, at Danmark ikke mindst i international målestok er et trygt og sikkert sted at være. Og det er måske netop rigtigt, fordi danskerne er som de er. Fordi de ikke sidder med een sandhed, men ser tingene fra to sider og viger tilbage for den endelige afgørelse og i stedet hygger sig frem for at diskutere vildt og voldsomt. Det er godt nok "vatnisset", men hvis vi ser på en kaotisk, intolerant og voldelig verden, der producerer i tusindvis af flygtninge, så er det vel ikke så ringe endda. Sagt på ærkedansk og derfor jævn facon. At fastholde, at det er dansk, at "der er frihed for Loke såvel som for Thor" og derfor stræbe efter et retfærdigt samfund, hvor "få har for meget og færre for lidt" er begyndelsen til en nødvendig blotlæggelse af faste kulturværdier. Et samfund, der er godt fordi de svage får hjælp og næsten alle er lige.

Disse kulturtræk knytter sig da også tæt til den historiske udvikling i Danmark fra landboreformerne i 1780-erne over den demokratiske grundlov, den grundtvigianske højskole, andelsbevægelsen frem til arbejderbevægelse og velfærdsstat. Centrale begreber i dansk selvforståelse har her været demokratiet, tolerancen og besindigheden, der har forhindret omfattende voldelige konfrontationer i samfundet. Selv om også Danmarkshistorien kan opvise mange eksempler på, at tolerancen har været en tynd skal, f.eks elementer i Krarup-kampagnen, der netop ikke rummer disse grundtræk i danskheden.

Men trods alt rummer den danske kulturarv værdier, der må betragtes som faste og umistelige, selv om ingen kultur er eller skal være statisk. Når vi derfor ser på de fremmede kulturers fællesskab med lidt misundelse, må vi spørge os selv, om vi vil opgive vores egen individets frihed, den sociale retfærdighed, ligestilling mellem kønnene, vores opgør med autoritær undervisning og det patriarkalske familiesystem etc. Det ville næppe selv de "nationalmasochister", der i bedste mening har frasagt dansk kultur enhver værdi. For pointen kunne godt være, at vi kunne bevare nogle af de positive elementer i dansk kultur og samtidig lære af mødet med fremmede kulturer. Vi kunne måske godt blive lidt mere åbne og varme. Men samtidig erkende, at distancen til andre i sprog, kropssprog og omgangsformer er et indgroet element i dansk kultur, så man ikke behøves at være flov over, at man fortsat i toget vælger den tomme kupé frem for kupeen, hvor der sidder fem ukendte. Og uden at være flov over, at vores børn er anbragt i børneinstitutioner, og vi ikke har vores gamle forældre boende. En anden pointe kunne være, at vi trods utilfredshed med vejret, regeringen og udsendelserne i Danmarks Radio kan være glad og begejstret for danske kulturværdier og det at være dansk, men vel at mærke på en dansk måde. D.v.s. at kunne glædes og begejstres (med måde naturligvis og en vis ironisk distance) over Danmark, som "roligans", men uden at dette skal gå ud over eller føre til konflikter med andre. D.v.s. at føre fod-boldfolkets dyder og normer udenfor Idrætsparkens mure, således at man i kulturmødet med andre optræder som dansker i mødet med ligeværdige kulturer. Dette frem for som i de seneste års diskussioner enten at fornægte dansk kultur enhver værdi eller optræde som "hooligan", hvor den uartikulerede kampagne for "Danmark for danskerne" er ført med verbale eller fysiske overgreb mod mennesker fra andre kulturer. Selvhad og fremmedhad har vist sig at være lige så tæt forbundne som selvrespekt og respekt for andre er det.


Updated 23 November 2000 by csc. Please mail comments to the webmaster at Centre for Cultural Research.