Topmenu Calendar Archive Links Faculty and staff Publications Research projects Sitemap Main page

KarstenTuft

Legealder og levealder i dansk kulturhistorie

Udgangspunktet for projektet er at antage identitet mellem legealder og levealder som antropologisk konstant. Det begrebsmæssige underlag for en legeforståelse, der ikke er ophængt på psykologisk funktionstænkning, hentes fra den filosofiske hermeneutik hos Hans-Georg Gadamer, især udarbejdet i Wahrheit und Methode, 1960, og Die Aktualitet des Schönen, 1977. Der Begriff des Spiels danner et væsentligt grundlag for Gadamers nyudvikling af hermeneutikken; leg er her subjekt i sig selv og forstås som hid og did bevægelsens selvfremstilling, der forlanger medlegen, er uden formål og mål, hvori den ender, og som ikke viser ud over sig selv. Dette begreb, der hos Gadamer benyttes til at forstå kunst, overlevering (kultur), sprog, sandhed, gennemgås og har en central placering i projektets læsning af tekster. Der trækkes i projektet en forbindelse til F.J.J. Buytendijks i nogen grad oversete arbejde, Wesen und Sinn des Spiels, 1933, hvor den psykologiske funktionstænkning, der binder leg til at forberede børns voksenliv, for første gang møder direkte modstand i form af en alternativ tænkning.

Det oprindelige motiv til projektet udsprang af en undersøgelse af rytmisk aktivitet, som denudfoldes af 2-6 årige børn, hvor undersøgelsen søgte at forstå børns rytmiske aktivitet uden at antage en særlig barnekreativitet eller barnespontanitet.

Til at oparbejde en forståelse, hvor det gøres gældende, at heller ikke unge, voksne og gamle kan forstå sig selv uden også at forstå sig som legende, har jeg samlet og ordnet et materiale fra dansk kulturhistorie, som temmelig tydeligt viser identitet mellem legealder og levealder, og samtidig viser denne identitet som indlejret i en kulturel konfliktualitet. Konfliktualitet mellem legeverden og formålsverden er særlig tydelig i forbindelse med lovgivningen 1629-1845 vedr. legeforbud (voksne), og disse tekster udgør en væsentlig kilde til at opbygge en forestilling om legens stilling i voksendommen og begynde en omvurdering af det at reservere lege for barndommen. Endvidere trækker projektet på omtale af lege i bondeerindringer, vider og vedtægter, kirkelige regulativer, m.m.

Det viser sig, at leg fra o. 1800 i vid udstrækning træder tilbage som alment benyttet ord ved forståelse af voksendom, når der tænkes i udviklingen barndom-ungdom-voksendom-alderdom.

Projektets sigte
punkt er en problematisering af denne tilbagetræden; at profilere erfaringen af faktisk fragmentering, hvor leg udviklingspsykologisk reserveres for barndom, og hvor unges, voksnes og gamles tidligere legeskikke epokaliseres som tabte, med henblik på at vise en sideløbende forekomst af ubrudthed og uafsluttelighed, der gør reinstallering af det legende som moden voksenpotens til en altid tilstedeværende mulighed. Projektet søger dermed veje til at diskutere de aktuelt mærkbare brydninger i forståelsen af voksendom, herunder inddragelse af Marx's udpegning af arbejdets rolle i formuleringen 'kapitalen forvandler levetid til arbejdstid'.

Til at føre denne diskussion mellem universelt legebegreb og dansk kulturhistorie har jeg valgt at analysere eksempler på ungdomskulturelle former, sprogbrug ved omtale af lege, samt at foretage en kritisk undersøgelse af eksempler på psykologiske legebegrebers anvendelse indenfor dansk pædagogik.


Updated 1 December 2000 by csc. Please mail comments to the webmaster at Centre for Cultural Research.