Topmenu Calendar Archive Links Faculty and staff Publications Research projects Sitemap Main page

Nina Billenstein Schriver

Hvordan kan man styrke den lærende patient?

Min interesse i projektet ligger på grænseområdet mellem fysioterapi og pædagogik. Der er i projektet fokus på at styrke den lærende patient i fysioterapeutisk praksis - hvordan patienter bedst lærer bevægelse og udvikler bevægelseskundskab - og således fokus på at arbejde med dannelsens kropslige dimension.

Formålet med projektet

  • At foretage en videnskabelig bearbejdning af de erfaringer der udvikles sammen med patienterne i forhold til at arbejde med forskellige pædagogiske tilgange til læring i bevægelse, for derved at udvikle mere viden om, hvordan undervisningen/ træningen skal gennemføres for at patienterne lærer bedst muligt.
  • At blive bedre til at udvikle mere "selvstændige patienter", med større forståelse for egne handlemuligheder og begrænsninger, og som er mindre afhængige af fysioterapeut og læge efter endt behandling.
  • at udvikle erfaringer med hvorledes logbog kan indgå som refleksionsredskab i fysioterapeutisk praksis.
  • At udvikle erfaringer med at bruge naturen som trænings- og undervisningsforum.
  • At udvikle og få erfaring med forskellige metoder til at afdække den enkelte patients mål, ressourcer, handlekapacitet etc. Samt lade den viden være udgangspunkt for den træning der arbejdes med.
  • At analysere og beskrive de data der indsamles med fokus på hvad patienterne lærer af at arbejde med logbøger, brainstorming, definere egne arbejdsopgaver, undervisnings/bevægelsesarbejdet.Baggrund for projektet

Den rammemodel projektet er bygget op om, er inspireret af erfaring fra og opbygning af et praksisudviklingsprojekt som har været i gang siden oktober 1997.

Problemstillingerne i dette projekt kommer fra erfaringer ved et tidligere pilotinterviewprojekt som jeg lavede i 1996 om forventningerne hos patienter med korsbåndsskade til vurdering og oplevelse af genoptræning og egen funktion, samt fysioterapeuters og lægers forventninger til og oplevelse af samme spørgsmål.

Pilotprojektets resultater pegede i retning af, at patienterne efter afsluttet behandling stadig var utrygge ved deres skadede knæ, formentlig med risiko for ny skade. De var meget afhængige af lægens og fysioterapeutens vurderinger og testsvar, og ikke så sikre på deres egne vurderinger. De fokuserede meget isoleret på korsbåndsskaden selv efter 1 år, i stedet for at have udviklet forståelse for egne handlemuligheder udfra de nye præmisser for bevægelse, som de havde.

Problemstillingerne omkring patienternes funktion blev opfattet meget forskelligt, alt efter om det var patienten, fysioterapeuten eller lægen der beskrev problemstillingerne.

Der opstod i interviewene nogle temaer, som jeg fandt vigtige at arbejde mere bevidst med i forhold til genoptræning og bevægelseslæring for at styrke den lærende patient.

Et tema var kropsopfattelse, som var meget biologisk, og ikke særlig helhedsorienteret forstået således, at patientens oplevelse af ændrede bevægelsesmuligheder ikke var tydelig. Derimod fokuserede patienterne meget på hvorledes knæet så ud, og om det kunne bøje og strække helt som før. Kroppen blev beskrevet meget isoleret fra patientens samlede situation fx socialt, arbejdsmæssigt. Det virkede til at patienterne også efter endt behandling havde et snævert syn på bevægelsesressourcer og muligheder.

Ansvar var et andet tema. Det var klart placeret hos behandlerne. "Ejerskabet" af måldefinering, indhold i træningen etc. blev overladt til fysioterapeuten. Det så ud til at have den betydning, at patienterne ikke stolede så meget på egne kropssignaler, mere på testsvar fra behandlerne. Det gav utryghed, som var et tredje tema.

Endelig skal nævnes, at den træning disse patienter fik tilbudt foregik i et mindre træningslokale, d.v.s fjernt fra den kontekst patienterne ofte skal bruge bevægelsen i fx. i skoven på løbeture, på idrætspladsen etc., hvor der er forhindringer, ujævnt underlag modspillere på banen og lignende.

Erfaringerne fra interviewprojektet førte mig således til ønsket om at lave et praksisudviklingsprojekt med fokus på de ovenfor nævnte temaer og dermed på pædagogiske aspekter ved læring i bevægelse.

Antagelser som ligger bag projektet om væsentlige forudsætninger for at læring i bevægelse foregår.

Antagelserne er primært inspireret af Jan Tønnes Hansen (1996, 1998a, 1998b,1997), samt af teorier om mesterlære (Kvale og Nielsen 1999) og af erfaringer fra interviewprojektet.

Jan Tønnes Hansen arbejder med teori om Selvets psykologi, inspireret af Kohut (1990), som en psykologisk forståelsesramme for læringsforudsætninger, samt med en dannelsesteori i forhold til hvilke forudsætninger der skal være til stede i organisation og omgivelser, for at det enkelte menneske kan udvikle kvalificeret selvbestemmelse, hvor der i mesterlærerteorierne mere lægges vægt på læring som social praksis.

  • Ansvar og ejerskab i læreprocessen er væsentligt at tydeliggøre og arbejde bevidst med både for fysioterapeut og patient i læreprocessen.
  • Enhver lærer på sin egen måde. At forstå sine egne måder at lære på er en vigtig forudsætning for selvstændig læren.
  • Iagttagelser og refleksioner fastholder egne arbejds- og læringserfaringer.
  • De ydre rammer for træningen er væsentlige, forstået således at naturen som medie kan udfordre patienterne meget mere, end vi kan gøre indendørs. Det gælder både i forhold til den plads, der er til rådighed og den inspiration naturen giver.
  • Refleksion i og over egne læreprocesser er væsentlig for at styrke den varige læring, der gerne skulle ske.
  • At skrive om sin bevægelseslæring med erfaringer, refleksioner, oplevelser og overvejelser kan man lære noget af.
  • Oplevelse af tryghed i sig selv er væsentlig for at turde udfolde sig frit og udfordre sig selv bevægelsesmæssigt.
  • Det er væsentligt at arbejde med en kropsopfattelse, der ikke blot fokuserer på de fysiske skader, men inddrager en bredere forståelse af krop og funktion.

Den lærende patient skal have mulighed:

  • for at blive set som den han/hun er, for at vise egen individualitet.
  • for at fysioterapeuten eller andre patienter viser sig som idealer.
  • for at have medspillende modspillere i både medpatienter og fysioterapeut i forhold til at opnå mestring.
  • for at opleve at være i et fællesskab med andre i forhold til fælles problemstillinger.

Der er således lagt vægt på ikke blot at lære patienterne bestemte bevægelser (bibringe viden), men i særdeleshed at arbejde med at patienterne lærer at anvende den viden, de tilegner sig. Der er fokus på bevidsthed til at handle udfra erhvervet viden og grundlæggende personlige værdier, som søges afdækket i refleksionerne.

Metodisk design og deltagere i projektet
Metoden er forsøgs- og udviklingsarbejde inspireret af aktionsforskning, som omfatter forandringsintervention og har udvikling og involvering som mål. Metoden omfatter cykliske processer, hvor forskning/udvikling, handling og evaluering er forbundet.
I praksisudviklingsprojektet sættes fokus på at fremme at aktørerne - patienterne og fysioterapeuten-tydeliggør for sig selv og hinanden hvilke problemstillinger der er tilstede i gruppen i forhold til bevægelse; hvad der skal til for at den enkelte synes, undervisningen/træningen har betydning for ham/hende; hvilke fokusområder træningen/undervisningen skal have; hvilken betydning de enkelte undervisningsforløb har haft og skal have for ham/hende og deres udviklingsmuligheder (helbred, sundhed og livskvalitet).

Der er endvidere i praksisudviklingsprojektet fokus på træning i naturen "mellem frihed og form" med de kontekstbundne udfordringer, det kan give.

Undervisningen på hold drejer sig om patienter med korsbåndsskade samt patienter med rygproblemer.

Selvom temaerne, der har inspireret til dette projekt, kommer fra interview med patienter med korsbåndsskade, finder jeg det meget relevant at afprøve den "modeltænkning" undervisningen er bygget op omkring på patienter med andre problemer udfra forståelsen af, at undervisningen drejer sig ikke kun om undervisning til patienter med korsbåndsskade, men om at styrke den lærende patient uanset hvilket problem, den enkelte kommer med.
Alle patienter er tilknyttet Odder Centralsygehus.

Jeg gør brug af kvalitative data i form af brainstorming som udgangspunkt for kontrakt om indhold, logbøger til opsamling af erfaringer fra de enkelte træningsgange udformet af såvel patienter som af mig. Logbøgerne rummer de samme spørgsmål hver gang. Spørgsmålene sætter fokus på de væsentligste oplevelser/erfaringer fra dagens arbejde. De beskrives, og derefter spørges om hvorfor oplevelserne, kropserfaringerne etc. var væsentlige for patienterne, der hvor de er nu med deres skade og problemer, og hvorledes erfaringerne kan bruges videre frem.

Patienterne definerer egen arbejdsopgave til hver gang. Løsningen noteres ned af en observatør og der sker observation af ikke deltagende observatør. Der sluttes af med fokusgruppeinterviews.

Jeg er selv aktør (underviser).

Status for projektet
I oktober 1997 startede jeg på praksisudviklingsprojektet.
Jeg har på nuværende tidspunkt arbejdet med 5 hold med patienter med korsbåndsskade, og starter sidst i august med et hold med patienter med rygproblemer.
Jeg forventer at afslutte projektet september 2001 med en afhandling.

Nina Billenstein Schriver er fysioterapeut, M.Sc., ph.d studerende ved Institut for Pædagogik, Københavns Universitet


Updated 30 August 2002 by smc. Please mail comments to the webmaster at Centre for Cultural Research.