Topmenu Calendar Archive Links Faculty and staff Publications Research projects Sitemap Main page

Peter Brix Søndergaard

Coquetterie og sensibilité: Følelsernes omkalfatring i fransk malerkunst i sidste halvdel af 1700-tallet

Projektets overordnede mål er en undersøgelse af rokoko-maleriets måde at producere betydning på i forhold til dets primære sujet, den seksuelle kærlighed, profileret op mod nyklassicismens - og i mindre grad romantikkens - håndtering af samme motivkreds. Centralt i projektet vil stå en billedanalytisk funderet undersøgelse af den friktionsfyldte passage fra ancien régime-aristokratiets ritualiserede, stiliserede, hedonistisk baserede, forvaltning af kærligheden/seksualiteten - coquetterie - til borgerlige modulationer af samme dels i form af en inderliggørende, dydsbaseret kærligheds- og seksualitetsopfattelse som fx. formuleret i Jean-Baptiste Greuzes sensibilitÉ-gennemtrukne, domisticerede moraliteter og i mere militant form af Jean Francois Pierre Peyron og Jacques-Louis David, dels - men altså i mindre grad - i form af romantikkens opfattelse af kærlighed/seksualitet som en transcenderende, i sidste ende umulig størrelse, der i radikaliseret form finder udtryk i Liebestod-temaet hos fx. Anne-Louise Girodet.

Udgangspunktet tænkes taget i Louis XVs elskerinde, Madamme du Barrys annulering i 1773 af en bestilt Jean-HonorÉ Fragonard-billedcyklus, Jagten på kærligheden, til fordel for en nyklassisk indfarvet billedserie af Joseph-Marie Vien, Kærlighedens fremskridt, en rejicering, der læses som symptom på en afgørende forkastning i periodens diskursive formationer.

Med Michel Foucaults arbejder som reference skal det søges eftervist, at Fragonard-billederne var dynamiske aspekter af en aristokratisk social-seksuel diskurs, der på dette tidspunkt var blevet uacceptabel for Kronen i dens alliance med haut bourgeois. Billederne tildeler deres aristokratiske beskuere en 'uansvarlig', politisk priviligeret position, som Viens billeder i en artikulering af Kronens selvforståelse som autoritativ og moralsk nægter dem.

Det uacceptables omdrejningspunkt er den seksuelle praksis. Den aristokratiske seksuelle praksis var, hvor mangfoldig den end fremtræder - i memoire-litteraturen optræder fx. kopulering af parksøernes frøer! - overordnet set karakteriseret ved, hvad man i en post-freudiansk optik må kalde en fetichisme forstået som forskydningsprocesser i forhold til, hvad der af fx. populationister som D'Alembert opfattes som et moralsk orienteret mål, i.e. reproduktion. Aristokratiet var med de oplysningsorienterede skribenters øjne eksponenter for en amoralsk, unaturlig seksualitet, for "kroppes ødsle brug" og "forødelsen af vitale kræfter" (Jacques Donzelot). Ikke bare økonomisk, men også seksuelt fremtrådte aristokratiet som la classe sterile. Fragonard-billederne betyder altså indenfor periodens social-seksuelle konjunktur en kroppens modstand mod en "politisk anatomi", mod de krav om "føjelighed" (Foucault), der kræves af autoriteten. Fragonards billeder bliver således en slags 'modstandsrum' mod en kroppens økonomi.

Dette vil blive underbygget af detaljerede analyser af billedernes særlige sanselighed som artikuleret i kropsetikette og -geografi, blikdistribuering og andre koder af formel og ikonografisk art. Korresponderende med mandens fetichistisk indfarvede voyeurisme iscenesættes kvindekroppen som teatralsk, exhibitionistisk skuesyn med erotisk opladet emfase på den fragmenterede kvindelige anatomis velkendte troper: pied mignon, små fødder, alabasterhals og -bryster, delikate hænder etc. og på tøjartikler som sko, korsetter og strømper, mens de porcelænsagtige kroppe føres forjættende, men dog undvigende i overensstemmelse med koketteriets regler i en bevidst kalkuleret positur designet med henblik på at behage og bedrage. Som feticheret, ikke-reproduktiv genstand for en endeløs jagt distraherer kvinden den maskuline visuelle og libidinøse energi fra mere produktive, nyttige investeringer. Alt dette sker vel at mærke i en legende, uneurotisk orkestrering endnu umærket af den perversionsproducerende inddæmning af seksualiteten, der præger 1800-tallet.

Den visuelle ekstravagance og koketteriet indfarver også det omgivende landskabelige miljø, der fremtræder erotiseret. Billederne som helhed med deres faktur, der udgør en forskudt "penslens erotik" (Mary D. Sheriff) og deres de-fokuserede, opulent yppige og relationelt tvetydigt artikulerede, uoverskuelige billedstruktur positionerer ligeledes beskueren som en ødsel forbruger af visuel energi i blikkets endeløse jagt efter sammenhæng og mening. En forødning af visuel energi som nyklassicismen kan ses som et forsøg på at inddæmme i dens meget strammere og veldefinerede billedøkonomi. Således bliver også selve synsakten et aspekt af det aristokratiske 'iøjnefaldende forbrug'.

Også ikonografisk producerer billederne beskueren som deltager i koketteriet. Med sin frapperende artificielle og ironiske omgang med fx. bryllupsceremonielle rekvisitter fremtræder kærligheden som intet andet end teatralsk repræsentation, der involverer beskueren i en flirtende, uforpligtende leg med betydningen styret af koketteriets grundfigur, i.e. adskillelsen mellem repræsentation og reference.

Ved siden af Fragonards ekshibitionistiske kvinder fremtræder Viens beskedne, mere modne kvinder, næsten moderlige og dermed i overensstemmelse med det borgerlige, 'funktionelle' Pudicitas-ideal. Seksualiteten er i denne billed-cyklus - også narrativt - underordnet ægteskab og moral som telos. Hos Fragonard derimod er narrativiteten og temporaliteten diffus og opløst til et sanselighedens endeløse nu i sin fremvisning af paradigmatiske momenter i kærlighedens spil. I modsætning til Viens billed-serie fremviser Fragonards ingen logisk ordnet, narrativ progression, moralsk orientering og entydig klarhed og undviger dermed 'fremskridtet' og det autoritative budskab. Det er på denne baggrund, at forkastelsen af Fragonards billeder må ses. Kronen kunne ikke længere støtte en inopportun uansvarlighedens ideologi. Billederne måtte ofres som led i en følelsernes omkalfatring.

Det er denne gradvise omkalfatring og dens underminering af rokokoens visuelle regime, som projektet vil afsøge gennem detaljerede, perspektiverende analyser af periodens billedkunst med analytisk blik tilbage til først og fremmest Watteau og frem til romantikken. Og med en sløjfe helt frem til vores aktuelle situation som supplement til den megen snak om vores aktuelle kultur som præget af 'neo-barokke' træk, jvf. fx.

Omar Calabrese. Den kollaps af det Moderne som projekt, der blev tematiseret under termen det 'postmoderne' indeholder nemlig træk, der måske mere præcist kan henføres til rokokoen, og som tilsyneladende siver ind i de romantiske figurer, der utvivlsomt stadig dominerer.

Ifølge Friedrick Jameson er en del af dagens kulturelle logik et sammenbrud i tidsligheden, der abrupt løsriver nutidssituationen fra alle aktiviteter og formålsmæssigheder, der kunne have fokuseret den og gjort den til praksis-rum. Vi har at gøre med 'muntre intensiteter'. Dette korresponderer med registrerbare ændringer i den sociale/seksulle adfærd, der måske netop handler om et opgør med det 'intimitetens tyranni', som R. Sennett kortlægger i The Fall of Public Man. I fx. den avancerede del af livsstils-reklamerne, hvor styringen af betydningerne er i opløsning med flertydighed til følge, sættes seksualiteten op som et teaterstykke, hvor selve kønnet ikke tildeles anden rolle end kulissens i stiliserede sociale og seksuelle ritualer. Man kunne nærme sig dette fænomen ved hjælp af Baudrillards forskellige forførelses-begreber. Forførelsen er en reversibilitet i forhold til produktionens irreversible fremadskriden, en mangel på målrettethed i betydningen. Man kunne også sige, at produktionstænkning pletvist er afløst af komsumtionstænkning. Kroppene er ikke længere noget, man producerer børn med, men noget man forbruger af for at opleve nydelse, og når det gælder nydelse er der ingen priviligeret vej. Den er sandheden i sig selv: Den ene seksualform kan i denne optik være lige så god som den anden, hvilket bl.a. har resulteret i en iøjnefaldende opblomstring af tidligere stigmatiserede seksualformer. Alt sammen træk, der - uden at forfalde til platte analogier - i princippet forekommer hos Fragonard.


Updated 23 November 2000 by csc. Please mail comments to the webmaster at Centre for Cultural Research.