Topmenu Calendar Archive Links Faculty and staff Publications Research projects Sitemap Main page

Svend Aage Andersen

Aktuelle kulturbrud i den danske arbejderkultur (1945 - 1990)
Projektbeskrivelse

Der eksisterer og har længe eksisteret et penibelt deficit i den danske arbejderkulturforskning: Medens arbejderkulturen i tiden forud for 2. verdenskrig er forholdsvis veludforsket, er arbejderkulturen i tiden efter 2. verdenskrig et stort set uudforsket område. Et eklatant udtryk for problemerne med at klarlægge efterkrigstidens arbejderkultur er det forhold, at de to store antologier om "Arbejderkultur 1870-1924" og "Arbejderkultur 1924-48" (Medusa 1979 og 1982) aldrig er blevet efterfulgt af det planlagte tredje bind om arbejderkulturen 1948-79. Dette er næppe tilfældigt, men må ses i sammenhæng med de gennemgribende samfunds- og kulturforandringer, der i dette tidsrum har medført en fuldstændig omdannelse af den traditionelle arbejderkultur, eller måske ligefrem en opløsning af den, som nogle vil hævde. Det er således blevet hævdet, at med "velfærdssamfundets" fremvæksts forsvandt også de gamle klasseskel, og dermed de klassespecifikke træk i arbejderbefolkningens kulturmønster. Problemstillingen er derfor: blev arbejder-kulturen - forstået som en klassebestemt gruppekultur - faktisk som en følge af "moderniseringsprocessen" integreret og indoptaget i den nationale helhedskultur? Eller kan man i dag stadig på meningsfuld måde tale om en dansk arbejderkultur henholdsvis forskellige former for arbejderkultur? Svaret på disse spørgsmål forudsætter undersøgelser af efterkrigstidens samfunds- og kulturhistorie på en lang række niveauer:

(l) studier af udviklingen i klassestrukturen og i arbejderbevægelsen, og herunder først og fremmest ændringerne i arbejderklassens sammen-sætning. Den økonomiske, sociale og teknologiske udvikling har medført betydelige forandringer i den danske erhvervsstruktur, og det indebærer bl.a., at det er en noget anden arbejderklasse, vi nu betragter, end den, vi kender fra tiden før 2. verdenskrig. Måske kan man sige det sådan, at der er sket en række strukturforandringer, hvorved nye befolkningsgrupper er rykket i centrum, medens andre er blevet skubbet mere ud i periferien.

(2) studier af, hvordan industrialiseringen og den teknologiske udvikling påvirkede kulturen på arbejdspladserne, arbejdsprocesserne og arbejdskulturen. Man må her formode, at der var tale om både konti-nuiteter og brud: at visse elementer fortsatte, mens andre forsvandt og blev erstattet af nye. Bl. a. må det undersøges, hvordan det forholder sig med den kollektive solidaritetspraksis på arbejdspladsen og i arbejdskampe.

(3) studier af, hvordan "velfærdssamfundet" kom til udtryk i arbejdernes hverdag udenfor arbejdspladsen, dvs. i hjemmet og i fritidslivet. Blev den kollektive orientering, der tidligere havde præget arbejdernes sociale liv, nu afløst af mere individualiserende livsformer (f.eks. fjernsyns-kiggeri)? I hvilken udstrækning indebar erhvervelsen af eget hus, egen bil, nye møbler osv. en såkaldt "borgerliggørelse" af arbejderne? Hvad skete der med "traditionelle", mere kollektivt orienterede aktiviteter så som eksempelvis kolonihave- og værtshusliv?

(4) studier af, hvad der skete med arbejdernes egne organisationer og institutioner: kooperative virksomheder, AOF, DAI, sangforeninger, arbejdersamariter. Fagenes Pest, Arte osv. Hvorfor forsvandt en del af disse aktiviteter, og hvorfor blev det stadigt vanskeligere for arbejderbe-vægelsen at fastholde og videreudvikle disse klassespecifikke organisa-tionsformer? Hvilke skred skete der i det hele taget i relationen mellem den centrale og overordnede arbejderbevægelseskultur og de lokale arbejderhverdagskulturer?

(5) studier af, i hvor høj grad den globale og internationale udvikling har grebet ind i livsmønsteret i arbejderklassen. Man har f. eks. talt om en "amerikanisering" af hverdagskulturen, hvor "the american way of life" vandt udbredelse til stadig flere befolkningsgrupper i Danmark. Men i hvor høj grad betød denne kulturpåvirkning en ændring i arbejdernes livsstil, og i hvor høj grad har livsformen i arbejderklassen faktisk vist sig resistent overfor disse forandringer?

Hermed er der skitsemæssigt antydet nogle af de vigtigste af de felter, der må analyseres for at nå til et fyldestgørende svar på spørgsmålet om, hvad der er arbejderkulturens historiske skæbne ved overgangen til det, der er blevet kaldt det postindustrielle samfund. Som det fremgår, vil en række af de processer, der skal analyseres, med fordel kunne anskues som brud og skred i centrum-periferi relationer.

Dette gælder på flere planer: Det er allerede nævnt, at arbejderkulturen må opfattes som en særlig del- eller subkultur indenfor (og i spændings-og modsætningsforhold til) en overgribende samfundsmæssig helheds-kultur. Denne helhedskultur kan forståes som et fletværk af del- og gruppekulturer med begrænset autonomi, men som alle er accepteret af helhedskulturen. Den enkelte delkultur må imidlertid, for at kunne forståes adækvat, altid anskues i sin relation til helhedskulturen. Men relationen mellem del- og helhedskultur, mellem centrums- og periferi-kultur, er imidlertid aldrig noget statisk: den er altid i udvikling. En bestemt delkultur, f.eks. arbejderkulturen, vil således historisk undertiden kunne antage karakter af modkultur, dvs. en kultur, der står i konfliktforhold til den nationale helhedskultur og den i samfundet herskende kultur. Centrum-periferi problematikken indebærer således også et dominans- eller hegemoniaspekt, der er særdeles afgørende, når man skal undersøge en domineret kultur (arbejderkulturen) i forhold til en dominerende kultur (hvordan denne herskende kultur så end benævnes). Set i forhold til den herskende kultur, den "hegemoniske" kultur, har arbejderbevægelsens kultur historisk gjort krav på "mod-hegemoni", dvs. taget sigte på at etablere et alternativt (socialistisk) hegemoni. Samtidig har arbejderbevægelsens kultur fra starten været præget af den borgerlige kultur. Der har været tale om et kompliceret samspil og afhængighedsforhold, hvor det er nødvendigt at inddrage hele den kulturelle totalitet. Denne kan således ikke reduceres til en simpel modsætning mellem et herredømmesystem og et modsystem.

Set i forhold til de lokale arbejderkulturer kan arbejderbevægelsens kultur - der samtidig også har internationale træk - betragtes som en centrumskultur, der søger at samle og integrere de lokale periferikulturer. Disse lokale arbejderhverdagskulturer kan have modkulturelle træk, men vil som oftest have karakter af subkulturer, dvs. udgøre kulturelle systemer, som besidder en relativ autonomi, og som i det mindste partielt ikke er integreret i og accepteret i den samfundsmæssige helhedskultur. Jeg har i et studie af en sådan lokal arbejderkultur, nemlig den århusianske ("Salt og brød gør kinden rød", århus 1985), nået til det resultat, at denne arbejderkultur i løbet af undersøgelsesperioden, 1870-1940, undergik en integrationsproces, der i stigende grad lod den indgå i helhedskulturen. Samtidig viser undersøgelsen dog, at den lokale arbejderkultur ikke derved mistede alle sine sub- og modkulturelle særtræk. At klassebestemte gruppe- og erhvervskulturer kan være særdeles resistente overfor de samfundsmæs-sige moderniseringsprocesser og den nationale integrationsproces, fremgår bl. a. af min undersøgelse af havnearbejderkulturen i århus ca. 1880-1960 ("Havnearbejderne i århus - før containernes tid", århus 1988). I analysen af de aktuelle kulturbrud i arbejderkulturen og af arbejderkulturens muligheder i det postindustrielle samfund må man derfor være opmærksom på samspillet mellem det lokale, det nationale og det globale.

Da arbejderne i 1950erne og -60erne flyttede fra de gamle arbejderkvarterer ud til de nye forstadsbebyggelser, blev det gamle netværk af familiære og sociale relationer i vid udstrækning brudt op. At de lokale arbejderhverdagskulturer herved mistede meget af deres tidligere styrke og samlende kraft, kan der næppe herske tvivl om. Samtidig indebar udbredelsen af den hastigt voksende konsum- og massekultur, at de traditionelle kulturmønstre i arbejderklassen blev blandet op med nye træk, der i stigende grad har gjort det vanskeligt at skelne arbejderklassens kultur som en særkultur. Man kan derfor også med god grund stille spørgsmålet: eksisterer der i dag overhovedet længere en kultur, der har den klassekarakter, der berettiger til karak-teristikken: arbejderkultur?

Det er dog min hypotese i projektet, at der stadig i dag findes sådan noget som en særlig arbejdermentalitet, et særligt arbejderklasse-værdisystem, nogle specifikke former for arbejderklasse-praksis og en særlig arbejder-livsstil - eller måske snarere flere sådanne, eftersom det er en på mange måder heterogen arbejderklasse, der er tale om.


Updated 15 March 2000 by smc. Please mail comments to the webmaster at Centre for Cultural Research.