Topmenu Calendar Archive Links Faculty and staff Publications Research projects Sitemap Main page

Søren Christensen

En idéhistorisk undersøgelse af friheden som socialt og individuelt projekt

Alternativet mellem universalisme og relativisme har de sidste par hundrede år forekommet de fleste filosoffer uundgåeligt. Enten findes der noget, som transcenderer alle sociale og kulturelle begrænsninger - universelle idéer og værdier, eller (i modernitetens anti-metafysiske klima stadig oftere) universaliteten i en rationel refleksions form. Eller også findes der ingen sådan universalitet, men kun de konkrete kulturelle traditioner med de specifikke idéer og værdier, der definerer dem hver især.

Den diskussion, som dette alternativ traditionelt udløser, drejer sig derfor om, hvorvidt noget er absolut gyldigt, eller alt er lige gyldigt. En væsentlig tendens i de sidste årtiers filosofi kan imidlertid betragtes som en protest mod dette alternativ. Det fremhæves - på det seneste af filosoffer som Vattimo og Rorty - at ingen besidder et standpunkt, hvorfra alle kulturelle traditioner skulle kunne vise sig at være lige gyldige. Den ubundethed, som paradoksalt nok både universalismen og relativismen foregiver, eksisterer ikke. Det er ikke muligt at abstrahere fra den bestemte kulturelle og sociale sammenhæng, enhver af os altid-allerede eksisterer i, og som bestemmer, hvad der kan fremstå som gyldigt eller ikke gyldigt. Det er med denne betoning af et bånd, der lægges afstand til universalisme og relativisme, og i stedet indfinder der sig, som Vattimo med rette har pointeret, en hermeneutisk grundtone i filosofien, der fremhæver dialogen med overleveringen, respekten ikke blot for de døde, men for det dødelige som sådan - evt. i form af det, Vattimo selv har kaldt en pietas-etik.

Men dette er måske ikke den eneste udvej. Pietas-etikkens hermeneutiske skånsomhed er måske lovlig meget i pagt med en intellektuel konjunktur, der hylder det generaliserede nærhedsprincip, og som kuet af den politiske romantiks nederlag med Odo Marquard erklærer, at »det ikke længere gælder om at forbedre verden, men om at skåne den«. Der er i pietas-etikken en endelighedens patos, som ikke har frigjort sig tilstrækkeligt fra alternativet mellem universalisme og relativisme - nemlig i det omfang, den på samme måde som dette alternativ er afhængig af en modsætning mellem faktici-tet og refleksivitet. Den fremstiller stadig fakticiteten som en eksistens, hvis refleksive muligheder er på én gang givet og begrænset af en traditions ressourcer. Men så længe fakticiteten tænkes som tradition, vil modsætningen mellem fakticitet og refleksivitet bestå, for så længe vil man - som Habermas har gjort det over for Gadamer - kunne spørge, hvordan fakticitetens hermeneutikere vil være i stand til at tænke en refleksion, som ikke blot bygger videre på, men problematiser en tradition. Hvis ikke man accepterer Habermas' krav om en transcenderende refleksions universalitet, bliver spørgsmålet således, hvordan man kan tænke den faktiske eksistens selv som noget, der er i stand til at problematisere sig selv - kort sagt hvordan man kan tænke en slags fakticitetens ironi.

Fra en sådan synsvinkel ville kritikken af skismaet mellem universalisme og relativisme derfor ikke ende i spørgsmålet om traditionen, men i spørgsmålet om friheden. Det er et spørgsmål, der har ført en underjordisk tilværelse i de seneste årtiers antihumanistiske konjunktur, men som nu - intensiveret af en ny fransk humanismes revanchisme - dukker op igen. Man kan imidlertid ikke uden at henfalde til en traditionel metafysik begrunde friheden i viljens suverænitet eller den rene eksistens' ubestemthed. Men hvad er en frihed, der ikke er bestemt af en subjektets metafysik? Det bliver spørgsmålet, og det er et spørgsmål, der - hvis det er sandt, at friheden ikke er en urørlig 'rest', der bliver tilbage, når alle social-historiske bestemmelser er siet fra - ikke kan afprøves i en ren meditation over filosoffernes frihedsbegreber, men kun i en konkret undersøgelse af frihedens idéhistorie. Og en sådan undersøgelse må hele tiden efterspore friheden i dens dobbelthed - adskillelsen og sammenfiltringen mellem den etiske og politiske frihed, mellem det frie selv og det frie fællesskab. Og her er den privilegerede kontrast, der tilbyder sig, og det sted en sådan undersøgelse må tage sit udgangspunkt, modstillingen mellem en moderne 'negativ' frihed knyttet til det idiosynkratiske privatlivs integritet og en antik 'positiv' frihed knyttet til det eksemplariske borgerlivs dyd.


Updated 23 November 2000 by csc. Please mail comments to the webmaster at Centre for Cultural Research.