Topmenu Calendar Archive Links Faculty and staff Publications Research projects Sitemap Main page

Torben A. Vestergaard

Fiskerstanden og det moderne samfund.

Hensigten med projektet er ud fra en socialantropologisk tradition at undersøge forholdet mellem den danske fiskerbefolkning som subkultur og den overordnede samfundssammenhæng gennem det sidste århundrede. Fiskerne har i hele denne periode været en velkendt, men atypisk og marginal befolkningsgruppe, der medregnes som en del af nationen, og som er velegnet til at problematisere forholdet mellem befolkningens heterogenitet og nationens homogenitet. Fiskerne og de dannede lag opfatter hver især sig selv og hinanden i en kulturel ramme, der dels opretholder et nationalt fællesskab, dels tilskriver hinanden bestemte former for anderledeshed. Undersøgelsen sigter mod at belyse den nationale kulturs omgang med sin indre heterogenitet, at belyse en eksponent for denne indre heterogenitet som anderledes, og at belyse principielle ændringer i det indbyrdes forhold.

Undersøgelsen har tre indfaldsvinkler til forskelligheden: l) Fiskeriernes teknisk økonomiske struktur; 2) Vidensformer, videnskab og tradition i fiskernes erhvervskultur; 3) Social identitet og klassifikation. Under alle tre indfaldsvinkler kan der etableres forskelle, som kan indgå i både fiskernes egen og omverdenens konstituering af fiskerne som et sub-samfund.

Ad 1. Teknisk-økonomisk struktur

Under denne indfaldsvinkel undersøges de økonomiske, sociale og kulturelle implikationer af bundgarns-, trawl- og garnfiskeri forstået som bestemte kombinationer af ressourcer og teknologi i forhold til de eksistensvilkår, som det større system giver.

Fiskeriets økonomiske struktur adskiller sig fra de fleste produktions-og forarbejdningserhverv ved at være baseret på fangst og herunder udnyttelsen af en fri fællesressource. Dette har i sig selv en række konsekvenser, der lægger op til andre organisationsformer og et andet socialt liv end f.eks. landbrug, håndværk og industriproduktion. Alene på det grundlag har fiskerne været marginale i forhold til den fremherskende samfundsorden i et land, der før var et landbrugsland og nu er et industriland. Hertil kommer, at udnyttelsen af forskellige fiskeressourcer med forskellige fangstmetoder skaber en strukturel heterogenitet internt i fiskerierhvervet, som gør det vanskeligt gennemskueligt og vanskeligt administrerbart for omverdenen, og som gør det vanskeligt for visse grupper af fiskere at overleve på samme vilkår som andre. En del af fiskeriernes særlige egenskaber er blevet kritiske for fiskernes erhvervskulturelle overlevelse gennem det sidste årti. En eksplosiv teknisk udvikling, faldende fiskebestande, politiske reguleringsindgreb og konkurrence fra akvakultur har medført vanskeligheder, fallitter, krisestemning, men også intensiveret mange fiskeres opfindsomhed med hensyn til alternativer og forbedringer.

Der rejser sig et særligt problem i forhold til studiet af teknisk-økonomiske forhold og materiel kultur, nemlig at det har været et perifert emneområde for antropologiens udvikling i mange år. Dette er et problem, som jeg har med fra min baggrund ved Dansk Fiskerimuseum, idet museerne jo har en specielt binding til materiel kultur og ikke sammen med fagenes teoretiske udviklinger kan koncentrere opmærksomheden om nye emnefelter, der af teorien udpeges som væsentlige for øjeblikkets problemfelter.

Fra omkring 1960 bevægede dansk antropologi sig væk fra den ældre kulturhistoriske traditions opfattelse af kultur, ikke mindst materiel kultur, som løselementer, hvis udbredelse og historie var hovedinteressen. Dansk antropologi begyndte i stedet at følge engelske, amerikanske og franske traditioner, der i højere grad fokuserede på fremmede samfund eller kulturers forskellighed som helheder, systemer, ordener, for siden at se dem som led i et globalt system og for endelig at tendere mod at se kulturfænomener som tekster eller diskurser. Den tekniske kultur blev ladt i stikken og ofte kun medtænkt som føjelige midler mobiliseret til mål af mennesker eller systemer.

Der var dog i den ældre antropologi et felt, hvor man havde tænkt i nødvendige relationer, nemlig det erhvervskulturelle, hvor der udvikledes teorier om bestemte produktionsteknologiers natur-geografiske forudsætninger og deres implikationer i forhold til andre kulturtræk. Her var der altså ikke tale om løse kulturelementer, men om komplekser af kulturelementer. Man kunne godt i forhold til fiskeriets tekniske kultur have nytte af sådanne ræsonnementer. Men målet i denne sammenhæng skal ikke være historisk rekonstruktion. Det skal derimod være en bestemmelse af de enkelte fiskeriers strukturelle væsenstræk samt disses implikationer for sociale og kulturelle forhold i fiskerierne og for fiskeriernes levedygtighed indbyrdes og i forhold andre erhverv. Disse bestemmelser skal ikke tage udgangspunkt i det tekniske alene, men i et lidt mere omfattende begreb om tekniske produktionsforhold analogt med antropologen Claude Meillassoux' bestræbelse i 1960erne på at udlede karakteren af jægersamfund og autosubsistente agerbrugssamfund af deres forhold til jorden som henholdsvis subjekt og objekt for arbejde.

Man kan selvfølgelig ikke udlede fiskernes sociale forhold og kultur af de tekniske produktionsforhold alene. Fiskernes subkultur er også resultatet af en historie, som i forvejen omfatter sociale og kulturelle forhold, lige som den indgår i en større eksternt bestemt sammenhæng. Men fiskernes tilværelse og definitionen af dem er så snævert knyttet til deres erhvervsudøvelse, at det teknisk-økonomiske nødvendigvis må blive centralt.

Meillassoux kunne f.eks. have anført følgende implikationer af jagt og fiskeri: Jægere og fiskere lader naturen om at producere og gør den ikke til et redskab i en menneskelig produktion; ressourcen kan uden skade benyttes eller forsømmes, og der investeres ikke arbejde i ressourcen, som kunne gøre hævdelse af permanente rettigheder relevant; arbejdsprocessen er kortvarig og gentagelig; hele udbyttet kan distribueres eller konsumeres efter hver arbejdsproces; letfordærvelig fangst nødvendiggør hurtig afsætning (et centralt punkt i fiskernes tilknytning til det omgivende samfund gennem markedet); i modsætning til, hvad der gælder for landbruget, gør produktions karakter ikke i sig selv langsigtet husholdning nødvendig (man kan i princippet altid tage ud og fange nogle penge); der er ingen mekanisk sammenhæng mellem indsats og udbytte etc. De anførte forhold må på forskellig vis modificeres i forhold til en konkret kontekst og gælder kun for et ideelt frit fiskeri med løse redskaber. Men de etablerer en række vilkår, der som udgangspunkt differentierer fiskeriet fra andre erhverv, og som stiller visse krav til organisation m.m. Man kan dog ikke heraf udlede at f.eks.produktionsenhederne deler udbytte internt, men ikke indbyrdes. Det er et kulturelt og historisk bestemt forhold.

Ad 2. Videnskab og tradition

Under denne indfaldsvinkel undersøges det kulturelle vidensunivers, som er knyttet til fiskernes arbejde (fisk, farvande,teknologi m.m.), og dettes forhold til centerkulturen og dens videnskabelighed.

De videnskaber, der af centerkulturen bringes i anvendelse over for fiskeriet som grundlag for politiske beslutninger, administration, teknisk udvikling m.m., er f.eks. biologi, økonomi, politologi og tekniske videnskaber. Hver af disse videnskaber erkender bestemte former for data som anvendelig information. Men den viden som fiskeriets udøvere besidder, inkluderes sjældent. Denne form for traditions- eller erfaringsbaseret viden er central i etnografiens stofområde, men er i mange tilfælde non-information for de hårde fiskerividenskaber eller opfattes som "erfaring" på linie med "håndelag".

C. Lévi-Strauss har karakteriseret "primitiv tænkning" som "videnskaben om det konkrete". Etnografien kunne i det perspektiv defineres som "videnskaben om videnskaben om det kontrete". Fiskernes erhvervsmæssige viden og kundskaber kombinerer en "videnskab om det kontrete" med komponenter fra egentlige videnskaber. Et særligt problem ved at undersøge fiskernes erhvervskulturelle vidensunivers er, at det kun delvis udmøntes i sproglige udsagn, men nok så meget i praktiske færdigheder og analoge billeddannelser af, hvad der foregår under vandet, hvorfra kun indirekte tegn fortæller, hvad der sker. Koden er til dels lig med informationen og læsningen lig med handlingen. Og det er klan at f.eks. fiskeribiologer ikke kan udnytte information, der foreligger i den form. Selv om fiskerne drager konklusioner, som kan formidles sprogligt, er kommunikationen oftest hæmmet af, at biologerne ikke kan bruge konklusionerne i deres videnskab, men har brug for data som forudsætning for deres egne konklusioner, og dette skal normalt være data af en anden karakter end den enkelte fiskers.

En stor del af de tekniske hjælpemidler i fiskeriet er udviklet af fiskerne selv under inddragelse af muligheder skabt af de tekniske videnskaber. Men de nye elektroniske teknologier sætter i stigende grad fiskerne ud af spillet som medtænkende i deres egen teknologiudvikling, omend de som brugere med stor iver har taget de elektroniske apparater til sig. Smeden har kunnet være fiskerens mellemmand til mekaniske ingeniørkundskaber, der volder færre problemer for en analog billeddannelse, forestillingen om en fungerende maskine, end de elektroniske teknologier. De elektroniske teknologiers voksende rolle vil formodentlig reducere mulighederne for de bricolage-opfindelser som smede og fiskere i mange tilfælde har beriget sig selv og dansk industri / håndværk med.

I forhold til de center-periferi brydninger, som er ramme for forskningscenterets projekter, er fiskerne et eksempel på en subkultur, som i højeste grad har benyttet sig af det moderne samfunds tekniske muligheder, men uden at miste karakter af at være et samfund for sig - indtil nu.

Det kulturelle univers gennem hvilket fiskerne forholder sig til deres omverden er forskelligt fra andres og skaber i sig selv et fællesskab mellem fiskerne. En meget illustrativ kulturel ejendommelighed er det forhold, at blandt fiskerne ved de danske kyster - og til forskel fra andre befolkningsgrupper - vender geografien således at sydpå langs kysterne eller gennem sund og bælter er "opad" og nordpå er "nedad".

Meget få er klar over, at fiskernes geografi er anderledes. På samme måde knytter meget andet i fiskernes fællesskab sig til usynlige forhold, herunder selvfølgelig først og fremmest det, at deres arbejde retter sig mod en verden under vandet, som ingen, heller ikke de selv, direkte kan se. I den forstand udgør de et fællesskab om en form for esoterisk viden.

Anthony Wildens, Pierre Clastres' og andres pointe om, at i "kolde samfund", skriftløse samfund, er samfundets hukommelsesspor skrevet på samfundet selv og ikke i bøger eller i omgivelserne gælder i udstrakt grad også for fiskerne i Danmark. Det er endnu ikke lykkedes at opbygge en formel fiskeruddannelse. Fiskerne uddannes ved at deltage i fiskeri og ikke gennem undervisning eller lærebøger. De er hovedsagelig rekrutteret inden for deres eget miljø. Deres arbejde efterlader kun få spor i omverdenen ud over fartøjer, redskaber og redskabshuse i havnene, der de fleste steder kan læses som udsagn om et egalitært samfund. Havet lukker sig efter dem. Man får ikke meget at vide om fiskerne og fiskeriet uden at spørge fiskerne selv og deltage i deres arbejde. Det er formodentlig ikke ganske urimeligt at opfatte dem som et antiskriftligt samfund, der ikke sætter sine erhvervskulturelle og sociale hukommelsesspor uden for sig selv. Lige som Clastres' Guyaki indianere skriver de deres sociale medlemsskab på sig selv; fiskerne er en af de mest, om ikke den mest, tatoverede befolkningsgruppe i Danmark.

Ad 3. Social identitet og klassifikation Under denne indfaldsvinkel undersøges fiskernes og det øvrige samfunds opfattelse af sig selv og hinanden. Med "det øvrige samfund" tænkes især på det, man har kaldt de dannede lag, den skrive- og læsevante offentlighed, der har repræsenteret det nationale niveau over for det lokale. Fiskerne har ikke været et samfundsbærende lag i Danmark, således som bønderne var det i første halvdel af dette århundrede. I de fleste lokalsamfund har fiskerne været en minoritet, der politisk og geografisk var placeret i udkanten af sognet, og som ofte udgjorde et internt sluttet samfund, der ikke socialt og moralsk behøvede at være ét med byen eller sognet.

Lokalt har fiskerne og den øvrige befolkning ofte tilskrevet hinanden en negativt ladet anderledeshed. Forholdet mellem dannelseskulturen og fiskerne har derimod haft en vis lighed med det generelt positive forhold mellem bedsteforældre og børnebørn. I dette forhold har fiskerne, i hvert fald i det sidste århundrede, været genstand for dannelseskulturens interesse for det uspolerede og naturnære.

Men i nyeste tid er der tendenser til, at dannelseskulturens opfattelse af fiskernes forhold til naturen ændres fra harmonisk idyl til misbrugsforhold. Anvendelsen af moderne fiskeriteknologi og muligheden for overfiskning betyder, at fiskerne mister deres uskyld. Dette synes at måtte implicere, at fiskerne omklassificeres og ses som fjender, i stedet for at ses som en del af naturen. Dette implicerer også en rehabilitering af fiskerne til politisk ligeværdige samfundsmedlemmer. Men det indebærer ikke, at de dermed har politisk eller økonomisk magt til at forsvare sig. Samme problem er aktuelt for mange andre befolkninger af primærproducenter, efterhånden som centerkulturen ophører med at se dem som en del af naturen, f.eks. grønlændere, færinger og newfoundlændere. Hos disse sidste er problemerne dog større, idet fangst af varmblodede dyr fremkalder voldsommere reaktioner end fangsten af fisk.

Teknisk-økonomisk, vidensmæssigt og socialt har fiskerne skilt sig ud som en gruppe for sig, en subkultur eller et subsamfund, både som sådan, men altså også i fiskernes og andres indbyrdes forestillinger om hinanden. Klassifikationen af fiskernes anderledeshed er, især hos ikke-fiskere, men også hos mange fiskere, især baseret på en tidsliggørelse af kulturelle forskelle. Fiskerne har hidtil repræsenteret en fortidighed, en forældet produktionsmåde, som er dømt til at forsvinde eller moderniseres, dvs. strukturrationaliseres.

Opfattelsen af folk i Den tredie Verdens lande har også været (eller er) knyttet til en forestilling om tidslig forskel, U-lande og I-lande er ikke kommet lige langt i fremskridt eller udvikling. Men André Gunder-Franks og andres metropol- satellit eller centrum-periferi-teorier gjorde fra 1960erne meget for at ændre dette. De etablerede en samtidighed mellem "traditionelle" og "moderne" samfund, forbandt dem i samme rum og forklarede forskellen på dem ud fra forbindelsen mellem dem i stedet for adskillelsen af dem. Dette gav centeret et medansvar for periferiens problemer, og periferien fik nogle nye krav på rettigheder.

Den samme omfortolkning af forholdet kunne være relevant for det indenrigs forhold mellem det "moderne" samfund og det "traditionelle", hvilket det også blev i norske antropologers, f.eks. Ottars Brox's arbejde med Nordnorge fra 1960erne og frem.

Den indenrigs heterogenitet i Danmark har været underordnet det nationale billede af det homogene danske folk. Og Danmark har vitterlig kunnet prise sig af en meget omfattende homogenitet i forhold til mange af de lande, vi gerne vil sammenligne os med. Dermed har man også haft et godt grundlag for forestillingen om et ideelt demokrati, hvor den nødvendige lighed mellem borgerne ikke udpræget trues af forskellighed.

Fiskerne er blevet idealiseret og har hørt med til det Danmark, som kranses af sunde og bælter, men det er også klart, at de i deres forskellighed fra andre har repræsenteret noget historisk og mere oprindeligt med deres nære forhold til naturen og deres små selvstændige produktionsenheder. Dermed er fremtiden ikke deres, lige så lidt som den er bøndernes. Politisk favoriseres en udvikling af større og mere industrielt organiserede enheder som den selvfølgelige vej frem (f.eks. af financieringsreglerne for nybygninger), uden at den holdning baseres på undersøgelser af, om mange mindre enheder evt. kunne skaffe flere fiskere en god indtægt end få store på grundlag af samme samlede fangstmængde. Mange fiskere kan ikke se, om fiskeripolitikken i grunden tager sigte på fisk eller på fiskere.

Forestillingen om tidslig forskel på kulturer og om konvergens mod samtidighed og homogenitet gennem udvikling har været uadskillelige dele af det moderne projekt. På det grundlag er usamtidige subkulturers forsvinden på forhånd givet, mens andre peger fremad.

Politisk kan det ses som en underkendelse af borgerrettigheder, når demokratierne skiller sig af med dele af den indre forskelligheds problem ved at historisere sociale og kulturelle forskelle. Omvendt kan det ses som en gestus, at demokratiet tilkender umoderne befolkningsgrupper historiske lommer som erstatning for de stænderforskelle, der ikke kan accepteres i demokratiets samtidige rum. Men det implicit givne er, at usamtidigheden forsvinder, hvad enten det sker gennem modernisering eller ved at småborgerskabet opsuges i hovedklasserne. Hvis det såkaldt postmoderne er et problem, består det måske ikke mindst i, at at det er blevet et åbent spørgsmål, om forskelligheden lader sig underordne de hidtidige overbegreber som nation og klasse.

Projektet ligger i forlængelse af mit arbejde som inspektør for Dansk Fiskerimuseum i Grenaa. Gennem den løbende kontakt med fiskere, som dette arbejde indebar, er det i løbet af de allersidste år blevet tydeligt, at den krise, der i dag tales om i fiskeriet, rører ved anderledes grundlæggende forhold end tidligere kriser. Fiskeriet har altid været nødt til at kunne absorbere forandringer i form af pris- og bestands-svingninger, minering af farvande, ny teknologi m.m. Sådanne forhold så vel som f.eks. flytning til andre farvande har ikke anfægtet det konstante og uforanderlige i den principielt fri jagt og i fiskeriets organisations-former. Men de seneste års politisk regulering af fiskeriet, herunder kvotering af fangstmængder, samt bestandsnedgange over en bred front, griber ind i både fiskeriets frihed og struktur, og det opleves også sådan. Det bliver umuligt for stadig flere fiskere, især i de indre farvande, at finde nye udveje inden for fiskeriet. Der kan derfor være al mulig grund til at undersøge karakteren af denne krise gennem en mere langsigtet undersøgelse af fiskeriets og fiskernes forhold til det øvrige samfund. Temarammen for Center for Kulturforskning - brydninger mellem centrum og periferi - er helt central for dette forhold.

Materialegrundlaget for undersøgelsen vil i et vist omfang foreligge som skriftlige kilder og behandlinger. Men fiskeriets perifere status manifesterer sig bl.a. i en relativ fattigdom på kilder og behandlinger. Derfor, og fordi det i øvrigt vil være den eneste adgang til adskillige former for information, kommer undersøgelsen også til at bygge på interviews og anden primær stofindsamling.


Updated 23 November 2000 by csc. Please mail comments to the webmaster at Centre for Cultural Research.