Topmenu Calendar Archive Links Faculty and staff Publications Research projects Sitemap Main page

Karsten Borring Olesen

Historien om et forskningsprojekt og dets tilblivelse

11988 trådte jeg ind i rækken af danskere, som har ladt et længerevarende parforhold bag sig. Dette kunne lyde som optakten til en bekendelseslitterær optegnelse, men er blot en vigtig forudsætning for den kendsgerning, at jeg nu sidder som forskningsrådsstipendiat og arbejder på et projekt om dansk sikkerhedspolitik i den første efterkrigstid.

Det var ikke dog sikkerhedspolitikkens sammenbrud på hjemmefronten, der gav mig anledning til at tage sikkerhedspolitik op som forskningsemne. Mere det afledede forhold at jeg trængte til luftforandring. Da jeg var uddannet som historiker og havde lyst til mere end en sæson som vinplukker i Frankrig, tog jeg imod et godt råd om at sondere forholdene på European University Institute i Firenze. Jeg var dog en smule skeptisk for EUI er primært lagt an som et såkaldt post-graduate forskningscenter, hvor det er meningen, at stipendiaterne skal erhverve sig en Ph.D.. Sådan en havde jeg i forvejen, selv om den gik under det mere lokale navn, en licentiatgrad (erhvervet på en afhandling om fascismen i italiensk historie). Det var lidt svært at se det logiske i, at man ville betale en dansker for at lave endnu en.

Mit orakel beroligede mig imidlertid. Danskerne har det problem med EUI, at de endnu ikke i tilstrækkelig grad har fået øje på stedet. Og for dem, der søger ind på Department of History & Civilization, gælder det - fremturede han - at de som regel ikke gør sig den ulejlighed at sætte sig ind, hvad man arbejder med på stedet. Stik en finger i jorden, og hvis der er noget der interesserer dig, så skriv en skræddersyet ansøgning.

Jeg tyggede lidt på det. Egentlig havde jeg ikke tid til det med det dobbeltarbejde jeg havde fået mig rodet ind i. Jobbet som leder af det lokale kulturhistorie-projekt, "Projekt Arbejdslivets Historie", som fagbevægelsen i Vejle havde hyret mig til, kombineret med aften- og weekend-skrivningen af et bind til GAD's nye verdenshistorie til gymnasiet, levnede faktisk ingen marginaler til opstillingen af et selvstændigt forskningsprojekt. Jeg gjorde mig dog den anstrengelse at finde ud af, hvad man arbejdede med i Firenze. Industrialiserings-processer i Europa, skole- og uddannelséhistorie samt europæiske migrationsstrømme var vist ikke lige noget for mig. Derimod kunne det da godt være, at der var noget interessant at hente i projektet, "Challenge and Response. The History of the European Communities after 1945", ledet af professorerne Alan Milvard og Richard Griffiths. Det var i det mindste et emne, der havde daglig berøring med avisernes forsider. Måske kunne man formulere et eller andet her uden den store forudgående research.

I en komtemplativ pause mellem de mange måltider under julehøjtiden 1988 slog det ned i mig, at man måtte kunne formulere et projekt omkring Danmarks vægelsindede politisk-økonomiske orientering mellem Norden og Europa i perioden 1945-1972. Det havde altid interesseret mig at forsøge at trænge om bag skåltaleniveuaet og mere konkret at få taget pulsen på den højtbesungne nordisme. Perspektivet med at sammenligne den med Europa-holdningen syntes oplagt, fordi Europa aldrig i denne periode var blevet gjort til genstand for samme ideologiske dyrkelse, i hvert fald ikke i Danmark. Nordis-men var ikke afbalanceret af en europæisme. Alligevel valgte Danmark som bekendt som eneste nordiske land Europa i 1972 - i øvrigt mens de nordiske politisk-økonomiske bestræbelser kunne se tilbage på en stribe nederlag i tiden siden 1945.

Jeg rev derefter en uge ud af kalenderen og skrev en ansøgning til EUI efter disse retningslinier. Det korte af det lange blev, at jeg endte med at blive optaget, helt efter oraklets forudsigelser. Det ville imidlertid være en overdrivelse at påstå, at det var mange og dybtgående forskningsstrategiske overvejelser, jeg havde nået at gøre mig, inden jeg i september '89 sammen med en tysk økonom indlogerede mig i Via Palazzuolo i centrum af Firenze. Det blev jeg på den anden side hurtigt tvunget til at foretage, og som det ofte går, når man kommer til at arbejde konkret med stoffet, ændrede projektet sig temmeligt radikalt.

På Dept. of History & Civilization er man meget optaget af, at stipendiaterne hurtigt kommer til at arbejde med "the real stuff, dvs. kilder og helst kilder, der gemmer sig i store arkiver. Jeg havde aldrig i mine tidligere arbejder været den store arkivgransker, men nu var der ikke rigtigt nogen vej udenom. Jeg måtte derfor i en fart udvælge mig et område inden for mit projekt, som egnede sig for kildestudier. På den baggrund besluttede jeg, at jeg ville se nærmere på, hvordan de danske

politiske partier havde forholdt sig til diskussionerne om et Skandinavisk forsvarsforbund og til Danmarks indlemmelse i Atlantpagten i 1948/49.

Arbejdet beredte mig fra starten en række overraskelser. En af de største var, at det faktisk lykkedes mig at få adgang til alle de arkiver jeg søgte om adgang til (minus, i første omgang, den konservative folketingsgruppes akter; men det skyldtes vist mest en kommunikations-brist). Selv Udenrigspolitisk Nævns referater fik jeg lov til at se, skønt | indtil da var blevet bevogtet som kronjuvelerne, som kun nogle fa priviligerede forskere tidligere havde fået lov til at kaste blik på. Den anden hovedoverraskelse var at opdage, hvor uudforsket dansk sikkerhedspolitik i den første efterkrigstid generelt var. Perioden er meget spændende, fordi såvel det politiske som det sikkerhedspolitiske verdensbillede ændredes radikalt efter 2. Verdenskrigs afslutning. Det var en periode som krævede tilpasning, nytænkning og improvisation. Ikke ulig situation i verden efter 1989 og det bipolære systems sammenbrud. Men bortset fra Nikolaj Petersens (Statskundskab) grundige analyser af Danmarks vej ind i NATO, er komplekset meget lidt belyst.

For at at komme i dybden med de danske holdninger til skandinavisk forsvarssamarbejde og til Atlanpagt-problematikken blev jeg derfor nødt at udstrække analysen til hele perioden 1945-49. På den måde svulmede denne undersøgelse, som var tænkt som en delundersøgelse i det større Norden/Europa-projekt op, og selvstændiggjorde sig som et eget projekt. Medvirkende til at fastholde min interesse om dette mere snævre emne var ligeledes, at jeg kunne se, at ved at gribe problematikken an på denne historiske måde, ville jeg komme frem til konklusioner, som på væsentlige områder ville afvige fra de gængse tolkninger, eksempelvis på Danmarks indlemmelse i NATO. Emnet er næsten udelukkende blevet studeret som 'ren sikkerhedspolitik'. Det vil i hovedsagen sige som summen af en række forsvars- og udenrigspolitiske overvejelser og reaktioner på udviklingstræk i det internationale politiske system. Ved at anlægge et mere historisk perspektiv og tage udgangspunkt på det indenrigspolitiske niveau måtte jeg konstatere, at emnet i betragteligt omfang handlede om andet og mere end at finde en akut løsning på Danmarks nationale sikkerhedsproblemer. Hans Hedtofts varme engagement til fordel for en skandinavisk forsvarsunion var ikke først og fremmest næret af en tillid til, at denne løsning var mere 'sikker end dansk medlemsskab af Atlantpagten. Det var i allerhøjeste grad også en politisk præference.

Når projektet svulmede, hang det imidlertid også sammen med, at jeg blev fascineret af at se - forandringer eller ej i det internationale system - hvordan velkendte partipolitiske uenigheder og skillelinier på det sikkerhedspolitiske områder reproduceredes lynhurtigt efter krigen. På trods af hvad der hævdes i megen erindringslitteratur fra perioden, var der ikke megen partipolitisk harmoni omkring sikker-hedspolitkken, så snart man havde overstået befrielsessommeren. Det konservative Folkeparti kunne ikke få oprustet hurtigt nok, hvorimod de radikale mente, at det var bedre, at landbosønnerne blev hjemme og høstede i stedet for at spilde tiden i kaserner. De radikale var oprindeligt heller ikke lune på ideen om et skandinavisk forsvarsforbund og erklærede sig først som tilhængere, da muligheden i realiteten ikke eksisterede længere, og det i stedet var Atlantpagten, som stod på dagsordenen. Denne kendsgerning satte den socialdemokratiske mindretalsregering under et voldsomt pres. Partiet var selv usikker på spørgsmålet og var tvunget til at finde en løsning sammen med enten de store borgerlige partier eller sammen med de radikale og kommunisterne. Det var ingen nem opgave, og regeringens forhalings- og stikken-hovedet-i-busken-politik den sidste måned før Atlantpagt-debatten i Folketinget kan kun ses som udslag af en række parti-taktiske overvejelser. På den baggrund besluttede jeg mig til, at jeg ville prøve at udvide projektet til også at omfatte en analyse af forholdet mellem sikkerhedspolitik og partipolitik. Intentionen er at undersøge, i hvor høj grad sikkerhedspolitikken var et særligt område for partipolitisk profilering for at nå til en nærmere forståelse af denne sammenhæng. Det oprindelige Norden-Europa-projekt blev dermed begravet, og det nye projekt holdt under dåb under titlen: Security Policy and Party Politics. An Analysis of the Danish Political Parties' Concepts of and Attitudes towards Security Policy 1945-1949.

Projektet falder nu i tre hoveddele. En første del, som består af en analyse af de sikkerhedspolitiske holdninger og deres udvikling i det politiske system 1945-49, mens del 2 kan beskrives som en politisk formanalyse af samme. Da jeg i de sidste to år har været tilknyttet et institut, hvor man prioriterer det komparative aspekt højt, har jeg fundet det vigtigt at indføje en del 3, hvor jeg vil forsøge at sammenligne den danske sikkerhedspolitiks indhold og form med en gruppe af sammenlignelige småstaters ditto, først og fremmest med resten af Skandinaviens og med Benelux-landenes.

Jeg er på nuværende tidspunkt ved at have lagt sidste hånd på min analyse af Socialdemokratiet og sikkerhedspolitikken 1945-1949. Socialdemokratiet er uden sammenligning det mest interessant parti i denne sammenhæng. Ikke kun fordi det må siges at være det politisk mest centrale parti, som sad inde med regeringsmagten i de afgørende år 1948/49, men også fordi partiet på mange måder var det, der blev stillet over de største interne politiske udfordringer forårsaget af krigsoplevelsen og de ændrede internationale magtforhold.

Det er på baggrund af resultaterne af dette arbejde, at jeg har formået at interessere forskningsråds-initiativet, Dansk politik under forandring 1945-1985, så meget for mit projekt, at de har indvilget i finansiere endnu et års arbejde med projektet - et arbejde som jeg glæder mig til at henlægge til Center for Kulturforskning.


Updated 23 November 2000 by csc. Please mail comments to the webmaster at Centre for Cultural Research.