Topmenu Calendar Archive Links Faculty and staff Publications Research projects Sitemap Main page

Artiklens URL: www.hum.au.dk/ckulturf/pages/publications/eg/oprindelighed.htm
This is the electronic version of Erik Gant: "Omskrivninger af folks oprindelighed". Working paper no. 65-98, Centre for Cultural Resarch, University of Aarhus.

The pagination of the printed edition is shown with red numbers (number at the start of every page).

ISBN: 87-7725-209-8

Published electronically: August 27, 1998

©Erik Gant.All rights reserved. This text may be copied freely and distributed either electronically or in printed form under the following conditions. You may not copy or distribute it in any other fashion without express written permission from me. Otherwise I encourage you to share this work widely and to link freely to it. 

Conditions

You keep this copyright notice and list of conditions with any copy you make of the text. 

You keep the preface and all chapters intact. 

You do not charge money for the text or for access to reading or copying it. 

That is, you may not include it in any collection, compendium, database, ftp site, CD ROM, etc. which requires payment or any world wide web site which requires payment or registration.You may not charge money for shipping the text or distributing it. If you give it away, these conditions must be intact.

For permission to copy or distribute in any other fashion, contact cfk@au.dk

Erik Gant

Omskrivninger af folks oprindelighed [1]

 

At være grønlænder har noget at gøre med rødder, i det mindste ifølge en populær, rodfæstet og kompleks, forestilling om oprindelighed, som jeg i det følgende vil bearbejde lidt. Til formålet kunne jeg selv ikke forestille mig et mere passende udgangspunkt end den nylig udkomne bog af James Clifford med titlen Routes,[2] dvs. rejseruter, med et ordspil på roots. I sin uoversættelighed peger denne titel på kompleksiteten i rodforestillingerne og i det hele taget på Cliffords meta-etnografiske virksomhed, hans omskrivninger af folks oprindelighed, som jeg kalder det. Omskrivningen fra roots

-2-

til routes sigter, kan man sige, mod at fremhæve dobbeltheden af modstridende selvfølgeligheder i denne sag: at vi er født med rødder, og at vi er født med fødder, er to lige indlysende sandheder.

James Clifford er bedst kendt for essay-samlingen The Predicament of Culture,[3] hvori han kritiserer de essentialistiske tendenser i etnografien, afsøger mulighederne for i den etnografiske praksis at klare sig uden essenser. I Routes fortsætter han disse bestræbelser, bl.a. gennem videreudviklingen af en collage-teknik, som han selv kalder det, hvor de mere regelrette videnskabelige kapitler blandes sammen med mere eksperimenterende - poetiske, private - skriverier, på en måde som netop skal mime oversættelsen, transitten, rejseruten, og altså overskride beskrivelsen, identificeringen, rodforestillingerne. De tidløse esentialiseringer skal imødegås af en historisering, altså af en lokalisering af folk i tid og sted, mens predikamentet består i, at denne lokalisering opererer på ruter snarere end rødder. Predikamentet for Clifford selv består også i den alt for simple omvending, hvor anti-essentialismen bliver den nye essens, det inautentiske

-3-

den ny autenticitet - samt i faren for f.eks. at komme til at pille de indfødte ned, ved at fortælle dem, at deres kultur er en opfindelse, og omvendt faren for at blive kaldt en hvid, privilegeret postmodernist af de indfødte.

I alle tilfælde bliver der tale om en æstetisk vending indenfor etnografien, og denne vendings manifest, kan man sige, er antologien Writing Culture. The Poetics and Politics of Ethnography,[4] en samling af artikler, der på forskellige måder fremhæver etnografiens skriftlighed; de understreger den litterære skabelsesproces og det hermed forbundne politiske aspekt, altså at de etnografiske frembringelser placerer sig et sted indenfor en komplicitet af videnskab og verdensorden.

Resultatet af den æstetiske vending, som jeg kalder det, bliver dels en refleksion, forstået som en fremhævelse af etnografiens egen virksomhed og dermed en omskrivning af dens traditionelle selvforståelse - i følge hvilken etnografien ideelt set blot åbner sig for det andet, det ontologisk primære -, dels en tilstræbt aktivering af identiteterne og deres fremstilling, således at - det ene med det andet - det ikke så meget er et spørgsmål om hvem eller hvad vi er, men snarere hvordan vi

-4-

fremstiller os, toner frem - eller bliver til nogle rødder, set i det essentialistiske perspektiv.

I mine forberedelser - i min afsøgning af rødderne til Routes - er jeg blevet hængende i James Cliffords eget bidrag til den nævnte antologi, en artikel med overskriften "On ethnographic allegory", og det bliver derfor forskellige pointer herfra jeg vil anvende på en aktuel grønlænderfremstilling, nemlig filmen Lysets Hjerte. Denne film kan eksemplificere, lokalisere og aktualisere, de generelle problemstillinger omkring selvfremstillingen, altså spørgsmålene om, hvordan vi fremstiller os selv, og hvordan vi på en aktiverende måde omskriver forestillingen om identiteten, så den fremstår som noget, der er ved at komme til syne, og netop ikke som noget på forhånd givet. Nærmere bestemt vil jeg overføre Cliffords pointer på den journalistiske omskrivning af Lysets Hjerte, dvs., jeg vil anvende dem på omtale og anmeldelser af filmen i de danske aviser.

Lysets Hjerte havde Danmarkspremiere den 30. januar i år, 5 dage efter verdenspremieren i Nuuk, Grønlands hovedstad. De danske journalister, som omtalte og anmeldte filmen, var inviteret til premieren i Nuuk, og det, de skrev, handlede ligeså

-5-

meget om grønlændernes modtagelse af filmen, som det handlede om filmen selv. Materialet består således i hovedsagen af to dele, nemlig en del, der centrerer sig om instruktøren Jacob Grønlykkes intentioner, og en anden, der handler om grønlændernes reception af filmen.

Lysets Hjerte blev i produktionsselskabet ASA Films pressemateriale kaldt den første store nutidige grønlandske film, indspillet på grønlandsk og med Grønland som skueplads, altså en karakteristik, der så at sige skal dække filmen ind, men som dermed også peger på det, der skal dækkes, nemlig de tidligere forsøg indenfor genren af danske Grønlandsfilm.[5] Disse spillefilm har tydelig afspejlet det afsidesliggende lands og dets befolknings skæbne, nemlig at blive opdaget fra tid til anden, med ujævne mellemrum. Princippet har været, hvergang at starte from scratch, fordomsfrit at åbne sig for dette

-6-

monstrøse appendiks til lille Danmark, det fremmede, den skønne forening af kød og blod og spiritualitet i eskimoernes kulturelle nulpunkt.

Og det er så den første pointe jeg henter fra James Cliffords essay, nemlig et sted, hvor han skriver, at der helt op til idag har været en udpræget tendens i feltarbejdet til at skjule, diskreditere eller marginalisere, forudgående beskrivelser udfærdiget af missionærer, rejsende, administratorer, lokale autoriteter samt andre etnografer: "The fieldworker typically starts from scratch, from a research experience, rather than from reading or transcribing. The field is not conceived of as already filled with texts." ("On etnographic allegory", p 117).

Så den scratch, der er tale om, er altså én, man skaber for sig selv, og som altså også kan kaldes et dække, noget, altså, hvormed man søger at dække over noget eller at dække sig ind -, som det f.eks. sker i og med filmselskabets egen karakteristik af filmen, der i farten meget nemt forkortes til den første grønlandske spillefilm. Der er altså tale om at formidle en oplevelse eller erfaring - Cliffords experience - af noget helt specielt, nemlig en film, som er grønlandsk i en hidtil uhørt grad.

Denne grønlandskhed, set udfra instruktørens, Grønlykkes,

-7-

intentioner, består i en kombination af noget realistisk og noget mytisk, som det altså gjaldt om at få ned på filmstrimlen. En kombination, eller måske snarere en indlejring eller en sammenvævning, fordi det realistiske og det mytiske i Grønlands tilfælde, og endnu den dag i dag, er så tæt og naturligt sammenhørende dele af hinanden. Dvs., det andet er lige ved hånden, og endnu ikke fortabt som i danskernes tilfælde. Danskerne lider nemlig ifølge Grønlykke også af kultursammenstød - et sammenstød mellem landbrugs- og industri-kulturen - blot i mindre udtalt grad, og det er ikke nødvendigvis til danskernes fordel. "Grønlænderne", siger han, "er mere åndeligt orienterede end danskerne og vil lettere kunne genfinde et ståsted. Vi er først og fremmest forstandsmennesker. Sådan er vi opdraget. Mange grønlændere er i helt anden nær kontakt med deres følelser end danskerne - jeg selv inklusive - er.

- Det kunne man se til Grønlandspremieren på filmen forleden. Ved begravelsesscenen i filmen, hvor der står tre blomstersmykkede kister på kirkegulvet, og hvor den grønlandske præst siger, det kan se ud, som om Gud har forladt os, når tilfældige kugler kan ramme tilfældige unge, og hvor en ung kvinde rejser sig op og synger "Nærmere Gud til dig"

-8-

- var det som om publikums hverdag pludselig kom tæt på. Mange grønlandske familier har oplevet forfærdelige ulykker og sorg med deres unge. Og mange af de tilstedeværende under premieren brød ud i højlydt gråd, andre skreg og måtte følges ud af biografen. En enkelt besvimede." (KRISTELIGT DAGBLAD 30/1 98).

Og videre om den grønlandske følelsesfuldhed siger Grønlykke et andet sted:

"Jeg ved ikke helt hvad det er, der trækker sådan ved Grønland. For mig er det ikke naturen. O.k., det at man er meget ude, det er lidt som at blive barn igen. Men selv om det kan lyde plat, så kan jeg godt lide at snakke med nogle mennesker, der er i nær kontakt med deres følelser. Og det er grønlændere. Du sidder og snakker med en mand, og pludselig begynder han at græde, fordi han kommer til at tænke på sin søster, [..]". Det fremgår ikke, præcis hvad det er med søsteren, men Grønlykke citeres blot videre for at sige:

"Jeg er selv meget rationel, men følelserne er enormt dominerende for grønlændere. For mig er det ligesom at være på Mars." (BERLINGSKE TIDENDE 28/1 98). Og lad os tage endnu en udtaleles:

"- Det er enormt grønlandsk fuldstændig at udstille sine følelser

-9-

på den måde [som Hovedpersonen Rasmus gør det i filmen] og bagefter luske rundt som en tævet hund, siger Jacob Grønlykke." (POLITIKEN 23/1 98).

Det med den tævede hund peger selvfølgelig på bagsiden af den følelsesmæssige tøjlesløshed, nemlig en følelsesmæssig indestængthed, der af og til må slå over i en voldsom og ofte voldelig enormitet, og som så igen afstedkommer, at de følelsesmæssige reaktioner bliver dominerende - i form af gråd over død og ødelæggelse. Vi mangler, ser det ud til, en gylden middelvej på dette område:

"- Det med at diskutere tingene har altid været enormt problematisk på Grønland. Det har bare handlet om at få et samfund til at fungere ved at gå på fangst eller på anden måde. Nu er de blevet et moderne samfund. Og hvis der er en familie, hvor den ene bror har begået selvmord, så er de altså nødt til at forholde sig til det. For på et eller andet tidspunkt begår den anden bror også selvmord. Men det tager tid at udvikle en diskussionskultur, siger Jacob Grønlykke med eftertryk." (ibid).

Mange steder refereres det, hvordan Grønlykke fik ideen til en grønlandsfilm, nemlig ved at læse om en tragedie, der fandt sted i Narsaq i begyndelsen af dette årti, hvor en ung mand gik

-10-

amok og skød og dræbte 7 af sine jævnaldrende. I Lysets Hjerte har hovedpersonen Rasmus og hans kone Maria to sønner, og den ene af disse sønner drives af forskellige omstændigheder til at skyde to jævnaldrende og derefter sig selv. Resten af filmen handler så om, hvordan Rasmus overvinder ulykken ved på sin hundeslæde at drage ud i det sne- og isklædte vinterlandskab, og herude - mellem turister på action-ferie, sæler og diverse skikkelser fra den eskimoiske mytologi - genfinde sig selv som grønlænder, fanger, ægtemand og far. Ved filmens slutning kan han så, med slæden bugnende af fangst, vende hjem til sin længselsfuldt ventende kone og tilbageværende søn.

Filmen tager altså udgangspunkt i de farlige, de eksplosive og destruktive følelser, i de traumatiske realiteter, og giver derefter et bud på en bearbejdelse og overvindelse af traumerne. Og på den måde historien er forlænget over i de danske aviser, nemlig gennem inddragelsen af grønlændernes reaktion på historien, ender vi så med den gode og fascinerende følelsesfuldhed, den rensende gråd, lettelse og håb - og glæde over filmens realisme, dens aktualiserede grønlandskhed, den grønlandske tale, der indvarsler en ny tid, hvor vi taler om tingene, før vi

-11-

skyder. Denne udvikling, fra fortvivlelse til forløsning, fra sorg til glæde, men også ironien i dens skematik, sammenfattes i overskrifter som "Grønland snøfter over ny film" (Birgitte Grue i B.T. 26/1 98), "Gråd og glæde i Grønland" (Rune Huvendick Jensen i POLITIKEN 27/1 98), "Familie brød sammen i salen" (Anders Böye i B.T. 27/1 98), "Grønlands smerte" (Anne Brandt, KALUNDBORG FOLKEBLAD 3/2 98). Og inde i artiklerne er der ligeledes masser af tårer - Rasmus Lyberth, kan man læse flere steder, tudede hele natten, da han læste manuskriptet - i B.T. (28/1 98, Birgitte Grue) tudbrølede han, mens JYLLANDS-POSTENs Jesper Steinmetz (23/1-98) gengiver følgende udtalelse: ""Det må du aldrig gøre mod mig igen. Jeg bryder mig ikke om, at andre ser mig græde," lød reaktionen, da filmproducenten Henrik Møller-Sørensen for nylig viste grønlandsfilmen "Lysets Hjerte" for én af landsstyrets repræsentanter." John Lautrup skrev i åRHUS STIFTTIDENDE 26/1 98:

"I aftes var der helt stille under gallapremieren samme sted [i det nye Kulturhus i Nuuk]. Mange blandt det indbudte publikum så filmen med blanke øjne. Historien begyndte med, at Rasmus Lyberth græd en sen nattetime. Nu rører han en hel nation."

-12-

Men helt stille kan der altså ikke have været; der må have været en del snøften, og i følge Grønlykke selv, som tidligere citeret, ligefrem højlydt gråd, skrigen og besvimelse. Mht. de mere voldsomme reaktioner skriver Anders Böye i B.T. (27/1 98) under overskriften "Familie brød sammen i salen", at det drejede sig om Rasmus Lyberths egen familie, og nærmere bestemt hans bror og deres gamle mor. Broren faldt om "i et akut krampeanfald" mens moren blev så forskrækket herover, at også hun fik et ildebefindende. Filmen blev stoppet, broren og moren blev ydet førstehjælp af tilstedeværende læger og sygeplejesker, indtil en ambulance nåede frem og kørte broren til observation på hospitalet, hvorefter forevisningen blev genoptaget. Et andet sted - EKSTRA BLADET 30/1 98, Kim Kastrup under overskriften "Grønland er en smuk ung kvinde" - fremgår det, at det var begravelsesscenen, der var blevet for meget for Rasmus Lyberths bror, Niels Lyberth, fordi dennes datter for tre år siden blev kørt ihjel af en bil. I følge samme artikel blev filmen ganske vist stoppet under Niels Lyberths sammenbrud, men kun et kort øjeblik, indtil han kom på fode igen.

Hvis jeg kommer til at lyde kynisk i denne gennemgang af alvorlige sager, så husk på, at det er de danske aviser jeg

-13-

forholder mig til, og til deres fremmaning af drama på forskellige planer, fabulakonstruktioner på, bagved og foran lærredet, der så igen giver anledning til avislæserens fabuleringer, altså hans eller hendes forsøg på at skabe sammenhæng, at finde ud af, hvad der kan være foregået. Først og fremmest, altså, journalisternes rolle i begivenheden og i skabelsen af den. Denne rolle er også blevet selvkritisk beskrevet af journalisterne selv, som jeg skal komme ind på, og af disse beskrivelser fremgår det, at efter pressekørsler af filmen i Danmark er journalisterne inviteret til Nuuk, hvor de i dagene omkring premieren har haft lejlighed til at deltage i et eller flere pressemøder. Dette har så givet anledning til en første strøm af foromtale af filmen, interviews af instruktøren og de medvirkende, reportager fra Grønland osv., i de respektive aviser. Hele dette materiale har så dannet baggrund for de egentlige anmeldelser i dagene omkring danmarkspremieren.

Og, som sagt, en væsentlig del af den journalistiske skrift kredser om Jakob Grønlykkes intentioner med sit værk - foreningen af de to niveauer, det hverdagslige og det mytiske, det realistiske og det fantastiske, som i Grønland udgør en

-14-

konkret virkelighed.[6] Filmskaberens klart ekspliciterede intentioner er ligeså klart indgået som præmisser for den journalistiske dækning af filmens begivenhed og for anmeldelserne af den.

Aktualiseringen af Grønland i og med den nye film skal, forstår man, gøre op med, eller måske snarere omgå, den gængse tutelariske tilgang til det grønlandske. Herved bliver det muligt at ramme foreningen af hverdag og myte i dens ægte grønlandske form - præcist, konkret og aktuelt: "Set sydfra har Grønland altid været noget, vi synes vi skulle tage på med fløjlshandsker, mener Grønlykke. Der har altid været tabuer, og det er der fortsat.

- Og jeg forstår det ikke, siger han abrupt, og læner sig

-15-

uforstående, nærmest trodsigt tilbage i stolen.

Den måde kan man ganske simpelt ikke nærme sig en kultur på, mener Grønlykke, som selv tog til Grønland med hovedet fuld af ideer om mennesker, der skød sig selv og hinanden. Men det var ikke en voldsfilm, han ville lave, og ideerne blev vendt og drejet med den grønlandske forfatter Hans A. Lynge, som er medforfatter til manuskriptet, og har været med under alle optagelserne. Lynges indsigt har været uvurderlig, og har givet filmen ægthed, mener Grønlykke, som også tilskriver Lynge en stor del af æren for, at Lysets Hjerte har fået fat i nogle helt centrale grønlandske måder at reagere på." (Rune Huvendick Jensen i POLITIKEN 23/1-98).

Filmen fik 4 udaf 5 flag i AKTUELT, 5 udaf 6 stjerner i B.T., 4 udaf 6 stjerner i åRHUS STIFTTIDENDE, 4 udaf 6 hjerter i POLITIKEN, 4 udaf 6 stjerner i EKSTRA BLADET og 3 udaf 6 stjerner i JYLLANDS-POSTEN. Alt i alt, altså, en hæderlig karakter, der på forskellig måde afspejler den fløjlshandske problematik, instruktøren ønsker at ruske op i. Anmeldernes karaktergivning afspejler, tager højde for, filmens debut-karakter: filmen er Grønlykkes første spillefilm og - snart sagt - den første grønlandske spillefilm. Så fløjlshandsken er

-16-

tydeligvis på spil, dvs., den tematiseres og er i brug på forskellige niveauer, eksempelvis i Jakob Kramhøfts anmeldelse i åRHUS STIFTTIDENDE 30/1-98:

"Det dystre billede af en kriseramt kultur i opløsning er det dominerende. Derfor er det også med visse bange anelser, man ser Jacob Grønlykkes spillefilmsdebut "Lysets Hjerte", der foregår i Grønland, og som den første film, er indspillet på grønlandsk med grønlandske skuespillere." Hvad man måske aner her, er en problematisering af opgøret med fløjlshandsken, aktualiseringens egen problematik, kan man sige: filmen lover et nyt højdepunkt i henseende til realisme og aktualitet i grønlandsfremstillingen, men vi ved også, at hurra-råbene dør hen netop i Nyheds- og Aktualitetsafdelingen. Kramhøfts ængstelse vedrører altså i denne udlægning et dilemma, hans vurdering af filmens kunststykke vedrører balancegangen mellem det realistiske og det mytiske, som det er. Og heldigvis, fremgår det af denne anmeldelse, slipper Grønlykke godt fra forsøget, således at Kramhøft ender med at bedømme det som en modig og flot film, en fin debutfilm.

De bange anelser kan betragtes som sammenhørende med den medbragte sympaty, som BERLINGSKE TIDENDEs Ebbe Iversen (30/1-98) tager udgangspunkt i: "Man kan kun se et

-17-

værk som "Lysets Hjerte" med medbragt sympati - og allerede med den konstatering har man afsløret, at man næsten mod sin vilje må have sine forbehold overfor filmen." Og hvad det så er, Iversen har at udsætte på filmen, opsummerer han således i sin konklusion:

"En dårlig film? Nej, en tematisk tiltalende og visuelt attraktiv historie om et væsentligt emne. Men også samtidig en historie så massivt velmenende og så episk spinkel, at man nærmest får dårlig samvittighed, når éns medbragte sympati kolliderer med en voksende utålmodighed. Hvor meget fornemmelse for sne, "Lysets Hjerte" end har, præges den uheldigt af sin bekymring for ikke at blive forstået."

Uanset at den første anmeldelsers lettelse her er udskiftet med voksende utålmodighed, så begynder omridset af en i sandhed ironisk situation her at tegne sig, hvor en film ikke opnår top-karakter, fordi den gør sig skyldig i dét, den ifølge sit ophav skulle gøre op med, nemlig en masse firkantede, forudfattede velmenende forestillinger og dårlige samvittigheder - hvilket anmelderen noterer nærmest med dårlig samvittighed. Filmen gør dét, den netop ville undgå, nemlig nærme sig en kultur med fløjlshandsker på, samtidig med at denne kritik af filmen fremføres med fløjlshandsker på.

-18-

Mest fløjl finder man måske hos Birgitte Grue, der i sin anmeldelse i B.T. (30/1-98) strømmer over i begejstring over Rasmus Lyberths præstation i hovedrollen, mens hun betegner filmen som et stærkt debutarbejde af Jacob Grønlykke: "Nu har han givet grønlænderne deres film." Niels Frid-Nielsen (AKTUELT 26/1-98) er ligeledes begejstret, især for filmens første halvdel, som han betegner som "[..] intet mindre end en filmkunstnerisk perle i al sin tragik og selvdestruktion." Og om Lyberth i spidsen for den grønlandske skuespillertrup hedder det, at de "optræder på det store lærred, så man får fornemmelsen af liv, som det leves af rigtige mennesker i kød, blod og drifters vold." Filmens anden halvdel fascinerer, skriver Frid-Nielsen, med sine smukke naturoptagelser, men bevæger sig dog på kanten af det romantiserende. Men, konkluderer han:

"Det fjerner dog ikke oplevelsen af den væsentligste danske film i lang tid.

Paradoksalt nok fordi den er så gennemført grønlandsk i tone, sprog og stil bliver Lysets Hjerte en film der handler om at leve lige nu i kultursammenstødet."

Hermed er også skemaet for filmens anmeldelse opstillet: Ros til første halvdel, ros til skuespillerne, især Rasmus Lyberth; ris

-19-

til anden halvdel for dens romantisering, dens bastante, politisk korrekte symbolik og/eller den manglende sammenhæng mellem de to halvdele. I alle tilfælde er der nok af det første til at opveje det andet, således at anmelderne må ende med at betegne filmen med adjektiver som væsentlig, vigtig eller nødvendig. Om ikke andet, ifølge filmens måske hårdeste kritiker, Søren Marquardt Frederiksen i KRISTELIGT DAGBLAD 30/1-98, må filmen qua sin grønlandskhed betragtes som en kulturhistorisk milepæl, som må "[..] hilses velkommen som en tiltrængt anledning til at diskutere Grønlands kulturelle identitet."

Anmeldelserne er som sagt del af noget, som jeg her forsøger at se som en begivenhed, der som helhed er Grønland og mødet med landet i en filmisk version og i en journalistisk. I det følgende begrænser jeg analysen til en enkelt artikel, nemlig en artikel af Bo Bjørnvig i WEEKENDAVISEN 30/1-98, ironisk benævnt "En overlevelsesreportage", der selv netop søger at tematisere begivenheden som helhed. Bjørnvig opstiller altså et jounalistisk meta-niveau, nemlig vha. et personligt perspektiv, der indfanger hans egen situation som pressemand mellem alle de andre pressefolk. Han lægger i

-20-

artiklen ud med at fortælle om den grønlandske ruteflyvnings prøvelser, om vanvittig kørsel med snescootere i Nuuk og omegn, om den ikke specielt overvældende tumlen af fulderikker i gaderne, og gengiver en lokal informants forklaring på det: det er langt fra lønningsdag. Han fortæller videre om den i Grønland altid meget nærværende død - sådan har det altid været, men nu især omkring lønningsdag. Og så når han frem til den direkte anledning til sit og de øvrige pressefolks møde med Grønland: Filmen og pressemødet i forbindelse hermed, hvor man hører det sædvanlige om filmoptagelser og deres genvordigheder. Der kommer først liv i panelet, skriver Bjørnvig, da grønlænderne begynder at fortælle qivittoq-historier, historier om fjeldgængere, der jo netop i Grønland har så meget fjeld at gå i. Men, skriver han så i artiklens sidste del:

"Nu har grønlænderne ikke mere Qivittoq til at vejlede sig, de har danskerne. Og danskerne har besluttet sig til at lave en film om, at grønlænderne skal finde deres rødder i slægten og naturen. Det vil de gerne fortælle grønlænderne i en ægte grønlandsk film på grønlandsk med grønlanske skuespillere. For så - når den er lavet - at iscenesætte det store hollywoodske show med verdenspremiere i Nuuk i blitz og

-21-

TV-lamper. For selv om filmen fortæller grønlænderne, at de skal finde deres rødder, skal de sandelig også vide, at de lever tæt på år 2.000."

Altså, med bastant satire - med faren for ikke at blive forstået lurende i baghovedet, kan man sige - piller Bjørnvig begivenheden fra hinanden. Eller, som det er, den falske del af begivenheden, for den har nemlig ifølge Bjørnvig et sandt og autentisk element, som han lokaliserer til en koncert, Rasmus Lyberth holdt i forbindelse med premieren, hans første koncert efter en mangeårig pause som sanger og musiker. Koncerten blev behørigt omtalt også i den øvrige presse, og overalt fremhævet som et at begivenhedens højdepunkter. Og således også hos Bjørnvig:

"Her var der ikke tale om dansk arrangeret grønlandsk kultur med faderlig klap på hovedet. Her optrådte den ægte vare - med kor og hjælpesangere - så man gøs og ikke ville acceptere, at det var slut efter to timer."

Det er bemærkelsesværdigt, at selv i denne autentiske afdeling genfinder man den spaltende struktur, som præger hele begivenheden - som tilsyneladende må præge filmen og alle omstændigheder omkring den. Om det dobbeltsprogede arrangement hedder det således:

-22-

"Hver gang Lyberth talte grønlandsk, steg stemningen med hujen, tilråb og mærkelige uartikulerede lyde, mens atmosfæren nærmest afledede, når han talte dansk."

Men ikke desto mindre er spaltningen her, i oplevelsen af det autentiske, af godartet natur. Den er overvindelig, som man forstår af artiklens afslutning:

"Dét var turen værd. Mere end den stort opsatte premiere på den danske frelser-film, som ikke er dårlig - se anmeldelsen nedenfor - men heller ikke rigtig god. Man mærker hensigt, og det virker som bekendt forstemmende. Lyberth derimod virkede opstemmende."

Og hermed - med udtrykket frelser-film - kan jeg så selv vende hjem til James Clifford og hans artikel om etnografisk allegori. I denne artikel foretager Clifford - med henvisning til Paul De Man og Jacques Derrida - en jævnføring mellem den etnografiske skrift og frelse. Etnografiens traditionelle objekt, det forsvindende naturfolk, er, skriver Clifford, en retorisk konstruktion, der skal legitimere etnografiens repræsentationelle praksis, dens redning af fortabt kultur i tekst. Og selvom frelse-figuren nu - hvor det ikke længere er til at opdrive et skriftløst folk - ikke længere er moderne men nærmere suspekt, så er den ifølge Clifford ikke mulig at komme udenom, fordi den er

-23-

indbygget i det etnografiske sprog og, i det hele taget, overalt hvor man - principielt - beskæftiger sig med at omsætter kulturelle oplevelser eller erfaringer til tekst. Det er tydeligvis en Derrideansk pointe i den kulturelle beskrivelse at ville se dette sammenfald af frelse og fortabthed - a kind of death in life, som Clifford skriver. Og a propos den meget diskuterede tese i Derridas grammatologi om det asymmetriske forhold mellem tale og skrift i den vestlige metafysik, så er det, som Clifford sandsynliggør, i det mindste i etnografi tydeligt, at det talte ord - netop i beskrivelsen - fremstår som autentisk men fortabt, og derfor må suppleres med den mere varige beskrivelse.

Det er denne indbyggede frelse-fortabelse i den kulturelle beskrivelse, som af Clifford også betegnes som en strukturel ironi, og som han skelner fra den ironiske tone - altså en indbygget ironi, som ikke lader sig omgå, som ikke lader sig afsværge vha. en ironisk tone.

Og det er disse overrvejelser over ironien, som for mig at se så udmærket er eksemplificeret i den journalistiske skrift omkring "Lysets Hjerte", ikke mindst Bo Bjørnvigs overlevelsesreportage - Bjørnvig, der lægger afstand til begivenheden, til den forstemmende tendens, til hurlumhejet,

-24-

hvorved han bliver i stand til endnu engang at opdage det autentiske Grønland, det Grønland, som ikke er omfattet af den danske drejebog. Og hvorved, kan man sige, han fanges eller lader sig fange i en endnu mere omfattende drejebog - hvorved han kommer til at frelse en flygtig autenticitet i en fortærsket tekst.

Jeg vil altså foreslå, at man ser den ironiske tone som et symptom på en uomgængelig ironi i selve sagen - i tingene, i teksterne eller i uadskilleligheden af ting og tekst. En ironi, der altså bevirker, at man ikke, som man ellers til enhver tid må foretrække, kan sige hvad man mener, først og fremmest at man mener det godt. Men trods alt kan den resulterende tone også klinge optimistisk, altså som et velment forsøg - mislykket, misforstået, men ikke opgivet - på at gøre op med de fortærskede historier. James Clifford nævner således - med henvisning til Raymond Williams -, at forestillinger om det autentiske, reaktioner på en aktuel følelse af inautenticitet, ikke nødvendigvis må rette sig mod noget skrøbeligt, truet, passerende, men ligeså vel kan rette sig mod fremtidige muligheder, muligheder for en gang at blive frelst eller opdaget efter den gode hensigt. Og mht. til det store tema, Rødderne, så bliver spørgsmålet altså, om der stadig er liv i denne metaforik,

-25-

eller, rettere, om vi kan puste liv i den ved at se os selv som nogle rødder til og i en lovende fremtid.[7]

Go to top


Noter

[1]Teksten er i hovedsagen identisk med manuskriptet til et foredrag holdt på Center for Kulturforsknings konference i Budapest, 22-28 marts 1998.

[2]James Clifford, Routes, Harvard University Press, Cambridge, Mass., 1997.

[3]James Clifford, The Predicament of Culture, Harvard University Press, Cambridge, Mass., 1988.

[4]James Clifford, George E. Marcus (red.), Writing Culture, University of California Press, Berkeley, 1986.

[5]Til forgængere indenfor genren henregner jeg Eskimo (George Schneevoigt 1930), Palos Brudefærd (Friedrich Dalsheim, 1934), Qivitoq (Erik Balling, 1956), Tukuma (Palle Kjærulff-Schmidt, 1984). Alt efter, hvor strengt man tager på det med det danske og det grønlandske, kan man udvide eller måske formindske denne lille gruppe af film, f.eks. indregne en dansk-norsk produktion fra 1938 med titlen Nordhavets Mænd (Lau Lauritzen). Bille Augusts filmatisering af Frøken Smillas Fornemmmelse for Sne (1997) vil jeg i denne sammenhæng betegne som altfor stor og international, hverken dansk eller grønlandsk nok, til at falde indenfor genren.

[6]Til filmens begivenhed må man også henregne de elektroniske mediers behandling af den og herunder Bagom Lyset, ASA Films TV-program om filmen og dens tilblivelse, sendt på begge DR's kanaler, hhv. d. 30. januar og d. 1. februar. I denne udsendelse skæres instruktørens intentioner så at sige ud i pap, idet han - henover et klip fra filmen og derefter med ham selv i billedet i halvtotal med grønlandsk vinterlandskab som baggrund - udtaler: "Den konkrete virkelighed heroppe, finder man efterhånden ud af, har to niveauer. Den har et niveau, som er hverdagen og arbejdet og mangel på arbejde og skænderier og druk og kærlighed og alle de ting, men så er der et andet spor, som vi, med et lidt misbrugt dansk ord, kan kalde det mytiske plan, som er noget iboende, som går tilbage i tiden, men som også er enormt nærværende i de enkelte menneskers dagligdag. Og det er ligesom foreningen af de to spor, de to universer, som er denne her films omdrejningspunkt."

[7]Den tone, jeg lander på, er kan man sige, en tone, som også klinger på soundtracket til Lysets Hjerte, udgivet på CD (Ulo, 1998), især Nukâka Motzfeldts moderniserede, taktfaste trommesange herpå (som også fremføres incidentalt i en af filmens mytiske sekvenser). Denne musik er igen beslægtet med Christian Vuusts og Tobias Sjögrens The Thule Spirit (Virgin Records Denmark, 1997), hvor det eskimoiske forlæg, traditionelle Inughuit sange, blæses op til elektronisk world music-format. The Thule Spirit har, synes det, på det nærmeste opnået status som obligatorisk underlægningsmusik i nye danske eller nordiske TV-produktioner eller radioudsendelser med grønlandsk eller arktisk emne. Og efter min mening eksemplificerer den da også, ligesom Motzfeldts musik, de Clifford-inspirerede omskrivninger af folks oprindelighed, altså, omskrivninger eller æstetiseringer, som man - i lyset af overvejelser som de ovenanførte - kan forsvare at synes om i stedet for at blive forstemt.

Go to top