Topmenu Calendar Archive Links Faculty and staff Publications Research projects Sitemap Main page

Artiklens URL: www.hum.au.dk/ckulturf/pages/publications/hh/snyde.htm
This is the electronic version of Hans Hauge: "Kan man snyde i humanistisk videnskab og i så fald hvorledes?". Working Paper no. 75-98, Centre for Cultural Resarch, University of Aarhus.

The pagination of the printed edition is shown with red numbers (number at the start of every page).

ISBN: 87-7725-240-3

Published electronically: May 10, 1999

© Hans Hauge 1999. All rights reserved. This text may be copied freely and distributed either electronically or in printed form under the following conditions. You may not copy or distribute it in any other fashion without express written permission from me. Otherwise I encourage you to share this work widely and to link freely to it. 

Conditions

You keep this copyright notice and list of conditions with any copy you make of the text. 

You keep the preface and all chapters intact. 

You do not charge money for the text or for access to reading or copying it. 

That is, you may not include it in any collection, compendium, database, ftp site, CD ROM, etc. which requires payment or any world wide web site which requires payment or registration.You may not charge money for shipping the text or distributing it. If you give it away, these conditions must be intact.

For permission to copy or distribute in any other fashion, contact cfk@au.dk

Hans Hauge

Kan man snyde i humanistisk videnskab og i så fald hvorledes?

Billedet kan ikke længere afbilde det virkelige, fordi det er det virkelige.

Jean Baudrillard, Den fuldkomne forbrydelse,1993

Acting […] has all the attraction of forgery. We all love a forger. It is a very human and quite instinctive sentiment. We all adore trickery and forgery.

Fernando Pessoa, "The Art of Representation"

1. Gåden og opskriften

Titlens første del lyder som en gåde og dens anden del som en opskrift. Skal der svares på det andet spørgsmål, altså skal der gives opskrifter, burde det nok foregå hemmeligt og ikke, som her, offentligt. Og hvis jeg er den rette person til at give dem, er jeg ikke den rette person til at skrive dette. Der er tale om et double bind. Hvis jeg giver denne særlige form for skrift - op-skriften - som synes netop at være en skrift nogen giver, da burde jeg standse her og nu. For hvis jeg virkelig videregav opskriften, da var jeg en snyder og ville sikkert stå til fyring. Men jeg trøster mig med, at alle allerede kender opskriften og blot vil erindres om den.

Hvad spørgsmålet angår, det første, da er der efter alt at dømme ikke tale om et retorisk, men om et grammatisk spørgsmål. Det kræver, at der svares enten ja eller nej. Men hvem skal; hvem vil, hvem kan, og hvem tør svare? Jeg kunne spørge læseren; overlade svaret til ham eller hende. Fralægge mig ansvaret. Jeg kunne altså spørge dig: Snyder du? I humanistisk forskning. Gør du? Hvem gør? Som man kan se, kunne eller kan denne diskurs meget let slå om og blive uakademisk og anklagende; næsten som en moralprædiken. Den faderlige stemme kan anes. Har du snydt? Bekend. Man kunne også gøre spørgsmålet lidt mere abstrakt: Snyder de i humanistisk videnskab som sådan; dem alle sammen? Er det ikke rigtig videnskab, de bedriver? Sådan kunne der spørges, men ikke af en, der selv driver humanistisk videnskab, kun af en anden. Dermed kan jeg ikke stille det spørgsmål, hvis det er sikkert, at jeg driver humanistisk videnskab, uden at spille rollen som fx naturvidenskabsmand, altså uden

-2-

at lade som om jeg var en anden. Det ville være snyd. Spørgsmålet appellerer også til den dårlige humanistiske samvittighed. Vi nærer alle, eller kun nogle, eller skulle jeg sige, de eller I nærer alle, eller de fleste, en frygt for at blive afsløret; for ikke at være videnskabelige nok; på samme måde som den kristne kan være i tvivl om udvælgelsen - er jeg frelst? - eller den moderne digter, der hele tiden spørger: Er jeg digter? Hvornår ved den enkelte, og ved så sikkert, at han eller hun kan sige til sig selv: Dette er videnskab. Dette er ikke? Historikeren frygter, at han fortæller historier og ikke driver videnskab. At afsløre en historiker er at påvise, at han fortæller. Narrativitet synes at være et symptom på, at der er snyd på færde. Og metaforer er ikke kun tegn, men sygdomstegn. Sproget kan af og til selv afsløre. Måske er det derfor humanister er på jagt efter retoriske figurer hos ikke-humanister.

Det personlige spørgsmål, ‘snyder du’, rettet til hin enkelte, var; det lover jeg, et retorisk spørgsmål. Det var ikke et rigtig spørgsmål, kun et som-om spørgsmål; en form for snyde-spørgsmål, der jo ikke kræver svar. Derfor sidder jeg med spørgsmålet endnu og igen og må svare, men ikke nu. Jeg udskyder det uafvendelige svar; det svar, som I allerede har gættet, gætter jeg på. I ved, hvad jeg vil svare, og derfor venter jeg med at svare for i stedet at udsætte svaret, fordi vi alle kender det, skønt vi måske ikke vil udtale det, fordi nogen kunne høre det, nemlig de andre, dem der stiller spørgsmålet: Snyder de i humanistisk forskning?

2. Eksamensspørgsmålet

Gåden tilhører, hvad André Jolles i sin tid kaldte einfache Formen. Når denne form udvikler sig, bliver gåden eller spørgsmålet til eksamens-spørgsmålet. ‘Hvad er poesi?’’’Hvad er metafysik?’; ‘Kan psykoanalyse appliceres på litterære tekster?’ eller endog ‘Kan humaniora være videnskab?’ Den slags er filosofiske spørgsmål, men jo også eksamensspørgsmål, og hvem kan dybest set skelne mellem filosofiske spørgsmål, Jeopardyspørgsmål og eksamensspørgsmål? Kun ved eksamen stiller man epistemologiske spørgsmål. Eksamensspørgsmål er ikke ægte spørgsmål. Spørgeren kender allerede svaret; derfor fornemmer alle, at eksamen er urealistisk; kunstig. Nogle forsøger derfor at gøre eksamen realistisk og eliminere skuespillet, men det lykkes aldrig, og det ville være afslutningen på filosofiske spørgsmål.

-3-

‘Hvilket spørgsmål fik du?’ spørger vi efter eksamen; hvor vi spørger efter et spørgsmål og ikke efter et svar. Vi vil vide, hvilke spørgsmål, der er ‘gået’, som vi siger. Derefter kan vi nemlig indrette os på, at der nu er færre spørgsmål. Vi behøver derfor ikke længere bekymre os for at komme op i et spørgsmål, der er gået, og som vi ikke fik os forberedt i. Vi gik nemlig til eksamen uden at have læst det hele. Det er ikke rigtig snyd, men det ligner. Fx bliver det ikke altid opdaget. Eller læreren vil sige: ‘De eneste I snyder, er jer selv, ikke mig, jeg er ligeglad med, om I har læst det hele’. Det er derfor, vi kan sige: ‘Jeg var uheldig, for jeg kom op i noget, jeg ikke havde læst’. Eller: ‘Jeg var heldig og kom op i noget, som jeg havde forberedt mig godt på.’ Og det er egentlig lidt snyd. Man kan således forsøge i det mindste at omgå eksamenssystemet eller at slippe igennem uden at blive opdaget. Vi snyder alle lidt til eller efter eksamen. ‘Fik jeg ti - jeg troede jeg ville dumpe,’ sagde hun glad. Vi ved godt, at hun vidste, hun ikke ville dumpe. Vi ved alle, at eksamen er utænkelig uden muligheden for snyd. Snyd er eksamens mulighedsbetingelse. Eksamen, prøven, testen, opgaven er de områder, hvor vi i uddannelsessystemet kommer tættest på det juridiske eller loven. Eksamen er på en eller anden måde statens område inde på universitetets; det er der magten kommer til syne som abstrakt og formalistisk og uden interesse for indholdet. Bestemmelserne skal overholdes. Det er dens interesse.

Vi kan måske godt snyde i undervisningstimen, ved seminaret, ved forberedelsen, til konferencen, i artiklen, i bogen, på papiret, altså på universitetet, men det er et felt, der er uden for loven, og det er uklart, hvem man snyder. Det er vel kun en selv, og man kan da overveje, hvorfor man vil snyde sig selv. Kun når eksamen er i gang, da gælder det for alvor, og da får det konsekvenser. Her lyder budet: Du må ikke snyde. Snyder vi, da fører det til udelukkelse. Nu kunne man indvende mod min beskrivelse af eksamen, at det er en forældet form for eksamen, jeg henviser til. Det kan have sin rigtighed. Men bedømmelsen af afhandlinger hører også med. Det gør den kontrol, der finder sted, eller kan finde sted, inden en artikel publiceres i et tidsskrift også. De såkaldte refereed tidsskrifter; og referee er det ord, der bruges om en person, der skal dømme for snyd i fodbold. Hvad den egentlige eksamen angår, har vi jo for længst efterhånden indrettet eksamen sådan, at det er blevet næsten umuligt at snyde. Om det er en kriminalpræventiv foranstaltning eller ej, ved jeg ikke. Sagen er,

-4-

at vi har forsøgt, som jeg sagde, at lave eksamen realistisk; dvs gøre den til en afspejling eller en imitation af noget udenfor. Tidligere var mange eksaminer omgivet af forbud mod at medbringe bestemte bøger. Der var, og er mange steder endnu, vagter og kontrollanter. Hvor i samfundet finder vi egentlig lignende situationer med folk, der ligner bogvagter; jo i lufthavnen eller i tolden finder vi noget, der minder om det.

Uddannelser er steder for bogen; institutioner der befolkes af bogmennesker, bogorme, altså hvor bøger er som våben. Kun på dette bog-sted er der visse steder forbud mod at medbringe bøger. Ved eksamen, og kun ved eksamen, er fx ordbogen, der jo er nationalsprogets politi, lige så farlig som et våben på lufthavnen; den er så farlig som sataniske vers, eller som om den var pornografisk. Hvor andre steder i verden end ved indgangen til den hal, hvor eksamen skal foregå, kan man finde mennesker tømme deres tasker for ordbøger eller grammatikker? Hvor ellers kontrolleres bøger for snydesedler? Dette rum er det omvendte af en boghandel, hvor man ikke må tage bøger med ud, med mindre man har betalt; her må man ikke tage bøger med ind. Eksamen er et fiktivt rum, hvor vi lader som om vi levede i middelalderen, hvor bøger ikke fandtes. Hvordan eksamenssystemet vil reagere på internettet er ikke til at vide; her åbnes muligvis uanede muligheder for snyd.

Men alle forholdsreglerne findes, fordi der kan snydes til eksamen. Som sagt forsøger vi at minimere muligheden for snyd ved eksamen. Mange steder tillader man nu, at ordbøger eller hjælpemidler medtages. Lidt gammeldags universitetsfolk mener nok, at det er lidt snyd. Jeg havde engang nogle studerende oppe til en mundtlig eksamen. Man går jo op til eksamen; fordi man kan falde, dumpe ned. De måtte have deres bøger med ind, men der var nogle af dem, der ikke åbnede deres bøger. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor de, når der var noget, de ikke kunne huske, ikke blot slog op i bogen. Jeg sagde det til en af dem: ‘Se dog efter i din bog’, men han gjorde det ikke. Bagefter spurgte jeg ham hvorfor. Han meddelte mig, at de ville gøre et dårligt indtryk på mig og censor. Det forstod jeg ikke, men fandt da ud af, at han som hovedfag havde matematik, medens han nu var ved at tage bifag i engelsk. Og i naturvidenskab, fortalte han, ville det blive opfattet som snyd at se i bogen. Det er snyd at se i bogen. Lad os ikke glemme denne lille episode fra en eksamen og heller ikke

-5-

udtrykket: Det er snyd at se i en bog. Bogen er jo et nyt hjælpemiddel fra renæssancen og reformationen; vi skal aldrig glemme at universitetet er en middelalderlig institution.

Hvis vi visse steder har indrettet eksamenssystemet sådan, at det i stigende grad ikke kan lade sig gøre at snyde til eksamen, betyder det så, at vi har skabt, skal vi sige på humaniora, et snydefrit eksamensområde? På en sådan måde at det er lettere at snyde inden for de andre videnskaber? Er det forskellen mellem de to kulturer?

3. Snyd

Er der da ikke andre områder end eksamen, hvor man kan snyde, og hvor der snydes? Lad mig udvide og supplere begrebet ‘snyd’ en smule og inddrage andre beslægtede fænomener og ord: at lyve, at bluffe, at lade som om, at fuppe, at forfalske, at skjule, at bedrage, at fabrikere, at fingere, at fake, at forføre, at spille skuespil, at digte, at opfinde, at efterligne, at konstruere. Overgangen mellem disse er glidende; vi begynder i snyd og løgn, men inden vi har bemærket det, er vi inde på et andet område, som på en måde er bekendt og knapt så farligt. Ja, mange af begreberne dækker over ting eller fænomener, som er objekter for humanistisk videnskab og måske endda for andre videnskaber. Det er ord, der bruges både om litteratur og i forbrydernes verden. Vi synes altid under mistanke i humaniora, fordi vi er tvunget til at dele vokabular med tyve, røvere og falskmøntnere. I al fald er det sådan, at litteratur og kunst som sådan kan beskrives med disse ord, skønt den ikke behøver det, og skønt der findes andre måder, som ikke gør brug af netop disse ord. For Georg Brandes var digtning ikke fiktion, men sandhed. George Orwell mente, at alle andre diskurser end romanen forfalskede virkeligheden; men Orwell, der hed Eric Blair forfalskede sit eget liv. Han fiktionaliserede, når han skrev øjenvidneberetninger.

I de tilfælde hvor kunst i bredeste forstand er objektet for en videnskab; kald den humanistisk, da har vi at gøre med en videnskab, hvis objekt er, eller som taler og skriver om noget, der er en slags forfalskning, imitation, løgn, fabrikation, redigering, skuespil, fiktion osv. Det er naturligvis på den ene side det, som vi positivt kan sige er videnskaben om det mulige og ikke det virkelige, og dermed, for at tale med vores beskikkede forsvarsadvokat Aristoteles, om det universelle. Vi kan forsvare os med, at løgnen, phantasia, kan være om-

-6-

vejen til sandheden. På den anden side er der også tale om en videnskab om billeder, om det uvirkelige, om afspejlinger i vand, om ikoner og tegn, for at tale med statsanklageren Platon. Og faren ved imitationer, hvis vi skal følge ham, lå jo i høj grad deri, at vi, læsere og tilskuere, selv begyndte at imitere imitationerne. Alle der studerer og taler fremmede sprog imiterer jo. En franskstuderende spiller jo franskmand og spiller derfor altid skuespil. Vi kunne derfor befrygte, at al den beskæftigen sig med imitationer, fiktioner og løgne, digte og myter, kunne smitte af på videnskabeligheden. Humanistisk videnskab, eller en del af den, kunne defineres som sandhed om løgn. Wahrheit über Lüge. Og måske smitter løgnen.

Hermed har jeg åbnet debatten; sat den i gang. Men har endnu ikke svaret på spørgsmålet. Er heller ikke endnu kommet med opskriften. Og jeg gør det heller - ikke endnu. Jeg bliver ved med at udsætte det korte svar, som vi alle kender. Jeg svarer ikke, fordi alle kan svare. Jeg er ikke kommet med svaret; jeg er ikke en kurer, en Hermes, en budbringer. Men er det så opskriften, jeg har har med. Vil jeg komme med en opskrift?

For hvis nu man kunne snyde i humanistisk videnskab, da ville jeg anklage mig selv her og nu. Je m’accuse. Jeg ville på stedet miste al autoritet til at tale om emnet: Kan man snyde i humanistisk videnskab? For mistanken ville være til stede for, og nogen kunne mene, at selve dette foredrag er et eksempel på det, som det omtaler. Det kunne være, at jeg lige nu ikke blot taler om, hvorvidt man kan snyde i humanistisk videnskab, men at jeg faktisk gør det nu og her. Jeg praktiserer på en måde. Er under anklage og i fare for afsløring. Jeg lader nemlig - eller måske - som om, jeg ved noget om snyd og kan svare med autoritetet og med udgangspunkt og basis i humanistisk videnskab om spørgsmålet ‘Kan man snyde i humanistisk videnskab?’ Hører dette emne selv med til potentielle emner i en humanistisk videnskab? Er jeg ekspert på området og i så fald hvordan? En måde ville være, at jeg kunne fortælle historier om, hvordan der er blevet snydt i humanistisk videnskab. Jeg kunne angribe emnet historisk. Men på det område er jeg ikke ekspert. Jeg har ikke studeret det emne. Jeg indrømmer. Skønt det vel, når det kommer til stykket, er et godt forskningsområde? Man kunne forestille sig det som et forskningsprojekt, der dog nok ikke kan være humanistisk, vel snarere videnssociologisk. Vi kunne forestille os konferencer om emnet, endda

-7-

et nyhedsbrev. Nyhedsbrevet kunne fx indeholde rapporter om nye eksempler på snyd i humanistisk forskning samt analyser af tidligere eksempler. Men det er ren fantasi. Jeg snyder ikke, når jeg siger, at dette ikke er mit område; skønt, det må jeg bekende, at der er folk, der har ment det. Den eneste måde hvorpå man kan være ekspert på området - dette det eneste af alle forskningsområder - er ved ikke at være det. Ved ikke at tale ud af egen erfaring. Denne ekspertise må være uempirisk. Det vil sige på samme måde som politimanden, der ved alt om snyderi og bedrageri, men som ikke selv må være impliceret eller engageret, selvom vi da ved fra amerikanske politifilm, at politiet, som Platon advarede imod, selv kommer til at imitere forbryderne. Min autoritet er - men er den nu også? - at jeg kan tale om snyd i humanistisk videnskab, fordi jeg aldrig har snydt og ikke ved noget om det. Det er en ganske mærkelig form for kompetence. Jeg kender ikke til det, derfor kan jeg tale derom. En ting kan jeg sige. Jeg kommer ikke med nogen direkte bekendelse. Jeg er ikke under anklage - endnu. Hvem skulle jeg også bekende til? Hvem tør kaste den første sten? Hvordan kan en blind lede en blind? Jeg vil ikke sige: ‘Jeg snyder ikke’ og heller ikke ‘jeg snyder’. Jeg ved ikke, hvad slags talehandling det ville være, og hvem der er den rette person til at udføre den. Men den ville næppe være performativ. Man snyder ikke ved at sige: Hermed snyder jeg. Den kan kun være perlocutionary. Hvad kan man da kalde det, som jeg gør nu? Jeg ville kalde det snyderiets fænomenologi. Fænomenologi afslører intet; den er en overfladens filosofi. At nogen anser fænomenologi for snyd er til at leve med. Dybest set kan en fænomenologi vel ikke skelne mellem snyd og ikke-snyd.

Jeg kan også fortælle en lille historie, der fungerer som en undskyldning for, hvorfor jeg i det hele taget har taget fat på emnet. Den handler om det med snyd beslægtede fænomen bluff. Sådan som vi gør i poker: hvor det er tilladt og en del af spillet. Jeg kom i tanke om, at der i de marxistiske dage fandtes en bog, der hed noget i retning af Angst og bluff på universitetet af Wolf Wagner. Jeg har ikke læst bogen. Dernæst erindrede jeg en morsom historie, der er fortalt om en Johannes Sløk. Der kom en student op til ham, da han var professor i idehistorie ved Ârhus Universitet. Studenten skulle skrive speciale, men han syntes ikke rigtig han vidste noget eller havde læst nok. Sløk svarede ham: Bluff. Studenten blev så forbavset, at han opgav

-8-

studierne. Han mistede alle illusioner. I dag er han leder af amtets busdrift. Det var, fordi jeg fortalte denne historie til en ven i Norge, at jeg blev bedt om at holde dette her som foredrag i Oslo for ph.d.studerende. Mon historien om Sløk og studenten er sand? Samme Sløk citerede ved sin afskedsforlæsning Hitchcocks råd til, hvordan man skulle spille skuespil naturligt: Fake it. Det havde Sløk altid gjort - eller havde han? Måske skjuler man noget, når man afslører, at man bluffer. Bluffet kan være et bluff. Det kunne være sokratisk; jeg ved, at jeg ikke ved noget. Man kan skjule ved at vise, som Nietzsche sagde. Vi har at gøre med en vis ubestemmelighed.

Jeg nævner endnu et eksempel fra min egen hverdag. Jeg må dog lave det lidt om; det er nødvendigt af flere grunde her at snyde eller fiktionalisere lidt. Jeg skulle sammen med en kollega hjælpe en studerende med at udfærdige en ansøgning om et ph.d. stipendium. Hun, og det er vistnok af betydning at der er tale om en kvinde, lavede en ikke særlig god projektbeskrivelse, om et emne, der bl.a. omhandler etik. Vi vidste, at hun var en begavet studerende og forslog hende, for at gøre ansøgningen bedre, at hun nævnte en lang række navne på etikere - bl.a Levinas; Theunissen, Tugendhat, Williams osv. Hun blev helt ude af den, for hun havde dels ikke hørt om en række af de navne, som vi nævnte, og dels havde hun ikke læst dem, hvis navne hun kendte. Så sagde vi to lidt mere erfarne spontant: Det sker der ikke noget ved - cosí fan tutti. Her er da et etisk dilemma.

Det er mit første eksempel: At nævne navne; namedropping. Navnets funktion i den humanistiske videnskab.

4. Navnet

Er det sådan, at vi giver unge studerende opskrifter på, hvordan et humanistsk videnskabeligt projekt bør indledes? Nævn navne på personer, hvis bøger du ikke har læst. Er det snyd? Må man. Gør du det?

Jeg blev engang kritiseret for i forbindelse med en artikel om historie og historiografi at nævne Michelet, den franske historiker. Der kom nogle angreb fra historikere: De sagde. 1) Man kan ikke udtale sig om historie, hvis man ikke selv har bedrevet historisk forskning. 2) Man må ikke nævne Michelet uden at have læst ham. Han (alså undertegnede) nævner Michelet uden at have læst ham. Den nævnte artikel af mig handlede om den amerikanske historiker Hayden Whites bog Metahistory. Den fortæller, at historikere fortæller histo-

-9-

rier. Nu viste det sig, at den person, der angreb mig ikke selv havde læst Whites bog. Sandheden er, det må jeg medgive, at jeg ikke havde læst Michelet, men alene en artikel af Roland Barthes om ham, samt hvad White skrev i Metahistory. Var det snyd? Hvor er grænsen? Hvad tillader, at man nævner navne i en afhandling? Skal man have læst noget af alle navnene og i så fald hvor meget? Er et digt eller en side nok? Jeg nævner undertiden Pindar, men jeg tror aldrig, jeg har læst et digt af ham - i al fald ikke på græsk. Og hvad vil det sige, at have læst et digt? Læst igennem? Analyseret? Lært udenad? Der er en indbygget relativitet i det her; som brugen af navne kan hjælpe os til at få frem i lyset. Navne er som varer, der skal fortoldes. Vi kan have for mange navne med i en tekst. Det skaber mistanke. Derfor gør man ofte det, at den skriftlige fremstilling ikke er nok. Det er lettere at snyde på skrift end mundtligt. Det er grunden til det mundtlige forsvar, for det er netop et forsvar, en eksamination, en undersøgelse. Man skal forsvare brugen af navne: man skal kunne stå inde for dem. For anklageren, tolderen, eller opponenten går efter navne og tjekker, hvor meget den skrivende kender til dem. Kan man, for at være sikker, helt undlade at nævne navne i en given tekst? Findes der eksempler? Der gør det næppe i humanistisk videnskab. Det følgende synes at være tilfældet: Hvis der ingen navne er, da er der noget mistænkeligt, og det samme gælder, hvis der er for mange. Jeg vil mene, at visse former for filosofiske tekster kan karakteriseres ved at nævne få navne, og her må jeg vove at nævne navne på dem, der ikke nævner navne eller meget få, og som derudover næsten ikke citerer, for citatet, citat-praksis, citatfunktionen vil blive mit næste eksempel eller emne. Her er navnene på dem, der næsten ikke nævner navne og næsten ikke citerer: Kant, Hegel, Husserl. Der er blot ikke tale om humanistisk videnskab i moderne forstand. Endelig kunne man nævne en tekst, hvor det ved lov er forbudt at nævne nulevende navne: Prædikenen. Der er der imidlertid intet forbud mod at stjæle en andens prædiken; heller ikke forbud mod efterligninger; heller ikke er der regler for brug af citater.

Jeg skal først afslutte diskussionen om navns nævnelse. Det sikreste er at nævne nogle, men ikke for mange. Her er jeg ved at give en opskrift eller et råd. De fleste af os, vil jeg mene, har nævnt navne på personer, som vi ikke har læst. For der kan jo ikke opstilles regler her. Hvor meget skal man have læst af en bestemt person, før man kan og

-10-

må bruge hans navn? En side, ti sider, en bog - osv? Der er også andet, der spiller ind. Jo mere nybegynder i faget man er, jo færre navne bør man bruge. Man begynder med at nævne få navne, og bliver man meget berømt og kendt, da behøver man heller ikke. Nybegynderen ved faktisk ikke hvor grænsen går, og det er det, hun lærer ved at skrive opgaver.

Jeg har allerede nævnt en del navne - seksten. De fleste er forholdsvis kendte, og det vil sige, at jeg kan nævne dem, fordi de er navne, vi deler kendskabet til. At nævne dem stifter fællesskab. Kender man dem ikke, er man udenfor. De er en slags fællesnavne. Nogle er eksempler - for eksempel på forfattere til værker om etik - andre er kultnavne - Shakespeare, Platon - en kan jeg nævne, fordi jeg kender ham osv. Kultnavne kan man nævne uden at have læst dem. Der kan altså være forskellige begrundelser for forskellige navne. Hvis jeg begyndte at nævne, i denne sammenhæng, ukendte navne, fx på matematikere, da ville det vække en vis mistanke. Måske kunne man sige, at vi enten bruger navne som ikoner, dvs. uden et andet, a second, eller også bruger vi dem som indekser, dvs. som havende en eksistentiel forbindelse til noget andet. Men det er ikke til at vide, om de er det ene eller det andet. Vi kan alle komme ud for, at nogen læser et ikon som et indeks og spørger: Kender du noget til X? Men det er ikke alle, vi tør spørge. For der er også tale om et magtforhold; et hierarki samt tillid. Jeg ville aldrig drømme om, at fx Gadamer snød; men jeg ved, at Althusser vist nok næsten ikke havde læst noget af Hegel eller Marx - hvem har nu det?

5. Citatet

Dernæst citatet. Der citeres i humanistisk videnskab, ofte meget, sjældent lidt. Jeg vil gøre opmærksom på, at jeg endnu ikke har citeret nogen eller noget; jeg har kun nævnt lidt over tyve navne, hvoraf de fleste var kendte. Eller har jeg, uden at vide det, citeret? Har der mon været skjulte citater? Jeg har i al fald ikke sagt, at jeg citerer.

At citere det er noget, vi skal lære. Man citerer og henviser til andre for ikke at snyde. Det er for at undgå uredelighed. Der var ikke en lov, der påbød os at nævne navne eller at lade være, men den første lov, vi lærer, er: Citer. Du skal citere. Du skal angive kilden, siden, bogen, årstallet osv. Ikke altid og ikke alle. Når vi skriver vore første opgaver, da ved vi ikke rigtigt, hvordan vi skal forholde os til

-11-

kilderne. Vi kan jo, i stedet for at citere, genfortælle, parafrasere, gengive, referere; men også her gælder det, at vi skal sige, hvem vi refererer til. Jeg vil tro, at det især er et problem i historieskrivningen. Hvis vi tager en tilfældig historisk fremstilling, da vil vi finde, at der næsten aldrig citeres. Der fremstilles et forløb, hvor der handles, og hvor der sker noget, men hvor der er få kildeangivelser, hvilket egentlig er et paradoks, fordi historie er baseret på kilder og på dem alene. Enhver, der har skullet skrive en såkaldt historisk indledning, kender til problemet. Er al historieskrivning en genfortælling af en anden historisk fremstilling?

Hvad er et citat?

Et citat dækker over et hul i ens egen tekst. Man indsætter et stykke fremmed tekst fra en andens tekst, som man dels gør til sin egen tekst og dels lader være en andens tekst i ens egen. Man må helst ikke citere sig selv.

Citatet er et fremmedlegeme, der kan afvises af moderteksten.Vi kan sige, at citatet er en lap, et plaster på såret, et stykke klæde, en transplantation, noget der dækker et hul. Citatet indsættes, når vi er gået i stå i teksten. Citatet er derfor dels omgivet af mistænksomhed (det dækker over noget - et hul) og dels af ligegyldighed (det dækker kun over noget - han gik i stå). Det er altafgørende, og det skal overses. Det skal være der; det skal være usynligt. Lad mig tage ligegyldigheden først. Der er ingen, næsten ingen, der læser citater. De springes næsten altid over. De er et sted i teksten, hvor man kan snyde som læser, især når man ved, hvorfor der citeres. Vi ved godt, at i mange tilfælde er der tale om en ren formel, stilistisk manøvre. Det er et retorisk middel, der signalerer: Her er tale om forskning. I formidling af forskning, altså i populære fremstillinger, behøver man ikke citere eller ikke angive, hvor citatet stammer fra. Vi må ikke diskutere andre uden at citere dem. Det er ofte derfor et navn ikke er nok, der skal et citat til, men her gælder det som ved navne. Man behøver ikke at have læst hele bogen for at citere fra den. Der er folk, der har en række citater liggende på computeren, som de bruger i forskellige sammenhænge. I megen fiktionslitteratur må man ikke citere, ja, man kan ikke, skønt det sker, men så kaldes det allusioner eller ekkoer eller indflydelse, og de har ikke forfatterangivelser. Det er helt i orden med skjulte citater i digte, og de kan få det fine ord intertekstualitet hæftet på sig. Det er ikke tilladt i humanistisk videnskab.

-12-

Der er intertekstualitet forbudt eller snyd. Man må heller ikke citere sig selv. Det kan ske, men det er ikke velset. Derimod begærer alle at blive citeret, hvilket er bedre end selv at citere. Igen er der undtagelser. Digtere må gerne citere sig selv: Det hedder oplæsning. Forskere, derimod, må ikke læse op af noget, de allerede har fået trykt. Derfor dør en tekst, når den udgives. "Jeg kan ikke citere den sætning her."[1]

Citatet må ikke være for langt; og der må ikke være for mange. Der må heller ikke ikke være nogen. Er citatet for langt, er der tale om en mild form for snyderi. Vi begynder at få mistanke; fordi hullet i teksten er for stort. Og når vi bliver mistænksomme, er det, fordi vi tager et nyt begreb i anvendelse: Originalitet eller det man selv skriver. Der skal citater til, for ellers kan deres fravær også skabe mistænksomhed. Da begynder man at tvivle på, om den skrivende nu også er så original. Vi er her ved et klassisk æstetisk problem: Konflikten mellem imitation og originalitet. Begge dele er begreber, der ikke kan tænkes uden at medtænke muligheden for fake, snyd, svindel, skjulen osv. Vi skal i forskningen være originale, men ikke for meget, for så er det snyd. Vi mistænker originaliteten for i virkeligheden at dække over imitation. Er imitation da mere ærlig? Nej. At imitere, efterligne, mime, mimesis - det er heller ikke tilladt. Det er jo at stjæle en andens tekst. Man garderer sig mod anklagen for ren mimesis ved at citere. Citatet er ikke en efterligning, men en original. Man kopierer ikke, når man citerer. Referatet er en tilladt form for imitation, blot man meddeler, hvem man refererer - altså nævner et navn. Også her kan man snyde, for der findes jo altid allerede referater. Hvad skulle litterater uden de mange udmærkede referatbind?

Citatet er der også, sådan næsten jantelovsagtigt, for ikke at folk skal få mistanke til ens krav på originalitet. Du skal lave huller i din tekst. Når Per Aage Brandt forelæser og skriver angiver han tit ikke kilder. Hvis han har udtalt noget, da hjælper det ikke bagefter at spørge ham: Says who? Hvor har du det fra? Han har det ikke fra nogen. Han citerer dermed sig selv. Der er sikkert to slags humanistiske forskere. Dem der skriver om andre. De skal citere. Og dem der skriver. De skal ikke. Dem kan vi andre citere. Derrida citerer meget; Heidegger lidt. Derrida citerer meget Heidegger.

-13-

Vi kan ikke citere hele tiden, og vi er tvunget til at tage citatet ud af en kontekst og sætte den ind i vor egen. Når vi nu ved, at konteksten bestemmer meningen, da ændrer vi meningen med citatet. når vi citerer. Derfor er vi ikke kun ligegyldige over for citater, vi er også meget på vagt, for vi ved, at det er her omkring hullet i teksten, at der er muligheder for snyd eller uredelighed. Der er utallige eksempler på fejlcitater. Citatet er taget ud af konteksten, siger vi, hvilket er en selvmodsigelse. Hvis vi ikke havde taget det ud, kunne det jo ikke nu sidde midt i vor egen tekst. Vi kunne have taget det med, der står lige oven over. Vi kender det. Men vi må ikke tage for meget, for så er der intet tilbage i den tekst, vi transplanterede fra.

Lad mig tage et eksempel på snyd. Jürgen Habermas. I bogen Der philosophische Diskurs der Moderne, der indeholder en kritik af Derrida og dekonstruktionen, lykkes det den kommunikative filosofis opfinder at skrive meget om Derrida uden at citere fra et eneste af hans værker. Den ville ganske enkelt ikke have gået, hvis der havde været tale om et akademisk værk indleveret til bedømmelse. Derrida beklagede sig da også over det i en svar-artikel. Da John Searle engang angreb Derrida for at have misforstået J.L.Austin, sagde Searle bl.a., at Derrida citerede ud af kontekst og de forkerte ting. Da Derrida svarede Searle gjorde han det, at han citerede hele Searles tekst. Dermed kunne Searle jo ikke anklage ham for kun at citere noget af hans tekst. Derrida fik dog her et copy-right-problem, fordi han gengav hele teksten, for da er der ikke tale om et citat. Det længste citat, man kan lave, er en hel tekst minus et ord. Denne diskussion kommer til at minde om Borges. Derrida der citerer alt. Habermas der ikke citerer. Endvidere sagde Derrida om alt, hvad Searle havde skrevet, at det lød bekendt, som om det var citater - det hele. Vi kan nemlig også citere citater. Det er tilladt i meget begrænset omfang. Hvis vi gør, da skal vi sige: X her citeret efter Y. Men vi kan også lade være, og blot angive, hvor Y har taget citatet fra og så kopiere Ys noter. Hvordan kan det hele være citat? Jo, ideen er Roland Barthes’, for hvem en tekst ikke er andet end en collage af citater fra andre tekster. Derfor er det vel umuligt at citere Roland Barthes. Ved vi, hvornår vi citerer og ikke citerer? Hvis jeg skriver: ‘Lad mig citere, hvad X siger’ er selve denne sætning da ikke et citat; vi kunne kalde det et ubestemt eller uspecificeret, uspecificerbart citat. Det kaldes vel en topos. Dengang Politiken udsendte Ritt Bjerregaards dagbog blev de

-14-

anklaget. Men jeg foreslog dengang, at hvis de blot udelod et eneste ord fra originalteksten, da var der tale om et citat.

6. Noten

Citatet skal have en note vedføjet. Den akademiske afhandling skal have bibliografi. Citat, note, bibliografi hænger sammen. Disse tre er afhandlingens ydre stiltræk. Bibliografier er, især i humanistiske afhandlinger, ofte meget omfattende og omfatter ofte flere bøger, end man har læst. Det er forbudt ikke at nævne bøger, man har læst og brugt. Det er tilladt at nævne bøger, man ikke har læst og ikke har brugt. De mest kendte eksempler på snyd er der, hvor en forfatter skriver af efter en anden uden at angive kilde. Det er tyveri. Igen finder vi denne mærkelige nærhed mellem det akademiske og det kriminelle. Når det sker, og der har lige været to sager i Danmark. Det ene tilfælde blev opdaget af Niels Ole Finnemann, der dermed optræder som opdager, detektiv. Et andet tilfælde stammer fra Odense. En lektor i Mellemøststudier bliver ansat ved Odense Universitet. Det viser sig, at hun i en række formidlende artikler har oversat artikler fra engelsk og udgivet dem for at være sine egne. Spørgsmålet er så, om det er tilladt, når der kun er tale om den slags populærvidenskabelige opgaver. Er det snyd? I dette tilfælde var svaret ja, men det førte ikke til fyring.

T.S.Eliot’s "The Waste Land" er forsynet med noter. De er ikke ment alvorligt. De er et simulacrum. Det accepterer vi i litteraturen, der er fyldt med den slags. En meget berømt forfalskning var Daniel Defoe’s Robinson Cruseo. I samtiden blev den anset for ren fact. Vi kunne nævne Ossian osv. Den slags hører ikke fortiden til; det sker endnu både i kunsten og videnskaben og for tiden på tv, hvor der foregår en hidtil uhørt fiktionalisering: Tilfældige mennesker er skuespillere; quizdeltagerne kender spørgsmålene på forhånd - tvs udgave af eksamen er jo jeopardy - og store pengepræmier er fiktive osv. Snyd og fiktion synes at være en trend.

Conversation with Don Juan er fra det symbolske år 1968, og den er en rigtig 68-er bog om en anden virkelighed, om indiansk filosofi og om euforiserende stoffer. Min udgave er det 17. oplag og er fra 1973, hvor jeg anskaffede mig den. Jeg var dengang i USA. En anden bog af samme forfatter - Journey to Ixtlan - så man ligge i store bunker lige inden for døren i universitetsboghandelen i Santa

-15-

Barbara. Den er, viser det sig, men ligner ikke, en ph.d.afhandling fra UCLA i antropologi. Supervisor var ethnometodologen Harold Garfinkel. Dette var dog indtil 1978 en velbevaret hemmelighed. Hvorfor mon? Hvorfor udgive en ph.d. som en slags roman? Uden kilde. Hvem ville skjule, at ens bog var en ph.d.afhandling? Ja, hvis folk vidste det, kunne det afholde mange fra at købe den, fordi en afhandling skal være kedelig. Det var nok ikke årsagen. Bogen fra 1968 indeholder en ‘Structural Analysis’, der minder om, hvad Claude Lévi-Strauss gjorde. Begge disse bøger er af kendte antropologer blevet betegnet som sandhed og som god science. Men det er fup og snyd det hele. Vi kan læse den struktuelle analyse som en parodi på antropologi. Men Carlos Castaneda, som er forfatteren, har ikke selv sagt eller indrømmet, at der er tale om snyd. Og nu er han død. Don Juan, den vismand og troldmand, som han skriver om, er en Ossian. Han findes ikke. Der er sådan set ikke sket noget i denne sag. De fleste anser i dag Castaneda for en slags postmoderne metafiktionsskribent lidt a la Borges. Han har heller aldrig i den forstand gjort akademisk karriere, skønt han underviste en kort tid på Irvine, en UC campus.

Det viser, hvis vi kan lære af denne sag, at det kan være vanskeligt at skelne mellem videnskab og simuleret videnskab. I litteraturvidenskaben er det endnu vanskeligere, fordi der her ikke findes noget, der svarer til historikernes kilde-og arkivstudier og til etnografernes feltstudier. Objektet er selv noget fiktivt; og endnu vanskeligere er det i sprogvidenskaben, hvor der ikke findes et objekt; det skal først konstitueres eller sættes af videnskaben selv, hvilket var hvad Saussure indledte med at gøre i sin Cours de linguistique générale, som han jo af samme grund ikke udgav. Det gjorde to af hans studenter, og de forfalskede Saussures Cours; de gjorde Sausurre til strukturalist, og siden har vi læst dette falskneri.

Castanedas antropologiske værker udkom på et tidspunkt, hvor der var en slags krise i antropologien, og hvor rationalitetskritikken var en del af det akademiske miljø. Vi taler om Californien i begyndelsen af 70erne. Castanedas bøger er samtidige med Paul de Mans Blindness and Insight der har dette motto fra Proust: "cette perpétuelle erreur, qui est précisément la ‘vie’."

Jeg nævner disse to meget forskellige forfattere, hvis bøger jeg anskaffede mig i samme boghandel i 1973 i Santa Barbara, fordi der i

-16-

begge tilfælde er tale om fortielser og mystik; om løgne og snyd. Castaneda har fiktionaliseret sin egen fortid. Det samme gjorde Paul de Man.

Jürgen Habermas underviste der. Han bluffer aldrig. Da jeg vendte hjem til Danmark talte alle om Habermas og ingen om Paul de Man. Jeg havde ikke læst Habermas, men det gjorde ikke noget. Jeg fortalte blot, at jeg havde været til forelæsninger hos ham. Det var nok - og det var nok også bluff. Og dengang, i Santa Barbara, gik en kendt og paranoid amerikansk forfatter rundt i byen. I samme by forsvandt mange af Castanedas kilder fra universitetsbiblioteket. Ingen vidste, hvordan han så ud, men han kom på en bestemt værtshus, og han hadede professorer i engelsk. Han er endnu helt forsvundet og hedder Thomas Pynchon. Findes han?

Og der er mange andre eksempler. Et særdeles prekær sag handler om Martin Luther King, der snød og plagierede i sin ph.d.-afhandling. Her kommer racespørgsmålet inde i sagen. Kings forsvarere anfører, at han befandt sig i en mundtlig, baptistisk prædikentradition, og jeg nævnte jo, at man ikke i en prædiken stiller de samme krav, som i en afhandling. Men det korte af det lange er: Martin Luther King snød.

Jeg skal ikke gå ind på sagen omkring Paul de Man; jeg har skrevet udførligt om den andet steds. Men kun bruge hans bog fra 1971 som overgangstekst til mine afsluttende betragtninger, der skal handle om, hvorvidt humanistisk videnskab er videnskab. Om det altså er snyd som sådan at kalde det humanister gør for videnskab. Jeg spurgte en kollega, der er teolog, om han mente, humanister kunne snyde. Nej, for de siger ikke noget, der er sandt eller falskt. Det er jo sandt, at verifikationsprincippet eller falsifikationsprincippet ikke gælder i humanistisk videnskab; går jeg da ud fra. Der synes at være forskelle mellem videnskab i de forskellige videnskaber, og derfor må måden, man snyder på, også være forskellig. Hvis det man gør i humanistisk videnskab er at fortolke, da er der ikke tale om videnskab, men om hermeneutik. Det er jo ikke muligt at afgøre om en fortolkning er sand eller falsk. Og hvordan kan vi på et universitet praktisere, holde eksamen i fænomenet, som findes, der hedder misreadings? Kan man snyde med en eller i en fortolkning? Det tror jeg ikke. Jeg har forsøgt at finde eksempler. Der er ikke mange, for hvorfor skulle man? Douglas Bush lavede dog en: En mytekritisk analyse

-17-

af en roman af Jane Austen. Jeg læste den med stor interesse, for jeg var på det tidspunkt meget optaget af Northrop Fryes mytekritik. Jeg læste også dengang John Barths roman Giles Goat-Boy, der var en parodi på mytekritikken. Først senere gik det op for mig, at Bushs artikel om Jane Austen var en parodi også. Det var Fryes mål, ganske som hans samtidige Roman Jakobson, at lave literary criticism om til literary science.

Nu kan jeg formulere en slags regel eller en tese. Den fremførte jeg første gang i forbindelse med en diskussion af den mest berømte parodi på moderne eller postmoderne humanistisk videnskab og hermeneutik: Alan Sokals parodi eller hoax:"Transgressing the Boundaries: Toward a Transformative Hermeneutics of Quantum Gravity". Han fik denne artikel udgivet i det venstreorienterede Social Text . Dette tidsskrift er eller var anerkendt. Det var refereed. Men det forhindrede ikke dette falskneri i at blive trykt. Hugh Kenner siger i sin bog The Counterfeiters: "The counterfeiter creates not at text but an author." Og det er jo sandt her. Sokal skabte sig selv som author; han er nu kendt, hvor han før var en anonym fysiklærer. Han angreb stort set alt og alle: Men også hermeneutikken. Igen er det, jeg har vanskeligt ved at forestille mig, hvordan Schleiermacher, Dilthey og Gadamer skulle kunne karakteriseres som snydere. Sokals parodi rammer stort set al den form for humaniora, der forstår sig selv som hermeneutisk. Og hermeneutik forstår jo heller ikke sig selv som videnskab.

Lad os antage, at man ikke kan snyde med en fortolkning af en given tekst. Historien viser, at anything goes. Den samme tekst er gennem tiderne blevet fortolkey på utallige måder. Men det er selv en historie, for der var engang, hvor der kunne snydes med en fortolkning, nemlig dengang der kun var én sand fortolkning af en tekst, og teksten var naturligvis Bibelen. Fejlfortolkninger førte til krig. Den samme historie gentog sig som en bloddryppende farce med Marx, hvor marxismens historie handler om, at alle de andre fejlfortolkede Marx, og hvis de blot havde fortolket ham korrekt, ville vi nu være i det genfundne paradis. Det var vel først Althusser, der brød med den tradition. Vi fejrer nu den Westfalske fred efter afslutningen af trediveårskrigen, som jo var en religionskrig, altså en hermeneutisk krig. Efter denne fred opstod i det rige eller område, der havde lidt mest under krigen, Tyskland, hermeneutikken som en lære om, at en tekst

-18-

kan tolkes på flere måder end en. Og jeg må hellere her undlade at gøre denne ide til min egen; den kommer fra den tyske filosof Odo Marquard. Vi kan ikke lave forkerte fortolkninger. Vi kan naturligvis kopiere en andens; den mulighed er altid til stede, også fordi vi lærer at tolke ved at imitere tidligere fortolkeres fortolkninger. Vi kan ikke lave en fejlfortolkning, men vi kan lave dårlige fortolkninger. De kan være virkningsløse, uoriginale, uinteressante. De kan være gentagelser af, hvad der allerede står i teksten. Kravet til en fortolkning er ikke sandhed, men originalitet eller nyhed. Det er, hvad der kræves. Jeg har ofte henvist til Ode Marquards ord om, hvad vi gør, når vi fortolker en tekst. Vi finder, siger han, en mening i teksten, som ikke er der. Jeg gentager: en mening i teksten, som ikke er der. Hvorfor skulle vi ellers fortolke, spørger Marquard? En fortolkning må jo sige noget andet end teksten, men da kan vi aldrig være tro mod teksten. Sagde vi, hvad der stod i teksten, da kunne vi nøjes med at citere den. Om dette princip to ting. Er det ikke snyd? Hvis jeg nu gør det til mit udgangspunkt, har jeg så snydt? Og det andet: Hvordan skal man fortolke selve Marquards udsagn? Man skal vel finde noget i det, som ikke står der. Hvad står der ikke i udsagnet? En anden moderne tekstfortolker hedder Stanley Fish. Han spurgte engang: Hvad er det, man fortolker, når man fortolker en tekst, idet det for ham ikke er teksten, man fortolker. Hans svar er: Det ved jeg ikke, men det er der heller ingen andre der ved. Siger vi, at vi i humanvidenskaberne fortolker tekster, da snyder vi, for vi fortolker ikke noget, der står i teksterne, eller også ved vi slet ikke, hvad vi fortolker.

Videnskabsteoretikeren Ziman siger om al videnskab, at den er consensible. Det gælder også humaniora. En fortolkning søger efter at overbevise og efter at få andre med på fortolkningen. Vi kan altså ikke påvise, at en fortolkning er forkert. Vi kan ikke bevise og må derfor overbevise. Vi kan kun falsificere en tolkning ved at komme med en alternativ fortolkning. Når vi siger om en person, at han har lavet en fejlfortolkning, betyder det blot, at vi er uenig med ham.

Men hvad kan vi, hvis vi ikke kan påvise snyd? Vi kan lave en parodi på humanistisk videnskab. Parodien synes at være det eneste våben. Man kan let lave en parodi på en semiotisk tolkning eller beskrivelse; nogle gange er det nok at citere en semiotiker: Det hedder selv-parodi. Men igen kommer vi i vanskeligheder, når vi har at gøre med en forfatter som fx Jacques Lacan. Her, vil jeg mene, kan man

-19-

ikke afgøre, om der er tale om parodi eller ej, men igen vil jeg mene, muligheden er der for at parodiere eller mime, som det hedder. Jeg tror ikke vi kan sige: ‘Her har Lacan lavet en fejl. Her snyder han.’

Jeg vil videre mene, at det ikke er muligt at lave en parodi på en kemi-eller fysik artikel og få den optaget i et videnskabeligt tidsskrift. Kan man lave en parodi, der ikke med det samme opdages, på en kemisk formel? Man kan snyde med forskningresultater og statistikker, men parodier kan man nok ikke lave bevidst. Når man kan parodiere humanistisk videnskab, da er det, fordi det, der parodieres, er en individuel stil. Og det findes i enhver humanistisk videnskabelig tekst. Stil og individualitet - men er der så tale om videnskab?

Lad mig vende tilbage til Paul de Mans bog, Blindness and Insight. Den består af essays, men, siger han, der er noget, der er fælles for alle de forfattere, som han beskæftiger sig med. De fremsætter på den ene side nogle almene eller generelle udsagn, som viser sig ikke at passe med eller som står i modsætning til det, som de finder frem til i deres fortolkninger. På den ene side ‘general statements’ og på den anden side ‘findings’. Bogen handler dermed om et klassisk filosofisk, videnskabeligt og æstetisk problem: das individuelle Allgemeine; det konkrete universale; begreb og eksempel, forholdet mellem almene udsagn, den bestemmende dømmekraft, der subsumerer enkelttilfældet under den almene dom og udsagn om enkelttilfældet. Videnskab må, for at være videnskab, være i stand til at fremsætte general statements. Må kunne sige: ‘dette (individuel) bord (almen).’

Der har været forsøg på at adskille natur-og kulturvidenskaberne ved at kalde de første nomotetiske og de andre idiografiske. Denne skelnen kender vi fra den tyske tradition, fra Windelband og nykantianeren Rickert. Dog gælder denne skelnen ikke i dag, hvor fx lingvistikken, herunder semiotikken, strukturalismerne og kognitiv semantik, er og skal og vil være nomotetiske. Og den er problematisk fordi den blev lavet for at holde de nye socialvidenskaber ude.

Hvorom alting er, tror jeg, man kan sige, at der i humaniora - bortset fra i de mest betonagtige udgaver af lingvistikken - findes en meget stærk kritik af det overhovedet at fremsætte generelle påstande, og det afspejler nogle tendenser andre steder udenfor, og også langt ind i socialvidenskaberne, politologien, psykologien, ja endog i medicinen. Hvornår denne kritik, der er æstetisk, begyndte ved jeg ikke rigtig - men man finder tendensen hos Castaneda, og det for-

-20-

klarer måske hans bøgers succes Det er snyd at generalisere; kunne man høre det fra humaniora; men i så fald er det alle de andre videnskaber, der snyder, fordi de er videnskaber. Verden består af et pulver af enkeltgenstande: Sådan kan Nietzsches erkendelsesteori formuleres med ord af Per Aage Brandt. Og den teori er populær. Ikke så snart er sproget kommet til, før det generaliserer. Måske kunne vi lidt frækt formulere det hegeliansk. Verden består af enkeltgenstande; men sproget kan kun generalisere. Det siger mand, kvinde, dansker, araber, men de findes ikke i virkeligheden. Der findes kun Arne, og Karin og Hans og Rami. Vi er ikke kommet videre, siden konflikten mellem realister og nominalister begyndte. Sidstnævnte dominerer i dag næste totalt i humaniora. Realisterne samles omkring Peirce.

Denne voldsomme kritik af generaliseringen, af det almene udsagn, fik sin mest anskuelige og pædagogiske formulering i Edward Saids derfor så populære Orientalism fra 1978 - altså kun seks år efter Castanedas Journey to Ixtlan. Kritikken hos Said er dybest set en æstetisk og nominalistisk. Thi for æstetikken eksisterer kun enkelttingen, det individuelle værk, det unikke menneske. Der kan ikke være en grammatik eller en metode. Wahrheit oder Methode. Den amerikanske nykritik indledte denne kritik af de universaliserende og dermed falske udsagn om digtet. Digtet bevarede det individuelle, the leaf of grass, fra videnskaben, der kun ser grass. På denne måde viderefører æstetikken det religiøse. Vi kender fra Brorsons pietistiske salme: ‘det mindste græs jeg undrer på, i skove og i dale’. Det mindste græs. Singularitet.

Edward Said beskriver netop den videnskabelige orientalisme som en diskurs, der selv skaber sin genstand, og som ikke lader den Anden, the Egyptian, tale tilbage. Orientalisme er ikke en videnskab om noget andet end om den, der udøver videnskaben. På den måde kommer engelsk kolonilitteratur på en mærkelig måde til alligevel kun at handle om England. Hvis vi troede, vi læste om Indien, når vi læser Kipling, kan vi godt tro om. Ved at studere orientalisme studerer vi, hvad vi også helst vil, os selv.

Men Saids kritik er en kritik, der rammer representationen som sådan. Hvad Said siger om videnskaben, Orientalism, kan siges om humaniora, filologi og hermeneutik som sådan. Der kan generaliseres. Og det viser sig jo også, at Said ikke selv udtaler sig om eller

-21-

kan udtale sig om araberne eller orienten. I bogen The Question of Palestine er han tvunget til at sige, at ‘Palestine’ er en fortolkning med mindre prestige en ‘Israel.’ Disse to ord er fortolkningsfællesskaber. Det er i en vis forstand humanistisk videnskabs død. Hvis beskrivelse eller fortolkning af den anden er overgreb, subsumerering, homogenisering, uredelighed, snyd, der gør den anden til en bugtalerdukke, som vi lægger ord i munden på, da vil fremtidens beskæftigelse med fremmede eller andre kulturer nøjes med at gøre disses selvfremstilling tilgængelig. Denne nye postkoloniale filologi findes allerede, som den måde vi imperialister kan studere den tredje verdens litteratur eller kultur på. Vi skal kun gøre den tilgængelig og ikke fortolke eller analysere den. Vi skal trække os tilbage så teksten kommer tilsyne uden fortolkning, ufortolket. Fortolkning bliver selvbegrænsning. Vi ser det fx i dette, at man kan godt dekonstruere Apartheid-diskursen, men ikke anti-Apartheid litteraturen. Især i Canada raser debatten om, hvorvidt mandlige hvide forfattere må stjæle de indfødtes historier, som det sker, hvis han gør en indianer eller inuit til hovedperson i en roman - det hedder appropriating stories. Det vil svare til, at en grønlænder ikke må være hovedperson i en dansk roman eller en same i en norsk.

Jeg står nu tilbage med en grov opdeling og modsætning; der selv måske er et eksempel på snyd og generalisering. På den ene side kan humanistisk videnskab mistænkes for ikke at være videnskab overhovedet. De snyder alle samme. De gør det alle som en for at få fat i forskningsmidler. De vil behandles på samme måde som de rigtige videnskabsmænd. De vover ikke sige, at de ikke bedriver videnskab. De lever i konstant frygt for afsløring. De har tre strategier for at skaffe penge og prestige:
 

1)De kan forsøge at få humanistisk videnskab til at ligne, mimesis, naturvidenskab. En matematisering. Det er det Lacan enten parodierede eller mente, når han brugte sine algebraiske formler. Jeg hælder til den første teori. Dem der bedst spiller med på denne form for videnskabelighed inden for humaniora er lingvisterne. Jeg vil mene, at jo mere humaniora nærmer sig naturvidenskaben, jo mere kommer den til at ligne en ufrivillig parodi og jo lettere bliver det at parodiere den. Jo mere usikkerhed skabes der om, hvorvidt der er tale om videnskab eller ej. Også mange his-

-22-

torikere hælder mod det videnskabelige i denne forstand, som tiden ikke tillader mig at bestemme.

2)Humanioras anden forsvarsstrategi eller ansøgningsstrategi går ud på at fortælle, at humanistisk videnskab sandelig er videnskab, men af en ganske anden slags end naturvidenskab. Den er måske endda både finere og blødere - og derfor jo også lettere. Og jeg overser her helt de andre videnskaber og fakulteter for klarhedens skyld. Både teologien og samfundsvidenskaberne har andre, men også lignende problemer. Blødheden og letheden virker strategisk godt i forhold til de bevilgende myndigheder, fordi disse kvaliteter tiltrækker studerende. Antallet af ansøgere bruges som argument.

'3) Og den tredje og sidste strategi er den anglo-amerikanske, hvor humaniora ikke er humaniora, men hvor universitetet er delt op i the arts and the sciences. Der findes altså også en tradition for slet ikke at gøre krav på videnskabelighed, og det er i det sidste tilfælde, at det bliver vanskeligt overhovedet at snyde.

Humanioras krav på at være videnskab muliggør faren for snyd og anklagen - og angsten. Når vi læser, hvad der i det politiske liv, fra forskningsråd og forskningsministre siges om videnskab og forskning, da vil jeg mene, at intet af hvad de siger, passer på os. Når der oprettes forskerparker, da er humaniora ikke med. Selvfølgelig ikke. Når det kan siges, at Danmark ikke er med forskningsmæssigt, da tænkes der på genteknologi, miljøteknologi, landbrugsforædling, fiskeri, IT. computere og ikke på Shakespeare, Karl den Store, Romerrigets undergang, Slavehandlen, Petter Dass, cultural studies, analyser af tv-serier, Hölderlins metrik, Queer Studies, Monteverdi, eller hvad vi nu går og laver. Det er sandt, at vi spiller med på science-spillet og holder store konferencer, hvor vi lader som om, der er samlet en masse videnskabsmænd og kvinder, og hvor vi ikke mindst bruger meget store ord om, hvor vigtigt det er med American Studies i Finland. Men er det hele ikke skuespil, simulakrum, fake, counterfeiting? Alt sammen for at få lidt del i rejsepengene. Vi ved, vi ikke får ret meget; vi er parasitter. Vi snyder. Men vi trøster os med disse Baudrillard ord: "Sålænge en illusion ikke er erkendt som en fejltagelse, er den nøjagtigt lige så gyldig som en kendsgerning." Overført på Castaneda. Sålænge ingen vidste, at der var tale om en illusion, var hans

-23-

opdagelser lige så gyldige som kendsgerninger. Stanley Rosen: "If the nothing is real, the real is nothing." Ren PFA.

I det lange løb er det ikke til at holde ud, og så vendes det hele på hovedet. Så får vi sagerne med snyd som Carlos Casteneda og Luther King og hele socialkonstruktivismen. Der altså måske er et symptom på noget, der er galt. Hvis det er counterfeiting det hele, hvorfor så ikke bare gøre det? Indrømme det og leve videre?

Som modstand, med ressentiment, som hævn, lanceres ideen om, at det er naturvidenskaben eller videnskaben som sådan, der er snyd, fordi den generaliserer. Vi humanister bliver da de eneste, der siger sandheden, som er æstetisk og autentisk fordi den er individuel, men hvorfor staten skulle støtte den slags, kan vi så ikke forklare, for æstetikken er ikke videnskab, den har snarere været og er måske endnu rationalitetskritikkens privilegerede diskurs. Vi kan kun konstatere, men næppe analysere, at staten rent faktisk undersøtter æstetikken, som den har indsat, der hvor miliæret var. Militæret var bleve nytteløst, og det har æstetikken altid været.

Jeg er egentlig nået slutningen, men jeg slutter heller ikke helt. Jeg har det som visse senromantiske symfonikere, der slutter og slutter, fordi de ikke kan slutte. Jeg burde kunne slutte med en konklusion eller i det mindste et svar, men jeg kan ikke, for det ville være snyd.

Vi har fjernet os ganske langt væk fra de indledende betragtninger; det indledende spørgsmål, som vi ikke har glemt, og som vi en overgang troede, vi alle kunne svare entydigt på - vi troede, at svaret var ja.

Hvis vi ikke var nået så langt væk fra spørgsmålet, som vi er nu, ville vi have svaret ja; men så er det jo godt, at vi ikke svarede for hurtigt. Dommen ville da allerede have været afsagt. Men hvad skal vi mon svare nu? Kan der snydes i humanistisk videnskab? I så fald hvordan? Nu er de to spørgsmål langsomt ved at blive retoriske spørgsmål, som det ville være farligt at svare på, og som det heller ikke var meningen. Det klogeste ville nok være, også, i fremtiden at undlade at stille spørgsmålet. For alle videnskabers vedkommende. For i alle videnskaber ved vi, at hvad vi siger i dag, viser sig i morgen at være en illusion. Vi siger noget, som allerede har det indbygget i sig, at der står en ny sandhed klar til at afløse den, vi lige har fundet.

-24-

Kant kaldte i skriftet Der Streit der Fakultäten medicinere, teologer og jurister Geschäftsleute ogWundermänner; en slags svindlere. De var populære akademikere, der levede af folks overtro, for de lovede mennesker et langt liv (læger), et godt liv (jurister) og et evigt liv (præster). Kun filosofferne kunne man stole på. Det er historiens trøst, for hvem stoler på dem nu? Det her emne hører ganske enkelt universitetet til. Det er en af ideerne med et universitet, at der er en strid mellem fakulteterne, der går ud på, at de andre snyder, som når filosofferne i Oslo ikke vil tillade idehistorikerne at undervise i filosofikum. Og lad mig bevæge mig endnu længere tilbage i tid og slutte der i en fjern fortid for ikke at ende i Baudrillards efter fremtid; hos Philip Melanchton, da han som 21årig tiltrådte et professorat i græsk ved Artistenfakultetet ved universitetet i Wittenberg. Han holdt en tiltrædelsesforelæsning i august 1518 - med titlen De corrigendis adolescentiae studiis om det nødvendige i grundlæggende at ændre studierne for de unge. Hvorfor? Der blev snydt. Videnskaberne blev forfalsket. Der herskede barbarisk intrigemageri. Mennesker fik ved fup og bedrag titler og stillinger. De lærte kun græsk for at kunne prale. I 300 år har det været sådan, men nu skulle tingene rettes op ved at gå til originalteksten på originalsproget for at finde den egentlige betydning. Denne kur, som indleder det moderne universitets historie - Melanchton var også læge, Heilkunde - denne opfordring skal sikkert gentages med mellemrum i det univers og det universitet, der måske i sit inderste er uhæderligt, uredeligt, intrigant, altid i strid, altid snydende, bluffende, angstfremkaldende, men i hvilket vi kan, som Melanchton igen og igen vende tilbage til bogstaven, l’etre, væren, til la lettre, littera, litteratur, return to philology, til signifianten - at insistere på dem som Lacan gjorde og sagde Freud gjorde. Jeg giver Lacan det sidste kryptiske ord; jeg citerer ham om Erasmus, og om den revolution i reformationen, hvor dette skete, og som vi kunne have sagt om Melanchton: "den mindste ændring i forholdet mellem menneske og signifiant, i dette tilfælde eksegesens procedurer, forandrer hele historiens forløb ved at modificere de linjer, der forankrer hans væren." [2]



[1] Hans Hauge, "Kan man snyde i humanistisk videnskab og i så fald hvorledes" p. 8 back to text
[2] Der er i denne tekst ingen noter; det siges næsten ikke, hvor citaterne stammer fra. Desuden er teksten her ikke forsynet med en bibliografi.

Go to top