Topmenu Calendar Archive Links Faculty and staff Publications Research projects Sitemap Main page

Artiklens URL: www.hum.au.dk/ckulturf/pages/publications/ji/demokratisk_tale.htm
This is the electronic version of Jan Ifversen: "Demokratisk tale i den franske revolution". Working Paper no. 49-97, Centre for Cultural Resarch, University of Aarhus.

The pagination of the printed edition is shown with red numbers (number at the start of every page).

ISBN: 87-7725-230-6

Published electronically: February 18, 1998

©1998 Jan Ifversen. All rights reserved. This text may be copied freely and distributed either electronically or in printed form under the following conditions. You may not copy or distribute it in any other fashion without express written permission from me. Otherwise I encourage you to share this work widely and to link freely to it. 

Conditions

You keep this copyright notice and list of conditions with any copy you make of the text. 

You keep the preface and all chapters intact. 

You do not charge money for the text or for access to reading or copying it. 

That is, you may not include it in any collection, compendium, database, ftp site, CD ROM, etc. which requires payment or any world wide web site which requires payment or registration.You may not charge money for shipping the text or distributing it. If you give it away, these conditions must be intact.

For permission to copy or distribute in any other fashion, contact cfk@au.dk

Jan Ifversen

Demokratisk tale i den franske revolution*

I min afhandling Om magt, demokrati og diskurs har jeg dels søgt at belyse den politiske tales generelle betydning i opkomsten af det moderne demokrati med den franske revolution 1789-1799, dels søgt at opstille en model til analyse af forskellige typer af demokratisk, politisk tale i den franske revolution. Bedømmelsesudvalget har bedt mig om at anvende denne model i analysen af ægte, politiske taler fra revolutionen. Jeg har valgt at analysere tre taler, der illustrerer hver sin type. Analysen er således eksemplarisk. Den skal demonstrere forskelle og dermed understøtte min hypotese om, at der i revolutionen kan afdækkes tre hovedtyper af demokratisk, politisk tale.

Inden jeg går i gang med selve analysen, er jeg nød til at sige lidt, om de generelle forudsætninger for analysen af demokratisk, politisk tale i den franske revolution. Den første forudsætning er, at den demokratiske, politiske tale må betragtes i lyset af en grundlæggende, demokratisk omformning af den symbolske magt i samfundet. Ved symbolsk magt forstår jeg den status og position, der gør det muligt for en politisk magthaver at udøve magt på legitim vis. For at han kan det, må hans magt være forbundet med en symbolsk fremstilling af magten over samfundet. I den demokratiske revolution - som udkrystalliseres i, hvad vi traditionelt betegner den franske revolution - finder en demokratisk forandring af den symbolske magt sted. Forandringen sker fra en religiøst funderet, inkarneret, kropsliggjort magt (hvor magthaverens korpus har en symbolsk funktion) til en tom og 'meningsløs' magt (et udtryk jeg har fra Claude Lefort). Magten er uden krop og uden forudgiven mening. Forandringen kan formuleres som en overgang fra magtens tale til talens magt. I magtens tale fremstår magten først og fremmest i kraft af dens ikke-verbale statur (f.eks. i ceremonier og rituelle iscenesættelser), mens magten i talens magt kun fremstår i talen. Tales der ikke, ophører den symbolske magt. I demokratiet kan magthaveren (eller rettere magthaverne) kun konstituere og udøve deres magt gennem talen. Derfor vil magtudøvelsen (eller politikken, om man vil) i demokratiet tage form af et spil om og med sproget. På den ene side etableres der et demokratisk spil om magten. Men på den anden side er magten permanent på spil i demokratiet. Demokrati betegner således ikke kun et system eller et regelsæt, men en vedvarende proces, en selvbearbejdning.  

-2-

Den anden forudsætning er, at talens magt i demokratiet kan analyseres i en række grundformer, som etableres i den demokratiske revolution. Den første af disse angår den symbolske magt. Talen bliver politisk ved at handle om magt. Omtale af magt foregår i en diskursiv iscenesættelse af den symbolske magt, dvs. det sted hvorfra der tales. Dette forhold betegner jeg som den legitimerende funktion. Al politisk magtudøvelse er underlagt en legitimation. Men den demokratiske tale er desuden underlagt en repræsenterende funktion. Det er den anden grundform. Eftersom den symbolske magt i demokratiet fremstår som tom, kan taleren (gennem sin tale) kun italesætte et repræsentationsforhold. Det indebærer en markering af et skel mellem talens sted og magtens sted. Den legitimerende og den repræsenterende funktion virker i talen som en iscenesættelse. Herved forstår jeg etableringen af en scene for talens magt, en politisk scene. Men talens magt handler også på et mere konkret niveau om at få magt, dvs. at påvirke, at overbevise. Denne tredie form betegner jeg som den retoriske funktion. Taleren må markere sin tale i forhold til andre talere og tilhørerere med henblik på at overbevise om sit budskab. Denne sidste funktion benævnes i den klassiske retorik som partitalen eller den deliberative tale.

De nævnte grundformer eller funktioner, den legitimerende, den repræsenterende og den retoriske, antyder blot, hvorledes jeg generelt forstår den demokratiske, politiske tale. For at kunne analysere demokratiet og politikken i talen må man ty til de formelle forhold omkring sprog og tale. Jeg har i afhandlingen valgt tre analysestrategier hertil: en diskursanalytisk, en begrebshistorisk og en retorisk-pragmatisk. De tre strategier anvendes på to niveauer: et makroanalytisk og et mikroanalytisk. På makroniveau analyseres det taleunivers, der omgiver og indrammer de enkelte taler (en diskursiv formation, et semantisk felt, makrofunktioner). På mikroniveau er perspektivet de enkelte taler. Her undersøges det, hvordan den enkelte taler manøvrer inden for det taleunivers, der samtidig repræsenteres i talen. I dag skal jeg alene operere på mikroniveau. Det er imidlertid en vigtig forudsætning for min analyse, at den enkelte tale kun kan analyseres i relation til et taleunivers. Ingen taler begynder fra et nulpunkt.

Diskursanalysen, som den er udviklet af Michel Foucault, peger på en række forskellige dimensioner i organiseringen af diskurser. Her vil jeg nøjes med at fokusere på forholdet omkring udsigelsen (de sproglige markeringer, der demonstrerer at der tales). Fremhævelsen af udsigelsen skal tjene til at afdække, hvad jeg betegner som talens scenografi. I talen iscenesættes både personer, tid og sted. Scenografien handler både om den konkrete kommunikationssituation (taleren taler f.eks. i nationalforsamlingen til de andre deputerede) og om den symbolske setting  

-3-

for talen. Det er den symbolske setting, der markerer talen som politisk, demokratisk, parlamentarisk (talens legitimerende og repræsenterende funktion). Scenografien består både af de forskellige mulige positioner på scenen og af en spatial-temporal udformning af denne scene (betegnet som henholdsvis topografi og kronografi). Analysen af scenografien vil især fokusere på de deiktiske markeringer i talen, bl.a. gennem talens pronomenvalg.

Begrebsanalysen koncentrerer sig om de konstituerende begreber eller nøglebegreberne i talens semantiske organisering. Grundlæggende drejer det sig om at afdække et politisk, demokratisk vokabularium, der samtidig aftegner en værdikode for talen. I centrum for begrebsanalysen står de såkaldte designatører, hvormed talens aktører betegnes (designatørerne spiller endvidere en vigtig rolle for de forskellige positioner i scenografien).

I den retorisk-pragmatiske analyse undersøges overordnet talerens intention. Intentionen må både belyses i sammenhæng med den aktuelle kommunikationssituation og med de generelle funktioner, som jeg nævnte før. På det formelle niveau analyseres intentionen ud fra de dominerende talehandlinger i talen. I den forbindelse undersøges talens handlingssemantik (hvilket samtidig inddrager designatørerne).

Fra disse indledende betragtninger over analysens teoretiske og metodiske forudsætninger vil jeg gå over til at præsentere de tre typer demokratisk tale, som jeg mener, man kan rubricere syndfloden af politiske taler under den franske revolution i. Og det er en veritabel syndflod. Alene samlingen af de parlamentariske taler i perioden fra 1789 til 1794 fylder 100 tykke bind. Hertil kommer naturligvis taler fra det offentlige rum uden for parlamentet (klubber, sektioner m.v.) De tre typer skal betragtes som analysemodeller. De tre typer er:

1) den åbne, konsensussøgende

2) den konkurrerende

3) den lukkende, antipluralistiske.

Typologiseringen er foretaget efter talernes funktion. Man kan betragte disse funktioner som underfunktioner af de grundlæggende funktioner for talens magt i demokratiet. Den konsensussøgende tale har til funktion at skabe en enighed, et vi (af større eller mindre rækkevidde). Derfor kommer denne type nærmest de grundlæggende funktioner. Skabelsen af konsensus berører direkte spørgsmålet om legitimation. Den konkurrerende tale har til formål at markere sig selv eller en gruppe i forhold til en legitimationsfigur og i forhold til en anden gruppe. Denne type  

-4-

kan minde om den klassiske retoriks juridiske tale, hvis funktion er anklagen og forsvaret. Den antipluralistiske tale har til formål at bringe andres tale til ophør og sidste ende udviske talen. Det kan ske ved i talen at sløre repræsentationsforholdet og lade tingene tale for sig selv. Det sidste betegner jeg som den ideologiske funktion.

Det er nu min tese, at forskellene mellem de tre typer kan fremdrages i analysen af henholdsvis scenografi, konceptuel organisering og dominerende talehandlinger. Jeg vil i det følgende analysere tre taler, der - hævder jeg - repræsenterer hver sin type. Det er klart, at en bestræbelse på at typologisere ikke kan basere sig på tre taler. De følgende analyser skal derfor kun ses som praktiske eksemplifikationer af mine analysemodeller, ikke som svar på, hvorledes det revolutionære ocean af taler var organiseret. Når jeg således udtaler mig om strukturerne i det omkringliggende taleunivers, kan det kun fremstå som påstande fra min side.

Den konsensussøgende tale - tale af Mirabeau for de deputerede fra trediestanden 15. juni 1789. [1]

Den første tale, jeg vil se på, er fra revolutionens tidligste fase. Faktisk er den fra et tidspunkt, før man kan sige, at revolutionen er åbent erklæret. Den må ses, som et forspil til de egentligt revolutionære handlinger, hvorved de trediestandsdelegerede placerer sig som magthavere i en ny symbolsk konstruktion af magten. Denne tale bidrager til den nye konstruktion. Den er derfor i bogstavelig forstand en revolutionær tale. Den umiddelbare situation omkring talen er den, at de delegerede fra trediestanden (betegnelsen trediestand hører til det monarkistiske, politiske univers) er påbegyndt verifikationen af de delegeredes mandater uden deltagelse af repræsentanterne fra de to øvrige stænder ( i sig selv et første skridt i revolutionær retning). Problemet for trediestanden er, hvilken status de skal tilkende sig selv. Der foretages altså en direkte tematisering af repræsentationsforholdet. Denne tematisering ytrer sig som en diskussion om, hvad de trediestandsdelegerede skal betegne sig som. Det er selve betegnelsen, der står til diskussion. Mirabeaus tale den 15. juni er et indlæg i denne diskussion, der bringer alle de førende talere på banen.

Mirabeaus tale holdes altså i en ekstremt åben situation, hvor legitimationsforholdet på ingen måde er afklaret for trediestanden. På den ene side er der det tradtionelle legitimationsforhold, hvor kongen udfylder den symbolske magt. På  

-5-

den anden side er der med indkaldelsen af generalstænderforsamlingen åbnet op for en situation, hvor der kan diskuteres. Men hvad der kan diskuteres står ikke klart. I den situation griber de trediestandsdelegerede muligheden for at definere sig i en ny position. De skal med andre ord besvare spørgsmålet: Hvad er vi? De forskellige talere i diskussionen søger at besvare dette spørgsmål ved at finde den rette betegnelse. Formålet for dem alle er således at skabe enighed om, hvad vi overhovedet er. Denne enighed skal udgøre grundlaget for videre, revolutionære skridt. Den skal være rammen om besvarelsen af andre revolutionære spørgsmål så som: Hvad kan vi? Hvad skal vi med kongen? Spørgsmål, der tages op i løbet af sommeren 1789.

Ud fra den historiske situation omkring talen kan man således antage, at det konsensussøgende er en afgørende funktion. Endvidere står det klart, at den semantiske organisering af nøglebegreber har en fremtrædende plads, eftersom betegnelsen netop er temaet for talen. Svaret på spørgsmålet om, hvad vi skal betegne os som indbefatter afsøgningen af forskellige muligheder. Mirabeau skal i sin tale besvare dette spørgsmål. Formålet er at overbevise de forsamlede trediestandsdelegerede om, at betegnelsen repræsentanter for det franske folk (représentants du peuple français) er den rette. I sin argumentation herfor må han direkte berøre legitimations- og repræsentationsforholdet.

Mirabeaus tale er i min udgave udgave på 12 sider (ca.26.300 tegn). Heraf udgør en trediedel af talen et resolutionsforslag. Jeg har ikke medtaget dette forslag i analysen, da det må betragtes som en særlig tekst i talen. I analysen af talen vil jeg primært fokusere på scenografien og den konceptuelle organisering. Jeg kommer ikke ind på den retoriske bevægelse i talen, endsige den retoriske komposition af den. Gjorde man det, ville man kunne følge Mirabeaus tiltagende forstærkning af vi-positionen.

I den scenografiske analyse vil jeg koncentrere mig om de forskellige aktuelle og symbolske positioner, som markeres i talen. Hverken topografi eller kronografi spiller en central rolle. Kronografien er ganske simpel. Omkring det deiktiske i dag indsættes en symbolsk tidsmarkering af fortid som "de barbariske århundreders gotiske undertrykkelse" (43,5) og en fremtid som "vores mål". I dag får derved en symbolsk placering mellem en negativ fortid og et fremtidigt endemål. Man kan måske sige, at vi her har en grundform af en revolutionær kronografi, hvor tiden er en mellemtid - et punkt mellem fra og til. I Mirabeaus tale har vi netop et punkt for tiden. Det afgørende er i dag. I analysen af den næste tale skal vi se, hvordan revolutionen kan få sin fortid. Topografien er direkte markeret af det deiktiske her (ici), der refererer til trediestandens mødested (la Salle de Ménus i Versailles). In-  

-6-

direkte antydes en symbolsk topografi med henvisningen til France. Med sin betegnelse Peuple français markerer Mirabeau en interessant tilnærmelse mellem den symbolske position peuple og stedsmarkeringen France. (Det er denne tilnærmelse som i det politiske taleunivers får semantisk form med begrebet nation). Men det er værd at bemærke sig, at peuple er langt stærkere markeret end France i talen. Der optræder en række kvalitative bestemmelser af peuple, men ikke af France.

Topografien er imidlertid underlagt markeringen af de aktuelle og symbolske positioner. Her betyder: vi-her i salen. Afgørende er ikke stedet France, men positionen peuple. De aktuelle positioner er naturligvis bestemt af kommunikationssituationen. En taler (jeg) taler til de tilstedeværende i salen (I/jer). Taleren kan vælge at markere udsigelsen (jeg-markering) og at inkludere andre i udsigelsen (vi/os). I analysen af scenografiens positioner undersøges jeg-markeringer, forskellige inklusionsgrader (hvem er vi?), markeringen af anden person. Endelig spiller en trediepart hyppigt med i taler. Trediepart eller tredieperson er en position uden for den direkte kommunikation. Det er den omtaltes position.

I den konsensussøgende tale må man forvente en hyppig markering af inklusion mellem taler og tilhører. Hvis målet er at skabe enighed i salen , må en mulig uenighed så at sige placeres udenfor, hos en ekstern tredieperson. Det er da også Mirabeaus strategi at udpege en modstander, der befinder sig udenfor. Men inden modstanderen kan benævnes, må Mirabeau fremstille kommunikationens aktuelle positioner: jeg/I/vi. Talen indledes med stærk en jeg-markering, der på overfladen har til formål at betone det retoriske moment (jeg foreslår jer). Men de hyppige meta-kommentarer til egen-talen (af typen jeg havde nær sagt eller jeg behøver ikke at sige), der optræder gennem talen, forstærker markeringen af udsigelsespositionen. Disse markeringer tjener også til at understrege det åbne i situationen. Mirabeau må tage sin tale på sig og træde frem som enkeltperson, fordi en symbolsk udsigelsesposition ikke er til rådighed endnu. Han kan ikke legitimere sin egen tale ved at henvise til en symbolsk position, han kan tale på vegne af. Imidlertid kan hans tale heller ikke fremtræde som hans egen, private tale. Den kan med andre ord ikke være blottet for legitimation. Derfor må han henvise til en instans uden for sig selv. Den mest oplagte instans er det indledende vi, som skyder sig ind mellem jeg og jer/jeres (nous sommes prêts à sortir du cercle où votre sagesse s'est longtemps circonscrite, 42,10).[2] Det vi, som introduceres, refererer til forsamlingen af trediestandsdelegerede. Sætningen introducerer både vi og jer. Dermed har vi fået etableret en retorisk grundfigur, hvor udsigeren kan veksle mellem at inkludere (jeg+jer=vi) og markere forskelle (jeg er ikke jer, vi er ikke jer). Inklu  

-7-

sionen anvendes til at befæste udsagnet. Typisk optræder vi med henvisning til det fælles projekt. En markering af forskellen mellem vi og I/jer (dvs. mellem første og anden person) kan derfor tjene til at påpege en divergens mellem, hvad vi er enige om, og hvad I vil ( f.eks. i konstruktionen vi bør have (...) jeres handlinger vil , 45,16-21), men oftere er formålet at minde andenperson om det fælles projekt, som udsigeren dækker sit eget projekt ind under (f.eks. i konstruktionen vi er alle her under disse betingelser (...) kan I ændre det i dag (45,32-35). Imidlertid er det karakteristisk for Mirabeaus tale, at markeringerne af forskellen mellem første og anden person er sjældne. Den dominerende position er vi.

Eftersom sigtet med Mirabeaus tale er at afklare, hvad vi er, må han række længere ud end det forsamlede vi. Han må aftegne de symbolske positioner, som giver vi ret til at handle. En stor del af talen er helliget fremstillingen af legitimationsfigurer. Interessant nok ledsages denne fremstilling af en sideløbende fremstilling af en modstanderfigur. I en scenografisk analyse er det centrale at bestemme, hvilke forbindelser der trækkes mellem de aktuelle udsigelsespositioner (jeg/vi/I) og de symbolske positioner. Denne analyse vil kunne udbygges med en begrebsanalyse af legitmationsfigurerne. Ikke mindst når man medtænker, at Mirabeaus sigte er at betegne disse. positioner. Lad os først se på, hvorledes han betegner de forskellige symbolske positioner.

Modstanderfiguren introduceres før den positive legitimationsfigur. Den præsenteres i et spændingsforhold til anden person (ceux qui avaient un grand intérêt à vous faire adopter de fausses mesures, 42,13.[3] Figuren præsenteres først som en ubestemt tredie person, for kort efter at blive identificeret som de to stænder (42,24). Modstanderen fremstilles som en negativ aktant. Spændingsforholdet forstærkes således af, at modstanderen tilskrives handlinger (så som at bedrage, at tiltage sig magten). Modstanderens negative side pointeres gennem fremstillingen af en udfoldet negativ kode. Trediepersonen de (ils) knyttes til en veritabel opremsning af dårligdomme (anarki, ufornuft, opsplitning, egoisme, storhedsvanvid, korruption, grådighed, despotisme, jvf. 43, 28-44,1). Denne opremsning er i øvrigt et godt katalog over revolutionens negative vokabularium.). Bemærkelsesværdigt nok brydes denne opremsning med introduktionen af et vi, der forbindes med et af de positive nøglebegreber, nemlig Constitution (44,5). Vi får således en markant modsætning mellem det sidste modstanderforbundne begreb i opremsningen, despotisme og det vi-forbundne constitution. Gennem talen forstærkes den negative markering af modstanderen. Det sker i et vedvarende spændingsforhold med det positive vi. I slutningen af talen kondenseres dette spændingsforhold: Nous aurons  

-8-

contre nous tous les antécedents, tous les usages, tout ce qui est, tout ce qui est consacré par les habitudes, tout ce qui est sous la garde puissante des préjugés et de l'aristocratie (53,1-5).[4] Den negative kode sammenfattes i begrebet aristocratie, der let lader sig omforme til en designatør, les aristocrates. (Begrebet kommer til at spille en helt central rolle for det revolutionære taleunivers' fremstilling af en negativ designatørkode). I Mirabeaus tale markeres den negative aktant med designatøren ennemi, nos ennemis (53,14).

Fremstillingen af modstanderfiguren som en position i modsætning til vi, har naturligvis til formål at sammentømre det vi, talen er i færd med at etablere. Skellet mellem vi og modstanderen fastholdes konsekvent. På intet tidspunkt trænger modstanderen ind på anden person. Modstanderen penetrerer ikke den positive forbindelse mellem udsiger (jeg) og anden person. I øvrigt er markeringen af et spændingsforhold mellem anden person og modstander sjælden. Spændingsforholdet markeres først og fremmest mellem vi og modstander.

Konstruktionen af et vi forudsætter positive legitimationsfigurer. Hovedparten af talen går med at fremstille sådanne figurer og forbinde dem med vi. De to vigtigste figurer er designatørerne le roi og le peuple. Omkring disse to figurer konstrueres betydninger. Figurerne fremstilles - kan man sige - i nøglebegreber, der strukturerer talens semantiske legitimationsfelt. (En makroanalyse ville vise, at disse begreber strukturerer et semantiske felt omkring det tidlige revolutionære taleunivers). Kongen introduceres først. Denne designatør udfylder en symbolsk position, der er forbundet med vi ved at give vi rammerne for at handle: nous sommes tous ici sous le mode de convocation que nous à donné le roi (45,32).[5] Kongen fremstilles som en aktant gennem verber som constituer, appeller, convoquer, donner, refuser. Folket fremstilles dels i et underordningsforhold til kongen som hans folk (son peuple, 43,4), dels sideordnet (folket og kongen). Men aktanten peuple tilkendes ikke de samme handlinger som kongen: folket vil, folket kræver (45,11;14). Og det folket kræver, er materielle lettelser (45,12). Talen fremstiller således en assymetri mellem de to figurer. Kongen er i en position til at give beføjelser, folket er i en position til at kræve. Kongens position er symbolsk, fordi referencen hertil skaber mulighed for den aktuelle tale (i dag, som det understreges, 45,35). Men der tales ikke på vegne af kongen. Kongen optræder ikke som symbolsk udsiger. Forbindelsen mellem kongen og vi er fortid (kongen har givet). Kongen kan ganske vist nægte jer (vous refuser sa sanction, 45,13), men kun hvis I  

-9-

vælger den forkerte betegnelse. Kongen forbindes ikke med det vi, som talen fremstiller.

Der tales heller ikke på vegne af folket. Hvordan kan det nu harmonere med, at vi ifølge Mirabeau skal betegnes repræsentanter for det franske folk? Et simpelt svar kunne være, at vi endnu ikke er konstituerede som repræsentanter og derfor ikke kan inkludere folket. Men det kunne også hænge sammen med, at Mirabeau i talen vil opretholde et skel mellem vi og folket. Kun et sted i talen lader han (indirekte) folket tale til os : N'allez pas croire que le peuple s'intéresse aux discussions metaphysiques qui nous ont agités jusqu'ici (45,4-5).[6] Selv om folket fortrænger kongen som figur i den anden halvdel af talen, indsættes folket ikke i en symbolsk position. Når Mirabeau tematiserer repræsentationsforholdet, taler han om vos mandats og vos commettants. Og det vi, der optræder massivt i anden halvdel af talen (der forekommer et markant skifte fra vous til nous fra cirka midt i talen), henviser ikke til folket, men til forsamlingen (notre assemblée, som det siges, 47,21). Vi fremstilles som en enhed over for folket. Det understreges af slutreplikken i talen: lorsque le peuple sera relevé par nos efforts (53,25).[7] Interessant nok er aktanten i talens afslutning selve betegnelsen: elle [la dénomination] abordera facilement le trône (53,9).[8] Vi knyttes sammen med betegnelsen. Ved denne sammenknytning, som Mirabeau etablerer i talens afslutning (talens peroratio), konsolideres vi. Eller rettere så bliver vi til gennem selve handlingen at betegne. Betegnelsen gør, at "vi kan være det, som vi er": être ce que nous sommes (53,9). Dette udsagn opsummerer talens grundlæggende intention. Vi skal tage betegnelsen (prendre le titre, 53,5) for at blive det, vi er. Uden for dette betegnede vi står på den ene side vores fjender (nos ennemis, 53,9), og på den anden side folket.

Set i en større revolutionshistorisk sammenhæng, er Mirabeaus tale et led i dannelsen af en parlamentarisk-demokratisk diskurs. Det vi, der skal betegnes, er det parlamentariske vi, som skal placeres i forhold til kongen (den traditionelle legitimationsfigur) og i forhold til folket (den nye figur). Det afgørende for den parlamentariske diskurs er at skabe et autonomt handlingsrum for parlamentet. Kongens handlinger placeres i en situation før betegnelsen (han har konstitueret, men vi betegner). Folket placeres i en ekstern position som objekt for vi (vi kan løfte folket). Selve repræsentationsforholdet reduceres i talen til et spørgsmål om at  

-10-

vælge en betegnelse. For Mirabeau er betegnelsen den ultimative, revolutionære handling. Derefter kan vi være, hvad vi er.

Talen er konsensussøgende, fordi intentionen først og fremmest er at skabe en enighed over for de eksterne positioner (kongen, folket, fjenderne). Det er en vi-tale. Den har endvidere et didaktisk præg. Taleren fremtræder, og han fremtræder som den belærende. Den markerede udsiger er den, som viser vej. Den gennemgående talehandling er at fremstille (exposer). Men samtidig er fremstillingen knyttet til en opfordrende forpligtelse (hvis vi tager denne titel, så...53,6). Selve handlingssemantikken i talen udspiller sig mellem at konstituere sig (il faut nous constituer, 44,24) og at tage noget (dvs. noget som ikke er givet, prenons le titre). At konstituere og at tage markerer en omgivende demokratisk-revolutionær diskurs, hvor det revolutionære at tage har form af at konstituere.

Den konkurrerende tale - tale af Robespierre i konventet 28. december 1792.[9]

Denne tale hører hjemme i revolutionens radikale fase. Kongen, Ludvig den sekstende, er blevet afsat i august 1792 og republikken udråbt i september. Udadtil er revolutionen truet af krigen med de øvrige europæiske stormagter, indadtil er en borgerkrig under opsejling. De fleste af de ledende revolutionære fra 1789 er sat ud af spillet. Nye folk er dukket op. De samler sig i grupperinger med betegnelser som girondiner, la Montagne (bjerget) og la plaine (sletten). I efteråret 1792 er konventet, som parlamentet nu hedder, især optaget af retssagen mod kongen. Robespierres tale indgår i diskussionen af denne retssag. I talen imødegår Robespierre et forslag fra girondineren Vergniaud om, at konventets eventuelle dom skal underkastes en folkeafstemning. Den radikale Robespierre skal med andre ord argumentere imod den mere moderate Vergnieauds forslag om at lade folket træffe den endelige beslutning. Denne for Robespierre akavede situation stiller store krav til hans retoriske evner.

Talens retoriske funktion er således at overbevise de tilstedeværende konventsmedlemmer om ikke at tilslutte sig Vergniauds forslag. Den enighed, der skal etableres, går over en afvisning af en modpart i salen. Den polemiske form er, hævder jeg, et grundtræk ved den konkurrerende tale. Hvor den didaktiske form baserer sig på etableringen af en fælleshed mellem udsiger og tilhører, bygger den polemiske form på en skelnen mellem de enige og de uenige. Ganske vist skal der etableres en enighed. men det kan først ske, når de enige er udpeget. I den konkur  

-11-

rerende tale er udpegningen af grupper helt central. Man kan sige at udpegningen er den centrale talehandling. Udpegningen af en modstandergrupper modsvarer og legitimerer en selvudpegning som gruppe. Vi har med et politisk univers at gøre, hvor forskellige grupper (det, man senere skal kalde partier) tager form. Egengruppen må imidlertid legitimeres med henvisning til den demokratiske ramme, dvs. til folket/nationen. I det revolutionære univers sker denne legitimation ved at knytte en revolutionær historie til folket. I den konkurrerende tale må taleren derfor placere sin gruppe og modstandergruppen i forhold til folket og til den fælles revolutionære historie. Dermed skabes en langt mere kompleks scenografi end i den konsensussøgende tale.

Argumentet i Robespierres tale er egentligt simpelt. Hvis en folkeafstemning gennemføres, vil revolutionens fjender manipulere folket til ikke at dømme kongen hårdt, lyder det. Men bag dette argument gemmer sig en anden intention, nemlig at bringe konventets diskussion om retssagen til ophør. Indirekte er temaet for talen at afsløre fjenden. Ligesom Mirabeaus tale havde konsensus som tema, har Robespierres tale konkurrencen som tema. De har således begge en en særlig refleksiv dimension i forhold til den typologi, jeg har opstillet.

Robespierres tale er lang selv efter en revolutionær målestok. I den udgave, jeg anvender fylder den 16 1/2 side (ca. 43.860 tegn - kun lidt kortere end dette manus). Den indskriver sig i et diskursivt univers af fastetablerede legitimationsfigurer. Spørgsmålet, om hvem vi er, er blevet besvaret mange gange. Det spørgsmål, Robespierre stiller er snarere om,Vi er, hvem vi giver sig ud for. Talen indledes ganske vis med etableringen af en harmoni: je n'en suis pas moins convaincu, que nous sommes tous pénétrés d'une égale horreur pour le despotisme...(184,3-4).[10] Denne harmoni afløses imidlertid ef en langt mere dominerende organisering af de aktuelle positioner: jeg erindrer jer om... Jeg er ikke, som i Mirabeaus tale blot en markering af den aktuelle udsigelse, men også en markering af en fortidig udsigelse. Jeg kommenterer ikke kun talen, men overskuer fortiden. Denne position har derfor et symbolsk moment. Denne langt stærkere markering af jeg modsvares af en stærkere markering af legitimationsfiguren, der introduceres tidligt i talen (184,25). Figuren betegnes med den vifte af designatører, som har vundet fodfæste i den revolutionære-demokratiske diskurs: La patrie, le grand peuple, la nation, le salut public. Jeg har desværre ikke tid til at gå ind i en begrebsanalyse af forholdet mellem de enkelte designatører i det semantiske felt omkring legitimationsfiguren i talen. De centrale koordinater i dette felt er la patrie og le peuple. Men to træk ved fremstillingen af figuren er værd at  

-12-

bemærke sig. For det første at den sættes direkte op over for repræsentanterne, der omtales som, dem der skylder la patrie hengivenhed (la dernière preuve de dévouement que les représentants du peuple doivent à la patrie, 184,24).[11] Der etableres altså fra begyndelsen en skelnen mellem repræsentanternes position og la patrie. Det andet er, at legitimationsfigurens modbillede, den negative figur, så at sige er indskrevet. Den positive figur nævnes ikke uden sin modsætning, der typisk samles i betegnelsen la tyrannie (184,29) eller i designatøren le tyran som i syntagmet le tyran du peuple français (184,22), der sammenfatter indskrivningen af de to figurer. Folket omtales ikke uden fjenden. Det er altid defineret i forhold til fjenden. Denne manikæiske relation har rodfæstet sig i den revolutionære-demokratiske diskurs efter 1789.

Folket/fædrelandet indtager straks en symbolsk position over de aktuelle positioner jeg-I. Det markeres ved at jeg-positionen (den aktuelle udsigelsesposition) nedtones. Jeg glider ind i den symbolske position. Tilbage står en relation mellem la patrie og andenpersonen, som det tydeligt fremgår af udsagnet: c'est la voix de la patrie allarmé qui vous presse...(185,7).[12] I stedet for jeg hører andenpersonen fædrelandets stemme. Etableringen af denne forbindelse mellem den aktuelle udsiger og en symbolsk udsiger ledsages af en konkretisering af den negative figur. Hvis folket aktualiseres, så dukker fjenden også op. De symbolske positioner, folket og fjenden, og deres symbolske kamp kommer derved til at indramme den aktuelle kommunikationssituation. Konsekvensen er, at også fjenden er til stede. Det formuleres første gang som en mulighed: hvis ikke, I handler, så vil den dystre mistro, de brutale mistanker (la sombre défiance, les soupçons cruels) vækkes inden for denne forsamling (au sein de cette assemblée) (185,6). Denne deiksis følger umiddelbart efter omtalen af les ennemis de la liberté (185,5). Der skabes en forbindelse mellem denne forsamling og fjenden. Fjenden kan altså være til stede blandt jer. Her har vi første led i Robespierres retoriske strategi. Det drejer sig om at bringe andenpersonen i en position mellem de symbolske positioner, folket og fjenden. Denne mellemposition udfoldes ved at vende tilbage til et konsensuelt punkt, hvorfra vi var enige. Dette punkt i fortiden er enigheden om kongens forbrydelse. Igen etableres forbindelsen til enigheden ved det erindrende jeg. Viger andenpersonen fra dette punkt, sætter den sig op mod nationen: c'est à la nation elle-même que vous auriez fait le procès (185,29).[13] Mellempositionen aftegnes  

-13-

gennem en fremstilling af den hypotetiske mulighed for at havne i fjendens position. Endnu har talen ikke placeret nogen dér.

Aftegningen af en mellemposition har ikke til formål at skabe rum for en divergerende mening. Tværtimod er Robespierres overordnede mål at gøre en sådan position umulig. Formålet med mellempositionen er at skabe usikkerhed om andenpersonens tilhørsforhold. Denne retoriske strategi kan aflæses i scenografiens differentiering af andenpersonen ved hjælp af fjendefiguren. Det ene led heri består i en omfattende fremstilling af en forbindelse mellem det forslag, Robespierre argumenterer imod (cette étrange opinion, 187,43), og den allestedsnærværende fjende (der skildres over, hvad der svarer til adskillige sider). Det afgørende er, at "dette besyndelige synspunkt" kan gøres gældende her (peut prévaloir ici, 187,42). Fjenden er altså til stede blandt jer. Derved er den andenperson, der optræder i talen, blevet splittet op. Usikkerheden omkring andenpersonen forstærkes af et gennemgående tema i talen om, at fjenden er skjult (les tyrans déguisés, 188,10), at fjenden optræder under dække af de positive betegenelser: ose cacher sous le nom de la souverainté du peuple (192,11).[14] Fjenden skjuler sig altså under folkets ord. Når ordene bedrager, kan fjenden altså være til stede overalt også i det forslag, Robespierre argumenterer imod. Interessant nok rummer denne tematisering også et angreb på ordenes og diskussionens værdi. Som vi skal se, er det paradoksalt nok også et centralt tema i Robespierres tale.

Differentieringen af andenpersonen understøttes af den stadig mere markante fremstilling af jeg, som den der står over forsamlingen. Jeg optræder ganske vist stadig som et vi, men hver gang træder jeg op over for vi. Følgende udsagn er typisk for jegs opstigen: Je vois sa [la convention] dignité s'éclipsé à mesure que nous oblions cette énergie des maxismes républicaines pour nous égarer dans un dédale de chicanes inutiles et ridicules, et que nos orateurs font faire à la nation un nouveau cours de monarchie (187,21-25).[15] Jeg er her den, der ser, den der afslører og afdækker. Mod slutningen af talen hedder det således: j'ai observé ce qui se passe autour de nous (196,25).[16] Erindres det, at et tema i talen var, at ordene bedrager, så er det interessant at notere sig, hvorledes jeg forbindes til blikmetaforer (se, voire). Ikke kun jeg'et ser, også folket har et blik, som når der tales om, at fjenden fjerner os fra folkets blik (197,15). Den symbolske position kan  

-14-

både fremstilles som en tale (jvf. fædrelandets stemme) og et syn (folkets blik) svarende til, at jeg'et både taler og ser.

Jeg'ets overblik stabileres i forbindelsen til den symbolske position. Det kan ske ved at lade denne position træde frem som i udsagn af typen: nationens ære, det er... (l'honneur de la nation, c'est...., 187,16) eller indirekte ved en markering af relationen mellem jeg og positionen: jeg tvivler ikke på, at folket... (je ne doute pas que le peuple...193,6). Men jeg'ets overskuende position forstærkes også ved etableringen af en direkte dialog mellem jeg'et og folket og mellem jeg'et og fjenden.

Den direkte dialog med den tilstedeværende fjende skal tjene til at fremme afsløringseffekten. Hvis man kan tale til fjenden, må den være her. Dialogen med fjenden tager form af jeg'ets direkte henvendelse til andenpersonen: je ne vois donc dans votre systême que le projet de détruire l'ouvrage du peuple et rallier les ennemis qu'il a vaincu (193,30).[17] Denne henvendelse kommer pludseligt som en konklusion på den lange fortælling om den skjulte fjende. Indførelsen af en ny reference for andenpersonen (I=fjenden) bevirker, at andenpersonen både dækker en særlig (fjendtlig) gruppe i forsamlingen og tilhørerne i almindelighed. Det spørgsmål, taleren direkte kaster ud i forsamlingen, er: hvem er I? Denne aktuelle (nu ikke længere hypotetiske) opsplitning af andenpersonen er imidlertid blevet forberedt at en anden opsplitning, nemlig mellem et vi-alle i forsamlingen og vi-nogen-af-os.

Denne sidste opsplitning er baseret på en sindrig kronografi. Talen etablerer allerede i indledningen en skelnen mellem et før og et nu inden for den revolutionære tid. Jeg'et erindrer andenpersonen om, hvad den allerede har gjort. Andenpersonen har allerede dømt kongen (je ne vous répéterai pas que Louis était déjà condamné...184,9).[18] Dette blik på fortiden (un regard sur le passé, 185,35), som jeg'et retter, skal i udgangspunktet tjene til at forpligte tilhørerne på revolutionens forløb. Men samtidig skabes med henvisning til fortiden en skelnen mellem dem, som allerede havde ret den gang og dem, som tog fejl. Der henvises til et specifikt punkt i fortiden, nemlig til kongens mislykkede flugt i sommeren 1791, hvor alle var enige om at fordømme ham, og til kort tid efter (186,17), da det var blevet en forbrydelse at gøre det. Kun nogle enkelte krævede Louis (han omtales konsekvent ikke som konge) straffet, og de blev forfulgt, bandlyst og bagtalt. Disse få (en trop petit nombre, 186,24) er dem, som i dag for anden gang ønsker Louis straffet (ceux qui vous demandent aujourd'hui, pour la seconde fois...186,21). Denne første  

-15-

markering af en positiv gruppe afsluttes imidlertid med et inkluderende vi: sachons mettre à profit l'expérience de nos devanciers (186,30).[19] Dem, som havde ret dengang, skal forenes med andenpersonen.

Anden gang den positive gruppe markeres, er det som en egengruppe. Jeg'et forbinder sig altså med en gruppe. Det sker efter, at andenpersonen er blevet identificeret med en modstander. Igen anvendes en skelnen mellem et før og et nu. Men denne gang udpeges gruppen som et aktuelt vi, der står over for vous: Les jacobins n'etaient pas plus décriés à cette époque (...) qu'ils ne les ont aujourd'hui parmi vous. Alors nous étions des factieux, aujourd'hui nous sommes des agitateurs et des anarchistes (195,27-29).[20] Vi inkluderer ikke længere andenpersonen, men talerens gruppe, der betegnes for første gang. Betegnelsen af egengruppen er en risikabel affære, fordi den revolutionære diskurs generelt ikke levner plads for denne position. Taleren risikerer beskyldninger for at være en fraktionsmager og anarkist (factieux et anarchistes), som Robespierre selv gør opmærksom på ved at lægge disse betegnelser i munden på modstanderen. Det er for at sikre sig mod sådanne beskyldninger, at taleren henviser til den revolutionære fortid. Vi-gruppen forbindes med en symbolsk tid. De aktuelle positioner indrammes af denne symbolske tid, revolutionen (la révolution toute entière, 194,40). Vi-gruppen kan have ret, fordi den har revolutionen med sig. Den taler på vegne af et fortløbende projekt, hvis enkelte epoker hænger sammen, jvf. la révolution toute entière), hvilket betyder, at fortidige handlinger vurderes efter en revolutionær fremtid. Folket/fædrelandet som symbolsk position suppleres dermed af en symbolsk tid, som jeg'et etablerer en privilegeret adgang til (jvf. jeg erindrer). På tilsvarende vis kan modstandergruppen i forsamlingen udpeges som fjende og dens fortidige handlinger dømmes kontrarevolutionære.

Den udviklede kronografi er udtryk for flere ting. Først og fremmest den revolutionære dimension i den demokratiske tale. Revolutionen optræder som legitimationsfigur. Men samtidig markerer henvisningerne til den revolutionære tid, at de forskellige talere har en fortid til fælles, hvori de har fået deres plads. Talerne har hver deres forhistorie, som de må omgås. Robespierre er kendt som radikal og som jakobiner og må derfor i sine taler omgås dette image. Situationen er derfor ikke så plastisk som i 1789. Der eksisterer måske ikke deciderede politiske grupper, men der findes forhistorier eller diskurser, som indsnævrer talerens manøvrerum. Det er netop et karakteristisk træk ved den konkurrerende tale. Men konkurrencen  

-16-

foregår ikke mellem anerkendte grupper. Den enkeltes forhistorie må forbindes med den symbolske tid. Man kan sige, at konkurrencen ytrer sig som en kamp om at placere sig i denne tid og udelukke andre herfra.

Men samtidig foregår konkurrencen også omkring den demokratiske legitimationsfigur, folket/fædrelandet. Den foregår som nævnt ved at etablere en privilegeret indgang til den symbolske position. I Robespierres tale iscenesættes denne indgang som en direkte dialog mellem udsiger og folket: Peuple malheureux! on se sert de tes vertus mêmes pour te perdre (197,1).[21] Folket påkaldes som en øverste dommer over for fjenden (ils voudront bientôt nous arracher à tes regards, 197,15) og over for andenpersonen: doutez-vous de ce projet? (197,17). Det nous, som står over for ils og vous, fremstår som det rette vi; det, som andenpersonen må tilslutte sig.

I talens sidste del fuldendes udpegningen af fjenden i forsamlingen (dem, som fjerner os fra folkets blik). Fjenden identificeres med modstanderens tale. Beviset på fjendens tilstedeværelse er selve diskussionen: vous en faut-il d'autres preuves que cette discussions? (197,24).[22] Men tilhørerne kan ikke ånde lettet op af den grund. For fjenden er også de, der tier om kongen (ceux qui garde le silence (...) qui s'abstiennent surtout de prononcer leur opinions, (198,11).[23] Mellen talen og tien er der kun vi-gruppens position. Det er derfor denne position, andenpersonen kan søge til. Ganske vist formuleres det i talen som en opfordring (unissons-nous pour sauver la patrie, 199,9). Men opfordringen ledsages i afslutningen af en indirekte trussel: ne veut-on éterniser ce procès que pour perpétuer les moyens de calomnier le peuple (200,13).[24] Indirekte, fordi den forbliver henvendt til det ubestemte man. Det vi, som etableres i talens afslutning inkluderer således kun tilhørerne, for så vidt de tilslutter sig Robespierres gruppe-vi og derigennem ...folket.

Den antipluralistiske tale - Adresse fra medlemmerne af det republikanske selskab i Tonnere, hvori de udtrykker deres indignation over mordet på borger Marat 23. juli 1793. [25]  

-17-

Den antipluralistiske tales retoriske funktion er at eliminere konkurrencen og i sidste ende at erstatte talens magt med magtens tale. Den er demokratisk i den forstand, at den anvender den demokratiske diskurs' form. Den retoriske funktion udtrykkes i en iscenesat ophævelse af repræsentationsforholdet, dvs. en ophævelse af afstanden mellem talen og magtens sted. Det fremstilles sådan, at talen ikke er nogen persons tale. Denne fremstilling understøttes ef en ideologisering af talen. Herved forstår jeg en fremstilling af et imaginært univers - en fortælling om man vil - der begrunder udviskelsen af talen som nogens tale. Talens aktuelle positioner kan derved genopføres som aktanter i et imaginært univers, der overlejrer den faktiske kommunikationssituation. Et konkret krav kan da komme til at udspille sig i en historie om folkets heroiske kamp mod fjenden.

Jeg skal - ganske hurtigt - prøve at demonstrere disse træk i den førnævnte adresse fra det republikanske selskab i Tonnere. Det er ikke en tale i bogstavelig forstand, men en tekst, der kan være blevet læst op i konventet af et af medlemmerne af selskabet. Adressen har form af en opfordring til konventet om at pantheonisere Marat, der er blevet myrdet 10 dage forinden. Det er den formulerede intention. Men bagved denne ligger et krav om, at konventet forstærker indsatsen mod revolutionens fjender. Dette krav blev kort tid efter formuleret direkte som et krav om at sætte terroren på dagsordnen. Adressen er én blandt et stort antal, der i kølvandet på Marats død krævede en yderligere radikalisering af revolutionen. Disse adresser kom stort set alle fra de ekstra-parlamentariske organisationer (den såkaldte sans-culotte bevægelse), der skulle få stadig større politisk betydning i løbet af efteråret 1793.

Scenografien i adressen udtrykker på overfladen kommunikationssituationens aktuelle positioner. Der optræder et vi (det republikanske selskab), der henvender sig til et jer (repræsentanterne i konventet). Men det viser hurtigt, at vi rækker langt ud over selskabet. Vi er folket. Faktisk er dette vi nærmest givet på forhånd. Det skal ikke som i de to andre taler iscenesættes. Allerede det første vi antyder vi'ets rækkevidde: un fer liberticide nous a ravi votre digne collègue (153,4).[26] Dette vi korresponderer med de symbolske positioner, som tegnes. Disse positioner udgøres af henholdsvis Marat og af la patrie. Marat - folkets ven - fremstilles som helten, der demaskerer forræderne (Marat démasque les traîtres, 153,19). Demaskeringstemaet indgår i den fortælling om et komplet, der indrammer de aktuelle positioner og krav. Komplotfortællingen binder vi og Marat sammen. Marats demaskering modsvares af et vi, der havde kendskab til komplottet: nous le savions, un grand complot se tramait contre la liberté (153,20).[27] Det overskuende vi og Marat står over for repræsentanterne. Disse ser intet, gør intet i denne fortælling. Kun vi-folket handler. At repræsentanterne så at sige står uden for folket un-  

-18-

derstreges også af, at de underordnes byen, de befinder sig i: des conspirateur siègent encore à la convention nationale, dans le sein d'une ville, le berceau et le rempart de la révolution (153,9).[28] Byen, dvs. Paris, symboliserer revolutionen over for repræsentanterne. Topografien omkring byen og kronografien omkring revolutionen løber sammen i betegnelsen sansculotter, der optræder som vores sanculotter, der er på højde med revolutionen (à la hauteur de la Révolution,153,33).

Fremstillingen af en skelnen mellem I-repræsentanter og vi-folket tjener til at delegitimere det institutionaliserede repræsentationsforhold. Denne antiparlamentarisme, der er typisk for den antipluralistiske tale, der taler fra et sted uden for parlamentet, fører imidlertid til, at selve repræsentationsforholdet forsvinder. Korrespondencen mellem udsigerpositionen og den symbolske postion, folket/fædrelandet, skal ikke iscenesættes. Den er forudsætningen for det krav, der rettes mod repræsentanterne. Det er således ikke blot det republikanske selskab i Tonnere, der kræver og opfordrer. Det er revolutionen og folket. Og opfordringen har karakter af en trussel. Adressen afsluttes ikke med en direkte trussel, men det kommer tæt på: Enfin que la loi fasse justice de tous les conspirateurs et nous dirons que vous avez bien mérité de la patrie (154,21-22).[29] Den indirekte følgeslutning er, at repræsentanterne (vous) ikke har gjort sig fortjent til fædrelandet, hvis de ikke følger, hvad vi siger. I en anden adresse angående Marats død kan man finde et eksempel på en langt mere direkte formuleret trussel: Nous vous demandons justice, prompte et sevère; s'il en est autrement, nous vous abandonnons.à toute notre sensibilité, pesez- en les consequences (Adressen fra det folkelige selskab i Montauban, 24. juli 1793).[30] Denne talehandling er typisk for den antipluralistiske tale. Også Robespierres tale indeholdt en indirekte trussel, men her påkaldes folket over for et vi. Folket er ikke dette vi. Derfor kan Robespierre sige: Peuple, epargne-nous (199,25) - skån os, kære folk. Måske vil I, mine tilhøre sige de samme. Derfor vil dette jeg standse her.  

Go to top


Noter

* Denne tekst lå til grund for min licentiatforelæsning den 7. februar 1997 med titlen "En analyse af forskellige typer af demokratiske taler i den franske revolution".

1 Premier et second discours sur la dénomination de l'Assemblée. Discours du 15 juin 1789, i Mirabeau: Discours. Édition établie par François Furet. Paris: Gallimard 1973, pp.41-53. Tallene i parentes henviser til sider og linier i de anvendte tekstudgaver af talerne. Alle understregninger er mine. Det samme gælder de oversættelserne til dansk, der gengives i noterne.

2 [vi er rede til at overskride den cirkel, hvori jeres kløgt gennem lang tid har været omskrevet.]

3 [de, som havde en interesse i at få jer til at antage falske forholdsregler]

4 [Vi vil imod os have hele forhistorien, al sædvane, alt som er, alt som er beseglet af vanerne, alt som er under fordommenes og aristokratiets magtfulde beskyttelse]

5 [vi er alle her under den indkaldelsesform, som kongen har givet os]

6 [Tro ikke, at folket interesserer sig for de metafysiske diskussioner, som har bevæget os indtil nu]

7 [Når folket vil have rejst sig i kraftt af vores anstrengelser]

8 [den [betegnelsen] vil let kunne entre tronen]

9 Séance du 28 décembre 1792 sur l'appel au peuple dans le jugement de Louis XVI. Second discours de Maximilien Robespierre, sur le jugement de Louis Capet, i OEuvres de Maximilien Robespierre. Tome IX: Discours (4e Partie). Septembre 1792-27 juillet 1793. Paris: PUF 1958, pp.183-200.

10 [jeg er ikke mindre overbevist om, at vi alle er gennemtrængt af en identisk afsky for despotismen]

11 [det sidste bevis på hengivenhed, som folkets repræsentanterne skylder fædrelandet]

12[det er fædrelandets opskræmte stemme, som tilskynder jer...]

13 [det er nationen selv, som I ville have ført sag mod]

14 [vover at skjule under folkesuverænitetens navn]

15 [Je ser dets [konventets] værdighed forsvinde, efterhånden som vi glemmer den energi, de republikanske læresætninger besidder og i stedet forvilder os i en labyrint af ubrugelige og latterlige chikanerier, og efterhånden som vores talere giver nationen en ny lektion i monarki]

16 [jeg har observeret, hvad der sker rundt om os]

17[jeg ser således ikke andet i jeres system end intentionen om at ødelægge folkets værk og slutte sig til den fjende, som det har besejret]

18 [jeg skal ikke gentage for jer, at Louis allerede var dømt...]

19 [lad os vide, at drage nytte af erfaringen fra vores forgængere]

20 [Jakobinerne blev ikke mindre udskreget på den tid (...) en de er i dag blandt jer. Dengang var vi fraktionsmagere, i dag er vi uromagere og anarkister]

21 [Ulykkelige folk! man udnytter selve dine dyder for at lede dig i fortabelse]

22 [behøver I andre beviser herfor end denne diskussion]

23 [de som tier (...) de som især afholder sig fra at udtale deres mening]

24 [vil man ikke kun trække denne proces ud i det uendelige for i al evighed at kunne fortsætte med at bagtale folket]

25 Adresse des membres de la société républicaine de Tonnere, par laquelle ils expriment leur indignation sur l'assassinat du citoyen Marat (23. juli 1793), i Hans Ulrich Gumbrecht: Funktionen parlamentarischer Rhetorik in der Französischen Revolution. München: Wilhelm Fink Verlag, 1978, pp.153-154.

26 [et frihedsdræbende stål har bortrøvet os jeres ærværdige kollega]

27 [vi vidste det, et stort komplot blev smedet mod friheden]

28 [komplotmagere sidder endnu i konventet, i hjertet af en by, der er revolutionens vugge og forsvarsvold]

29 [Må loven endelig behandle komplotmagerne efter fortjeneste, så vil vi sige, at I har gjort jer fortjent af fædrelandet]

30 [Vi kræver øjeblikkelig og streng retfærdighed; hvis det bliver anderledes, overlader vi jer til alle vores følelser, mærk jer følgerne]

Go to top