Topmenu Calendar Archive Links Faculty and staff Publications Research projects Sitemap Main page

URL: www.hum.au.dk/dk/ckulturf/pages/publications/sbn/kwakiutl.htm
This text is the electronic version of

Steffen Bohni Nielsen:

Civilizing Kwakiutl.
Contexts and Contests of Kwakiutl Personhood, 1880-1999

Centre for Cultural Research, University of Aarhus.

ISBN 87-7725-285-3

Electronically published:October 15, 2001

Steffen Bohni Nielsen:
Civilizing Kwakiutl.
Contexts and Contests of Kwakiutl Personhood, 1880-1999

Ph.D. Dissertation
Department of Ethnography and Social Anthropology
University of Aarhus, Denmark

PDF file

Full PDF version. 

Download pdf-file ( 3.8 MB, 490 pages) by clicking the icon above.

Please note: Reading pdf-files requires Adobe Acrobat(R) get it here

© Steffen Bohnin Nielsen 2001. All rights reserved. This text may be copied freely and distributed either electronically or in printed form under the following conditions. You may not copy or distribute it in any other fashion without express written permission from me. Otherwise I encourage you to share this work widely and to link freely to it. 

Conditions

You keep this copyright notice and list of conditions with any copy you make of the text. 

You keep the preface and all chapters intact. 

You do not charge money for the text or for access to reading or copying it. 

That is, you may not include it in any collection, compendium, database, ftp site, CD ROM, etc. which requires payment or any world wide web site which requires payment or registration.You may not charge money for shipping the text or distributing it. If you give it away, these conditions must be intact.

For permission to copy or distribute in any other fashion, contact cfk@au.dk

Danish Abstract

Denne afhandling foretager et tematisk baseret studie af Kwakiutl folket på Canadas vestkyst. Kwakiutl spiller en central rolle i antropologiens historie i almindelighed og i den regionale etnografi i særdeleshed. Det skyldes først og fremmest antropologen Franz Boas’ studier igennem mere end 50 år af dette folk (Boas 1897, 1925, 1966). Boas’ etnografi har siden været genstand for en række forskellige teoretiske tilgange, som har fundet plads blandt fagets klassikere.

Undersøgelsen bygger primært på tre forskellige datakilder: (i) På Boas’ og andre etnografers data, (ii) på vidtrækkende arkivstudier af regerings- og missionærkilder, og (iii) på egne data fra femten måneders feltarbejde blandt ’Namgis Kwakiutl i Alert Bay, British Columbia. Afhandlingen adskiller sig ved ikke alene at anvende etnografisk materiale, men inddrager også arkivmateriale vedrørende skolens og missionens rolle. Et tema som aldrig tidligere har været grundigt analyseret. Endvidere var feltarbejdet det første af længerevarende karakter i Alert Bay i en snes år. Således kaster afhandlingen nyt lys over en række historiske forhold alt imens den tilføjer en analyse af samtidens Kwakiutl.

Afhandlingen er tematisk baseret i den forstand, at jeg koncentrerer fokus på personforståelse (UK: personhood) hos Kwakiutl i perioden fra 1880 til 1999. Den centrale antagelse er, at personforståelse afspejler den herskende sociale orden. Med andre ord analyserer jeg, hvorledes social institutioner som skolen, slægtsgruppen og det indfødte ritual "potlatch" bliver genstand for identitetspolitiske konflikter og undergår forandringer. Det, som er af central betydning for ovennævnte institutioner, er deres placering i forhold til konstitution og læring af specifikke identiteter. Afhandlingen viser, at institutionernes rolle langt fra er statisk. Dels udvikler politikkerne sig, dels ændrer kontrollen over institutionernes situationsbestemte læring sig, og dels ændres identitets-repræsentationerne sig. Et eksempel herpå er skolen. Da skolen blev introduceret blandt Kwakiutl i slutningen af det 19. århundrede var den en central institution i regeringens og missionærernes forsøg på at "civilisere" Kwakiutl. I dag er skolen styret af indianerne selv og et vigtigt element i at fastholde, hvad nogel sociale aktører opfatter som indiansk "kultur".

Perioden 1880-1999 er kendetegnet ved intens kolonisering og komplekse magtrelationer mellem forskellige grupper af social aktører, som embedsmænd, missionærer, kristne indianere og "traditionalister". Deres indbyrdes relationer fandt udtryk i forskellige identitetspolitikker, hvorigennem aktørerne søgte at påvirke Kwakiutl folkets personforståelse. I dette historiske forløb ændres magtforholdet mellem disse aktører som udslag skiftende globale, nationale og lokale omvæltninger.

En central bestanddel af afhandlingen er således analysen af relationerne mellem forskellige aktører, som søgte at definere og repræsentere Kwakiutl identitet. Ikke mindst analyseres de sociale institutioner, hvori sådanne identitetskonstruktioner og forhandlinger finder udtryk. Ved at analysere deres historiske forandringer af form, indhold og betydning i samspil med de dynamiske relationer mellem forskellige sociale aktører, udledes dels aktørernes indbyrdes skiftende positioner, og dels Kwakiutl personforståelse.

Teori og metode
For at begribe disse udviklinger benyttes en række teoretiske begreber. Joan La Fontaines sondring mellem individ, selv og person som tre forskellige analytiske tilgangsvinkler benyttes til at definere og analysere Kwakiutl personforståelse (1985). Ligeledes anvendes Grace Harris’ metode til at begribe personforståelse ved at analysere både individers sociale karriere og de strukturelt mulige social identiteter (1989). Endvidere bruger jeg Norbert Elias’ begreber om historiske figurationer, psycho- og socio-genese til at begribe de dynamiske relationer mellem forskellige sociale aktører og til at forstå forandringen af kognitive, emotionelle, sociale og fysiske aspekter i historiske processer. Michel Foucaults optik omkring den institutionelle forankring af diskurser – og deres iboende forhold mellem viden og magt – anvendes til at analysere ovennævnte institutioner i sammenhæng med sammes begreb om heterotopier (1977, 1979, 1986). For at begribe tilegnelsen af institutionelt konstituerede personforståelser anvender jeg George Herbert Meads begreb om det sociale selv (1967). Dette begreb bevirker, at vi kan begribe tilegnelsen af specifikke personkategorier som integreret i individers selv-bevidsthed. Endvidere bruger jeg Jean Lave og Etienne Wengers begreb om situationsbestemt læring til at analysere (1991), hvordan individers tilegnelse af personforståelse er flertydig og aktivt lærende frem for entydigt internaliserende.

Der var såvel en teoretisk som metodologisk begrundelse for at eksplicitere den begrebsmæssige ramme for undersøgelsen. Dels klarlægger og afgrænser diskussionen personforståelsesbegrebet i forhold til tilgrænsende begreber, og dels skaber det klarhed over de antagelser, der ligger til grund for studiet, hvilket er centralt for en granskning af undersøgelsens validitet og reliabilitet.

Personforståelse i det 19. århundrede
I perioden forud for intens kontakt med europæiske immigranter var Kwakiutl personforståelse i høj grad præget af den eksisterende politiske og mytiske orden. Kwakiutl folket var opdelt i en række politisk autonome bosættelser. Relationer gennem slægtskab, ægteskaber, sprog, handel og rituelle udvekslinger eksisterede dog mellem en række af disse bosættelser. Den centrale sociale og politiske enhed var den udvidede slægtsgruppe, numaym.

Disse numayms var internt og eksternt rangordnede. Eksternt var numayms og stammer ceremonielt rangordnede, men denne orden havde ingen politisk betydning. Internt havde numaym en øverste leder, som, ideelt set, var direkte efterkommer af en linje af førstefødte fra slægtens stamfader: Et antropomorft væsen med overnaturlige kræfter. Den gren af slægten, som var i denne direkte linje med stamfaderen var den højest rangerede. De linjer, som ikke var direkte relaterede besad mindre prestigefyldte positioner. Hver numaym havde en række adelstitler, der blev båret af disse individer som navne. Titlerne skiftede igennem et individs sociale karriere og definerede dennes sociale identitet. En større gruppe af numaym medlemmer havde derimod ikke adelstitler, men udelukkende dagligdagsnavne, som ikke blev forbundet med specifikke religiøse og politiske rettigheder. Adelstitlerne blev overleveret ved ceremonier, hvor vidner blev indbudt til at overvære overdragelsen samt bevidne slægtens symbolske mægtighed i form af elaborerede danse og sange som var numaymens ejendom. Disse ceremonier er i den etnografiske litteratur kends som "potlatch". I modsætning til titlerne, som var socialt differentierende, blev sjæle inkarneret af medlemmer af numaymen uden skelen til rang. Således kan det siges, at overgangen af sjæle var socialt integrerende. Analysen læner sig op af Marie Mauzé analyse (1994a), og adskiller sig klart fra tidligere analyser som eksempelvis Marcel Mauss’ (1985)

Det var denne personforståelse, som kom under stigende pres i den efterfølgende periode. I anden halvdel af det 19. århundrede medvirkede epidemier, pelshandel og siden lønarbejde til at Kwakiutls social og økonomiske struktur ændrede sig. Den eksisterende orden med en dominerende adel kom under pres fra nyrige, som i stigende grad søgte at forvandle deres økonomiske formue til religiøs og social status.

I denne kontekst ankom to nye grupper af euro-canadiske aktører, som, modsat pelshandlere, handelsmænd og minearbejdere, havde en udtrykt intention om at transformere Kwakiutl folkets selv- og verdensforståelse.

Missionærerne og regeringen identificerede snart den såkaldte "potlatch", som den helt centrale institution, der fastholdt indianerne i deres hedenske tro og sociale struktur. Denne institution blev derefter forbudt ved lov. Samtidig, konkluderede regeringen at indsatsen mod voksne indianere var forspildt og fremtidig indsats skulle rettes mod børnene som skulle uddannes, og "civiliseres", i skoler med afstand til forældrenes indflydelse. En tredje institution, som blev indirekte påvirket heraf, var numaymen, som hidtil var den centrale sociale enhed i oplæring af børn til at blive fuldgyldige medlemmer af samfundet.

Med andre ord, udspillede sig en række konflikter om kontrol over, adgang til og indhold af institutioner, som på forskellig vis var central i skabelsen af forskellige identiteter. Institutionernes situationsbestemte læring blev central for aktørernes identitetspolitik.

Konsekvenserne af disse konflikter er dog langt fra entydige, hvilket bevidner, at aktører ikke er individer som uproblematisk internaliserer en bestemt forkropsliggjort viden. De er betydningsproducenter, som kombinerer forskellig viden og praksisser i forskellige sammenhænge, og resultaterne er sjældent forudsigelige.

Institutionelle forandringer
I afhandlingen fokuserede jeg på udviklingen af de sociale institutioner, hvori, sociale aktører producerer og reproducerer sådanne identiteter. De historiske forandringer af ovennævnte institutioner afspejles i udviklingen af Kwakiutl personforståelse.

I den analyserede periode, har det vist sig, at den udvidede slægtsgruppe, stadig er af væsentlig betydning, men dens symbolske, økonomiske, sociale og politiske er ikke længere allestedsnærværende. Adelens sociale kontrol og autoritet gør sig stadig gældende i aktiviteter omkring "potlatch", men er begrænset i andre aspekter af det sociale liv. Således er den sociale betydning af den interne rangordning blev situationelt betinget og flertydig, da titler i højere grad bæres af individer beroende på deres meritter frem for byrd. Betydningen af slægtskab som et socialt netværk i dagligdagen forbliver dog, og politisk opbakning er også i høj grad afhængig af slægtskab.

Deltagelse i "potlatches" blev gjort ulovlig fra 1884 til 1951. I denne periode herskede der betydelige konflikter mellem regering, missionærer og kristne indianere på den ene side og "traditionalister" på den anden side. Førstnævnte søgte at stoppe "potlatches", mens sidstnævnte søgte at fastholde disse. I Alert Bay og andre bosættelser med tæt kontakt til canadiske aktører standsede indianerne med at "potlatche" i en årrække. Siden 1950erne er opbakningen bag "potlatch" steget markant og deltagelsen ligeledes.

I modsætning til tidligere er deltagelse i "potlatch" betinget af interesse frem for selvfølgelighed. Ikke desto mindre deltager en stor del i sådanne ceremonier, som er en spektakulær konstitution af indianskhed. Det er stadig slægtsgruppen som arrangerer og afholder "potlatches", og det er stadig den legitime institution for overdragelsen og videreførelsen af titler og ceremonielle navne. I takt med at deltagelse er blevet valgbar har kriterierne for overdragelse ændret sig. "Potlatch" er dog stadig en central institution for læring, deltagelse, forhandling og forkropliggørelse af Kwakiutl personforestilling.

I modsætning til "potlatch" blev skolen etableret som et institutionelt middel til at "civilisere" Kwakiutl. Resultaterne af disse uddannelses anstrengelser er flertydige. For det første er det en fællesnævner for de kristne indianere, der kæmpede imod "potlatchen", at de var tidligere elever på skolen. For det andet var den generation, der blev eksponeret for systematisk uddannelse, den første, der opdragede deres børn med engelsk som modersmål. For det tredje var skolen medvirkende til at en generation af Kwakiutl lederskikkelser tilegnede sig skriftlige og mundtlige engelsk kundskaber og derved få politisk styrke i forhold til regeringen.

Skolens rolle var ikke udelukkende repressiv. Den var også produktiv. Ikke mindst, må skolen ses i form af dens dominans i tid og sted, som forhindrede andre læringsformer i at finde sted. Skolen rolle er ikke blevet mindre flertydig af, at Kwakiutl i Alert Bay selv har etableret en skole, hvorigennem man søger at lære børnene om deres identitet og kultur. Undervisningsplanen er ikke mindre identitetspolitisk end tidligere. – De sociale aktører og repræsentationerne er imidlertid anderledes. I dag kontrolleres undervisningens form og indhold af den administrative enhed, First Nation. Skolens rolle har således undergået en forvandling fra at "canadisere" indianerne til en "indianisering" af det canadiske. I forløbet har skolen gradvist overtaget indlæring af viden og praksisser, som var slægtsgruppens domæne som eksempelvis dans, skabelseshistorie, myter og sange.

Samtidig Kwakiutl personforståelse
Personforståelse blandt Kwakiutl ved slutningen af forgangne årtusinde bærer i betydelig grad præg af de forløbne 120 års historiske udviklinger. Ikke alene har det omkringliggende samfund ændret sig fra industrialiseringen af den sidste "frontier" i Frederick Jackson Turners berømte vending til et senmoderne samfund med alskens forbindelseslinjer til globale markeder og strømninger.

Denne kontekst er i betydelig grad medvirkende til konstruktionen af samtidig Kwakiutl personforståelse. Samfundets kompleksitet og mulige sociale identiteter er øget betydeligt og det afspejles også i Kwakiutl personforståelser. Nogle konstrueres i relation til det lokalsamfund, mens andre defineres i relation til eksterne sociale betydningssystemer som uddannelse, seksualitet, lokalitet, profession, idræt eller andet. Derved er Kwakiutl personforståelse også præget af deltagelse i både en liberal-demokratisk social orden og en hierarkisk lokal orden.

Lokale sociale netværk og betydningsdannelser af globale strømninger er dog stadig nøglen til forståelse af Kwakiutl personforestillinger, hvilket ikke mindst afspejles i samtidens kropspraksisser. Kroppen var tidligere objekt for identitetskonstruktioner i forskellige sociale institutioner. Den indianske krop var stigmatiserende. I dag er kroppen et objekt som aktivt konstrueres og betydningsgøres i situationelle sammenhænge af aktørerne selv. Den lokale orden i Kwakiutl er oftest den ultimative sociale reference for sådanne tegn.

Ydermere har kristne navne undergået en forandring fra at være emblematiske for kristendom til reference ramme for slægtsrelationer. Således er Kwakiutl navngivet med en række kristne for- og mellemnavne. De er opkaldt efter bilaterale slægtninge. Endvidere eksisterer "indianske navne" stadig som en socialt betydningsfuld kategori. Sidstnævnte type af navne var tidligere socialt differentierende i slægten. Denne funktion gør sig stadig gældende i dag. Reinkarnation af sjælen kunne tidligere fortolkes som socialt integrerende. I dag kan dette princip genfindes i kristne navne.

Forhandlingen af Kwakiutl personforståelser har gennemgået en udvikling, som i høj grad minder om de overordnede træk i forholdet mellem euro-canadiske aktører og Kwakiutl. Fra en periode med aktiv undertrykkelse af Kwakiutl religion og indfødte praksisser til aktive former for indiansk konfrontation mod dette politiske overherredømme. I denne proces har Kwakiutl personforståelser ændret sig markant, om end der stadig eksisterer kontinuitet i principperne for deres konstruktion. Imidlertid har den samfundsmæssige kontekst, sociale aktører, deres motivationer ændret sig betydeligt. I dag eksisterer der nye politiske konstellationer blandt indianerne selv som den politiske enhed, First Nations, hvis politiske og symbolske betydning er øget markant gennem de sidste tre årtier. Denne enhed er toneangivende i konstruktionen af Kwakiutl personforståelse gennem kontrollen over sociale institutioner som skolen og fodbold.

Fremtiden vil vise om slægten fremdeles kan fastholde en central politisk, symbolsk og social betydning i konstruktionen af personforståelse. Under alle omstændigheder illustrerer den historiske udvikling konstitutionen af en socio- og psychogenese i Norbert Eliask forstand, hvor emotionelle, kognitive, sociale og fysiske betydninger og praksisser har ændret sig markant, men at praksisser og institutioner har fundet nye betydninger, former og indhold.

Go to top