Topmenu Archive Links Calendar Faculty and staff Publications Research projects Sitemap Main page

Charlotte Rørdam Larsen
MUSIK OG TEKNOLOGI

Fra originalversion til originale versioner

What is most startling about the history of twentieth-century sound is not how much technology has changed music, but how little it has. (Simon Frith)

Set under ét er musik vel den kunstform, som teknologien og massemedierne har haft størst indholdsmæssig indflydelse på. Samtidig har musik i bredeste betydning påvirket massemediernes konkrete indhold og deres æstetiske udformning. 99% af den musik vi er omgivet af er masseproduceret og -formidlet. Alligevel er de normer vi tager i anvendelse, når vi bedømmer musik dybt funderede i den levende opførsels paradigmer.

I den almindelige konsensus ses musik og musikteknologi oftest hver for sig eller som direkte modsætninger. Det er en af projektets antagelser, at samspillet mellem musik og medier udspiller sig på tværs af denne spaltning. Endvidere vil projektet redegøre for, at teknologien paradoksalt nok både gør os i stand til at opbevare musik på fonogrammer som kan gengives overalt, hvorved musikoplevelse gøres uafhængig af tid og sted, samtidig med at den samme optagelse tilbyder en oplevelse af nærvær, intensitet og tilstedeværelse - begreber som teknologien i sig selv negerer, og som altså kun eksisterer på det oplevede niveau.

Projektets overordnede udgangspunkt er behovet for nye og opdaterede forståelses- og fortolkningsrammer som kan begribe og indeholde musikteknologiens ekspansion indenfor alle musikkens felter. Musikkens instrumenter er blevet påvirket af ny teknologi, dette gælder ikke mindst nutidens udbredte brug af computeren som kompositorisk værktøj. Kombinationen af sampling (digital lagring af optaget lyd) og sequensing (lydsløjfer, der gentages) har været medvirkende til at udviske de tidligere så væsensforskellige fænomener musik og maskine, og har samtidig fostret en ny generation af musikere, der først og fremmest håndterer lyd som kompositionsmaterialet. Indenfor receptionen af musikken kan det også iattages hvordan fonogrammet er i færd med at ændre status og betydning. I mange år blev fonogrammet opfattet som et surrogat for kunstneren, men med fremkomsten af dagens klubkulturer ser vi ungdomskulturer, som accepterer pladen og discjockeyen som the real thing. Her er live-aspektet og fokus flyttet fra scenen til dansegulvet, og den livestemning der dyrkes, er atmosfæren i klubben.

Medierne har forlængst brudt med tilstedeværelsen af den begivenhed, som en original skulle indfange. Den elektriske optagelse brød sammenhængen mellem lyd, krop og ressonans, båndoptageren brød med det musikalske objekts fastlåsning til tid og rum, medens samplingteknikken brød med lydens materielle integritet og opløste denne i "bestanddele". Alligevel er det stadig ideen om denne original, der præger vores opfattelse af en optagelse. Dette kommer f.eks. til udtryk, når man med moderne remastering-teknikker søger ind til den originale indspilning "under" overfladen af tidslige arvæv. Selvom bestemmelsen af tilsigtet støj og utilsigtet støj er en æstetisk vurdering fremstilles dette remasterede produkt som om en historisk opførelse, men er dog en digital opførelse af musik tillempet moderne lyd-idealer. Teknikkens muligheder for at bearbejde et værk betyder, at vi ikke længere kan opfatte det som tidløst, men at det konstant må opdateres for at overkomme tidslighedens distance og skabe den i den nuværende tids billede af gammel lyd.

Et diffust autenticitetsbegreb har været det mest vedholdende værdikriterium i bedømmelsen af optaget musik. Idealet for en pladeoptagelse blev hurtigt, at den fremstod som ideel i den forstand, at præstationen skulle præsentere kunstneren i bedst muligt lys for eftertiden. Hurtigt blev det muligt at redigere i optagelser, hvorved der allerede på et tidligt tidspunkt i pladeproduktionens historie blev tale om, at plade-indspilninger ikke var realisable live, men at de var sammensatte mosaikker med det formål at skabe bedre udgaver af udførelser end virkelighedens. Originalen var ikke længere aftryk af en begivenhed, men konstrueret efter samtidens idé om en ideel udførelse - hvilket som allerede beskrevet samtidig blev kimen til fornyelse af sådanne tidsfæstede indspilninger.

Projektets første del skal redegøre for udviklingen fra optagelsen som en fastholdt liveversion til optagelsen som konstrueret liveintention. Undersøgelsens formål er at finde årsagerne til nutidens æstetiske opfattelser af musikoptagelse og til deres forskellige udformning inden for de forskellige musikkulturer for dermed at kunne bidrage til en historisk forståelse af nutidens ideologiske akustiske hierarki og æstetik. Disse ideelle konstruerede og normsættende pladeindspilninger i populærmusikalsk regi præger vores opfattelser af hvordan tidligere tiders oralt overleverede musik skal lyde, for at de lyder autentiske (f. eks. blues), og de har overtaget partiturets rolle som anvisning for musikkens ideelle form.

Er tiden frem til 1950'erne inden for pladeproduktion præget af hvad Edward R. Kealy har benævnt concert hall realism, åbnes der fra omkring midten af 50'erne med fremkomsten af rock'n'roll for en hitsound. Denne har rod i opkomsten af de såkaldte entreprenører, der med deres små studier på ingen måde kan genskabe samme lyd som de store pladeselskabers enorme fysiske rum, hvilket får betydning for konstruktionen af lyden. At studieoptage bliver accepteret, ligesom det bliver accepteret at høre musikken via en transportabel pladespiller eller på jukeboks. Brug af hørligt ekko, af rekognonscerbart reverb, af tæt (intim) mikrofonopstilling bliver almindelig. Næste trin er, at pladeproduktion i 1960'erne indenfor populær-musikken begynder at blive anset for at være en kunstnerisk proces, hvorved ideen om en original får ny betydning. Studiet blev et nyt instrument som musikerne og produceren folder sig ud i. I denne periode begynder rockmusikerne at integrere studieteknik i deres kompositoriske overvejelser og dispositioner. Kunstnerne bliver interesserede i teknikken, som de ser som et nyt medium for deres kunstneriske udfoldelser. Dermed overskrides det overvejende instrumentelle syn på studiets muligheder.

Den historiske afsøgning af årsagerne til nutidens lydæstetikker skal danne udgangspunkt for projektets anden del, der vil fokusere på nutidens remix-fænomen i dets forskellige udformninger. Et remix er en konstruktion, der skaber nye rum, som lyder bedre, moderne eller interessantere end de virkelige (originale) rum musikken er optaget i. Med digitaliseringen af lydoptagelsen bruges denne teknik i realiteten inden for alle stilarter og genrer, idet den dog præsenteres helt forskelligt. Inden for den klassiske musik betegnes remixet remastering, men den repræsenterer stadig en nutidig stillingtagen til, hvad der repræsenterer den rigtige lyd og hvad der repræsenterer støj.

Indenfor popmusikken henviser remixet ofte til en meget mere gennemgribende up-to-date lyd, idet mange rockmusikere henter lydkunstnere fra de nye DJ-miljøer for at få opdateret deres lyd så den kan styles efter nyeste mode. Et lydstudie er i dag altså at sammenligne med et atelier hvor lydmaterialet sættes sammen og reconceptualiseres. Man kan sammenligne skiftet af lys på et motiv med impressionisternes leg med samme motiv i forskellige belysninger. ændringen af den lydlige belysning kan ytre sig meget drastisk, fordi det ændrer på hvad det er lytteren hører og flytte fokus (forgrund/baggrund). Det er min tese, at remix-fænomenet versioner overordnet struktureres efter to principper. I begge tilfælde er der tale om, at der lægges en digital fortolkning ned over nummeret - en Zeitgeist, der skal opdatere lyden på en produktion:

1) Det virtuelle remix. Dette remix består i en opsplitning af nummeret i lyde med den intention at udvide nummeret med nye lydlige konstruktioner. Betegnelsen virtuelt remix skal angive, at der her skabes andre rum, andre lyde og andre soundscapes. Remixeren kan, uden at forholde sig til gruppens image i øvrigt, forholde sig til sin egen opfattelse af numrene. Det lydlige materiale danner baggrund for en parafraserende komposition.

2) Det teksturelle eller strukturelle remix (arbejdstitel). Her ændres nummerets væv, dvs. der skrues op og ned for de komponenter der i forvejen var til stede, mens nummerets forgrund (melodien) og struktur bibeholdes som udgangspunkt for opdateringen. Indenfor den klassiske musik benævnes dette remastering. Det er det allerede indspillede materiale, der danner baggrund for omorganisering af de enkelte dele.

Projektets anden del skal overvejende forme sig som analyser af forskellige typer af remix. I disse analyser skal vægten lægges på de ekstramusikalske og parafraserende elementer, som indlægges nutidens popmusik, der inddrager tidligere tiders indspilninger, urbane soundscapes i samplerens opdatering af musique concrètes musikalske inddragelse af reallyde i musikken.

Endelig skal en del af projektets undersøgelsesområde beskæftige sig med de ophavsmæssige problemer som de nye digitale teknikker rejser. Melodien som tidligere var garant for ophavsret har ikke længere eneret på denne. Med de digitale muligheder for lydkopiering, sampling og sequensing stiller problemerne om ophavsret sig ganske anderledes. Med de nye muligheder for at komponere oven på allerede indspillet lydligt materiale er det spørgsmålet om vi kan nøjes med at diskutere ophavsret udfra hvad det menneskelige øre kan genkende som originalen.


Updated April 3, 2000 by smc. Please mail comments to the webmaster at Centre for Cultural Research.