Topmenu Archive Links Calendar Faculty and staff Publications Research projects Sitemap Main page

Katja Jørgensen & Sami Saïdana
Skitse til undersøgelse af mulighederne for at ansætte plejefamilier med anden etnisk baggrund end dansk

Formål:
Selvom der i dag kun er en begrænset efterspørgsel efter plejefamilier med anden etnisk baggrund end dansk, forventes det, at der fremover vil være et øget antal af især yngre børn med anden etnisk baggrund, hvor det ved en anbringelse udenfor eget hjem vil blive fundet bedst at anbringe dem i en familiepleje med samme sproglige, religiøse, etniske etc. baggrund som børnene selv.
Ved fremskaffelsen af plejefamilier med anden etnisk baggrund end dansk vil det samtidig være muligt at sikre det anbragte barns rettigheder, sådan som de fremgår af FN’s konvention om barnets ret

Målgrupper:
Undersøgelsen af anbringelse af børn med anden etnisk baggrund uden for hjemmet skal dække børn og unge i alderen 0-18 år. Vurderingen af de fremtidige behov og alternative metoder skal også inkludere børn med anden etnisk baggrund med handicap.
Mulighederne for at fremskaffe flere plejefamilier med anden etnisk baggrund skal undersøges blandt de respektive etniske grupper

Undersøgere:
Undersøgelsen udarbejdes af et to-kulturelt undersøgelsesteam, der begge har ligeligt ansvar for at opgaven løses. De har hver deres faglige og kulturelle baggrund og vil gensidigt kunne kvalificere hinandens arbejde såvel indadtil i forhold til opgaveløsningen som udadtil i forhold til kontakterne med de mulige kommende plejefamilier og de danske samarbejdspartnere

Undersøgelsesfelter:
Beskrivelse af feltet.

1) Gennemgang af konkrete anbringelsessager af børn og unge med anden etnisk baggrund fra perioden 1995-2000 og vurdering af forløbene:

Hvor mange er p.t. i anbringelse i forskellige former (familiepleje, opholdssted, institution)?

Hvordan er plejefamilieanbringelserne forløbet?

Hvordan går det barnet/den unge i dag?

2) Vurdering af behovet for at fremskaffe flere plejefamilier med anden etnisk baggrund end dansk:

Hvad er vurderingen af det aktuelle behov?

Hvad er vurderingen af det fremtidige behov?

Hvad er det fremtidige behov for institutioner og opholdssteder?

Kan der forventes en stigning i behovet, hvis der fremskaffes kvalificerede tilbud?

Plejefamilieområdet

3) Undersøgelse af hvilke krav der skal stilles til de kommende plejefamilier med anden etnisk baggrund:

Hvilke krav skal der stilles til plejefamilier med anden etnisk baggrund?

På hvilke punkter og i hvor høj grad afviger de fra kravene til de danske plejefamilier?

Hvilke krav skal der stilles til danske plejefamilier, som har børn med anden etnisk baggrund i pleje?

Skal aflastning nødvendigvis foregå i familier med anden etnisk baggrund end dansk?

4) Undersøgelse af mulighederne for at fremskaffe flere plejefamilier med anden etnisk baggrund:

Hvor stor er interessen blandt familier med anden eller blandet etnisk baggrund for at være plejefamilier?

Hvordan passer det med vurderingen af det fremtidige behov?

Hvad skal der evt. til for at skaffe flere?

5) Undersøgelse af hvilke uddannelses- og støtteforanstaltninger der skal tilbydes de etniske plejefamilier:

Hvilke kurser/uddannelser og informationer skal plejeforældrene tilbydes, inden de modtager plejebørn?

Hvilke opfølgende kurser/uddannelser skal de tilbydes senere hen (efteruddannelse)?

Hvilke støtteforanstaltninger skal de tilbydes i opstarten?

Hvilken støtte og kontakt skal de tilbydes videre hen?

Holdningsundersøgelse

6) Afsøgning af holdninger blandt etniske minoritetsforældre til anbragte børn dels omkring selve anbringelsen og dels omkring anbringelsen af deres barn/børn hos en familie med samme eller lignende etnisk baggrund som dem selv:

Hvad er den generelle holdning til anbringelse?

Er der forskel i holdningerne til anbringelse ift. små børn og unge?

Hvad er den generelle holdning til handicap?

Hvad er den generelle holdning til anbringelse hos familie med samme etniske baggrund?

Hvorfor er den sådan?

Sker der et holdningsskift i løbet af en anbringelse?

Kan og bør der foregå en holdningsbearbejdning?

Erfaringer fra Sverige og England

7) Opsamling af erfaringer fra Sverige (Baggium) og England (Familiekonferencemodellen):

Hvilke erfaringer er der fra Baggium’s Familjehemscentrum?

Hvilke er faringer er der fra engelske kommuners’s brug af Familiekonferencemodellen?

Kan de bruges i Danmark?

Anbefalinger

Andet

FN's konvention om barnets ret.

8) Relationen mellem det sociale arbejde indenfor anbringelsesområdet og FN’s konvention om barnets rettigheder:

Hvordan ser de i rapporten fremkomne forslag ud i forhold til børnekonventionen?

Vil det være en forbedring i forhold til tidligere?

Hvilke svage punkter er der i de nye forslag, som man især skal være opmærksom på?

Hvorledes kan man i anbringelsesarbejdet fremover indbygge en sikring af rettigheder?

Andet

Undersøgelsesmetoder:

En række forskellige metoder benyttes til afdækningen af de forskellige undersøgelsesfelter. Det søges i videst mulige omfang at indsamle og udnytte den viden og erfaring, der allerede ligger hos de fagpersoner og institutioner, der arbejder indenfor dette område. Undersøgelsesteamets bidrag vil hovedsagelig bestå i indsamling af materiale samt analyse af dette med henblik på dels procedurer omkring fremskaffelse af flere plejefamilier med anden etnisk baggrund end dansk, dels alternative arbejdsmetoder indenfor anbringelsesområdet, og dels bedre sikring af børnenes rettigheder.

Undersøgelsesfelterne 1 og 2: Beskrivelse af feltet, de aktuelle behov samt estimering af fremtidige behov. Til undersøgelsesfelt 1 indhentes tal fra århus kommunes journaler og registre og ligeledes århus amts. Sagsforløbene gennemgås med fokus anbringelsesårsag, handleplan, opnåelse af de i handleplanen opstillede mål og anbringelsens varighed. Punkterne 2 og 3 afdækkes ud fra objektive tal vedr. pladser og ventelister samt ud fra aktørernes faglige vurdering. Der laves gruppeinterviews om sagsforløb og aktuelle samt fremtidige behov.

Til undersøgelsesfelterne 3, 4 og 5: Plejefamilieområdet. Både nuværende og kommende plejefamilier indrages sammen med familiebehandlere og familieplejecentret. Der ud over tages kontakt til institutioner og opholdssteder angående deres vurderinger på disse punkter. Der laves gruppeinterviews med nuværende og kommende plejefamilier. Mulighederne for at fremskaffe flere plejefamilier med anden etnisk baggrund end dansk (pkt. 5) skal afsøges blandt de respektive etniske grupper, både formelt og uformelt, gennem diverse foreninger, organiseringer og personlige netværk.

Undersøgelsesfelt 6: Holdningsundersøgelse. Skal foregå indenfor de etniske grupper, som er relevante, dels ved samtaler/interviews med forældre til nuværende og tidligere anbragte børn og dels ved henvendelse til Integrationsrådet, foreninger og andre repræsentative institutioner for at finde generelle holdningsmønstre og tendenser. Undersøgelsen skal ikke være kvantitativt repræsentativ, men validiteten skal vægtes.

Undersøgelsesfelt 7: Erfaringer fra Sverige og England. Sker hovedsagelig gennem læsning af diverse litteratur, hvis materiale kan fremskaffes, samt evt. samtaler med personer med nærmere kendskab til disse projekter.

Undersøgelsesfelt 8: FN's konvention om barnets ret. Den hidtidige praksis og de i rapporten fremkomne forslag skal også vurderes ud fra en sikring af det anbragte barns rettigheder, sådan som de fremgår af FN’s konvention om barnets ret. Anna Marie Fihl kan evt. konsulteres i denne forbindelse.

Projektledelse:

Som ansvarlige overfor de bevilgende myndigheder varetages den daglige projektledelse af Søren Frost og Katrine øllgaard.

Styregruppe:

Projektets styregruppe består af Søren, Frost, Jørn østergaard, Katrine øllgaard, Lone Schou og Tove Skovgaard. Styregruppen mødes tre gange med undersøgelsesteamet den 24./10./01 kl. 10.30-12.30, den 5./12./01 kl. 13.00-15.00 og den 31./1./02. På de to første møder skal undersøgelsesteamet afrapportere til styregruppen og på den sidste møde skal rapporten diskuteres.

Faglig sparrings- og kontaktgruppe:

Gruppen består af Elsebeth Nørgaard, Haetham Balahang og Kaj Thiem. Der aftales faste møder, ligesom undersøgelsesteamet kan kontakte og konsultere enkelte medlemmer efter behov.

Faglig supervision og kvalitetssikring:

Der forhandles med Center for Kulturforskning om, at de påtager sig en faglig supervision og kvalitetssikringsfunktion.

Rapport:

Undersøgelsen afsluttes med en rapport af, der afleveres pr. e-mail til gennemlæsning af styregruppen senest den 28./1./02. Den endelige rapport afleveres den 15. februar 2002.

Tidsplan:

Undersøgelsesteamet, svarende til to fuldtidsstillinger, starter 15. september 2001 og arbejder frem til den 15. februar 2002.

September 2001:
- Indsamling af objektive tal for anbringelser i perioden 1995-2000
- Skrivning

Oktober 2001:
- Opfølgning på familieplejeanbringelser
- Den nuværende praksis i forhold til FN’s Børnekonvention
- Undersøgelse af behovet for flere etniske plejefamilier
- Skrivning

November 2001:
- Indsamling af internationale erfaringer
- Undersøgelse af holdninger
- Skrivning

December 2001:
- Fastlæggelse af hvilke krav der skal stilles til de etniske plejefamilier
- Undersøgelse af mulighederne for at fremskaffe flere etniske plejefamilier
- Afdækning af hvilke uddannelses- og støtteforanstaltninger de etniske plejefamilier skal tilbydes
- Skrivning

Januar 2001:
- Belysning af relationen mellem FN's Børnekonvention og de i rapporten fremlagte forslag
- Færdigskrivning

Februar 2002:
- Rettelser

Go to top

Updated 6 March 2002 by smc. Please mail comments to the webmaster at Centre for Cultural Research.