Topmenu Archive Links Calendar Faculty and staff Publications Research projects Sitemap Main page

Lars Kjærholm
Kulterel og social ændring og udviklingen af national identitet i Sydindien: Aiyappan, Tyagaraja, m.v.
Hovedomdrejningspunkterne i dette projekt vil være Aiyappankulten, den hurtigst voksende religiøse/kulturelle massebevægelse i nyere tid i Indien, samt den klassiske sydindiske komponist Tyagaraja, og den brug, som idag gøres af ham og hans musik i udformningen af en "moderne" indisk antropologi.

Aiyappankulten er symptomatisk for den "moderniseringsproces", som finder sted i Sydindien i disse år. Denne kult samler hvert år på Sabari-bjerget i det sydlige Kerala den største årligt tilbagevendende religiøse forsamling af mennesker, næst efter Vatikanet og Mekka, og man kan derfor vanskeligt overse kultens sociale og kulturelle betydning og relegere den til et særligt reservat for religiøse fænomener. Når man ser, hvor mange mennesker, som interesserer sig for netop denne kult, og hvor hastigt den vokser, er det klart for enhver, at der er tale om et socialt og kulturelt ændringsfænomen, som rækker langt ud over kategorien "religion", som vi ellers ville være tilbøjelige til at henvise fænomenet til.

AIYAPPANKULTEN SOM "CIVILISATIONSKRITIK"

Medens Aiyappankulten defineret udfra sit formelle indhold blot ligner en konventionel bhaktikultur, af den type som man har set hundrevis af igennem 1500 års sydindisk historie, så indgår den idag i en anden, "moderne" kontekst, og udvikler sig med stor hast i et samfund i meget hastig forandring. Det er nok så vigtigt i den proces at se på, hvad Aiyappankulten mere eller mindre implicit tager afstand fra. Der er derfor en række sociale og kulturelle fænomener, som skal ses som kontekst for Aiyappankulten, hvis vigtigste elementer beskrives i det følgende.

Kastehierarki

Kaster: fra symbiose til universel antagonisme

Aiyappankulten udgør ikke blot et korrektiv til den "gamle" hierarkiske opfattelse af kaster, men også den "moderne" konfiguration af kaster. Som Louis Dumont påpeger i bogen "Homo Hierarchicus", er det gamle kastehierarki nok på vej til at forsvinde, men kasterne er der jo endnu, og via kasteforeninger, som vokser ud over traditionelle geografiske grænser, integreres kasternes medlemmer nu i moderne kasteforeninger, som er sociale grupper, som "hærdner i kanten", som Dumont udtrykker det, og som optræder mere og mere antagonistiske, men denne antagonisme er rettet i lige grad mod alle andre, og formålet er at rage så mange fordele til sin egen kaste, som vel muligt, og kæmpe imod alle de andre kaster.

Men hvis Aiyappankulten ikke kan indskrives i denne moderne kastepolitiseren kommer den til at fremstå som et korrektiv, som et alternativ, til denne proces, som det eneste fristed, som bliver tilbage i et gennempolitiseret samfund, med fastlåste politiske positioner, lænket til kasteinteresser.

AIYAPPAN, KYSKHEDEN VOGTER.

DET GLOBALE PERSPEKTIV

Ifølge legenden om guden Aiyappans opståen har den at gøre med tæmningen af en tøjlesløs kvindeskikkelse, Leela, eller Mahishi, som ikke var i stand til at styre sit seksuelle begær, hvilket næsten førte til verdens undergang.

Aiyappan kommer hermed til at fremstå som personificeringen af den angst for den socialt ukontrollerede kvindelige seksualitet, som har præget Indien i mere end hundrede år. Men den globale strøm af medieprodukter, som nedbryder forsvarværkerne tager til år for år. Nu kan inderne ikke længere beskytte sig imod Pamela Anderson (kendt fra en populær TV serie, "Baywatch"), idet hun strømmer ind i de små hjem via satellit-TV og internet. Hidtil var censurering af importen af de trykte medier til Indien i stand til at dæmme op for denne nedbrydende indflydelse, men de sidste forsvarsværker er nu brudt ned. Det er jo krystalklart, at Pamela Anderson er den sidste, og frygteligste, inkarnation af Leela, og at hendes indtog på arenaen gør Aiyappankulten mere nødvendig end nogensinde, idet hun er et klart tegn på, at Kaliyuga er gået ind i en ny og farligere periode med accellerende socialt og kulturelt forfald.

Kønskampen idag i Tamil Nadu

Sådan må det tage sig ud set inde fra Aiyappankulten. Men det er jo en klub af mænd, og det er ikke givet at kvinderne deler deres syn på samfundsudviklingen og hvad vej, kønsrollerne bør udvikle sig. De yngre generationer af kvinder i Tamil Nadu har nu næsten over en bank udskiftet sarien med den nordindiske kvindedragt, shalvar kamiz. Hvad betyder dette i kulturel forstand? Indtil for ganske få år siden, var det nærmest at betragte som kulturelt forræderi, hvis en tamil-kvinde iførte sig andet end den traditionelle sari. Den symboliserede den respektable og kyske hustru, personificeret i den legendariske Kannaki, kvinden hvis ubrydelige kyskhed og troskab mod sin (ukyske og utro) ægtemand, som bedrog hende med kurtisanen Madavi, gav hende overnaturlige kræfter, nøjagtig som Aiyappans overnaturlige kræfter er forbundet med hans overordentlige kyskhed. Sarien signalerede også, at kvinden og hendes familie ikke var kristne, ikke var muslimer, og at de ikke var nordindere. Den var derfor på en negativ måde et stærkt signal om kvinden og hendes families sociale og kulturelle og etniske tilhørsforhold. Sarien var specielt nødvendig som et sådant signal, fordi mændene i stigende grad anvendte beklædning, som ikke indeholder oplysninger om personens religiøse, sociale og etniske tilhørsforhold, altså tøj af vestligt snit, og så var det jo særlig vigtigt, at man af hans kones påklædning kunne se dette.

Den nordindiske kvindedragt siger intet om kaste, religion, eller etnisk tilhørsforhold, og den kan derfor ses som en parallel til Aiyappankulten, som kvindernes måde at sige det samme, som mændene udtrykker i deres deltagelse i Aiyappankulten.

Kyskhed og respekt

Dette kan forstås ikke blot i en kyskhedskontekst men også i en respektabilitetskontekst, idet kvinder af lav kaste før i tiden havde forbud mod at bære tøj på overkroppen, og påtvunget nøgenhed således blev et indeks for kasterang. Set i den kontekst signalerer shalvar-kamiz ikke entydigt kyskhed, men i høj grad et krav om respekt.

Men der er også en anden kontekst som kvindernes valg af klædedragt skal ses i, den ovenfor omtalte modsætning mellem den kyske Kannaki og den ukyske Madavi. De to kvindefigurer indgår faktisk i den moderne debat omkring kvinderoller. Der forekommer filmtitler som "En Kannaki i huset", som handler om, hvordan det går, når en rigtig traditionel ung kvinde af Kannaki-typen gør sit indtog i et nyt hjem som nygift kvinde, og hvor stor en prøvelse det også kan være at have et sådant dydsmønster altfor for tæt på. Kannaki figuren indgår i almindelige talemåder, "hun er en rigtig Kannaki", og debatter omkring kvinderoller føres ofte således, at en gruppe "holder med Kannaki", og den debatterer så energisk med en anden gruppe, som "holder med Madavi".

Vi kan således i en foreløbig konklusion sige, at der er elementer i kvinderollens udvikling, som løber parallelt med manderollens udvikling som den foregår i Aiyappankulten, men der er også områder, hvor mænd og kvinder er på kollisionskurs, nemlig indenfor feltet kyskhed og respektabilitet.

Parasaktikulten: Kvindernes svar på Aiyappankulten

En hastigt voksende kult, som er langt nyere end Aiyiappankulten, som er opstået i det nordlige Tamil Nadu giver kvinderne adgang til at foretage puja, tilbedelse, i templets allerhelligste, også selvom de måtte være "urene" p.g.a. menstruation. Denne kult er i høj grad kontekst for Aiyappankulten, og den viser, at der er meget store konflikter på vej omkring kønsrollerne ikke blot indenfor det afgrænsede religiøse område, men i hele Tamil samfundet generelt. Jeg vil derfor ofre denne hidtil lidet studerede kult megen opmærksomhed og forsøge at studere dens sociale forankring, d.v.s. finde ud af, hvilke sociale grupper, som bliver tiltrukket af kulten, og hvorfor de deltager i den, selvom den på visse punkter er på klar kollisionskurs med traditionel hinduisme.

TYAGARAJA: OMVANDRENDE TIGGER, KULTUREL KAPITAL

Der har nu i 151 år været afholdt en årlig musikfestival i Tiruvaiyaru i Tamil Nadu, Indien, til minde om Sydindiens store komponist Tyagaraja.

I løbet af de sidste 20 år, og sammenfaldende med udviklingen af massemedierne i Indien, er denne festivals betydning og placering i indisk kultur og samfundsliv vokset både i omfanget af den mediedækning, festivalen er genstand for, men også i kompleksitet, i den forstand, at festivalens oprindelige karakter af en begivenhed for og styret af komponistens efterkommere i byen Tiruvaiyaru er bibeholdt, men til denne rolle er føjet nye dimensioner, idet festivalen i stigende grad er blevet professionaliseret og kommercialiseret af den voksende gruppe af professionelle musikere, som nu styrer den egentlige musikfestival, mens Tyagarajas efterkommere tager sig af den rituelle side af sagen.

Bourdieus begreber symbolsk og kulturel kapital har været stærkt savnede i en indisk kontekst, idet det har været svært at finde en konsensus blandt socialforskere om, hvordan man skulle forklare, hvorfor visse grupper har kunnet opnå en dominerende status, som rakte ud over det rent politiske og økonomiske. Der har manglet en teori, som Bourdieus praxisteori og hans kapitalteori, som kunne forklare, hvordan enkelte grupper har været i stand til over tid at opbygge positioner, som var baseret på en sammenvoksning af økonomisk, politisk og kulturel kapital.

Et sådant sandt kildevæld for udvindelse af kulturel kapital er den store komponist Tyagaraja, som indtager en position som Sydindiens Beethoven, men som udover at være komponist, også er helgen, samt bhaktidigter. Tyagaraja er en umådeligt kompleks figur: mens han levede var han en fattig, omvandrende tigger, som levede af den mad, han hver dag kunne tigge sammen. Han var således en socialt set marginal figur, som opnåede et vist religiøst ry, fordi man mente, han opnåede samadhi . Det er imidlertid vanskeligt at vide, om det var fordi han lovpriste guden Rama i utallige sange på talesproget Telugu, eller om det var fordi han dyrkede den rituelle disciplin ramanama .

Men det er klart, at Tyagaraja og hans musik er blevet til netop den form for kulturel kapital, som han selv hårdnakket kæmpede imod mens han levede.

KONKLUSION

Projektet vil opsummere Aiyappankultens nuværende situation i institutionaliseringsprocessen, og hvorledes den integreres socialt og kulturelt i Tamil Nadu. Dette sættes ind i en nutidig omfattende social og kulturel kontekst, som vil referere til udviklingen af kasteidentitet, kulturelle ideer om kønsroller og den hastige udvikling, som dette felt nu er inde i, samt Aiyappankultens rolle som dels samlingspunkt for nationen, dels vil undersøge mulige politiske relationer mellem kulten og de mange politiske partier i Sydindien. Jeg har ikke under mit tidligere feltarbejde kunnet se kulten i et makrospektiv, fordi jeg havde bundet mig til at studere den i et mere lokalt perspektiv, og redegøre for dens historiske udbredelse i et afgrænset område. Men det vil nu være tid at se på, ikke blot hvad Aiyappankulten rent konkret er for, men også og langt vigtigere - hvad den ikke står for, således at det bliver muligt at se den i sin kontekst som den stærkeste civilisationskritik, som findes i Sydindien idag, og afprøve, om det ikke kunne være netop denne funktion af kulten, som forklarer dens fortsatte eksplosive vækst og evne til at appellere til alle samfundsgrupper.

Endvidere vil projektet undersøge, hvordan Tyagaraja-figuren indgår i en moderne indisk identitetsdannelse, samt hvorledes han sættes i relation til Aiyappankulten med en skønsom anvendelse af en bourdieusk sociologi. Ambitionen med projektet er at kunne give et omrids af et kulturelt og religiøst (hvilket er to sider af samme sag i Sydindien) kompleks, hvori alle kulturelle fænomener kan placeres i relation til hinanden i et stort socio-kulturelt system, som efter model af Bourdieu's bog, Distinction, kan forklare, hvorledes de enkelte elementer indenfor det store felt af kultur-religion idag virker sammen.

Tamil Pressen: Dags- og Ugepressen

Der findes en omfattende dags- og ugepresse på Tamil. Efter feltarbejde i marts måned i Madurai har jeg indgået aftale om forskningspartnerskab med J. Rajasekaran, assistant monitor for University of Wisconsin Programme, Madurai, om at vi sammen vil undersøge de ovenfor beskrevne ændringsparametre i Tamil pressen, som vi vil undersøge som et samlet felt, for dels at beskrive, hvorledes dette felt er sammensat, samt hvorledes det fremstiller de sociale og kulturelle ændringsprocesser, eventuelt netop ikke beskriver dem, som projektet sigter på at forstå.

WORKINGPAPER På VEJ: et workingpaper, som giver en mere omfattende kontekst for dette projekt er under udarbejdelse og vil formentlig udkomme inden udgangen af april.


Updated March 15, 2000 by smc. Please mail comments to the webmaster at Centre for Cultural Research.