Topmenu Archive Links Calendar Faculty and staff Publications Research projects Sitemap Main page

Niels Ole Finnemann

Modernity and the Media

(see also Personal HomePage)

Abstract

The aim of this project is to examine and describe the connections between three cultural dimensions attached to developments in media technology:

Modernitet og medier.

Det er projektets formål at beskrive en række kulturelle dimensioner, der knytter sig til den medieteknologiske udvikling og projektet omfatter en analyse af forholdet mellem 3 dimensioner:

For den mediehistoriske dels vedkommende er det tanken at den medieteoretiske tradition, der udgår fra Harold Innis, videreført af blandt andre McLuhan, Walter Ong (tale og skriftmedier), Elisabeth Eisenstein (de trykte tekster), Joshua Meyrowitz (analoge elektroniske medier) frem til Shoshana Zuboff (præliminær analyse af digitale elektroniske medier) til at tematisere en række centrale parametre for medieanalyse, idet disse parametre dog ikke er tilstrækkelige til at beskrive computermediets egenskaber, hvorfor det bliver nødvendigt at foretage en reformulering af mediebegrebet. Det oprindelige motiv til denne reformulering fremkom som konsekvens af en del af mit arbejde med bogen Tanke, sprog og maskine, hvor det blev nødvendigt at efterprøve en række nyere kognitionsteoretiske tolkninger af computeren som en intelligent kognitiv maskine eller system, idet disse tolkninger på den ene side bestred holdbarheden af sondringer mellem det indre og umedierede versus det ydre og medierede, mens de på den anden side var ude af stand til at beskrive den helt centrale forskel, der viser sig i, at den menneskelige bevidsthed er i stand til frembringe (en flerhed af) symbolske udtrykssystemer, hvorimod et medie som computeren er ude af stand til at frembringe sit eget udtrykssystem. Behovet for at inddrage organisationen af den fysiske substans i mediebegrebet er imidlertid ikke kun relateret til denne - måske noget specielle og esoteriske teoretiske problemstilling - det gør sig også gældende på en række andre og i mediehistorien allerede langt mere centrale sammenhænge. Som eksempel kan nævnes det aspekt, der angår den fysisk bestemte henfaldstid, der varierer for forskellige medier (typisk mellem talen og de analoge elektroniske medier på den ene side og de trykte tekster på den anden) og som i en række sammenhænge endda varierer omvendt proportionalt med udbredelsestid, mens computermediet blandt sine egenskaber har den, at kunne mediere mellem - og integrere - den trykte teksts bestandighed og langsomme udbredelse og de elektroniske mediers hastige henfald og hurtige udbredelse. Det mest centrale aspekt ved inddragelsen af substansdimensionen i relation til den nutidige medieteknologiske udvikling ligger dog måske lige så meget i det forhold, at vi med computermediet for første gang får et medie, hvor relationen til det organiserede fysiske substrat bliver en permanent variabel, hvor man tidligere har kunnet antage (langt hen med rette) at denne relation var invariant for hvert specifikt medie. Det kan også - uden at jeg her vil gå nærmere i detaljer - nævnes, at dette aspekt er af helt central betydning for digital repræsentation af billeder og lyd. Mens den omtalte medieteoretiske forskning hovedsaglig har koncentreret sig og haft sin styrke i beskrivelsen af de enkelte medier og deres komparative forskelle, er det her tanken at lægge vægten på den i et givet samfund eksisterende samlede mediematrix, idet de enkelte mediers funktion historisk set viser sig at variere bl.a. relativt til andre medier. Det har længe været kendt, at gamle medier ikke forsvinder, fordi der kommer nye til, idet de nye medier kun delvis overtager de gamle mediers rolle. Man har imidlertid været mindre opmærksom på at de gamle medier ikke blot får reduceret anvendelse, men også ofte nye anvendelser, fordi de så at sige aflastes eller frigøres af de nye. Da fremkomsten af nye medier således kan bidrage til at blotlægge ikke før udnyttede og måske ikke tidligere kendte egenskaber ved gamle, kan det ikke undre, at fremkomsten af et nyt medie også kan give anledning til omtolkning af ældre mediers egenskaber, mens det på anden side også er klart, at man kan ikke give en udtømmende beskrivelse af det enkelte medies egenskaber, ligesom det bliver klart, at disse egenskaber knytter sig til den samlede til rådighed stående mediematrix. (jfr nedenfor). I den videnshistoriske del af projektet, er det tanken at beskrive nogle overordnede, strukturelle forskelle og forskydninger i de vidensorganisationsformer, der knytter sig til forskellige medier, idet vægten vil blive lagt på de medier, der i historisk perspektiv har dannet grundlag for de moderne samfunds kommunikative og vidensmæssige infrastruktur. Mine forarbejder på dette område omfatter bl.a. studier indenfor det, der bredt kan kaldes forholdet mellem de moderne industrisamfund og teorierne om et nuværende og/eller kommende informationssamfund. Mens disse teorier oprindelig (Daniel Bell) ignorerede det vidensteknologiske grundlag for industrisamfundet, har nyere teoridannelser (Beniger, 1985) taget skridt til at inddrage de analoge elektroniske medier, mens man for de trykte medier hovedsagelig har begrænset sig til avisernes rolle som medier for den offentlige debat. Der er i denne sammenhæng behov for dels at inddrage den mediehistoriske viden om tidligere »informationsssamfunds« mediemæssige infrastrukturer dels for på en række punkter at korrigere den (kontrolteoretisk funderede) forståelse af computerteknologien, der har været lagt til grund for disse analyser. Det er imidlertid samtidig tanken at inddrage og analysere en tredie akse, nemlig forholdet mellem vidensmedie, vidensudvikling og vidensparadigmer. Der foreligger allerede en rimeligt omfattende litteratur (relationerne berøres eksempelvis i næsten alle de hidtil nævnte referencer) og en del af arbejdet vil derfor få karakter af en undersøgelse af konsistensen i forståelsen af disse relationer i den eksisterende litteratur, hvad der ikke mig bekendt er gjort tidligere. Det er imidlertid samtidig min formodning og tese, at man med udgangspunkt i den forståelse af computeren som et ny skriftteknologisk funderet medie også vil kunne nå frem til nye belysninger af disse relationer. Jeg har i mine forarbejder her taget udgangspunkt i det forhold, at den kommunikative og vidensmæssige infrastuktur i et givet samfund manifesteres omkring den i samfundet eksisterende samlede mediematrix (hvorved forstås det samlede sæt af foreliggende medier, der står til rådighed på en måde, der angiver hvem, der kan/må kommunikere med hvem om hvad og med hvilke midler) og på dette grundlag opstillet en - her lidt for skematisk resumeret - 3-faset historisk udviklingsmodel for de moderne samfund, hvor der til hver epoke hører et for epoken karakteristisk forhold mellem medie, vidensudvikling og vidensparadigmer. Navngivet efter det væsentligste nye medie(r) kan man således skelne mellem

Det skal bemærkes, at de nævnte medier kun indikerer et for perioden nyt og rimeligt centralt medie, at ældre medier som før nævnt fortsat indgår i den nye matrix (ofte med ændrede funktioner) og at bogtrykket eksempelvis bevarer sin status som samfundets vigtigste medie for lagring og tradering viden frem til et endnu ukendt tidspunkt i fremtiden. Der er også grund til at bemærke, at den sammenhæng, der står til undersøgelse ikke er af kausal- eller formålshistorisk karakter. Ingen af de her nævnte medier er således opfundet og udviklet med henblik på den samfundsmæssige betydning de har fået eller kan få på et senere tidspunkt. Det, der står til undersøgelse er derimod udvalgte og sammenlignelige eksempler på relationer mellem medie, vidensudvikling og vidensparadigmer indenfor de tre hovedperioder. Jeg har her gjort en del forarbejder omkring forholdet mellem synsmedier og synsparadigmer - centrale referencer er her dels en række kognitionsteoretiske og semiotiske arbejder omkring syns- og sanseteori, dels en række mere idehistorisk og filosofisk orienterede analyser og tolkninger af synsopfattelse, perception og billedopfattelse (Gregory, Gibson, Arnheim, Jay, Bryson, Virillo m.fl.). Der tegner sig i denne litteratur en slående parallel til den mediehistoiske udvikling, idet man kan udskille en klassisk moderne synsopfattelse baseret på forestillingen om øjet som en linse (med barokkens synsopfattelse som en samtidigt manifesteret oposition) en neomoderne, dynamisk synsopfattelse, der opstår i begyndelsen af 1800-tallet på den ene side udmøntet en art holistisk synsteori (f.eks. Goethe) på den anden side i en reduktionistisk mekanisk teori (Helmholtz, Müller) der kan følges frem til Gregoryís teoridannelse fra 1960erne, hvor vi samtidig finder begyndelsen til udkrystalliseringen af en informationsteoretisk funderet synsopfattelse (f.eks. med Gibson som eksponent). Forholdet mellem medier og vidensparadigmer er i de senere år imidlertid også blevet taget op og belyst i flere nyere videnskabshistoriske undersøgelser, hvoriblandt der i denne sammenhæng især er grund til at nævne Schapin og Schaffers undersøgelse »Leviathan and the Airpump« (1985) der fokuserer på Boyleís og Hobbesí diskussion af iagttagelsesmidlets (luftpumpens) status i det videnskabelige eksperiment og dets paradigmatiske betydning i den videnskabelige bevisførelse. Der er her tale om et medie, udviklet til et meget specifikt og begrænset undersøgelsesformål, men det er til gengæld samtidig eksemplarisk, fordi den viden, der indhentes tillægges generelle implikationer af såvel Boyle som Hobbes, der imidlertid er uenige om, hvad det er luftpumpen »fortæller« og hvordan den gør det. Schapin og Schaffers undersøgelse (der også spiller central, men diskuterbar rolle i Bruno Latours tolkning af modernitetsbegrebet) er en blandt en række, der på forskellig vis bidrager til at undersøge forskellige aspekter af forholdet mellem (nyt) medium og vidensparadigme. Mens man i ældre forskning har været tilbøjelige til at betragte og behandle disse relationer som en kausalrelation (det ene forårsager det andet) bidrager denne forskning således ikke mindst til at differentiere forståelsen ved at blotlægge flere forskellige udvekslings- og fortolkningsrelationer. Når det imidlertid gælder den tredie komponent, vidensudviklingens - eksponentielle - vækst gennem de seneste 2-300 år må man søge andre kilder. Denne problemstilling er fornylig taget op herhjemme af Johan Fjord Jensen i »Babel og Tomrum« hvor han knytter an til en række tidligere undersøgelser (Fremont Rider, Derek J. de Solla Price, Daniel Bell, Eugene Garfield m.fl.). Mens Fjord Jensen giver en overbevisende sammenfatning af problemets omfang, der næppe kan efterlade nogen tvivl om, at vi står overfor betydelige omdannelser i samfundets vidensmæssige og kommunikative infrastruktur, går han dog ikke nærmere ind på de mediehistoriske implikationer, der har særlig interesse i nærværende sammenhæng, nemlig

Flere af disse aspekter strejfes i Fjord Jensens analyse, der imidlertid hovedsagelig koncentrerer sig om at formulere et til de såkaldte systemvidenskaber kontrapunktisk udviklingsperspektiv for humaniora, knyttet til forestillingen om en humanvidenskab, der funderes på det lokalt gyldige, mens han opfatter videnseksplosionen som et specifikt problem for de systemiske videnskaber, der forbinder sig med forskningspolitiske og utilitaristiske formål. Den her antydede diskussion har således direkte affinitet til en hel række generelle humanvidenskabelige spørgsmål, men i nærværende projektsammenhæng er det først og fremmest tanken at behandle behandle problemstillingen ud fra det mediehistoriske perspektiv. I den modernitetsteoretiske del af projektet er det tanken at undersøge nyere modernitetsbegreber (først og fremmest Habermas, Lyotard, Derrida, Latour og Giddens, med sideblik til et par de af de mere retorisk orienterede teorier om »middelalderens genkomst i elektronisk forklædning« (bl.a. McLuhan, Jan Lindhardt) i lyset af de ovennævnte medie- og videnshistoriske analyser. Der vil her blive taget udgangspunkt i en karakteristik af de centrale divergenser i opfattelsen af begrebet modernitet og af modernitetens aktuelle tilstand, hvorefter det er tanken at forfølge udviklingen af nogle få, men centrale hovedbegreber gennem de tre før løst indkredsede epoker. Vægten vil her blive lagt på opfattelsen af relationen stof-form, af subjekt og iagttager-begrebet og relationen subjekt-objekt, af begrebet kraft/energi og af begrebet lovmæssighed og regel - idet jeg har tager afsæt i en række tidligere arbejder (en sammenfatning heraf er indeholdt som epilog i min disputats). Hvor jeg imidlertid tidligere især har lagt vægt på at undersøge forskellene i opfattelsen af disse begreber, er det i nærværende sammenhæng tanken, at lægge vægt på det udviklingsforhold, der forbinder de senere begreber med de tidligere, idet jeg arbejder ud fra den tese, at der er et bestemt mønster i disse begrebsskift, nemlig, at overgangen sker gennem inddragelse af aksiomer, der tidligere blev taget som givne (og invariante) i det videnskabelige genstandsfelt (oftest via en analytisk underinddeling på et mere forfinet og »lavere« beskrivelsesniveau), hvorved de før invariante (transcendentalt givne) aksiomer forvandles og »nu« fremtræder som materialiserede variable processer. Selv mekanismen er tidligere blevet påvist og beskrevet i forskellige, specifikke sammenhænge, og der har også tidligere været gjort forsøg på at se den som et mere generelt træk, der er med til at karakterisere det på en gang sækulariserende og selvfornyende moment i moderne tænkning. I det aktuelle projekt har den imidlertid særlig interesse, fordi denne mekanisme også kan påvises i den paradigmatiske udvikling, der fører frem til nyere informatonsteorier, ligesom den er af central betydning for beskrivelsen af den strukturelle relation mellem det almensproglige alfabet og det informationelle (binære) alfabet, der danner grundlag for digitaliseret repræsentation. Den synes således at spille en central rolle som et af forbindelsespunkterne mellem den nutidige vidensparadigmatiske og medieteknologiske udvikling, hvilket igen motiverer behovet for at klarlægge hvorledes dette reflekteres i nutidige teorier om modernitetens tilstand og potentialer. Det er her mit foreløbig indtryk, at den spiller en overraskende beskeden rolle - og tillægges størst betydning af Bruno Latour, der imidlertid betragter denne mekanisme som det egentligt fatale ved moderniteten og ser den som det element i den moderne tænkning, vi straks bør lægge bag os - hvordan det så end skulle foregå. Da der er tale om en mekanisme for overgang mellem to - konceptuelle - systemer af forskellig indre struktur og udstrækning har den imidlertid samtidig nogle mere generelle teoretiske implikationer omkring forståelsen af innovation, regeldannelse og udveksling mellem heterogene systemer, og det er tanken at afrunde det samlede projekt med et forslag til at forny den moderne tænknings systembegreber med et begreb om heterogene og regeldannende systemer, idet sådanne systemer til forskel fra regelbestemte systemer bygger såvel deres stabilitet som innovative, selvforandrende potentiale på udnyttelsen af redundansfunktioner. Også på dette punkt er der tale om en videreførelse og uddybning af resultater fra min disputats, hvor der gives en reformuleret teoretisk definition af redundansbegrebet som grundlag for beskrivelsen dels af forholdet mellem forskellige symbolske notationsssystemer, dels som en central funktion i almensprogene, hvor redundansfunktionerne både tjener stabiliserende og innovative formål. I nærværende sammenhæng er sigtet imidlertid at bringe hele denne problemstilling ind i den modernitetsteoretiske sammenhæng. Updated June 11, 1999 by as. Please mail comments to the webmaster at Centre for Cultural Research.


Updated December 15, 1999 by csc. Please mail comments to the webmaster at Centre for Cultural Research.