Topmenu Archive Links Calendar Faculty and staff Publications Research projects Sitemap Main page

Susanne Højlund
Barndom på børnehjem - en hjemlighed som behandlingsstrategi. Et kulturanalytisk blik på "miniinstitutionen" med særligt fokus på børns erfaringer og perspektiver.

Børnehjemmet - et offentligt hjem

Et af de offentlige tilbud til, der i dag findes til børn, der fjernes fra hjemmet, er ’miniinstitutionen’ eller opholdsstedet. Selvom der ikke er entydige definitioner på, hvad der adskiller og konstituerer forskellige behandlingformer (Kristensen 2001: kap.1) synes den særlige ide bag denne anbringelsesform at være, at det at opholde sig på det samme sted i længere tid - i et hjemligt miljø - virker som behandling i sig selv. ’Vi forsøger at give dem en anden barndom’ har en institutionsleder på en miniinstitution forklaret mig om denne institutionstypes hoved-ide. På miniinstitutionen er der få børn og få pædagoger og børnenes hverdag ligner ’normale’ børns hverdag. Det primære er ikke hvilke eventuelle diagnoser eller traumer, børnene har, eller hvilke specifikke psykologiske behandlingstilbud, man antager vil hjælpe dem. Det primære er tilsyneladende at give børnene mulighed for at opleve kontinuitet, tryghed og mulighed for at opbygge langvarige og stabile relationer. Idealet kunne se ud til at være, at miniinstitutionen skal ligne et hjem. De anbragte børn har oplevet at deres eget hjem ikke har slået til og tilbydes nu en erstatning for dette tab - en ’normal hverdag’ med nye voksne og ofte nye jævnaldrene. Ved at forsøge at skabe en kontekst, der signalerer ’hjemlighed og normalitet’ antages det, at børnene efterhånden vil identificere sig med denne kontekst og dermed få bedre forudsætninger for normal udvikling. Behandlingen (hvis man kan tale om en sådan) er så at sige ’hjemlighed’.

Men hvordan kan der etableres hjemlighed i et offentligt regi? Det hjemlige og det offentlige defineres i den klassiske sociologi ofte som væsensforskellige domæner. Det teoretisk definerede skel mellem hjemmelivet og institutionslivet bygger på antagelser om, at det er forskelligartede socialiseringsformer på spil i de to sfærer (se f.eks. Dencik 1988, Berger og Luckmann 1922). Institutionen beskrives traditionelt som et sted, hvor anonyme kontakter, klassifikation, tids-, rum- og regelstyring samt ekspertviden organiserer hverdagens interaktioner og giver samfundet mulighed for overvågning og systematisk intervention (Rasmussen og Smidt 2000, Jenkins 1996). Hjemmet repræsenterer den private sfære, der bygger på intime og langvarige relationer, individualitet, historicitet, frihed, tilknytning og tilhørsforhold. Miniinstitutionen er interessant som forskningsobjekt, fordi den i særlig grad søger at kombinere hjemmets logik med institutionens. Man kan sige, at denne institutionstype i koncentreret form arbejder på at gennemføre den ide, som må antages at ligge bag børnehjemsinstitutionen generelt: ideen om ’et andet hjem’ under beskyttelse og overvågning af det offentlige.

Det er projektets udgangspunkt, at vi mangler viden om, hvordan hjemlighed konstitueres i en offentlig institution og viden om, hvilken betydning denne strategi har for de involverede børn.

Det er endvidere en grundantagelse i projektet, at viden om dette skal søges i praksis og at en central kilde til information er de børn, der har erfaringer med at bo på denne type børnehjem.

Projektets formål er som følge heraf at søge indsigt i, hvordan børn på mini-institutioner/opholdssteder fortolker, anvender og bidrager til institutionens forsøg på at skabe hjemlighed.

Analytiske perspektiver og forskningsspørgsmål

Fokusområder

Børns erfaringer gøres ikke i et tomrum, men i en særlig kontekst. Projektet vil derfor vægtlægge at relatere børnehjemsbørns erfaringer til de sammenhænge og betingelser, som børnene peger på som betydningsfulde. Det antages på forhånd at særligt tre områder vil være af interesse for at kunne opfylde projektets formål, men det understreges, at studiet står åbent overfor at udvikle andre analytiske perspektiver afhængigt af hvad feltarbejdet viser. De tre sammenhængende fokusområder er: Fortolkninger af hjemlighed, fortolkninger af barn/voksen relationer og fortolkninger af barn/barn-relationer:

For det første søges begrebet og fænomenet hjemlighed defineret, både teoretisk og empirisk. Ved at knytte an til antropologiske studier af hjem og hjemlighed (Winther forthcoming, Gullestad 1984, Rapport and Dawson 1998, Allan and Crow 1989) og mere sociologiske studier af institutionalisering (Den-cik 1988 mfl.) afgrænses begrebet for at kunne danne baggrund for studier af praksis.

For det andet vil der være fokus på de intergenerationelle relationer. Idet børnenes familiære generationelle relationer er blevet brudt er opdragelsen nu overdraget til andre voksne. Hvilke ideer om barndom/opdragelse og voksenhed er gældende i institutionerne og hvordan får de betydning i prak-sis for børnene? Hvordan fortolker børnene relationen til de voksne i institutionen? Denne del er forankret i de nyere antropologiske teorier om barndom og generationelle relationer (Alanen og Mayall 2001, Hygum forthcoming, Qvortrup 2000).

Endelig vil der være fokus på børnenes indbyrdes relationer. Hvilken betydning har det for børnene, at de er anbragt sammen med andre børn? Hvilke glæder, besværligheder, muligheder og begrænsninger giver det at være medlem af en gruppe børn, der alle er positionerede som ’anbragte’? Lærer man af hinanden, ser man hinanden som venner, kammerater eller erstatningssøskende? Her bliver der trukket på antropologiske studier af børns relationer, erfaringer og sociale identitet (James 1993, Gulløv 1998, Liden 2000, Højlund 2001 m.fl.)

Kulturanalyse
Projektets overordnede analytiske og metodiske tilgang er kulturanalyse.
Meget af den forskning, der er udført i forbindelse med børns og unges anbringelse uden for hjemmet er er psykologisk forankret og beskæftiger sig ik-ke med det kvalitative indhold af anbringelse (Kristensen et al 2001, Nissen 2000). Herværende projekt yder et antropologisk, kvalitativt bidrag til forskningen om børn og unge på døgninstitutioner. Med denne tilgang opnås indsigt i kulturelle aspekter ved anbringelse. Som beskrevet af Villumsen (2001) handler dette om at afdække hvilke grundlæggende forestillinger og hand-lemønstre, der konstituerer hverdagslivet - her i feltet ’døgninstitutioner’. Som også anført i forskningsprogrammet er kulturbegrebet centralt i denne tilgang (Villumsen 2001). Det er dog på ingen måde et afgrænset og veldefineret begreb. Jeg anskuer kultur som et analytisk begreb - ikke som en empirisk størrelse, der kan findes ’derude’ i praksis (Hastrup 1989). Kultur kan anskues som en proces, der genereres af forskellige vidensformer, som i konkrete lokaliteter bringes i spil, forhandles om og praktiseres i mellem forskelligt positionerede aktører (Barth 1989).

I forhold til børn på børnehjem er det derfor ikke interessen at indfange og definere børnehjemskulturen, men derimod at have et særligt blik på fænomenet børnehjem, et perspektiv, der fokuserer på hverdagsliv, på det fælles, de sociale relationer, den implicitte viden og de forståelser og fortolkninger af praksis, som er medbestemmende for, hvad der kan lade sig gøre i hverdagen.

Om børn og barndom

Børns perspektiver og erfaringer er sjældent beskrevet i forskning om børn generelt og i forskning om udsatte børn specifikt. I dette projekt vil børns erfaringer have en særlig status.

Den antropologiske børneforskning har i en del år arbejdet på at udvikle metoder, der kan bidrage til at indkredse børns erfaringer og viden. Som også nævnt af Villumsen (2001) er interessen i dette videnskabelige felt at skabe viden om børn/unge relateret til de samfundsmæssige og kulturelle kontekster de lever i. At undersøge børns perspektiver betyder derfor både at interessere sig for børnenes kulturelle viden, men også at stille sig undersøgende over for, hvordan denne viden har muligheder, begrænsninger, betingelser og konsekvenser i samspil med de praktikker, der møder børn på forskellige steder.

Det er desuden p.t. aktuelt at diskutere, hvordan man kan begrebsliggøre barndom/ungdom som del af en generationsstruktur. Børn står altid i for-hold til voksne og barndom står altid i forhold til fortolkninger af voksenhed. Dette forhold er derfor altid på spil, når man undersøger børns perspektiver. Måske i særlig grad, når der er tale om ’anbragte børn’, hvor de traditionelle generationsrelationer har vist sig ikke-holdbare og hvor samfundet træder ind med andre fortolkninger af barn-voksen relationen.

Projektets relevans

Projektets relevans kan ses i tre dimensioner. For det første vil projektet dække et alment behov for kvalitativ forskning og viden om praksis på dette område (jfr. Kristensen et al 2001). For det andet vil det vil være nyt at inddrage børn som informanter og fokusere på børneperspektivet, og endelig vil den kulturanalytiske tilgang (herunder analysen af hjemlighed) kunne bidrage med indsigter af en anden art end den, der produceres i de psykologisk forankrede studier på dette område (ibid).

Kulturanalyse i den her skitserede forståelse frembringer ikke viden af normativ karakter. Der er ikke tale om at definere noget, som er bedre end andet i en given praksis, men derimod at undersøge og beskrive hvilke sammenhænge og fortolkninger, der skaber betydning i denne praksis. Projektet har således ikke som udgangspunkt at bedømme kvalitet, foreslå forbedringer eller anvise handlinger.

Det betyder dog ikke, at projektet ikke kan bidrage til udvikling i praksis. Men det er antagelsen, at ændringer i praksis ikke kan iværksættes eller lykkes, hvis man ikke søger at afdække, hvilke kulturelle betydninger, der skabes og genskabes i det daglige. Ved at producere viden og erkendelser om, hvordan praksis er konstitueret vil det måske blive muligt for de professionelt involverede at tage stilling til, hvad der skal bevares og hvad som kræver ændring.

Projektet vil således have relevans for det socialpædagogiske område, men også have teoretisk relevans ud over det professionelle praksisfelt. Det vil kunne bidrage med teoretiske diskussioner om hjem, familie, institutionalisering, socialisering og børneperspektiver, ligesom det vil kunne yde et bidrag til de igangværende teoretiske debatter om barndom som en samfundsstrukturel og generationel konstruktion.

Det antages som følge af ovenstående at projektets kundskabsproduktion ik-ke blot kan fortælle noget om selve miniinstitutionen som institutionstype, men også bidrage med en viden om børnehjem som er af relevans ud over det specifikke felt.

Metoder

Feltarbejdet er den overordnede samlebetegnelse for antropologiens traditionelle metoder. Igennem et feltarbejde skabes data ved lang tids samvær med de mennesker, man studerer. Det er også typisk at man bruger mange forskellige metodiske strategier såsom: Etnografiske interviews uformelle samtaler, deltagelse i aktiviteter, film og fotografier, læsning af dokumenter, observationer mm. - ligesom metodestrategier udvikler sig undervejs. En konstant metodologisk refleksivitet, bl.a. ved løbende inddragelse af teori, er en central del af dataproduktionen.

Det forventes at det at lave feltarbejde blandt børnehjemsbørn er en særlig udfordring, idet man sandsynligvis vil blive tillagt specielle betydninger som ’voksen’, ligesom balancen mellem børnenes sårbarhed og deres kompetence vil være vigtig at forholde sig til.

Følgende metoder vil være centrale:

  • Semistrukturerede interviews med institutionsledere og pædagoger ansat i miniinstitutioner.
  • Observation af pædagogisk praksis og studier af den aktuelle faglige pædagogiske diskurs.
  • Deltagerobservation blandt børn, d.v.s. deltagelse i børnenes hverdagsaktiviteter, samtaler med børn om hverdagens hændelser og begivenheder.
  • Fokusgruppeinterviews med børnene om udvalgte emner.
  • Læsning af relevante dokumenter vedrørende institutionens opgave og målsætning.

Projektets design og forløb

Projektperiode: 1.9.2002- 31.8.2004 opdelt i 4 faser, hver af ca. et halvt års varighed (betinget af at arbejdet kan udføres på mindst ¾-tid):

Fase 1: Afdækning af området: Hvad er en miniinstitution/et opholdssted: Historie, pædagogiske ideer, politiske målsætninger. Der indsamles data på tværs af forskellige opholdssteder gennem uformelle besøg på forskellige mini-institutioner og opholdssteder, interviews af institutionsledere og personale, læsning af institutionsrelaterede dokumenter, studier af lovgrundlag mm. Interviews båndoptages og udskrives, mens øvrige data registreres og analyseres skriftligt. Sideløbende udvikles og nuanceres projektets spørgsmål med baggrund i litteratursøgning og afsøgning af anden - specielt antropologisk - forskning på området.

Fase 2: Børns erfaringer med at bo på børnehjem: Deltagerobservation på 1-2 institutioner med henblik på at søge viden om børnenes perspektiver ud fra de formulerede analytiske perspektiver og forskningsspørgssmål. På baggrund af forløbet i fase 1 udvælges to institutioner, der findes egnede og som vil deltage i projektet. Ca. to dage ugentligt ophold på en institution, hvor børnenes hverdagsliv følges med deltagelse i så vid udstrækning som muligt. Der arbejdes løbende med udvikling af forskerrollen i relation til børnene og de voksne på stedet. En forskerrolle som ’atypisk voksen’ antages at være en betingelse for at kunne skaffe sig relevant viden (Corsaro 1996, Højlund 2001). Emner som viser sig at være af betydning for børnene diskuteres tematisk i fokusgrupper. Erfaringer fra deltagerobservation og interviews dokumenteres i feltnoter og båndoptagelser, der udskrives - evt. dokumenteres også v. foto og video.

Fase 3: Refleksion og analyse. Materialet fra feltarbejdet kategoriseres og analyseres. Med baggrund heri læses relevant teori og der opsøges evt. yderligere empiri.

Fase 4: Formidling. I denne periode skrives forskellige tematiske artikler om projektets forløb og resultater.

Projektet søger løbende at knytte an til national og international forskning på feltet via netværksarbejde, deltagelse i konferencer og bidrag med papers og danske/ engelsksprogede artikler i relevante tidsskrifter. Samtidig vil der under og efter forskningsprocessen blive givet bidrag til konferencer, undervisning o.a. på det socialpædagogiske felt.

Etik

Børns deltagelse i forskningsprojekter giver anledning til skærpet etisk opmærksomhed i særdeleshed når der er tale om udsatte og sårbare børn, som i forvejen er genstand for ekspertsamfundets opmærksomhed (Alderson 1993). Udvælgelse af egnede institutioner og deltagende børn vil ske i samarbejde med personalet og under hensyntagen til de anbragte børns særlige vilkår. Jeg vil sørge for informeret samtykke både fra de involverede voksne (personale og evt. forældre) og fra børnene. Information gives både skriftligt og mundtligt, og betænkeligheder og modstand mod deltagelse respekteres uden konsekvenser for de adspurgte. Jeg vil løbende orientere personale og børn om mine planer under feltarbejdet og stiller mig åben for at diskutere mine analyser. Jeg finder det imidlertid ikke relevant at de involverede skal godkende mine optegnelser og analyser, idet fortolkningen af feltmaterialet og validiteten i projektet er mit eget ansvar.

Litteratur

Alderson, P. (1995): Listening to children: Children, ethics and social research. Barnardo’s, London.

Alanen, L. and Mayall, B. (2001): Conceptualizing child-adult relations. Routeledge/Falmer, London.

Allan, G. and Crow, G. (eds) (1989): Home and family: Creating the domestic space. Macmillan, London.

Barth, F. (1989): The analyses of culture in complex societies. In: Ethos 54 (3-4).

Berger, P.L. og Luckmann, P. (1992): Den samfundsskabte virkelighed. En vi-denssociologisk afhandling. Lindhardt og Ringhoff, 2.udgave, Viborg (opr. 1966)

Corsaro, W. (1996): Transitions in early childhood. The promise of compara-tive, longitudinal ethnography. Reprint from Jessor, Colby and Schweder (eds): Ethnography and human development. University of Chicago.

Dencik, L. et al (1988): Barnens två världer. Esselta Studium, Falköping.

Gulløv, E. (1998): Børn i fokus. Et antropologisk studie af betydningsdannelse blandt børnehavebørn. Ph.d. afhandling, Københavns Universitet, Institut for Antropologi.

Gullestad, M. (1984): Socialantropologiske perspektiver på analyse af familie og hushold. I Rudie, I: Myk start - hard landing. Universitetsforlaget, Oslo.

Hygum, Erik (forthcoming): Den generationelle relation i en ny skolestart. Et ph.d.projekt v. Institut for pædagogik, Københavns Universitet.

Højlund, Susanne (2001): Barndom mellem børn og professionelle. Ph.d. af-handling. århus Universitet, afd. For etnografi og socialantropologi.

James, A. (1993): Childhood Identities. Edinburgh University Press Ltd. Ed-inburgh.

Jenkins, R. (1996): Social identities. Routeledge, London.

Kristensen, O. S. et al (2001): Børn og unge på døgninstitutioner - udvikling af et forskningsprogram på basis af en forskningsoversigt. JYFE.

Liden, H. (2000): Barn - tid - rom, skiftende posisjoner. Kulturelle lærepro-sesser i et pluralistisk Norge, NTNU, Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet, Trondheim.

Nissen, P. (2000): Anbragte børn og risikobørn. I VERA no. 13.

Rasmussen, K. og Smidt, S. (2000): Statens børn. Børnelivet i den modernise-rede velfærdsstat. I: Clausen og Lærum (eds): Velfærdsstaten i krise. Tiderne

Skifter, Viborg.

Qvortrup, J.(2000): Macroanalysis of childhood. In: Christensen and James: Research with children, perspectives and practices, Falmer Press, London.

Villumsen, K. (2001): Behandlingskultur. I Kristensen et al: Børn og unge på døgninstitutioner. JYFE.

Winther, I. W (forthcoming): Børns fortolkning af hjem. Et ph.d.projekt v. Danmarks Pædagogiske Universitet.


Updated 30 August 2002 by smc. Please mail comments to the webmaster at Centre for Cultural Research.