Sten Vikner       Engelsk Institut
Aarhus Universitet       DK-8000 Århus C       Danmark
   
E-mail:  engsv@hum.au.dk

Office:  Rum 421, Bygning 467
      (Jens Chr. Skous Vej 7)

Tel. + 45 - 8942 - 6522 (direct)
Tel. + 45 - 8942 - 6500 (secr.)
Tel. + 45 - 8942 - 6540 (fax)

 

Det særlige ved sproget er
at det er et genetisk determineret organ

Transformationsgrammatikken er den eneste holdbare sprogteori.
Bent Jacobsen (1986:viii)

Transformationsgrammatikken er hverken lingvistisk eller psykologisk holdbar.
Johannes Wagner (1998:15)

I det følgende (note 1) vil jeg hverken gå ud fra at den generative grammatik er den eneste holdbare sprogteori eller at den er komplet uholdbar. (note 2).

Derimod vil jeg forsøge at vise at den generative grammatik kan tilbyde nogle interessante forklaringer på visse fænomener som jeg mener at alle lingvister uanset observans må være interesseret i at finde forklaringer på. Det drejer sig nemlig om fænomener som viser at de sproglige evner er noget helt særligt.

Jeg vil starte med et citat fra Steven Pinkers "The Language Instinct" (1995:18). Det er måske nok lidt skarpt formuleret, men til gengæld er det også ret klart:

"Sprog er ikke et kulturelt fænomen som vi lærer på samme måde som vi lærer klokken eller som vi lærer hvordan regeringssystemet fungerer. Det er derimod en særlig del af vores hjernes biologiske struktur. Sprog er en kompleks og specialiseret færdighed som opstår spontant hos ethvert barn, uden bevidste anstrengelser eller direkte anvisninger, som anvendes uden at man er klar over dets underliggende logik, som har samme kvalitet hos ethvert menneske, og som adskiller sig fra mere generelle evner til at forarbejde information eller til at forholde sig intelligent.

Derfor har nogle kognitionsforskere beskrevet sprog som en psykologisk evne, et mentalt organ, et neuralt system, eller et computermodul.

Jeg foretrækker det mere gammeldags begreb "instinkt". Det udtrykker den ide at mennesker har evnen til at tale på samme måde som edderkopper har evnen til at spinde edderkoppespind. Det at spinde edderkoppespind blev ikke opfundet af et hidtil ukendt edderkoppegeni, og det forudsætter ikke at den pågældende edderkop har fået den rigtige uddannelse eller er specielt interesseret i arkitektur eller i byggebranchen. Tværtimod, edderkopper spinder edderkoppespind fordi de har edderkoppehjerner, hvilket giver dem både en trang til at spinde og en evne til at gøre det godt."

Jeg mener altså (ligesom Pinker) at noget af det der gør sprog til et af verdens mest interessante forskningsemner, er det forhold at det er et produkt af DEN menneskelige hjerne. Det er ikke et produkt af ÉN bestemt (genial) menneskelig hjerne, som da Vinci, Shakespeare eller Kierkegaard. Derved adskiller lingvistik sig fra fx litteraturvidenskab eller kunsthistorie, der netop beskæftiger sig med ting som IKKE kan produceres af en hvilkensomhelst hjerne, men kun af særligt begavede mennesker.

Sprog derimod produceres af hvemsomhelst, og forudsætter hverken en særlig uddannelse eller en særlig begavelse. A. S. Ørsted, Niels Bohr og Søren Kierkegaard adskilte sig først og fremmest fra "almindelige" mennesker med hensyn til HVAD de sagde, ikke med hensyn til HVORDAN de sagde det. Som alle andre anbragte de fx altid det finitte verbum før nægtelsen i hovedsætninger, men ikke i bisætninger.

De sproglige evner hænger altså ikke direkte sammen med begavelsen. Tværtimod har det vist sig at der kan være misforhold i begge retninger - der kan godt være noget galt med en persons sproglige evner uden at personens almene begavelse, dvs. intelligenskvotienten, adskiller sig fra gennemsnittet, (1b), ligesom der godt kan være noget galt med intelligenskvotienten uden at de sproglige evner lader noget tilbage at ønske, (1c):

(1) Intelligenskvotient Sproglige evner
a. normal (høj) normale (gode) "normale" mennesker
b. normal (høj) dårlige fx afasi eller Special Language Impairment
c. lav normale (gode) fx "Chatterbox"-syndrom eller Williams-syndrom
d. lav dårlige mange andre mentale handikap

(1b) er almindelig anerkendt, dvs. at der godt kan være noget galt med en persons sproglige evner uden at personens almene begavelse adskiller sig fra gennemsnittet. Eksempler herpå er forskellige former for afasi eller Special Language Impairment:

(2) Ja, ja ... dreng ... og pige ... og mor. Ja ... kager ... og ja, vælte ... stolen, ... ja, og ... ta- ... ta- .... tallelerken. Vasser op, ja.
Afatiker med ikke-flydende tale, fra Randrup Jensen (1992:9)

(3) I felt worse because I can no longer keep in mind from the mind of the minds to keep me from mind and up to the ear which can be to find among ourselves.
Wernicke-afatiker, fra Fromkin & Rodman (1988:404)

Derimod har man måske ikke altid været så opmærksom på (1c), dvs. på at der godt kan være noget galt med intelligenskvotienten uden at de sproglige evner lader noget tilbage at ønske. Et eksempel herpå er det såkaldte "Chatterbox"-syndrom. Pinker (1995:50-52) diskuterer en 14-årig patient der lider af "Chatterbox"-syndromet som resultat af spina bifida (rygmarvsbrok). Denne patient kan på den ene side ikke lære at læse eller skrive og slet ikke at have med penge at gøre, men er på den anden side i stand til at føre en længere konversation om sin (ikke-eksisterende) bankkonto:

(4) My mum works over at the, over on the ward and she said "not another bank statement". I said "it's the second one in two days". And she said "Do you want me to go to the bank for you at lunchtime?" and I went "No, I'll go this time and explain it myself". I tell you what, my bank are awful. They've lost my bank book, you see, and I can't find it anywhere. I belong to the TSB Bank and I'm thinking of changing my bank, 'cause they're so awful."
Spina bifida-patient, fra Pinker (1995:50)

Hermed har jeg så også sagt at lingvistikken for mig i sidste ende er en gren af kognitionspsykologien, på samme måde som kemi og astronomi begge er grene af fysikken.

Sproginstinktet er altså et mentalt organ, ligesom øjet er et fysisk organ. Jeg vil her henvise til Chomsky (1988:172), som gør opmærksom på at det er typisk for organers biologi at der skal være "rige", dvs. mangfoldige og stimulerende, omgivelser for at den genetisk determinerede proces, dvs. udviklingen af organet, kan foregå på den måde som den er programmeret til at foregå. Det vil sige at på samme måde som katte der vokser op med bind for øjnene, aldrig vil kunne se så godt som andre katte, så vil børn der vokser op uden sprogligt input, heller aldrig have de samme sproglige evner som andre børn.

Det som jeg her kaldte "de sproglige evner" er det som man i moderne lingvistik også kalder "grammatik". Ordet "grammatik" er altså tvetydigt: Det kan referere både til den viden som alle mennesker besidder, som sætter dem i stand til at forstå og producere sætninger på deres modersmål, og til en beskrivelse af (eller en teori om) denne viden. Jeg mener altså noget mere med "grammatik" end en beskrivelse af et sprogs syntaks og morfologi.

De fleste retninger indenfor moderne lingvistik (inklusive generativ lingvistik) går ud fra at grammatikken (dvs. den viden som alle mennesker besidder om deres modersmål) består af et ordforråd, et syntaktisk modul, et fonologisk modul, et semantisk modul, og eventuelt andre moduler.

Mens ordforrådet skal tilegnes fra grunden af, skal den viden der hører til i de andre moduler, ikke tilegnes fra grunden af. Her mener den generative grammatik at en stor del af deres indhold er genetisk determineret, dvs. delvist medfødt.

Hvis man regner med muligheden for at noget kan være medfødt, så er der tre logiske muligheder:

(5) Medfødt Tilegnet
a. Hele grammatikken er medfødt (intet skal tilegnes) 100% -
b. Hele grammatikken skal tilegnes (intet er medfødt) - 100%
c. En del af grammatikken er medfødt og en del skal tilegnes     en del en del

Hvis DET HELE var genetisk determineret (medfødt) (dvs. (5a)), så skulle alle mennesker tale præcis det samme sprog, ligesom alle har EN lever og TO nyrer og TI fingre, og ingen har fx ti nyrer og to fingre. Altså er enhver form for variation mellem sprogene, inklusive ordforrådsvariation som i (6), et problem for en sådan hypotese (som vist heller aldrig er blevet foreslået):

(6) dreng
(dansk)
= pojke
(svensk)
= gutt
(norsk)
= strákur
(islandsk)
= Junge
(tysk)
= boy
(engelsk)
= garçon
(fransk)
= ragazzo
(italiensk)

Hvis INTET var genetisk determineret (medfødt) (dvs. (5b)), så burde der være betydelig mere variation mellem sprogene end der faktisk er. Selvom der er op til 8000 sprog i verden, er de ikke så forskellige som de kunne være. Det kan man fx se på at der eksisterer såkaldte sproglige universalier, dvs. egenskaber som alle sprog har tilfælles. Et eksempel på et sprogligt universalium er at et pronomen i en hovedsætning aldrig kan være koreferentielt med et navn i en bisætning, hvorimod et navn i en hovedsætning godt kan være koreferentielt med et pronomen i en bisætning. (7a) kan altså ikke betyde at X tror at X selv er rig, hvorimod (7b) godt kan betyde at X tror at X selv er rig, og det samme gælder for de andre eksempler:

(7) Dansk a.
b.
Han tror [at Johan er rig]
Johan tror [at han er rig]
(kan ikke have koreference)
(kan godt have koreference)
(8) Islandsk a.
b.
Hann heldur [að Jóhann sé ríkur]
Jóhann heldur [að hann sé ríkur]
(kan ikke have koreference)
(kan godt have koreference)
(9) Tysk a.
b.
Er glaubt, [daß Johann reich ist]
Johann glaubt, [daß er reich ist]
(kan ikke have koreference)
(kan godt have koreference)
(10) Engelsk a.
b.
He thinks [that John is rich]
John thinks [that he is rich]
(kan ikke have koreference)
(kan godt have koreference)
(11) Fransk a.
b.
Il croit [que Jean est riche]
Jean croit [qu' il est riche]
(kan ikke have koreference)
(kan godt have koreference)
(12) Walisisk a.
b.
Mae o'n gwybod [bod Sion yn gyfoethog]
Mae Sion yn gwybod [ei fod o'n gyfoethog]
(kan ikke have koreference)
(kan godt have koreference)
(13) Ungarsk a.
b.
___ Azt gondolja [hogy János gazdag]
János azt gondolja [hogy ___ gazdag]
(kan ikke have koreference)
(kan godt have koreference)
(14) Baskisk a.
b.
___ [ Jon aberatsa dela] uste du
Jonek [ ___ aberatsa dela] uste du
(kan ikke have koreference)
(kan godt have koreference)
(15) Tyrkisk a.
b.
___ [HasanIn zengin olduGunu] sanIyor
Hasan [ ___ zengin olduGunu] sanIyor
(kan ikke have koreference)
(kan godt have koreference)
(16) Hebræisk a.
b.
Hu xoSev [Se-Yohanan 9aSir]
Yohanan xoSev [Se-hu 9aSir]
(kan ikke have koreference)
(kan godt have koreference)
(17) Swahili a.
b.
Yeye anafikiri [ John ni tajiri]
John anafikiri [ yeye ni tajiri]
(kan ikke have koreference)
(kan godt have koreference)

Endvidere, hvis INTET var genetisk determineret (medfødt) (dvs. (5b) igen), så ville det også være svært at forstå hvordan sprogtilegnelsen kan foregå så hurtigt og så vellykket som den gør. Hvis intet var medfødt, ville barnet nemlig være nødt til at tilegne sig hele grammatikken. Når man er nødt til at lære noget fra grunden (som at regne eller at spille skak eller at tale et fremmedsprog), så varierer resultatet meget fra individ til individ. Men folk der taler dansk som modersmål, varierer meget meget mere med hensyn til hvor godt de spiller skak, eller hvor godt de taler engelsk, end med hensyn til hvor godt de taler dansk.

Endnu en gang: Hvis INTET var medfødt (dvs. (5b) for sidste gang), så er spørgsmålet også hvordan barnet kommer fra 0% til 100%. Svaret er (selvfølgelig) at barnets viden må stamme fra det som det hører. Men det som barnet hører er ikke særlig meget og heller ikke altid særlig godt:

(18) Child:
Parent:
Child:
I taked a cookie
Oh, you mean you "took" a cookie.
Yes, that's right, I taked it.
Akmaijan et al. (1995:453)

(18) er en anekdote, men jeg mener at den er typisk for sprogtilegnelsen. Det er også ret praktisk at negativt input (dvs. rettelser) ikke spiller nogen rolle, det betyder at børns evne til at snakke deres modersmål ikke er afhængig af hvor meget de bliver rettet.

Hvis børn ikke har noget ud af at blive rettet, hvordan kan de så lære at noget er umuligt? Dvs. hvordan skal børn der er ved at tilegne sig dansk som modersmål, finde ud af at (7a) med koreference er umulig, hvorimod (7b) med koreference er god nok? Og hvordan skal børn der er ved at tilegne sig dansk som modersmål, finde ud af at (19f) er umulig selvom (19d) er OK?

(19) a.
b.
Jeg tror Joachim snakker med Frederik
Jeg tror at Joachim snakker med Frederik
c.
d.
Hvem tror du Joachim snakker med ________?
Hvem tror du at Joachim snakker med ________?
e.
f.
Hvem tror du _______ snakker med Frederik?
*Hvem tror du at _______ snakker med Frederik?

For mig er svaret at børnene ikke behøver at LÆRE det, i en vis forstand VED de det allerede. Uden bevidst at være klar over det, besidder de nemlig en viden som tillader dem at konkludere ud fra hvad de hører, at (19f) er umulig, og at (7a) ikke kan have koreference mellem de to subjekter "han" og "Johan".

Min konklusion er altså:

Egentlig er det lidt misvisende at sige at det at sprogevnen både er genetisk determineret (delvist medfødt) og afhængig af en tilstrækkelig mængde input, gør sproget til "noget særligt". Sprogevnen, dens genetiske determinering og dens afhængighed af input er kun "noget særligt" hvis man sammenligner dem med tillærte færdigheder (som det at kunne regne eller løbe på skøjter eller spille skak eller tale et fremmedsprog). Hvis man derimod sammenligner med andre evner der også er direkte forankrede i et eller flere organer (som evnen til at se eller evnen til at gå), så er sprogevnen netop ikke "noget særligt".


Fodnoter

Note 1.
Dette er en skriftlig version af mit indlæg ved paneldiskussionen "Rundt om sproget", som fandt sted på ADLAs (l'Association Danoise de Linguistique Appliquée - Den Danske Forening for Anvendt Lingvistik) årsmøde, 29.1.1999, Danmarks Lærerhøjskole, København. Tak til Carl Vikner for kommentarer og kritik og til Agnes Bende-Farkas for ungarsk, Joanna Clifford for Swahili, Jaklin Konfilt for tyrkisk, Ur Shlonsky for hebræisk, Maggie Tallerman for walisisk og Myriam Uribe-Etxebarria for baskisk.

Note 2.
Jeg indrømmer at jeg har skåret citaterne til for at kunne sætte dem op imod hinanden. Jeg er dog overbevist om at jeg ikke har fordrejet forfatternes intentioner. Den fulde ordlyd af de to passager følger her:

Jacobsen (1986:viii):
"I have been engrossed in the study of transformational grammar for the better part of twenty years now. The reason for this is simple. I believe it is the only viable theory of language."

Wagner (1998:15):
"Pienemann argumenterer [...], dvs. at empirien er i orden. [...] Det står mere sløjt til med underbyggelsen af teorien. Den bygger på transformationsgrammatikken som hverken er lingvistisk eller psykologisk holdbar."


Bibliografi

Akmaijan, Adrian, Richard Demers, Ann Farmer & Robert Harnish: 1995, An Introduction to Language and Communication, 4. udgave, MIT Press, Cambridge MA.

Chomsky, Noam: 1988, Language and Problems of Knowledge - The Managua Lectures, MIT Press, Cambridge MA.

Fromkin, Victoria & Robert Rodman: 1988, An Introduction to Language, 4. udgave, Holt, Rinehart & Winston, New York.

Jacobsen, Bent: 1986, Modern Transformational Grammar, North-Holland, Amsterdam.

Pinker, Steven: 1995, The Language Instinct - How the Mind Creates Language, Harper-Colllins, New York.

Randrup Jensen, Lise: 1992, "Afasi" i Mål & Mæle, 15.4, 6-12.

Wagner, Johannes: 1998, "Udviklingstendenser i fremmedsprogstilegnelsen" i Sprogforum, 10.4, 14-17.

 

Begyndelsen
af denne side
Første version:
Marts 1999 (som http://pinguin.philosophie.uni-stuttgart.de/ifl/Vikner/medfoedt.html)
Marts 2001 (her, dvs. som http://www.hum.au.dk/engelsk/engsv/medfoedt.htm)

Sten Vikners
hjemmeside
Seneste ændring:  04.01.2002

Kommentarer og forslag:  Sten Vikner