Af Michael Böss

Modsætningernes ophævelse

Den irske forfatter Jennifer Johnston skildrer i sin roman fra 1974, How Many Miles to Babylon?, et venskab mellem to unge mænd, som bekræftes helt ind i døden under skyttegravskrigen i Flandern under den Første Verdenskrig. Den katolsk-irske Jerry er blevet anholdt som desertør efter, at han har forladt fronten for at lede efter sin far. Da hans barndomsven, den unge, protestantiske anglo-irer Alec, bliver beordret til at forestå henrettelsen af Jerry, nægter han at parere ordre. Alecs overordnede, det kyniske magtmenneske major Glendinning, ser hans lydighedsnægtelse som et tegn på, at han er blevet smittet af den sentimentale og "feminine" irske nationalkarakter:

Det går over min forstand, hvordan I irere kan forvente, at I vil være i stand til at styre jeres eget land, så længe I ikke er i stand til at styre jeres egne følelser ... [Men] verden vil engang gøre Dem klogere ... den dag, da De står over for at skulle tage ansvar for folks liv og død, mens en smuldrende verden afventer den beslutning, De tager. ... Ved Gud, ... det har taget mange århundreder at opbygge det samfund, vi lever i. Og det ville være forfærdeligt, hvis en håndfuld følelsesmennesker som jer skulle få lov til at ødelægge det for os.(1)

Alec, der kommer fra en godsejerfamilie i Ulster, gennemskuer dog Glendinnings følelseskolde "mandsideal" og hans foragt over for proletaren og nationalisten Jerry. Han ser hans holdninger som udtryk for den samme elitære og patriarkalske ideologi, som hans egen mor forgæves har forsøgt at opdrage ham til, og som i tidernes løb har tjent til at fastholde både klassesamfundet og briternes herredømme over et globalt imperium. I Alecs og Jerrys nære venskab sker der en symbolsk ophævelse af århundreders engelsk-irske modsætningsforhold, som Glendenning udtrykker gennem en metaforik, der har rod i traditionelle forestillinger om forskellene mellem mand og kvinde. Ved diskret at antyde et erotisk element i forholdet mellem de to unge mænd nytolker Johnston den gamle etniske relation mellem irere og englændere - som i århundreder var præget af netop denne indskrivning af kønnet i nationen (England som mand, Irland som kvinde) - i sin egen vision om fremtidig lighed og samhørighed mellem de to befolkningsgruppe på den irske ø.
Jeg vil i dette essay vise, hvordan forestillinger om køn og nation i irsk og engelsk historie og litteratur har vekselvirket og indlagt sig i hinanden, og hvordan de, som demonstreret af det netop refererede eksempel, i dag indgår som et led i skabelsen af en ny "fortælling" om Irland.

Moder Irland

Som så mange andre steder i verden er der i Irland en ældgammel tradition for at tillægge selve den irske ø kønsmæssige træk. Lande er enten mødre eller fædre, og Irland har fra gammel tid været anset for at være en moder - en forestilling, der givetvis går tilbage til før-keltisk tid, men som kom til fuldt udtryk i den før-kristne, keltiske mytologi.
For kelterne i Irland var selve universets essens kvindelig. Alt eksisterende liv var en manifestation af den frugtbare modergudinde, Danu/Anu, som repræsenterede en livscyklus i naturen, der gik fra fødsel over død til genfødsel. Danu/Anu omtales også som "den evige" og som alle heltes og guders moder, og fremstilles i visse traditioner i lighed med en frugtbar ko. Centrale skikkelser i det mytologiske keltiske verdensbillede var desuden de to krigsgudinder Mórrígán og Macha, den tragiske høvdingedatter Deirdre ("Sorgens Deirdre") samt dronning Medb, med hvem enhver retmæssig jordisk konge skulle indgå en rituel vielse(2).
Det kvindelige elements fremtrædende karakter i dette verdensbillede afspejlede, at omend kvinder i Irland på det tidspunkt ikke nød fuld ligestilling med mænd, så var der dog langt fra tale om noget patriarkat. Kvinder havde dengang en lang række rettigheder, som de siden skulle miste. De kunne indgå kontrakter, bære våben, blive druide-præster og blande sig i politik. Blev en kvinde utilfreds med sin mand - hvad enten han var for meget væk hjemmefra, var brutal eller homoseksuel - så havde hun ret til at lade sig skille fra ham. Desuden havde kvinder en seksuel frihed, som skulle komme til at stå i stærk kontrast til forholdene i moderne kristen tid.(3)
Kristendommen kom til Irland allerede i 400-tallet. Dens indførelse bliver specielt forbundet med den britiske munk Skt. Patrick, Irlands skytshelgen. I takt med dens overtagelse af romerkirkens asketiske idealer, tog den munkestyrede keltiske kirke ikke blot afstand fra kongevielsens seksuelle aspekter, men også fra druidereligionens dyrkelse af kvindens regenerative kraft. I stedet udbredte kirken et ideal om total kyskhed og forestillingen om kvinden som forføreske, dvs. som symbol på det kødelige begær, som får mennesket (manden) til at synde(4). Symbolet på det nye kvindeideal blev Maria, jomfrumoderen eller, som i den illuminerede Book of Kells, den lysende himmeldronning.
Blandt de første generationer af kristne, specielt konverterede druide-præster, var der dog mange, der forstod kirkens Maria-kult i lyset af den gamle tradition for at dyrke et universelt kvindeligt frugtbarhedsprincip. De overførte store dele af forestillingerne om de keltiske gudinder på Maria-skikkelsen og dyrkede hende som den evige moder, hos hvem man kunne søge tilflugt i krisetider. Samtidig smeltede andre keltiske gudinde- og helteskikkelser sammen med det bibelske univers og oldkirkens martyr- og helgenlegender. Dette gjaldt både Deirdre og Medb, men også Brigid. Brigid, der i mange mytiske fortællinger optræder i samme rolle som Danu/Anu, var oprindelig gudinde for helbredelse, smedekunst, frugtbarhed og poesi. I kristen keltisk tid blev hun gjort til en helgen, som også var kendt under tilnavnet "Gælernes Maria"(5). Brigid blev anset for at være Marias ledsager, ja, endog Jesu plejemoder. Marias forældre - Anna og Joachim, ifølge oldkirkelige sagn - mentes oprindelig at være født i Irland for senere at udvandre til Israel. Maria-skikkelsens særlige - og tvetydige - betydning i det keltiske samfund fremgår desuden af, at man stavede hendes navn på to måder. Máire var den almindelige stavemåde, men når hun fremstod som den jomfruelige moder for den kristne Guds søn, blev hun kaldt Mhuire. Derfor bliver Jesus i gammelirsk litteratur ofte betegnet som Mac Mhuire, Marias søn - et udtryk, som har overlevet som ed langt op i dette århundrede, omend på engelsk(6).
Det siger sig selv, at den romerske indflydelse gjorde det af med den frie seksualitet i det keltiske samfund. At irernes syn på seksuel frihed adskilte sig fra normerne i England helt op i renæssancen, synes der dog at være belæg for, hvis man fx læser digteren og kolonisten Edmund Spensers View of the Present State of Ireland (1596). Her harcelerer Spenser over irernes "løsslupne barbari" ("licentious barbarism") på en måde, hvor seksuelle og nationale kendetegn bliver sammenkædet.
Spenser anser irerne for at være "vilde" i såvel det civile som det private (læs: seksuelle) liv. Den primære årsag til, at tidligere tiders engelske riddere har ladet sig "hibernisere" er, at de har haft haft kønslig omgang med irske kvinder. Kvinderne har forført dem, først til at gifte sig med dem og siden til at antage de skikke, der der hersker i Irland. Ja, det er akkurat den fysiske kontakt mellem engelske mænd og irske kvinder - under samleje eller ved at lade engelske drengebørn amme hos irske kvinder - der har reduceret de oprindeligt kulturelt overlegne engelske riddere til "meere Irish". Det er Spensers opfattelse, at det er kvinderne, der har magten i Irland. De tager sig af "alle ting, både i hjemmet og på marken," konstaterer han. Skal det "kvindelige" Irland reddes ud af sit eget barbari, må irerne derfor underkaste sig engelsk lov og moral. Dette indebærer indsættelsen af et patriakalsk, engelsk herredømme(7). Spensers traktat, som han skrev for at argumentere for den totale kolonisering af Irland, er et klassisk eksempel på, hvordan forestillinger om køn og nation ofte er blevet kombineret i forbindelse med kolonisatoriske initiativer. Vi genkender den da også, med mindre variationer, fra Jennifer Johnstons portræt af major Glendenning.
Koloniseringen af Irland foregik sideløbende med en reformatorisk kampagne, som for fremtiden skulle gøre den katolske bekendelse til en central del af forestillingen om en irsk nation. I kølvandet på denne kolonisering ser man igen en brug af kønnets symbolik til at markere forskellen "engelsk" og "irsk". Men denne gang sker det på irsk side i en ny type gælisk poesi. Denne digtning udviklede sig i 16- og 1700-tallet på baggrund af den iøvrigt hendøende bardiske tradition, som hidtil havde holdt de keltiske myter og sagn i live. Her smelter "Medb" og "Deirdre" så at sige og fremtræder i en ny skikkelse, der symboliserer den gælisktalende, katolske nation: Cathleen Ní Houlihan (som også har en lang række andre navne). Dette kvindelige "Irland" rummer desuden associationer til den himmelske Maria. Hun optræder således i Marias lysende kædning, ligesom Maria i stigende grad ses omtalt som "Irlands Dronning".
Denne national-poetiske tradition kommer især til udtryk i det såkaldte aisling-digt. Aisling-digtet beskriver Irlands storhed før den engelske erobring, men fremfører samtidig et politisk budskab til nutiden. Denne poesi blev særlig populær og udbredt i 1700-tallet i forbindelse med jacobinske forhåbninger og forsøg på at styrte det hanoveranske kongehus og genindsætte det tildels katolske Stuart-dynastis arvinger på den engelske trone. 
Aisling betyder vision, og det er digteren, der er den visionære. Man møder den nye digtform første gang hos Aodhagan Ó Rathaille (1670-1729). Ó Ratahaille havde oplevet at se sin egen familie blive sat fra jorden af de "fremmede [dvs. engelske] horder" i kølvandet på den vilhelmitiske krig (1688-1691). Hans digte er en form for klagesange over forstødelsen af den katolske Jakob II. Men samtidig indeholder de en drømmevision, som typisk tager følgende form, som her beskrevet af litteraturhistorikeren og nationalisten Daniel Corkery:

Digteren, der er svag af sorg over den skæbne, som har ramt gæleren, falder i en dyb søvn. I drømme ser han en strålende skøn kvindeskikkelse nærme sig. Hun er lys, ja, så prægtig, at digteren tror, at hun er en gudinde. Er hun mon Deirdre? Eller Gearnait? Eller måske Helena? Eller Venus? Han spørger hende og får at vide, at hun er Erin [et gammelt irsk navn for Irland]; og hun fortæller ham, at hun sørger over sin sande ægtefælle, som lever i landflygtighed på den anden side af havene. Den sande ægtefælde er, alt efter året, hvor digtet er blevet til, den Gamle eller den Unge tronprætendent. Digtet ender med et løfte om snarlig udfrielse efter prinsens tilbagevenden.

Vi ser altså, hvordan Irland i aisling-digtet bliver gengivet i skikkelse af en efterladt kvinde, som venter sin rette ægtemands tilbagekomst fra sin landflygtighed. Denne tradition for at bruge en svigtet og/eller forladt kvinde som symbol for Irland kom til at spille en ny rolle i 1800-tallet i forbindelse med opblomstringen af den moderne irske nationalisme.
 

Køn og nation i moderne irsk nationalisme

Udviklingen af de nationale identiteter i Europa i 1700- og 1800-tallet er en del af et bredt socialt og kulturelt skifte, hvorunder "moderne" europæere - bl.a. under indtryk af religionens aftagende betydning - søgte nye sammenhænge og fikspunkter, ud fra hvilke de kunne forstå sig selv. Forestillingen om nationen leverede det måske vigtigste bidrag til en alternativ eksistentiel fundering i en fragmenterende verden. Nationalitet var derfor langt mere end et spørgsmål om at føle loyalitet og tilknytning i forhold til et territorium, et folk og en stat. Den udtrykte en form for grundidentitet og farvede som sådan så godt som alle aspekter og forestillinger forbundet med individuel og kollektiv eksistens, adfærd og livsomstændigheder. Diskursen om nationen og det nationale indgik således også i samspil med andre af tidens store diskurser, hvoraf den, der gjaldt køn og seksualitet, nok netop i denne periode var mindst lige så betydningsfuld for den individuelle identitetsdannelse(8).
Den anden halvdel af 1800-tallet er rig på eksempler på, hvordan diskurserne om køn og nation krydser eller lægger sig ind i hinanden. Således hos den engelske digter, kritiker og litteraturprofessor Matthew Arnold, i hans berømte forelæsninger fra 1867, On the Study of Celtic Literature. I sin kritik af det moderne, liberale samfunds materialisme og videnskabsdyrkelse, som han anser for at være udslag af en angel-saksisk kultur domineret af "mandlige" værdier, beskriver Arnold, der selv var inspireret at Ernest Renan, i stedet den keltiske (læs: irske) psyke og kulturtradition som værende "essentielt feminin" i dens, påståede, foragt for fakta, logik og magt og dens modsvarende forkærlighed for irrationalitet, emotionalitet og spiritualitet.
Den irske nationalisme - som kulturelt set var en særdeles heterogen størrelse, der var præget af tidens store sociale, kulturelle og økonomiske omvæltninger og et udbredt ubehag ved modernitetens gennembrud - fik bl.a. mund og mæle i en ny engelsksproget irsk litteratur. Meget af denne litteratur var præget af den nyvakte interesse blandt europæiske intellektuelle for "det keltiske". I Irland genopdagede man den keltiske mytologi og den gæliske litteratur, som blev oversat til engelsk. Store dele af den yngre W.B. Yeats's forfatterskab er rigt på eksempler på, hvordan diskurserne om nation og køn bestandig krydser ind over hinanden, men vidner også om hans gæld til Arnold. "Mit arbejde er blevet meget mere maskulint," skriver Yeats således i et brev fra 1903, hvori han dog selv lagde afstand til sin egen tidligere sværmen for det "keltiske tusmørke".
Yeats tog også traditionen for at gengive den irske nation i skikkelse af en kvinde til sig. Aisling-digtets Cathleen Ní Houilhan går således igen, med åbenlyst revolutionære implikationer, i hans teaterstykker Countess Cathleen (1899) og Cathleen Ní Houlihan (1902)(9). Traditionen blev også ført videre af tilhængerne af et såkaldt "irsk Irland" (der var kritiske over for den anglo-irske nationalisme, som Yeats repræsenterede), og af republikanske nationalister, som ofte udgik fra det samme gælicistiske miljø. Den kom således til konkret politisk udtryk i proklamation af en irsk republik i forbindelse med Påskeopstanden i 1916, idet det til alle irske mænd og kvinder her lyder, at "Ireland, through us, summons her children to her flag and strikes for her freedom [mine fremhævninger](10)."
I denne moderne forestilling om "Moder Irland" mødes så at sige alle de traditioner, vi hidtil har hørt om: Jord-moderen Danu/Anu, kriger-dronningen Medb, den sørgende Deirdre, den gæliske Maria og den Hellige Moder. Alle skikkelser bindes sammen af forestillingen om det nationale offer. Den hellige Moder kan således ses som en form for søster til Moder Irland, som begræder sine tab, men som dog samtidig forventer, at hendes børn skal ile hende til undsætning. Maria bliver både sorgens og krigens moder, idet hun giver sin mand og sine sønner moralsk mod og åndelig styrke til at gå ud for at dø en heroisk død og derfor sidenhen er stærk, selv i sin ensomhed og sorg(11). Denne forestilling - som den irske instruktør Jim Sheridan midt i 1990'erne satte i kritisk perspektiv i filmen One Mother's Son - har været til inspiration og trøst for familier, der har været tilknyttet den militante republikanske bevægelse (IRA og lignende organisationer). Sammen med den katolske kirkes syn på kvindens rolle i samfundet generelt har den medvirket til at fastholde de patriarkalske strukturer på den irske ø, fra familieplanet til de højere sociale og politiske niveauer.
 

Tilbageslaget

Påskeopstandens proklamation var radikal i sine passager om irske mænds og kvinders lige rettigheder og muligheder. Så meget desto større var skuffelsen derfor sidenhen for mange irske feminister, som fx Hanna Sheehy-Skeffington og Margaret Cousins, da dens idealer ikke blev ført ud i livet efter den Irske Fristats grundlæggelse i 1922.
Mange feminister havde håbet og troet, at national frihed ville blive det første skridt i retning af skabelsen af et samfund, hvor kvinder ville få tildelt de samme rettigheder og muligheder som mænd og komme til at blive aktivt involveret i de politiske beslutninger(12). I stedet skulle det vise sig, at den irske frihedskrig havde været en særdeles konservativ revolution. I 1937 fik Irland tilmed en ny "republikansk" grundlov, som cementerede det konservative kvindesyn. Heri bliver det fastslået, at "staten anerkender, at kvinden, i kraft af sit liv inden for hjemmet, giver staten en støtte inden for hjemmet, uden hvilken det fælles gode ikke vil kunne blive opnået." På den baggrund forpligter staten sig på at sikre, at "mødre ikke skal blive tvunget af økonomiske omstændigheder til at tage arbejde, som vil få hende til at forsømme sin pligter i hjemmet." (§ 41.2.1 og 41.2.2)
Utvivlsomt blev det kvindesyn, som kommer til udtryk i grundloven (paragrafferne er endnu ikke fjernet, omend de i dag ikke længere bliver taget alvorligt), på det tidspunkt delt af det store flertal af irske kvinder, selv af dem, der ønskede politisk anerkendelse af kvinders rettigheder. "Vi mener alle, at kvindens plads er i hjemmet, forudsat hun har et hjem," kunne det fx lyde fra visse irske feministers side i 1940(13). Alligevel var der også mange feminister, der anså grundloven for at være direkte kvindefjendtlig og et klart tilbageslag i forhold til de oprindelige republikanske principper.
Den indiske politiske filosof Ashis Nandy har engang beskrevet, hvordan enhver kolonisering af fremmede folkeslag kan indebære en form for feminisering af undertrykte folk. Feminiseringsprocessen foregår på den måde, at kolonimagten først identificerer det undertrykte folk som passivt, uselvstændigt, romantisk, sentimentalt osv., altså ved hjælp af egenskaber som på samme historiske tidspunkt bliver brugt af mænd til at retfærdiggøre kvinders underordnede placering i samfundet(14). Når de koloniserede så siden gør oprør og bliver "herrer" i eget hus, sker der ofte et sideløbende forsøg fra de ydmygede mænds side på at generobre deres egen selvrespekt som mænd. Derfor ser man ofte en tendens til, at den nyetablerede, post-koloniale nation udvikler sig til et samfund med stærkt differentierede kønsroller og en patriarkalsk social struktur. Kvinderne bliver forvandlet til garanter for såvel mændenes sociale status som for selve den nationale identitet, samtidig med at de i praksis bliver tildelt en underordnet rolle.
Visse nutidige irske feminister tilslutter sig denne teori. De mener, at den forklarer, hvorfor Irland blev et af de lande i Europa, som var længst om at give kvinder social og økonomisk ligestilling (love, der skal sikre dette, er først blevet gennemført inden for de sidste 15 år(15)). Andre, deriblandt den kendte kvindelige historiker Mary Daly, påpeger dog, at kvinders forhold i Irland indtil midten af det 20. århundrede ikke var væsensforskellige fra dem, der gjaldt andre steder i Europa. Daly mener, at det kun er de udeblevne reformer fra 1950 til midten af 1980'erne, som har fået Irland til at fremstå som et særtilfælde(16). Endelig er der også en vis modstand mod at drage konklusioner af så generel karakter som dem, Nandy drager, fordi de let kan fjerne opmærksomheden fra de specifikke historiske omstændigheder, under hvilke kampen for kvinders rettigheder er foregået i Irland(17). Forklaringen ligger nemlig snarest i spørgsmålet om Irlands deling i 1920-22. Delingen bevirkede nemlig for det første, at den sydirske stat fik mulighed for at indgå i en form for parløb med den katolske kirke, som ville have været en umulighed i et udelt Irland. For det andet holdt delingen militant republikanske idealer - med al deres mandlige voldskult - i live længe efter, at de var "gået af mode" i resten af Vesteuropa.
Derfor har de sidste par årtiers opgør med de forældede kvindebilleder mest af alt karakter af kritisk selvransagelse. Det er især foregået inden for kvindeforskningen, kulturdebatten og litteraturen.
 

Opgør med traditionerne

I 1991 konstaterede en mandlig irsk historiker, at mens man i udlandet for længst havde lært at differentiere menneskers historiske erfaringer ud fra parametre som køn, klasse, religion og hudfarve, så antog flertallet af historikere i Irland tilsyneladende stadig, at irske kvinders økonomiske, sociale og politiske historie ikke adskilte sig væsentligt fra mændenes(18). En af forklaringerne herpå er nok, at det nationale spørgsmål har haft en tendens til at overskygge alle indre skillelinier, forskelligheder og konflikter i Irland, hvad enten de har været af klassemæssig, regional eller kønsmæssig karakter. Men har der tidligere været en række blinde punkter på såvel de politiske som de akademiske nethinder(19), så er udviklingen til gengæld gået stærkt inden for det seneste årti(20). Ud over udgivelsen af en lang række væsentlige bøger er der i denne periode blevet oprettet centre for kvindeforskning ved de fleste irske universiteter, og i foråret 1996 grundlagdes det første tidsskrift for kvindestudier, The Irish Journal of Feminist Studies(21).
Men der har også været skuffelser, der bl.a. kunne tyde på, at traditionen i Irland for at se bort fra kvinders bidrag til historien og kulturen nok skal forklares med andet end blot Irlands historie som engelsk/britisk koloni.
Da litteratur- og kulturkritikeren Seamus Deane i 1991 udgav en mammut-antologi på tre bind over de "væsentligste" irske skrevne tekster siden middelalderen - og derved forsøgte for første gange at fastlægge en irsk kanon - fremprovokerede antologiens sparsomme udvalg af tekster skrevet af kvinder samt ikke mindst kvinders totale fravær i den 22 mand store redaktionsgruppe (!) så stærke reaktioner i den offentlige debat, at udgiverne måtte love at udsende et nyt ekstra bind, redigeret af kvindelige forfattere, kritikere og historikere (bindet er endnu under forberedelse). En af kritikerne, litteraturprofessor Edna Longley fra The Queen's University i Belfast, har dog på forhånd anset dette projekt for betænkeligt, fordi hun mener, at det vil binde irske kvinder op på den patriarkalsk-nationalistiske tradition, som hun anser for at være antologiens skjulte undertekst(22).
Longley opfordrer irske kvinder - specielt i Nordirland - til at gøre op med nationalismens (og andre ismers) udnyttelse af kvinder:

Feminister stiller spørgsmål ved udnyttelsen af den kvindelige krop til symbolske og abstrakte formål. Så derfor burde irske kvinder personificere sig med Anorexia: udhungrede og undertrykte af patriarkier som unionisme, katolicisme, protestantisme og nationalisme. Men her er vi oppe imod en vanskelighed. For ikke alle irske kvinder er modstandere af disse patriarkier. Og for nogle, hovedsagelig i Nordirland, blomstrer Cathleen endnu i rigt mål. Den nordirske kvindebevægelse er blevet splittet op og sat tilbage i sin udvikling, mens den i Sydirland i det store og hele har undgået at tage stilling til spørgsmålet om "nationen" og i stedet har beskæftiget sig med [spørgsmålet om kvinders undertrykkelse som følge af det nære samarbejde mellem] kirke og stat(23).

Endelig foregår opgøret med forestillingen om Moder Irland foregår også litterært, hvilket jeg nu vil vise med nogle eksempler.
I sin surrealistiske roman Motherland (1989) beskriver Timothy O'Grady en irsk Hvermand, som sætter ud på en (identitets)rejse for at finde sin forsvundne mor, der engang var så stor som en ko! Efter at have rejst den irske ø på kryds og tværs i tid og sted genfinder han hende til sidst på hospitalet, døende af kræft: "Hun var lillebitte nu, min mor, hendes lemmer og krop var skrumpet ind. Næsten alt hendes røde hår var forsvundet, hendes hvide hovedbund skinnede under det flouroscerende lys, hendes ansigt smilede lidt, hendes øjne var åbne og uforstående."(24)
En poetisk parallel hertil er det digt, som den geniale og flabede Paul Muldoon skrev efter en række IRA-fangers dødelige sultestrejke i Maze-fængslet i 1981-82. Her symboliserede han, som Edna Longley, det nationalistiske "Irland" med en anoretisk kvinde:

Var det Aurora, eller gudinden Flora,
Artemidora, eller den lyse Venus,
eller Anorexia, som efterlod
en citronplet på mit flonellagen?

Den internationalt højt ansete digter, kritiker og feminist Eavan Boland mener, at det ikke blot er historikerne, der har holdt kvinder "uden for historien". Det samme gælder den litterære tradition. Kombinationen af den historiske og litterære tavshed har været så meget mere fatal for irske kvinder, da det netop er de historiske og litterære diskurser, der nationen sit betydningsindhold, mener Boland. Hun retter især sin kritik mod den måde, hvorpå den irske kvinde blev gjort til et billede på nationen:

Når først forestillingen om en nation påvirker synet på kvinden, så bliver dette kvindebillede uvægerligt forenklet. Så har hun ikke længere komplekse følelser og forhåbninger. I stedet bliver hun til en passiv genspejling af forestillingen om nationen. Irske digtere forenklede kvinder allermest, når de sammenblandede kvindelighed og irskhed. Jo mere det irske digt trak sig tilbage fra forestillingen om Irland, jo mere virkelige og overbevisende blev de billeder af kvinder, der blev skabt. Men så snart pendulet svingede tilbage igen, begyndte forenklingerne forfra ... Mørke Rosaleen. Cathleeen Ni Houlihan. Nationen som kvinde; kvinden som nationens muse."(25)

I kraft af sine egne digte har Boland - sammen med andre af Irlands store nulevende kvindelige digtere og forfattere som fx Nuala Ní Dhomhnaill, Paula Meehan, Medbh McGuckian, Edna O'Brien og Mary Morrissy - medvirket til, som hun selv udtrykker det i et digt, at "tilrane [sig] et navn og et tema". Dermed henviser hun dels til sin egen kamp for at blive anerkendt som kvindelig digter, dels til irske kvinders kulturelle kamp i almindelighed for at få deres erfaringer og konflikter indskrevet i den nationale litteratur:

Gør med en nation, hvad du vil
Gør med fortiden
Hvad du kan -

Nu er der
En kvinde i en dør.

Det har taget mig
Al min styrke at gøre dette.

At blive en skikkelse i et digt.

At tilrane mig et navn og et tema.(26)
 

For så vidt det nu ved slutningen af århundredet må siges at være lykkedes at indskrive irske kvinder i litteraturen, er der hermed også lukket op for en beskæftigelse med nogle af de sociale problemer, som længe har været hyldet i tavshed, deriblandt den udbredte vold over for kvinder. Dette sker hos kvindelige digtere som fx Katie Donovan og Rita Ann Higgins. Men også også hos mandlige forfattere og digtere, senest hos Roddy Doyle i den også herhjemme roste The Woman Who Walked Into Doors (1996). En anden - digteren, dramatikeren og litteraturprofessoren Brendan Kennelly, som er en af Irlands mest glødende mandlige feminister - anser volden over for kvinder for at være et resultat af en patriarkalsk og autoritær tradition, som har fået manden til at undertrykke ikke blot de kvinder, han omgås men også "kvinden" i sig selv. Kennelly taler dog i dag forhåbningsfuldt om en ny kulturel orden, hvor manden har taget ved lære af kvindens evne til at forestille sig andres liv. Hvis manden ikke lærer sig denne evne, mener Kennelly, så vil han for evigt være dømt til at øve privat og politisk vold. Kennelly selv ser visioner om en sådan ny kønsorden i moderne irsk litteratur, fra bl.a. James Joyce over Patrick Kavanagh og Austin Clark til Brian Moore.
I 1980 argumenterede den irske feminist Anne Bernard til gengæld for en udvidelse af forestillingerne om det kvindelige. Hun anså James Joyce for at være en foregangsskikkelse i så henseende, eller måske rettere hans romanfiguren Molly Bloom fra Ulysses. Molly Bloom, mente Bernard, markerer et totalt brud med de fire stereotype billeder af kvinden, som har domineret den kollektive bevidsthed i Irland: kvinden som den selvopofrende mor, kvinden som Moder Irland, kvinden som den kyske Maria og kvinden som skøge eller tjenestepige. Molly Bloom er en litterær inkarnation af alle de positive og samfundsomstyrtende værdier ved det feminine princip, som det katolsk-nationalistiske Irland fremmedgjorde og undertrykte. Hun repræsenterer frigørelsen og integrationen af lystprincippet fra en kollektiv underbevidsthed styret af kirkens og nationens patriarkalske overjeg(27).

Konklusion og perspektiv

Hvis man ser tilbage på de sidste tre årtier af den irske republiks historie, bliver man slået af rækkevidden af opgøret med de nationalistiske traditioners sociale og kulturelle værdier. En væsentlig årsag til dette opgør har været de "uroligheder", som sønderrev Nordirland fra 1969 og indtil for ganske nylig. I Sydirland tvang "urolighederne" med tiden irske politikere og befolkningen i almindelighed til at lægge afstand til gamle dogmer om national enhed og "irskhedens" monolitiske karakter og i stedet skabe et sandt pluralistisk samfund.

Der har dog også været "indre" årsager til det post-nationalistiske og liberale gennembrud. Blandt disse er befolkningens stigende utilfredshed med formynderstatens fortsatte begrænsninger af individets frihed i en række spørgsmål af moralsk karakter, som mange mennesker mente alene vedrørte privatlivet, men som kirken fastholdt som afgørende for staten og nationen: retten til prævention, skilsmisse, abort, oplysning om abort og retten til afvigende seksuel orientering. Flere af disse spørgsmål har haft speciel relevans og betydning for kvinder. Men i den offentlige debat om dem, har det hver gang vist sig, at de i virkeligheden drejede sig om hele den nationale selvopfattelse - om forestillingen om Irland som en katolsk nation. Diskurserne om køn og nation er altså endnu engang kommet til at krydse hinanden.

Det er betegnende for den seneste udvikling, at da de sidste love, der diskriminerede homoseksuelle og kvinder, endelig blev afskaffet i begyndelsen af 1990'erne, havde irerne valgt den tidligere så kontroversielle Mary Robinson til landets præsident. Som feminist, advokat og politiker havde Robinson siden slutningen af 1960'erne haft nær berøring med alle disse mærkesager. Ikke desto mindre endte hun med at blive den hidtil mest populære præsident i Irland. For mange blev hun selv et symbol på Irland, men på et "Nyt Irland".

Det var Mary Robinsons ubetvivlelige fortjeneste, at hun havde held til at gøre irske kvinders sociale og retlige emancipation til en selvfølgelig sag for det store befolkningsflertal og samtlige politiske partier i 1990'erne. Det dramatiske skift kan bl.a. læses ud af en stor undersøgelse af folks værdier, normer og holdninger fra 1996. Af den fremgår det, at Irland i dag er et af de få lande i Europa, hvor man kan registrere en bred forståelse for feminismens historiske nødvendighed og fortsatte betydning(28).

Den selvopofrende, kyske og krævende Maria findes selvfølgelig endnu rundt omkring i Irland; men hun er ikke længere et forbillede for flertallet af yngre kvinder. Hvis man kigger nærmere på den populære danse- og musikforestilling Riverdance, kan det måske endog se ud, som om den frigjorte, sensuelle og hedenske keltiske kvinde er vendt tilbage og har taget hendes plads. Men måske vil den slags modsætninger også en dag blive ophævet og Maria og Brigid igen blive søstre.



NOTER:

1) How Many Miles to Babylon? (Harmondsworth: Penguin Books, 1974), 151-52.

2) Peter Berresford Ellis, A Dictionary of Irish Mythology (Oxford: Oxford University Press, 1987).

3) Peter Cherici, Celtic Sexuality: Power, Paradigms and Passion (London: Duckworth, 1994), 21.

4) Proinsias Mac Cana, "Women in Irish mythology", The Crane Bag (bd. 4, nr. 1, 1980), 7-11.

5) Berresford Ellis, op.cit., 50.

6) Peter Cherici, op.cit., 105.

7) View of the Present State of Ireland (1596), fra The Works of Edmund Spenser: A Variorum Edition, Vol. X: The Prose Works, redigeret af Rudolf Gottfried (Baltimore: Johns Hopkins University Press, 1966), 111, 117.

8) Jvf. Andrew Parker et al. (red), Nationalisms and Sexualities (New York: Routledge, 1992); George Mosse, Nationalism and Sexuality: Respectability and Abnormal Sexuality in Modern Europe (New York: Howard Fertig, 1985; og Jeffrey Weeks, Sex, Politics and Society: The Regulation of Sexuality Since 1800 (London og New York: Longman, 1981).

9) Alan Wade (red), The Letters of W.B. Yeats (New York: Macmillan 1955), 397. Se iøvrigt Marjorie Howes, Yeats's Nations: Gender, Class and Irishness (Cambridge: Cambridge University Press, 1996).

10) Alan O'Day og John Stevenson (red), Irish Historical Documents since 1800 (Dublin: Gill and Macmilland, 1992), 160.

11) "Towards an Appraisal of the Religious Image of Women", The Crane Bag (bd. 4, nr. 1, 1980), 29. 

12) Rosemary Cullen Owens, Smashing Times: A History of the Irish Women's Suffrage Movement 1889-1922 (Dublin: Attic Press, 1984), 132.

13) Citeret efter Joseph Lee, Ireland: Politics and Society 1912-1985 (Cambridge: Cambridge University Press), 207.

14) The Intimate Enemy: Loss and Recovery of Self Under Colonialism (Oxford: Oxford University Press, 1983).

15) Se bl.a. Gerardine Meaney, Sex and Nation: Women in Irish Culture and Politics (Dublin: Attic Press, 1991).

16) Se bl.a. Mary E. Daly, "Oh, Kathleen Ni Houlihan, Your Way's a Thorny Way!"; The Condition of Women in Twentieth-Century Ireland", i Bradley og Valiulis, op.cit., 102- 26.

17) Se bl.a. Margaret Ward, "Nationalism, Pacifism, Internationalism", i Anthony Bradley and Maryann G. Valiulis (red), Gender and Sexuality in Modern Ireland (Amherst: University of Massachucetts Press, 1997), 61.

18) David Fitzpatrick, "Review Article: Women, Gender and the Writing of Irish History", Irish Historical Studies (bd. xxvii, nr. 107, maj 1991).

19) Cliona Murphy, "Women's History, Feminist History, or Gender History?", The Irish Review (nr. 12, forår/sommer 1992), 24.

20) Se fx Maria Luddy og Cliona Murphy (red.), Women Surviving: Studies in Irish Women's History in the Nineteeenth and Twentieth Centuries (Dublin: Poolbeg, 1990); Cliona Murphy, The Women's Suffrage Movement and Irish Society in the Early Twentieth Censtury (Brighton: Harvester Wheatsheaf, 1989); Chris Curtin et al (red), Gender in Irish Society (Galway: Galway University Press, 1987); Mary O'Dowd og Sabine Wichert (red(, Chattel, Servant or Citizen: Women's Status in Church State and Society (Belfast: The Institute of Irish Studies, 1995); Margaret Ward, Unmanagble Women: Revolutionary Women and Irish Nationalism (London: Pluto Press, 1989); Ailbhe Smyth (red), Irish Women's Studies Reader (Dublin: Attic Press, 1993); Anthony Bradley og MNariuann Valiulis, Gender and Sexuality in Nodern Ireland (Amherst: University of Massachusetts Press, 1997).

21) Desuden udgiver kvindeforskningscentret i Galway en skriftserie kaldet Review.

22) The Living Stream: Literature and Revisionism in Ireland (Newcastle upon Tyne: Bloodaxe Books, 1994), 35.

23) Ibid., 192.

24) Timothy O'Grady, Motherland (London: Picador, 1989), 228.

25) Object Lessons: The Life of the Woman and the Poet in Our Time (Manchester: Carcanet Press, 1995), 135-36.

26) Irish University Review (bd. 23, nr. 1, forår/sommer 1993), 113.

27) Anne Bernard, "Creativity and Procreativity", The Crane Bag (bd. 4, nr. 1, 1980), 37-38.

28) Ifølge en undersøgelse publiceret i 1996 er den irske befolknings holdning til den feministiske bevægelse generelt meget positive. Næsten 2/3 (64.1%) af de adspurgte svarerede, at de mente, at "den feministiske bevægelse er meget nødvendig for Irland". Se Micheál Mac Gréil, Prejudice in Ireland Revisited (Maynooth: St. Patrick's College, 1996), 296-97.

First published in CekvinaNYT, (1): 3-10, 1999
 
 

Copyright 2000 by the author
 

Return to Previous Page

Back to front page
 

E-mail NISN