Robert McLiam Wilson: Eureka Street.

Anmeldt af Michael Böss

Alle historier er kærlighedshistorier, lyder det fra første linje af den nordirske forfatter Robert McLiam Wilsons (34) fjerde roman - hans første i dansk oversættelse. En påstand, som trods sin tilsyneladende naive forenkling rummer en betydelig grad af kompleks og tragisk ironi i denne lange, uegale men også bevægende multifortælling om mennesker i halvfemsernes kyniske og rå men også kærlighedshungrende og romantiske lavstatus Belfast.

I modsætning til Brian Moores og Deirdre Maddens Belfast er Wilsons Belfast "Fattigdommens Land": de socialt og økonomisk kriseramte protestantiske og katolske arbejderkvarterer i Vest- og Nord-Belfast, hvor gadebørn børn sniffer lim i gyderne, og hvor man skal passe på at træde over brækklatterne på fortovene søndag morgen. Her kan kærligheden synes at leve på et eksistensminimum, men alligevel kan romanens jeg, den melankolske muskelmand - og universitetsuddannede! - Jake få øje på sammenhold og varme blandt folk i de små, grå gader. Derved bliver bogen til en form for trodsig kærlighedserklæring til et "magisk" Belfast, der i al sin blodige kompleksitet er en geografisk og følelsesmæssig destillation af Nordirlands historie. Men også "et mødested for fortællinger" af uendelig kompleksitet og fascinationskraft om menneskers liv i den moderne by.

Romanen rummer flere sådanne fortællinger. Men det er af den dybe fortvivlelse, man mærker på bunden af den familieløse Jakes egen kærlighedshistorie, at bogens andre kærlighedshistorier får mening: Fortællingen om den fede Chuckie, som i ti år har levet for at gå seng med flest mulig piger, men som af hjertet ønsker at "fortabe sig i et andet menneske" og at "opdage hemmeligheden ved sand kærlighed". Eller fortællingen om hans mor, Peggy, som efter at have levet et langt kærlighedsløst liv som enke pludselig en dag bryder med moralen i det protestantiske Sandy Row og indleder et lesbisk forhold til sin barndomsveninde efter at have overlevet en terrorbombe. Eller fortællingen om Jakes plejeforældre, Mamie og Matt, som har viet deres liv til at tage sig af forældreløse børn som han selv. Eller Jakes egen omsorg for gadedrengen Roche.

Alle disse fortællinger tager farve af, at de udspiller sig i et socialt og menneskeligt forarmet miljø, hvis mistrøstighed forstærkes af at være placeret midt i de værste kampzoner for ministatens politiske og sekteriske vold. Lige siden slutningen af tresserne har Belfast været et af verdens mest televiserede slagmarker for en krig, der lever af menneskers trang til at hade, men hvis dybeste årsag ret beset kan føres tilbage til menneskelig fantasiløshed - til en manglende evne og vilje til at forestille sig andres lidelser. Til gengæld er denne roman rig på netop denne form for forestillingsevne. Højdepunktet bliver nået i et centralt kapitel, der på én gang er en kvalmende og bevægende skildring af virkningerne på den menneskelige anatomi af sprængningen af en halvtreds punds bombe i en sandwichbar: Det "kunstgreb", der består i at forvandle levende mennesker til lig - "den hurtigste forvandling i verden" - og hvorved ikke blot ofrenes eget liv, men også rige og komplekse menneskelige netværk ophører med at eksisterer, og der sendes trykbølger ind i byens mangfoldighed af individuelle livsverdener.

Det er forfatterens humanistiske engagement, der ligger som en undertone igennem hele romanen, der sætter alle de andre udslag af menneskelig ufølsomhed og idioti, vi hører om, i perspektiv. Dette gælder ikke mindst bogens mere satiriske afsnit, som skånselsløst udleverer alle de menneskelige, politiske og økonomiske absurditeter ved livet i Nordirland: Fra dyrkelsen af fedvommet, kortklippet machismo og voldsmentalitet til diverse former for politisk ekstremisme af diverse republikanske og loyalistiske afskygninger.

Men selv om man kan more sig kosteligt over bogens politiske parodier - fx på Gerry Adams (i bogen kaldt "Jimmy Eve"!) og hans fascistoide parti ("Just Us") - så truer satiren trods dybden af sit skarpe bid til tider med at kamme over og modarbejde om ikke bogens budskab så dog dens tone. Ligesom Wilson betragter Belfast som et konglomerat, således er hans roman også lidt uensartet. Man sidder således tilbage med en fornemmelse af, at forfatteren ikke har set, at hans satires flade karaktertegninger og farceagtige træk undertiden skurrer slemt mod forgrundsfigurens kompleksitet og hans egen fortællings dybde.

 
Copyright 2000 by the author
 

Return to Previous Page


Back to front page
 

E-mail NISN