(NISN)
| Nordic
Irish Studies Network
(NISN) |
|
|
Flann O'Brien, Anmeldt af Michael Böss
"Der er åbenbart ingen grænser," siger hovedpersonens sjæl, Joe, på et tidspunkt over for sin ejermand, "Man kan sige alt her på stedet, og det er sandhed, og man er nødt til at tro på det. Joes navnløse ejermand, der nærmest ved et tilfælde har gjort sig skyldig i mord som netop og nu, ligeså tilfældigt, er i færd med at blive hængt op på mordet, bemærker hertil, at han lige nu ikke ville have noget imod at arbejde på et dampskib langt ude på havet med at kvejle trosser og andet hårdt arbejde - og således forholde sig til "alle de enkle tings virkelighed." Men han ved, at han er nødt til at tage overbetjentens ord for sandhed - - når denne fortæller ham, at et menneske kan blive forvandlet til en cykel og en cykel til et menneske som følge af en udveksling af atomer mellem de to efter lang tids samkvem. Ord er i sig selv tilsyneladende i stand til at skabe "sandheder".
Der er en god portion social og politisk satire vendt mod vedtagne sandheder og absurde arbejdsrutiner inden for det offentlige bureaukrati i denne komiske roman af den irske forfatter Flann O'Brien. Eller Brian O'Nolan, som han hed. Hans mange øvrige pseudonymer og anarkistiske holdninger kan efterlade én i tvivl om, hvad denne forfatter "i virkeligheden" stod for. Det samme kan denne roman.
O'Nolan blev først og fremmest kendt i den irske offentlighed for sin komisk-satirske journalistik på engelsk og irsk (sproget i hans barndomshjem) i The Irish Times i 1950'erne). Men allerede i trediverne havde O'Nolan opnået et betydeligt ry som humoristisk forfatter og uærbødig debattør i det anti-nationalistiske universitære og litterære miljø i Dublin, hvor også Beckett færdedes, inden han drog i eksil i Frankrig. O'Nolan valgte at blive i Irland og overleve åndeligt som tjenestemand i en af etaterne ved at skabe sig sit eget "indre eksil" og ved at satirisere det bureaukratiske univers og den officielle diskurs i den unge irsk stat i sine romaner, bl.a. Den tredie politibetjent.
Der var nok personlige erfaringer som tjenestemand i indenrigsministeriet bag erkendelsen af - som det siges af en af de tre excentriske politibetjente i romanen - at vejen til visdom og autoritet for en offentlig embedsmand er at "stille men aldrig besvare spørgsmål". Han lærte tilsyneladende også, at det i etaterne ikke kommer sig så nøje, om man skelner mellem uvæsentlige og væsentlige forbrydelser: Den tredie politibetjent, som er et mindre hovedværk inden for den modernistiske, irske og europæiske roman - æstetisk beslægtet med den sprogligt eksperimenterende Joyce, åndsmæssigt med den nihilistiske Beckett - er dog langt fra blot en social og politisk satire. I alt sit rablende vanvid er den et billede af en forestillet - men af den grund ikke mindre skræmmende - verden, hvor alle lovmæssigheder i det naturlige såvel som det sociale univers er ophævet. Al meningsfuldhed og fornuftsmæssighed viser sig at være virkninger af menneskets evne til at skabe sig illusioner og historier om virkeligheden. Nøglen til en form for forståelse af dette ret beset mere "postmoderne" end "moderne" univers er en vis mystisk og miskendt filosof og videnskabsmand, de Selby, hvis værker jævnligt refereres og citeres - med fodnoter! - af den navnløse (og identitetsløse) jeg-fortæller. Og dette til trods for, at de Selbys teorier (i det omfang de i det hele taget kan forstås) er i modstrid med "enhver almenmenneskelig erkendelse" og alt, hvad fortælleren selv har erfaret i sit liv. Som når de Selby fx benægter eksistensen af enhver form for sammenhæng i tilværelsen ved at definere den menneskelige eksistens som "en fortløbende række af statiske erfaringer, der hver især er uendeligt kortvarige." Med udgangspunkt i denne præmis forkaster de Selby enhver form for bevægelse og serialisme i tilværelsen, og tiden ophører med at forløbe "i nogen anerkendt forstand". Tilbage bliver alene hallucinationen af den alment erfarede sanseoplevelse af fremadskriden, som når man eksempelvis bevæger sig fra det ene sted til det andet eller blot "lever".
Når romanens identitetsløse fortæller både er i stand til at finde Selbys teori erfaringsstridig og "slående", skyldes det, at romanen - hvis handling er præget af samme præmis og derfor i sig selv dybt usammenhængende og uvæsentlig - viser sig at udspille sig i et evigt gentaget liv efter døden, hvortil fortælleren er fordømt. Her kan udsagn om virkeligheden hverken ophæves af empiriske modbeviser eller af den matematiske logiks love.
"Når man skriver om de dødes - og fordømtes - verden, hvor ingen regler og love har gyldighed (ikke engang tyngdeloven), er der frit slag for alle mulige replikker og vittigheder," skrev O'Nolan i et brev kort efter, at han havde færdiggjort sin roman i 1940. De frie slag faldt ikke i samtidens smag. Heller ikke i forlæggernes. De afviste manuskriptet. Det blev først udgivet året efter O'Nolans død i 1966. På det tidspunkt var udlandet begyndt at belære irerne at genopdage deres egne modernistiske forfattere og digtere, hvis værker var blevet kulturelt undertrykt efter splittelsen mellem den politiske og æstetiske avantgarde i 1920'ernes selvstændige Irland.
Return to Previous Page |
