HISTORIEVIDENSKAB OG POLITISK KULTUR I IRLAND


Af Michael Böss

Historiens politiske brug
For en historiker, der interesserer sig for forholdet mellem historiografi og politik og mellem offentlig historie og national identitet, har halvfemsernes Irland været et særdeles spændende årti. For selv om det i Irland aldrig synes at skorte på historiske begivenheder at mindes, så har der igennem de sidste ti år alligevel været særligt mange offentlige markeringer: først, i 1991, var der 75-året for Påskeopstanden (1991). Dernæst fulgte de fire mindeår for Kartoffelpesten (1995-98). I år kom så 200-året for opstanden i 1798. Og nu senest, den 11. november 1998, var der mindeceremonien for irere døde i Den første Verdenskrig(1).
I alle fire tilfælde vil man gennem en analyse af den politiske og offentlige diskurs om de historiske begivenheder bag markeringerne være i stand til at påvise udviklingstendenser inden for den politiske kultur i Irland(2). Et væsentligt bidrag til disse diskurser er kommet fra professionelle historikere, som har forsynet boghandlermes hylder med et væld af nye bøger, der kaster nyt lys ind over de begivenheder i fortiden, der ligger bag den nutidige opmærksomhed.
Enkelte af disse historikere har her i halvfemserne fået til opgave at fungere som konsulenter for statsministeriet. De har, i samarbejde med en ansvarlig minister, skullet garantere, at markeringerne er sket på et historiefagligt solidt og redeligt grundlag. Fra politisk side har man villet undgå, at de skulle komme til at bygge videre på forestillinger, der enten for længst er blevet modificeret af den videnskabelige historie, eller som stammer fra de gamle, og nu politisk uacceptable, modsætningsforhold mellem protestanter og katolikker på Den irske Ø.
Man kan altså godt tale om en klar politisk brug af historiefaget; en brug, som er bestemt af ønsket om at fremme religiøs og kulturel tolerance i Irland. Men med tanke på den til tider ophidsede debat om "revisionismen" - som en overgang endog bredte sig til dette tidsskrifts spalter(3) - så er det svært at se denne brug af historiefaget som noget odiøst endsige som led i et politisk komplot. For dels gælder det, at der på intet tidspunkt har været lagt op til en ny, sammenhængende myte til erstatning af den traditionelle nationalistiske "fortælling" om irernes 700 år under engelsk undertrykkelse. Derimod har man ønsket at få gengivet den historiske virkelighed i al sin kompleksitet (hvilket dog naturligvis i sig selv vil have en form for "mytekritisk funktion"). Dels gælder det, at der har været bred parlamentarisk enighed om ideen og budskabet. Endelig må det understreges, at de to historikere, der har været tale om, Cormac O'Grada (som overvågede markeringen af Kartoffelpesten) og Kevin Whelan (som har taget sig af opstanden i 1798), i forbløffende grad har været i stand til at navigere sig uden om den såkaldte revisionismedebat og haft held til at nuancere og komplicere sort-hvide billeder af fortiden uden derved at udvande karakteren af dens reelle tragedier og modsætninger. Dette skyldes først og fremmest, at der i begge tilfælde er tale om historikere med en høj professionel integritet og med en stor og bredt respekteret forskningskompetence inden for hvert af deres områder.(4)
Snarere end at betragte den officielle historietolkning i dagens Irland som et udtryk for ønsket om at erstatte "gamle fjendebilleder" med "nye", så er det nok mere rimeligt at se den delvist som et udtryk for en betydelig usikkerhed og modvilje blandt irske politikere mod i det hele taget at skulle tage stilling til de af fortidens politiske konflikter, som har etniske, nationale og relgiøse dimensioner.
Dette er en holdning, som deles af en stor del af befolkningen i Irland i dag. Da jeg sidste forår besøgte Wexford for at producere et radioprogram om fejringen af opstanden i 1798, fortalte en ung pige mig, at hun foretrak at læse science fiction frem for historiebøger, og at hun var betænkelig ved genoplivelsen af minderne fra 1798. Da jeg spurgte hende hvorfor, svarede hun: "Først og fremmest fordi den slags minder ikke er fælles for alle. Folk husker ikke det samme om fortiden."
Mange mennesker i nutidens Irland ønsker tilsyneladende ikke blot kunne sætte sig ud over fortidens mosætninger, men tilmed helt at kunne glemme dem. Når nogle af de mest fremtrædende deltagere i de nordirske fredsforhandlinger i 1993, Dick Spring og Albert Reynolds, således blev citeret for at sige, at irerne skulle lære at "kaste historiens lænker af sig" og ophøre med at være "fanger af historien", ja, så kunne man dengang med en vis rimelighed trække en linie herfra og til den daværende undervisningsministers - fejlslagne -forsøg på at nedskære historieundervisningen i skolens yngre klasser(5).
Hvordan denne opfordring til at glemme fortiden (eller til at udviske de kulturelle skel mellem det, som man tidligere anså for at være uudslettelige nationale og religiøse identiteter, men som nu eufemistisk blev kaldt for "traditionerne") umiddelbart lod sig forene med den samtidige Downing Street Erklæring, var ikke umiddelbart indlysende. For i denne erklæring blev der udtrykt et fælles ønske om at kunne "bevare de nedarvede værdier ... som er forbundet med [de forskellige befolkningsgruppers] kulturelle og historiske rødder."
De voldelige konfrontationer hver sommer ved Drumcree har været en påmindelse til lidt for sådanne rationelt tænkende politikere om, at det er mere end "traditioner", der er på spil i Nordirland. Det er da også karakteristisk, at der i de allerseneste år har været en ny tendens til at opskatte den historiske bevidstheds betydning. Man kan også iagttage denne tendens blandt politikerne, der nu i stigende grad synes at vedkende sig, at der i Nordirland ikke blot er tale om en konflikt mellem forskellige "traditioner", men mellem to befolkningsgrupper, som på visse punkter er reelt forskellige i deres identitet og sociale værdier. Desuden kan man notere voksende forståelse af, at kollektiv amnesi snarere kan føre til nye fejltagelser end til fred og forsoning. Således hedder det nu, f.x. i indledningen til Fredsaftalen for Nordirland fra april 1998: "Vi må aldrig glemme dem, der er døde eller som er blevet såret, eller deres familier. Men vi kan bedst ære dem ved en ny begyndelse, hvorunder vi til fulde arbejder på at fremme forsoning, tolerance og gensidig tillid og til at beskytte og forsvare menneskerettigheder for alle."
En konkret måde, hvorpå man i Republikken i dag forsøger både at fastholde den kollektive erindring og samtidig fremme forståelsen og tolerancen mellem kulturelt forskellige befolkningsgrupper, er ved at gennemføre officielle mindehøjtideligheder. Jeg har tidligere i dette forum skrevet om foranstaltningerne i forbindelse med 150-året for Kartoffelpesten. På de følgende sider vil jeg analysere og perspektivere de to store officielle historiske mindehandlinger, der har været gennemført i Irland i 1998: mindet for de faldne i Den første Verdenskrig og markeringen af opstanden i 1798.

Et kapitel er afsluttet
Jeg vil begynde med en kort analyse af mindet over de faldne i Første Verdenskrig. Mindet fandt sted onsdag den 11. november, på 80-årsdagen for krigens afslutning. Selv om det var en begivenhed af langt mindre omfang end markeringen af 1798-opstanden, så var der alligevel her tale om en dag, som bør have speciel opmærksomhed. Den siger nemlig en del om den afstand, Irland har bevæget sig mentalt og politisk siden 1960'erne(6). Dengang var den politiske retorik i Irland endnu præget af irredentisme i forhold til det nordirske "restproblem", og det var endnu almindeligt at høre, at Ulsters protestanter var en form for skabsirere, der blot var ofre for selvbedrag, når de påråbte sig en "britisk" eller endog "engelsk" identitet.
Men først lidt om den historiske baggrund for markeringen.
I årene efter afslutningen på verdenskrigen i 1918 blev de faldne fra Den første Verdenskrig mindet ved ceremonier overalt på De britiske Øer den 11. november hvert år; efter Den anden Verdenskrig dog flyttet til den såkaldte Remembrance Sunday, som er den søndag, der ligger tættest på den ellevte.
Remembrance Sunday markeres stadig både i Irland og Nordirland. I Irland sker det ved en særlig gudstjeneste i den protestamtiske Skt. Patricks Katedral, ofte under overværelse af præsidenten. Indtil for nylig har dagen dog kun været højtideligholdt i begrænset omfang. Dette til trods for, at der faldt over 35 000 irere i verdenskrigen - heraf størstedelen katolske irere fra de tre sydlige provinser - og at andre titusinder af frivillige ireres ydede en indsats og et offer under Den anden Verdenskrig(7).
Årsagen til den tidligere officielle tilbageholdenhed var, at der her var tale om at mindes mænd, der havde meldt sig frivilligt under den britiske hærs faner på opfordring fra det Irske Parlamentariske Parti (IPP) og dets leder John Redmond. Det var dette parti, som det nye, radikaliserede og militante Sinn Fein ved valget i 1918 tilføjede et fatalt politisk nederlag. Efter den Irske Fristats grundlæggelse blev både IPP's og Redmonds politiske betydning mere eller mindre skrevet ud af den officielle historie. Mange af partiets tidligere parlamentsmedlemmer levede og døde i 1920'erne og 1930'erne i den yderste fattigdom. En enkelt tilbragte endog de sidste år af sit liv som vagabond med hjemsted under en af Dublins broer. Først flere årtier senere skulle en af hovedmændene bag det militante Sinn Fein, den senere premierminister og præsident, Eamon de Valera, udtrykke en vis anerkendelse af betydningen af disse hjemmestyrefortaleres bidrag til den nationale sag. Men på det tidspunkt havde han da også for længst i praksis tilsluttet sig Irlands lange parlamentariske og konstitutionelle tradition, som først og fremmest går tilbage til de irske katolikkers emancipator, Daniel O'Connell (1775-1847).
Hvor den 11. november har været af mindre betydning i Irland, så har dagen til gengæld altid haft en særdeles stor betydning i Nordirland. Her er den dog fortrinsvis blevet højtideligholdt i den protestantisk-unmionistiske befolkningsgruppe, hvor man bl.a. fejrer dagen ved at sætte nelliker - kunstige eller naturlige - på jakkerevers og blusebryst.
Unionisterne har lige siden 1920'erne højtideligtholdt dagen som et minde om, de mange tusinde soldater fra Ulster, der dengang ofrede deres blod på Flanderns sletter for Unionens skyld, specielt i forbindelse med Slaget ved Somme. Den har haft samme betydning i Nordirland, kunne man sige, som Påskeopstanden har haft det i Irland. I de første år af den nordirske ministats historie blev der dog fra politisk side gjort forsøg på at gøre dagen til en mindedag for alle borgere, uanset trosretning. Men i løbet at få år blev Remembrance Day mere eller mindre "overtaget" af det unionistiske befolkningsflertal. Dagen blev identificeret med unionistisk politik og kultur - en dag, hvor man gav udtryk for sin støtte til unionen og det britiske imperium.
Derfor blev den dag også gjort til et symbolsk stridsemne under "Urolighederne" 1969-1998(?). Selv om det vakte visse interne kontroverser mellem moderate og yderlgtgpende unionster, var der i 1970'erne og 1980'erne mange lokale unionister, der benyttede dagen til at ære medlemmer af den britiske hær eller det protestantisk dominerede politikorps (RUC), som i årets løb var blevet ofre for republikanske paramilitære gruppers vold. Ja, visse steder i Ulster føjede man endog de dræbtes navne til lokale monumenter over verdenskrigenes faldne. Dette danner baggrunden for en af IRA's mest grusomme terrorhandlinger nogensinde, nemlig bomben mod en stor forsamling af protestanter på en kirkegård i Enniskillen den 11 november 1987. I de følgende år blev mange officielle ceremonier enten aflyst eller afholdt under afdæmpede former.
Til gengæld blev den voksende følelse af over for IRA's terror medvirkende til at fremme et ønske blandt politikere i Syd - altså i Irland - om at gøre dagen til en lejlighed, hvor man kunne skue tilbage og se på fortiden i et mere pluralistisk lys. Dette afspejlede udviklingen af en ny politisk kultur i det sydirske samfund efter de dramatiske år 1969-72, da den fredelige kamp for borgerrettigheder blev afløst af borgerkrigslignende tilstande i Nordirland.
Den afgørende politiske vending i Irland i spørgsmålet om Nordirland skete i kølvandet på den såkaldte Våbenkrise i 1972. Hidtil havde skiftende irske regeringers erklærede politik været at søge betingelsesløs irsk genforening. I 1972 nærede et lille mindretal af det regeringsbærende parti Fianna Fails medlemmer - ja, muligvis også visse ministre (som blev mistænkt for at have stået bag en illegal import af våben til brug i Nordirland) - ønske om irsk militær intervention i de eskalerende "Uroligheder" i Nordirland og gennemførelsen af en hurtig irsk genforening.(8) Premierminister Jack Lynch's effektive marginalisering af disse medlemmer kom dog tværtimod til at betyde, at Irland fra nu af lagde endelig afstand til den form for retorik, hvormed Fianna Fail i årtier indirekte havde givet moralsk støtte til den militante republikanisme, som IRA havde videreført siden udbruddet af den irske borgerkrig i 1922.
I årene, der fulgte efter Våbenkrisen i 1972 - kulminerende med den Anglo-Irske Aftale i 1985 - viste irske regeringer større og større vilje til at revidere både det hidtidige, halvofficielle syn på den unionistiske befolkning i Nordirland og Nordirlands-politikken i det hele taget - og derved også forholdet til Storbritannien. For det første begyndte flere og flere at anerkende, at Ulsters protestanter havde særlig identitet, som krævede at blive respekteret. For det andet erkendtes det i stigende grad, at en eventuelt fremtidig forening af de to irlande ikke ville være nogen enkel sag. Den ville kræve dels en grundlæggende revision af den irske stats politiske struktur (f.x. i form en omdannelse af Irland til en føderalstat, dels en "sekularisering" af den katolsk prægede grundlov, som Eamon de Valera og hans parti, Fianna Fail, havde givet landet i 1937.(9)
Som følge af hele denne holdningsændring bredte der sig i slutningen af firserne et ønske i befolkningen og blandt irske parlamentarikere om at gøre Remembrance Day til en passende anledning til at markere den nye respekt for unionisternes "tradition" - som det nu hed - som en del af en mere inklusiv irskhed. På den dag kunne man nemlig på passende måde mindes offentligt, at irere fra hele øen - katolikker såvel som protestanter, nationalister såvel som unionister - havde kæmpet sammen og havde mistet livet i de to verdenskrige.(10) Der var ikke blot tale om en elitær politisk holdningsændring, men om en udvikling, som havde bred folkelig forståelse, idet der var i tusindvis af familier ud over øen, som bar på minderne af personlige tab. Det gradvise skift i den politiske kultur førte bl.a. til restaureringen af mange lokale krigsmindesmærker, som man tidligere havde ladet forfalde eller direkte ødelagt ved sabotage. Et hidtidigt højdepunkt var, da Fianna Fails senere premierminister, Bertie Ahern, i 1994 genåbnede en nyrestaureret statslig mindepark i Dublin, Irish National War Memorial Park.(11)
I november 1998 blev 80-årsdagen for Den første Verdenskrigs afslutning så genstand for en ganske særlig form for højtideligholdelse. Det skete i form af to store ceremonier. Dels én, der fandt sted i Dublin, dels én, der blev afholdt i Messine i Belgien. Under ceremonien i Dublin nedlagde Prins Philip en krans for de faldne. Under ceremonien i Belgien stod dronning Elizabeth og præsident Mary McAleese side om side, idet de på vegne af deres folk udtalte et løfte om, at "...vi som protestanter og katolikker undskylder de forfærdelige gerninger vi har gjort over for hinanden og beder hermed om tilgivelse..." Ideen med ceremonien, som fandt sted i en helt ny "Fredspark for Den irske Ø", var altså at føje en helt ny dimension til Remembrance Day. For fremtiden skulle den huskes som en dag, hvor man officielt markerede behovet for forsoning mellem katolikker og protestanter i Irland og på De britiske Øer.
Ved begge ceremonier var der altså tale om begivenheder, som var stærkt ladet med følelse og betydning. Alligevel vakte de ingen synlig modstand i hverken Irland eller Nordirland. Forud for gennemførelsen af ceremonien i Messine kaldte Belfast-historikeren Jonathan Bardon dette offentlige minderitual for en "milepæl" i Den irske Øs historie, ikke mindst på grund af den stille og rolige måde, de kunne blive afviklet på.(12) Kommentaren fra politologen Tom Garvin fra Dublin var, sædvanen tro, provokerende slagfærdig: "Det er altsammen slut," sagde han uden at blinke til journalisten Kathy Sheridan fra The Irish Times: "Imperiet er forbi." Det samme var forestillingen om britisk imperialisme over for Irland, mente han, idet han konkluderede, at han som historiker i halvfemserne havde været vidne til den endelige "af-Fianna-Failificeringen af Republikken".(13) Ja, så meget kan man altså i Irland lægge i, at en irsk præsident og en engelsk dronning står side ved side i mindet om fortiden, således som det også skete i Westminster Abbey for to år siden, da Præsident Robinson som det første irske statsoverhoved besøgte den engelske kongepar. Men ret beset er det ikke uden grund.
For man skal huske på, at det er mindre en tyve år siden, at IRA tog livet af Mountbatten og to drenge i et bombeattentat under dennes ferieophold i County Sligo. IRA's budskab ved mordet på Mountbatten, der var Dronning Elizabeths fætter og det britiske imperiums sidste vicekonge i Indien, var naturligvis dengang, at medlemmer af det engelske kongehus selv var ude om det, hvis de dristede sig til Irland. Blot to år efter mordet på Mountbatten, blev præsident Patrick Hillery rådet af sine embedsmænd til ikke at deltage ved Prins Charles' bryllup. Rådet var ganske i overensstemmelse med ånden i den irske forfatning, som indtil sommeren 1998 i to af sine paragraffer havde bevidnet det traditionelle nationalistiske dogme om, at Irland og Det Forenede Kongerige har et mellemværende, som ikke bliver afsluttet før den dag Nordirland forlader unionen med Storbritannien. Derfor kunne man heller ikke aflægge hinanden statsbesøg. Storbritannien forblev officielt set, om ikke en fjende, så i det mindste en stat, som Irland ikke kunne dyrke et venskabeligt og harmonisk forhold til.
Denne linie blev brudt af Mary Robinson i 1996. Og nu slutter Irlands nye præsident op bag den nye linie; på et tidspunkt, hvor den britiske og den irske regering, under udvisning af stor gensidig forståelse og samarbejdsvilje, sammen har skabt konstitutionelle forudsætninger for en fred i Nordirland, og hvor de famøse paragraffer i forfatningen er blevet ændret til blot at udtrykke en forhåbning om en fremtidig irsk genforening. Midt på efteråret forudskikkede Præsident McAleese, at man inden længe ville kunne forvente at få kongeligt besøg i Dublin. Hun var fuldt ud klar over, at der hermed ville blive tale om at passere endnu en symbolsk milepæl i øens historie. Til dagbladet The Examiner udtalte McAleese, at det forhold, der i dag hersker mellem de to øer er "det modneste, der har eksisteret mellem os på noget tidspunkt igennem de sidste 900 år."(14)
Selv om en irsk præsident ikke har politisk magt, så kræver det alligevel politisk godkendelse i parlamentet at komme med sådanne udtalelser og at deltage i de officielle handlinger, som netop er blevet beskrevet. Med alt, hvad sådanne udtalelser og handlinger symboliserer. Men denne politiske opbakning findes da også. Det blev bl.a. bekræftet af parlamentsdebatten i forbindelse med markeringen af opstanden i 1798. Og det er her, at den professionelle historievidenskab i Irland har ydet sit særlige bidrag.


Opstanden i 1798 - historietolkning og politik
Igen skal vi først have opridset den historiske baggrund for markeringen.
I 1700-tallet blev Irland styret af den britiske regering, der gennem fordelingen af politiske privilegier og embeder kunne sikre sig den lokale anglo-irske godsejerstands loyalitet. Igennem størstedelen af århundredet havde regeringen i London haft ret til at underkende alle de beslutninger, som blev foretaget af det irske parlament, hvortil kun de store protestantiske jordejere havde adgang. Efter krav fra "patriotiske" godsejere, og af frygt for at skulle opleve et lignende oprør som i de amerikanske kolonier, tilstod briterne dog i 1782 parlamentet i Dublin eneret til at lovgive for Irland.
Dette betød imidlertid ikke, at Irland fra da af var blevet fuldt ud politisk uafhængig af Det Forenede Kongerige. Reformen fjernede nemlig ikke en paragraf, som stillede det irske parlament under den engelske konges overhøjhed. Dette betød i praksis, at vicekongen i Dublin beholdt retten til at udpege Irlands regering. Desuden beholdt han sin magt til at tildele offentlige embeder og privilegier. Begge dele skete i fuld forståelse med det anglikanske aristokrati, hvis magt jo netop afhang af forbindelsen til England. Til gengæld opnåede den britiske regering at få britiske økonomiske og sikkerhedspolitiske interesser varetaget af det anglo-irske Ascendancy.
Derfor gik regeringen i London i første omgang med til, at det irske parlament undlod at gennemføre parlamentariske reformer, som ville have kunnet give det større folkelig repræsentation. Resultatet blev en voksende politisk uro og frustration i den irske trediestandop gennem 1780'erne og 1790'erne, ikke mindst blandt Ulsters presbyterianere, som i lighed med katolikkerne var udelukket fra en række sociale rettigheder og som var stærkt repræsenteret i den middelklasse, som endnu i vidt omfang var udelukket fra politisk indflydelse. Det irske borgerskab blev i stigende grad lydhør over for de tanker om borgernes lige rettigheder, som i de år bredte sig fra Frankrig og ud i det øvrige Europa. Men middelstanden stod ikke samlet i kravet om reformer. Overført på irske forhold kunne sådanne tanker nemlig kun betyde en ligestilling af katolikker og protestanter og dermed en afskaffelse af de strenge anti-katolske love, de såkaldt såkaldte straffelove, der var blevet indført efter 1691 som straf mod irerne for deres medvirken i Jakob II's forsøg på at generobre den engelske trone. Dette var langt fra alle protestanter dengang parate til, idet mange af dem frygtede, at det ville medføre en trussel mod deres hidtidige økonomiske og sociale herredømme. Den indre splittelse i den protestantiske middelklasse medvirkede stærkt til at svække den i dens reformkrav.
En af konsekvenserne af de udeblevne reformer var stiftelsen i 1791 af reformpartiet De Forenede Irere på delvist initiativ af den presbyterianske sagfører Wolfe Tone. Fra at have været et moderat liberalt parti blev De Forenede Irere - og Tone selv - i løbet af få år stærkt radikaliseret i republikansk og separatisitisk, dels under inspiration af begivenhederne i Frankrig, dels som følge af den engelske regerings afvisning af kravet om katolsk emnacipation. I 1798 iværksatte de en republikansk opstand, som mere og mere er kommet til at stå som en nøglebegivenhed i Irlands historie.
Med til denne begivenhed hører historien om dens politiske brug.
Opstanden i 1798 er nemlig et klassisk eksempel på, hvordan politik og historieskrivning kan være så tæt sammenfiltret, at det kan være vanskeligt for eftertiden at forholde sig til visse typer historiske begivenheder. Opstanden blev udkæmpet to gange så at sige. Først på slagmarkerne og derefter i en kamp om fortolkningen af begivenhederne. Fortolkningskampen var en kamp om fremtidens irske identitet. Men, som Kevin Whelan siger i sit essay "'98 after '98: The Politics of Memory", så nåede opstanden i virkeligheden aldrig at blive historie, fordi den aldrig ophørte med at være politik.(15)
På den ene side var der konservative som Sir Richard Musgrave, der i sin Memoirs of Various Rebellions in Ireland (1801) gjorde opstanden til et argument imod liberale ønsker i Storbritannien om politisk emancipation af katolikkerne. Musgrave afpolitiserede den og udlagde den i stedet som et udslag af katolsk sekterisme. Dette argument blev forstærket kunstigt ved, at der i de første år efter opstanden blev plantet falske beretninger om blodige massakrer på protestanter i aviserne. Denne propaganda var på kort sigt vellykket. Den skød en katolsk emancipation yderligere tre årtier ud i fremtiden og skræmte samtidig mange protestanter bort fra de republikanske ideer, de Forenede Irere lanceret. På længere sigt var den konservative taktik desuden med til påny at øge splittelsen mellem katolikker og protestanter. Dette gjaldt specielt i Ulster, hvor Oranjeordenen i de følgende år vandt stor tilslutning, specielt blandt presbyterianere og andre vakte protestanter.
Den konservative og anti-katolske fortolkning af opstanden blev fra begyndelsen modarbejdet af liberale og af anglikanske kirkefolk. Liberale politikere - og historikere som James Gordon, Joseph Stock og Francis Plowden(16) - fremhævede, at opstanden skyldtes, at man ikke havde sørget for at gennemføre de nødvendige politiske reformer. Desuden mente de, at konfliktens voldelige forløb var blevet forværret af militære provokationer og af Oranjeordenen. Men nu, hvor Unionen var blevet en realitet, så mente de liberale, at den ville kunne bruges til at indhente noget af det forsømte og således mindske afstanden i Irland mellem lovgivere og folk, rige og fattige, protestanter og katolikker, ja, i det hele taget til for altid få religionen ud af irsk politik.
Den samme linie fulgte de konservative katolske biskopper i Irland. Medlemmerne af hierarkiet - med biskoppen af Ferns, James Caulfield, og Dublins ærkebiskop, John Thomas Troy, i spidsen - tog med det samme afstand fra opstanden. Igennem hyrede skribenter blev det officielle kirkelige synspunkt udbredt, at enkelte katolske præsters deltagelse i oprøret i Wexford og Wicklow ikke havde været religiøst motiveret, og at disse præster ikke repræsenterede kirken, men tværtimod var blevet åndeligt forført af radikal og "ugudelig" - dvs. verdslig - propaganda. Den katolske kirke havde i de seneste årtier nydt godt af den nye religiøse tolerance i England, som bl.a. gav sig udslag i Irland i form af lempelser i straffelovene og grundlæggelsen af et katolsk præsteseminar i Maynooth vest for Dublin i 1795. Derfor så kirken en fordel i at overbevise den engelske offentlighed om, at den var loyal over for den nye union, som allerede i 1803 blev udsat for sit første opstandsforsøg på foranledning af et tidligere højtstående medlem af de Forenede Irere, Robert Emmet (1778-1803).
Fortielsen af de reelle historiske forhold omkring opstanden blev siden fastholdt af Daniel O'Connell (1775-1847), de irske katolikkers "store befrier". Da O'Connell i 1820'erne iværksatte sin pacifistiske kampagne for katolsk emancipation og bagefter, i 1830'erne, fulgte den op med en kampagne mod unionen, "glemte" han tilsyneladende, at han selv i 1790'erne havde aflagt ed som Forenet Irer. Derved bidrog han sammen med kirken til at marginalisere de Forenede Ireres sekulære, republikanske sag. En konsekvens heraf var, at "det katolske spørgsmål" i den folkelige bevidsthed blev kædet sammen med "det irske spørgsmål".
På længere sigt fik Daniel O'Connell på den måde langt større betydning for den nationale identitet i Irland end Wolfe Tone. Til gengæld betød fortrængningen af Tone fra den offentlige bevidsthed, at han senere kunne genopstå til et mytisk nyt liv i slutningen af århundredet, kulminerende med fejringen af hundredeåret for opstanden i 1898.
Ifølge lederen af Påskeopstanden, Patrick Pearse, der gerne brugte religiøse vendinger om den nationale sag, var Tone nationens "Fader". Derfor var selve det at læse Tones selvbiografi en indførelse i "den irske nationalismes nytestamentlige evangelium". I et par årtier efter Irlands selvstændighed i 1922 drog store folkemængder hvert år ud til Tones grav i Bodenstown sammen med repræsentanter for staten, de politiske partier og domstolene for at ære Tones minde. Siden svandt deltagelsen dog ind. Efter at Sinn Féin/IRA i 1970'erne begyndte at bruge Tone som forbillede, blev de store konstitutionelle partier bragt i så stor forlegenhed, at de efterhånden fandt det klogest at holde sig borte fra Bodenstown, skønt de vedblev med at hylde Tones republikanske vision i en moderat udgave.
Interessen for 1790'erne har været stærkt stigende blandt irske historikere inden for det seneste tiår og kulminerede op til markeringen af 200-året for opstanden. Dette har bl.a. givet sig udslag i en lang række nye og genudgivne studier af de begivenheder og forhold, der førte til opstanden. Disse bøger udviser visse meningsforskelle, men samtidig en klar enighed om at afvise de politisk motiverede fortegnede billeder af opstanden.
Marianne Elliotts Partners in Revolution: the United Irishmen and France (1982 og 1998) kan med rimelighed blive betragtet som det definitive studie af den franske republikanismes indflydelse på De Forenede Ireres ideologi og strategi. Bogen var fra sin førsteudgivelse i 1982 med til at lægge grunden for den forholdsvis brede enighed, der i dag hersker blandt irske historikere om fortolkningen af begivenhederne i 1790'erne. Enigheden går på bl.a. to punkter:
For det første anerkendes det, at De Forenede Irere var en større, mere udbredt og politisk og ideologisk mere sofistikeret bevægelse, end det er fremgået af tidligere skildringer, fx Thomas Pakenhams The Year of Liberty, som blev genoptrykt i 1997.(17) For det andet er man enig om, at den ligeledes fransk inspirerede, men delvist sekteriske, katolske Defender-bevægelses spillede en afgørende rolle for begivenhedernes udvikling, specielt måske især for opstandens tragiske forløb og efterspil.
Studiet af 1790'erne har stort set har hidtil været forskånet for de ufrugtbare stridigheder mellem såkaldte revisionister og anti-revisionister. På det seneste har både Marianne Elliott og Tom Dunne dog advaret imod, hvad de anser for en tendens til at nedtone eller helt afvise tilstedeværelsen af sekterisk revanchisme i forbindelse med 1798-opstanden.(18) Elliott, der selv voksede i et nationalistisk hjem i Belfast, anser det for både at være historisk ukorrekt og til skade for fredens sag i dag at benægte, at der rent faktisk var sekteriske elementer i opstanden og i stedet gøre den til et rent politisk spørgsmål, sådan som det kan forekomme hos Kevin Whelan.(19) Whelan understreger ikke blot oplysningstankernes dominans hos De Forenede Irere, men anser, i modsætning til Elliott, også Defender-bevægelsen for at have været "oplyst". Den repræsenterede en "jakobinisering" af 1700-tallets mange agrare, edsvorne selskaber og var et udtryk for en "intelligent Whiteboyism". Ansvaret for den tilspidsende politiske krises stadig mere sekteriske karakter lægger han alene for den undertrykkende og konservative irske regerings dør.
Det var netop den fortsatte diskrimination af katolikkerne, som fik den unge sagfører Wolfe Tone, der selv kom fra en presbyteriansk middelklassefamilie i Dublin, til at engagere sig for deres sag og skrive pamfletten An Argument on Behalf of the Catholics of Ireland. Dette skrift, som er et af hovedværkerne i irsk politisk historie, har man på det seneste kunnet genlæse, sammen med Tones berømte erindringer og dagbøger, i en udgave redigeret og indledt af Thomas Bartlett. Bartletts portræt af Tone både her og i Theobald Wolfe Tone(20) bærer præg af samme nøgterne nuancering, som karakteriserede Marianne Elliotts store Tone-biografi fra 1989, Wolfe Tone, Prophet of Irish Independence(21). Bartletts Tone ligger langt fra den mytificering og heroisering, han blev genstand for inden for den republikansk-nationalistiske tradition i eftertiden. Men han distancerer sig samtidig fra det billede af, som Tom Dunne i 1980 gav i sin lille, polemiske Wolfe Tone, Colonial Outsider. Heri portrætterede Dunne Tone dels som en militaristisk imperialist, dels som en ambitiøs men socialt frustreret outsider, som først og fremmest var besat af tanken om at kunne gøre karriere og tilspille sig en meningsfuld rolle i samfundet som medlem af den koloniale elite.
Alt i alt er den nyere historiske forskning i perioden kendetegnet ved en høj grad af nuancering. Den nyeste forskning fjerner resterne af de mere eller mindre politisk farvede - og anvendte - fremstillinger af eksempelvis opstanden i Wexford, som fortiden har været så rig på, og som man endnu kan se spredte eksempler på, som da Oranjeordenens uddannelseskomité i 1996 eksempelvis genudgav Ogle Robert Gowans Murder without Sin: The Rebellion of 1798 fra 1859.

Et nyt regionalt paradigme?
Ikke mindst mevirkende til den nye forståelse for det mere komplekse billede af 1790'erne har været de mange fine studier af opstandens lokale forløb og omstændigheder, uden at de reduceres til at være uorganiserede reaktioner på problemer af udelukkende lokal art, således som det sker i Roy Fosters Modern Ireland 1600-1972 (1989). Især bør fremhæves Daniel Gahans The People's Rising: Wexford 1798, Liam Chambers' Rebellion in Kildare, 1798-1803, A.T.Q. Stewarts The Summer Soldiers: The 1798 Rebellion in Antrim and Down og Ruan O'Donnells The Rebellion in Wicklow 1798, som på udmærket måde supplerer Charles Dicksons nu genudgivne Revolt in The North: Antrim and Down in 1798.(22)
Man kan ligefrem konkludere, at sådanne lokale studier har forstærket den nutidige konsensus om, at opstandens havde en komplekse og ingenlunde entydig karakter, men derimod bar præg af de særlige lokale forhold, der herskede rundt omkring på Den Irske Ø. Brudlinierne mellem de kæmpende parter gik ofte på tværs af konfessionelle og etniske skel alt efter de herskende lokale omstændigheder. Måske kan man ligefrem tale om begyndelsen til et nyt regionalt paradigme inden for irsk historiografi.
Ligesom i de fleste andre nationalstater har irsk historiografi ofte været præget af centraliserede perspektiver. Men nu, hvor man synes at være på vej ud af den metodisk problematiske revisionismedebat, er mange historikere i stigende omfang kastet sig over
regionalhistoriske studier. Herved har de opdaget, at det regionale perspektiv på historien
ofte komplicerer og nuancerer de store konflikter i den irske historie og derved ofte modsiger de orthodoksier, som den centraliserede og til dels politiserede historieskrivning har ført med sig(23). På dette punkt synes irske historikere at følge en kurs, som historisk geografer i årtier har fulgt. Geograferne har nemlig længe været mere tilbøjelige end historikerne - og politikerne - til at anerkende Den Irske Øs geografiske og kulturelle heterogeneitet og betragtet øen som "mangfoldighed af regionale forskelle"(24)
Dette komplekse regionale paradigme med dens komplekse tolkning af opstanden prægede de officielle markeringer i 1998. Under parlamentsdebatten om markeringen af 1798-opstanden den 3. juli 1998, fastslog premierminister Bertie Ahern, at "noget af ånden fra De Forenede Irere lå bag udarbejdelsen og vedtagelsen af den britisk-Irske Aftale [dvs. Fredsaftalen for Nordirland]." Idet han understregede, at regeringen kun havde spillet en "støttende og koordinerende rolle" over for de mange, fortrinsvis lokale, intitiativer, tilføjede han dog om regeringens officielle syn på opstanden:

I den måde, vi [dvs. regeringen] har forholdt os til mindet [for 1798] har vi lagt særligt vægt på de ikke-sekteriske principper, som De Forenede Irere stod for. Vi har kastet lys på det kolossale bidrag, som kom fra den irsk prebyterianske tradition med dens idealer om civile og religiøse rettigheder til alle. Vi har også lagt vægt på den større internationale kontekst for 1798 og set den som en delvis konsekvens af revolutionerne i Amerika og Frankrig. ... De Forenede Irere tilhører enhver politisk tradition i Irland, og det eksempel, de har efterladt kan hjælpe os til at se kreativt og dynamisk på vor nuværende situation.(25)
Det største af de lokale initiativer foregik i County Wexford i et sydøstlige Irland. Her havde de lokale allieret sig med den lokale heritage-industri (læs: turistsektor) i forsøget på at bruge 200-året til at gennemføre en række farverige arrangementer at dermed at lokke flere turister til denne del af øen. Hvad man på længere sigt opnår ved det er usikkert. Men man opnåede dog at sætte præg på åbningen af den anden etape af årets Tour de France og at få opført et stort udstillingscenter for 1798 i Enniscorthy.
Af mest lødig karakter var dog de to store udstillinger Belfast og Dublin, på henholdsvis Ulster Museum og Irlands Nationalmuseum, som i modsætning til projektet i County Wexford i kraft af disse museers status havde mere officiel karakter. Til begge udstillinger blev der udgivet smukke og videnskabeligt solide værker kendetegnet af den nye pluralistiske ånd.(26) Samme ånd og tone gik igen i de tre TV-dokumentarserier, som blev produceret om opstanden af henholdsvis det statslige irske TV-selskab (RTÉ), BBC Nordirland og det irsksprogede Teilifis na Gaelige, og som kommer til udtryk i slutordene til den bog af historikerne Thomas Bartlett, Kevin Dawson og Dáire Keogh, som RTÉ's serie var baseret på. Heri hed det om "ideen, der led nederlag":

Under indtryk af den anglo-franske magtkamp, forsvarede Londons og Dublins konservative kræfter sig selv med stigende brutalitet. De Forenede Irere valgte revolution og krig frem for at give efter. Den politik, som havde skullet skabe enhed og fred, blev i praksis til konfrontation og krig. Og da krigen endelig brød ud i 1798, kom det irske samfunds dybe modsætningsforhold til at yde deres bidrag til at gøre konflikten des blodigere, ja, til at vise sig på endnu grellere måde end tidligere. Der er ikke nogen enkel eller komfortabel fortælling at finde her. Men der er til gengæld en gribende og vigtig fortælling. Begivenhederne var tragiske og af episk karakter. Hver for sig gengiver de talrige små vignetter, der vidner om stor brutalitet og bemærkelsesværdigt mod, ofte side om side. Der var mange protestantiske rebeller, mange katolske loyalister, mange irere i røde jakker, der kæmpede mod irere i grønt. Disse ting og mange andre kunne man ikke tale åbent om i Irland i en generation efter, at de var sket. De enkle orthodoksier, som blev fremført i 1898 gjorde bestemt heller ikke sandheden nogen tjeneste. Dette års markering af 200-året giver os en ny chance; ikke for at skabe en ny orthodoksi, men i stedet for en anerkendelse af den rige og smertefulde kompleksitet, som opstanden og 1790'erne i sandhed var udtryk for.(27)
Sådan lyder det, når faghistorikere i dag gennem et magtfuldt statslig TV-medie indlæser en mere kompleks og pluralistisk fortolkning af Irlands konfliktfyldte historie i en nutidig politisk og kulturel sammenhæng. På denne måde har historikere i Irland over en længere periode indirekte været med til at forme de kollektive erindringer i det irske samfund og dermed bidraget til den gradvise udvikling af den politiske kultur i retning væk fra tidligere tiders anti-liberale, autoritære og majoritære normer. Dette bidrag er ikke sket ud fra nogen skjult "revisionistisk" dagsorden på grundlag af omhyggelig historisk forskning.
Skulle denne forskning indirekte have erstattet skiftet gamle fjendebilleder med nye, så er det vel heller ikke så galt. For det betyder bemlig, at de nye fjender er dem, der fremturer med forbenet sekterisme, anglofobi og anti-konstitutionalisme. Men af de sidste er der jo heller ikke så mange tilbage, nu, hvor også det Provisoriske Sinn Fein/IRA har forpligtet sig på at realisere sine mål på et demokratisk grundlag.

Noter:

1) Der har naturligvis været flere begivenheder at mindes - f.x. opstanden i 1848 og grundlæggelsen af borgerrettighedsbevægelsen i Nordirland i 1968. Men de fire nævnte har i modsætning til disse og mange andre haft officiel karakter.

2) Irland vil i denne artikel blive brugt som betegnelse for den Irske Republik. Betegnelsen "den Irske Ø" vil blive brugt som en geografisk betegnelse for det samlede territorium i Irland og Nordirland. - Politisk kultur definerer jeg med den britiske politolog Dennis Kavanagh, som i sin Political Culture skriver, at studiet af politisk kultur drejer sig om "orientations towards political objects. Orientations are predispositions to political action and are determined by such factors as traditions, historical memories, motives, norms, emotions and symbols. We can break these down into their component parts as follows: cognitions (knowledge and awareness of political system); affect (emotional disposition to the system); and evaluation (judgement about the system)." (London: Macmillan, 1972), 10-11.

3) Jvf. Micahel Böss, "Hvordan mindes man en hungersnød? Irsk historieskrivning fra revision til vision", Den jyske historiker, nr. 73, juli 1976, 101-19; Inger V. Johansen, "Irsk revisionisme - fra gamle fjendebilleder til nye", Den jyske historiker, nr. 79, decvember 1997, 113-17.

4) Af Cormac Ó Gráda se f.x. A New Economic History 1780-1939 (Oxford: Calrendon Press, 1994) og The Great Irish Famine (Dublin: Gill and Macmillan, 1989). Af Kevin Whelan se f.x. The Tree of Liberty: Radicalism, Catholicism and the Construction of Irish Identity 1760-1830 (Cork: Cork University Press, 1996) og Fellowship of Freedom: The United Irishmen and 1798 (Cork: Cork University Press, 1998).

5) Dick Spring ved Labours partikonference, The Irish Times, den 5. april 1993. Albert Reynolds citeret i The Irish Times, den 8. november 1993. Denne holdning går igen i Downing Street Erklæringen fra samme år. Her bliver der udtrykt et behov for "at fjerne konfliktens årsager, at sætte sig ud over historiens arv og at hele den splittelse, som den har afstedkommet."

6) Om udviklingen inden irsk politisk kultur se Brian Girvin, "Ireland", i Roger Eatwell (ed), European Political Cultures: Conflict or Convergence (Lomdon og New York: Routldge, 1997), 122-38.

7) Se fx Brian Girvin og Geoffrey Roberts, "The Forgotten Volunteers of World War II", History Ireland, bd. 6, nr. 1, forår 1998, 46-51. Også den konstitutionelle republikanske tradition (Fianna Fail) har indtil for nylig betragtet Remembrance Day som en "britisk" højtidelighed og kun viet den begrænset opmærksomhed.

8) Den fulde sandhed om de kritiske begivenheder i kølvandet på Bloody Sunday vil først komme frem den dag, regeringsarkiverne for denne periode bliver åbnet.

9) Jvf. Joseph J. Lee, Ireland 1912-1985: Politics and Society (Cambridge: Cambridge University Press, 1989), 461.

10) I Den anden Verdenskrig var Irland neutralt, hvilket dog ikke forhindrede mange frivillige fra at melde sig i kampen mod det nazistiske Tyskland.

11) Brian Walker, Dancing to History's Tune: History, Myth and Politics in Ireland (Belfast: The Institute of Irish Studies/The Queen's University of Belfast, 1996, 99-104.

12) Bardon er forfatter til den store History of Ulster.

13) The Irish Times, November 7, 1998, p. 8. Se også Garvins seneste bog, 1922: The Birth of Irish Democracy (Dublin: Gill and Macmillan, 1996).

14) Citeret i The Irish Times, den 7. november 1998.

15) The Tree of Liberty, 133.

16) James Gordon, History of the Rebellion in Ireland in the Year 1798 (Dublin, 1801); Joseph Stock, A Narrative of what passed at Killala in the County Mayo (Dublin, 1800); Francis Plowden, An Historical Review of the State of Ireland, from the invasion of that country under Henry II, to its union with Great Britain (London, 1803)

17) Bogen udkom første gang i 1969 (London: Weidenfeld).

18) "The French Connection", interview med Marianne Elliott i History Ireland, bd. 6, nr. 2, sommren 1998, 14-17; Tom Dunne, "Wexford's Comoradh '98: Politics, Heritage and History", ibid., 49-53.

19) Foruden de tidligere nævnte se hans bidrag til essaysamlingerne Dáire Keogh og Nicholas Furloong (red.), The Mighty Wave: The 1798 Rebellion in Wexford (Dublin: Four Courts Press, 1996), David Dickson, Dáire Keogh og Kevin Whelan (red.), The United Irishmen: Republicanism, Radicalism and Rebellion (Dublin: Lilliput Press, 1993) og John A. Murphy (red.), The French Are in the Bay: The Expedition to Bantry Bay 1796 (Dublin: Mercier Press, 1997).

20) Historical Association of Ireland: Dundalgan Press, 1997.

21) Yale: Yale University Press, 1989.

22) Daniel Gahan, The People's Rising in Wexford ( Dublin: Gill and Macmillan, 1995); Liam Chambers, Rebellion in Kildare, 1798-1803 (Dublin: Four Courts Press, 1998); A.T.Q. Stewart, The Summer Soldiers: The 1798 Rebellion in Antrim and Down (Belfast: Blackstaff, 1995); Ruan O'Donnell, The Rebellion in Wicklow 1798 (Dublin: Irish Academic Press, 1998); Charles Dickson, The Revolt in the North: Antrim and Down in 1798 (London: Constable, 1960 (1997).

23) Kevin Whelan, "The Bases of Regionalism", in Proinsias Ó Drisceoil, ed., Culture in Ireland - Regions: Identity and Power (Belfast: The Institute of Irish Studies, The Queen's University, 1993), 41.

24) Brian Graham, "The Imagining of Place", i op.cit., 197. Se også B.J. Graham and L.J. Proudfoot (red.), An Historical Geography of Ireland (London: Academic Press, 1993).

25) Dail Debates Official Report, den 3. juli 1998, Internetudgave.

26) Kataloget i forbindelse med Ulster Museums udstilling "Up in Arms" er redigeret af W.A. Maguire; til udstillingen i Dublin skrev Kevin Whelan sin ovenfor nævnte, smukt illustrerede, Fellowship of Freedom: The United Irishmen and 1798.

27) Rebellion: A Television History of 1798 (Dublin: RTÉ, 1998), 173.
 
Copyright 2000 by the author
 

Return to Previous Page


Back to front page
 

E-mail NISN