Patrick McCabe, Morgenmad på Pluto
Viva Paperback
(Breakfast on Pluto)

Anmeldt af Michael Böss

Patrick McCabes bøger foregår for det meste i lillebysirland i tiden fra omkring 1960. Der er ikke tale om det land, man kender fra turistbrochurer. McCabes landlige Irland bærer ikke det mindste præg af at være et samfund, hvor der hæges om grundlæggende menneskelige og sociale værdier. Allerede da han i 1989 udgav sin første roman, Carn), portrætterede McCabe den irske landsby - som engang udgjorde modellen for "det gode samfund" - på en måde, der udstillede hulheden i kirkelige og politiske lejlighedstaler. Hans senere med rette berømmede roman, Slagterdrengen (The Butcherboy, 1992), var ikke blot en bog om en mentalt forstyrret drengs måde at opfatte sig selv og sine omgivelser, men samtidig en komisk-absurdistisk allegori over modernitetens indtog i den småborgerlige irske provins. Her markerede den i dag 45-årige McCabe sig som en af sin generations største humorister og modigste ekperimentatorer.
Den rablende monolog fungerer godt i Slagterdrengen og flere af hans kortere prosatekster. Spørgsmålet er dog, hvor længe han vil kunne interessere sine læsere med denne stilitisk overgearede blanding af grusomhed, komik og absurdisme, som i hvert fald virker trættende og sært studentikos i McCabes seneste "roman", Morgenmad på Pluto (Breakfast on Pluto, 1998).
Morgenmad på Pluto er transvestitten Patrick 'Pussy' Bradens selvbiografiske beretning til sin psykiater; dels om sit kaotiske liv i den irske landsby Tyreelin, hvor han voksede op som barn af en ung seksten-årig vikarierende husholderske, som den gejle lokale præst en dag voldtog midt under morgenmaden. Efter fødslen valgte hun dog at bortadoptere ham til den fordrukne Mrs Whiskers, som dog kun tog ham for pengenes skyld. Uelsket, moderløs og splittet i sit eget køn forlader han en dag landsbyen Tyreelin for at forsøge at genfinde sin "mor", hvilket, forstår man, i virkeligheden betyder at finde en kærlighed, som kan give ham en følelse af at have et "hjem" i denne verden. Han slår sig ned i London, hvor han snart indleder en glamourøs karriere med base på Picadilly Circus som escortpige og luksusluder for sære, ensomme eksistenser fra alle lag og begge køn. Halvfjerdsernes London er præget af blodig IRA-terror. Pussy kender kun alt for godt den kyniske politiske vold med dens seksuelt perverterede undertoner alt for godt. Men trods al sin "uskyld" og politiske holdningsløshed undgår han kun netop lige at blive involveret i den som offer. Men også som mistænkt, for er alle irere i London ikke mistænkelige! Efter internering og forhør bliver han dog løsladt og indlægges siden på et hospital, hvor en psykiater, som han forelsker sig i, får ham overbevist om, at det eneste, som vil kunne bringe ham ud af oplevelser af hævntørst og vægtløshed - som stykke cigaretpapir svævende i det store verdensrum mellem Jorden og Pluto - vil være at forsøge at nedskrive sit eget liv og levned. Det er derved Braden til sidst kommer til at indse, at hans liv har været en lang "prøvelser", han skulle igennem for at komme til at indse, at han trods sit dybe ønske om at blive "én af vores" ikke er bestemt til at skulle have et "hjem" og en "familie" i denne verden. At han for altid er dømt til at leve i sin egen verden og spise sin "morgenmad på Pluto".
Ja, sådan kan man vistnok godt læse Patrick "Pussy" Bradens syrede, springende og langt fra gennemskuelige beretning om sit eget liv og om sit lands sære forhold til sex og politik. Romanen, hvis det endnu giver mening at benævne dette stykke pop-art-prosa således, blev indstillet til Booker-prisen i 1998 - til mange kritikeres undren. Hertil føjer sig nu dennes.

 
Copyright 2000 by the author
 

Return to Previous Page


Back to front page
 

E-mail NISN