Colm Tóibín,
Nattens historie

Anmeldt af Michael Böss

I sin debutroman fra 1992, The South, skildrer Tóibín (f. 1955) en anglo-irsk kvindes forsøg på at gøre sig fri af fortiden og skabe sig en ny identitet i Katalonien. Hun erkender dog med tiden, at fortiden ikke er noget, hun kan flygte fra uden at påføre sig selv og andre tab. Forfatteren forekommer dog at have en betydelig sympati for selve hendes projekt og at erkende, at der også findes nødvendige tab.
Richard Garay, hovedpersonen i Tóibins tredie roman, som udkom i september på dansk under den ligefremt oversatte titel Nattens historie, synes at repræsentere et ønske hos forfatteren om at gengive det ukomplicerede identitetsskift; ubesværet, i hvert fald, af fastlåsende omstændigheder som køn, familie og nation.
Handlingen i romanen er henlagt til 1970'ernes og 80'ernes Argentina. Richard voksede op sammen med sin engelske mor. Morens tab af nation og den ene af forældrene - hun udvandrede sammen med sin far og søster i begyndelsen af 1920'erne efter sin egen mors død - gjorde hende med tiden "besat" af sin engelske nationalitet. Hun brugte nationaliteten i et forsøg på at fastholde et eksistentielt fundament til at sætte op mod den menneskelige isolations voksende nattemørke, hun oplevede i et samfund og en by karakteriseret ved mangel på menneskelig kontakt og "en frygtelig ensomhed" efter årtiers militærdiktatur: "Det sidste år min mor levede, blev hun nærmest besat af imperiets symboler: Union Jack, Tower of London, dronningen og mrs Thatcher. Efterhånden som lyset i hendes øjne begyndte at svinde, plastrede hun lejligheden til med turistplakater af Buckingham Palace og vagtskiftet og ugebladsfotografier af den kongelige familie; hendes accent blev mere og mere overklasseagtigt, og hun fik et udtryk i ansigtet som en ældre hertuginde det havde måttet leve længe i eksil. Hun var ensom og trist og fjern da enden nærmede sig."
Heldigvis døde hun før Falklandskrigen, konstaterer Richard, der efter morens død sætter sig for at skabe sig sin egen identitet, fordi han allerede i en ung alder, især efter farens tidlige død, har lært at frygte den destruktive kraft i hendes kvælende kærlighed og i de rolleforventninger, hun havde til ham, herunder at være en forlængelse af hendes egen engelskhed. Richards bestræbelse på at finde sig sit eget identitetsgrundlag, ikke mindst som homoseksuel, begyndte allerede efter farens død. Men det er hverken tabet af faren eller, senere, moren, der danner udgangspunktet for hans egen "nattefortælling" om ensomhed.
Richards fortælling om "natten" indledes allerede dengang han som dreng begynder at opleve en fjernhed i forhold til sine forældre og til den verden, han lever i, og som han ikke føler, han "havde noget at gøre med": "Jeg forholdt mig passiv og så mine forældre gå omkring i lejligheden, eller læreren tegne på tavlen, og jeg følte mig isoleret. Måske begyndte jeg dengang at føle at ingen elskede mig, måske er det det jeg mener, og måske var alt hvad der senere skete en måde at give folk lyst til at lade mig være med. Jeg har altid været overrasket over at nogen kunne lide mig, eller satte pris på mig, og jeg har altid været parat til at gøre hvad der er nødvendigt for at være tæt på dem."
Sin trang til kærlighed, accept og menneskelig nærhed får Richard i romanens sidste del tilfredsstillet i forhold til en anden rastløs omstrejfer, Pablo. Men først på et tidspunkt, hvor de begge har fået konstateret AIDS i udbrud og deres behov for sex er blevet afløst af trangen til at give hinanden støtte og ømhed, konfronteret, som de nu er, med dødens tilstundende nat. Det er denne oplevelse af kærlighed, som bevirker Richards endelige selvstændiggørelse i forhold til moren, fortiden og al påført identitet. Således konkluderer han mod slutningen af sit liv - som fortælleteknisk set er placeret først i romanen, der giver det ud for at være hans selvbiografiske beretning - at han ikke agter at lade sig begrave i familiegravstedet og dermed "slutte sig til alle de andre i den klamme underverden under den overlæssede engel og stenkorset". I stedet vil han, dersoms han har penge nok tilovers, finde sig sit eget "hvilested".
Colm Tóibín er efter min vurdering en af de mest interessante af den yngre generation af irske forfattere. At han også er en af de bedst skrivende skinner igennem Jørgen Nielsens som sædvandlig oversættelse, som på sædvandlig fornem vis gengiver Tóibíns ofte berømmede klare, men også lidt tørre og her også passagevist monotone prosa.
I år har Tóibín været indstillet til Booker Prisen for sin seneste roman, The Blackwater Lightship. Nattens historie når dog ikke samme højde som hverken denne eller den på Gyldendal tidligere udgivne Heden i flammer (The Heather Blazing), som allerede nu bør nævnes som et hovedværk i nyere irsk litteratur. Det forekommer fx denne læser yderst klodset, den måde, hvorpå han har forsøgt at kombinere Richards historie med en fortælling om det argentinske samfunds forsøg på at forvandle sig fra diktatur og korporativ stat til et liberalt demokrati, med Richard som deltagende iagttager. Desuden er der ikke nogen god balance mellem romanens lange detaljerede skildringer af Richards udforskning af sin egen seksualitet i de første trefjerdedel af bogen og de smukke og tankevækkende passager om de to dødsmærkede mænds kærlighed og angst mod romanens slutning. Udefra set kan det dog se ud, som om Tóibín har haft både kulturpolitiske og personlige grunde til at medvirke til at indskrive netop denne form for livserfaring i en irsk litteratur, hvor homoseksualitet tidligere var et tabu- og censurbelagt emne.
 
Copyright 2000 by the author
 

Return to Previous Page


Back to front page
 

E-mail NISN