Hamlet lever. Hvad enten det er Mel Gibson, Laurence Olivier, eller Olaf Johannesen på Aarhus Teater, der lægger krop til verdens kendteste dansker. Shakespeares hævndrama om prins Hamlet, hvis onkel har dræbt hans far og overtaget både kongetronen og Hamlets mor er så levende som aldrig før. For at citere en aktuel pladetitel: Something is Rocking in the State of Denmark. Aarhus-egnen er velsignet med ikke mindre end to turistattraktioner, der har tilknytning til Hamlet: Rosenkrantz'ernes Rosenholm og Hamlets Grav. Men hvor dansk er Hamlet egentlig, endsige hvor østjysk? Hvor meget ved man, og hvor meget må vi gætte os til?

Shakespeare skrev Hamlet ca. 1600. Der er ingen grund til at tro, at han nogen sinde har besøgt Kronborg, hvor det meste af handlingen udspilles, eller overhovedet Danmark. Alene det, at hans kongeslot har stejle klippeskrænter ned til Øresund siger os, at han aldrig har set Kronborgs flade strande. Vi ved, at en engelsk skuespiltrup besøgte Helsingør i 1586, og at Shakespeare har kendt nogle af dem. Kronborg var et flot, nyt slot, færdigbygget af Frederik II i 1585. Og det var i øvrigt berømt, eller berygtet, fordi det var slottets kanoner, der satte magt bag indkrævningen af den upopulære Øresundstold, der blev betalt til den danske stat af bl.a. engelske passerende skibe. Danmark og danskerne havde også en vis interesse i England på det tidspunkt derved, at den danske prinsesse Anne i 1589 giftede sig med James VI af Skotland, den henrettede Maria Stuarts søn. Samme Anne blev tilmed dronning af både England og Skotland, da hendes mand, som James I, efterfulgte den barnløse Elizabeth på tronen i 1603.

Shakespeare var ingen pedant, og selvom der er mange danske træk i Hamlet, er der også alt muligt andet. Rosencrantz og Guildenstern (Gyldenstjerne) er genkendelige danske adelsnavne, der også eksisterede på Shakespeares tid, ligesom Gertrude og måske Voltemand (Valdemar) er danske - men hvad med Claudius, Polonius, Francisco, Ophelia og Laertes? De er, som så tit hos Shakespeare, græske, latinske eller italienske, i en skøn blanding. Vigtigst var nemlig ikke, hvor de kom fra, men at navnene lød "udenlandsk", når personerne var det. Navnene Gertrude og Hamlet er de eneste, vi ved Shakespeare ikke selv fandt på. De er nemlig fra den vigtigste historiske kilde til Hamlet - 3. bog af Saxos "Danmarks Krønike", skrevet på latin omkring år 1200, og trykt for første gang i 1514.

Der er ingen grund til at tro, at Shakespeare har læst Saxo, dertil er hans Hamlet simpelthen for forskellig fra Saxos. Også Belleforests franske oversættelse af Saxos Amletsagn fra 1576 er for anderledes til at kunne være et direkte forlæg. Derimod er der hos to samtidige engelske skribenter henvisninger, fra 1589 og fra 1596, til en populær Hamlet-tragedie, som ikke kan være Shakespeares, men som kan tænkes at være forfattet af Thomas Kyd, en kendt forfatter af hævntragedier. Det er denne "Ur-Hamlet", som beklageligvis er sporløst forsvundet, der menes at være den egentlige inspiration til Shakespeares Hamlet.

Hvad der gør sagen endnu vanskeligere er, at Shakespeares Hamlet eksisterer i ikke mindre end tre forskellige trykte udgaver, hvor den ældste, en kvart-udgave fra 1603, er meget forskellig og kun halvt så lang som de to andre. Den anden kvart-udgave, fra 1604, menes at være baseret på et originalmanuskript af Shakespeare, mens den tredje er en del af den berømte første folio-udgave af Shakespeares samlede værker fra 1623, 7 år efter hans død. Hamlet er altså en særdeles usikker tekst. Dertil kommer, at det er Shakespeares længste skuespil. Den fulde tekst (fra 1604-udgaven) ville tage over fire timer at opføre. Derfor er enhver instruktør, der vil opføre en Hamlet, folk gider at se, nødt til at skære mellem 30 og 50% bort. Det er ikke mindst derfor, man siger, at der er ligeså mange Hamlet'er, som der er opførelser.

Selvom man altså ikke præcis ved, hvordan Shakespeare har fået fat i historien om Hamlet, så er det sikkert, at den, via en række mellemled, går tilbage til Saxos Krønike. Og at Saxos historie om Amlet (h-et er en engelsk tilføjelse) er dansk, og tilmed jysk, er der næppe megen tvivl om.

Det første spørgsmål, man må stille sig, er: Hvor havde Saxo historien fra? Her kan jeg roligt svare, at det ved man ikke præcis. Man må gå ud fra, at det er en mundtlig, dansk overlevering, Saxo trækker på. På en frisisk runestav, fundet i et lag fra omkring 700 e.Kr., er der en inskription , der lyder: "På en klint satte Amled sig til værge", og man regner i almindelighed med, at Amlet regerede som jysk konge i 600-tallet. Saxo har hørt beretninger, der er fortalt fra generation til generation, som en blanding af historieundervisning og underholdning i en tid uden tv, radio, bøger eller blade. Folks hukommelse har været god, og historierne har været fortalt i en form, der var til at huske: Som en række episoder med dramatik eller løjerlige detaljer, der blev hængende.

Historien om Amlet er en sådan episode-historie. Det er en barsk og karsk fortælling om brødrene Hardvendel og Fenge, der sammen herskede over Jylland under kong Rørik af Danmark. Hardvendel har Lejrekongen Røriks gunst, og får hans datter Gerut (Gertrude) til kone, og de får sammen sønnen Amlet. Men Fenge er jealoux på Hardvendel. Han myrder ham og ægter Gerut, og Amlet er, præcis som hos Shakespeare, fanget i denne trekantshistorie, truet på sit liv, som efterfølger til den afdøde konge. Hos Saxo er Amlet hverken melankoliker eller filosof, men en intelligent og pigeglad overlever. Hamlet spiller tåbe, men siger dog altid sandheden, om end i gådens form, igen som hos Shakespeare, og de følgende episoder fortæller om hans påfund, og kongens forsøg på at finde ud af om han forstiller sig eller ej. Prøverne omfatter blandt andet en dejlig kvinde, der skal forføre ham. Hvis han giver efter, ville det være bevis på, at han var ved sine fulde fem! Amleth kender imidlertid kvinden fra barnsben, bliver klar over fælden, og sætter hende ind i sagen. De undslipper kongens mænd, finder et privat sted at elske, og bagefter fortæller pigen, at der intet er hændt. Det er Ophelia i en noget mere kødelig udgave, uden skrupler og uden vanvid som hos Shakespeare. Amlets drab på spionen i moderens soveværelse findes også hos Saxo, ligesom scenen, hvor Amlet i hårde vendinger bebrejder moderen hendes troløshed mod hans myrdede far.

Også turen til England findes hos Saxo, hvor Amlet ved list får ændret navnene i de medbragte dødsdomme, så ikke han selv, men hans ledsagere bliver henrettet. Amleth tilbringer et år i England, og gifter sig med kongens datter. Derefter vender han tilbage til Jylland, igen forklædt som tåbe, overlister Fenge og hans mænd ved at sætte ild til kongshuset, og dræber Fenge. Derpå træder han frem for folket, forklarer sine handlinger, og bliver hyldet som konge. Her slutter den del af Saxos historie om Amlet, der har relevans for Shakespeare. Bog 4 fortæller om hans ture til England og Skotland, hvor han gifter sig med dronningen (kone nr.2!), om hans hjemkomst og kamp med Viglet, Lejrekongen Røriks efterfølger, hvor han til sidst bliver dræbt, og hans skotske kone, på samme træske måde som svigermor, falder i armene på sejrherren Viglet.

Saxo slutter: "Sålunde omkom Amlet, som, hvis lykken havde været ham lige så huld, som naturen havde været gavmild mod ham, vilde været blevet guderne lig i strålende glans og ved sine herlige egenskaber have overgået Herkules i bedrifter. Hans grav vises i Jylland på en mark ("campus"), som bærer hans navn." Denne sidste sætning er den vigtigste oplysning, vi har til støtte for at stedfæste Amlets grav på Ammelhede, i Virring sogn syd for Randers ved Randers-Ebeltoft landevej. Saxos ord for mark, 'campus', er netop traditionelt oversættelsen af 'hede', så Ammelhede er efter al sandsynlighed 'Amlets mark'. Ingen andre af de syv steder i Jylland, der har været udpeget som Hamlets grav har støtte både i stednavnet og i så gamle kilder som Saxo, og Helsingørs krav på Hamlet er et rent turistpåfund.

I en præsteberetning til Ole Worm fra 1623 lyder det: "Udi Virring sogn findes hos en by ved navn Ammelhede en grav med tvende store stene, en på hver ende, som de gamle folk kalder Kongshøjen, og formenes at kong Amled der skulle ligge begravet, om hvilken ydermer i Saxone Grammatico." Dette er givetvis en erindring, der er selvstændig i forhold til Saxo, der kun havde været trykt i hundrede år, og næppe havde nogen udbredelse blandt andre end præster og andre lærde. Her er tilmed beskrevet ting, der slet ikke findes hos Saxo.

Ikke langt fra Kongshøjen findes et sted, der kaldes Kongslund, og her lå ifølge sagnet Hamlets borg, der blev brændt ned af Viglet. Det hedder sig, at man hver julenat kan se kongsgården lyse med sine mure og volde. Der er i området gjort en del arkæologiske fund. Journalisten Anker Kirkeby satte sig i 1924 for at finde Hamlets grav, og kom på sin færd til Ammelhede. Han var hovedkraften bag initiativet til at få rejst den sten, der blev rejst af Randers Turistforening på stedet i 1933.

I sin tale ved afsløringen af stenen aftrykt som kronik i Politiken fra 1933 skriver Kirkeby:

»Inde i Randers by havde aldrig noget menneske hørt derom. Omsider tog jeg da ud til Ammelhede og gik ind i det første hus ved vejen. Her stod just landsbyens ældste, den 77-aarige Sti'en og strøg skjorter. Jeg spurgte hende: - De kunde vel ikke sige mig, hvor Hamlet ligger begravet? - Jow, svarede Sti'en uforstyrrelig, han ligger inde i naboens rower! Naboen var gaardejer Munch på Damgaarden. Et øjeblik efter havde han ført mig ud i roemarken, han pegede på den høj, vi nu staar foran og sagde: Her er Kongshøj, her ligger Hamlet! Saaledes har den levende tradition holdt sig frisk paa stedet gennem 40 slægtled i 1300 aar.«

Museumsinspektør Jørgen Olrik udfærdigede inskriptionen på stenen, der lyder:

Amled Ypperste
Oldtids-snille
Teed sig taabe
Til Hævnens time
Kaaret paa ting
Af jyder til konge
Højsat han hviler
Paa Ammel Hede