Indførelse af strategisk IKT-værktøj på
Det Humanistiske Fakultet 2001-03
IKT Referencegruppen, marts 2001
NB!
Tidsplan er
revideret december 2001.
Indledning • Tidsplan
• Detailplanlægning af overgang
Fakultetet har valgt at indføre ét bredt dækkende IKT-værktøj på
hele Det Humanistiske Fakultet.
Det sker på baggrund af de stigende krav, som en
uddannelsesinstitution i dag mødes med mht. informationsteknologi, og med
udgangspunkt i et netop afsluttet forsøg på HUM med brug af konference-
og intranetsoftware i undervisning og andet institutionelt arbejde.
Det er fakultetets ambition at være førende i udviklingen og brugen
af IKT-værktøjer i forhold til andre humanistiske fakulteter.
Det er fakultetets målsætning at et sådant IKT-værktøj skal være
med til generelt at forbedre studierne, studiemiljøet og det
institutionelle arbejde, ligesom det skal muliggøre nye former for
kommunikation og arbejde.
Målet er bl.a. at forstærke de studerende og ansattes institutionelle
tilknytning gennem fælles konferencer og kalendere.
Studiemæssigt er målet at gøre underviserens og den studerendes
arbejde mere fleksibelt ved hjælp af 24-timers online adgang til
ressourcer, nye måder at kunne strukturere undervisningen på og ved
generelt at gøre det lettere at anvende digitale ressourcer.
Hensigten er således bredt formuleret at lette kommunikationen i alle
former for institutionelt arbejde, hvad enten det er administration,
forskning eller undervisning og at gøre diverse ressourcer tilgængelige
i lukkede eller åbne fora.
Det er også et mål at et strategisk IKT-værktøj skal højne
IKT-niveauet generelt på fakultetet. Fakultet forventer at det vil give
sig udslag i et bedre og mere tiltrækkende studiemiljø for de
studerende, samt nye og mere spændende arbejdsmæssige muligheder for de
ansatte.
Overordnet set betragter fakultetet samtidig dette tiltag som et
vigtigt led i den konstante udvikling af faglighed, pædagogik og
identitet, som må ske for alle uddannelser.
Samtidig skal indførslen af et samlende IKT-værktøj mindske
driftsomkostningerne til teknisk support.
Indtil nu har Teknisk Afdeling skullet teknisk understøtte og
supportere bl.a. en række forskellige e-post-programmer. Fakultetet
forventer færre tekniske problemer og bedre helhedsløsninger og support,
når denne vifte af forskelligt programmel er blevet afløst af ét
fælles program.
På baggrund af et pilotprojekt afholdt på fem institutter har
fakultetet valgt konference- og intranetprogrammet FirstClass som
strategisk IKT-værktøj.
FirstClass giver netop mulighed for at arbejde med e-post, åbne og
lukkede konferencer, private og offentlige kalendere, direkte
web-udgivelser, fil-overførsler, adressebøger og chat mm. i et og samme
integrerede program. FirstClass arbejder på både Mac og pc-platform og
giver mulighed for at arbejde både on- og offline på kontoret, hjemme
eller et hvilket som helst andet sted i verden med internetopkobling.
Organiseringen og brugen af FirstClass er først og fremmest tænkt som
institutionelle og lokale netværk, hvori ressourcer kan deles lokalt.
Integrationen af de forskellige elementer i FirstClass er enkel, og
programmets enkelte dele fungerer ud fra samme logik og er nemme at gå
til.
En anden og ikke mindre væsentligt grund til at vælge FirstClass er
at programmet er udbredt i folkeskolerne og på gymnasierne (SkoleKom og
GymKom), hvorfor de potentielle og kommende studerende med stor
sandsynlighed allerede er bekendt med FirstClass.
FirstClass vil dermed kunne skabe større tryghed for de nye studerende
og kan være med til at lette studieovergangen, ligesom det nødvendigvis
vil give sig udslag i et mindre behov for support.
Det er fakultetets mål at FirstClass indføres som strategisk
værktøj i hele fakultetets virke (administration, undervisning,
formidling og forskning), og at det er indført overalt på fakultetet og
anvendeligt senest fra forårssemesteret 2003.
I forbindelse med overgangen indføres FirstClass som standard
e-post-klient og kalenderprogram for alle ansatte og studerende. Der vil
efterfølgende kun blive supporteret i FirstClass.
Ud over e-post- og kalenderbrug er FirstClass først og fremmest at
betragte som et tilbud til alle ansatte og studerende, og der ligger i
udbredelsen derfor ikke nogen diktion om at skulle anvende det i
undervisningen eller forskningen.
FirstClass er i den henseende tænkt som en håndsrækning og hjælp
til dem, der har manglet eller ønsket et sådant værktøj, ligesom det
gennem sin enkle brug og opbygning kan inspirere andre eller lettere
muliggøre andres brug af det.
I forbindelse med udbredelsen implementeringen er det en forudsætning
at alle ansatte deltager i det grundlæggende brugerkursus i FirstClass,
og at det enkelte institut i det hele taget bevidstgør sig om brugen af
FirstClass for at opnå en effektiv implementering.
Det er institutledelsens ansvar (institutleder og studieleder), at alle
ansatte kommer på kursus, at brugen af FirstClass og implikationerne
heraf bliver diskuteret lokalt, og at der på den baggrund udfærdiges et
koncept for instituttets brug af FirstClass og en brugbar
strategi/handlingsplan herfor.
Uddannelseskonsulenten i Edb-sektionen bistår med at udarbejde
handlingsplanen.
Udbredelsen af FirstClass sker efter en trinvis opgradering af
forskellige institutter, afdelinger og enheder, og vil foregå efter den
individuelt tilrettelagte handlingsplan som hvert enkelt institut
udfærdiger i samarbejde med edb-sektionen.
Overgangen forventes at vare et semester, hvor brugerne bliver bekendt
med programmet, de nye vaner etc.
Ved begyndelsen af det umiddelbart følgende semester skal instituttet
være klar til og kunne anvende FirstClass= elementære funktioner
(e-post, kalender etc.), samt de øvrige funktioner som fremgår af eller
er nødvendige i henhold til handlingsplanen.
Forår 2001:
Alle 5 pilotinstitutter (Litteraturhistorie, Germansk, Etnografi,
Forhistorisk arkæologi, Romansk) samt det resterende Moesgård-fag,
Middelalderarkæologi, samt Klassisk arkæologi overgår til FirstClass
Efterår 2001:
Alle æstetiske fag overgår til FirstClass (Dramaturgi, Kunsthistorie,
Æstetik & Kultur, Musik. Litteraturhistorie er pilotprojekt).
Fakultetsrådets medlemmer og ansatte i Fakultetssekretariatet får
installeret FirstClass.
Forår 2002:
Center for Europæiske Kulturstudier med Afdeling for Kønsforskning,
Center for Semiotik og alle sprogfag overgår til FirstClass (Nordisk,
Slavisk, Engelsk, Lingvistik, Østasiatisk, Jysk. (Romansk og Germansk er
pilotprojekter)
Efterår 2002:
Informations- og Medievidenskab og resterende fag i Hovedbygningen
overgår til FirstClass (Historie, Filosofi, Idehistorie, Oldtid og
Middelalder) overgår til FirstClass
Detailplanlægning af overgang
Ved begyndelsen af det semester hvor et institut skal overgå til
benyttelse af FirstClass, præsenteres instituttets ansvarlige kort for
programmet og dets muligheder. Herefter udarbejder instituttets ansvarlige
en individuelt tilrettelagt og samlende plan for overgangen, i samarbejde
med edb-sektionens uddannelseskonsulent og FirstClass-koordinator. En
sådan plan må tage hensyn til særegne institutionelle forhold,
deadlines af pædagogisk art i forhold til undervisning etc. og generelle
tekniske forhold, således at en så glidende overgang kan opnås.
Planen bør indeholde en skitsering af tidsforløbet,
og inkorporere en række af de elementer som er beskrevet særskilt
nedenfor. Overgangen er berammet til at vare et semester, hvori
instituttets ansatte og studerende bliver bekendt og fortrolig med
FirstClass, dets operationaliteter og implikationer for brugen af det og
de særlige konventioner for brugen, som instituttet har bestemt. Det
forventes at instituttet er brugsklar mht. FirstClass ved starten til det
efterfølgende semester og at instituttets egne ønsker mht. konferencer,
kalender etc. på det tidspunkt er udarbejdede.
Programmel
FirstClass installeres på alle ansattes maskiner og studentermaskiner
ved instituttet, og studerende og ansatte oprettes alle som
FirstClass-brugere. Manualer for installation og opsætning af FirstClass
på hjemmecomputere udleveres.
Overgang til andet e-post-system
Overgang til at benytte FirstClass som e-post-program kan ske løbende
i overgangsperioden og efter individuelt eller institutionelt ønske, men
skal senest ske ved udgangen af overgangsperioden. Der vil for de ansatte,
for så vidt det er muligt, blive sørget for at allerede eksisterende
adressebøger og samlinger af e-post-adresser overføres til FirstClass.
Kurser for ansatte
Alle ansatte vil blive tilbudt kurser i FirstClass. I forbindelse med
installationen af FirstClass vil der blive afholdt et introducerende
kursus i de overordnede begreber og faktorer vedr. programmet, samt en
kort indføring i brugen af det. Efter en periode med afprøvning og test,
vil der afholdes endnu et kursus med en gennemgående indføring i brugen
af FirstClass og det muligheder. Her vil der samtidigt blive udleveret en
manual, der skriftligt dokumenterer kurset. Uden for overgangsperioden vil
der for interesserede senere være mulighed for at kunne deltage i et
superbrugerkursus i FirstClass.
Multiple choice for studerende
Alle studerende modtager skriftlig annoncering og introduktion til
FirstClass og skal gennemgå en netbaseret multiple choice, der under ét
indfører og tester dem i brugen af FirstClass. Yderligere vil samme
materiale og manualer som er tilgængeligt for ansatte, blive gjort
tilgængelig for de studerende. Resultatet af de studerendes test vil
være tilgængelig for instituttet.
Semesterlige workshops
Det tilstræbes at der for ansatte hvert semester vil blive afholdt
workshops, der sætter den tekniske og den pædagogiske brug af FirstClass
i fokus.
Gennem semesterlige workshops er det meningen at erfaringerne kan gives
videre, ligesom faglige, pædagogiske og tekniske diskussioner af brugen
bliver givet et forum og kan være med til at videreudvikle feltet.
Sub-administrator
På hvert institut eller afdeling udpeges en sub-administrator for
FirstClass. En sådan vil efter overgangsperioden være ansvarlig for den
lokale administration af FirstClass. Det gængse arbejde her vil for det
meste omfatte oprettelse og nedlæggelse af lokale brugere, oprettelse og
nedlæggelse af lokale konferencer, kalendere og mapper, vedligeholdelse
af tilladelser og tildeling af rettigheder. Sub-administratoren er
således den, der har det samlede overblik over det lokale netværk og den
som vedligeholder og udbygger det. Opbygningen af det lokale netværk kan
ske frit og individuelt for hvert enkelt institut, dog inden for de
retningslinjer og rammer som edb-sektionen har fastsat. Arbejdet vil
fordre en tæt tilknytning og en løbende kommunikation med edb-sektionen.
Sub-administrationen er betroet arbejde og behæftet med en del
tekniske privilegier og rettigheder, hvorfor Fakultetet opfordrer til at
denne person findes blandt det fastansatte personale og ideelt i
sekretariatet, så kontinuitet samtidigt sikres. Uanset instituttets valg
af sub-administrator, er det dog til enhver tid instituttets lederes
ansvar, at denne opgave bliver løst og på forsvarlig vis.
Sub-administratoren har per definition teknisk adgang til at kunne
læse alle konferenceindlæg og e-mails, hvorfor sub-administratoren skal
gøres bekendt med fakultetets regler om ’brevhemmelighed’ og regler
omkring fortrolighed.
Som udgangspunkt må administratoren ikke læse mails eller dokumenter
som vedkommende alene har adgang til at læse i kraft af sin egenskab som
teknisk administrator.
Sub-administrationen kræver en større teknisk indsigt i FirstClass,
og kendskab til regler og retningslinjer udstukket af edb-sektionen i
forbindelse med administrationen af de enkelte lokale netværk.
Sub-administratoren vil skulle gennemgå et særskilt kursus, hvor den
nødvendige oplæring vil foregå, og hvortil der også vil være
udfærdiget skriftligt materiale. Sub-administratorerne vil indgå i et
særligt fakultært team, der kan hente udvidet support i edb-sektionen
eller i det virtuelle support-center, men der lægges også op til, at
sub-administratorerne skal kunne supporte og hente inspiration hos
hinanden.
Support
I overgangsperioden vil der blive ydet forstærket support til
instituttet og dets ansatte fra Teknisk Afdelings uddannelseskonsulent og
tilknyttet studentermedhjælp.
Yderligere vil en del af den generelle information og forskelligt
materiale om FirstClass, samt en masse forudbesvarede spørgsmål og tips,
være tilgængeligt igennem et virtuelt FirstClass Center, som vil være
at finde på alle institutters lokale netværk. En del support og
problemløsen vil kunne forgå igennem dette medie, og erfaringerne og
svarerne vil blive gjort tilgængelige for andre brugere.
En særlig indsats og fokus vil supportmæssigt blive lagt på brugen
af FirstClass i undervisningen og i administrationen. Her vil
edb-sektionen i takt med udbredelsen og brugen af FirstClass, søge at
opbygge et erfarings- og vidensgrundlag, således at supporten ikke kun
kan ske i forhold til det tekniske, men i højere grad arbejde ud fra en
helhedsløsning, indeholdende både tekniske, pædagogiske og faglige
hensyn. Erfarings- og vidensopsamlingen vil blive gjort tilgængelig via
FirstClass Centeret, således at det kan virke som inspirator for andre
brugere, men også danne grundlag for en frugtbar debat om brugen af IKT i
undervisningen. Fakultetet betragter det i den henseende som en alm.
institutionel opgave og praksis at medvirke til denne erfaringsudveksling
og vidensopbygning.
Personlige konferencer
Ansatte kan få rettigheder til selv at oprette (og administrere)
private konferencer, eksempelvis til brug for forskningsprojekter.
Sub-administratoren vil ikke have adgang til disse konferencer, hvorfor
det er den ansatte selv der definerer hvem der kan deltage i konferencer.
De private konferencer skal følge Edb-sektionens tekniske
retningslinjer og indholdet skal i øvrigt følge de samme regler som
gælder for information på (det åbne) web.
Afslutning af overgang og videre forløb
Overgangen afrundes i slutningen af semesteret, hvor det forventes at
FirstClass-programmet er installeret hos alle, at det benyttes til
håndtering af e-post og kalenderfunktioner og at instituttet har fået
oprettet et institutionelt netværk, med ønskede konferencer, kalendere
og mapper. Instituttet skulle således være køreklar til at kunne
anvende FirstClass fuldt ud fra det efterfølgende semester og en del af
supporten består derfor også i at klæde instituttet, de ansatte og
studerende på til denne situation.
I det nye semester vil sub-administrationen overgå til instituttet
selv, men under fornøden overvågning og support fra edb-sektionen. Dvs.
at instituttet selv bærer ansvaret for vedligeholdelsen og
videreudviklingen af det interne netværk fremover, herunder oprettelse af
brugere og konferencer (NB Nye studerende - dvs. 1. årgang - vil blive
oprettet automatisk i FirstClass umiddelbart før hvert nyt
undervisningsår).
Afslutningsvis bør det understreges, at programmet
FirstClass i sig selv ikke er målet. Målet for Fakultetet er i denne
henseende at højne IKT-niveauet, skabe bedre og mere fleksible rammer for
undervisning og administration, generelt forbedre studiemiljøet og give
ansatte og studerende lettere og mere smidig adgang til nødvendige og
ønskelige informationer og materialer. Det er fakultetets overbevisning
at FirstClass kan og vil udgøre en vigtig brik til indfrielsen af disse
mål, idet der hermed tilbydes et IKT-værktøj, som bl.a. andet gør
netop disse mål mulige. Det vil dog fortsat være afhængigt af de
ansatte, studerende og institutterne om disse muligheder benyttes og i
sidste ende om disse mål opnås. |