Torsdagsmøder er en kernedel af SFN's virke og består i at stipendiater, post docs og vejledere mødes en torsdag eftermiddag om måneden. Møderne starter kl. 13.15 og slutter kl. 16. Hver gang præsenterer to stipendiater et aspekt af deres projekt som de gerne vil diskutere med andre lingvister, både ph.d.-studerende og vejledere, i en uformel sammenhæng. Præsentationerne skal derfor rettes mod folk med en generel lingvistisk baggrund og interesse, ikke mod folk med specialiseret viden om det specifikke felt.
Præsentationerne skal naturligvis forberedes, men behøver ikke handle om fikse og færdige aspekter af ens projekt; en del af ideen er netop at det skal være muligt at diskutere ting man stadig arbejder med. Hver taler har 30-40 minutter til rådighed, derefter er der et nogenlunde tilsvarende tidsrum til diskussion; dette bør ikke overskrides, heller ikke selvom man eventuelt er den eneste taler. Der er et kvarters pause mellem præsentationerne. Præsentationerne kan være på dansk eller engelsk efter talerens eget valg, men det er vigtigt at dette gøres klart i titel og eventuelt abstract på hjemmesiden, så folk der ikke forstår dansk, ved om det giver mening at dukke op.
Det forventes at såvel stipendiater som vejledere er til stede med mindre de har en specifik grund til ikke at være det. For stipendiaterne skal møderne betragtes som en tovejs forretning: man får feedback på sit eget projekt og giver feedback på andres - og får dermed både raffineret sit eget projekt og udvidet sin mere generelle lingvistiske horisont.
Det er ikke nogen prøve, der sker ingen vurdering, og det er kun arrangeret for at stipendiaterne skal få nye input til arbejdet med deres projekt. Den enkelte stipendiat kan diskutere med sin vejleder hvilke problemer der egner sig til fremlæggelse, og hvilke datoer der passer dem begge to.
Alle møder foregår på Aarhus Universitet, Nobelparken bygn. 1467 lokale 316. I dette lokale er der en projektor og en "tynd klient", dvs. en pc med hvilken folk fra AU kan logge sig ind som sig selv og hente deres materiale på P-drevet eller FC, og på hvilken alle andre kan komme på nettet og hente hvad de har brug for. Der er naturligvis også muligt at tilslutte en USB-stick.
Der er i øjeblikket ingen Torsdagsmøder planlagt.
Til toppen URL: http://www.hum.au.dk/forskerskoler/sfn/sider/projekt.php