Rusland efter Sovjet
Nye rammer - nye skel

Indhold:

Trine Malling Lungskov: ”En revolution, der vil gøre dem til nye mennesker”

Efter revolutionen i 1917 ønskede bolsjevikkerne at skabe en ny overlegen mennesketype, ”det nye sovjetmenneske”, der skulle erstatte det tilbagestående russiske menneske. Tankerne om det nye menneske udvikledes især i 1920’erne og 1930’erne, hvorefter det fastlåstes i en bestemt form, som det stort set beholdt resten af sovjettiden. I artiklen undersøges det, hvordan denne konstruktion kom til udtryk i de politiske tekster i perioden, og der argumenteres for, at der ikke var tale om en entydig konstruktion, men at der blev skelnet mellem forskellige grupper af nye mennesker - først og fremmest arbejdere, bønder og kvinder - med den mandlige industriarbejder som det privilegerede tegn. Afslutningsvis berøres begrebets skæbne efter Sovjetunionens sammenbrud.

Charlotte Greve: ”Magt, arkitektur og erindring”

Efter Sovjetunionens sammenbrud fik Moskva status som hovedstad i den Russiske Føderation. Nu stod byen over for forandringer i det urbane rum: gadenavne blev ændret, monumenter blev revet ned, andre opført og bygninger blev genopbygget. Endelig er der i de senere år sat en omfattende restaurering af gamle som nye bygninger i værk. I løbet af en relativt kort periode er der således blevet taget nogle valg i forhold til, hvordan byens rum skulle mediere fortiden og dermed en ny historie og historieforståelse. Det er betydningen af disse valg for historieforståelsen og identitetsdannelsen i det post-sovjetiske Rusland, der er fokus for denne artikel. I hvilken grad kan man betegne Moskva – sådan som Andreas Huyssen betegnede Berlin – som en ”urban palimpsest”?

Karin Hyldal Christensen: ”Det hellige Ruslands martyrer”

Efter afviklingen af Sovjetunionen og den kommunistiske ideologi er der i Rusland opstået et værdi-vakuum, som Den russisk-ortodokse Kirke har haft stor villighed til at udfylde. Kirkens betydning er vokset markant efter Sovjetunionens sammenbrud. Den tilbyder befolkningen at knytte bånd til det præ-revolutionære Ruslands forestillingsverden om ’Det hellige Rusland’. I august 2000 kanoniserede kirken 860 nymartyrer, der døde som følge af sovjetiske religionsforfølgelser. Martyrerne symboliserer Det hellige Rusland, og kanoniseringerne iscenesætter kirkens forsøg på at genskabe Det hellige Rusland. Denne artikel vil forsøge at besvare spørgsmålet om, hvorvidt Det hellige Rusland er genopstået, og hvorvidt staten har genfundet sin historiske rolle som ’Moskva – det tredje Rom’.

Erik Kulavig: ”Nationalisterne i Putins Rusland”

I denne artikel skitseres først nogle hovedlinier af den nationalistiske tænkning og bevægelses udvikling i Rusland fra begyndelsen af det nittende århundrede til i dag. Russisk nationalisme er i denne sammenhæng en samlet betegnelse for opfattelser, der har det til fælles, at den russiske nation, dens historie og dens bestemmelse er unik og derfor på en række punkter adskiller sig fundamentalt fra den europæiske og nordamerikanske. Det centrale afsnit indeholder et signalement af det nationalistiske miljø i Putins Rusland. Her undersøges en række tekster fra mainstream miljøet og fra den ekstreme gren af den nationalistiske bevægelse. Endelig diskuteres det, hvor stor risikoen er for, at den nationalistiske ideologi sætter sig igennem på det politiske plan i dag.

Tine Roesen: ”Det nye Ruslands litteratur”

Artiklen ”Det nye Ruslands litteratur” giver på baggrund af et overblik over den russiske litteraturs ændrede vilkår efter det kommunistiske regimes fald nogle bud på, hvilke nye strategier de russiske forfattere griber til, og hvordan disse strategier forholder sig til forfatterens traditionelle og nye status i Rusland. Det diskuteres i den sammenhæng, om litteraturen fortsat forventes at levere nationalt-kulturelle, identitetsmæssige holdepunkter, og om den selv har den slags ambitioner.

Yngvar B. Steinholt og David-Emil Wickström: ”Ensretning, segmentering og unnvikende strategier: Tendenser i det nye Russlands populærkultur” 

Gjennom eksempler fra russisk populærmusikk, film og media, undersøker denne artikkelen sentrale aspekter ved populærkulturelle identiteter i dagens Russland. I hvilken grad inviterer det populærkulturelle feltet til deltagelse og identifikasjonsprosesser? Våre funn tyder på at det ideologiske skiftet siden sovjettiden i mindre grad en forventet har medført en 'demokratisering' av populærkulturen. Kulturindustrien fører en ensrettende politikk som, ikke ulikt dens sovjetiske forgjengere, begrenser diversiteten på grasrotplanet. Den kommersielt betingede konformiteten forsterkes av Putin-administrasjonens vektlegging av nasjonal enhet, historisk kontinuitet og patriotisme. Dermed blir rommet for identitetsbygging, som i sovjettiden, avhengig av hvorvidt individet er istand til å unnslippe den dominerende diskursen som setter den private sfæren under press. Individuelle kulturelle initiativer krever følgelig en høy grad av idealisme, eller også bevisste markedsstrategier.

Lars P. Poulsen-Hansen: ”Rusland mellem øst og vest” 

15 år efter Sovjetunionens opløsning er Rusland ved at indtage en ny geopolitisk position. Landet finder ikke, at det har fået nok ud af nedbrydningen af jerntæppet, den fredelige opløsning af Sovjetunionen og alle de indrømmelser, det har givet Vesten. På grundlag af den russiske offentlige debat analyserer artiklen, hvorledes Rusland tager stedse mere afstand fra Vesten med USA i spidsen og i særdeleshed fra europæiske samarbejdsorganisationer som Europarådet, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) såvel som fra de europæiske værdier, EU har fremført som forudsætning for kontakter med Rusland. Det nye Rusland beskrives af Kremls chefideolog som et ”suverænt demokrati”, hvilket indebærer, at landet har nok i sig selv og ikke ønsker at blive påvirket udefra. Resultatet er, at Rusland nu ligger for sig selv på det eurasiske fastland med et ’noli me tangere’ som svar på omverdenens tilnærmelser, og at vi må betragte det som et land, der hverken en evig fjende eller en selvfølgelig ven.

Jesper Overgaard Nielsen: “Back to the USSR?”

Da Rusland i 1991 med Sovjetunionens opløsning blev et selvstændigt land, opstod der et akut behov for at finde nye statslige symboler, der var i overensstemmelse med landets nye postkommunistiske identitet. Et af de helt centrale spørgsmål i den forbindelse var, hvorledes man skulle forholde sig til fortiden og især den nære sovjetiske fortid. Artiklen skildrer processen med at udvælge nye symboler som statsvåben, flag og nationalsang fra selvstændigheden i 1991 og frem til i dag. På den baggrund analyseres de forskellige tilgange til fortiden, som disse valg afspejler lige fra den stejle afstandtagen til sovjetregimet, som prægede starten af 1990'erne, til den mere pragmatiske tilgang, som er blevet lagt for dagen efter Putins magtovertagelse i 2000. På den baggrund stilles spørgsmålet, om Rusland symbolsk er på vej tilbage til Sovjettiden? 

Ingunn Lunde: ”Språklig (selv)refleksjon: Språksituasjonen i Russland etter perestrojka”

Artikkelen beskriver språksituasjonen i Russland etter perestrojka. Mens språkutviklingen etter perestrojka er betydelig, især på det leksikalske området, er den, i et lingvistisk perspektiv, ikke radikal i den forstand at den endrer vesentlige trekk ved det russiske språks grunnstruktur. Ser man på endringer i språkkulturen er utviklingen derimot både radikal og til tider ekstrem. Første del av artikkelen gir en oversikt over karakteristiske endringer i språkutvikling og språkkultur, fulgt av en gjennomgang av dominerende tendenser i språkdebatten, med fokus på koblingen mellom språk, moral og nasjonal identitet. I annen del utvides perspektivet ved å ta opp en rekke kreative responser til språkspørsmålet: responser som ikke sjelden innebærer språklig (selv)refleksjon med innslag av lingvistisk humor og ironi. 

Hans Bagger: ”Historiekonsum i det postsovjetiske Rusland”

Identitetskrisen som følge af Sovjetunionens opløsning skabte, hvad man har kaldt en ”social efterspørgsel” efter historie. I privatsfæren viste krisen sig i en spontan interesse for genealogi og lokalhistorie. I offentligheden affødte krisen en livlig identitetsdebat, der i høj grad drejede sig om nationens fortid. I 1996 udbød Jeltsin konstruktionen af national identitet i offentlig licitation, idet han udskrev en konkurrence om emnet ”En idé for Rusland – Hvorhen går vi? Hvem er vi?”, men det lykkedes ham ikke at skabe konsensus i befolkningen. Putin fokuserede på historieundervisningen i skolevæsenet og besluttede at tildele historikerne en nøglerolle i sit langsigtede nationsbygningsprojekt.