Gode råd og ønsker til ekstern finansiering fra fakultetets forskere

I 1995 udgjorde andelen af den eksterne finansiering på landsplan næsten 1,6 milliarder kroner eller 33% af den samlede forskningsfinansiering. Humanioras eksterne andel var dog kun på 22%. Alt tyder dog på at denne andel vil vokse kraftigt i fremtiden.

Men hvordan bør der satses på den eksterne finansiering her på tærsklen til det næste årtusinde? Vi bad flere af fakultetets fremmeste fundraisere og forskere om at give deres bud og øse af deres erfaringer.

–Der er en ting, man skal gøre sig helt klart, når man søger om eksterne midler, siger Lise Hannestad, docent. og studieleder ved Klassisk Arkæologi - og det er, at der ikke findes nogen skræddersyet måde at ansøge på, der med sikkerhed vil udløse penge.

Niels Ole Finnemann, lektor og leder af Center for Kulturforskning (CfK), er helt enig:

–At søge om eksterne midler er et hårdt arbejde, hvor man ikke er sikker på at blive belønnet. Måske ender det med, at man har spildt utrolig megen tid på ansøgningsprocessen uden at få en pind ud af det.

–Man kan heller ikke altid være sikker på, at det er det bedste projekt, der får pengene, samstemmer forskningsprofessor Ulf Näsman, Forhistorisk Arkæologi.

–Her taler jeg ikke om favorisering, men om, at det naturligvis er det bedst formidlede projekt og den mest overbevisende ansøgning, der får pengene - og det er jo ikke altid ensbetydende med, at det er det bedste projekt.

Uffe Østergaard, mag.art. og Jean Monnet Professor, har mange erfaringer med at søge både Statens Humanistiske Forskningsråd (SHF) og private fonde. Han mener, at der er en tendens til større fokusering på tværinstitutionelt forskningssamarbejde og på det internationale aspekt. Det betyder, at det bliver mere og mere almindeligt at lave forskningsprojekter på tværs af landegrænserne.

Niels Ole Finnemann nikker genkendende til denne udvikling:

–Det internationale islæt skinner særligt meget igennem ved EU-midlerne, hvor det står direkte anført, at projektet skal involvere institutioner og forskere fra forskellige lande.

–Niels Ole Finnemann mener, at et internationalt samarbejde kan være meget givende men ikke gnidningsløst:

–Man plejer jo at sige, at englændere er empirister, tyskere idealister og franskmænd rationalister i deres grundholdning, og det kan måske spænde ben for et ellers frugtbart samarbejde.

Ansa Lønstrup, lektor ved Musik, kender til ekstern finansiering som medlem af SHF. Hun peger på det meget lille antal af fonde, der reelt står til rådighed for humanister:

–Det drejer sig om SHF, Carlsbergfonden og de nordiske NorFa og NOS-H.

Hun efterlyser især, at Danmarks Grundforskningsfond lukker mere op for humanistisk forskning.

–Principielt er det sådan, at fonden omfatter alle fagområder, men reelt set går hovedparten af pengene til de eksakte videnskaber.

Det er uhyggeligt svært for humanistiske projekter at få foden indenfor hos Grundforskningsfonden. Det lykkedes for Semiotik og for Kierkegaardcentret i København, hvilket dog er undtagelser.

Centerleder Henrik Kaare Nielsen (Æstetik & Kultur) ser en anden central tendens:

–Der er en udvikling hen mod, at man bevilger færre midler til det enkelte projekt, men støtter flere projekter. Dog tror jeg generelt, der bliver færre midler.

Ansa Lønstrup tilføjer:

–Det ligger ligesom i luften, at der er dømt besparelser i fremtiden. En god indikator på det er, at bevillingerne til satsningprogrammerne løbende er blevet sat drastisk ned.

Ansa Lønstrup ser samtidigt, at der er kommet væsentlig flere ansøgere til SHF-midlerne, hvilket øger kampen om pengene.

Ulf Näsman mener, at man fra centralt hold også ser den eksterne finansiering som et glimrende parameter til at vurdere succes ud fra:

–Den eksterne finansiering er med til at skærpe konkurrencen indenfor forskningen og måske derigennem højner den kvaliteten.

Uffe Østergaard ser ligeledes, at forskere modtager bevillinger fra flere forskellige fonde til det samme projekt:

–På Europastudier har vi fået oprettet et ph.d.-stipendiat, hvor en privat fond skød 500.000 kr. i og SHF gav resten. Derved opnåede den lille fond at blive et led i et større projekt, som den ikke kunne have finansieret helt selv.

Også Klassisk Arkæologi har erfaringer med, at flere fonde går sammen om et projekt.

–I øjeblikket er vi blandt andet i gang med et udgravningsprojekt ved Nemi i Italien, som bliver støttet af NOS-H og Carlsbergfonden, fortæller Lise Hannestad.

Lise Hannestad har erfaringer fra begge sider af bordet, nemlig som tidligere medlem af SHF og som ansøger. Hun mener, at det i sidste ende afhænger af, om det er et kvalitetsprojekt med gode medarbejdere tilknyttet.

–Men man skal dog ikke være blind for, at andre faktorer kan spille ind. Alle medlemmer af fondsråd har naturligvis emner, som står deres hjerte mere nær end andre.

Hun peger på, at fagets placering i den offentlige bevidsthed kan spille en rolle.

–Et fag som arkæologi har en klar profil udadtil, og jeg tror, det er vigtigt for et fag i ansøgersituationen at blive betragtet med en generel goodwill.

Professor Morten Kyndrup fra Æstetik og Kultur mener umiddelbart, at de såkaldte "gymnasiefag" har nemmere ved at få støtte, mens Æstetik og Kultur står nok som noget langt mere uhåndgribeligt.

Det kan ifølge Morten Kyndrup både være en fordel og en ulempe at være et nyt fag.

–Med nogle fag har man på fornemmelsen, at bare man siger navnet så vælter det ind med penge. Alt, hvad der smager af IT, er næsten sikker på at blive støttet.

Det er dog ikke alle navne, som man tror kan åbne døre og pengekasser, der vitterligt også gør det.

Uffe Østergaard konstaterer:

–Vi havde i begyndelsen nogle forhåbninger om at bare ordet Europa ville åbne nogle døre til fondsstøtte både herhjemme og i udlandet, men jeg må nok sige, at de forventninger er blevet gjort til skamme.

Han mener, at det har været overraskende svært at trække penge til området.

–I modsætning til hvad mange faktisk tror, er EU-midlerne ingen guldgrube. Langt de fleste af pengene går til naturvidenskabelig forskning. Derudover er ansøgningsproceduren ekstremt bureaukratisk.

At ansøge om fondsbevillinger er altid en krævende affære.

Lise Hannestad beklager, at arbejdet med at forberede ansøgninger spiser meget af forskningstiden.

Henrik Kaare Nielsen har samme erfaringer:

–Især i forbindelse med store ansøgninger kan man blive begravet i papirarbejde med komplicerede lønberegninger og budgetoverslag.

Morten Kyndrup tilføjer:

–At søge om fondsbevillinger er ikke noget, man bare gør. Det kræver et benhårdt slid ikke kun i den fase, hvor ansøgningen skal skrives.

Morten Kyndrup og Henrik Kaare Nielsen har gode erfaringer med et intensivt forarbejde. I 1993 udløste det en SHF-bevilling på 10 millioner til et projektet "Moderne æstetisk teori", som netop er blevet afsluttet.

–Det var rart, at det gav pote, men man skal ikke tro, at man bare kan skrive en ansøgning, og så falder pengene ned fra himlen. Det krævede faktisk flere års forarbejde, siger Henrik Kaare Nielsen.

Ulf Näsman synes dog også at arbejdet med ansøgningerne kan være meget spændende:

–Det er en udfordring hver gang man søger, og jeg tror det kan bringe jagtinstinktet op i enhver forsker, når han/hun prøver at få pengene i hus.

Uffe Østergaard har ofte fået god hjælp fra Internationalt Sekretariat, men kun til udenlandske fonde:

–Jeg savner en instans, der formelt tager tage sig af at hjælpe ansøgere, og har det som sin primære opgave.

Uffe Østergaard er overbevist om, at en sådan ordning ville kunne tjene sig ind, og måske endda med tiden give overskud:

–Det er jo også i universitetets interesse at få tiltrukket eksterne midler. Problemet er bare, at ordningen ville ligne endnu en udgift i fakultetets regnskab, og det ville være svært at udregne udbyttet af den.

Ifølge Uffe Østergaard burde en sådan hjælpeinstans bestå af fastansatte akademikere og ikke af HK-uddannet kontorpersonale.

–Det er ikke så meget ren administrativ hjælp, man behøver, når man søger eksterne midler, men mere et team af sparringspartnere, der ved, hvad det vil sige at fundraise.

–En eller anden form for vidensbank ville nok være en god idé, selvom vi jo alle er konkurrenter, siger Lise Hannestad, men ellers mener jeg, at enhver ansøgning er så unik, at det ville være svært at centralisere processen.

Ifølge Morten Kyndrup bør hele ansøgnings processen også ligge i hænderne på den enkelte ansøger. Ansøgeren skal dog kompenseres for sit store tidsforbrug.

–Jeg har altid haft den holdning, at en forsker i løbet af sin karriere burde have mindst 3 gange 3 sammenhængende år, hvor man var fuldstændig frikøbt.

–Jeg ved, at man fra fakultetets side ville spørge, hvorfra pengene skulle komme. Det kunne ordnes ved at trække cirka 1% fra vores nuværende forskningstid og samle den i en pulje. Fra den pulje havde alle forskere så krav på at blive fuldt frikøbt i en længere periode under forudsætning af, at de kunne stille med et relevant projekt.

Henrik Kaare Nielsen tilføjer:

–I dag er vi faktisk henvist til at bedrive meget af vores forskning i sommerferien - det er en realitet for de fleste forskere på fakultetet.

Morten Kyndrup erkender dog, at det kan være et problem at få fagforeningen og mange af kollegaerne til at gå med til forslaget:

–Hvis en stor del af forskerne på et institut har undervisningsfri, må det jo komme til at gå ud over undervisningen på stedet. Løsningen må være at sørge for, at kun en vis procentdel af underviserne er frikøbt i samme periode.

–Når fakultetet er ramt af akut spareiver, kan man kun komme igennem med noget, der ikke vil belaste økonomien yderligere. En samlet pulje af forskningstid ville dog ikke koste fakultetet en øre, konstaterer Morten Kyndrup.

Ulf Näsmans holdning til at decentralisere ansøningsprocessen er mere ambivalent.

–På den ene side er man stort set fri for indblanding - på den anden side har man arbejdsbyrden.

Det eneste, Ulf Näsman efterlyser, er hjælp til komplicerede budgetudregninger. Alligevel konkluderer han:

–Ansøgningssliddet, som mange utvivlsomt synes er træls, er en vigtig del af forskertilværelsen, som man ikke bare kan uddelegere.

Fra fakultetssekretariatets side har man dog ingen planer om ændringer i politikken overfor fundraising, selvom sekretariatschef Ole Jensen mener, at den eksterne finansiering er meget vigtig:

–Det at kunne tiltrække eksterne midler er blevet et vægtigt succeskriterie og øger samtidig forskningsaktiviteten.

–Vi har dog slet ikke midler til at oprette et særligt kontor til fundraising ved fakultetssekretariatet, men hjælper gerne med lønoplysninger og lignende i forbindelse med ansøgninger, slutter Ole Jensen.