Aarhus Universitet
Aarhus Universitet

Det Humanistiske Fakultet
Nyheder fra Humaniora
Kalenderen - Humaniora
HUMavisen
Pressemeddelelser m.v.
Stillinger og stipendier på Humaniora

 

JAN 07: Det Humanistiske Fakultet har fået ny net-adresse: www.humaniora.au.dk


Krig på Kasernen

Åben middelalder på Moesgård og Langelandsgades Kaserne

Af Alice Madsen

Stud. mag. og koordinator for Åben Middelalder.

Under titlen Åben Middelalder inviterede forskere fra Center for Vikingetids- og Middelalderstudier i weekenden 18. og 19. september til to spændende dage med bl.a. foredrag, middelaldermad og musik. Målet var at give offentligheden indblik i hvilke emner middelalderforskerne beskæftiger sig med krydret med både syns- og smagsindtryk.

Lørdag åbnede professor Else Roesdahl (Middelalderarkæologi) arrangementet med en fremvisning af den rekonstruerede stavkirke ved Moesgård Museum samt et kig ind i det rekonstruerede vikingetidshus fra Hedeby. Her var tændt op i ildstedet og der blev budt på friskbagt fladbrød. Herefter talte Else Roesdahl for en fyldt foredragssal om kristningen af Danmark.

Småkager & slagvåben

Inden lektor Jan Kock (Middelalderarkæologi) gik på med sit foredrag om borge og våben i middelalderen var der kaffepause, hvor især de hjemmebagte småkager, bagt efter middelalderlig opskrift, bragte lykke. Efter Jan Kocks foredrag var der åbent i smedien, hvor Moesgårds Smedelaug stod klar til at vise de mange interesserede håndsmedede kopier af middelalderlige rustninger og våben.

Sex & vold

Om søndagen lagde Langelandsgades Kaserne hus til et omfattende program som indledtes af Inger-Lise Kolstrup (Kunsthistorie) med et lysbilledeforedrag om middelalderens begyndelse.

Herefter gik det slag i slag og Agnes Arnorsdottir (Historie) gav de ca. 50 fremmødte et indblik i sagatidens kvinder på Island, mens lektor Bjørn Poulsen (Historie) fortalte om adlen og dens voldsbegreber i middelalderen, lektor Hans Blosen (Germansk) om tyske dommedagsspil, lektor Per Ingesman (Kirkekundskab) om kirke, sex og ægteskab i middelalderen og endelig lektor Hans Jørgen Frederiksen (Kunsthistorie) om middelalderens slutning.

I pauserne kunne man se på de mange nye bøger om middelalderen i en bod fra Museumsbutikken på Moesgård Museum, eller spise sig mæt i lækkerier fra frokostbuffeten med middelaldermad frembragt og serveret af Olivers Diner.

Succesen med middelaldersmåkagerne blev gentaget.

Sang & slagsmål

Populære var også de to grupper udenfor universitetsregi som var indbudt til at optræde. Jydske Landsknægte udførte en flot tvekamp i middelalderligt udstyr og Fuls Fæller, gav en fin koncert på kopier af middelalderinstrumenter.

Søndagen rummede også et foredrag på Moesgård. Lektor Knud Ottosen (Kirkekundskab) fremviste Stavkirken, fortalte om den katolske messe i middelalderen og viste en spændende film herom.

Åben Middelalder blev muliggjort af en bevilling til Center for Vikingetids- og Middelalderstudier fra Aarhus Universitets Forskningsfond.

Billedtekster

Jydske Landsknægte (ved Henrik Gaultier) i tvekamp i middelalderligt udstyr på Langelandsgades Kaserne.

Fuls Fæller (Mogens Friis og Knud Albrechtsen) gav koncert på kopier af middelalderinstrumenter.

 


Det Humanistiske Fakultet
Aarhus Universitet
Bygning 1453
Nobelparken
Jens Chr. Skous Vej 3
8000 Århus C

Telefon 8942 1111
Fax 8942 1200 
E-post
: hum@au.dk

 

Toppen af siden

Henvendelser om indhold og problemer til
Svend Aage Mogensen [ @-mail ] [ FC-mail ], Fakultetssekretariatet
Seneste tekniske opdatering: 30. januar 2007