Aarhus Universitets segl
Aarhus Universitet
Det Humanistiske Fakultet
Nyheder fra Humaniora
Kalenderen - Humaniora
HUMavisen
Pressemeddelelser m.v.
Stillinger og stipendier på Humaniora

 

JAN 07: Det Humanistiske Fakultet har fået ny net-adresse: www.humaniora.au.dk


Tidsskrifter og bøger fra Humaniora

Hvordan Kheopspyramiden blev bygget

SFINX 1 / 1999

Talrige folk har gennem tiden forsøgt af afdække, hvordan pyramiderne er blevet bygget. Civilingeniør Ib Meyer Johansen tilbyder nu en ny teori, der går ud på, at en pyramide kan bygges efter samme principper, som når man bygger højhuse i dag. Her monterer man trapper i takt med, at nye etager færdiggøres. I stedet for trapper vil en rampe, der fører op til næste trin på pyramiden, være i stand til at transportere store stenblokke opad via træslæder. Ifølge Ib Meyer Johansens beregninger vil Kheopspyramiden kunne bygges på bare 13 år med rampeteknikken. Andre forskere mener, at pyramiden blev opført i løbet af hele farao Kheops regeringsperiode, der varede 23 år.

Nyeste nummer af SFINX indeholder også islændingen Nikolaus' pilgrimsrejse til det Hellige Land Jerusalem omkring år 1150, erotiske scener på porten til Peterskirken i Rom, udgravninger ved byporten til Halikarnassos, der fortæller om Alexander den Stores angreb på byen samt den amerikanske Uafhængighedserklærings oprindelse i det antikke.

36 sider. 45 kr. i løssalg, fire numre (årgang 1999) 180 kr.


Salmans sataniske vers

Humaniora 1

I dette nummer er der blandt andet mulighed for at læse om, hvordan elitesportsfolk kan forberede sig på et liv uden for sporten. Salman Rushdies berømte værker er også genstand for analyse i en artikel om postkolonial litteratur. Desuden er der en beskrivelse af Ribe som knudepunkt for handlen mellem Skandinavien og Vesteuropa i Vikingetiden.

44 sider, marts 1999. Kan købes ved henvendelse til Statens Humanistiske Forskningsråd, Randersgade 60, 2100 Kbh. Ø., telefon 3544 6356. E-post: be@forsk.dk. Web: www.forsk.dk/publ/shf-humaniora. Abonnement: Studerende og pensionister 120 kr., private 150 kr. og institutioner 200 kr., løssalg 50 kr.


Dramatisk fødselsdag

Årsberetning 1998 - Institut for Dramarturgi

Instituttet udsender sin årsberetning som en udvidet jubilæumspublikation i anledningen af sin 25 års fødselsdag. Her er uddrag af Václav Havels indlæg i diskussionen om intellektuelles ansvar i samtiden, artikler om instituttets historie og om alt fra dramatikundervisning til teaterkritik. Ydermere er der to artikler om Bertolt Brecht og Federico García Lorca, der begge kunne være blevet 100 år i 1998.

118 sider, marts 1999. Henvendelser om årsberetningen til Institut for Dramaturgi, Langelandsgade 139, 8000 Århus C., Tlf. 8942 1111


Lingua Portuguesa

(Pré)publications 168

Red. Cecilia Martins: Seminário de Lingua Portuguesa (outubro 1998)

Februar 1999. 5 kr. Fire indlæg fra Seminaret om portugisisk sprog afholdt på Romansk Institut oktober 1998.


Fantasi og symmetri

(Pré)publications 169

Marts 1999. 5 kr. Artikler blandt andet om 'Fantasi, sprog og virkelighed hos Paul Ricoeur' og 'Symmetribegrebet og dets fremtræden i romanlitteraturens makrostruktur'.


Antikke nyheder

Nyhedsbrev (Center for Antikstudier) 18

Efterårets foredragsrække om Det Hellige Land og tre gæsteforlæsere var godt besøgt og viste at der uden for universitetets mure er interesse for for offentlige forelæsningsrækker om centrale emner fra antikken. Forårets arrangementer præsenteres, og der er en opdatering af seneste nyt fra center for Antikstudier.

12 sider, januar 1999. Kan rekvireres gratis ved henvendelse til Center for Antikstudier, Aarhus Universitet, 8000 Århus C., Tlf. 8942 2058


Nordiske specialer

Nordtext. 27. Årg. Nr. 1, Januar 1999

Specialeoversigt fra Institut for Nordisk Sprog og Litteratur.


Tre nyere kortfilm

p.o.v. - A Danish Journal of Film Studies 7

Tidsskriftet sætter med en stor artikelsamling fokus på tre kortfilmsinstruktører og deres hovedværker. Det gælder nordmanden Marianne Olsen Ulrichsens debutfilm "COME" (1995), Brad McGann fra New Zealand med "POSSUM" (1997) og Ariel Gordon (Mexico) med "GOODBYE MOM" fra 1997. Her er interview med alle instruktørerne, manuskriptet til "POSSUM" og Richard Raskins artikel om "Consistency and surprise in the short fiction film" med meget mere.

168 sider, nr. 7, marts 1999, Institut for Informations- og Medievidenskab. Kan rekvireres ved at sende en adresseret A5-svarkuvert (14 kr. i firmærker) til: Richard Raskin, editor, Institut for Informations- og Medievidenskab, Niels Juels Gade 84, 8400 Århus N.

Dette nummer samt alle de øvrige årgange findes tillige på internetadressen: www.imv.aau.dk/publikationer/pov/POV.html


Antikfagene i det 21. århundrede

Nyhedsbrev nummer 19 - Center for Antikstudier

Nyhedsbrevet indkalder til centerdag onsdag den 28. april. Emnet er antikfagene i det 21. århundrede. Læs referater af gæsteforelæsningen ved David Sedley og de første to seminarer i teoriseminarforløbet. Endvidere er der præsentationer af centrets egne og Center for Kulturforsknings arrangementer i resten af forårssemestret.

12 sider, marts 1999. Kan afhentes gratis på Center for Antikstudier. Man kan også komme på nyhedsbrevets udsendelsesliste ved at rette henvendelse til Mette Korsgaard, Center for Antikstudier, Aarhus Universitet, 8000 Århus C, tlf.:89422058 (tirsdage 9-12), fax: 89422287, e-post: klamk@hum.au.dk.


Ekskursionen til Grækenland

AGORA 1 / 1999

Her kan man læse to beretninger om ekskursionen til Grækenland i oktober 1998, og i artiklen "Afskeds-causeri" bringes Aksel Damgaard-Madsens tale fra afskedsfesten på Historisk Institut. Desuden indeholder bladet også en anmeldelse af Kai Møller Nielsens roman "Uglernes nat".

53 sider, nr. 1 1999. Agora kan afhentes gratis på Institut for Klassisk Arkæologi og Institut for Oldtids- og Middelalderforskning.


Gadamer, Marx og Engels

Tingen 6 / 1999

I martsudgaven af Tingen bringes en oversættelse af en forelæsningsrække af Gadamer, uddrag af brevvekslingen mellem Marx og Engels og foredrag i løbet af foråret arrangeret af foreningen Kritisk Profil. Og så er der en boganmeldelse af Rüdiger Safranskis bog om 'det onde': "Das Böse oder Das Drama der Freiheit".

69 sider, 7. årgang nr. 6, marts 1999. Bladet er gratis og kan afhentes på Idéhistorie.


Dystre danske fremtidsudsigter

Faklen 11

Faklen er på banen igen efter radikale omrokeringer i redaktionen som følge af et ophør af samarbejdet med forfatteren Erwin Neutsky-Wulff. Tidsskriftet sætter i sit nyeste nummer fokus på emnet menneskesmugling og opstiller en dyster tilstandsrapport og fremtidsprognose for det danske retssamfund. Derudover indeholder tidsskriftet artiklen "Den audielle verden" af cand.scient. Kristian Beedholm om emnet lydperception.

51 sider, nr.11, forår 1999. 45 kr. i løssalg. Abonnement kan bestilles direkte hos Faklen, Postboks 2666, DK-8200 Århus N, tlf.:8654 4566 eller via e-post: info@faklen.dk. 3 numre koster 119 kr., 6 numre 199 kr.


Bøger

Fra Aarhus Universitetsforlag

Religion og materiel kultur

Lisbeth Bredholt Christensen og Stine Benedicte Sveen (red.): Religion og materiel kultur.

Kan man overhovedet tale om religion i en forhistorisk sammenhæng, og hvor meget kan de materielle levn fortælle os? Bogen tager udgangspunkt i de teoretiske og metodiske problemstillinger i forbindelse med studiet af forhistorisk religion og inddrager fx myte- og ritualteori, en diskussion af religionsbegrebet, konkrete eksempler fra et feltarbejde i Ghana etc. Bidragyderne præsenterer desuden deres synspunkter vedrørende forholdet mellem religion og materiel kultur.

184 sider. 168 kr. Februar 1999.


Danevirke

H. Hellmuth Andersen: Danevirke og Kovirke

Forsvarsværket Danevirke har, gennem omtale hos Saxo og krigene i 1848 og 1864, opnået en næsten mytisk karakter i danskernes bevidsthed. I bogen sættes resultaterne af de nyeste arkæologiske undersøgelser fra 1990’erne over for ældre viden om voldene. Dendrokronologiske undersøgelser daterer Danevirke til år 737 og udhuler dermed historien fra Saxo om, at det var Gorm den Gamles dronning Thyra, der byggede det første Danevirke. Såvel Danevirke som Kovirke havde kun en egentlig militær betydning i Vikingetiden.

278 sider. 325 kr. December 1998.


Fra spyd til plov

Michael Stafford: From Forager to Farmer in Flint

Hvorfor skiftede vores forfædre spydet ud med ploven? Med flinteteknologien som udgangspunkt undersøger forfatteren, hvorfor danskerne i forhistorisk tid gik bort fra livet som jægere, for i stedet at blive bønder. Undersøgelsen viser, at landbruget blev indført gradvist, og at der generelt var en stor kontinuitet mellem de to perioder. Og at flinteredskaber ikke kun blev brugt i funktionel henseende, men også som statussymboler, en rolle som husdyr og afgrøder senere fik for jægere.

156 sider. 298 kr. Februar 1999.


Hindukvinder i hele verden

Marianne C. Qvortrup Fibiger: Hindukvinder

Forfatteren har været på feltarbejde i Indien, Kenya og England hvor hun har undersøgt, hvordan den hinduistiske tradition ændrer sig både i og udenfor Indien. Fokus er rettet mod de mange indere der bor udenfor Indien, med hindukvinden i centrum. Bogen forsøger at afdække hindukvindens syn på sig selv og hendes familieforhold. Hvorvidt kvinden er hustru, mor eller sviger mor og om landet er Kenya, England eller Indien er afgørende for hindukvindens position og funktion. Undersøgelsen er i øvrigt den første på området.

160 sider. 148 kr. Februar 1999.


Fotografiets betydning

Lars Kiel Bertelsen, Rune Gade og Mette Sandbye (red.): Symbolic Imprints - essays on photography and visual culture.

I denne illustrerede tekstsamling er fotografiet blevet oversat til skrift. Antologien beskæftiger sig med, hvad fotografiet i virkeligheden er, og hvad det har betydet for menneskeheden, siden det revolutionerede samfundet i starten af det 19. århundrede. Ud over det historiske beskæftiger flere af teksterne sig med forholdet mellem fotografi og pornografi. Teksterne har det tilfælles, at de beskriver og analyserer, hvordan vi ser på fotografiet, hvordan vi modtager det, og hvordan det påvirker os.

Amerikanske teoretikere har længe domineret inden for studiet af fotografiet, men denne antologi er primært resultatet af europæiske forskningsresultater.

218 sider. 198 kr. 1999.


Andre forlag

Vikinger

Dietrich Meier: Syttende tværfaglige Vikingesymposium

Bogen er den 17. i en række af tværfaglige vikingesymposier og indeholder fire foredrag fra mødet i Kiel i 1998. Foredragene behandler både litterære og arkæologiske emner, og herved er tværfagligheden igen blevet tilgodeset. Foredragene handler blandet andet om et eksempel på urbaniseringens tidlige fase i det vestslaviske område og gravfund i Nord- og Sydslesvig i Vikingetiden.

I øvrigt er tidligere beretninger blevet genoptrykt, så hele rækken kan nu købes igen.

85 sider. 50 kr. inkl. forsendelsesomkostninger i Danmark. Januar 1999. Bestilling på Forlaget Hikuin, Moesgård, 8270 Højbjerg, Tlf. 86 66 76 66 eller i boghandelen.

 


Det Humanistiske Fakultet
Aarhus Universitet
Bygning 1453
Nobelparken
Jens Chr. Skous Vej 3
8000 Århus C

Telefon 8942 1111
Fax 8942 1200 
E-post
: hum@au.dk

 

Toppen af siden

Henvendelser om indhold og problemer til
Svend Aage Mogensen [ @-mail ] [ FC-mail ], Fakultetssekretariatet
Seneste tekniske opdatering: 30. januar 2007