Aarhus Universitet
Aarhus Universitet

Det Humanistiske Fakultet
Nyheder fra Humaniora
Kalenderen - Humaniora
HUMavisen
Pressemeddelelser m.v.
Stillinger og stipendier på Humaniora

 

    

JAN 07: Det Humanistiske Fakultet har fået ny net-adresse: www.humaniora.au.dk


Kvalitet koster

23-02-2000

Kommentar til Nedlæg små fag for kvalitetens skyld

Af Jorun Clasen, Lone Risager, Andrea F. Nielsen, Nanna H. Andersen og Mads Thomsen.
Studerende på Slavisk

Vi har på Slavisk Institut med stor interesse læst indlægget fra studievejlederne på Historisk Institut om problemerne for fagene på Humanistisk Fakultet i forbindelse med spareplanen. Indlægget indeholder flere vigtige pointer:

  • at kvalitet koster
  • at et bredt fagudbud koster
  • at hele STÅ-problematikken medfører en ensidig fokusering i/af debatten på output i form af færdige kandidater

Kulturbevarende

Når det er sagt, må vi dog - som studerende ved Aarhus Universitet og repræsentanter for ét af de såkaldte små fag - komme med nogle indvendinger til indlægget:

Det er vigtigt ikke at glemme universitetets kulturbevarende funktion.

Hvis man vælger at nedlægge et af de små fag - f.eks. Slavisk eller Indisk Filologi - er det meget tvivlsomt, om det nogensinde genopstår. Endnu værre er det, at en stor vidensressource derved går tabt.

Småt er godt

Et studentermiljø kan udmærket trives med få studerende.

Som et institut med en meget bred faglighed og flere fag under ét tag er Slavisk et godt eksempel på, hvordan faglig forskellighed og personlige og tværfaglige kontakter netop bidrager til et godt, levende og interessant studiemiljø - på trods af at antallet af studerende kun er en brøkdel af antallet på fx Historie.

Bryd faggrænserne

Der er således ingen grund til at sætte lighedstegn mellem STÅ-produktionsdebatten, spareplan og studiemiljø, og det er selvfølgelig sandt, at det gode studiemiljø har en effekt på lysten og evnen til at studere og bestå eksamener.

En konstruktiv, langsigtet løsning – også i forhold til nedskæringerne – kunne være at forsøge at bryde de skarpe faggrænser mellem institutterne: at fokusere på hvad den enkelte underviser kan og beskæftiger sig med, i stedet for hvor vedkommende sidder; at informere bedre om seminarer af tværfaglig interesse; at oprette værkstedsfag (fx almen grammatik, historisk metode, litterær analyse, diskursanalyse) på fakultetsniveau.

På trods af uenigheden med Pernille Refstrups og Steffen Skovfogeds indlæg om en mulig løsning af de problemer, spareplanen uundgåeligt medfører, er vi glade for, at debatten med deres indlæg er blevet sat i gang, og vi håber, at der vil komme flere indlæg med konstruktive forslag, der ikke som eneste løsning ser nedlæggelsen af de små fag.

 

 


Det Humanistiske Fakultet
Aarhus Universitet
Bygning 1453
Nobelparken
Jens Chr. Skous Vej 3
8000 Århus C

Telefon 8942 1111
Fax 8942 1200 
E-post
: hum@au.dk

      

Toppen af siden

Henvendelser om indhold og problemer til
Svend Aage Mogensen [ @-mail ] [ FC-mail ], Fakultetssekretariatet
Seneste tekniske opdatering: 30. januar 2007