Aarhus Universitet
Aarhus Universitet

Det Humanistiske Fakultet
Nyheder fra Humaniora
Kalenderen - Humaniora
HUMavisen
Pressemeddelelser m.v.
Stillinger og stipendier på Humaniora

 

    

JAN 07: Det Humanistiske Fakultet har fået ny net-adresse: www.humaniora.au.dk


Strøm til undervisningen

29-05-2000

Fakultetet bruger halv million på moderne teknologi i undervisningen

Nu bliver de ’tørre’, humanistiske fag helt elektriske. PowerPoint-præsentationer, FirstClass-konferencer og pensum i HTML-format bliver hverdag på fem fag, som er udvalgt til at være fakultetets pionerer inden for informations- og kommunikationsteknologi (IKT) i undervisningen. Samtidig er fakultetet i færd med at kortlægge alle ansattes IKT-kompetencer og ønsker til efteruddannelse.

Alene i år vil fakultetet omkring en halv million kr. på at udvikle brugen af moderne IKT-hjælpemidler i undervisningen. Det er en konsekvens af den satsning på IKT, som blev vedtaget i Udviklingsplan 2000-2002 i begyndelsen af året.

De fem udvalgte fag vil især koncentrere indsatsen omkring netbaserede konferencesystemer, elektronisk kommunikation mellem lærere, studerende og sekretærer og av-præsentationer til både den ordinære holdundervisning og undervisning via web.

Strategi

Samtidig er fakultetet i færd med at undersøge alle ansattes IKT-kompetencer og behov for efteruddannelse. 300 medarbejdere er blevet telefoninterviewet i maj måned, og resten vil blive interviewet efter sommerferien.

Undersøgelsen vil munde ud i en statusrapport, som i løbet af sommeren vil blive fulgt op af en visionsrapport. De to rapporter skal sammen med de praktiske erfaringer danne grundlaget for formuleringen af fakultetets kommende IKT-strategi.

Strategi-forarbejdet bliver støttet af Center for Teknologistøttet Undervisning (CTU).

Generelt løft

Målet med de fem pilotprojekter er sætte så mange lærere som muligt i gang med at anvende IKT i undervisningen.

Til at rådgive og støtte projekterne har fakultetet derfor valgt at ansætte en uddannelseskonsulent i Teknisk Afdeling, som flere ansatte allerede har mødt som underviser på en række PowerPoint-kurser.

På denne måde forventer fakultetet at erfaringerne kan forankres centralt på fakultetet og dermed blive til gavn for så mange som muligt – også i de kommende faser.

Ikke kun for pionerer

Det er dog ikke kun de fem pionerfag, der kan få glæde af IKT-satsningen allerede i år.

Der er indkøbt tre bærbare pc’er med tilhørende projektorer som er stationeret henholdsvis på Kasernen, på Moesgård og i Nobelparken. Udstyret kan lånes af de øvrige fag i det omfang de ikke er booket af projektdeltagerne.

Digitale billeder

Fakultetet vil også udbygge sin kompetence inden for billed-digitalisering, da det står på ønskesedlen hos en række fag.

Teknisk Afdeling vil derfor nu anskaffe digitaliseringsudstyr af høj kvalitet, sørge for professionel vejledning og en server, der bliver dedikeret til digitale billeder.

Teknisk Afdeling vil senere informere om de konkrete faciliteter.

Konferencesystemer

Konferencesystemet FirstClass er netop nu ved at blive installeret, og det vil kunne anvendes af alle fag, om end den konkrete støtte fra uddannelseskonsulenten dog vil blive reserveret projektdeltagerne.

Endelig forventer fakultetet også at arrangere åbne foredrag om IKT og læring i forbindelse med IKT-satsningen.

Ikke nok til alle

IKT-området er et af de få steder, hvor fakultetet har valgt at bruge flere penge trods den økonomiske spareplan. Alligevel måtte fakultetet sige nej tak til flere gode ansøgninger.

Det gælder blandt andet en ansøgning fra Klassisk Arkæologi om fjernundervisning. Fagets reaktion på afslaget kan læses i information & debats maj-nummer.

slam

De fem frontløbere

Kvalitetspuljens udvalgte fag/institutter til projektet IKT i undervisningen:

Forhistorisk Arkæologi

Etnografi og Socialantropologi

Germansk Filologi

Litteraturhistorie

Romansk Filologi

Projektet har fået egen hjemmeside på www.hum.au.dk/fak/studier/ikt.htm

 


Det Humanistiske Fakultet
Aarhus Universitet
Bygning 1453
Nobelparken
Jens Chr. Skous Vej 3
8000 Århus C

Telefon 8942 1111
Fax 8942 1200 
E-post
: hum@au.dk

      

Toppen af siden

Henvendelser om indhold og problemer til
Svend Aage Mogensen [ @-mail ] [ FC-mail ], Fakultetssekretariatet
Seneste tekniske opdatering: 30. januar 2007