|
|
ARKIVEREDE NYHEDER FRA HUMAVISEN Spareplan vedtaget Både ros til og protester over sparekatalog Selv om ingen var glade for det, så var der generel ros til fakultetets sparekatalog, som var en del af det budget for 1999, som Fakultetsrådet vedtog den 22. februar. Besparelserne betyder at fakultetet dels kan 'nøjes' med et underskud på 13 millioner kroner, dels få råd til at flytte sprogfagene ind i Nobelparkens nye bygninger. En af de største besparelser er at institutterne ikke længere vil få fuld kompensation, når en lærer bliver frikøbt til enten at forske på fuld tid på fakultetets eget Center for Kulturforskning eller bliver involveret i et forskningsprojekt, finansieret af eksterne midler. Efter spareplanen vil instituttet fremover kun få penge til at ansætte en deltidsansat undervisningsassistent som vikar for den frikøbet lærer, hvor man tidligere fik penge til at købe en lektorvikar på fuld tid, der både skal forske og undervise. Ordningen med fuld kompensation er to år gammel, og med spareplanen vender fakultetet altså tilbage til forholdene som de var i 1996 på dette punkt. Brandbeskatning Spareplanen har været gennem en månedlang behandling i fakultetets Økonomiudvalg, hvor de æstetiske fag ikke har en plads. Det var også kun netop de æstetiske fags repræsentant i rådet, Ansa Lønstrup, der protesterede mod dele af spareplanen, først og fremmest mod den nævnte mindre kompensation ved frikøb. Det lugter af brandbeskatning af eksterne midler, mente Ansa Lønstrup. Ambulancetjeneste Antallet af deltidslærer-timer (DVIP-nøglen) bliver nu beregnet på baggrund af de seneste fire semestres studenterårsværk (antal beståede eksaminer på faget), hvor det før var to for vækst-fag. Samtidig indfører fakultetet dog en ambulancetjeneste for fag i kraftig vækst, der kan få en ekstraordinær bevilling, en slags 'starthjælp'. Ingen gratis ph.d.er Ph.d.-studerende er forpligtet til at arbejde for universitetet, og de indgår nu i DVIP-nøglen, hvor de før var en slags ekstra ('gratis') arbejdskraft på fagene. Fagene vil heller ikke længere få udbetalt bevillinger fra fakultetet, hvis den ph.d.-studerende stopper studiet. Dyr censur Fakultetet vil også se på om der kan spares på den eksterne censur. I øjeblikket bruger nogle fag fem gange så mange censortimer som andre. Studieudvalget vil nu gå i gang med at drøfte eventuelle nye principper med fagene. Større effektivitet På indtægtssiden håber fakultetet på at kvalitetsudviklingspuljen kan bruges til at øge gennemførselsprocenterne. Samtidig vil man øge indtægterne fra Jysk Åbent Universitet (JÅU) ved at tilbyde flere kurser. Det bliver ikke mindst de overbemandede fag, der skal forpligte sig til at udbyde undervisning på JÅU. Fakultetet vil også spare ved at gå over til at slå stillinger op via web og kun indrykke små annoncer på den relativt dyre spalteplads i fagbladene.
slam |
|
| HUMavisen Det Humanistiske Fakultet Aarhus Universitet Bygning 328 Ndr. Ringgade 1 8000 Århus C Telefon
8942 1242 |
Henvendelser om indhold og problemer til
|